Marius blev bidt af et fritidsjob med kundekontakt

Emil Bækdahl

Marius viser os, at stammen ikke behøver stå i vejen for at få et fritidsjob. Og det på trods af et afslag grundet netop stammen. 

Marius er 18 år og går i 2. g på Aarhus Katedralskole. Da han for et par år siden kom hjem fra et efterskoleophold, gik han – ligesom mange andre unge – på jagt efter et fritidsjob. Marius har tidligere arbejdet som omdeler og piccolo og har aldrig tænkt over, at stammen kunne volde udfordringer i forbindelse med jobsøgning. Derfor var hans tanker heller ikke på stammen, da han målrettet begyndte jobsøgningen hos McDonald’s. Kort tid efter at have afleveret sin ansøgning, blev han inviteret til en indledende samtale, som han oplevede gik godt.  

Marius ventede på svar fra arbejdergiveren i et stykke tid. Det kom bare aldrig, og gennem en omvej i sit netværk finder han ud af, at han var blevet sorteret fra på grund af sin stammen. 

“Jeg blev sur og ked af det,” siger Marius og fortæller videre, at han havde svært ved at forestille sig, hvordan han skulle finde et andet job. 

“På det tidspunkt vidste jeg, at McDonald’s manglede arbejdskraft, så jeg tænkte: Hvis de ikke vil have mig, hvem vil så?” 

Når Marius tænker tilbage, undrer han sig over, at han ikke bare havde fået et afslag. Faktisk søgte han en lignende stilling på en anden McDonald’s umiddelbart efter og fik et afslag på almindelig vis. 

Åbenhed og nysgerrighed

På trods af tankerne om, hvorvidt det ville være muligt at finde et job ovenpå afslaget, fortsætter Marius sin jobsøgning. Han ender med at komme til samtale i en biograf, hvor han oplever en åbenhed omkring stammen. 

“Efter samtalen trak min chef mig til side og spurgte lidt ind til min stammen,” fortæller Marius, der blev blandt andet spurgt om, hvorvidt han stammer mere eller mindre i forskellige situationer, og hvordan han vil have det med at udføre de opgaver, som arbejdet indebærer, i forhold til stammen. 

Marius var selvfølgelig interesseret i jobbet, men han lægger vægt på, at den nysgerrighed, som hans chef udviste, gjorde, at han følte sig tryg i biografen. Han endte med at få jobbet og fortæller, at han har været åben om sin stammen over for kollegaerne. Dem, han føler sig tættere knyttet til, har også spurgt ind til det, hvilket Marius er glad for. 

“Det betyder, at folk ikke går og opbygger deres egne fordomme om, hvad det vil sige at stamme.” 

Stort mod 

I sin kontakt med biografgæsterne har Marius hovedsageligt haft positive oplevelse vedrørende stammen. Han fortæller, at han “ikke har haft nogle direkte ubehagelige oplevelser,” selvom der undtagelsesvist er kommet enkelte upassende kommentarer. De gode oplevelser lader dog til at veje tungere end de negative hos Marius. Flere biografgæster har endda rettet direkte feedback til ham i bedømmelsen af deres oplevelse. Blandt andet har en gæst først og fremmest rost ham for god service, men også for “stort mod”. 

Marius fortæller også om, hvordan nogle gæster er kommet med uopfordrede, men naturligvis velmente råd til at kontrollere stammen. 

“På et tidspunkt ekspederede jeg en mand, der sagde, at jeg bare skulle ‘tænke ordene ud’,” siger Marius og smågriner lidt. Han tilføjer hurtigt: “Det var meget sødt.” 

Efter at have arbejdet i biografen i over et år, udløb Marius’ kontrakt i forbindelse med hans 18 års fødselsdag. Han er dog allerede på jagt efter et ny job, så jeg spørger, hvad han kunne tænke sig at arbejde med næste gang. 

“Helt klart noget med kundekontakt. Jeg blev bidt af at yde en service, da jeg arbejdede i biografen. Det vil jeg gerne gøre mere af.” 

Marius’ gå-på-mod er inspirerende, og jeg spørger ham, om han vil give et råd videre. Han er generøs og giver to. Det første er til andre unge jobsøgende, der stammer. 

“Bliv ved med at søge. Der er altså arbejdsgivere, der gerne vil ansætte unge, der stammer.” 

Der vil findes mennesker, der ikke har den rette forståelse af stammen og ser den som et problem i forbindelse med at udføre et bestemt stykke arbejde. Marius er et eksempel på, at det kan lykkedes at finde et job, selvom man bliver slået ud af kurs undervejs. 

Det andet råd er rettet mod dem, der sidder på den anden side af bordet til en jobsamtale: “Vær ikke nervøs for at spørge ind til stammen.”

Tilføjelse: Siden artiklen blev skrevet, har Marius fortalt, at han har fået et job i Tivoli Friheden med masser af gæstekontakt.