Langeland 2-2019

På Langeland er man venner på forhånd

Norman, 11 år, deltog for første gang på Langelandstræffet i 2018 med sin mor, Dorthe. I år, 2019, var resten af familien, far Thomas og storesøster Amelie, også med. Norman glædede sig enormt til årets træf, for vennerne kan tilbyde noget helt særligt, som ingen andre kan. 

Redigering: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen 10-11-2019.

Normans mor, Dorthe Sode Stengade Sønderskov, har svaret på følgende spørgsmål:  

Var det første gang, at I var med på Langelandstræffet?

Vores første møde med Langelandstræffet var i sommeren 2018. Om foråret havde Normans første talepædagog fra Frederiksberg Kommune inviteret til et fællesarrangement for forældre til stammebørn. Her var der bl.a. besøg af en ung stammeambassadør, der fortalte om sine erfaringer som stammer. Han nævnte bl.a., hvad det betyder for ham at være venner med andre stammere. Ikke at det er dét, de er fælles om, når de ses – men at han oplevede det som vigtigt. Efter arrangementet var det klart, at vi ikke kun skulle fokusere på at få hjælp til Normans stammen, skolegang osv. Det lyder måske besynderligt, men vi skulle jo huske Norman – og finde måder at styrke ham på, der omfattede andet end talepædagoger og andre voksne. Vi meldte os ind i Stammeforeningen og nåede lige at tilmelde os Langelandstræffet. Det første år, 2018, var det blot Norman og mor, der deltog. Vi var spændte på, hvilken slags oplevelse der ventede. Men alting gav sig selv, da vi kom frem til Emmerbølle. Der var allerede børn, der var kommet, som glædede sig til at møde dem, der mødte op. Der gik helt bogstaveligt blot få minutter, fra vi tjekkede ind, og til der stod en anden stammer og præsenterede sig med stammen. Det møde var afgørende. Norman var på, med de andre, som sig selv og som stammer. Der var ingen tvivl om, at det var helt rigtigt, at vi havde taget turen – en fredag eftermiddag inklusiv kø ud af København og uheld på Storebæltsbroen – til Langeland for at være sammen med andre familier, som vi ikke kendte i forvejen. Børnene var jo venner på forhånd – men det vidste de først, da de mødtes. 

I 2019 var vi afsted hele familien – Norman, hans søster, Amelie, mor og far. Der var også andre familier med søskende, der ikke stammede. Det var vigtigt, at alle var med, så det blev en familieoplevelse, og ikke blot noget Norman gør, fordi han stammer. Det gør det også megahyggeligt og sjovt nu bagefter, en lørdag aften at tale om turen, fordi det netop var fælles.

Der bli’r fisket efter småfisk og krabber fra badebroen på Langelandstræffet. Foto: Dorthe Sode Stengade Sønderskov.

 

Hvad synes du / I om at være med på Langelandstræffet? 

Behøver jeg at sige, at Norman er vild med det træf! Her i 2019, da vi gjorde ham opmærksom på, at der igen var træf, lyste han helt op og sagde ‘det skal vi bare SÅ meget’. Og til forskel fra første år tilbagelagde vi den sidste del af turen over Turø og Langeland med en syngende Norman på bagsædet. Han havde inden træffet været i kontakt med nogle af børnene fra 2018, så han vidste, at der ville være børn han kendte.

På pladsen har vi en fælles base og opholdssted. Derudover er der gode muligheder for leg, fodbold, spil, badning m.m. Poolen er nok det største hit – i det hele taget mulighederne for at bade (ved stranden eller i poolen), løbe rundt på området og lege med de andre børn uden voksne, men med vished om at de voksne er på basen, hvor de hygger og snakker. For Norman betyder Langeland helt klart venner og frihed. Frihed og fællesskab. De voksne er da også fælles om madlavning og opvask, det er ret hyggeligt: Det er både en uforpligtende måde at lære hinanden at kende på, fordi der er en konkret opgave og sultne børn og voksne, og så giver det en god anledning til snak blandt de voksne, både om børnene og om alt muligt andet, der rør sig. Vi har det sjovt. Begge år har vi oplevet, at der under træffet vokser en lyst frem til at være mere sammen, holde flere fællesarrangementer for børnene. Men det er svært at få til at ske, når vi vender hjem igen til vidt forskellige dele af landet. Derfor er det godt med tilbagevendende traditioner, som Langelandstræffet, som børnene kan glæde sig til. Det er nogle dage på børnenes præmisser, og det får vi som forældre og familie meget ud af at være en del af. På træffet kan vi se, hvor vigtigt det er for Norman at være med, og den oplevelse og støtte vil man gerne gi’ sit barn.

I korte træk glæder Norman sig til venner, poolen, lommelygtetid, være længe oppe, og så ved han, at han kan se frem til en weekend med børnevenlig mad. Det kan vi nok takke Bettina for.

Langelandstræffet er for hele familien med børnevenlig mad. Foto: Bettina Pedersen

 

Har det haft positiv indflydelse på Normans stammen at deltage i træffet – og hvordan?

For Norman er det en weekend med fællesskab og venner. Det påvirker ikke hans stammen, men det er heller ikke pointen. Vi tager af sted for, at han kan få et lille frirum og lære andre at kende, der er som ham – med nogle af de samme udfordringer. Man kan ikke vide på forhånd, hvad fællesskabet med andre stammere gør for ens barn, det oplever man først som forældre, når man er på træffet. Det betyder tydeligvis noget for Norman at være sammen med andre, der lige på dét punkt kæmper med det samme. Vennerne kan byde ind med noget, som familien, talepædagoger og andre ikke kan.

Lige nogle facts om Norman:

Hvor gammel er Norman?
11 år

Hvor bor I?
På Frederiksberg

Hvor mange søskende er der?
Amelie – storesøster på 15 år.

Er Norman den eneste i familien, der stammer? Tænker også på, om der er søskende, der har stammet eller om I forældre har stammet eller bedsteforældre?
Der er ikke andre stammere i familien. 

Hvilken skole går Norman på?
Skolen på La Cours Vej.

Hvad har Norman af fritidsinteresser?
Norman er vild med boldspil. Lige p.t. er det bordtennis og badminton, der hitter.  Fodbold er også den store interesse. Han spiller de forskellige boldspil i klubben. Og så er han spejder. 

Hvornår begyndte han at stamme?
3-4 års alderen. Det blev ret slemt, med mange blokeringer i fire års alderen. Andre kunne ha’ rigtig svært ved at forstå, hvad han sagde. Hans søster husker, at hun måtte oversætte hans tale til andre børn, der ikke forstod ham. Stammen var ikke den eneste udfordring. Han havde også svært ved at formulere selv små sammenhængende korrekte sætninger. Igennem 1-1,5 år gik han og mor hos en talepædagog på PPR en gang om ugen. Hun fik løsnet Normans sprog og underviste samtidig mor i en metode, der skulle øves hjemme. Talepædagogen anbefalede en anden børnehave med færre børn, og som var mere voksenstyret på den gode måde. Da han skulle i skole anbefalede talepædagogen ligeledes en skole med et særligt indskolingstilbud til børn, der var udfordret på sprog. Han går stadig på skolen, men blev midt i 1. klasse sluset ud i en ‘normal’ klasse.

Uformel hygge efter fællesaktivitet på stranden. Det er Norman tv. Foto: Dorthe Sode Stengade Sønderskov.

 

Hvordan vil I beskrive Normans stammen?
Det er blokeringer i starten af en sætning. Enten noget man ikke hører eller også er det en trækken på første stavelse, der sidder fast. Men han er en glad taler, og skolen oplever ikke, at han lader sig mærke med sin stammen. Han taler lystigt på trods af det. Vi møder også ofte voksne, der ikke synes han stammer – men det gør han jo. Han kan lykkes med ikke at stamme.

Hvornår stammer Norman mest? 
Det tænker vi ikke over. Det er der ikke noget generelt at sige om. 

Hvad laver Norman, når han er sammen med talepædagogen?
Han får ikke længere hjælp, han er ikke motiveret for hjælp og har ikke gået til talepædagog i to år. Men det kan jo være at han igen får lyst til at få hjælp. 

Hvem tog initiativ til, at Norman fik taleundervisning? Var det skolen, var det jer forældre?
Det var børnehaven, der gjorde ops på, at de mente Norman kunne ha’ en udfordring med sit sprog, før vi selv tænkte over det.  Han gik først i en skovbørnehave, hvor der var knap så meget voksenkontakt som i en traditionel børnehave. 

Hvordan er I forældre blevet involveret i undervisningen?
Tænker på om I har haft samtale med talepædagogen? Om Norman har fået hjemmeopgaver, som I forældre bliver inddraget i?
Da Norman gik i børnehave var mor med hos talepædagog om morgenen i en time en gang om ugen. Lærte metode, som vi øvede hjemme. 

Klovn og tryllekunstneren Raffus underholdt om lørdagen. Foto: Jannik Rømer

Anna fra Nyboder

Anna fra Nyboder fortæller om sit liv med stammen

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

– I de små klasser var det bl.a. ord, der startede på -sk,  som jeg havde svært ved og udtale. Min stammen var mest skjult stammen, men når der skulle laves oplæg, kunne jeg ikke skjule det. Jeg havde så mange blokeringer, fordi jeg blev så nervøs, at jeg nogen gange gik helt i stå, og jeg måtte stå et minut bare og trække vejret, for at kunne prøve igen.
Jeg kunne bestemt ikke lide at lave oplæg, men hvis man ikke prøver, så lærer man det ikke, fortæller Anna Gottlieb, 22 år.

Anna er en modig pige, som også har prøvet tandemspring i faldskærm.

– Engang, da jeg gik i 5. eller 6. klasse, skulle jeg lave et oplæg om Robinson Crusoe. Jeg var meget nervøs og gik helt i stå. Jeg så over på læreren, der markerede, at jeg blot skulle fortsætte. De andre børn sad og hviskede, og jeg kunne høre en sige: ”Hun kan ikke tale, er hun dum? Det er en oplevelse, som jeg tydeligt kan huske, men ellers havde jeg det fint med de andre i klassen. Jeg havde gode venner og stammede ikke så meget, når jeg var hjemme, fortæller Anna videre.

I 2. G fandt man ud af, at Anna var ordblind, og hun blev tilmeldt et kursus hos Hovedstadens Ordblindeskole ved Østerport. Dette kursus gjorde, at hun ikke havde problemer med at følge med i gymnasiet.

Anna med nogle af sine første planter der er hendes helt store interesse

Efter nogle år, hvor hun ikke stammede så meget, fik hun tilbagefald, og Anna syntes, at det var nødvendigt at få hjælp igen. Derfor begyndte hun i februar 2019 at gå til stammebehandling hos talepædagog Lise Reitz ved CSV i København. Hun tog selv initiativ til at kontakte CSV, men fik dog god hjælp af sin mor, der kendte til CSV gennem sit arbejde, så hun hjalp ved at oplyse om, at hun vidste man kunne få hjælp der, og opfordrede så til at ringe og høre. Jeg ringede selv, og mine forældre har ikke været inde over siden, fortæller Anna.

Hverken Annas forældre eller nogen af hendes tre yngre søskende stammer.

I begyndelsen kom Anna hos Lise Reitz en gang om ugen eller en gang hver anden uge. Senere blev det en gang om måneden. En typisk session bestod i 45 minutter med individuel undervisning, hvor der bl.a. blev trænet vejrtrækning, hvor det er væsentligt, at Anna lærer at styre sin vejrtrækning. Imellem undervisningssessionerne har Anna haft hjemmeopgaver, som bl.a. består i at bestille kaffe m.m. Anna ved, hvordan hun skal gøre, men nogle gange lykkes det ikke, fortæller hun, så derfor skal hun træne.

Anna er en smilende og glad pige.

– Lise Reitz har brugt en del tid på at give mig en forståelse for stammen. Ved at lære om, hvad stammen er, og hvad man kan gøre ved den, har jeg opnået en følelse af at have kontrol over min stammen og haft mere lyst til at arbejde med den. Ved hjælp af metoder som block release at arbejde med vejrtrækningen, at fokusere på artikulation og styrke i stemmen, er jeg nu kommet til et punkt, hvor jeg er så fortrolig med stammen, at jeg også har accepteret den. Block release er en metode til at håndtere de blokeringer man kan møde. Man træner det ved at lave en frivillig blokering på en lyd, og så øve og give slip på den, men at afspænde musklerne. På den måde øver man det til, når der kommer en ufrivillig blokering. Det er en god metode sammen med langsom tale, at holde øjenkontakt, og aktivt bruge ens vejrtrækning. Vi har også lavet en del vejrtrækningsøvelser for bedre at kunne mærke, hvornår jeg skal begynde at tale. De praktiske øvelser og den teoretiske baggrund har givet mig en god indsigt, så jeg nu har det meget bedre med min stammen, end jeg havde før, fortæller Anna videre.

Der er 32 forskellige planter på Annas kun syv kvadratmeter store værelse, så der er ikke plads til de store armbevægelser.

Vil gerne være psykomotorisk terapeut

Anna har et stort ønske om at blive psykomotorisk terapeut, der arbejder med kroppen og psyken. Hvordan kroppen og psyken arbejder sammen. Hun er i gang med sit tredje sabbatår for at kunne samle de nødvendige point til at blive optaget på uddannelsen. Den 5. januar 2020 skal hun på kursus på Odder Højskole, et kursus som hun ser meget frem til.  Anna er meget glad for naturen, strand og skov og grinede meget, da hun fortalte, at hun har 32 planter på sit kun syv kvadratmeter store værelse.  Fritiden går ellers med træning i Fitness World, gåture i naturen og hygge med venner og familie.

Gåture i naturen er en anden af Annas store interesser.

Mette Boesen

Selvom man stammer, behøver det ikke at begrænse tilværelsen

 

Man kan lære sig en måde, at leve med sin stammen på. Mange gør det og går gennem livet uden at have fået en brugbar taleundervisning. Jeg var en af dem! Først i en alder af 64 år fik jeg en effektiv taleundervisning.

Med udgangspunkt i en McGuire-inspireret undervisning fik jeg hjælp hos Marc Egede, logopæd i Haderslev.

Mit talehandicap har dog ikke afholdt mig fra at udfordre tilværelsen!

Af Mette E. Boesen

Mette Elise er uddannet arkitekt og tegner stadig projekter

Jeg er 67 år gammel og har altid stammet. Mit liv har været styret af en god portion selvtillid og en stor nysgerrighed/interesse for alt muligt!

Jeg havde en dejlig opvækst på en gård i en lille landsby. I landsbyskolen var jeg ikke generet af min stammen og jeg havde fx altid roller i Julens nisseforestillinger!

Kun derhjemme stammede jeg en del. Ingen andre i familien stammede. Men jeg var nummer tre i en søskendeflok, og når vi havde oplevet noget, ville jeg gerne fortælle om det derhjemme, men det var ikke nemt at hamle op med de ældre søskendes ordforråd og talegaver. Herved blev jeg opmærksom og usikker på min tale.

I 7. klasse på en større skole blev min stammen et problem, og jeg kom til talepædagog. Undervisningen varede ikke længe og nyttede ikke noget. Selvtillid og frimodighed hjalp mig gennem skolegangen.

Efter skolen arbejdede en veninde og jeg på Brdr. Gram, Vojens. Hun ville i Flyvevåbnet. Det kunne jeg jo også prøve. Vi gik til optagelsesprøve, og jeg fik ansættelse på Flyvertaktisk Kommando i Karup, hvor jeg blev uddannet til fjernskriveroperatør. Dette indebar en del skrivearbejde samt rundsending af meldinger indenrigs og til andre NATO lande. Så det var ikke så farligt for en stammer! Det var en spændende periode, hvor den Den Kolde Krig var ret nærværende. Udover skrivebordsarbejde var der også militær træning.

Når man ikke havde vagt, kunne man tage på udflugt med et herligt transportfly, en DC-3’er, enten til Flyvestation Værløse (København) eller til Flyvestation Skrydstrup, hjem og besøge forældrene.

Efter halvandet år blev arbejdet lidt trivielt. Jeg fik lyst til en jordomrejse. Men jeg kunne da lige prøve at søge hyre ved nogle rederier, for at høre, om de manglede en stewardesse (i gamle dage kaldet kahytsjomfru!).

Imens havde jeg fået nyt arbejde i Baltica Forsikring i København. Det varede ikke længe inden et af rederierne kontaktede mig vedr. påmønstring af et skib i Yokohama, Japan. Min storesøster, der læste i København, tog med ud til samtale på rederiet. Bagefter sagde hun: “Hvis ikke du tager jobbet, så gør jeg”! Ups, det kunne jo ikke gå, så jeg takkede ja til at påmønstre skibet. Det var lige inden Julen 1971, og jeg var 19 år.

Sammen med en maskinassistent rejste vi den lange tur op over Nordpolen til Japan.

Jeg tilbragte seks meget spændende og anderledes måneder til søs. Vi sejlede rundt i Asien og til Canada, USA og Europa. Det blev til tre ture over Stillehavet (tre ture over datolinien, magisk!). Det var ikke et containerskib, så vi havde god tid, når vi lå i en havn.

Arbejdet krævede ikke de store talegaver! Det bestod i renligholdelse af officersmesse, gange og kamre samt at dække bord og stille maden ind.

Hjemme i Danmark, sommeren 1972. Hvad nu? Jeg tog kontakt til en studievejleder. Han mente, at jeg skulle have en studentereksamen. Ok. Han ringede så til Høng Studenter- og HF- kursus. Jo, der var en ledig plads på Mat.- fys. linien. Den 8/8 – 1972  tog jeg toget til Høng medbringende min rygsæk samt en ølkasse med ting og sager – så havde jeg da et møbel at sidde på!

To gode år. Jeg har nok været udfordret med min stammen, men jeg har ingen ubehagelige erindringer derom. Student i 1974. Fejret med et 5 ugers ophold i Sissimiut i Grønland med min grønlandske studiekammerat.

Søen trak igen. Jeg fik hyre på passagerskibet M.S. England, DFDS, der sejlede Esbjerg – New Castle, Esbjerg – Færøerne. A rbejde i cafeteriet. Min veninde kom i Informationen, hvilket indebar at hun også skulle tale over højtaleren – jeg var lidt misundelig over hendes tjans! Et sabbatår var i gang. Det førte bl.a. til arbejde på et hotel i Skotland og senere på langfart igen, Europa – Afrika – Europa.

Som barn/ung byggede jeg en del med træ. Havde min far ikke det, som jeg skulle bruge, hentede jeg det nede på det lokale savværk. Af større bygningsværker blev det til en bro over åen, en hønsegård (det skulle have været til guldfasaner!) og en festhytte ved åen, som min søster og jeg byggede.

Det var derfor oplagt at søge ind på Arkitektskolen, da jeg skulle vælge uddannelse. Så jeg valgte uddannelse efter ønske, og ikke ud fra at jeg stammede.

Jeg startede på Arkitektskolen i Aarhus i 1975.

Fem spændende år + et halvt år til afgangsopgaven.

Når jeg fremlagde projekter, var jeg så optaget af det, at jeg “glemte” at stamme! 

Modet til at stille sig op og tale som stammer, ser man fx hos præster og skuespillere. Grunden er vist, at man har forberedt sig godt på talen, og det giver ro på. Endvidere er man selv i centrum (!) og kan styre talens gang. Denne erfaring fulgte mig senere hen.

Ved fremlæggelsen af mit afgangsprojekt tog min taleglæde næsten overhånd, for rektor, som var en af censorerne, bemærkede at det var jo en hel forelæsning!

Sommerferierne i studietiden gik med tegnestuejob, job på englandsbådene og endnu en langfart til USA og Sydamerika.

Efter seks år i Aarhus skulle jeg lige væk fra byen et par år. Jeg fik job på en tegnestue i Haderslev. Det ene år tog det andet, og jeg er her stadig!

Sammen med min ven købte vi hus her i byen. Det blev til 13 – 14 års arbejde på tegnestuer i Haderslev og Christiansfeld samt et spændende år på Haderslev Museum. Her skulle en stor gammel gård måles op og tegnes. Endvidere arbejdede vi med udstillingen “Landet med de store gårde” og en udstilling i anledning af Haderslevs 700 års jubilæum, 1992. Bl.a. tegnede jeg en byport, der blev opført, hvor en oprindelig port havde stået.

I 1994 blev jeg Merkonom i markedsføring fra Handelsskolen. Det startede med et år i virksomhedsøkonomi – hvis jeg nu ville have egen tegnestue!? Det blev ikke til noget, men jeg fortsatte med de andre fag, for at afslutte studierne med et eksamensbevis.

I 1999 blev jeg arbejdsløs, og ny uddannelse lokkede! Jeg blev optaget på Haderslev Seminarium. Spændende at lære nyt og bruge kreativiteten på andre måder. Vi skulle vælge fire liniefag. Jeg valgte matematik, musik, sløjd og billedkunst.

Dette var en uddannelse, hvor der skulle tales! Men engagementet i at få proppet viden i hovedet på børnene vægtede højere end mit talehandicap, så det gik egentlig helt godt. Når jeg fik en ny klasse, fortalte jeg dem, at jeg stammede – jamen, de skulle nok hjælpe mig, sagde de søde børn.

Jeg var først på en lille kommunal skole, som desværre lukkede. Jeg fortsatte på en stor skole og gik på efterløn i 2012.

Livet efter arbejdslivet er ganske udmærket. Ud over de kedelige pligter, der følger med at være husejer, så fornøjer jeg mig med klaverspil og tegne, konstruere og bygge. Det bliver også til rejser rundt om, især med Interrail rundt i Europa. Ofte alene, det giver stor frihed og man kommer nemmere i snak med mange spændende mennesker.

Mette Elise er glad for at spille klaver.

Lidt stammehistorik:

Som nævnt har jeg altid stammet. Ingen i familien stammer, heller ikke mine to børn. 

Det har nok været de højere magter, der har ment, at det kunne dæmpe min snakkelyst!

Med hensyn til stammeundervisning, så fik jeg som nævnt lidt taleundervisning i folkeskolen. Lidt senere kom jeg med i en stammegruppe i Haderslev. Der var flest voksne (drenge/mænd), og de stammede meget mere end mig. Det hjalp mig heller ikke. Så gik der mange år! Jeg troede, at det var ret omsonst, at få noget hjælp. I 1998 prøvede jeg igen. Det var eneundervisning gennem amtet, men det hjalp heller ikke rigtig noget.

Så jeg opgav helt at prøve at få behandling. På nettet fandt jeg heller ikke noget brugbart.

Men en dag var der en lille notits i Ugeavisen om stammebehandling på THS i Haderslev.

Det gik noget tid inden jeg kontaktede stedet – for det nyttede nok alligevel ikke noget!

Men YES, det gjorde det. Jeg kom i talebehandling hos Marc Egede, og efter få uger fik jeg en helt anden lethed ved at tale. Det var i efteråret 2016.

Marc Egede

Målet er at opnå flydende tale!!

Behandlingen går ud på at trække vejret dybt, inden man begynder at tale.

Det giver afspænding og ro på.

Stopper ivrighed, så man ikke tumler afsted i en talestrøm.

Man “glemmer” frygten for det ord, man vil sige.

Man skal forsøge at sige tre ord ad gangen og så trække vejret igen.

Man skal modstå tidspres fra andre, og sætte sig selv i centrum.

Taleformen bliver lettere, man bruger færre anstrengelser på at tale.

Talen bliver mere flydende.

Alt i alt en god cirkel!

Der er således meget at holde styr på, når en stammer skal tale! Det kræver meget træning. Ovennævnte ting skulle gerne blive noget, man gør automatisk. Derfor retter talepædagogen hele tiden ens tale.

Vi skal øve: holde øjenkontakt, langsom tale, ikke lede efter andre ord, tage sig tid, styring af vejrtrækningen og man skal vise den man er.

Der øves også andet, fx træner vi ord, der starter med hårde konsonanter. Fortælle historier ud fra nogle billeder. Se og diskutere stammere vist på YouTube. Oplæsning. Osv.

Ingen stammer ens, så træningen er individuel over for den enkelte.

Efter halvandet år, syntes jeg, at det gik godt nok og stoppede med undervisningen. Men for nylig syntes jeg, at det begyndte at gå ned ad bakke, så jeg kontaktede THS og får nu atter taleundervisning hos Marc. Det er en stor hjælp at få genopfrisket teknikkerne!                           

Jeg har sagt ja til livet og de udfordringer der måtte komme – og hvis det blev for kedeligt har jeg selv søgt udfordringer!

Mette E. Boesen, Haderslev. d.15/9 – 2019.

The Stamma

The Stamma Campaign i Storbritannien

 

Af Hermann Christmann

Jane Powel er direktør i BSA, den britiske stammeforening. Hun fortalte i sit indlæg om en kampagne, som foreningen gennemfører med to formål: For det første at støtte flere af de mennesker i Storbritannien, der stammer, for det andet at uddanne offentligheden om stammen, hvilket der er et stort behov for.

Kampagnen skal fortælle, at stammen er en alvorlig ting, der skal tages alvorligt. I 2018 foretog BSA en undersøgelse med YouGov, der viste, at befolkningens viden om stammen er meget lille, og som regel er denne viden fejlagtig. Bl.a. mener 49% af befolkningen, at stammere er nervøst anlagte, og 33% mener, at stammere har indlæringsproblemer eller er udviklingshæmmede. 

Kampagnen er lavet i samarbejde med et kommunikationsbureau, den begynder i juli 2019 og løber over flere år. Kampagnen består i at annoncere på skærme ved busstoppesteder og i indkøbscentre over hele Storbritannien. Annoncerne indeholder fakta om stammen, der gerne skulle erstatte befolkningens fejlagtige viden om stammen. Personlige historier indgår også i annoncekampagnen.

BSA har ”fornyet” det britisk engelske ord for stammen, nemlig ”stammer”, der i nogle forbindelser, bl.a. på hjemmesiden, er ændret til ”stamma”. Kampagnen er bygget op på grundlag af denne fornyelse af ordet.

Et eksempel på kampagnen på en skærm på en banegård. Nogle af bogstaverne i ordene ”I STAMMER” (Jeg stammer) er strakt ud og giver derved plads til et budskab. Her er budskabet ”Please Don’t Finish My Sentences” (da: Du skal ikke gøre mine sætninger færdige) flettet ind i nogle af bogstaverne i ordet ”STAMMER”. Kilde: www.stamma.org

I løbet af kampagneperioden bliver der lavet undersøgelser for at konstatere, om annonceringen har effekt på befolkningens viden om stammen, kampagnen vil følge op på:

Befolkningens

  • opmærksomhed på BSA/STAMMA
  • viden om stammens årsager
  • opmærksomhed på passende adfærd i forbindelse med stammen
  • antal af supportere og nye medlemmer
  • brug af hjemmesiden, hotline og – senere – webchat
  • donationer, fundraising og engagement

 

Samtidig har BSA en telefonrådgivning, som man kan ringe til for at tale om et problem med stammen. Senere vil der blive mulighed for webchat.

Mere på https://stamma.org/ og https://stamma.org/news-features/our-new-stamma-campaign

Cluttering

Cluttering: A life-changing discovery

(Løbsk tale, en opdagelse, der ændrede mit liv)

Af Hermann Christmann

Rutger Wilhelm fra Holland, 43 år, og logopæd Manon Spruit, fortalte at Rutger levede over 25 år som ”stammer” fordi en logopæd i sin tid mente, at Rutger stammede. Stammebehandling virkede imidlertid ikke på Rutgers ”stammen”. For nogle år siden fandt en anden logopæd imidlertid ud af, at Rutger slet ikke stammede, men i stedet havde løbsk tale. Denne opdagelse gjorde, at Rutgers liv tog en afgørende vending, fordi han nu kunne få behandling for sin løbske tale. Manon gennemgik hovedprincipperne i løbsk tale, og hvordan man kan skelne mellem løbsk tale og stammen.

Senere på kongressen havde Manon og Rutger en session, hvor de afspillede en række lydklip, hvor tilhørerne skulle afgøre, om der var tale om stammen, løbsk tale, en blanding af stammen og løbsk tale, eller om det bare handlede om normal (men dog meget hurtig) tale. Det var ikke altid let.

Manon og Rutger. PowerPoint-projektoren var placeret, så foredragsholderne kom i søgelyset uden nødvendigvis at ville det

Rutger er ved at lave en hjemmeside, der gerne skulle gå i luften om ikke alt for lang tid: www.toofastforwords.org

Endnu er hjemmesiden ikke kommet i luften. Søgesvar (20. juli 2019), når man søger efter den på Google: https://toofastforwords.com/ Oops, not ready yet. We’re building on this one :)”

Mobile apps

Mobile Device Apps for Children Who Stutter

(Sjove apps i behandlingen/undervisningen af børn, der stammer)

Af Hermann Christmann

Indlægsholderen, Erik X. Raj, arbejder ud fra den filosofi, at det skal være sjovt for børn at gå til stammebehandling. “Hvor der er latter, er der læring”, som han sagde. Han er villig til at blive, hvad han kaldte en “clownician” (en sådan kunne i dansk oversættelse oversættes til en “klovnopæd” eller måske en ”klovnepædagog”), nemlig en logopæd, der er villig til at gøre sig selv til en nar for at få en relation til en elev, for på den måde at være med til at opbygge elevens kompetence i at arbejde med sin stammen.

Derpå præsenterede han forsamlingen for fem apps, som ikke direkte har med stammebehandling at gøre, men som kan være medvirke til dels at gøre stammebehandlingen morsom for barnet og dels – lidt efter lidt – at komme dybere ned i barnets tanker og følelser i forbindelse med stammen og kommunikation.

De fem apps er:

AlienFaced; EpicaHD; AgingBooth; AnimalFace og Insta Emoji

Og sådan ser de ud i virkeligheden, de fem apps

Erik Raj nævnte som eksempel, at en af hans 6-årige klienter, Mark, gerne vil flyve til Mars. Så kan logopæden tale med Mark om, hvordan marsboere mon ser ud. På appen AlienFaced kan både logopæden og Mark komme til at ligne marsmænd, og det kan de få meget morskab ud af. Fortsættelsen kan så være, at logopæden fortæller, at han blev lidt bange, da han så sig selv som marsmand. Måske fortæller Mark, at han også følte sig bange over at se sig selv som marsmand – hvorefter samtalen kan føres hen på, om der er andre ting, som logopæden og Mark ikke føler sig godt tilpas med, eller som de ikke er gode til.

Her ser vi nogle marsmænd, hvordan mon de taler?

Erik Raj fortalte tilsvarende eksempler, hvor man kunne bruge de andre fire apps.

Her er et eksempel med emoji-appen. Hos logopæden går det fint og barnet på 11 år har en smiley. Men, som vi ser til højre i billedet, udenfor er det straks værre, så der har barnet rædsels-emojien på. Så er der baggrund for en samtale om frygten for at stamme.

For mig var indlægget en positiv overraskelse, da jeg havde forventet at høre om egentlige stamme-apps på en mekanistisk og positivistisk måde. Men indlægget mindede mig om, at jeg i tidens løb har hørt og set logopæder bruge tøjdyr, haren og skildpadden, dukketeater, spil og den slags. Men nu fås de altså, helt i tidens ånd, som apps. Og der er mange flere apps derude, der blot venter på at blive brugt! Så gå du bare ud på Nettet og find de apps, som netop du kan bruge i din praksis!

Flere oplysninger på www.erikxraj.com