Europæisk ungdomslejr 2024

Opdateret den 13. april med information om økonomi.

Stammeforeningen arrangerer sammen med en række foreninger fra Estland, Frankrig, Belgien, Portugal og Tyskland en ungdomslejr for aldersgruppen 18-30 år. Arrangementet afholdes i Tyskland fra søndag den 18. til mandag den 26. august 2024. Her mødes deltagere fra alle landene til hyggeligt samvær og sociale aktiviteter – som vi kender det Stammeforeningens ungdomstræf – samt workshops. Der vil være fokus på kulturel udveksling og personlig udvikling, og der bliver rig mulighed for at udvide sit netværk. Alle deltagerne har stammen tilfælles, men der vil ikke være talepædagogisk undervisning eller lignende.

Hvert land skal stille med mindst fire deltagere og en gruppeleder. Det er en grundliggende del af projektet, at deltagerne er med til at planlægge dele af ugens indhold. Det indebærer blandt andet, at gruppelederne sammen med en deltager fra hvert land mødes i værtslandet over en weekend for at arbejde på projektet.

Nogle af de tidligere lejre er blevet dokumenteret i videoformat:

Økonomi

Projektet finansieres med EU-midler gennem programmet Erasmus+ Youth Exchanges. Her dækkes udgifter til transport, kost, logi og aktiviteter. Der er kræves en mindre deltagerbetaling på samlet set € 125, som betales over i to rater: første rate på € 50 betales ved tilmelding, mens anden rate på € 75 betales inden afrejse. NB: Første rate fungerer som garanti for deltagelse og således ikke kan refunderes.

Kunne det være noget for dig, eller har du spørgsmål? Så tag fat i foreningen på mail fsd@fsd.dk.

Generalforsamling lørdag 4/5

Opdateret den 17. april 2024 med materiale til generalforsamlingen: dagsorden, årsrapport, budget, kritisk revisors beretning og forslag til vedtægtsændringer.

Generalforsamlingen finder sted kl. 13.00-17.00 (med indlagt kaffepause) på Roskilde Danhostel, Vindeboder 7, 4000 Roskilde. Der er frokost kl 12.00 (husk tilmelding til denne). Materiale til generalforsamlingen offentliggøres her på hjemmesiden jf. foreningens vedtægter:

Kandidatforslag og andre forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden Emil Bækdahl i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen og kan fremsendes på mail fsd@fsd.dk.

Praktiske ting

Foreningen er vært ved: Frokost lørdag den 4. maj kl. 12.00. Deltagerne skal ikke tilmelde sig til selve generalforsamlingen, men af hensyn til det praktiske arrangement skal du senest den 4. april 2024 tilmelde dig frokosten hos vores sekretær på mail kmt@fsd.dk.

Der ydes ikke transportstøtte til generalforsamlingen.

Anmeldelse: Stammen og løbsk tale – en grundbog

Forfattere: Per Fabæch Knudsen og Hans Månsson, med bidrag af Hilda Sønsterud.

Akademisk Forlag 2024. 271 sider. ISBN 978-87-500-6115-1. Forlagets pris: 369 kroner (papirudgave), 295 kroner (i-bog).

https://stammeforeningen.dk/ny-dansk-fagbog-om-stammen/ bragte vi den 16. november 2023 forlagets pressemeddelelse om bogen.

Vi har hermed fået en bog på dansk om stammen og løbsk tale, hvor forfatterne har sammenfattet den nyeste internationale forskning. Selv om bogens indhold, med forfatternes ord, er forskningsbaseret og især henvendt til logopædistuderende og logopæder i praksis, så mener denne anmelder, at bogen er skrevet så tilgængeligt, at mennesker, der ikke er logopæder, men som har interesse for stammen og løbsk tale, vil kunne læse bogen med udbytte.

Efter en indledning om menneskets sproglige og talemæssige udvikling, omtales stammen i bogens første syv kapitler og løbsk tale i de følgende fem kapitler. Det sidste og 13. kapitel omhandler tværprofessionelt samarbejde.

Bogens opbygning er logisk, idet man starter med et historisk tilbageblik på stammen, dernæst kommer nutidens teorier om stammen, stammens symptomer, dens epidemiologi, og konsekvenser af stammen. Da stammen og stammeproblemer er meget forskellige i forskellige livsfaser, opdeles undersøgelse af og indsats over for stammen i aldersgrupperne småbørn, skolebørn fra indskoling til pubertet og unge og voksne.

Blandt andet gør forfatterne opmærksom på, at det er vigtigt at skelne mellem årsag til og hvad der udløser/trigger stammen og det er også vigtigt at skelne mellem stammens opståen og udvikling.

Logopædens teori om stammen har konsekvenser for logopædens indsats. Forfatterne står for det synspunkt, at stammen er dynamisk, ikke-lineær og multifaktoriel (består af mange ting). Stammen er fundamentalt forskellig fra normal, ikke-flydende tale, så stammen kan ikke skyldes kontekstuelle forhold (forhold i omgivelserne). Sagt på en anden måde, så kan forældrene – eller andre personer i barnets omgivelser – ikke være skyld i, at barnet stammer. Stammen er forskellig fra person til person, og logopæden skal derfor være fleksibel i sin intervention/behandling.

Der er stor forskel på de mål for behandling, der giver mening for henholdsvis små børn, skolebørn og voksne. Tilsvarende er der stor forskel på den indsats/behandling, beskrevet i kapitel 7, der skal til for hver aldersgruppe. Forfatterne omtaler over kapitlets 49 sider et stort antal behandlingsformer, og kommer ret grundigt ind på mange af dem.

I bogens del om løbsk tale begynder forfatteren også med den historiske del. Det interessante – måske også lidt frustrerende – er, at mange af de årtusindgamle kilder om taleproblemer er så vagt formuleret, at beskrivelserne ofte lige så godt kan omhandle løbsk tale som stammen.

Opbygningen af bogens del om løbsk tale beskriver også teorier, konsekvenser af løbsk tale, diagnose og behandling.

Løbsk tale er stadig ukendt for langt de fleste mennesker, det gælder såvel fagfolk (logopæder) som andre (lærere, pædagoger, læger), herunder folk i al almindelighed. Derfor er information om løbsk tale en vigtig del af såvel forebyggelse som behandling.

Årsagen til løbsk tale er ikke klarlagt, de fleste forskere hælder dog til, at der er en neurologisk årsag. Ligesom det er tilfældet med stammen, har løbsk tale en tendens til at gå igen i familier. Man mener, at løbsk tale opstår i førskolealderen, men den bliver i reglen først afdækket i skolealderen eller senere. Andre mener, at onset (opkomst) af løbsk tale sker i 10-13 års-alderen.

I mange tilfælde har den løbsk talende en tale, der er hurtig og spurtvis, der er hyppige og atypiske pauser, ufuldstændige sætninger, mange brud i talen, talen er komprimeret, fyldord, ujævn talerytme og gentagelser af stavelser, ord og udtryk.  Andre mennesker har derfor ofte svært ved at forstå, hvad den løbsk talende siger.

Behandling af løbsk tale er, ligesom ved stammen, tilpasset forskellige aldersgrupper. Men selve behandlingen af løbsk tale er afgørende anderledes end behandling af stammen.

Forfatterne slutter bogen af med et kapitel om tværprofessionelt samarbejde. Ofte vil samarbejde om stammen og løbsk tale mellem logopæder og andre faggrupper være velbegrundet, hvilket i øvrigt også understøttes af studieordningerne for logopædi/PD på universiteterne og professionshøjskolerne.

Jeg kan anbefale bogen til alle, der interesserer sig for løbsk tale og stammen.

Hermann Christmann

Ny dansk fagbog om stammen

Den 30. november udkommer Stammen og løbsk tale – en grundbog. Det skriver Akademisk Forlag i en pressemeddelelse den 13. november.

Stammen og løbsk tale – en grundbog er den første danske grundbog i mange år, som i bredde og dybde dækker logopædistuderendes, logopæders og andre professionelles behov for faglig indsigt i stammen og løbsk tale. Bogen samler den internationale forskningslitteratur og formidler den på dansk til brug på uddannelserne og i praksis. Bogen viser desuden de forskellige muligheder for behandlingsindsatser, som findes på området.

Bogens kapitler gennemgår blandt andet emner som:

  • Stammen og løbsk tale i et historisk og et teoretisk perspektiv
  • Stammens symptomer, epidemiologi og konsekvenser
  • Undersøgelser og indsatser for børn, unge og voksne, som stammer
  • Udfordringer ved og diagnosticering af løbsk tale
  • Konsekvenser for og behandling af børn, unge og voksne med løbsk tale.

Bogen har desuden fokus på det tværprofessionelle samarbejde og lægger op til et mere helhedsorienteret blik samt har et øget fokus på samspillet mellem fagperson og borger.

Stammen og løbsk tale – en grundbog af Per Fabæch Knudsen og Hans Månsson med bidrag af Hilda Sønsterud er forskningsbaseret og henvender sig til logopæder, logopædistuderende og andre professionelle.

Bogens forfattere er

  • Per Fabæch Knudsen, cand.psych, stammekonsulent og tidligere leder af Dansk Videnscenter for Stammen.
  • Hans Månsson, logopæd, forsker, forfatter og tidligere lektor og centerleder ved professionshøjskolen UCC.
  • Hilda Sønsterud, ph.d., logopæd ved norske Stadped samt forsker og forelæser ved Nord Universitet.

Stammen og løbsk tale – en grundbog kan forudbestilles hos Akademisk Forlag på forlagets hjemmeside: https://www.akademisk.dk/stammen-og-loebsk-tale.

Ny bog: Kunsten at stamme

Tdligere i år udkom den norske forfatter Lars Petter Sveens erindringsbog Kunsten at stamme – uden at nogen opdager det på dansk. Bogen kan købes hos forlaget Straarup & Co: https://straarupogco.dk/vare/kunsten-at-stamme.

I efteråret 2021 besvimer den norske forfatter Lars Petter Sveen på scenen i Litteraturhuset i Oslo. “Hørte nogen, at jeg stammer?” er det første, han tænker, da han igen kommer til bevidsthed.

Hændelsen får Lars Petter Sveen til at undersøge sit eget forhold til sin stammen. Hele sit liv har han forsøgt at undgå ord, der får ham til at stamme, og ved hjælp at hjemmelavede teknikker og sikkerhedsmekanismer er det lykkedes ham at finde sin egen måde at tale på. Men langsomt går det op for ham, at skammen over at stamme hindrer ham i at leve, som han gerne vil.