Peter Nielsen medspeaker

Peter Nielsen medspeaker ved traktortræk

 

At Peter Nielsen er parat til at tage mod udfordringer, understregede han den 5. juli ved at være medspeaker ved et traktortræk ved Karby på Sydmors. Han skulle ved arrangementet fortælle de 3.500 tilskuere om de forskellige traktorer, herunder hvor langt et træk, de kunne lave. Hvis man kendte Peter for et år siden, lyder det næsten som en umulighed, men ikke desto mindre er det den rene, skære sandhed.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Peter syntes, at det kunne være sjovt at være medspeaker. Tidligere var det en opgave, som han slet ikke ville kunne klare, da han ofte sad helt fast i ordene med kraftige blokeringer, som vi kunne se det i udsendelsen, der blev bragt på TV2 sidst i februar 2019. På Stammeforeningens hjemmeside har man fra juni 2019 kunnet læse om Peters liv med stammen, efter at artiklen blev bragt i FSD-NYT i maj.  Vi har kunnet fortælle om Peters liv med stammen, så alle har kunnet følge med i de store forandringer, som Peter har oplevet. Peter stammer stadig, men sjældent med de store blokeringer, som han tidligere havde, og han har nu så megen selvtillid, at han ikke er bange for at give sig selv nye udfordringer.

– Jeg har i flere år deltaget i traktortrækket i Karby, så folk kender mig, og mange har også set udsendelsen om stammen på TV2. Jeg oplevede det som meget positivt, at jeg optrådte som medspeaker ved traktortrækket. Selvfølgelig var jeg noget spændt i kroppen, inden jeg skulle op på speakerpodiet, men jeg har lært at tage situationerne stille og roligt, og jeg er indstillet på at tage udfordringerne op. Jeg havde troen på, at det nok skulle lykkes, og det var ikke generende for mig, at folk ved traktortrækket kunne høre, at jeg stammede, fortæller Peter Nielsen, og understreger, at det er vejen frem ikke at holde sig tilbage. Man bliver kun stærkere af at prøve at overskride sine grænser, lyder det i en bestemt tone fra Peter.

– Efter at jeg er kommet i gang med McGuire-træningen, hvor vi træner vejrtrækning og bl.a. laver telefonopkald, hvor vi skal stamme frivilligt, er der mange ting, som er forandret for mig. Tidligere måtte jeg opgive at bruge telefonen. Jeg kunne nemlig blokere så meget, at folk lagde røret på, fordi de troede, at det var telefonfis, fordi telefonen var tavs, da jeg ikke sagde noget i flere minutter. Det ville bl.a. være et problem, hvis der var behov for at ringe 112. Det er netop en del af McGuire-træningen, at vi som nævnt laver frivillig stammen i telefonen, så vi bliver hærdede. Herved spænder man ikke så meget, og den mindskede spænding giver færre blokeringer, fortæller Peter.

Peter har netop været på ferie i Norge sammen med sine forældre og hans mors lillebror, Esben og dennes kone. Familiesammenholdet sætter Peter stor pris på. Til september vil han til opfølgning på et McGuire-kursus i Oslo. Det er det femte McGuire-kursus, som Peter deltager i, et kursus, der løber over fire dage, hvor hans forældre deltager i weekenden. Peter et fast besluttet på at fortsætte med McGuire-Programmet. Mellem kurserne træner han i ugens løb McGuire-teknikker et par gange. Det er vigtigt, at der ikke er uger, hvor man springer træningen over, understreger Peter.

Peter Nielsen synes, at det var sjovt at være medspeaker ved traktortrækket.  Privat foto.

 

 

Kenneth

I skolen var det især svært for mig at læse højt

 

Kenneth Christensen mindes, at han som 10-12-årig var et nemt offer, og han blev mobbet en del. Lærerne var dog en god hjælp for ham, fordi de i klassen fortalte om hans problemer med stammen.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Kenneth Christensen

– Ord der begyndte med ”æ” kunne jeg ikke sige. Og jeg har også haft den vane, at jeg ofte begyndte med ”jeg” eller ”også” – for herved kunne jeg starte forfra, men det kunne jo ikke bruges ved højtlæsning.

Det var også svært at fremlægge noget i klassen. Kunne ikke se ud i klassen, men kiggede kun på papiret med teksten.

I dag kan jeg stamme, når jeg er presset på arbejdet. Jeg bruger en del energi på at prøve at undgå at stamme, når jeg taler med kolleger og kunder. Min mund kan nogle gange ikke følge med. Jeg er ivrig efter at sige noget, og det kan give problemer, dog har jeg fundet ud af, at det hjælper at tage en dyb indånding.

Kenneth Christensen, 26 år, bor i Ringsted og arbejder som lastvognsmekaniker hos MAN Truck & Bus i Greve, der er en stor koncern. Hans arbejdstid er altid fra 14.45 til 22.00.

– I løbet af arbejdsdagen har jeg ingen problemer med at tale med kunder i telefonen. Kun kan det være lidt svært, hvis jeg skal tale engelsk, fortæller Kenneth.

Kenneths baggrund

– Mine forældre siger, at jeg begyndte at stamme, da jeg begyndte at tale, så det er fra 3-4-års alderen. Jeg har to brødre, som ikke stammer, men både min far, farbror og farfar stammer, så man skulle tro, at min stammen er noget arveligt.

Jeg fik ikke megen stammebehandling i folkeskolen. Da de ikke havde nogen stammecafe i Ringsted, blev jeg som 13-årig af en talepædagog i Ringsted sendt i en stammecafe i fire uger. Kan ikke huske om det var Holbæk kommunes PPR eller en anden (amtslig) institution. Og ellers har jeg ikke deltaget i nogen behandling. Det er mit indtryk, at stammebehandlingen ikke blev særlig højt prioriteret i Ringsted Kommune.  

I skolen følte jeg, at jeg fik god hjælp af lærerne, bl.a. ved at jeg ikke skulle læse så meget højt.  

Nu, da jeg er voksen, mister jeg interessen for at tale med nogen, hvis de ikke gider se på mig. Og hvis de afbryder mig, har jeg den holdning, at de ikke fortjener min tid.

Min stammen er nu begrænset, da jeg altid fortæller kolleger og andre, som jeg er sammen med, at jeg stammer, fortæller Kenneth videre.

Hjemmeværnet er den store fritidsinteresse

– Jeg er meget interesseret i Hjemmeværnet, som jeg blev medlem af i 2014 – i Hærafdelingen. Der er en masse øvelser, og jeg er gerne af sted hver anden weekend. Vi har skydning, førstehjælp og øvelser. Jeg fik interessen for Hjemmeværnet, da jeg var værnepligtig på Bornholm. Jeg havde også et stort ønske om at blive professionel soldat, men en skade i ryggen ødelagde muligheden for det.   

Arbejdet som lastvognsmekaniker er fysisk krævende, og for at styrke ryggen, træner jeg hver anden dag et program for bug- og rygmusklerne, der tager 45 minutter. Det foregår ikke i et fitnesscenter, men jeg træner alene. Det vil jeg helst.

Kenneth er glad for at arbejde som lastvognsmekaniker

Bor endnu hjemme

Der er et stort sammenhold i familien, så Kenneth bor endnu hjemme, men på grund af arbejdstiderne ser han kun sine forældre om fredagen og de weekender, hvor han ikke er på øvelser hos Hjemmeværnet. Nu planlægger han dog snart at flytte hjemmefra.
– Der er ved at blive bygget nye lejligheder, og jeg er kommet på en hasteliste, og jeg ser frem til at få en 2-værelses lejlighed på 65 kvm, fortæller Kenneth.

Deltaget i mange træf

– Fra jeg var 14 år, deltog jeg i fem år i træk på Bornholmertræffet, første gang i 2003. De fem år blev Bornholmertræffet min årlige sommerferie, hvor jeg var sammen med op til 20 andre, der havde det samme problem, så jeg kunne slappe af i hovedet. Bornholm er et godt sted, og jeg synes, at Bettina og Jens (træf-lederne Bettina Pedersen og Jens Kristensen, red.) laver et rigtigt godt arrangement, som jeg har de bedste minder om.

Det er også Bettina, som kontaktede mig og opfordrede mig til at deltage i generalforsamlingen den 27. april 2019. Det var i øvrigt en rigtig god oplevelse at deltage.

Gerne god synlighed om stammen fremover

Der er så gode muligheder for at få gode oplevelser ved at være medlem af Stammeforeningen, så det vil kun være dejligt, hvis den fik flere medlemmer. Problemet er nok, at mange slet ikke kender til Stammeforeningen, og det er en skam.

TV-udsendelsen med Peter Nielsen på TV2 sidst i februar 2019 har været et rigtigt godt fremstød i den forbindelse. Jeg har været sammen med Peter på Bornholmertræffet, og det var fantastisk at se de store fremskridt, han gjorde i løbet af kort tid, og det er dejligt at høre, at sekretariatet i Stammeforeningen kan se, at udsendelsen har medført en del indmeldelser. Vi kan kun håbe, at der også fremover bliver fokus på stammen gennem TV og andre medier. Det er nødvendigt, for vi har et problem, som der skal være stor synlighed om, slutter Kenneth vores samtale.

Tak for jeres fantastiske blad

Denne gang blev jeg særligt rørt, fordi artiklen om stammebehandling i Gentofte Kommune ramte lige i hjertet og fik minderne til at vælte frem.

Vi har en dreng på 19 år som har været i Gentofte Kommunes ”stamme” gruppe i hele sit folkeskoleforløb. Pia, Bi og resten af stammeteamet er enestående, fantastiske og meget fagligt kompetente. Det er deres fortjeneste, at Marius, som bliver student til sommer, med stor selvtillid lever godt med sin stammen. Det har ikke været let og problemfrit, men det har været det hele værd.

Jeg ville ønske, at alle stammende børn i Danmark fik samme mulighed, som Marius har fået.

Hvis I på nogen måde kan bruge Marius` historie til noget, måske som en opfølgende historie til denne artikel, står vi gerne til rådighed.

Karen Thorsen, sekretariatslederen sendte mig disse meget rosende ord fra Susanne Krogh, Marius´ mor, og jeg tog naturligvis straks kontakt, og Marius Alexander har sendt dette meget udførlige og meget spændende svar på spørgsmålene, som jeg sendte ham og hans mor.

Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Du får linket til artiklen om stammebehandlingen i Gentofte Kommune. Artiklen var med i FSD-NYT april 2019 og er nu offentliggjort på hjemmesiden.

Marius

Marius Alexander Kroghs svar på spørgsmålene:

 Jeg er 19 år og går på Aurehøj Gymnasium i 3.g Matematisk/Musisk linie.

 Har du søskende, og er der nogen af dem, der stammer?

 Jeg har en bror på 25 år (August) og en bror på 22 år (Lauge), ingen af dem stammer eller har sprogproblemer.

 Har dine forældre, eller andre i familien, stammet?

 Min mor og far stammer ikke, heller ikke mine bedsteforældre, men min farfars bror gjorde, og der er flere i den del af familien, der stammer eller har løbsk tale.

 Kan du huske, hvornår du begyndte at stamme?

 Jeg begyndte at stamme, da jeg var omkring tre år gammel og gik i børnehave. Mine forældre troede, at det var almindelig ”udviklingsstammen”, men da jeg som 5-årig stadig stammede og også havde mange blokeringer, bad mine forældre børnehaven om at komme til at tale med den tilknyttede talepædagog.

I børnehaven blev vi mødt med nogen skepsis. De ansatte mente ikke, at der var et problem, da jeg jo ikke stammede i børnehaven! Det måtte være noget, som kun foregik derhjemme! De forestillede sig noget uklart, at det måske var fordi, mine to brødre ikke gav mig plads nok derhjemme. Faktum var nok nærmere, at jeg var rigtig god til at skjule min stammen og heller ikke talte så meget med de voksne.

Ud over min stammen har jeg ordmobilitets-vanskeligheder og et problem med korttidshukommelsen. Det betyder at jeg, ud over at jeg stammer, ikke altid kan finde det rigtige ord, jeg skal bruge, når jeg skal sige noget. Nogle gange forstår jeg ikke, hvad der bliver sagt, fordi jeg i situationen ikke forstår betydningen af et ord. Jeg har således både impressive og ekspressive sprogvanskeligheder.

 Hvordan har din stammen været? Har det været en stammen med mange blokeringer? Har du forsøgt at undgå stammen ved at bruge synonymer?

 Jeg har haft alle typer stammen, stammen med forlængelser, stammen med gentagelser på ord og stavelser, let stammen, hård stammen med mange blokeringer, og jeg har i perioder også lavet medbevægelser for at få ordene ud. Jeg har i perioder stammet mest på vokaler og i andre perioder mest på konsonanter. Nogle gange har jeg brugt andre ord, fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at stamme på det ord, som jeg egentlig ville sige. Der har aldrig været noget egentligt mønster ud over, at min stammen tiltog, når jeg blev presset og var bange for at komme til at stamme. Min stammen har haft sit helt eget liv, og det har den stadig. Jeg har som barn, indtil jeg startede på “stammeskole”, gjort alt for at skjule min stammen. Det var først, da jeg lærte at bruge nogle af teknikkerne, som vi lærte på ”stammeskolen”, at min stammen løsnede lidt op, og det rent faktiskt blev lettere for mig at tale.

 Hvornår begyndte du at få stammebehandling?

 Jeg blev indstillet til deltagelse i stammegruppe i maj 2006 på Tale- og Høreinstituttet i Københavns Amt.

Første stammegruppe foregik dog først året efter, i 2007 i perioden april-juni. Stammegruppen foregik i tre hele uger (1 uge i april, 1 uge i maj, 1 uge i juni). Dengang gik jeg i børnehaveklasse.

I den første stammeskoleundervisningsrapport (jeg har stadig materialet fra stammeskolen), er jeg beskrevet som en lidt tilbageholdende iagttagende dreng, som sjældent markerer eller stiller spørgsmål. En dreng som siger så lidt så muligt, og det kan jeg sagtens huske.

Har du haft Pia Vinther og Bi Juel Gram som talepædagoger gennem alle årene?

 Pia Vinther har været der gennem hele mit ”stammeskole”- og ”stammecafe”-forløb. Pia var oprindeligt ansat på Tale- og Høreinstituttet, som lå i Hellerup, og da dette blev nedlagt, blev hun ansat i Gentofte kommune. Ud over Pia har der været andre undervejs, der var altid to talepædagoger tilknyttet vores gruppe. Andre talepædagoger, som jeg kan huske, var Ulla Støvelbæk og Marianne Lamberth. Bi er først kommet til noget senere, præcist hvornår kan jeg ikke huske. Men det forløb, som I beskriver i artiklen om Pia og Bi, er præcist det forløb, som jeg har gennemgået. Se artiklen om Pia og Bi her. Selv billederne på opslagstavlen i artiklen kunne jeg genkende.

 Har der både været gruppeundervisning og eneundervisning?

 Som jeg husker det, var der gruppeundervisning i de første 7 skoleår, som foregik hvert år, 3 gange á en uge indenfor en periode på 3 måneder. Senere, i 7.-8.-9. klasse blev “stammeskolen” afløst af en ”stammecafè”. I 9. klasse jeg er også blevet inviteret til en eksamensforberedende gruppe for stammere, som jeg dog takkede nej tak til, fordi jeg følte, at jeg var ok med min stammen og eksamen. Jeg fik faktisk 12 i mundtlig dansk, selvom jeg stammede mig igennem eksamen. Læreren sagde fra starten af eksaminationen: Censor er underrettet om, at du stammer, så du skal bare stamme og bruge al den tid, som du har brug for.

På “stammeskolen” var der gennem hele forløbet også mulighed for eneundervisning, hvis der var brug for det. F.eks.  har jeg har i 7. klasse deltaget i et eneforløb, hvor vi arbejdede med mit mod til at tale.

Udover undervisningen af stammebørn på “stammeskolen”, var der hvert år et forløb for forældre og familie, skolens lærere og SFO-medarbejdere samt andre, der havde lyst til at vide noget om stammen generelt og specifikt om mig og min stammen. Formålet var at udbrede kendskabet til stammen og også give de voksne omkring mig viden om, hvordan de bedst kunne støtte mig og andre stammere.

Til hvert stammeforløb hørte der også individuelle samtaler med forældrene.

 Prøv at beskrive stammebehandlingen hos Pia og Bi.

 Stammeteamet bestod, ud over Pia, af en talepædagog, en fysioterapeut samt en psykolog. Psykologen var der dog ikke hver dag. Gymnastik (motorisk træning, rullebræts-tagfat, afspændingsøvelser) med fysioterapeuten var skemalagt fast hver dag.

Helt overordnet var undervisningen opbygget på kendskab til og accept af egen stammen. Undervisningens mål var i begyndelsen at øge lysten til at tale, tale højere, øve øjenkontakt, øve blød stammen, øve kommunikationsregler og sociale kompetencer. Der blev bl.a. arbejdet med fremlæggelse for andre, at præsentere sig, at kunne lytte, at holde øjenkontakt, at være en god kammerat, frivillig stammen, herunder præsentation af teknikker til opløsning af den hårde stammen, at beskrive egen stammen og stammeadfærd samt teoretiske emner som forskellige stammeformer, årsager til stammen, forekomst af stammen og myter om stammen og stammeadfærd.

Senere blev undervisningens mål tilrettet den enkeltes behov. For mig betød det blandt andet, at mine mål mere specifikt blev ændret til at øve teknikker for mere flydende tale, at tale mere på trods af stammen, at holde koncentration og fokus samt at give mig oplevelser, der styrkede eller understøttede min selvtillid.

Det var en del af  træningen, at Marius skulle holde foredrag.

 

Hvilke øvelser lavede du / I hos Pia og Bi?

 Mange af øvelserne blev lavet som en form for ordleg, hvor vi bevidst trænede at hoppe på ordene, jeg, jeg, jeg… eller at forlænge lydene jeeeeeeeg… eller bevidst sad fast i ordet j………..eg.

Vi legede også ”frugtkvarter”, som var en leg, hvor man skulle bede om frugt, mens man stammede med vilje.

Vi holdt mange foredrag for hinanden og arbejdede derfor med ”fortællermodellen”, hvordan laver man en fortælling.

Vi tegnede meget og lavede mange plancher for at beskrive vores stammen, deriblandt en planche som vi skulle præsentere i vores rigtige skole for vores klassekammerater.

Den røde planche med ”stammetrolden” var en planche, som vi lavede i flere stammeforløb. Her skulle vi selv beskrive, hvordan vores stammen var hjemme, i skolen og i fritiden.

Marius står ved den røde planche der blev benyttet i flere stammeforløb.

 

Omtrent på samme tid som “stammeskolen” begyndte, begyndte jeg at gå til rytmisk klaverspil. Det viste sig hurtigt, at jeg både var lærenem og havde talent for det. Dette blev senere på “stammeskolen”, som en del af undervisningen, brugt til at styrke min selvtillid. Vi lavede et lille orkester (de fantastiske 6) og opførte for de yngre stammeklasser Papirsklip af Kim Larsen, og Pia Vinther spillede på valdhorn.

Marius optræder ved koncert på skolen.

 

Er dine forældre blevet involveret i undervisningen – tænker på om Pia og Bi har givet dig øvelser, som du skulle arbejde med derhjemme sammen med dine forældre?

 Vi holdt foredrag for hinanden hver dag. Hver dag fik vi en opgave for til den næste dag. Det kunne være: fortæl om et dyr du godt kan lide eller fortæl om, hvad du godt kan lide at lave i din fritid. (brug fortællermodellen). Foredraget skulle vare mellem 1 og 5 min. I pauserne mellem de tre ugeforløb var der gerne en opgave, som involverede skolen eller fritidsordningen. F.eks at man skulle holde foredrag for sin klasse om stammen generelt, eller lave en tipskupon om stammen med 13 rigtige med dem, fortælle om sin egen stammen eller præsentere sin stammeplanche (lavet på “stammeskolen”) i skolen.

Alle foredrag skulle øves mange gange med forældrene derhjemme. Generelt var der en forventning om fuld opbakning hjemmefra, både om øvelserne og om at involvere skolen, og derigennem få viden om stammen bredt ud til flere mennesker.

Tipskuponen der skulle udfyldes af klassekammerater for at de kunne lære om stammen.

Side 2 af Tipskupon.

 

Din mor skriver, at du med stor selvtillid lever godt med din stammen. Hvad har været medvirkende til, at du har fået stor selvtillid? Og hvordan har det indflydelse på din stammen?

 Musik har altid fyldt rigtigt meget i mit liv, og jeg ved at jeg har talent for det. Jeg både spiller og komponerer musik selv. Musikken blev meget hurtigt en måde, hvorpå jeg kunne udtrykke mig frit, og som lille dreng var musikken også et område, hvor jeg høstede stor anerkendelse. At spille klaver gør mig tryg og giver mig en god base for samværet med andre. Når jeg føler mig tryg i samværet med andre, er jeg ligeglad med, om jeg stammer. På en eller anden måde kommer min stammen til at betyde mindre. Jeg er jo ikke bare ham, der stammer. Jeg er jo også ham, der spiller godt på klaver. Jeg har lært, at min stammen ikke skal begrænse mig.

Marius kan rigtig godt lide at spille på flygelet og gør det godt.

 

Selvom jeg i begyndelsen hadede “stammeskolen”, fordi det var ubehageligt at blive tvunget til at arbejde bevidst med min stammen (det gjorde mig utryg), er jeg i dag dem alle sammen evig taknemmelig, det gælder også mine forældre, fordi de ”tvang” mig til at deltage. At melde fra var bare ikke en mulighed. Når man stammede, så gik man på “stammeskole”, det var ikke til diskussion. Jeg hadede at skulle fortælle mine klassekammerater, at jeg skulle på “stammeskole”. Der var en gang en klassekammerat, der spurgte: er det der, du lærer at stamme?

Mine forældre har altid haft stor fokus på, hvad jeg var god til og har ligesom “stammeskolen” støttet mig heri, så måtte det sproglige (mundtlige) komme hen ad vejen.  Faktum er, at “stammeskolen” og min forældre har hjulpet mig til at blive den, jeg er i dag, hvor jeg er tryg ved min stammen.

 Hvordan har du haft det med din stammen? I forholdet til klassekammerater, idrætsforeninger etc.? Har din stammen tidligere isoleret dig?

 Jeg har altid været meget udadvendt, haft svært ved at sidde stille, og har haft mange venner. Derfor har jeg aldrig været isoleret, og som barn er jeg aldrig blevet drillet. Mine brødre har også altid stået op for mig. De få gange, hvor der har været optræk til noget i skolen, har mine forældre ringet det pågældende barns forældre op og talt med dem. Og så var det ligesom slut.

Venskaberne har gjort mig tryg, og jeg har derfor i venners selskab aldrig været bange for at stamme. Det var meget værre, når der var voksne tilstede, så talte jeg ikke så meget. Jeg har som barn også altid taget skældud i skolen, selvom det ikke var mig, som havde gjort noget galt. For så var det hurtigere overstået, end hvis jeg skulle til at forklare mig. I nye sammenhænge med fremmede mennesker har jeg altid skjult min stammen og talt meget mindre, end jeg normalt gør. Men jeg er ikke bange for at tale med fremmede. Det har jeg trænet meget på “Stammeskolen”. Vi kaldte det ”gå i byen med din stammen”. Jeg har også trænet det derhjemme, det var altid mig, der skulle ringe efter pizza.

Det mest vanskelige forløb for mig har været overgangen fra folkeskole til gymnasium. Det var svært og meget utrygt i begyndelsen. Nye klassekammerater, nye lærere og ingen med kendskab til min stammen og mine sproghandicaps øvrigt.

Evalueringskema til eleverne på stammeskolen.

Og endnu flere  – hvad synes du om spørgsmål.

 

Hvad er dine fritidsinteresser?

Min altoverskyggende interesse er musik, musik, musik og sport. Jeg elsker at dyrke sport. Har idræt på B-niveau i Gymnasiet, spiller fodbold og beach volley og springer trampolin. Om vinteren stå jeg på snowboard.

Jeg har også en stor interesse i fotografi og har i alle mine gymnasieår haft job som ”skolefotograf” ved de forskellige begivenheder på gymnasiet.

Og hvad er dine fremtidsplaner efter gymnasiet?

Lige nu er det planen, at jeg skal på idrætshøjskole og måske ud at rejse. Bagefter er det tanken, at jeg vil læse til arkitekt.

 Har du deltaget i nogle af Stammeforeningens træf (Bornholmertræffet, Ungdomstræffet)?

Jeg har været på stammetræf tre gange. To gange med min mor og en gang med min far. To af gangene på Thurø. Jeg har ikke været på ungdomstræf. Det lå altid på samme tid som udlandsturen i ungdomsklubben, og den ville jeg ikke gå glip af.

Både mine forældre og jeg har haft stor glæde af stammetræffene. Det har været rart at være sammen med andre stammere, og så har jeg fået nye venner og for mine forældre at dele deres erfaringer med andre voksne med børn i samme situation.

 Hvordan er din stammen i dag?

Jeg hader stadig min stammen, men jeg har lært at leve trygt med den. Jeg stammer lettere, end da jeg var barn, men jeg har stadig mange blokeringer, små som store, og jeg bruger alle de teknikker, som jeg har lært for, at min tale skal blive mere flydende. Jeg får sagt, hvad jeg har på hjerte, selvom jeg aldrig kommer til at deltage i store diskussioner, men hvad gør det, jeg kaˋ så meget andet.

Marius sammen med sine brødre. August til venstre og Lauge til højre.


Kommentar fra Susanne Krogh – Marius Alexanders mor

Det skal også med, at vi som forældre er nødt til at give stor støtte til vores børn med tale- og sproghandicaps, fordi skolesystemet slet ikke er gearet til det, og da slet ikke gymnasiet. Der skal både i folkeskole og i gymnasiet fra dag ét kæmpes en lang sej kamp for at få de hjælpemidler og den ekstra tid som børnene er berettiget til. Oven i dette kommer så den tid, man som forældre skal bruge på at informere lærere og teams om de tale- og sprogvanskeligheder, der er og de deraf følgende konsekvenser både for indlæring og adfærd.

Som forældre er man nødt til gennem hele opvæksten at klæde sine børn på til at være sin egen advokat og lære at holde på sine rettigheder og sige fra, også overfor voksne som bare bevidst eller ubevidst ignorerer deres tale- og sproghandikap.

Som Marius også var inde på, har han, udover sit stammehandicap, ordmobilitetsvanskeligheder og et problem med korttidshukommelsen (Det var “stammeskolen” der gjorde os bekendt med dette og anbefalede, at han blev testet herfor). Disse handicaps gør, at læsning er og har været en udfordring for ham. Ikke at Marius ikke kan læse, det kan han, men hvis lixtallet er højt, forstår han ikke, hvad han læser, fordi han i øjeblikket ikke genkender det enkelte ord og derfor ikke kan huske ordets betydning.

I folkeskolen fik vi besked om, at Marius kunne deltage i ekstraundervisningen tilbudt ordblinde. Vi takkede ja tak, noget skulle der gøres, men det viste sig hurtigt, at dette tilbud ikke var det rette for Marius. Undervisningen var selvfølgelig tilrettelagt for ordblinde, og det var ikke muligt at tilrette undervisningen for Marius, så han kunne få glæde af den. Ordblindetilbuddet var det eneste tilbud, der var for “svage” læsere, så hvis Marius ikke kunne bruge dette, kunne skolen desværre ikke hjælpe! Marius fik dog adgang til Nota.

Nota er Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, et statsligt bibliotek under Kulturministeriet, der producerer lydbøger, e-bøger og punktbøger til mennesker, der ikke kan læse almindelig trykt tekst. Det eneste problem var og er bare, at det kun er få lærerbøger der findes som lydfiler.

Herefter brugte vi som forældre, ved enhver given lejlighed, tid på at beskrive Marius` sproghandicap for hans lærere, så vi sammen kunne udtænke metoder/strategier, der måske kunne hjælpe ham. I den tid blev der læst mange tekster højt herhjemme. (De fandtes jo heller ikke på Nota).

Efter besøgsdag på Kommunens Gymnasier hvor vi ét sted fik lejlighed til at tale med “læsevejledningsteamet”, henvendte vi os i januar/ februar måned (mens Marius endnu gik i 9. klasse) til skolens talepædagog for at få en professionel beskrivelse af Marius` sprogvanskeligheder. Ideen var, at vi med beskrivelsen i hånden, i god tid kunne forberede hans kommende Gymnasium på hans handicap, så de inden skolestart kunne forberede, hvilke hjælpemidler der var egnede til ham, og ansøge Undervisningsministeriet om støtte hertil.

Men sådan skulle det ikke gå. Først blev vi mødt med: Vi screener alle de nye elever i de første uger, de er her. Herefter ansøger vi om hjælpemidler/støtte, og i løbet af efteråret udleverer vi hjælpemidler til de elever, der således er blevet godkendt i henhold til Undervisningsministeriets vejledning!

Vi havde allerede fået besked fra Undervisningsministeriet om, at en ansøgning godt kunne laves før sommerferien, så det hele kunne være klar til Marius ved skolestart. Forelagt disse oplysninger indvilligede læsevejledningsteamet i at se på talepædagogens beskrivelse af Marius` talehandicap. Nogle dage efter vendte de tilbage med en anmodning om at teste Marius for ordblindhed.

Vi svarede, at det måtte de gerne, men at vi vidste at Marius ikke var ordblind, så vi havde svært ved at forstå, at han skulle testes. Beskeden var, at sådan var proceduren, Marius skulle først testes for ordblindhed.

Testen viste som forventet at Marius ikke var ordblind og beskeden fra Gymnasiets “læsevejledningsteam” var herefter, at så kunne de desværre ikke hjælpe Marius, da hele deres godkendelsesprocedure var bygget op omkring Undervisningsministeriets vejledning, der kun omhandlede ordblindhed! Og så søgte de i øvrigt om støtte for alle nye elever på en gang, i august!

Et telefonopkald fra os til henholdsvis PPR i Gentofte Kommune og Undervisningsministeriet overbeviste dog efterfølgende Gymnasiet “læsevejledningsteam” om, at selvom Marius ikke var ordblind, kunne både hans stammen, hans ordmobilitetsproblemer og problem med korttidshukommelsen behandles under samme bestemmelser i lovgivningen og dermed give ham samme rettigheder som ordblinde i form af støtte, hjælpemidler og forlænget tid til eksamen. Men det lykkedes os dog ikke at få ansøgningen på plads og godkendt inden skolestart.

Det er super dejligt, at der i Gymnasiet stilles et helt læseteam til rådighed for læsesvage elever eller andre elever med blandede sproghandicaps som Marius`. Men i praksis har modellen ikke fungeret optimalt for Marius. Mest af alt fordi der mangler kommunikation mellem læseteamet, studievejlederne og lærerne. Som eksempel herpå kan nævnes, at fordi lærerne således ikke er vidende om den enkeltes elevs handicap udleveres prøver og materialer ofte i forkerte formater, der ikke kan læses med de udleverede hjælpemidler.

Vores oplevelse er, at der i skolesystemet generelt, både i Folkeskolen og i Gymnasiet, er utroligt lidt viden om stammen og de sproghandicap, som ofte ses hos stammere, såsom ordmobilitetsvanskeligheder. Det er som om de tilbud der er, primært har fokus på ordblindhed. Det er utilstrækkelig hjælp for børn med andre sproghandicaps end ordblindhed, som ikke har ressourcestærke forældre. De børn bliver tabt i uddannelsessystemet.

Venlig hilsen, Susanne Krogh.

 

Hermann Christmann er igen formand for Stammeforeningen

Hermann Christmann er igen formand for Stammeforeningen
Da den hidtidige formand, Ole Kring Tannert, har fået nyt arbejde, har han efter tre år som formand valgt ikke at genopstille til foreningens bestyrelse.

Af Erling Jensen, redaktør

Per Fabæch Knudsen, tidligere leder af DAVS og ansat i Socialstyrelsen – nu pensionist men snart klar med ny bog om stammen – blev valgt som dirigent på generalforsamlingen, der foregik lørdag den 27. april 2019 på Danhostel på Amager.

Per Fabæch var dirigent

– Jeg har været glad for de tre år som formand for foreningen, hvor det har været en stor glæde at være med til at udvikle Stammeforeningen sammen med den øvrige bestyrelse, men mit nye arbejde kræver så meget, at jeg har valgt at holde i bestyrelsen, da jeg ikke vil gøre noget halvt, lød det fra Ole Kring Tannert, som fik en stor tak på generalforsamlingen for sin engagerede indsats.
På det efterfølgende bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen blev konstitueret, blev Hermann Christmann valgt som ny formand. Det er ikke første gang, at Hermann er formand, idet han har været formand fra 1982 til 1985, fra 2001 til 2008 og senest fra april til august 2016. Det er altså en meget erfaren mand, der endnu engang bliver formand for foreningen.

Ole Kring Tannert holdt efter tre år som formand på grund af nyt arbejde

På generalforsamlingen blev der valgt to nye bestyrelsesmedlemmer. Det ene nye bestyrelsesmedlem er Søren Heidemann fra København. Webmaster og bestyrelsesmedlem Emil Fredelykke trådte på generalforsamlingen tilbage fra bestyrelsesarbejdet midt i sin valgperiode. Det andet nyvalgte bestyrelsesmedlem, Simon Lyhne Andersen, Aalborg, tilbød på generalforsamlingen at indtræde i den resterende del af Emils mandat, dvs. for et år. Både Søren og Simon har gennem nogle år virket som ambassadører og er parate til at gøre en indsats for foreningen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, nemlig Henrik N. Jensen, Sebastian Ladegaard og Bettina Pedersen, blev genvalgt. Erling Jensen blev genvalgt som suppleant.

Kasserer Henrik N. Jensen kunne fortælle, at Stammeforeningen endnu har en god økonomi, der dog er udfordret ved, at tilskuddet fra Udlodningsmidlerne, der tildeles via Socialstyrelsen og

Søren Heidemann – nyt medlem af bestyrelsen

Danske Handicaporganisationer (DH), fra og med 2018 er reduceret med 200 tusinde kroner. De øvrige foreninger i Danske Handicaporganisationer skillinger dog solidarisk sammen i årene 2018, 2019 og 2020 og giver af egen lomme Stammeforeningen 200 tusinde kroner hvert af de tre år. Derfor bliver effekten af det reducerede tilskud fra Udlodningsmidlerne først mærkbart fra og med 2021, så Stammeforeningen har tid til at arbejde på at finde nye indtægtskilder, bl.a. via fundraising.

Det er nu et krav for at få min. tilskud på 300.000 kr., at foreningen har min. 500 medlemmer pr. 31. december året før, og med en god indsats er det nu lykkedes at få en god medlemstilgang, så Stammeforeningen nu har godt 540 medlemmer. Målet er at synliggøre Stammeforeningen mere, så der kommer endnu flere medlemmer.

Kontingentet er forsat 100 kroner årligt, og 120 kroner pr. medlem i tilskud til lokalafdelingerne.

Simon Lyhne Andersen – nyt medlem af bestyrelsen

 

God interesse for Træf

Et af Stammeforeningens bedste aktiviteter er de årlige træf. Bettina Pedersen, Jens Kristensen og Sebastian Ladegaard gør en stor indsats for at give de unge en god oplevelse ved Bornholmertræffet, Langelandstræffet og Ungdomstræffet.

Kurser for fagfolk på stammeområdet

I de senere år har Stammeforeningen, i samarbejde med de tre logopædforeninger alf, fthf og FUA, hvert år arrangeret et kursus for fagfolk på stammeområdet. Kurserne er meget populære hos talepædagoger/logopæder. Hermann Christmann og Torben Møller Jensen, der nu står for arbejdet, vil gerne trappe ned i løbet af et par år. Hermann nævnte derfor på generalforsamlingen, at der skal findes en eller to personer, der kan tiltræde for at komme ind i arbejdet.


Kvalifikationer:
Overblik over stammen, stammeproblemer og udbuddet af metoder til stammebehandling. Evne til både at tage fagligt initiativ og at arbejde for helheden i samarbejdet mellem de tre logopædforeninger og Stammeforeningen. Interesserede kan kontakte Hermann Christmann, mobil 51 24 54 78 – mail hc@nordfiber.dk

Kurset i år
I år er kursustitlen: Introduktion til Michael Palin Parent-Child-Interaction Therapy (PCI). PCI er en metode til indsats over for tidlig børnestammen. Kurset afholdes i Jelling den 6. november og i Hellerup den 7. november. Det går godt med tilmeldingen til kurset.

På generalforsamlingen meldte der sig to personer, der sagde, at de var interesseret. De modtager nu, som et første trin, kopi af den løbende korrespondance om planlægningen af kurserne.

Ole Kring Tannert viste ved hjælp af logoet hvad der arbejdes med i Stammeforeningen

 

50-års jubilæum i 2021

I 2021 kan Stammeforeningen i Danmark fejre sit 50-års jubilæum. Bestyrelsen vil gerne have flere deltagere i den arbejdsgruppe, der bliver dannet for at arbejde med jubilæet. Hvis dette spændende arbejde er noget for dig, er du meget velkommen til at henvende dig til et bestyrelsesmedlem. Du kan også skrive til fsd@fsd.dk eller ringe til foreningen: 30 49 26 96.

 

Dirigent Per Fabæch Knudsen kunne afslutte den vellykkede generalforsamling, der lover godt for Stammeforeningen fremover.

 

Den nye bestyrelse: Fra venstre Erling Jensen, suppleant – Søren Heidemann, nyt bestyrelsesmedlem – Henrik N. Jensen, kasserer – Jens Kristensen – Bettina Pedersen, organisationsformand – Hermann Christmann, ny periode som formand og Simon Lyhne Andersen, nyt bestyrelsesmedlem.

Redaktør Erling Jensen taler med Emil

Logopæd Malina Terkelsen taler med Per Fabæch

Deltagerne i generalforsamlingen på Danhostel på Amager – redaktør Erling Jensen er fotografen

 

 

 

Victor Bloch var et forbillede for mig

Victor Bloch var en øjenåbner for mig. En kapacitet. Han var en ener og en meget speciel mand. Han havde været i Canada og introducerede acceptbehandlingen i Danmark.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Torben Møller Jensen, 68 år, var 25 år, da han begyndte i stammebehandling hos Victor Bloch på Taleinstituttet i Aarhus.

 

– Det var en øjenåbner og det var med til at ændre min tilværelse. Victor Bloch blev mit forbillede og ændrede fuldstændigt mit liv. Dengang havde jeg boet i Aarhus i seks år efter at være flyttet dertil fra Vejle, og jeg havde fået en uddannelse som regnskabsassistent. Efter uddannelsen blev det til 3-4 års forefaldende arbejde. Fjumreår, som nogle kalder det. Det var år jeg lærte meget af.

 

Lige fra jeg begyndte i skolen havde stammen været en meget væsentlig del af mit liv. Som voksen var stammen ikke blevet mindre, og det var nødvendigt at komme i stammebehandling.
Victor Bloch benyttede Non-avoidance-behandlingen / acceptbehandlingen og gennem individuelle øvelser og gruppebehandling lærte jeg, at det var nødvendigt at erkende og at acceptere min stammen, og jeg fik lært, at jeg ikke skulle være bange for at fortælle, at jeg stammede, bl.a. når jeg begyndte på et nyt arbejde, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Sammen med Hermann Christmann har Torben Møller Jensen været med til at arrangere Workshoppene for talepædagoger / logopæder. Billedet er fra workshoppen i Jelling den 7. november 2018. Foto: Erling Jensen.

 

Hvem var Victor Bloch?

Victor Bloch var en meget karismatisk person, og du kan få et godt indtryk af hans person og hans arbejde ved at læse talepædagog Dorte Hansens artikel: ”Og skuespillerne stammede… Træk af dansk stammebehandlings historie gennem 30 år”. Se artiklen her.  Artiklen indgår i Kirsten Brix (red). “Forening og fag i 75 år”. Audiologopædisk Forenings Forlag, Odense. Udgivet 5. marts 1998. ISBN 87-88417-21-2.

 

Dorte Hansen skriver bl.a.:
Han blev kaldt for ”Stammehøvdingen”. Det var et rammende udtryk på flere måder. Victor var stammernes fortaler, samt en mand med en sjælden oratorisk begavelse. Det gjorde det vanskeligt for selv den dygtigste at diskutere med ham. Victor yndede at sidde sammen med gode talepædagogkolleger, gerne på Audiologopædisk Forenings årlige efteruddannelseskursus, der løber over nogle dage i marts eller april, og som i umindelige tider har været afholdt på Hotel Nyborg Strand. Der fik Victor et fast tilholdssted i kursusdagene. Så kom og gik folk, efterhånden som han havde fået diskuteret med dem. Det var ikke blot Non-avoidance – contra accent – eller anden form for maskeringsbehandling, der var diskussionsemnerne. Han var et utroligt vidende og belæst menneske. Kunst, litteratur og logopædi var hans yndlingsbeskæftigelser.

 

Hos Victor Bloch var det Non-avoidance-behandlingen, eller acceptbehandlingen, der var det væsentlige i stammebehandlingen. Victor Bloch havde i Danmark introduceret behandlingen i 1958, da han kom hjem fra et års ophold i Toronto i Canada.  Han var da ansat som talelærer ved Statens Institut for Talelidende i Aarhus, og hans nye ideer gav stort genlyd i Danmark vest for Storebælt, og med tiden i resten af Norden. I mange år var der i den danske stammebehandlingsverden en meget markant grænse ned gennem Storebælt. Vest for Storebælt, på Taleinstituttet i Aarhus, udbød man Non-avoidance-stammebehandling, mens man øst for Storebælt, på Taleinstituttet i Hellerup, var fortsat med at udbyde den såkaldt ”klassiske” stammebehandling, bl.a. accentmetoden. Der var intet samarbejde mellem Øst og Vest.

 

Tegningen har Torben Møller Jensen i mange år haft hængende hjemme. Det ses tydeligt, at Victor Bloch var en meget karismatisk person.

 

Torbens baggrund

– Stammebehandlingen hos Victor Bloch var medvirkende til, at jeg blev motiveret til at få en ny uddannelse. I 1977 begyndte jeg derfor at læse HF og begyndte i 1979 at læse til folkeskolelærer på Marselisborg Seminarium med linjefag i historie og dansk. Væsentligt for min udvikling var, at jeg på 3. årgang begyndte som løs vikar på Taleinstituttet, hvor jeg underviste børn med læse-og stavevanskeligheder.

 

I 1983 blev jeg færdiguddannet som lærer, og tog derpå til USA på studieophold i 3 måneder på Western Michigan University. Her var der store kendte stammebehandlere eller ”Stammehøvdinge” tilknyttet, og jeg arbejdede med min egen stammen og fik læst en del faglitteratur om stammen.

 

Da jeg kom hjem fra opholdet i USA, blev jeg ikke ansat som lærer i folkeskolen, men begyndte igen at arbejde på Taleinstituttet i Aarhus. Først i et årsvikariat, og senere som timelærer, samtidigt med, at jeg tog uddannelsen til talepædagog. Arbejdet på Taleinstituttet medførte, at jeg blev ansat som tjenestemand. Alle årene har jeg været ansat det samme sted, i begyndelsen arbejdede jeg med børn, der havde læse- og stavevanskeligheder, senere jeg har specielt arbejdet med unge og voksne, der stammer. Jeg har altid været åben om min stammen og har fortalt lærere og elever om min stammen. Åbenhed om stammen var, som jeg tidligere har nævnt, en af grundstenene i Victor Blochs arbejde med acceptbehandlingen.

 

Når jeg tænker tilbage på de mange år som talepædagog, er det, der især står frem, gruppeundervisningen af voksne, og ugekurserne, hvor jeg underviste forældre og børn. Da amterne eksisterede, var der økonomi til, at kommunerne kunne tilbyde stammende børn og deres forældre at bo på Taleinstituttets bo-afdeling (eller på et nærliggende vandrehjem) og gennem en uge få et intensivt stammebehandlingsforløb.

 

Da amterne blev opløst, skulle kommunerne selv finansiere en sådan god stammebehandling, og botilbuddet er jo så blevet offer for besparelser og rationaliseringer.

Jeg holdt op med at arbejde i 2010 og gik på efterløn og senere pension.

Oplevelsen at arbejde sammen med Victor Bloch, opnåede jeg ikke. Han døde i 1979 som 67-årig, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Medlemskabet i Stammeforeningen

Stammeforeningen blev dannet i 1971. De første år havde Victor Bloch en militærnægter tilknyttet som løste en del sekretariatsarbejde for foreningen.  (se artikel af Hermann Christmann. red.)
Jeg blev medlem af Stammeforeningen omkring 1976, hvor jeg også var aktiv i lokalafdelingen i Aarhus. Mindes at der var en god energi i afdelingen. Bl.a. var vi i slutningen af 70´erne en gruppe på ti medlemmer, der på strøget i Aahus lavede happenings for at skabe interesse om stammen. Der skulle selvfølgelig en del mod til at stille sig op på strøget og vise, at man stammede, men det var en god oplevelse. Folk var nysgerrige efter at høre om vores stammen, og det var tydeligt, at man ikke kendte meget til stammeres vilkår.
Vi lavede også en teatergruppe, der lavede stammeteater. Et rollespil der blev vist på andre taleinstitutter og seminarier. Også her fik vi en god respons. Rollespillene var med til at sætte fokus på stammen og hjælpe til, at der blev skabt indsigt og forståelse om stammen.

 

I slutningen af 70´erne var jeg med i bestyrelsen 2-3 år, men jeg har gennem årene indsats deltaget i forskellige udvalg, bl.a. sammen med Hermann Christmann. Aktuelt har vi i nogle år haft et samarbejde vedrørende workshoppene for logopæder, hvor jeg i 2018 var med i Jelling til workshoppen der. Samarbejdet med Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder har været en stor succes, og det er tydeligt, at der hos talepædagogerne og logopæderne er et stort behov for kurser og efteruddannelse. Stammeforeningen har her fået en god status, der uden tvivl vil have en positiv virkning for foreningen.

 

Gennem godt tolv år – fra 2003-2015 – har jeg, også sammen med Hermann, været med i et projekt vedrørende stammen i Nepal. Med hjælp fra ulandsmidler fra DH (Danske Handicaporganisationer) gav vi anstød til, at en gruppe meget energiske stammende mennesker i Nepal kunne stifte en stammeforening (NSA). I årene, der er gået, har vi besøgt Nepal ca. en gang om året. Henriette Riskær, psykolog – var med den sidste halvdel.

 

Det har været meget speciel og positiv oplevelse. Vi har mødt medlemmer fulde af energi og handlekraft i den nepalesiske stammeforening, og de har gjort et godt og stort arbejde. Sammen har vi hjulpet med til, at stammen er blevet anerkendt som et handicap i Nepal og vi har været med til at få skabt et nepalesisk stamme-ambassadørkorps efter FSD’s forbillede.

 

Vi følger stadig stammeforeningen i Nepal gennem Facebook, og vi mailer stadig sammen. De sidste tre år har det dog været som privatpersoner. Det har været et projekt, som har været svært at slippe – det har været lige som et lille barn, som vi har været med til at opdrage. Min datter har også været med i Nepal, og hun synes også, at det har været en meget stor oplevelse.

Jeg ville nødigt have været projektet i Nepal foruden. Det har bestemt givet os meget arbejde, men der er også kommet meget tilbage, da jeg kun kan have følelsen af, at jeg har været med til at gøre noget godt for andre mennesker der stammer.

 

 

Fra en stammeworkshop i Nepal.

Torben Møller Jensen foran den nepalesiske stammeforenings kontor. Billederne er fra en artikel i Stammeforeningens 40 års jubilæums bog.

 

De senere år har jeg været kritisk revisor i revisor i Stammeforeningen. Ligesom jeg har været dirigent for nogle generalforsamlinger.

 

Du fortæller, at Stammeforeningen i dag har 590 medlemmer, efter i flere år kun at have haft cirka 400 medlemmer. Jeg kan huske, at foreningen på et tidspunkt havde omkring 800 medlemmer, og jeg kan kun håbe, at vi igen når samme medlemstal, for der er brug for foreningen.

 

Jeg må indrømme, at jeg var ked af, at det blev nødvendigt at holde med det trykte blad, men jeg har vænnet mig til, at artikler og øvrige oplysninger nu kun kan læses på hjemmesiden. Tidligere kom UDTRYK jo også kun fire gange om året, mens der nu er løbende nyheder på hjemmesiden. Det giver en udmærket kommunikation. Og det er en god ide at udsende et månedligt nyhedsbrev, og at artiklerne i første omgang kun kan læses af medlemmerne. Det kan motivere interesserede til at melde sig ind i foreningen, slutter Torben Møller Jensen.