Solsikkesnoren

Åbent brev til foreningen vedr. udbredelsen af Solsikkesnoren i Danmark

 

Kære Karen og Stammeforeningen i Danmark

Måske har du allerede sidste år hørt om Solsikkesnoren i Danmark? Solsikkesnoren kan bæres af personer med usynlige handicap, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere i fx lufthavne, at der kan være behov for ekstra tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp under besøget.

Efter Solsikkesnoren med succes blev rullet ud i Københavns Lufthavn i 2020, ruller den nu videre ud i Danmark. Videnscenter om handicap er i samarbejde med Stine Ringvig Marsal, som i sit arbejde i Københavns Lufthavn fik Solsikkesnoren til Danmark, nu i gang med at udbrede kendskabet til snoren til hele landet. Samarbejdet sker i dialog med Hidden Disabilities-organisationen fra Storbritannien, som står bag Solsikkesnoren.

I dag offentliggør LEGO House i Billund, at personer med usynlige handicap, der besøger huset kan få Solsikkesnoren udleveret gratis. Samtidigt bliver ansatte i LEGO House trænet i at tage imod mennesker med særlige behov for ekstra tid og forståelse.

Efter planen skal langt flere virksomheder og institutioner kan registrere sig og få adgang til træningsvideoer, som medarbejderne kan se, så de har bedre forudsætninger for at sikre en god oplevelse for personer med usynlige handicap og diagnoser. Derfor åbner der også i disse dage et dansk website, hvor virksomheder, der ønsker at indføre snoren kan registrere sig og få adgang til træningsvideoer til sine medarbejdere. Det danske website er pt. under opbygning og kan findes her: https://hiddendisabilitiesstore.com/dk/

Fortæl jeres medlemmer om Solsikkesnoren
Vi håber, at I vil være med til at fortælle som Solsikkesnoren til Jeres medlemmer. De vil kunne hente en snor hos de virksomheder der deltager i ordningen.

Som handicap- eller patientorganisation vil man også kunne registrere sig på websitet. Det giver mulighed for at købe større mængder Solsikkesnore, der kan påtrykkes eget logo og sælges til ens medlemmer. Det er udelukkende handicap- og patientorganisationer, der har lov at videresælge Solsikkesnoren.

Der er også mulighed, at I som forening kan få et særligt solsikkekort, som kan hænge i Solsikkesnoren og passer særligt til jeres medlemmer. Bag på kortet kan personen, der bærer snoren og kortet desuden udfylde navn, adresse, kontaktperson og særlige instrukser. Hvis I har interesse for dette er I velkomne til at kontakte Stine Ringvig Marsal, som er Regional Director for Hidden Disabilities Sunflower organisationen på mail: stine@hiddendisabilitiesstore.com

Mange hilsner

Morten

Morten Hauge Larsen
Kommunikationskonsulent

Generalforsamling 2021

Stammeforeningen i Danmark (FSD) holder generalforsamling

den 28. august 2021 

 

Generalforsamlingen finder sted kl. 13.30-17.00 (med indlagt kaffepause)

på Liselund Møde- og Kursussted, Slotsalleen 44, 4200 Slagelse

Der er frokost kl 12.00 (kun for tilmeldte!)

 

Herunder kan de officielle dokumenter vedr. generalforsamlingen downloades

 

Officielle indkaldelse >>>

Forretningsorden >>>

Dagsorden >>>

Vedtægter >>>

Årsberetning >>>

Årsrapport >>>

Budget 2021 >>>

Budget 2022 >>>

 

Julia Madsen

Hvordan opleves det, at folk hjælper én, når man stammer?

 

På Stammeforeningens Facebook-gruppe har der været en livlig diskussion om, hvordan man kan reagere, hvis nogle prøver at hjælpe én, når man stammer.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

 

Martin Frost Hansen skrev i et indlæg:
”Jeg må indrømme, at jeg for det meste er ligeglad. Det vigtigste for mig er ikke handlingen, men meningen bag handlingen. Det er ligesom med racismedebatten. Hvis man kun er ”flink ved den anden” for at få sig selv til at se bedre ud, så er det falsk høflighed. Jeg har det på samme måde med det her. Det kan jo sagtens være, at den anden bare er meget ivrig og engageret i det det, vi snakker om. Og i det tilfælde synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at skælde ud på den anden. Man må jo som stammer også have lidt situationsfornemmelse og lære at læse andre menneskers intentioner. Det er en meget nyttig evne at have, når vi har det svært ved at snakke!”

 

Julia Munch Madsen skrev:

”Okay – jeg følger vist ikke helt statistikken her. Synes faktisk, at det er rart, når folk er søde at hjælpe med et ord.”

Julia Munch Madsen

 

Jeg (Deres redaktør) kontaktede Julia, der bor i Gram og arbejder som pædagog. Hun var med på at medvirke i denne artikel. Hun foretrak dog at besvare mine spørgsmål skriftligt, da det var nemmere for hende at svare fyldestgørende på skrift, end pr. telefon, hvor hun bruger mere energi og skal koncentrere sig mere om at tale. Julia er opvokset på Falster, bor nu i Gram i Sønderjylland, er 37 år, gift og har tre børn.

 

(Red): Mange stammere føler det som noget negativt, hvis samtalepartneren vil hjælpe dem, når de stammer. Har du et bud på, hvorfor du ikke er generet af at få hjælp? 

(Julia): Jeg stammer ikke så voldsomt som en del andre, og folk ved langt de fleste gange, hvad det er, jeg prøver at sige, og så er det bare rart, at de faktisk tilkendegiver, at de godt ved, hvad det er, jeg ikke kan få sagt. Og så kan jeg komme videre til min pointe

 

Er du egentlig ikke meget enig med Martin Frost Hansen?

Ja – det er jeg, og jeg ser det også som en forskel at afbryde en, der er i gang med at sige noget mere (mega træls, på godt jysk) – eller “afbryde” en der er gået i stå og “sidder fast”. Men jeg mener også, at der kan være forskel på, hvor mange af ordene man stammer på i en sætning. At man måske stammer på mange af ordene, kan godt have betydning for, hvornår det begynder at blive træls, og særligt, hvis de hjælpsomme folk gætter forkert. Jeg kan godt forstå, hvis stammen er voldsom, eller hvis man stammer på måske hver andet ord – og folk så gætter forkert. Ja – så er det op ad bakke at komme igennem sin sætning med udefrakommende ”hjælp”, da denne ”hjælp” så skaber yderligere forvirring.

 

Hvor gammel var du, da du begyndte at stamme?
Jeg begyndte at stamme, før jeg begyndte i skole, husker ikke præcist hvornår.

 

Hvornår fik du første gang hjælp af en talepædagog – hvordan mindes du, at undervisningen var, og hvad fik du ud af den?
Da jeg kom i skole, kom jeg til en talepædagog, som var tilknyttet skolen. Det var et stort ønske for mig at få hjælp. Fortsatte dog ikke længe, da jeg ikke oplevede, at jeg blev hjulpet. Jeg husker, at jeg skulle lege med en bold, og syntes det var frustrerende, at jeg ikke skulle andet, når det nu var min tale jeg ville have hjælp til. Det var sikkert for at aflede mine tanker, at vi skulle arbejde med noget helt andet end stammen – men det førte ingen vegne, og det endte da også med, at jeg ikke ville fortsætte, og derfor stoppede jeg hos talepædagogen.

 

Var undervisningen individuel eller var du i en gruppe?
Undervisningen foregik individuelt (jeg tror ikke der var andre på min skole, der stammede).

 

Var dine forældre involveret i undervisningen – i givet fald hvordan?
Ikke så meget, de fik mig afsted til talepædagogen, fordi jeg ønskede det. De mente ellers ikke, at det var så slemt. Ja, de mente sikkert, at der var andre, som stammede værre end jeg, men mine forældre forstod nok bare ikke, at de kun så toppen af isbjerget, og de vidste ikke, hvor meget mere der stak under vandet. Det var også træls når andre børn og voksne spurgte: Stammer du? Hvorfor stammer du? Jeg vidste ikke, hvorfor jeg stammede, og ingen kunne fortælle mig det.

 

Hvordan var din stammen? Bestod den af løbsk tale, blokeringer – måske hårde blokeringer, brug af synonymer etc.
Jeg stammer med blokeringer, og lærte med tiden at bruge en masse synonymer, eller omformulere halve og hele sætninger for ikke at vise min stammen. Det har jeg altid været meget ”god” til, så den dag i dag er det ikke alle, der lægger mærke til, at jeg stammer. Jeg koncentrerer mig meget om at tale lidt langsommere, end der ellers falder mig naturligt, “smager på ordene” og skynder mig at finde andre måder at sige det på, når der kommer et ord, som jeg ved ikke vil lykkes mig at sige. Dog kan min stammen stadig godt forværres ved søvnmangel eller stress, men jeg synes, at jeg lever fint nok med den nu.

 

Har du haft svært ved højtlæsning og fremlæggelser i skolen?
Højtlæsning har jeg altid klaret meget godt. Jeg har ligget fagligt højt i dansk – selvfølgelig skriftligt. Læsning har jeg altid gjort i to tempi. Inden i mig selv kunne jeg læse rimelig hurtigt, men når jeg læser højt, sætter jeg tempoet noget ned, og når jeg læser ordene stavelse for stavelse, går det meget godt at læse flydende. Til gengæld er fremlæggelser noget jeg aldrig har brudt mig om, ligesom at skulle holde tale, eller bare sige noget foran mange mennesker.

 

Du arbejder som pædagog. Føler du at din stammen er et problem i dit arbejde? Har du som voksen fået hjælp til din stammen?

Mit arbejde klarer jeg fint med min stammen. Jeg arbejder med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, og mange af dem jeg har med at gøre, har kun et sparsomt eller intet verbalt sprog. Derfor plejer jeg i kommunikation med dem at bruge krop og mimik, langsom tale suppleret med Tegn til Tale. Så dem snakker jeg ganske ubesværet med. Når det er sagt har jeg jo kolleger, som jeg snakker almindeligt med, og der er jeg jo lige så meget på arbejde, som jeg er, når jeg snakker med alle andre. Det gør nok, at jeg virker lidt mere stille, da jeg ofte overvejer lidt mere, om jeg “gider”, eller måske snarere, ”orker” at sætte ord på det, der netop nu er samtaleemnet. Det er nok noget af det, der trætter mig meget i løbet af en arbejdsdag. Som voksen har jeg ikke fået hjælp til min stammen. Jeg lever med den og klarer mig med den.

 

Din søn stammer. Hvor gammel er han?
Jeg har en dreng på 13 år, der også stammer. Dog er det ikke så slemt længere, men han har stadig perioder, der er værre end andre.

 

Hvornår begyndte han at stamme?
Han begyndte meget hurtigt at stamme, efter at han begyndte at tale, så min mand og jeg søgte meget hurtigt hjælp.

 

Hvordan stammer han?
Han stammer med blokeringer ligesom jeg.

 

Får han hjælp af en talepædagog?
Da han begyndte i børnehave blev han tilknyttet en talepædagog, hvilket han bare syntes var hyggeligt. Han stoppede igen, da han skulle begynde i skole, da talepædagogen vurderede, at der ikke var behov for videre forløb.

 

Var du og din mand involveret i jeres søns stammebehandling?
Jeg var nok mere involveret i min drengs stammebehandling, da det klart var mig, der var mest påvirket af, at min søn også skulle bøvle med det. Det værste, som jeg endnu har oplevet, var engang vi hilste på nogle på camping en sommer. Så blev min dreng spurgt, hvad han hed. Han prøvede at svare, men det gik ikke så hurtigt for ham at sige sit navn, og inden han nåede at svare, sagde en ved siden af (som vi faktisk kendte lidt i forvejen); ”Sig nu bare hvad du hedder, du ved da godt, hvad du hedder”… meget nedværdigende. Ja, selvfølgelig vidste han, hvad han hed, og mens min dreng lige fik vejret, måtte jeg fortælle, at han lige skulle have tid til at sige det, fordi han også var stammer.

Trods uheldige episoder er han ikke mærket af, at han stammer – han er ligeglad, det går ham ikke på. Engang i skolen havde han valgt Stand Up i emneuge, og jeg var som mor ved at krybe i et musehul, da han kom hjem og fortalte det. Jeg var så bange for det nederlag, som han kunne ende med til opvisningen for hele skolen, og prøvede pænt at foreslå ham nogle andre emner. Han var dog fast besluttet på Stand Up – og på dagen blev mors mavepine i den grad gjort til skamme. Han var den, der havde allermest styr på sit manuskript og kørte bare med klatten! Der er ikke noget, der kommer til at stoppe ham pga. stammen.

 

Du har flere børn, hvordan er deres tale?
Vi har også to yngre piger. Den ene snakker så vældig hurtigt, så vi andre nogle gange har svært ved at følge med – flydende, og den lille ved vi endnu ikke, da hun ikke har fået verbalt sprog endnu.

 

Har du familie, der stammer, fx forældre, søskende? 
Hverken mine forældre eller søstre stammer. Min mor stammede dog som lille, men stoppede da hun begyndte i skole. Jeg er den første i familien der som sådan er stammer, men har i hvert fald givet det videre til mit ældste barn.

 

Dine fritidsinteresser?
Jeg er kristen, og jeg har altid holdt meget af sang og musik, en del af det måske også, fordi det blev et frirum for min stammen. Fik mit første kirkesangerjob som 9-årig, der turde jeg at åbne min mund for mange mennesker. Derudover var jeg som lille meget fascineret af heste, og lidt før mine teenageår begyndte jeg at passe heste for en mand, der havde en rideskole med 26 heste. Efter efterskole flyttede jeg til Jylland fra Falster, og begyndte der på en sport, som jeg aldrig før havde skænket en tanke. Ville have begyndt at gå til dans, men det eneste jeg kunne finde i området, var Taekwondo. En veninde og jeg prøvede for sjov, og jeg blev helt bidt af det og har trænet det til den dag i dag (dog med pauser, da jeg fik børn). I taekwondo kan man sagtens træne sammen, selvom man er på hvert sit niveau, og det kan jeg godt lide. Pt. går jeg til det sammen med mine to store børn, som også fik lyst at prøve det – og nu overhaler de mig nok snart i bælterne. Har tidligere trænet mere seriøst, hvor jeg var til stævner i teknik, men nu, efter at jeg har fået børn, har jeg et noget andet ambitionsniveau – lidt motion, meget hygge, så det er godt.

 

 

Stammeres vilkår i Køge skal forbedres

Stammeres vilkår i Køge skal forbedres

 

Henrik deltog i McGuire Programmet, efter kurset ringede han til borgmesteren i Køge og blev inviteret til møde på Rådhuset.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.            14-4-2021

 

Henrik Hartmann Nielsen, 48 år og fra Køge, havde deltaget i sit 2. McGuire-kursus i Oslo i september 2019. Da han efter kurset kom hjem fra Oslo, ville han give sig selv en udfordring. Før han deltog i McGuire-kurserne, kunne han slet ikke tale i telefon, fordi han havde så kraftige blokeringer, at han ikke kunne sige noget. Nu havde McGuire-kurserne imidlertid hærdet ham så meget, at han turde ringe til Marie Stærke, borgmesteren i Køge.

– Jeg havde ikke heldet med mig de første gange, jeg ringede op, men lagde beskeder på hendes telefonsvarer, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville besøge hende for at få en snak om stammeres og andre udsatte gruppers vilkår i Køge.

Om aftenen den 8. oktober 2019 kom der en sms fra Marie Stærke, hvori hun skrev, at hun havde hørt mine beskeder. Du vil blive ringet op af min sekretær en af de næste dage, stod der i sms’en fra borgmesteren, der repræsenterer Socialdemokratiet.

– Jeg besøgte Marie Stærke den 20. november 2019 og forklarede hende om min rejse med McGuire Programmet. Viste hende førstedags-videoen fra kurset, hvor vi skulle præsentere os, og hvor jeg havde kraftige blokeringer. Og endelig så Marie Stærke også videoen, hvor jeg efter det første kursus uden problemer kunne stille mig op på en kasse og midt i byen kunne fortælle om, hvad vi havde oplevet på McGuire-kurset. Marie Stærke så også videoen med Daniel Kusk, lederen af McGuire Programmet i Danmark, der slet ikke kunne sige noget, da han skulle præsentere sig, men som nu taler helt flydende, da han har lært sig McGuire-teknikkerne til fuldkommenhed.

Marie Stærke var meget imponeret. Hun havde aldrig hørt om McGuire Programmet og vidste i det hele taget ikke meget om, hvordan mennesker der stammer, får behandling/undervisning i Danmark.

 

Vil gerne have dig med på holdet

En aften i august 2020 ringede Marie Stærke til mig, fordi hun gerne ville have mig med på holdet til det kommende kommunalvalg, fortæller Henrik. Blev selvfølgelig meget glad og svarede, at tilbuddet lige skulle vendes med min arbejdsgiver og med min hustru, der begge sagde ja. Benno, min chef, sagde:  Har du brug for orlov, siger du bare til.

 

Marie Stærke. Borgmester i Køge. 

 

Jeg ringede til Marie Stærke og fortalte hende, at jeg meget gerne sagde JA TAK til tilbuddet, og for at kunne blive godkendt som kandidat til kommunalbestyrelsen, ville jeg sende en præsentationsvideo til alle medlemmer af Socialdemokratiet i Køge. Jeg blev inviteret til et møde med Marie Stærke og formanden for Socialdemokratiets Køgeafdeling, Jan Rix. Han ville hilse på mig.

Der var rigtig god opbakning i partiet, og jeg har nu deltaget i flere partimøder, hvor alle har været så venlige og imødekommende. Da Marie Stærke præsenterede mig for de andre medlemmer, var der virkelig noget, der rørte sig inden i mig. Det var bare kæmpestort.

 

Marie Stærke og jeg. Vores første møde den 20. november 2019. 

 

 

Min arbejdsgiver betalte for McGuire-kurserne

– Jeg har ikke nogen faglig uddannelse. Har 9. klasse afgangseksamen, hvor jeg fik karakteren 7 i både engelsk og tysk på grund af kraftige blokeringer, når jeg talte. Det føltes derfor helt umuligt at gennemføre en uddannelse. I stedet blev jeg ejendomsfunktionær i en boligforening, Vildtbanegård i Ishøj, med godt 1800 lejemål. Jeg kører traktor med kran på, og inden deltagelsen i McGuire Programmet var det svært for mig at tale med beboerne. Jeg kunne heller ikke ringe til kontoret, hvis jeg havde en besked, eller på anden måde skulle give information. Jeg kørte derfor hen til kontoret og fik med stort besvær sagt det, jeg ville sige.

 

Siddende på traktoren på arbejde.

 

 

McGuire-kurserne udbydes af et privat foretagende. Kurserne, der hver især løber fire dage fra torsdag til søndag, holdes på skift i Oslo, Malmø og Aarhus. For det første kursus, man deltager i, betaler man 12.000 kroner i kursusgebyr – man betaler blot et lille kursusgebyr på 500 kroner for at deltage i efterfølgende kurser. Ud over kursusgebyr kommer rejse- og opholdsudgifter. Jeg kontaktede min daglige chef, Jan Steinert, der skrev en mail til min ejendomsleder, Benno, om McGuire Programmet. En uge efter samtalen ringede Benno og fortalte, at Boligforeningen gerne ville betale alle udgifter. Da må jeg sige, at jeg fik tårer i øjnene.

Deltagelsen i McGuire-kurserne har vist sig at være en god investering for boligselskabet, for nu kan jeg fx ringe til Vest Forbrænding og bestille tømning af diverse affaldscontainere. Og jeg kan ringe til kontoret for at give information. Samtaler med beboerne er nu heller ikke noget problem. Ja – arbejdet er blevet meget, meget lettere. På den måde bidrager jeg med meget mere end før, og jeg tør påtage mig mange nye opgaver, fortæller Henrik.

 

Om min stammen

Jeg begyndte at stamme, da jeg var omkring fire år gammel. Min søn Jakob på 10 år stammer, og min datter Ida på 15 år har stammet, men gør det ikke mere. En nevø på 25 år stammer også.

Som dreng gik jeg til talepædagog i en del år. Kom på talekursus i Roskilde Amt, en uges talekursus på en skole. Det gik godt på kurset, men når jeg kom tilbage til skolen, var jeg den gamle Henrik, der stammede voldsomt.

Jeg synes ikke, at talepædagogerne kan hjælpe sådan nogle hårde stammere som mig.

Det er et stort problem, at min søn ikke har fået undervisning i et halvt år på grund af coronaen. Der kunne meget vel have været etableret virtuel undervisning.

På Stammeforeningens Facebook-side har Henrik fortalt, at han er interesseret i at få respons fra andre i Køge, der stammer, men opslaget har endnu ikke givet nogen henvendelser.

Derimod har der været henvendelse fra et af Stammeforeningens medlemmer, Hanne Høgh Larsen, der ringede til Henrik. FSD-NYT bragte en artikel med Hanne i FSD januar. Se artiklen her.

Lige nu har Henrik travlt med kommunalvalget, hvor han som nævnt stiller op for Socialdemokratiet. Han har derfor for tiden ikke planer om at danne en Lokalafdeling i Køge, men han har en drøm om, at der i Køge kan åbnes en Stammecafé, lige som der i 2019 også blev åbnet en i Hjørring. Se her.

På spørgsmålet om hvor meget skammen, angsten, isolationen, frygten, skylden, håbløsheden og benægtelsen har betydet for ham, fortæller Henrik, at disse følelser i en stor del af hans liv har fyldt virkelig meget. Stammen har styret meget, frygten for at sige noget har styret meget: ”Tænk hvis jeg nu kommer til at blokere!”

Stammen og frygten kunne nogle gange fylde enormt meget, fortæller Henrik.

Inden deltagelsen i McGuire-kurserne har Henrik været meget afhængig af sin hustru, Helle, som han har kendt i 28 år. Helle er folkeskolelærer og måtte tidligere klare alle telefonopringninger, men dem har Henrik nu selv kunnet overtage. Det føles meget, meget befriende, siger han.

 

Min familie. Helle, Jakob og Ida.

 

 

Om McGuire Programmet

Videoen fra den 16. maj 2019, og den afsluttende tale på kassen fra den 18. maj kan du se her.

 

Aarhus lilletorv maj 2019. Talen på kassen til mit første McGuire kursus. 

 

 

Da jeg så TV-udsendelsen med Peter Nielsen tog jeg selv initiativ til at deltage, fortæller Henrik, jeg er blevet kammerat med Peter, og vi taler jævnligt sammen.

Hvis McGuire-teknikkerne skal lykkes, skal der arbejdes med teknikkerne hver eneste dag. Når jeg kører til arbejde, træner jeg, det er blevet en fast rytme. Det er så vigtigt, at taletempoet ikke løber af med mig, for så begynder jeg at stamme og kan få blokeringer, fortæller Henrik.

 

Links til artikler på www.fsd.dk om McGuire.

Hvad er The McGuire Programmet

Hvis I kan hjælpe Peter, giver jeg stegt ål

Opfølgning på Peter i TV2

Peter Nielsen medspeaker

Daniel Kusk

Allan Toft Pedersen

Pia Danesol har 10-års jubilæum med McGuire Programmet, og det skal fejres

 

Til slut fortæller Henrik, at han løber 2-3 gange om ugen og træner taekwondo, som han har dyrket i et år.

 

Taekwon-Do. Min første graduering til gult bælte. 

 

 

 

 

 

 

I mørket fandt jeg ind til drømmen

I mørket fandt jeg ind til drømmen 

En lille lys historie fra et tidspunkt i mit liv, hvor stammen var en stor hindring.

Af Nicolas Kruse Dziegiel                                                                                                                 11. marts 2021

Et af mine foredrag, her på billedet fra Bindernæs Efterskole (200 efterskoleelever)

 

– Da jeg gik i 9. klasse, var problemerne med min stammen så store, at jeg ved præsentationer ikke kunne sige noget. Min hals låste sig helt fast, og jeg stod helt stum og kunne ikke sige noget overhovedet. Min mor tilmeldte mig hos en hypnotisør, og efter tre behandlinger var der sket et mirakel. Da jeg efter behandlingen kom ud i bilen til min far, kunne jeg tale frit med ham, og min far begyndte at græde. Der var på det nærmeste sket et mirakel, for tidligere stammede jeg, når jeg var usikker.

Som teenager blev jeg ramt af fire år med store taleproblemer

Jeg havde ingen taleproblemer de fire første år i skolen, men i 5. klasse begyndte jeg at stamme – en rigtig HÅRD stammen, hvor jeg sad helt fast i sætningen. Værst var det at skulle præsentere mig selv for nye lærere, nye elever m.v. – og jeg valgte at stikke af, når jeg vidste, at der var risiko for at møde nye, eller jeg gemte mig under et bord derhjemme.

I 8. klasse blev jeg sat på et stammekursus, som jeg ikke kan huske, om det var i kommunalt eller amtsligt/regionalt regi. Vi skulle efter kurset skulle fortælle vores forventningsfulde forældre, hvad vi havde lært i de 8 uger, som kurset varede. MEN jeg stod bare der og kunne ikke sige noget som helst – helt låst – husker det som var det i går.

Jeg oplevede en del mobning i skolen, og nogle af de andre ville ikke være sammen med mig, fordi jeg var ham den mærkelige, der stammede. Men behandlingerne hos hypnotisøren ændrede alt for mig. 70 procent af min stammen forsvandt, og et helt nyt liv begyndte. Jeg fandt hurtigt ud af, at stammen hang sammen med min usikkerhed og lave selvværd.

Fik hjerneskade som helt lille

Da jeg var tre måneder gammel, vurderede lægen, at jeg havde fået hjernebetændelse tre forskellige steder. Lægen sendte mig med ambulance i isolation på sygehuset i Holbæk, da han formodede, at jeg havde fået hjernehindebetændelse, der er det samme som meningitis. Her lå jeg i tre uger med kramper, uden at nogen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Så blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor man ret hurtigt fandt ud af, at jeg havde hjernehindebetændelse. Min mor og far var meget bekymrede, men da de jo skulle passe deres arbejde, sad min søde farmor ofte ved min seng.

Flere scanninger viste, at jeg havde taget skade fire steder i hjernen, og at man ikke vidste, hvordan min udvikling ville blive. Det næste halve år røg jeg ind og ud af sygehuse, da jeg konstant blev syg. Det var hårdt for hele familien.

Da jeg var et år, gik mine forældre fra hinanden, de lavede en fem-to-ordning, hvor jeg boede fem dage hos min mor og to dage hos min far.


Lægerne var ved at gøre en ende på mit liv…

Fra jeg var 3 til jeg var 13 år, havde jeg ugentlige epilepsianfald, og det medførte at jeg ikke havde en vennekreds, som børn i den alder normalt har.

Fra jeg var tre år, begyndte jeg at få kramper om natten og læger sagde, at jeg som følge af hjerneskaderne havde udviklet epilepsi. Jeg blev igen indlagt, og lægerne fyldte mig med medicin, som gjorde, at jeg fik det værre og værre. Min mor græd, da hun var bange for, at jeg blev totalt hjerneskadet. MEN heldigvis tog hun sagen i egen hånd, og opsøgte en kinesiolog, og her fik hun at vide, at jeg ikke havde epilepsi, men at mit mineralstofskifte var ødelagt af hjerneskaden.

Derfor kunne jeg ikke optage nok næringsstoffer og mit system havde underskud af mineraler, hvilket giver krampe. Jeg fik tonsvis af kosttilskud (noget fløjet hjem fra USA), og jeg fik det hurtigt bedre. Men det var en kamp for min mor med lægerne og min far, som slet ikke troede på sådan noget hokuspokus. Men hun var vedholdende, og efter et år var jeg helt ude af den giftige epilepsimedicin og begyndte at trives bedre. Følgerne af mine hjerneskader var heldigvis langt mindre, end man havde forventet.

Dumpede til eksamen i 9. klasse

Jeg startede på efterskole i 9. klasse og var spændt på, hvordan det ville gå. Det var første gang efter, at jeg begyndte at stamme, at jeg skulle ud at socialisere med nye mennesker. Der kom ikke mange ord ud af mig, og det var kun få, som jeg virkelig følte mig tryg ved at tale med. På grund af min ”on/off-skolegang” de første mange år af mit liv, dumpede jeg til eksamen i 9. klasse med et gennemsnit på 5,0 efter den gamle skala, hvor 6 var bestået. Desværre kom stammen stadig til udtryk ved præsentationsrunder og eksamener, stort set alle steder, hvor jeg skulle være i fokus og tale foran eller med mennesker. Det låste i halsen, og jeg prøvede modløst at tvinge ord ud af munden.

Jeg tror, at problemerne med epilepsien kan have haft indflydelse på min stammen, men at jeg i 5. klasse begyndte at stamme, kan skyldes, at jeg havde en del skoleskift. I 0.-5. klasse gik jeg i en klasse i Solrød. Herefter frem til 7. klasse i Knabstrup, som ligger uden for Holbæk. I 8. klasse gik jeg på en skole i Mørkøv og i 9. klasse var jeg på efterskole.

Barndomsbilleder

 

Fra taleproblemer til en topplacering i landsdækkende talekonkurrence…

Jeg startede på handelsskolen, stadig vældigt usikker på mig selv – og som mange andre teenagere udviklede jeg massiv akne i hele ansigtet, hvilket knækkede mig fuldstændigt! Nu turde jeg da slet ikke snakke med folk eller præsentere mig, og hele tiden hørte jeg stemmer, der sagde: “ Du ikke god nok, du er pissegrim, ingen gider at snakke med dig…“

Alligevel var der en anden stemme som sagde: “Gør det vildeste du kan, for at overvinde den stammen og det dårlige selvværd…”

Derfor besluttede jeg mig for at søge elevplads i en butik, fordi jeg her her ville blive nødt til at snakke med kunderne – og jeg ville ikke kunne komme udenom. Blev ansat i Holbæk Cykelcenter som salgsassistent-elev i butikken. Med lidt indkøring gik det supergodt, jeg elskede at sælge til kunder og hjælpe dem med at finde det, som passede til dem. Jeg var den bedst sælgende i butikken begge de år, jeg var elev. En stor succesoplevelse! Det var dog ikke nok til at fortsætte, min chef sagde, at jeg havde godt af at komme ud og prøve noget nyt.

Det var en tid, hvor der skete en masse for mig, og jeg begyndte at få mere selvtillid. Meldte mig ind i et lokalt erhvervsnetværk i Holbæk, som havde en talekonkurrence, der hed “Den Gyldne Mikrofon”. Her skulle man holde en tale på fem minutter foran dommere og publikum.

Det var nok det mest grænseoverskridende, som jeg kunne forestille mig, men det tændte en glød! Hvis jeg – den hårdt stammende dreng, som ikke turde kigge nogen i øjnene – kan hive mig selv op til at stå på en scene og levere en tale for forretningsfolk, så var jeg nået i mål med mit arbejde for at kaste stammen ad helvede til.

Jeg stillede op og endte med at komme i landsfinalen, som blev afholdt i Tivoli. Her måtte jeg stille mig tilfreds med at blive nummer 3 sammenlagt.

Helt fra den dag jeg tilmeldte mig, var det mit mål at vinde – men hele min transformation var sejr nok. Stemmen der kom fra mit indre, udsprang fra mit hjerte og var starten på en lysere og mere selvtillidsfuld tid.

Det har været mit livs vigtigste lektie! Hvis du skal tage EN TING med fra denne artikel, så er det, at vejen til det fantastiske liv går igennem hjertet.

DU har min fulde støtte hen til en lysere og sjovere tilværelse – Gå efter drømmene.

Mig & ørn

 

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv

Hele min opvækst har handlet om skyggearbejde, der for mig handler om at transformere den indre modstand, som vi alle oplever til at se skyggen som en gave i stedet for en udfordring.

I dag bor jeg på Samsø i et hjertevarmt Fællesskab, hvor vi laver bevidstheds-/skyggearbejde hver dag. Vi øver os på at blive mere bevidste medskabere af vores eget liv. For at kunne hjælpe flest mulige sjæle i denne Corona-æra, har jeg været med til at etablere et online Fællesskab ved navn “ Heartland Fællesskabet ”. Det vil glæde mig at hilse på dig derinde og vise dig alternative metoder til at håndtere Stammen.

Nicolas-besøger-Odsherred-Efterskole

 

Links til de forskellige You Tubes:

Præsentation af Nicolas Kruse Dziegiel som 23-årig i 2013.

DGM-finalist 2013

Fra finalen ved DGM 2013 (Den Gyldne Mikrofon) om personlig succes. Jeg var da 23 år og fortalte bl.a., hvordan jeg som 8-årig stammede så meget, at ingen kunne forstå mig.

Taleproblemer fik mig ud af mørket

Foredrag, som jeg indtil videre har holdt på 14 efterskoler.

Se også min hjemmeside:  https://nicolasdziegiel.dk/

 

Via de forskellige YouTubes viser jeg, hvad det vildeste er, og hvad jeg gør, for at min stammen kan holde op.
Min indre stemme siger:  Stil dig op for et publikum og sig, hvad du har på hjerte. Stemmen inspirerer mig virkelig. Der er skabt en drøm, som har haft stor betydning for mig. Alle kan blive stammefri.

 

Min livsfilosofi er:

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv.

 

Boks.

Connect mere med mig:

Mød mig inden i Online Fællesskabet Heartland, meld dig ind her

Hent min Gratis Lydfil: 3 Energiøvelser til at stå stærkere i dit lys

 

Følg med på mine sociale medier:

Min Facebook

Min Youtube Kanal

Billede er fra et MTB-cykelløb i Hvalsø, hvor vi kørte en 6 timers maraton på en 7 km rute.