Julia Madsen

Hvordan opleves det, at folk hjælper én, når man stammer?

 

På Stammeforeningens Facebook-gruppe har der været en livlig diskussion om, hvordan man kan reagere, hvis nogle prøver at hjælpe én, når man stammer.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

 

Martin Frost Hansen skrev i et indlæg:
”Jeg må indrømme, at jeg for det meste er ligeglad. Det vigtigste for mig er ikke handlingen, men meningen bag handlingen. Det er ligesom med racismedebatten. Hvis man kun er ”flink ved den anden” for at få sig selv til at se bedre ud, så er det falsk høflighed. Jeg har det på samme måde med det her. Det kan jo sagtens være, at den anden bare er meget ivrig og engageret i det det, vi snakker om. Og i det tilfælde synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at skælde ud på den anden. Man må jo som stammer også have lidt situationsfornemmelse og lære at læse andre menneskers intentioner. Det er en meget nyttig evne at have, når vi har det svært ved at snakke!”

 

Julia Munch Madsen skrev:

”Okay – jeg følger vist ikke helt statistikken her. Synes faktisk, at det er rart, når folk er søde at hjælpe med et ord.”

Julia Munch Madsen

 

Jeg (Deres redaktør) kontaktede Julia, der bor i Gram og arbejder som pædagog. Hun var med på at medvirke i denne artikel. Hun foretrak dog at besvare mine spørgsmål skriftligt, da det var nemmere for hende at svare fyldestgørende på skrift, end pr. telefon, hvor hun bruger mere energi og skal koncentrere sig mere om at tale. Julia er opvokset på Falster, bor nu i Gram i Sønderjylland, er 37 år, gift og har tre børn.

 

(Red): Mange stammere føler det som noget negativt, hvis samtalepartneren vil hjælpe dem, når de stammer. Har du et bud på, hvorfor du ikke er generet af at få hjælp? 

(Julia): Jeg stammer ikke så voldsomt som en del andre, og folk ved langt de fleste gange, hvad det er, jeg prøver at sige, og så er det bare rart, at de faktisk tilkendegiver, at de godt ved, hvad det er, jeg ikke kan få sagt. Og så kan jeg komme videre til min pointe

 

Er du egentlig ikke meget enig med Martin Frost Hansen?

Ja – det er jeg, og jeg ser det også som en forskel at afbryde en, der er i gang med at sige noget mere (mega træls, på godt jysk) – eller “afbryde” en der er gået i stå og “sidder fast”. Men jeg mener også, at der kan være forskel på, hvor mange af ordene man stammer på i en sætning. At man måske stammer på mange af ordene, kan godt have betydning for, hvornår det begynder at blive træls, og særligt, hvis de hjælpsomme folk gætter forkert. Jeg kan godt forstå, hvis stammen er voldsom, eller hvis man stammer på måske hver andet ord – og folk så gætter forkert. Ja – så er det op ad bakke at komme igennem sin sætning med udefrakommende ”hjælp”, da denne ”hjælp” så skaber yderligere forvirring.

 

Hvor gammel var du, da du begyndte at stamme?
Jeg begyndte at stamme, før jeg begyndte i skole, husker ikke præcist hvornår.

 

Hvornår fik du første gang hjælp af en talepædagog – hvordan mindes du, at undervisningen var, og hvad fik du ud af den?
Da jeg kom i skole, kom jeg til en talepædagog, som var tilknyttet skolen. Det var et stort ønske for mig at få hjælp. Fortsatte dog ikke længe, da jeg ikke oplevede, at jeg blev hjulpet. Jeg husker, at jeg skulle lege med en bold, og syntes det var frustrerende, at jeg ikke skulle andet, når det nu var min tale jeg ville have hjælp til. Det var sikkert for at aflede mine tanker, at vi skulle arbejde med noget helt andet end stammen – men det førte ingen vegne, og det endte da også med, at jeg ikke ville fortsætte, og derfor stoppede jeg hos talepædagogen.

 

Var undervisningen individuel eller var du i en gruppe?
Undervisningen foregik individuelt (jeg tror ikke der var andre på min skole, der stammede).

 

Var dine forældre involveret i undervisningen – i givet fald hvordan?
Ikke så meget, de fik mig afsted til talepædagogen, fordi jeg ønskede det. De mente ellers ikke, at det var så slemt. Ja, de mente sikkert, at der var andre, som stammede værre end jeg, men mine forældre forstod nok bare ikke, at de kun så toppen af isbjerget, og de vidste ikke, hvor meget mere der stak under vandet. Det var også træls når andre børn og voksne spurgte: Stammer du? Hvorfor stammer du? Jeg vidste ikke, hvorfor jeg stammede, og ingen kunne fortælle mig det.

 

Hvordan var din stammen? Bestod den af løbsk tale, blokeringer – måske hårde blokeringer, brug af synonymer etc.
Jeg stammer med blokeringer, og lærte med tiden at bruge en masse synonymer, eller omformulere halve og hele sætninger for ikke at vise min stammen. Det har jeg altid været meget ”god” til, så den dag i dag er det ikke alle, der lægger mærke til, at jeg stammer. Jeg koncentrerer mig meget om at tale lidt langsommere, end der ellers falder mig naturligt, “smager på ordene” og skynder mig at finde andre måder at sige det på, når der kommer et ord, som jeg ved ikke vil lykkes mig at sige. Dog kan min stammen stadig godt forværres ved søvnmangel eller stress, men jeg synes, at jeg lever fint nok med den nu.

 

Har du haft svært ved højtlæsning og fremlæggelser i skolen?
Højtlæsning har jeg altid klaret meget godt. Jeg har ligget fagligt højt i dansk – selvfølgelig skriftligt. Læsning har jeg altid gjort i to tempi. Inden i mig selv kunne jeg læse rimelig hurtigt, men når jeg læser højt, sætter jeg tempoet noget ned, og når jeg læser ordene stavelse for stavelse, går det meget godt at læse flydende. Til gengæld er fremlæggelser noget jeg aldrig har brudt mig om, ligesom at skulle holde tale, eller bare sige noget foran mange mennesker.

 

Du arbejder som pædagog. Føler du at din stammen er et problem i dit arbejde? Har du som voksen fået hjælp til din stammen?

Mit arbejde klarer jeg fint med min stammen. Jeg arbejder med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, og mange af dem jeg har med at gøre, har kun et sparsomt eller intet verbalt sprog. Derfor plejer jeg i kommunikation med dem at bruge krop og mimik, langsom tale suppleret med Tegn til Tale. Så dem snakker jeg ganske ubesværet med. Når det er sagt har jeg jo kolleger, som jeg snakker almindeligt med, og der er jeg jo lige så meget på arbejde, som jeg er, når jeg snakker med alle andre. Det gør nok, at jeg virker lidt mere stille, da jeg ofte overvejer lidt mere, om jeg “gider”, eller måske snarere, ”orker” at sætte ord på det, der netop nu er samtaleemnet. Det er nok noget af det, der trætter mig meget i løbet af en arbejdsdag. Som voksen har jeg ikke fået hjælp til min stammen. Jeg lever med den og klarer mig med den.

 

Din søn stammer. Hvor gammel er han?
Jeg har en dreng på 13 år, der også stammer. Dog er det ikke så slemt længere, men han har stadig perioder, der er værre end andre.

 

Hvornår begyndte han at stamme?
Han begyndte meget hurtigt at stamme, efter at han begyndte at tale, så min mand og jeg søgte meget hurtigt hjælp.

 

Hvordan stammer han?
Han stammer med blokeringer ligesom jeg.

 

Får han hjælp af en talepædagog?
Da han begyndte i børnehave blev han tilknyttet en talepædagog, hvilket han bare syntes var hyggeligt. Han stoppede igen, da han skulle begynde i skole, da talepædagogen vurderede, at der ikke var behov for videre forløb.

 

Var du og din mand involveret i jeres søns stammebehandling?
Jeg var nok mere involveret i min drengs stammebehandling, da det klart var mig, der var mest påvirket af, at min søn også skulle bøvle med det. Det værste, som jeg endnu har oplevet, var engang vi hilste på nogle på camping en sommer. Så blev min dreng spurgt, hvad han hed. Han prøvede at svare, men det gik ikke så hurtigt for ham at sige sit navn, og inden han nåede at svare, sagde en ved siden af (som vi faktisk kendte lidt i forvejen); ”Sig nu bare hvad du hedder, du ved da godt, hvad du hedder”… meget nedværdigende. Ja, selvfølgelig vidste han, hvad han hed, og mens min dreng lige fik vejret, måtte jeg fortælle, at han lige skulle have tid til at sige det, fordi han også var stammer.

Trods uheldige episoder er han ikke mærket af, at han stammer – han er ligeglad, det går ham ikke på. Engang i skolen havde han valgt Stand Up i emneuge, og jeg var som mor ved at krybe i et musehul, da han kom hjem og fortalte det. Jeg var så bange for det nederlag, som han kunne ende med til opvisningen for hele skolen, og prøvede pænt at foreslå ham nogle andre emner. Han var dog fast besluttet på Stand Up – og på dagen blev mors mavepine i den grad gjort til skamme. Han var den, der havde allermest styr på sit manuskript og kørte bare med klatten! Der er ikke noget, der kommer til at stoppe ham pga. stammen.

 

Du har flere børn, hvordan er deres tale?
Vi har også to yngre piger. Den ene snakker så vældig hurtigt, så vi andre nogle gange har svært ved at følge med – flydende, og den lille ved vi endnu ikke, da hun ikke har fået verbalt sprog endnu.

 

Har du familie, der stammer, fx forældre, søskende? 
Hverken mine forældre eller søstre stammer. Min mor stammede dog som lille, men stoppede da hun begyndte i skole. Jeg er den første i familien der som sådan er stammer, men har i hvert fald givet det videre til mit ældste barn.

 

Dine fritidsinteresser?
Jeg er kristen, og jeg har altid holdt meget af sang og musik, en del af det måske også, fordi det blev et frirum for min stammen. Fik mit første kirkesangerjob som 9-årig, der turde jeg at åbne min mund for mange mennesker. Derudover var jeg som lille meget fascineret af heste, og lidt før mine teenageår begyndte jeg at passe heste for en mand, der havde en rideskole med 26 heste. Efter efterskole flyttede jeg til Jylland fra Falster, og begyndte der på en sport, som jeg aldrig før havde skænket en tanke. Ville have begyndt at gå til dans, men det eneste jeg kunne finde i området, var Taekwondo. En veninde og jeg prøvede for sjov, og jeg blev helt bidt af det og har trænet det til den dag i dag (dog med pauser, da jeg fik børn). I taekwondo kan man sagtens træne sammen, selvom man er på hvert sit niveau, og det kan jeg godt lide. Pt. går jeg til det sammen med mine to store børn, som også fik lyst at prøve det – og nu overhaler de mig nok snart i bælterne. Har tidligere trænet mere seriøst, hvor jeg var til stævner i teknik, men nu, efter at jeg har fået børn, har jeg et noget andet ambitionsniveau – lidt motion, meget hygge, så det er godt.

 

 

Stammeres vilkår i Køge skal forbedres

Stammeres vilkår i Køge skal forbedres

 

Henrik deltog i McGuire Programmet, efter kurset ringede han til borgmesteren i Køge og blev inviteret til møde på Rådhuset.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.            14-4-2021

 

Henrik Hartmann Nielsen, 48 år og fra Køge, havde deltaget i sit 2. McGuire-kursus i Oslo i september 2019. Da han efter kurset kom hjem fra Oslo, ville han give sig selv en udfordring. Før han deltog i McGuire-kurserne, kunne han slet ikke tale i telefon, fordi han havde så kraftige blokeringer, at han ikke kunne sige noget. Nu havde McGuire-kurserne imidlertid hærdet ham så meget, at han turde ringe til Marie Stærke, borgmesteren i Køge.

– Jeg havde ikke heldet med mig de første gange, jeg ringede op, men lagde beskeder på hendes telefonsvarer, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville besøge hende for at få en snak om stammeres og andre udsatte gruppers vilkår i Køge.

Om aftenen den 8. oktober 2019 kom der en sms fra Marie Stærke, hvori hun skrev, at hun havde hørt mine beskeder. Du vil blive ringet op af min sekretær en af de næste dage, stod der i sms’en fra borgmesteren, der repræsenterer Socialdemokratiet.

– Jeg besøgte Marie Stærke den 20. november 2019 og forklarede hende om min rejse med McGuire Programmet. Viste hende førstedags-videoen fra kurset, hvor vi skulle præsentere os, og hvor jeg havde kraftige blokeringer. Og endelig så Marie Stærke også videoen, hvor jeg efter det første kursus uden problemer kunne stille mig op på en kasse og midt i byen kunne fortælle om, hvad vi havde oplevet på McGuire-kurset. Marie Stærke så også videoen med Daniel Kusk, lederen af McGuire Programmet i Danmark, der slet ikke kunne sige noget, da han skulle præsentere sig, men som nu taler helt flydende, da han har lært sig McGuire-teknikkerne til fuldkommenhed.

Marie Stærke var meget imponeret. Hun havde aldrig hørt om McGuire Programmet og vidste i det hele taget ikke meget om, hvordan mennesker der stammer, får behandling/undervisning i Danmark.

 

Vil gerne have dig med på holdet

En aften i august 2020 ringede Marie Stærke til mig, fordi hun gerne ville have mig med på holdet til det kommende kommunalvalg, fortæller Henrik. Blev selvfølgelig meget glad og svarede, at tilbuddet lige skulle vendes med min arbejdsgiver og med min hustru, der begge sagde ja. Benno, min chef, sagde:  Har du brug for orlov, siger du bare til.

 

Marie Stærke. Borgmester i Køge. 

 

Jeg ringede til Marie Stærke og fortalte hende, at jeg meget gerne sagde JA TAK til tilbuddet, og for at kunne blive godkendt som kandidat til kommunalbestyrelsen, ville jeg sende en præsentationsvideo til alle medlemmer af Socialdemokratiet i Køge. Jeg blev inviteret til et møde med Marie Stærke og formanden for Socialdemokratiets Køgeafdeling, Jan Rix. Han ville hilse på mig.

Der var rigtig god opbakning i partiet, og jeg har nu deltaget i flere partimøder, hvor alle har været så venlige og imødekommende. Da Marie Stærke præsenterede mig for de andre medlemmer, var der virkelig noget, der rørte sig inden i mig. Det var bare kæmpestort.

 

Marie Stærke og jeg. Vores første møde den 20. november 2019. 

 

 

Min arbejdsgiver betalte for McGuire-kurserne

– Jeg har ikke nogen faglig uddannelse. Har 9. klasse afgangseksamen, hvor jeg fik karakteren 7 i både engelsk og tysk på grund af kraftige blokeringer, når jeg talte. Det føltes derfor helt umuligt at gennemføre en uddannelse. I stedet blev jeg ejendomsfunktionær i en boligforening, Vildtbanegård i Ishøj, med godt 1800 lejemål. Jeg kører traktor med kran på, og inden deltagelsen i McGuire Programmet var det svært for mig at tale med beboerne. Jeg kunne heller ikke ringe til kontoret, hvis jeg havde en besked, eller på anden måde skulle give information. Jeg kørte derfor hen til kontoret og fik med stort besvær sagt det, jeg ville sige.

 

Siddende på traktoren på arbejde.

 

 

McGuire-kurserne udbydes af et privat foretagende. Kurserne, der hver især løber fire dage fra torsdag til søndag, holdes på skift i Oslo, Malmø og Aarhus. For det første kursus, man deltager i, betaler man 12.000 kroner i kursusgebyr – man betaler blot et lille kursusgebyr på 500 kroner for at deltage i efterfølgende kurser. Ud over kursusgebyr kommer rejse- og opholdsudgifter. Jeg kontaktede min daglige chef, Jan Steinert, der skrev en mail til min ejendomsleder, Benno, om McGuire Programmet. En uge efter samtalen ringede Benno og fortalte, at Boligforeningen gerne ville betale alle udgifter. Da må jeg sige, at jeg fik tårer i øjnene.

Deltagelsen i McGuire-kurserne har vist sig at være en god investering for boligselskabet, for nu kan jeg fx ringe til Vest Forbrænding og bestille tømning af diverse affaldscontainere. Og jeg kan ringe til kontoret for at give information. Samtaler med beboerne er nu heller ikke noget problem. Ja – arbejdet er blevet meget, meget lettere. På den måde bidrager jeg med meget mere end før, og jeg tør påtage mig mange nye opgaver, fortæller Henrik.

 

Om min stammen

Jeg begyndte at stamme, da jeg var omkring fire år gammel. Min søn Jakob på 10 år stammer, og min datter Ida på 15 år har stammet, men gør det ikke mere. En nevø på 25 år stammer også.

Som dreng gik jeg til talepædagog i en del år. Kom på talekursus i Roskilde Amt, en uges talekursus på en skole. Det gik godt på kurset, men når jeg kom tilbage til skolen, var jeg den gamle Henrik, der stammede voldsomt.

Jeg synes ikke, at talepædagogerne kan hjælpe sådan nogle hårde stammere som mig.

Det er et stort problem, at min søn ikke har fået undervisning i et halvt år på grund af coronaen. Der kunne meget vel have været etableret virtuel undervisning.

På Stammeforeningens Facebook-side har Henrik fortalt, at han er interesseret i at få respons fra andre i Køge, der stammer, men opslaget har endnu ikke givet nogen henvendelser.

Derimod har der været henvendelse fra et af Stammeforeningens medlemmer, Hanne Høgh Larsen, der ringede til Henrik. FSD-NYT bragte en artikel med Hanne i FSD januar. Se artiklen her.

Lige nu har Henrik travlt med kommunalvalget, hvor han som nævnt stiller op for Socialdemokratiet. Han har derfor for tiden ikke planer om at danne en Lokalafdeling i Køge, men han har en drøm om, at der i Køge kan åbnes en Stammecafé, lige som der i 2019 også blev åbnet en i Hjørring. Se her.

På spørgsmålet om hvor meget skammen, angsten, isolationen, frygten, skylden, håbløsheden og benægtelsen har betydet for ham, fortæller Henrik, at disse følelser i en stor del af hans liv har fyldt virkelig meget. Stammen har styret meget, frygten for at sige noget har styret meget: ”Tænk hvis jeg nu kommer til at blokere!”

Stammen og frygten kunne nogle gange fylde enormt meget, fortæller Henrik.

Inden deltagelsen i McGuire-kurserne har Henrik været meget afhængig af sin hustru, Helle, som han har kendt i 28 år. Helle er folkeskolelærer og måtte tidligere klare alle telefonopringninger, men dem har Henrik nu selv kunnet overtage. Det føles meget, meget befriende, siger han.

 

Min familie. Helle, Jakob og Ida.

 

 

Om McGuire Programmet

Videoen fra den 16. maj 2019, og den afsluttende tale på kassen fra den 18. maj kan du se her.

 

Aarhus lilletorv maj 2019. Talen på kassen til mit første McGuire kursus. 

 

 

Da jeg så TV-udsendelsen med Peter Nielsen tog jeg selv initiativ til at deltage, fortæller Henrik, jeg er blevet kammerat med Peter, og vi taler jævnligt sammen.

Hvis McGuire-teknikkerne skal lykkes, skal der arbejdes med teknikkerne hver eneste dag. Når jeg kører til arbejde, træner jeg, det er blevet en fast rytme. Det er så vigtigt, at taletempoet ikke løber af med mig, for så begynder jeg at stamme og kan få blokeringer, fortæller Henrik.

 

Links til artikler på www.fsd.dk om McGuire.

Hvad er The McGuire Programmet

Hvis I kan hjælpe Peter, giver jeg stegt ål

Opfølgning på Peter i TV2

Peter Nielsen medspeaker

Daniel Kusk

Allan Toft Pedersen

Pia Danesol har 10-års jubilæum med McGuire Programmet, og det skal fejres

 

Til slut fortæller Henrik, at han løber 2-3 gange om ugen og træner taekwondo, som han har dyrket i et år.

 

Taekwon-Do. Min første graduering til gult bælte. 

 

 

 

 

 

 

I mørket fandt jeg ind til drømmen

I mørket fandt jeg ind til drømmen 

En lille lys historie fra et tidspunkt i mit liv, hvor stammen var en stor hindring.

Af Nicolas Kruse Dziegiel                                                                                                                 11. marts 2021

Et af mine foredrag, her på billedet fra Bindernæs Efterskole (200 efterskoleelever)

 

– Da jeg gik i 9. klasse, var problemerne med min stammen så store, at jeg ved præsentationer ikke kunne sige noget. Min hals låste sig helt fast, og jeg stod helt stum og kunne ikke sige noget overhovedet. Min mor tilmeldte mig hos en hypnotisør, og efter tre behandlinger var der sket et mirakel. Da jeg efter behandlingen kom ud i bilen til min far, kunne jeg tale frit med ham, og min far begyndte at græde. Der var på det nærmeste sket et mirakel, for tidligere stammede jeg, når jeg var usikker.

Som teenager blev jeg ramt af fire år med store taleproblemer

Jeg havde ingen taleproblemer de fire første år i skolen, men i 5. klasse begyndte jeg at stamme – en rigtig HÅRD stammen, hvor jeg sad helt fast i sætningen. Værst var det at skulle præsentere mig selv for nye lærere, nye elever m.v. – og jeg valgte at stikke af, når jeg vidste, at der var risiko for at møde nye, eller jeg gemte mig under et bord derhjemme.

I 8. klasse blev jeg sat på et stammekursus, som jeg ikke kan huske, om det var i kommunalt eller amtsligt/regionalt regi. Vi skulle efter kurset skulle fortælle vores forventningsfulde forældre, hvad vi havde lært i de 8 uger, som kurset varede. MEN jeg stod bare der og kunne ikke sige noget som helst – helt låst – husker det som var det i går.

Jeg oplevede en del mobning i skolen, og nogle af de andre ville ikke være sammen med mig, fordi jeg var ham den mærkelige, der stammede. Men behandlingerne hos hypnotisøren ændrede alt for mig. 70 procent af min stammen forsvandt, og et helt nyt liv begyndte. Jeg fandt hurtigt ud af, at stammen hang sammen med min usikkerhed og lave selvværd.

Fik hjerneskade som helt lille

Da jeg var tre måneder gammel, vurderede lægen, at jeg havde fået hjernebetændelse tre forskellige steder. Lægen sendte mig med ambulance i isolation på sygehuset i Holbæk, da han formodede, at jeg havde fået hjernehindebetændelse, der er det samme som meningitis. Her lå jeg i tre uger med kramper, uden at nogen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Så blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor man ret hurtigt fandt ud af, at jeg havde hjernehindebetændelse. Min mor og far var meget bekymrede, men da de jo skulle passe deres arbejde, sad min søde farmor ofte ved min seng.

Flere scanninger viste, at jeg havde taget skade fire steder i hjernen, og at man ikke vidste, hvordan min udvikling ville blive. Det næste halve år røg jeg ind og ud af sygehuse, da jeg konstant blev syg. Det var hårdt for hele familien.

Da jeg var et år, gik mine forældre fra hinanden, de lavede en fem-to-ordning, hvor jeg boede fem dage hos min mor og to dage hos min far.


Lægerne var ved at gøre en ende på mit liv…

Fra jeg var 3 til jeg var 13 år, havde jeg ugentlige epilepsianfald, og det medførte at jeg ikke havde en vennekreds, som børn i den alder normalt har.

Fra jeg var tre år, begyndte jeg at få kramper om natten og læger sagde, at jeg som følge af hjerneskaderne havde udviklet epilepsi. Jeg blev igen indlagt, og lægerne fyldte mig med medicin, som gjorde, at jeg fik det værre og værre. Min mor græd, da hun var bange for, at jeg blev totalt hjerneskadet. MEN heldigvis tog hun sagen i egen hånd, og opsøgte en kinesiolog, og her fik hun at vide, at jeg ikke havde epilepsi, men at mit mineralstofskifte var ødelagt af hjerneskaden.

Derfor kunne jeg ikke optage nok næringsstoffer og mit system havde underskud af mineraler, hvilket giver krampe. Jeg fik tonsvis af kosttilskud (noget fløjet hjem fra USA), og jeg fik det hurtigt bedre. Men det var en kamp for min mor med lægerne og min far, som slet ikke troede på sådan noget hokuspokus. Men hun var vedholdende, og efter et år var jeg helt ude af den giftige epilepsimedicin og begyndte at trives bedre. Følgerne af mine hjerneskader var heldigvis langt mindre, end man havde forventet.

Dumpede til eksamen i 9. klasse

Jeg startede på efterskole i 9. klasse og var spændt på, hvordan det ville gå. Det var første gang efter, at jeg begyndte at stamme, at jeg skulle ud at socialisere med nye mennesker. Der kom ikke mange ord ud af mig, og det var kun få, som jeg virkelig følte mig tryg ved at tale med. På grund af min ”on/off-skolegang” de første mange år af mit liv, dumpede jeg til eksamen i 9. klasse med et gennemsnit på 5,0 efter den gamle skala, hvor 6 var bestået. Desværre kom stammen stadig til udtryk ved præsentationsrunder og eksamener, stort set alle steder, hvor jeg skulle være i fokus og tale foran eller med mennesker. Det låste i halsen, og jeg prøvede modløst at tvinge ord ud af munden.

Jeg tror, at problemerne med epilepsien kan have haft indflydelse på min stammen, men at jeg i 5. klasse begyndte at stamme, kan skyldes, at jeg havde en del skoleskift. I 0.-5. klasse gik jeg i en klasse i Solrød. Herefter frem til 7. klasse i Knabstrup, som ligger uden for Holbæk. I 8. klasse gik jeg på en skole i Mørkøv og i 9. klasse var jeg på efterskole.

Barndomsbilleder

 

Fra taleproblemer til en topplacering i landsdækkende talekonkurrence…

Jeg startede på handelsskolen, stadig vældigt usikker på mig selv – og som mange andre teenagere udviklede jeg massiv akne i hele ansigtet, hvilket knækkede mig fuldstændigt! Nu turde jeg da slet ikke snakke med folk eller præsentere mig, og hele tiden hørte jeg stemmer, der sagde: “ Du ikke god nok, du er pissegrim, ingen gider at snakke med dig…“

Alligevel var der en anden stemme som sagde: “Gør det vildeste du kan, for at overvinde den stammen og det dårlige selvværd…”

Derfor besluttede jeg mig for at søge elevplads i en butik, fordi jeg her her ville blive nødt til at snakke med kunderne – og jeg ville ikke kunne komme udenom. Blev ansat i Holbæk Cykelcenter som salgsassistent-elev i butikken. Med lidt indkøring gik det supergodt, jeg elskede at sælge til kunder og hjælpe dem med at finde det, som passede til dem. Jeg var den bedst sælgende i butikken begge de år, jeg var elev. En stor succesoplevelse! Det var dog ikke nok til at fortsætte, min chef sagde, at jeg havde godt af at komme ud og prøve noget nyt.

Det var en tid, hvor der skete en masse for mig, og jeg begyndte at få mere selvtillid. Meldte mig ind i et lokalt erhvervsnetværk i Holbæk, som havde en talekonkurrence, der hed “Den Gyldne Mikrofon”. Her skulle man holde en tale på fem minutter foran dommere og publikum.

Det var nok det mest grænseoverskridende, som jeg kunne forestille mig, men det tændte en glød! Hvis jeg – den hårdt stammende dreng, som ikke turde kigge nogen i øjnene – kan hive mig selv op til at stå på en scene og levere en tale for forretningsfolk, så var jeg nået i mål med mit arbejde for at kaste stammen ad helvede til.

Jeg stillede op og endte med at komme i landsfinalen, som blev afholdt i Tivoli. Her måtte jeg stille mig tilfreds med at blive nummer 3 sammenlagt.

Helt fra den dag jeg tilmeldte mig, var det mit mål at vinde – men hele min transformation var sejr nok. Stemmen der kom fra mit indre, udsprang fra mit hjerte og var starten på en lysere og mere selvtillidsfuld tid.

Det har været mit livs vigtigste lektie! Hvis du skal tage EN TING med fra denne artikel, så er det, at vejen til det fantastiske liv går igennem hjertet.

DU har min fulde støtte hen til en lysere og sjovere tilværelse – Gå efter drømmene.

Mig & ørn

 

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv

Hele min opvækst har handlet om skyggearbejde, der for mig handler om at transformere den indre modstand, som vi alle oplever til at se skyggen som en gave i stedet for en udfordring.

I dag bor jeg på Samsø i et hjertevarmt Fællesskab, hvor vi laver bevidstheds-/skyggearbejde hver dag. Vi øver os på at blive mere bevidste medskabere af vores eget liv. For at kunne hjælpe flest mulige sjæle i denne Corona-æra, har jeg været med til at etablere et online Fællesskab ved navn “ Heartland Fællesskabet ”. Det vil glæde mig at hilse på dig derinde og vise dig alternative metoder til at håndtere Stammen.

Nicolas-besøger-Odsherred-Efterskole

 

Links til de forskellige You Tubes:

Præsentation af Nicolas Kruse Dziegiel som 23-årig i 2013.

DGM-finalist 2013

Fra finalen ved DGM 2013 (Den Gyldne Mikrofon) om personlig succes. Jeg var da 23 år og fortalte bl.a., hvordan jeg som 8-årig stammede så meget, at ingen kunne forstå mig.

Taleproblemer fik mig ud af mørket

Foredrag, som jeg indtil videre har holdt på 14 efterskoler.

Se også min hjemmeside:  https://nicolasdziegiel.dk/

 

Via de forskellige YouTubes viser jeg, hvad det vildeste er, og hvad jeg gør, for at min stammen kan holde op.
Min indre stemme siger:  Stil dig op for et publikum og sig, hvad du har på hjerte. Stemmen inspirerer mig virkelig. Der er skabt en drøm, som har haft stor betydning for mig. Alle kan blive stammefri.

 

Min livsfilosofi er:

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv.

 

Boks.

Connect mere med mig:

Mød mig inden i Online Fællesskabet Heartland, meld dig ind her

Hent min Gratis Lydfil: 3 Energiøvelser til at stå stærkere i dit lys

 

Følg med på mine sociale medier:

Min Facebook

Min Youtube Kanal

Billede er fra et MTB-cykelløb i Hvalsø, hvor vi kørte en 6 timers maraton på en 7 km rute.

Jimmi Hansen

At være autist og stammer

Af Jimmi Hansen                                                                                                   18. januar 2021

Jimmi Hansen er både autist og stammer

 

Jeg hedder Jimmi, er 37 år (årgang 1983), bor i min andelsbolig i Svendborg og er single. Jeg arbejder i et fleksjob som indkøber i en større virksomhed på Sydfyn, hvor mit hensyn er, at jeg arbejder på nedsat tid. Fleksjob er et tilbud til en person, som pga. nedsat arbejdsevne ikke kan magte et 37 timers job. En fleksjobber kan få forskellige hensyn opfyldt. Se definition på fleksjob.

Jeg blev godkendt til fleksjob i juli 2008, og det skyldes primært, at jeg har gennemgået tre personlige kriser; to i 2001 og én i 2007. Senere i artiklen kommer jeg ind på de tre kriser. At jeg har stammet i perioder af mit liv har kun haft lille betydning for at blive godkendt til fleksjob. Udover at stamme er jeg autist herunder asperger. Den officielle betegnelse hedder ”Aspergers Syndrom”, som dog med implementeringen af ICD-11 i Danmark fra og med 2022 afskaffes. Herefter bliver man diagnosticeret som autist i en bestemt grad i forhold til ens intellektuelle og kommunikative funktionsniveau. Info om ICD-11

Asperger er en integreret del af min personlighed og hjerne med medfølgende stærke og svage sider, som jeg ikke ville være foruden, fordi jeg så ikke længere ville være mig. Anderledes har jeg det med min stammen, som jeg nogle gange godt ville have undværet. Men omvendt har det, at jeg stammer, også gjort mig til den, jeg er.

Autister er ofte hele deres liv på overarbejde i samfundet, som er designet til flertallet. Derfor er autister overrepræsenteret ved tillægsdiagnoser (komorbiditet). Autister kan ofte være bagud med det sociale, men omvendt virke gammelkloge som børn. At være anderledes tænkende og sansende gør autister mere stresssårbare.

Jeg er aktivt medlem af Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne, som også har et europæisk samarbejde på foreningsniveau. Sammenlignet med resten af verdenen ved jeg godt, at Danmark er et godt land at være autist og stammer i. I Afrika er der flere, der tror, at autister er besatte af dæmoner, og i Asien er det skamfuldt at være autist, hvor der er stor risiko for at blive udstødt af familien. I Frankrig har det også været slemt, hvor autisme er blevet sygeliggjort. I Danmark er muligheden for fleksjob eller førtidspension helt unik og en stor hjælp. Men man har stadig lov til at drømme om et samfund, som giver endnu mere plads til mangfoldigheden.

 

Min barndom og unge år

Da jeg var spæd, havde jeg kolik og græd meget. For sjov har jeg tænkt, at jeg måske derfor opbrugte min kvote og senere ikke var det mest snakkesalige barn. Som autistbørn nu ofte gør, legede jeg mest alene og var i min egen verden. Da jeg gik i børnehaveklassen i Folkeskolen, mente pædagogerne, at jeg skulle gå året om, fordi jeg ikke var så stærk socialt og holdt mig for mig selv. Det kunne mine forældre nu ikke forstå. De mente, at jeg da var et kvikt barn, så derfor endte jeg med at skifte skole til Privatskolen Nakskov og skulle alligevel ikke gå året om. I de første år på skolen havde jeg især én god ven, der havde nogle brødre, mens jeg var enebarn. Senere begyndte min tætte ven at lege mere med de andre børn, og på den måde blev jeg en outsider.

Når de voksne blev trætte af at spille Matador, fortsatte jeg på egen hånd og både tabte og vandt. Med katten som bank.

 

De andre begyndte at mobbe mig omkring 6. klasse. Det var også her, at jeg begyndte at stamme med blokeringer. Det var måske en ekstra tilskyndelse for mig til at læse lektier og være godt forberedt til timerne. Hvis jeg minimerede min usikkerhed, så stammede jeg også mindre. Jeg blev mere og mere til klassens stræber og tog hævn på mine mobbere ved at være fagligt bedre end dem. Det kunne meget vel være, de havde magten i frikvartererne, men i timerne var det mig, der førte an på trods af, at jeg indimellem stammede. Jeg husker især en episode engang i 8. klasse, hvor en lærer satte en af mine klassekammerater på plads, fordi han efterabede min stammen. Det var en dejlig følelse.

Jeg blev ikke kun mobbet, pga. at jeg stammede, men også fordi jeg var klassens tykke dreng, der havde briller og var en stræbertype, der tit sad forrest i klassen. Jeg stammede, skilte mig ud som asperger og kunne ikke altid følge med, hvad de andre havde gang i.

Efter 9. klasse håbede jeg på en frisk start på Højere Handelsskole (HH), men sådan skulle det ikke gå.

 

HH uddannelsen på Nakskov Uddannelsescenter

Mobningen fortsatte desværre på HH (Nakskov Uddannelsescenter), og af de 3.-års-studerende fik jeg kaldenavnet ”Smiley”. De vidste bare ikke, at det anstrengte smil var et forsvar for at overleve. Lige meget hvad mobberne kunne finde på, kunne de ikke kyse mig. Alligevel kunne jeg ikke holde til det, og mobningen på HH ændrede karakter til psykisk terror.

I november 2000 på 2. HH skulle vi på studietur til Beijing. Jeg var dengang 17 år. Da vi ankom til hotellet, var jeg en af de få som tog et visitkort med hotellets adresse af interesse. Senere gik vi i samlet flok rundt for at danne os et indtryk af kulturen. Vi delte os så op i mindre grupper og fik at vide af underviseren, at vi skulle følges ad. Ved nogle markedsboder ventede jeg pænt på min gruppe, men da jeg selv undersøgte en bod, var jeg pludselig alene i denne kæmpeby. Det lykkedes mig heldigvis at finde tilbage til hotellet på egen hånd takket være visitkortet. Først fik jeg fat en cykeltaxa, men manden kunne kun tale kinesisk. Ved et tilfælde kom der så en engelsktalende politimand gående, som kunne hjælpe mig i min nødsituation. Cykeltaxamanden kørte mig igennem et slumkvarter, men pludselig var der lys forude, og jeg kunne se hotellet. Jeg blev så glad, så jeg gav ham en bonus for turen. Da jeg siger hej til mine klassekammerater, kunne jeg se, de havde travlt med druk og var ligeglade med, hvor jeg var henne.

I dag ved jeg, at mobningen og følelsen af at være anderledes end mine jævnaldrende var årsagerne til min første indlæggelse med en reaktiv psykose (akut psykose). Denne psykose fik jeg i forbindelse med min morfars katolske begravelse i Polen i februar 2001. Jeg blev overtaget af min underbevidsthed og blev hurtigtalende og vrøvlede løs. Senere i 2001 fik jeg et tilbagefald, da jeg startede på 2. HH efter sommerferien. Samtidig havde jeg fået diagnosen Aspergers Syndrom, som jeg i starten ikke ville kendes ved. Jeg syntes heller ikke selv, at jeg ville kunne indhente det faglige, selvom mine undervisere havde en anden holdning.

Normalt tager HH uddannelsen 3 år, men jeg brugte 5 år på at gennemføre uddannelsen og tog 2. år af HH på halvtid. Jeg skiftede klasse tre gange. Men jeg fik til slut hue på med et snit på 10 efter den gamle karakterskala.

At jeg skiftede klasse tre gange gav ekstra sociale udfordringer. Jeg mindes bl.a., at når jeg skulle spise i kantinen og gerne ville sidde sammen med de andre fra klassen, kunne de løfte sig i flok og sætte sig igen nogle stole længere væk for at udstille mig.

Undervejs kæmpede jeg igen mere og mere med de irriterende blokeringer. Jeg kunne finde på at bruge synonymer for at undgå at stamme, men ved oplæsning i f.eks. faget tysk kunne jeg ikke snige mig udenom, selvom tysk var et af mine yndlingsfag.

Til sidst var jeg så ked af mine stammeproblemer, at min far tog affære og fik fat i Specialskolen for voksne i Nykøbing Falster. Her begyndte jeg til individuel stammeundervisning hos logopæd Anita Lihme i slutningen af 2003. Endelig fik jeg professionel hjælp.

Jeg havde bl.a. en angst for at ringe op. Derfor fik jeg en opgave med at ringe op til Fona (dansk elektronikkæde). Jeg arbejdede med at tale langsommere og holde pauser f.eks. ved oplæsning og improviseret tale. Frivillig stammen stiftede jeg også bekendtskab med, men det gav slet ikke mening for mig. Jeg havde præstationsangst for de mundtlige eksaminer på 3. HH, men eksaminerne gik over al forventning. Jeg overvejede at læse Cand.negot på universitetet eller SPRØK på handelshøjskolen, men min nye psykiater i Maribo gav mig det gode råd, at jeg måske skulle skrue ambitionen lidt ned.

 

Flytning til Fyn i 2004

I 2004 flyttede jeg til Svendborg og kom i gang med markedsføringsøkonomuddannelsen (Kort videregående uddannelse). En uddannelse som jeg gennemførte på normeret tid september 2004 til juni 2006, dvs. 2 år.

Da jeg læste til markedsføringsøkonom på Fyn, var der heldigvis ingen, der mobbede. Jeg havde lidt blokeringer ved de mundtlige eksaminer, men ellers gik mine eksaminer godt. Ved praktikken på 4. semester i en blækspruttefunktion i en lille virksomhed vidste jeg, at jeg havde fået nok af at sidde på skolebænken.

På markedsføringsøkonomuddannelsen fik jeg et legat fra Industri og Handelskammeret (I dag Fynsk Erhverv) for at være iblandt de tre bedste af min årgang.

 

Jeg gik ledig et lille stykke tid, og blev derefter ansat som indkøbsassistent i en større virksomhed i Svendborg (alm. 37-timers job) i november 2006. Jeg skjulte til jobsamtalen, at jeg var asperger, men det gav bagslag senere, da jeg blev fritstillet efter prøveperioden i starten af 2007, og det gav en stor nederlagsfølelse.

Fra slutningen af 2006 var jeg blevet medicinfri igen og tabte på kort tid 8-10 kg., men havde dog nogle beroligende piller, jeg kunne tage ved behov. Min mormor dør i april 2007, og jeg kom ikke med til hendes begravelse i Polen. Jeg var ked af, at jeg ikke kom med til begravelsen. Jeg gik fast til en psykolog i 2007, men da han havde sommerferie, gik det helt galt. Jeg begyndte at isolere mig selv mere og mere. Min bostøtte (§85, SEL*) kunne ikke ændre på det uundgåelige. I august 2007 bliver jeg så indlagt med en ny psykose på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg og var indlagt 1 ½ måned.

Jeg var i 2007 blevet medlem af Aspergerforeningen og talte en del med en fra bestyrelsen, men heller ikke det hjalp nok. Som ledig deltog jeg i et 5 ugers selvvalgt kursus i at lave billedbehandling og hjemmesider, som trak mig lidt op. Det var i den forbindelse, jeg købte mit domæne www.zmiley.dk.

Da jeg ramte kulkælderen fuldstændig ved 3. psykose, fik jeg endelig den hjælp, jeg havde brug for. Jeg begynder på et brobygningsbeløb til arbejdsmarkedet på Toldbodhus Skole. Gennem dette forløb ender jeg med at komme i arbejdsprøvning hos Svendborg Brakes i april 2008. I januar 2008 flytter jeg i lejlighed med min daværende kæreste. I september 2008 bliver jeg fastansat i fleksjob hos Svendborg Brakes som logistikassistent. Så pludselig lysner det hele. Jeg begynder også at blive engageret i foreningsarbejdet i Aspergerforeningen, hvor jeg i starten melder mig som revisor. Senere bliver jeg tovholder for træfpunkt Fyn for Aspergerforeningen i oktober 2009. Jeg ville gerne hjælpe andre autister og manglede selv sådan et tilbud på Lolland førhen. Min stammen fyldte meget lidt i denne periode.

Et par år senere begynder jeg at opleve blokeringer i mit job som indkøber hos Svendborg Brakes. Derfor starter jeg op på stammebehandling i Odense i 2011. Det bliver hos Henrik Sørensen og Tine Jensen på Center for Rehabilitering og Specialrådgivning. I starten er det kun eneundervisning, men senere takker jeg ja til tilbuddet om at starte op i en voksen-stammegruppe, hvilket jeg vil anbefale andre stammere at gøre til enhver tid, da det er godt at mødes med nogle ligestillede, som man kan spejle sig med og udveksle livserfaringer.

Henrik fortæller mig bl.a., at det, at jeg har en høj stemme, faktisk er en fordel som stammer, da man nemmere kan forstås på trods af, at man stammer. Jeg stammer gerne på vokaler, når stemmelæberne spænder, og i dag ved jeg, at forlængelser er den bedste stammeteknik for mig. Vi prøver alt muligt forskelligt af såsom videooptagelse af os, mindfulness, prøvelser på Rosengårdscentret i Odense og erfaringsudvekslinger. Det er vigtigt for mig, at hvis folk gætter mine ord, så gentager jeg altid de ord, de gættede. Det handler om at tage tyren ved hornene og ikke holde sig tilbage.

Desværre begynder Odense kommune fra 2014 og senere Svendborg kommune at hjemtage deres borgere fra de regionale tilbud, hvilket gør, at det bliver sværere at samle et tilstrækkeligt antal deltagere til voksen-stammegrupper. I det tomrum er det så, at Lokalafdeling Fyn og Trekantsområdet for Stammeforeningen opstår senere i 2015, hvor jeg er med fra begyndelsen. Senere har jeg haft en smule genopfriskning hos en logopæd hos Svendborg Kommune, men jeg synes i dag, at jeg ved nok om det at stamme. Jeg har også på et tidspunkt prøvet hypnose for mine stammeproblemer, men det gav mig ikke det store.

 

Afrunding

 Mit liv har bestemt ikke været så ligetil at leve, men jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville have været henne, hvis ikke jeg undervejs havde fået hjælp. Især mine teenageår var ofte et helvede. Jeg udfører i dag fortsat frivilligt arbejde i Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne. Jeg var kortvarigt også med i bestyrelsen, og jeg hjælper stadig bestyrelsen med større projekter som konferencer og på det seneste som redaktør på: www.aspergerforeningen.dk. Ved mit 10-års jubilæum hos Svendborg Brakes i september 2018 fik jeg et teleskop i gave, så jeg nu kunne praktisere astronomien, som for nogle år siden blev en ny, særlig interesse for mig. Jeg var medlem de sidste år af Amatørastronomisk Selskab Fyn, inden denne forening desværre gik i opløsning pga. for få medlemmer. Alle disse fællesskaber har været vigtige for mig. Det kan godt være, jeg som autist bruger mere energi på at være social, men omvendt kan jeg heller ikke undvære det sociale. Ligesom man som stammer også kan bruge mere energi på at kommunikere.

De to online-møder via Zoom arrangeret i november og december 2020 af Ole Kring Tannert, lokalformand, har også inspireret mig til selv at sætte online møder op for træfpunkt Fyn som tovholder, når vi nu i disse tider ikke kan mødes i real life. Forhåbentligt bliver 2021 et fantastisk år.

Godt nytår!

 

FAKTA

– Definition af fleksjob:
https://star.dk/indsatser-og-ordninger/indsatser-ved-sygdom-nedslidning-mv/fleksjob/
– Info om ICD-11:
https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/rammer-og-retningslinjer/om-klassifikationer/sks-klassifikationer/icd_11
– Aspergers syndrom har i ICD-10 nr. F84.5 (nuværende diagnosemanuel):
https://icd.who.int/browse10/2016/en#/F84.5
– Link om Serviceloven §85: https://danskelove.dk/serviceloven/85

– Link til Svendborg Brakes ApS: https://svendborg-brakes.com


Om Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne:

– Om: https://www.aspergerforeningen.dk/om-foreningen
– Kendte autister (Som jeg for nylig fik opdateret som redaktør):
https://www.aspergerforeningen.dk/artikler/352/kendte-personer-med-asperger
– Seks gode artikler om det at være sendiagnosticeret: https://aspergerforeningen.dk/tag/sendiagnosticeret

Andre grupper og foreninger

– Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne har en samarbejdsaftale med Landsforeningen Autisme, som er endnu større: https://www.autismeforening.dk/om-os/
– Autisme Ungdom: https://autismeungdom.dk/
– NAUK: Netværksgrupper for voksne, autistiske kvinder: https://www.facebook.com/groups/www.nauk.dk
– European Council of Autistic People: https://eucap.eu/
(Som vores forening samarbejder med på foreningsniveau)

 

 

 

Det er svært at løsrive sig fra monsteret

Det er svært at løsrive sig fra monsteret – min stammen 

Gruppesamtale på Messenger med 18-årig HF-studerende, der ønsker at være anonym.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                  25. februar 2021

 

For første gang har jeg (Deres redaktør) prøvet at deltage i en gruppesamtale på Messenger. Samtalepartnerne var en ung mand på 18 år, der stammer, logopæd Marc Egede, og mig selv, som havde fået lov at deltage i en behandlingssession. Den unge mand ønsker at være anonym, derfor bliver han kaldt ”Søren” i artiklen. Søren er ikke hans rigtige navn, men redaktionen kender hans identitet. På grund af anonymiteten er det begrænset, hvor mange illustrationer, der er til denne artikel. 

Fra 6-7-års alderen frem til han var 17 år, har Søren deltaget i et årligt intensivt kursus på en uge . Nogle af årene takkede Søren dog nej, da han ikke syntes, at det hjalp noget.

Nu som 18-årig, hvor han er begyndt på HF-uddannelsen i august 2020, er han dog blevet motiveret til at gøre noget ved sin stammen.

Søren havde kontaktet Marc Egede og lavet en aftale med Marc om fem timers privatundervisning online over en periode på et par måneder.

Samtalen varede godt halvanden time, hvor Marc Egede specielt arbejdede med de forskellige teknikker, som den unge mand skal lære, så han kan styre og få kontrol med sin tale. På mange måder var samtalen meget interessant, da den som nævnt foregik virtuelt, men alligevel føltes det, som om vi tre sad i samme lokale, og vi havde en tæt og fortrolig indbyrdes kontakt.

Som så mange andre stammere synes Søren, at det er svært at anvende teknik i pressede situationer. På den måde kan der dukke en masse usikkerheder op, som for eksempel, om andre folk lytter med på en samtale. Det gør det vanskeligt for Søren at holde fokus. Søren forsøger som regel at udelukke, hvor mange personer, der lytter med, og i stedet fokusere på, at samtalepartneren er hans lærer, der kommer med respons, og som bedømmer det faglige standpunkt. 

Marc Egede – Logopæd

En date

Søren fortalte, at han for godt en uge siden var på en date. De gik tur med afstand, og for første gang nogen sinde kunne han tale flydende i længere tid ad gangen. Det var en stor oplevelse. Hermed sagde Søren også, at han har et ønske om at være fri for sin stammen – at tale flydende, som Marc bemærkede.

Søren har ind i mellem tale, hvor der er en del blokeringer, og han har han fået at vide af Marc Egede, der selv stammer, at Marcs undervisning handler om at styrke personligheden og, gennem teknik og accept, at kunne tale mere flydende.  Søren skal lære forskellige teknikker, som han skal træne så meget, at han også vil kunne bruge dem i stressede og anstrengende situationer. 

Erling (redaktør):

Jeg deltog selv fra 1983-1985 i et undervisningsforløb hos talepædagog Jan Tinge i Kolding, hvor målet for træningen var, at jeg skulle lære at acceptere min stammen for derved at kunne slappe mere af, så talen ikke blev afbrudt af blokeringer. Gennem øvelserne skulle man blive så hærdet, at man ved hjælp af teknikker kunne gennemføre en samtale uden problemer. 

Søren skal også arbejde med sin stammen, for når angsten er der, kan man ikke kontrollere sin tale. Som Marc Egede sagde under samtalen, kan man godt lære at styre sin tale. Jeg er meget enig med Marc Egede i, at som stammer kan man føle sig helt alene, og når vores virtuelle gruppesamtale var så positiv, som den var, skyldes det nok, at vi tre var stammebrødre, som talte i øjenhøjde. Vi havde en fælles udfordring, og derfor var samtalen så interessant, at selv om vi talte sammen i halvanden time, føltes samtalen som kort.

Erling Jensen – Redaktør

 

Erling (redaktør):

Jeg nævnte i samtalen, at det er væsentligt, at man ikke er bange for ikke at kunne klare sig. Hvis man har modet til at vise kammerater og andre, at man stammer, bliver det hele meget lettere. Noget lignende gælder også på andre områder, f.eks. ordblindhed, hvor jeg fremførte det synspunkt, at mennesker, der er ordblinde, skaber respekt om sig, hvis de ikke er bange for at sende indlæg, fx til et foreningsblad. Redaktøren af bladet er glad for indlægget, som for alle indlæg, og retter gerne de eventuelle sproglige fejl. Den ordblinde bliver ved en stædig indsats bedre og bedre til at skrive, og det samme gælder folk, der stammer. Jo mere man taler, jo oftere man vover pelsen og blot springer ud i det, jo nemmere bliver det. Det giver en psykisk ballast, som er uvurderlig. Som min nu afdøde far altid sagde:  Sønnike, spring ud i det. Du kan ikke død af det. Det samme gælder for Søren. Jo mere åben han er om sin stammen og jo mere han træner med teknikkerne, som Marc Egede har vist ham, jo lettere bliver det.

Søren vil gerne efter HF-studiet gå i gang med en uddannelse til civilingeniør eller diplomingeniør. Under vores Messenger samtale fik jeg indtryk af en ung mand, der er velbegavet og har modet til at komme videre, men som nok ikke været parat til at gøre noget ved sin stammen før nu.

Erling (redaktør):

Det er mit ønske og håb, at Søren siger til sig selv: Selvfølgelig kan jeg lære at få kontrol over min stammen. Jeg vil lægge vægt på at træne teknikkerne, og Marc Egede har ret i, at der skal trænes. Søren har fritidsinteresser. Han går til styrketræning og har spillet basketball. Det er sportsaktiviteter, hvor man får mange positive kontakter, og det kan utvivlsomt have en god indflydelse på Sørens udvikling.

Søren fortalte, at han, efter at han er begyndt at bruge teknik og er blevet mere afklaret med sin stammen, har fået et bedre og mere åbent og mere tæt forhold til sine kammerater.

Erling (redaktør):

Hver eneste dag bliver man mindet om, at man stammer. Jeg er 67 år og har ikke mere de store problemer med min stammen, da jeg har valgt at bekende kulør, når jeg er sammen med nye mennesker. I går havde min kone og jeg fx besøg af et nabopar, som vi ikke tidligere har talt så meget med. Nabokonen vidste, at min kone laver en del håndarbejde, vævning, strikning etc. og hendes mand ringede derfor, om de måtte kigge forbi. Under vores samtale kom vi ind på, at jeg var begyndt at gå til engelsk på aftenskole, og nabokonen spurgte så, om jeg ikke i skolen havde haft lyst til sprogundervisning. Jeg svarede, at det havde jeg ikke, og der var sikkert en sammenhæng med, at jeg som ung stammede meget og derfor puttede mig i timerne og bestemt ikke kunne lide at læse højt. Det fik vi en lille snak om. Herved havde jeg afsløret, at stammen har været en stor del af mit liv. 

Jeg fortæller om denne oplevelse, da jeg tror, at Søren vil komme videre ved også at være åben og beslutte sig til at være modig, og træne teknikkerne, så der kommer stadig færre situationer, hvor kraftige blokeringer gør det hele så træls.

Marc Egede slutter vores virtuelle samtale med at sige, at man skal rose sig selv, når man er modig og bruger teknik. Flydende tale er motivation og gevinst for ihærdig indsats. Målet er frihed til at være sig selv, uanset om man stammer eller ej.