Stammearbejde for lærere og skoleelever i Rwanda

Stammearbejde for lærere og skoleelever i Rwanda 

af Hermann Christmann    3. februar 2021

Arkivbillede fra 2019

Jeg er Stammeforeningens tidligere formand, og har modtaget en mail fra Diedonne i Rwanda. For et par år siden skrev FSD-NYT om Dieudonne og hans store arbejde for børn, der stammer, i Rwanda. I sin nye mail skriver Dieudonne om to ting:

For det første har han lavet en video om arbejdet i Rwanda for skolebørn, der stammer, videoen kan ses på linket: https://youtu.be/DYkucBOulm0

For det andet samler Dieudonne penge ind, så han kan finansiere arbejdet med at fremstille og uddele pjecer til lærere, så lærerne kan få viden om stammen. Når lærerne ved mere om stammen, er der håb om, at de kan blive mindre brutale over for skoleelever, der stammer.

Linket til indsamlingen er: http://fnd.us/21Tdda?ref=sh_67xMYa

Jeg har både har set videoen (det første link) og doneret et beløb (det andet link) – begge dele fungerer upåklageligt. Videoen er i øvrigt meget rørende.

Arkivbillede fra 2019

 

Her er Dieudonnes mail

(på engelsk – han skriver stort set det samme, som jeg har skrevet på dansk):

I contact you today about the following two points:

  1. To share with you my short video that I just finished
  2. To ask you a favor; I would like to ask you to help me boost my fundraising. By inspiring your friends and colleagues to join you in supporting us.

 

About the first point:

I just finished making a short video. This is an amateur video (I edited it myself) and the video is 6 minute long. 

The purpose of this short video is to shed a light on the challenges facing school-aged children who stutter from disadvantaged backgrounds and to give some insights about our efforts for positive change.

We hope that through this short video people will understand this initiative well and will be able to get involved and support it.

Please watch this video, the link is at the end of this email. note that the voice in the video is not my voice, it is the voice-over.

 

About the second point:

Actually, we are raising funds to support our initiative, which aims to end the bullying and victimization of young children who stutter in school.

Fundraising is underway but is now stuck and I need your help to boost it. By inspiring your friends and colleagues to join you in supporting us.

Our recent goal is to equip 30 new rural primary schools with our translated educational materials on stuttering. To meet this goal, I need to raise three thousand dollars.

The good news is that I have already raised over 50% of this goal. there is only one thousand five hundred dollars left to raise. I must close this fundraiser by the first week of February at the latest.

Please see our fundraising page, the link is at the end of this email.

The links:

Here is the link to my short video: https://youtu.be/DYkucBOulm0

Here is the link to our fundraising page: http://fnd.us/21Tdda?ref=sh_67xMYa

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Link til den oprindelige artikel fra 2019 >>>

Blev mobbet i skolen

 Blev mobbet i skolen – både af læreren og eleverne 

 

Bo Østlund, 63 år havde det svært i skolen. Han stammede meget med blokeringer og tics, og det blev ikke nemmere, da en lærer i de små  klasser på Veflinge Skole konsekvent kaldte ham ’Bo – med de himmelvendte øjne’. For måtte lærerne mobbe, måtte kammeraterne også – og da Bo også altid var den sidste, der blev valgt til rundbold og heller ikke i gymnastik kunne komme over bukken, var det ikke nemt …

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen. 18.marts 2020

Samtale med Bo Østlund, journalist og forfatter, der fortæller om sin skolegang, uddannelse til journalist og arbejde som forfatter. Og kommer ind på, hvordan han gennem livet har arbejdet med de forskellige dæmoner, der som spøgelser har drillet ham gennem livet.

Nej – det var ikke nemt i skolen. Dengang måtte læreren godt slå, så når man som jeg havde et talehandicap, kunne det være meget svært. Heldigvis fik vi fra 5. klasse en ny lærer, Arne Jensen, som kom til at betyde enormt meget for mig.

I et år med blomsterbørn, postnumre, A-skat og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band og grønt lys for farve-tv i Danmark stod den kæmpestore, rødskæggede mand pludselig i skolegården med sit lidt komiske, flagrende og lige så røde hentehår iført fløjlsbukser, islandsk sweater og udtrådte sko, og da vi startede i 5. klasse efter sommerferien i august 1967, blev lærer Jensen vores klasselærer.

Den 28-årige Jensen var alt det, resten af lærerkredsen ikke var. Venlig og forstående. Med faglig kunnen, stor entusiasme og personligt overskud. Men frem for alt en lærer, der aldrig havde brug for at tage fysisk afstraffelse i anvendelse. En lærer, hvor man bare kunne slappe af og tage fra. Han skrev også selv vores biologibøger på gamle spritstencils, inden han stolt delte dem ud til os. Jensen havde et stærkt kritisk blik for de roller, vi var blevet tildelt, og han gav os muligheder for at ændre på dem. Selv om han bestemt også havde sine foretrukne i klassen, stod han for fornyelsen. Han talte med og ikke til eleverne, og frem for alt var han manden, der opfandt humoren på Veflinge Skole på Nordfyn. En skole hvor det inden Jensens ansættelse kun var skoleinspektør Abildtrup, der ikke slog.

Vi havde Jensen til dansk, biologi og fysik, og i dansktimerne spillede han Leif Panduros og Bent Schærfs genialiteter fra søndagssatiren ”Holdningsløse Tidende” på radioens P3, som han havde optaget fra radioen.

”Oooh vandringsmand. Ryf!”. Eller: ”Do you like your grandmother?”  “Yes – I have eaten her!”. Og så grinte Jensen. Og så grinte vi. Og vi fik også selv lov til at lave radiospil på skolens gamle spolebåndoptager.

Og selv om Jensen somme tider var på grænsen af god stil, var han også provokatøren i dette fastlåste system af vrede voksne med deres rigide regler. Som dengang en lærer sendte Lisbeth hjem for at skifte tøj, fordi hun var mødt op i skolen i korte bukser. Og korte bukser til piger var per definition uanstændigt. Og ulovligt.

I den efterfølgende time gjorde Jensen nar af sin kollegas beslutning, for superkorte kjoler var mode, og Jensen målte med stor omhu kjolelængder på pigerne for at sammenligne med længden på shorts.

Jensen tog mig – uden at han selv vidste det – i hånden og førte mig ud af mit sorte rum. Han gav mig, og mange andre i klassen, glæden ved ordene, sproget, fortællingerne. Inspirerede os. Gav os selvtillid.

Og vi var tre af klassens drenge, der endte som journalister. Flere andre endte som lærere.

Arne Jensen og min far var gode venner. Begge var i kommunalbestyrelsen i Søndersø Kommune. Som en af Veflinges købmænd var min far medlem af Det Konservative Folkeparti og Jensen var socialdemokrat. Senere som voksen begyndte jeg i øvrigt at opsøge Jensen, og vi tog sammen ind til Odense og så fodboldkampe.

Efter 7. klasse skulle vi flytte til Havrehedskolen i Morud, og på grund af den voldsomme stammen, blev jeg ikke i første omgang vurderet til at være egnet til at komme i realen. Jeg fik jo gode karakterer i de skriftlige fag, men dårlige i de mundtlige, men lærer Jensen hjalp mig med ekstraundervisning, og jeg kunne begynde i realklassen. Her havde jeg den store glæde at få Niels Himmelstrup til dansk. Han læste for os og gav os glæden ved at skrive, og han har, sammen med Arne Jensen, været stærkt medvirkende til, at ikke bare jeg men hele tre fra vores klasse senere er blevet journalister.

Jeg har nok været seks-syv år gammel, da jeg begyndte at stamme. Der var ikke andre i familien, der stammede. Jeg var efternøleren – jeg har en storebror og storesøster, der er  henholdsvis 11 og 10 år ældre og en anden søster, der er fem år ældre. Om det var mine forældre eller skolen, der tog initiativ, kan jeg ikke huske, men pludselig kom der er talepædagog på besøg hos mig i vores hjem. Ved hjælp af et puslespil fik vi en snak om forskellige ord. Det hjalp mig dog ikke noget. Når jeg mindes tilbage, har jeg selv måtte slås med min stammen, og på bedste måde fået gjort noget ved de forskellige dæmoner, som har drillet mig.

Jeg havde især problemer med ord, der begynder med hv – hvem, hvordan, hvorfor etc. For at klare mig måtte jeg lave mit eget sprog.

Det lykkedes at få realeksamen på Havrehedskolen, men da jeg ikke var egnet til at komme i gymnasiet, begyndte jeg i Odense på Handelskolen. Min far var jo købmand , og mine tre større søskende var også gået handelsvejen, men jeg stoppede før tiden. Det var bare ikke noget for mig. Som tidligere nævnt var jeg gennem den gode undervisning, som jeg havde fået af Arne Jensen og Niels Himmelstrup, blevet meget glad for at arbejde med ord. Jeg havde også lavet skole- og spejderblade, og når jeg var rundt som avisbud, læste jeg som en selvfølge dagens avis. Så selv om jeg stammede, søgte jeg som bare 18-årig ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og blev til min store glæde optaget på studiet. Det gik rigtig godt med studiet, og jeg blev som kun 22-årig færdiguddannet som journalist. Danmarks yngste.

Under journalistuddannelsen var der ikke nogen problemer med mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var oppe i tyverne. For at få gjort noget ved dæmonerne, spillede jeg også lidt teater, og da det jo var en rolle, der skulle spilles, var der ikke nogen problemer med stammen. Jeg har nok klaret mig meget ved at lave mit eget sprog, hvor jeg blev god til at lave andre ord. Det krævede en del koncentration, og det har sikkert været en grund til, at jeg privat stammede mere, for her kunne jeg ikke skjule mig bag en rolle. Jeg har også altid stammet mere, hvis jeg var træt, stresset eller syg. Så havde jeg ikke det fornødne overskud til at styre min tale, og så blev der stammet mere.

I mit arbejde som journalist har jeg altid fravalgt at arbejde med radio- og tv-journalistik. Det var faktisk noget af det, som jeg havde allermest lyst til at beskæftige mig med, men jeg har været usikker på, om jeg pludselig ville begynde at stamme igen. Det er heller ikke mig, som ved selskaber rejser mig og holder taler. Derfor var det også på mange måder grænseoverskridende, da jeg til min datters konfirmation holdt en tale. Det gik faktisk udmærket, men jeg var helt ærligt lidt usikker på, om jeg kunne klare det uden at stamme.

Ved udarbejdelsen af de forskellige bøger har der været mange samtaler med snesevis af forskellige, der skulle interviewes. Og jeg har interviewet flere tusind personer i mit liv, uden at min stammen har generet mig. Den forsvandt nemlig, da jeg var i 20’erne, og jeg kan tale med personer i flere timer uden problemer. Men som du kan høre, er der altså stadig nogle få dæmoner, som jeg ikke har fået gjort noget ved. Og om jeg får det gjort, ved jeg ikke. Jeg har jo også nu en alder, hvor jeg ikke har de store intentioner om at gøre mere ved det. Jeg er på alle måder tilfreds med mit liv, og jeg har ikke følt mig som stammer i 40 år, slutter Bo Østlund vores samtale.

 

Om Bo Østlund

Bo Østlund blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979 som bare 22-årig og kom derefter først til Fyns Tidende, og da avisen lukkede samme år videre til Fyens Stiftstidende, hvor han frem til 2000 lavede bl.a. features, klummer og sport, ligesom han var egnsredaktør for lokalredaktionen i Assens. Han sluttede som leder af krimi- og reportageredaktionen. I 1999 gik han freelance, senere fulgte ansættelser som redaktør hos Danske MalermestreEkstra Bladet og Billed-Bladet, og Bo Østlund har som freelancer skrevet for stort set samtlige danske landsdækkende dagblade og magasiner.

Han helligede fra 2007 til 2014 sit forfatterskab på fuld tid fra en ødegård i Mjäryd i skovene uden for Strömsnäsbruk i Småland i Sverige. I dag bor han i Andrup ved Esbjerg. Østlund har primært skrevet biografier om kendte danskere, men også historiske bøger bl.a. om udvandring til Amerika og om angrebet på Pearl Harbor, samt i 2009 sin egen erindringsbog ‘Strawberry Fields Forever’ på Politikens Forlag om en opvækst i 1960’erne og starten af 1970’erne i en lille nordfynsk landsby.

Siden har Bo Østlund udgivet de store samtalebøger ’Modne Mænd’ (2016) og ’Modne Kvinder’ (2017) – hvor han interviewede 24 kendte danskere om livets største spørgsmål – og i 2018 udgav han bøgerne ‘Jeg var engang’ og Kim Larsen-mindebogen ‘This my life’. I 2019 udgav han – igen på sit eget forlag heatherhill – bogen ‘1969 – året hvor alt blev forandret’, og han har netop sammen med sin kæreste, Henriette Wittrup, udgivet en bog om Dronning Margrethe. I bogen ’Margrethe – en magisk rejse gennem dronningens liv’ inviteres læserne med på en fantastisk tur gennem dronningens utrolige 80-årige liv. Lige fra dronning Margrethes fødsel efter besættelsen i Danmark i 1940 til de allernyeste billeder fra 2020. Bogen indeholder billeder fra samtlige 80 leveår, og forfatterparret har gennemgået 120.000 billeder, hvoraf 260 er kommet med i bogen.

Bo Østlund, journalist og forfatter. – Fotograf Peter Nørby

Husna Niazi

Husna Niazi, 25 år, har stammet lige så længe hun kan huske 

 

Husna Niazi kommer fra Afghanistan. Hun begyndte i børnehaveklasse, da familien kom til Danmark, og hun har altid haft problemer med sin stammen. Hendes problem har især været højtlæsning, fremlæggelser, og nu, på arbejde, er samtaler i telefon et problem, da hun som bygge- og anlægningsingeniør har flere telefonsamtaler om dagen. Hun får nu hjælp hos Marc Egede, der arbejder som talepædagog i Haderslev.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen den 20-02-20

Husna Niazi

 

– I folkeskolen vidste jeg godt, at jeg stammede, men jeg kunne ikke forklare de andre, hvad mit problem var. Jeg kendte kun det afghanske ord for “stammen” og vidste ikke, hvad det hed på dansk. Jeg synes, at det var hårdt at have et problem, som jeg ikke kunne forklare. Jeg havde en talepædagog i skolen, hun lavede stemmeøvelser med mig, og de hjalp ikke på min stammen. Hun vidste måske ikke, hvad stammen var. I folkeskolen var det især ved højtlæsning og fremlæggelser, at jeg havde det svært, og da jeg begyndte på gymnasiet, havde jeg de samme problemer med min stammen. Derfor gik jeg til min studievejleder en dag og fortalte hende, at jeg havde talevanskeligheder og ønskede at blive fritaget for højtlæsning og fremlæggelser. Min studievejleder henviste mig til CSV Kolding, hvor jeg var så heldig at møde Marc Egede. Jeg troede, at jeg ville få samme undervisning som i folkeskolen, men NEJ – her fik jeg hjælp til min stammen. Marc fortalte, at min måde at tale på kaldes stammen, og jeg blev klogere på, hvad stammen er. Det gjorde mig meget glad, at Marc også er stammer, fordi jeg gennem min barndom har været alene om min stammen, og jeg kendte ikke andre, som havde samme problem som mig. 

I gymnasiet gik jeg til taleundervisning hos Marc, hans undervisning hjalp mig meget. Efter gymnasiet begyndte jeg på universitetet, hvor jeg læste til bygge- og anlægsingeniør. Jeg var meget optaget af studierne i denne periode og fik derfor ikke tid til at gå til undervisning hos Marc.

Tidligere havde jeg ikke de store problemer med at tale i telefon, men det blev et problem, da jeg begyndte på mit arbejde. Derfor valgte jeg igen at kontakte Marc Egede og siden da har jeg gået til undervisning hos ham, fortæller Husna.

 

Husnas baggrund

Husna flyttede til Kolding med sin familie, da hun var godt ni år, og hun bor stadig i Kolding. Husna har fem søskende, to brødre og tre søstre, Husna er den yngste. Husna fortæller, at hun har en fætter, der stammede som barn, men han stoppede med det igen, da han blev 10-12 år gammel. Udover fætteren har hun også hørt om en onkel, der stammede, men hun har aldrig selv hørt ham stamme.

Husna fik som nævnt ikke hjælp til sin stammen i folkeskolen, og det var først i gymnasiet, at hun begyndte med stammebehandling hos Marc Egede, og hun har kun fået hjælp af Marc. Husna har selv taget initiativ til, at hun nu som 25-årig igen får hjælp til sin stammen.  

 

Uddannelsesforløb

Husna gik direkte i gymnasiet (HTX) efter 9. klasse. Hun blev student i 2014 og begyndte efter eksamen at uddanne sig til bygge- og anlægsingeniør. Hun fortæller, at hendes uddannelsesforløb har været godt. Dog har hun i gymnasiet flere gange undgået at fremlægge eller tale i klassen, fordi hun stammede meget i en periode. Flere gange undgik hun at række hånden op i klassen, selvom hun havde svaret på spørgsmålet. Husna blev færdiguddannet som bygge- og anlægsingeniør i januar 2019. Herefter fik hun ansættelse som trafikplanlægger i Haderslev Kommune, hvor hun sidder med trafiksikkerhedsopgaver og besvarer borgerhenvendelser. Hun arbejder også med trafiktællinger og laver vejmyndighedsopgaver. 

 

Problemer med at tale i telefon 

– Når jeg tager på arbejde, tænker jeg tit: “telefonen skal ikke ringe….telefonen skal ikke ringe”! Jeg har fået angst for at tale i telefon, men er dog så småt begyndt på at tage telefonen, for at fjerne min angst – og for at bruge min stammeteknik, som jeg har lært fra Marc. Hvis jeg blokerer og ikke kan sige noget som helst, så siger personen i telefonen selvfølgelig:  “hallo, kan du høre mig”? Men hvis jeg stammer og alligevel kan føre en samtale, så er personen i røret meget venlig og tålmodig. Jeg har ikke oplevet, at nogen har grinet ad mig, eller sagt noget dårligt om mig, fordi jeg har stammet. Mine kolleger ved godt, at jeg stammer, og de er meget forstående. De prøver altid at hjælpe mig med min stammen. Hvis jeg tager telefonen, og det går galt, og jeg blokerer helt, så overtager de samtalen. De roser mig altid, når jeg tager telefonen og siger, at jeg er modig. Min chef og mine kolleger støtter mig meget og ønsker, at jeg skal udvikle mig og blive bedre til at tage telefonen. En dag kom Marc Egede på min arbejdsplads og fortalte om stammen. Jeg har selv flere gange talt med mine kolleger om min stammen, og hvordan det fungerer, men det var noget andet, da Marc kom og fortalte om stammen. Marc kunne bedre beskrive teorierne og teknikkerne, fortæller Husna videre.

– Min stammen fylder meget inden i mig og er en “skjult” stammen. Min stammen er primært blokeringer, jeg har ikke gentagelser og udtrækninger. Jeg har altid brugt undgåelser for ikke at vise, at jeg stammer. Hvis jeg ikke kunne sige et ord, har jeg altid prøvet at sige et andet ord eller har ændret hele min sætning. 

 

Hjælpen hos Marc Egede

– Når jeg er sammen med Marc, øver vi stammeteknik og vejrtrækning. Jeg taler normalt meget hurtigt og taler uden luft. Marc siger så, at jeg skal huske at trække vejret, åbne halsen og så tale med fuld power. Vi taler også om alle de ting, der påvirker stammen. Vi taler for eksempel om tanker, følelser mm., som påvirker stammen, og vi arbejder på selv-accept og at vise verden, hvem man virkelig er – en stammer. Det er svært for mig at vise andre, at jeg stammer. Jeg har gennem hele mit liv ville vise hele verden, at jeg ikke stammer,. Jeg har altid prøvet at vise, at jeg er som alle andre, men sandheden er jo, at jeg er en stammer og skal lære at acceptere det. Jeg skal fjerne min frygt for at stamme. Derfor er det ikke kun vigtigt at arbejde med stammeteknik. Det er lige så vigtigt at arbejde med følelserne og alt det, der er med til at styre stammen, fortæller Husna.

– Jeg mødes med Marc hver eller hver anden uge. Timerne hos Marc har givet mig håb. Før tænkte jeg, at jeg aldrig ville få styr på min stammen. Men med stammeteknik kan jeg kontrollere min stammen. Timerne med Marc motiverer mig til at lave frivillig ikke-flydende tale – og jeg hjælper mig selv ved at finde mit sande jeg og ved at skulle elske mig selv, lære at finde mit fundament og hvile i mig selv, lyder det fra Husna.  

 

Støtten fra familien 

I min fritid er jeg sammen med mine venner og familie. Derudover går jeg to gange i ugen til volleyball. Det er bare hygge-volleyball, ikke noget professionelt.

Min familie er meget støttende. De har accepteret min stammen, men selv har jeg endnu ikke helt accepteret, at jeg stammer – det fylder mere i mit hoved, end det gør i andres hoveder. Min familie siger altid, at jeg skal vise min stammen til alle, og være mig selv. Familien synes, at jeg skal vise min teknik til alle og bruge den altid. Det er meget svært for mig, og det vil derfor vare lang tid, inden jeg kan vise min stammen til folk, fordi jeg gennem hele mit liv har skjult min stammen. Jeg har altid prøvet at tale som de andre.

Det er mit ønske, at jeg, ved at deltage i denne artikel, kan motivere unge til at arbejde med deres stammen. Mit problem er jo, som nævnt, at jeg endnu ikke har accepteret min stammen. Jeg skjuler stadig min stammen og er ikke god til at bruge min teknik – som jeg har lært af Marc. Jeg ved, at lige så snart jeg accepterer min stammen og bruger min teknik, vil min stammen blive mindre, og jeg vil kunne tale alle steder i alle situationer. Mit råd er, at man skal acceptere sin stammen og vise verden, at man ikke er perfekt, fordi man i så fald hviler i sig selv og får det meget bedre. Man bliver som en fri fugl. Man skal huske, at det er en proces at arbejde med sin stammen, det tager tid og kræver en stor indsats. Jeg og mange andre stammere har gennem deres liv opbygget et dårligt mønster, som skal brydes. Det tager tid at tale på en ny måde (med teknik) og opbygge et nyt og bedre mønster. Følelserne spiller meget ind. Man lærer det ikke på en dag.

 

Vigtigt med stammebehandling i folkeskolen

Jeg synes, at det var meget uheldigt, at jeg ikke fik stammebehandling i folkeskolen. Det er vigtigt, at der i folkeskolen kommer mere fokus på stammen. Rigtig mange fagfolk, f.eks. lærere, ved ikke, hvad stammen er, og hvad stammen betyder for barnet. Som jeg nævnte tidligere, så havde jeg en talepædagog i folkeskolen, men vi arbejdede ikke med min stammen. Jeg tror, at mange stammere ikke får hjælp i folkeskolen, fordi mange talepædagoger ikke ved, hvad stammen er, og selv om de ved, hvad stammen er, ved de ikke, hvordan de kan hjælpe. Alle talepædagoger burde lære om stammen, så forældre kan søge hjælp til deres barn i en tidlig alder, fordi de ellers opbygger et mønster, som de senere i livet skal bruge kræfter på at ændre. Og det tager lang tid at ændre mønstret, understreger Husna.

Min historie kan også motivere unge til at følge deres drømme. Selvom jeg stammer, så har jeg taget en uddannelse. Stammen har ikke fået lov til at styre mit liv – jeg har altid udfordret mig selv. For eksempel: Jeg kunne sagtens finde et ingeniørarbejde, hvor jeg kunne sidde og tegne, men jeg valgte et arbejde, hvor man taler meget med kollegerne for at løse en opgave. Og man skal tale i telefon. Jeg har udfordret mig selv – jeg vil gerne lære at tage kontrol over min stammen.

At jeg kommer fra et indvandrermiljø, har aldrig været et problem for min stammen. I nogle kulturer kan der være fordomme og tabuemner – det kan både være i danske miljøer og i ikke-danske. Det har ikke noget med indvandrere at gøre. Jeg har ikke oplevet problemer. Men når det er sagt, synes jeg, at man ikke skal bruge sin tid på folk, der taler dårligt om en eller har fordomme om en – fordi vi er ikke perfekte. Vi har alle mangler, slutter Husna Niazi.