Samtalegruppe i Aarhus

Samtalegruppe for voksne med stammen

Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus arrangerer i samarbejde med psykolog Greta Lund en samtalegruppe for voksne med stammen. Gruppen mødes fem gange i løbet af efteråret 2023.Tilmeld dig her.

Formål og indhold

At have en stammeproblematik kan være et indgribende livsvilkår. Støtten til mennesker, der stammer, er begrænset, og behovet er ofte større end det, der kan opfyldes af offentlige tilbud. Det er alment kendt, at mødet mellem mennesker, der stammer, kan medvirke til et mere positivt syn på egen stammen hos den enkelte.

Med dette udgangspunkt tilbyder Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus mulighed for at deltage i en samtalegruppe. Formålet er at give voksne, der stammer, mulighed for at mødes i en gruppe af ligesindede. Gruppen faciliteres af psykolog Greta Lund, men der vil ikke være tale om et terapeutisk forløb. I stedet vil samtalegruppen være af mere uformel karakter.

I gruppen vil fokus være på, hvordan det er at leve med stammen. Udgangspunktet vil være emner som accept, det sociale liv, angst, selvværd og kærlighed. Det præcise indhold bliver tilpasset løbende af gruppelederen med udgangspunkt i gruppens ønsker og dynamik. Der er ikke behov for, at man som deltager forbereder sig, men det forventes, at man bestræber sig på at møde op på de aftalte mødegange.

Tid og sted

Samtalegruppen finder sted hen over efteråret 2023 på følgende tirsdage, alle gange fra klokken 17 til 19:

  • 5. september.
  • 26. september.
  • 24. oktober.
  • 14. november.
  • 5. december.

Gruppen mødes i Frivilligcenter Aarhus, Sønder Allé 33 8000, Aarhus C.

 

Tilmelding

Samtalegruppen er et gratis tilbud til Stammeforeningens medlemmer. Er du ikke allerede medlem af foreningen, kan du melde dig ind her. Tilmelding til selve gruppen sker efter først-til-mølle-princippet ved at udfylde formularen, der findes her. Tilmeldingsfrist er tirsdag den 22. august.
 
Om Gruppelederen

Greta Lund er uddannet psykolog i 1997. Hun har gennem de seneste 8 år haft kontakt til voksne med en stammeproblematik. Greta har været ansat på Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus gennem en 6-årig periode, hvor hun var tilknyttet stammeafdelingen. I dag arbejder hun som selvstændig psykolog.

Spørgsmål og andre henvendelser

Har du spørgsmål eller andre henvendelser vedrørende tilbuddet, kan du skrive til Stammeforeningens formand Emil Bækdahl på mail eb@fsd.dk.

Stammeklubben Podcast

Stammeklubben podcast

Stammeforeningen er glad for at støtte op om den nye podcast Stammeklubben. I Stammeklubben dykker værterne Christian og Alexander ned i de mange aspekter af stammen sammen med deres gæster. I de første afsnit møder vi blandt andet talepædagog Line Trier Jensen, regional direktør for McGuire-programmet Daniel Kusk og politiker Bertel Haarder. Podcasten byder således på både personlige fortællinger fra livet med stammen, men også mere grundliggende og oplysende indehold om stammen. Du kan lytte til alle afsnit af Stammeklubben på din fortrukne podcast-platform. Husk også at følg Stammeklubben på Facebook og Instagram. Du kan læse mere om Stammenklubben på podcastens hjemmeside

Nyvalgt bestyrelse

Lørdag den 22. april afholdt Stammeforeningen i Danmark ordinær generaforsamling i Aalborg. I den forbindelse blev der valgt medlemmer til bestyrelsen, som  nu består af formand Emil Bækdahl, næstformand Stig Holstein Bach, kasserer Henrik Jensen samt bestyrelsesmedlemmer Cecilie Meldgaard Hansen og Jörgen Faurschou. På generalforsamlingen og det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev der fremlagt ønsker til stammenområdet og ideer til konkrete projekter – det gælder blandt andet landsdækkende og lokale aktiviteter for alle aldersgrupper, en indsats for at styrke viden om stammen i folkeskolen, udvikling af informationsmateriale og videreudvikling af det faglige område.

Sammen med resten af bestyrelsen ser jeg frem til at gå igang med arbejdet. Der er uden tvivl en masse at tage fat på. Jeg kan allerede nu sige, at jeg kommer til at bede om hjælp. Stammeforeningen er ligesom mange andre foreninger dybt afhængig af frivillig arbejdskraft. Hvis der virkelig skal skub i stammeområdet – og det mener jeg, der er behov for – så har vi brug for flere hænder. Men for at gøre det indbydende og spændende at være frivillig, skal der selvfølgelig noget konkret på bordet. Derfor glæder jeg mig til at fortælle mere om de projekter, der er på tegnebrættet, inden for den nærmeste fremtid.

 

Emil Bækdahl

Formand, Stammeforeningen

Kursus for logopæder 2023

Igen i 2023 arrangerer Stammenforeningen sammen med Audiologopædiske Forening og Logopædisk Forum kursus for logopæder. Kurset har overskriften “Stammen hos skolebørn fra 12 år til udskoling” og afholdes den 1. og 2. november i henholdsvis Jelling og Ishøj. Du kan læse mere i kursusbeskrivelsen, som kan hentes nedenfor.

Hent kursusbeskrivelsen her

SingWell: Internationalt projekt om stammen og sang

SingWell: Internationalt projekt om stammen og sang

SingWell inviterer enhver, der stammer, til at deltage i en kort spørgeskemaundersøgelse, der omhandler det at synge, og hvilken rolle det spiller hos mennesker med stammen. Projektet har til formål er at indsamle og udbrede viden, der kan bruges til at forbedre livskvaliteten hos mennsker med kommunikationshandicap. De svar, der indsamles i undersøgelsen vil blive brugt i udarbejdelsen af et informationsmateriale.

Det er ikke nødvendigt at kunne synge for at deltage i undersøgelsen.

Du kan læse mere her: https://www.singwell.ca/singing-and-stuttering-survey/.