Jimmi Hansen

At være autist og stammer

Af Jimmi Hansen                                                                                                   18. januar 2021

Jimmi Hansen er både autist og stammer

 

Jeg hedder Jimmi, er 37 år (årgang 1983), bor i min andelsbolig i Svendborg og er single. Jeg arbejder i et fleksjob som indkøber i en større virksomhed på Sydfyn, hvor mit hensyn er, at jeg arbejder på nedsat tid. Fleksjob er et tilbud til en person, som pga. nedsat arbejdsevne ikke kan magte et 37 timers job. En fleksjobber kan få forskellige hensyn opfyldt. Se definition på fleksjob.

Jeg blev godkendt til fleksjob i juli 2008, og det skyldes primært, at jeg har gennemgået tre personlige kriser; to i 2001 og én i 2007. Senere i artiklen kommer jeg ind på de tre kriser. At jeg har stammet i perioder af mit liv har kun haft lille betydning for at blive godkendt til fleksjob. Udover at stamme er jeg autist herunder asperger. Den officielle betegnelse hedder ”Aspergers Syndrom”, som dog med implementeringen af ICD-11 i Danmark fra og med 2022 afskaffes. Herefter bliver man diagnosticeret som autist i en bestemt grad i forhold til ens intellektuelle og kommunikative funktionsniveau. Info om ICD-11

Asperger er en integreret del af min personlighed og hjerne med medfølgende stærke og svage sider, som jeg ikke ville være foruden, fordi jeg så ikke længere ville være mig. Anderledes har jeg det med min stammen, som jeg nogle gange godt ville have undværet. Men omvendt har det, at jeg stammer, også gjort mig til den, jeg er.

Autister er ofte hele deres liv på overarbejde i samfundet, som er designet til flertallet. Derfor er autister overrepræsenteret ved tillægsdiagnoser (komorbiditet). Autister kan ofte være bagud med det sociale, men omvendt virke gammelkloge som børn. At være anderledes tænkende og sansende gør autister mere stresssårbare.

Jeg er aktivt medlem af Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne, som også har et europæisk samarbejde på foreningsniveau. Sammenlignet med resten af verdenen ved jeg godt, at Danmark er et godt land at være autist og stammer i. I Afrika er der flere, der tror, at autister er besatte af dæmoner, og i Asien er det skamfuldt at være autist, hvor der er stor risiko for at blive udstødt af familien. I Frankrig har det også været slemt, hvor autisme er blevet sygeliggjort. I Danmark er muligheden for fleksjob eller førtidspension helt unik og en stor hjælp. Men man har stadig lov til at drømme om et samfund, som giver endnu mere plads til mangfoldigheden.

 

Min barndom og unge år

Da jeg var spæd, havde jeg kolik og græd meget. For sjov har jeg tænkt, at jeg måske derfor opbrugte min kvote og senere ikke var det mest snakkesalige barn. Som autistbørn nu ofte gør, legede jeg mest alene og var i min egen verden. Da jeg gik i børnehaveklassen i Folkeskolen, mente pædagogerne, at jeg skulle gå året om, fordi jeg ikke var så stærk socialt og holdt mig for mig selv. Det kunne mine forældre nu ikke forstå. De mente, at jeg da var et kvikt barn, så derfor endte jeg med at skifte skole til Privatskolen Nakskov og skulle alligevel ikke gå året om. I de første år på skolen havde jeg især én god ven, der havde nogle brødre, mens jeg var enebarn. Senere begyndte min tætte ven at lege mere med de andre børn, og på den måde blev jeg en outsider.

Når de voksne blev trætte af at spille Matador, fortsatte jeg på egen hånd og både tabte og vandt. Med katten som bank.

 

De andre begyndte at mobbe mig omkring 6. klasse. Det var også her, at jeg begyndte at stamme med blokeringer. Det var måske en ekstra tilskyndelse for mig til at læse lektier og være godt forberedt til timerne. Hvis jeg minimerede min usikkerhed, så stammede jeg også mindre. Jeg blev mere og mere til klassens stræber og tog hævn på mine mobbere ved at være fagligt bedre end dem. Det kunne meget vel være, de havde magten i frikvartererne, men i timerne var det mig, der førte an på trods af, at jeg indimellem stammede. Jeg husker især en episode engang i 8. klasse, hvor en lærer satte en af mine klassekammerater på plads, fordi han efterabede min stammen. Det var en dejlig følelse.

Jeg blev ikke kun mobbet, pga. at jeg stammede, men også fordi jeg var klassens tykke dreng, der havde briller og var en stræbertype, der tit sad forrest i klassen. Jeg stammede, skilte mig ud som asperger og kunne ikke altid følge med, hvad de andre havde gang i.

Efter 9. klasse håbede jeg på en frisk start på Højere Handelsskole (HH), men sådan skulle det ikke gå.

 

HH uddannelsen på Nakskov Uddannelsescenter

Mobningen fortsatte desværre på HH (Nakskov Uddannelsescenter), og af de 3.-års-studerende fik jeg kaldenavnet ”Smiley”. De vidste bare ikke, at det anstrengte smil var et forsvar for at overleve. Lige meget hvad mobberne kunne finde på, kunne de ikke kyse mig. Alligevel kunne jeg ikke holde til det, og mobningen på HH ændrede karakter til psykisk terror.

I november 2000 på 2. HH skulle vi på studietur til Beijing. Jeg var dengang 17 år. Da vi ankom til hotellet, var jeg en af de få som tog et visitkort med hotellets adresse af interesse. Senere gik vi i samlet flok rundt for at danne os et indtryk af kulturen. Vi delte os så op i mindre grupper og fik at vide af underviseren, at vi skulle følges ad. Ved nogle markedsboder ventede jeg pænt på min gruppe, men da jeg selv undersøgte en bod, var jeg pludselig alene i denne kæmpeby. Det lykkedes mig heldigvis at finde tilbage til hotellet på egen hånd takket være visitkortet. Først fik jeg fat en cykeltaxa, men manden kunne kun tale kinesisk. Ved et tilfælde kom der så en engelsktalende politimand gående, som kunne hjælpe mig i min nødsituation. Cykeltaxamanden kørte mig igennem et slumkvarter, men pludselig var der lys forude, og jeg kunne se hotellet. Jeg blev så glad, så jeg gav ham en bonus for turen. Da jeg siger hej til mine klassekammerater, kunne jeg se, de havde travlt med druk og var ligeglade med, hvor jeg var henne.

I dag ved jeg, at mobningen og følelsen af at være anderledes end mine jævnaldrende var årsagerne til min første indlæggelse med en reaktiv psykose (akut psykose). Denne psykose fik jeg i forbindelse med min morfars katolske begravelse i Polen i februar 2001. Jeg blev overtaget af min underbevidsthed og blev hurtigtalende og vrøvlede løs. Senere i 2001 fik jeg et tilbagefald, da jeg startede på 2. HH efter sommerferien. Samtidig havde jeg fået diagnosen Aspergers Syndrom, som jeg i starten ikke ville kendes ved. Jeg syntes heller ikke selv, at jeg ville kunne indhente det faglige, selvom mine undervisere havde en anden holdning.

Normalt tager HH uddannelsen 3 år, men jeg brugte 5 år på at gennemføre uddannelsen og tog 2. år af HH på halvtid. Jeg skiftede klasse tre gange. Men jeg fik til slut hue på med et snit på 10 efter den gamle karakterskala.

At jeg skiftede klasse tre gange gav ekstra sociale udfordringer. Jeg mindes bl.a., at når jeg skulle spise i kantinen og gerne ville sidde sammen med de andre fra klassen, kunne de løfte sig i flok og sætte sig igen nogle stole længere væk for at udstille mig.

Undervejs kæmpede jeg igen mere og mere med de irriterende blokeringer. Jeg kunne finde på at bruge synonymer for at undgå at stamme, men ved oplæsning i f.eks. faget tysk kunne jeg ikke snige mig udenom, selvom tysk var et af mine yndlingsfag.

Til sidst var jeg så ked af mine stammeproblemer, at min far tog affære og fik fat i Specialskolen for voksne i Nykøbing Falster. Her begyndte jeg til individuel stammeundervisning hos logopæd Anita Lihme i slutningen af 2003. Endelig fik jeg professionel hjælp.

Jeg havde bl.a. en angst for at ringe op. Derfor fik jeg en opgave med at ringe op til Fona (dansk elektronikkæde). Jeg arbejdede med at tale langsommere og holde pauser f.eks. ved oplæsning og improviseret tale. Frivillig stammen stiftede jeg også bekendtskab med, men det gav slet ikke mening for mig. Jeg havde præstationsangst for de mundtlige eksaminer på 3. HH, men eksaminerne gik over al forventning. Jeg overvejede at læse Cand.negot på universitetet eller SPRØK på handelshøjskolen, men min nye psykiater i Maribo gav mig det gode råd, at jeg måske skulle skrue ambitionen lidt ned.

 

Flytning til Fyn i 2004

I 2004 flyttede jeg til Svendborg og kom i gang med markedsføringsøkonomuddannelsen (Kort videregående uddannelse). En uddannelse som jeg gennemførte på normeret tid september 2004 til juni 2006, dvs. 2 år.

Da jeg læste til markedsføringsøkonom på Fyn, var der heldigvis ingen, der mobbede. Jeg havde lidt blokeringer ved de mundtlige eksaminer, men ellers gik mine eksaminer godt. Ved praktikken på 4. semester i en blækspruttefunktion i en lille virksomhed vidste jeg, at jeg havde fået nok af at sidde på skolebænken.

På markedsføringsøkonomuddannelsen fik jeg et legat fra Industri og Handelskammeret (I dag Fynsk Erhverv) for at være iblandt de tre bedste af min årgang.

 

Jeg gik ledig et lille stykke tid, og blev derefter ansat som indkøbsassistent i en større virksomhed i Svendborg (alm. 37-timers job) i november 2006. Jeg skjulte til jobsamtalen, at jeg var asperger, men det gav bagslag senere, da jeg blev fritstillet efter prøveperioden i starten af 2007, og det gav en stor nederlagsfølelse.

Fra slutningen af 2006 var jeg blevet medicinfri igen og tabte på kort tid 8-10 kg., men havde dog nogle beroligende piller, jeg kunne tage ved behov. Min mormor dør i april 2007, og jeg kom ikke med til hendes begravelse i Polen. Jeg var ked af, at jeg ikke kom med til begravelsen. Jeg gik fast til en psykolog i 2007, men da han havde sommerferie, gik det helt galt. Jeg begyndte at isolere mig selv mere og mere. Min bostøtte (§85, SEL*) kunne ikke ændre på det uundgåelige. I august 2007 bliver jeg så indlagt med en ny psykose på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg og var indlagt 1 ½ måned.

Jeg var i 2007 blevet medlem af Aspergerforeningen og talte en del med en fra bestyrelsen, men heller ikke det hjalp nok. Som ledig deltog jeg i et 5 ugers selvvalgt kursus i at lave billedbehandling og hjemmesider, som trak mig lidt op. Det var i den forbindelse, jeg købte mit domæne www.zmiley.dk.

Da jeg ramte kulkælderen fuldstændig ved 3. psykose, fik jeg endelig den hjælp, jeg havde brug for. Jeg begynder på et brobygningsbeløb til arbejdsmarkedet på Toldbodhus Skole. Gennem dette forløb ender jeg med at komme i arbejdsprøvning hos Svendborg Brakes i april 2008. I januar 2008 flytter jeg i lejlighed med min daværende kæreste. I september 2008 bliver jeg fastansat i fleksjob hos Svendborg Brakes som logistikassistent. Så pludselig lysner det hele. Jeg begynder også at blive engageret i foreningsarbejdet i Aspergerforeningen, hvor jeg i starten melder mig som revisor. Senere bliver jeg tovholder for træfpunkt Fyn for Aspergerforeningen i oktober 2009. Jeg ville gerne hjælpe andre autister og manglede selv sådan et tilbud på Lolland førhen. Min stammen fyldte meget lidt i denne periode.

Et par år senere begynder jeg at opleve blokeringer i mit job som indkøber hos Svendborg Brakes. Derfor starter jeg op på stammebehandling i Odense i 2011. Det bliver hos Henrik Sørensen og Tine Jensen på Center for Rehabilitering og Specialrådgivning. I starten er det kun eneundervisning, men senere takker jeg ja til tilbuddet om at starte op i en voksen-stammegruppe, hvilket jeg vil anbefale andre stammere at gøre til enhver tid, da det er godt at mødes med nogle ligestillede, som man kan spejle sig med og udveksle livserfaringer.

Henrik fortæller mig bl.a., at det, at jeg har en høj stemme, faktisk er en fordel som stammer, da man nemmere kan forstås på trods af, at man stammer. Jeg stammer gerne på vokaler, når stemmelæberne spænder, og i dag ved jeg, at forlængelser er den bedste stammeteknik for mig. Vi prøver alt muligt forskelligt af såsom videooptagelse af os, mindfulness, prøvelser på Rosengårdscentret i Odense og erfaringsudvekslinger. Det er vigtigt for mig, at hvis folk gætter mine ord, så gentager jeg altid de ord, de gættede. Det handler om at tage tyren ved hornene og ikke holde sig tilbage.

Desværre begynder Odense kommune fra 2014 og senere Svendborg kommune at hjemtage deres borgere fra de regionale tilbud, hvilket gør, at det bliver sværere at samle et tilstrækkeligt antal deltagere til voksen-stammegrupper. I det tomrum er det så, at Lokalafdeling Fyn og Trekantsområdet for Stammeforeningen opstår senere i 2015, hvor jeg er med fra begyndelsen. Senere har jeg haft en smule genopfriskning hos en logopæd hos Svendborg Kommune, men jeg synes i dag, at jeg ved nok om det at stamme. Jeg har også på et tidspunkt prøvet hypnose for mine stammeproblemer, men det gav mig ikke det store.

 

Afrunding

 Mit liv har bestemt ikke været så ligetil at leve, men jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville have været henne, hvis ikke jeg undervejs havde fået hjælp. Især mine teenageår var ofte et helvede. Jeg udfører i dag fortsat frivilligt arbejde i Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne. Jeg var kortvarigt også med i bestyrelsen, og jeg hjælper stadig bestyrelsen med større projekter som konferencer og på det seneste som redaktør på: www.aspergerforeningen.dk. Ved mit 10-års jubilæum hos Svendborg Brakes i september 2018 fik jeg et teleskop i gave, så jeg nu kunne praktisere astronomien, som for nogle år siden blev en ny, særlig interesse for mig. Jeg var medlem de sidste år af Amatørastronomisk Selskab Fyn, inden denne forening desværre gik i opløsning pga. for få medlemmer. Alle disse fællesskaber har været vigtige for mig. Det kan godt være, jeg som autist bruger mere energi på at være social, men omvendt kan jeg heller ikke undvære det sociale. Ligesom man som stammer også kan bruge mere energi på at kommunikere.

De to online-møder via Zoom arrangeret i november og december 2020 af Ole Kring Tannert, lokalformand, har også inspireret mig til selv at sætte online møder op for træfpunkt Fyn som tovholder, når vi nu i disse tider ikke kan mødes i real life. Forhåbentligt bliver 2021 et fantastisk år.

Godt nytår!

 

FAKTA

– Definition af fleksjob:
https://star.dk/indsatser-og-ordninger/indsatser-ved-sygdom-nedslidning-mv/fleksjob/
– Info om ICD-11:
https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/rammer-og-retningslinjer/om-klassifikationer/sks-klassifikationer/icd_11
– Aspergers syndrom har i ICD-10 nr. F84.5 (nuværende diagnosemanuel):
https://icd.who.int/browse10/2016/en#/F84.5
– Link om Serviceloven §85: https://danskelove.dk/serviceloven/85

– Link til Svendborg Brakes ApS: https://svendborg-brakes.com


Om Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne:

– Om: https://www.aspergerforeningen.dk/om-foreningen
– Kendte autister (Som jeg for nylig fik opdateret som redaktør):
https://www.aspergerforeningen.dk/artikler/352/kendte-personer-med-asperger
– Seks gode artikler om det at være sendiagnosticeret: https://aspergerforeningen.dk/tag/sendiagnosticeret

Andre grupper og foreninger

– Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne har en samarbejdsaftale med Landsforeningen Autisme, som er endnu større: https://www.autismeforening.dk/om-os/
– Autisme Ungdom: https://autismeungdom.dk/
– NAUK: Netværksgrupper for voksne, autistiske kvinder: https://www.facebook.com/groups/www.nauk.dk
– European Council of Autistic People: https://eucap.eu/
(Som vores forening samarbejder med på foreningsniveau)

 

 

 

Hanne Høgh Larsen

Mine ti år i folkeskolen var ét langt mareridt

– Jeg stammede hele tiden, så jeg havde det meget svært i skolen. Blev mobbet og ydmyget. Der var et par stykker, som førte an, og de andre fulgte efter. De grinede ad mig, og jeg oplevede ikke, at lærerne gjorde noget ved det.
Mine forældre sagde altid, at jeg blot skulle ignorere de andres drillerier, så ville de holde op. Det var sikkert sagt i den bedste mening, men det hjalp mig slet ikke, tværtimod fik jeg det blot endnu sværere.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen                                   21. december 2020

 

Hanne Høgh Larsen, billede fra 1990

Hanne Høgh Larsen, 53 år til januar 2021, er opvokset i Billund og bor i dag med sin mand, Frank, i Ryomgård på Djursland. Hendes liv har været præget af dårlige oplevelser som barn og social angst som voksen, men i dag har hun efterhånden fået det bedre og bedre, bl.a. fordi hun har fået nogle gode fritidsinteresser.

– Jeg har på eget initiativ taget kontakt til Søren Lynge, der er en dygtig instruktør, som underviser i mental træning. Hos ham har jeg taget et online-kursus som jeg selv betaler. Linket til Søren Lynges hjemmeside er www.lyngemetoden.dk , hvor du kan se og høre mere om Søren Lynges træning, som jeg er rigtig glad for, og som har givet mig meget. Jeg har fulgt kurset to gange, da jeg efter første forløb gerne ville havde noget mere træning.

Jeg deltager i et frivillig netværk på Herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning. Netværket hjælper med at levendegøre museets historie. Jeg plejer at stille op to gange om året, nemlig en weekend om sommeren – hvor jeg hjælper med salg af kaffe og kage i det gamle køkken – og en weekend i december, hvor jeg er stuepige i museets juleudstilling “Jul som i 1918”. Det er et frivilligt arbejde, der giver mig et godt selvværd, da jeg føler mig respekteret, selv om jeg ind i mellem stammer.

Stuepige på Gl. Estrup. Billedet er fra 2019.

I IFM Fitness i Ryomgård kørte jeg spinning 3 – 4 gange om ugen, men så gjorde corona, at fitnesscentret lukkede. Derfor begyndte jeg i stedet at cykle på landevejen 3-4 gange om ugen – dog afhængigt af vejret. Om sommeren cykler jeg mere på landevejen, end jeg er til spinning, jeg cykler et par gange om ugen sammen med 4-5 andre. Spinningstræning sker på hold – udover motionstræning har holdtræning en kæmpestor betydning for mig, da begge er med til at hjælpe mig ud af min sociale angst.

Køkkenpige på Gl. Estrup. Billedet er fra 2018.

 

Spejder og amatørteater

Jeg blev medlem af KFUK Spejderne i 1977 og var medlem indtil 1989, da jeg kom med i KFUM Spejderkorps, hvor der er både piger og drenge. Jeg har altid været lidt af en drengepige, og jeg ville hellere være med til pioner- og bålaktiviteter sammen med drengene i stedet for at klippe-klistre i pigekorpset. Da DDS-Spejderne lå tættere på hvor jeg boede, valgte jeg så i 1998 at blive spejder her, og her var der også mange sjove spejderaktiviteter.  Jeg havde fornøjelsen af at være spejderleder i perioden 1988-2003. Herefter havde jeg nogle år, hvor jeg hjalp ved arrangementer som Spejder for en dag, julemarkeder og loppemarkeder. De forskellige lederarbejder gav mig god selvtillid og selvværd. Børnene var godt klar over, at jeg stammede, men det betød ikke noget, da de syntes, at vores aktiviteter var sjove og gav dem nogle gode oplevelser – men jeg var dog ikke den, der læste højt for dem.

Det var en dejlig tid at være spejder. Billedet er fra 1989.

Jeg var også med i en amatørteatergruppe, hvor vi arbejdede med revyer. Min mor sagde ellers, at det kunne jeg da ikke, når jeg stammede så meget, men det gik alligevel, og jeg arbejdede ikke kun bag scenen, men havde også forskellige roller.

 

Årene i folkeskolen

– Jeg kan huske, at min mor engang i børnehaveklassen spurgte, hvordan det gik med min stammen, så jeg må allerede havde stammet inden da. Synes dog at jeg først blev bevidst om min stammen i 3. klasse. Jeg stammede hele tiden, havde blokeringer, benyttede andre ord og lavede stavelsesgentagelser. Havde det meget svært med højtlæsning, og når jeg skulle fremlægge eller sige noget bestemt. Nogle gange lod jeg være med at række hånden op, selv om jeg kendte svaret, så derfor fik jeg ikke ret høje karakterer.

Jeg læste mine lektier, men brugte ikke mere tid på dem end højst nødvendigt. Mine forældre sagde ellers, at jeg skulle gøre noget mere ved lektierne, men det kunne jeg slet ikke se ideen i.

Da jeg gik i 3.-4. klasse begyndte jeg at få timer hos en talepædagog, der var tilknyttet skolen. Og det blev fulgt op i 5. klasse. Taleundervisningen foregik en gang ugen, nemlig fra kl. 8 til 9 på en dag hvor klassen først skulle møde kl. 9. Undervisningen foregik i et lokale, der lå i stueplan, og hvor der var vinduer ud til skolegården, så de klassekammerater, der var mødt i god tid og legede i skolegården, kunne se mig læse højt. Jeg følte virkelig, at jeg blev kigget på, og der var da også flere fra klassen, der kommenterede, at jeg fik undervisning hos talepædagogen. Det syntes jeg ikke var sjovt.
Talepædagogen var en mand, og jeg skulle ikke lave andet end at læse højt. Det var ret så ensformigt, og jeg kunne, som jeg allerede har fortalt dig, ikke lide at læse højt! Jeg begyndte da også at pjække fra taleundervisningen, selv om mine forældre sagde, at jeg skulle møde op, men de accepterede dog, at jeg holdt op. De kunne også godt se, at jeg ikke fik noget ud af taleundervisningen, og at jeg var meget ked af den.

Da jeg var færdig med 9. klasse, kom jeg et år på efterskole, og det kunne jeg godt lide. Vi havde nogle gode lærere, og endelig oplevede jeg ikke at blive mobbet. Det var rigtig dejligt.

 

Uddannelse m.m.

Mens jeg gik på efterskolen havde en lærer og jeg talt om, at det ville være en god ide, at jeg begyndte igen med stammeundervisning, da min stammen stadig var slem, mens jeg var på efterskolen, selv om jeg husker efterskoleopholdet for noget positivt. Den pågældende lærer fik lov af mig til at kontakte mine forældre. Det var min mor læreren talte med. Selv om jeg lidt var med i beslutningen, var det alligevel en beslutning som blev trukket ned over hovedet på mig – jeg var 17 år, altså under 18 år og umyndig.

– Da jeg derfor begyndte jeg på Handelsskolen i Grindsted på EFG-basisår – handel og kontor, skulle jeg en gang i ugen skulle være med i stammeundervisning på Taleinstituttet i Esbjerg, og det var ærligt talt meget bøvlet. Jeg boede i Billund og skulle allerede stå op kl. 6, da jeg skulle med bussen til Grindsted kl. ti minutter over syv. Der var undervisning på Handelsskolen til kl. 15, og herefter skulle jeg med bus til Esbjerg, turen tog en time hver vej. Jeg var først hjemme i Billund igen ved 20-tiden, og så ventede lektierne. Så det var en frygtelig anstrengende dag og forbedrede ikke min motivation for stammeundervisningen.

Vi var et hold på tre, der deltog i stammeundervisningen i Esbjerg. En over 18 år, mand – nøjagtig alder kender jeg ikke, men han kørte bil, en dreng på 16 år og mig på 17 år. Den kvindelige talepædagog var ærlig talt træls, og jeg syntes, at hun var provokerede. Ja – hun var modbydelig, og jeg oplevede hendes attitude som negativ – ”her kommer jeg” og ”jeg ved bedst”, og at hun ikke så mennesket bag det, at jeg / vi stammede. Flere gange blev jeg spurgt om, hvorfor en af de to andre stammede på en bestemt måde, og når jeg svarede, at det vidste jeg ikke, sagde hun, mens hun kiggede meget vredt og bestemt på mig. Jo – det ved du godt. Jeg husker også, at hun var efter drengen på 16 år, hvilken han også selv fortalte en dag, da undervisningen var færdig, og vi stod snakkede udenfor.
Jeg følte mig provokeret og svarede ígen, og så blev talepædagogen sur. Selvfølgelig ringede talepædagogen til min mor og sagde, at jeg havde været fræk og uforskammet. Hvad talepædagogen konkret har sagt til min mor, ved jeg ikke. Min mor fortalte dengang, at hun havde sagt, at jeg havde svaret igen. Jeg bad på det tidspunkt om at blive fritaget for undervisningen. Min mor sagde “Det er dit liv det gælder”, og jeg svarede “Ja og lad mig leve det som jeg vil.” Jeg ville simpelthen ikke, det hang mig ud af halsen.

Jeg blev færdig med Handelsskolen som 18-årig og var derpå i et år ung pige i huset, hvor moderens far også stammede, så familien var ikke bekymret over, at jeg stammede.  Det var en god familie, hvor der var tre børn på halvandet, fem og otte år.

Herefter gjorde jeg rent på en folkeskole, og i seks år gjorde jeg rent i Billund Lufthavn. Gode år – men jeg behøvede jo heller ikke at sige så meget.

Jeg tog en uddannelse som delikatesseassistent. Et arbejde som jeg var glad for, blot ikke når jeg skulle ekspedere, for så drillede min stammen for meget. Jeg ville hellere være i køkkenet og lave smørrebrød, varm mad m.m. Arbejdet med at ekspedere i delikatessen medførte, at jeg fik social angst, som jeg har arbejdet en del med gennem årene. Her i 2020 har jeg dog haft den gode oplevelse, at jeg er blevet ansat som køkkenmedhjælper i køkkenet hos Hotel Marina i Grenaa. Et arbejde som jeg er virkelig glad for. På grund af årstiden er jeg lige nu på dagpenge, da der ikke er tilstrækkelig med aktiviteter på hotellet, men chefen har lovet mig, at jeg kan blive ansat igen den 7. januar, og det ser jeg meget frem til. At arbejde i et køkken er bare lige mig.

Fra køkkenet på Hotel Marina i efteråret 2020.

Jeg mødte min mand, Frank, i 1993. Hvor jeg har et heftigt temperament, er Frank tålmodigheden selv, så han er god at snakke med, når der er noget, der skal vendes. Jo – Frank er mig en god støtte.

 

Har deltaget i virtuelle møder

Jeg blev medlem af Stammeforeningen for 30 år siden, men det er først nu, jeg har overskuddet og kræfterne til at engagere mig i foreningens aktiviteter. Jeg deltager i aktiviteterne i Lokalafdelingen i Aarhus, og for nylig opfordrede Ole Kring Tannert, formanden for Lokalafdelingen Fyn/Trekantområdet, mig til at medvirke i et virtuelt møde. På grund af coronaen var det nemlig ikke muligt at afholde et fysisk lokalafdelingsmøde i Odense, men da fik Ole den gode ide, at Bettina, formanden for Stammeforeningen – hun bor på Bornholm – og jeg også kunne deltage. På forhånd var jeg lidt spændt på, hvordan det ville være at deltage i Zoom-mødet, men nu har vi prøvet det to gange, og det har været to rigtig gode oplevelser. Hvert møde har varet to timer, og vi har været syv deltagere. Vi har talt om mange forskellige ting, både om hvordan vi har det med vores stammen i denne coronatid og om meget andet forskelligt, alt sammen på en hyggelig måde, selv om møderne har været digitale.

Zoom er et godt program til et virtuelt møde. Foto: Erling Jensen.

Vi har aftalt, at vi i 2021 holder flere virtuelle møder. Det har været medvirkende til, at jeg har fået lyst til at engagere mig mere i Stammeforeningen, lyder det afsluttende fra Hanne Høgh Larsen.

Salih2020

Salih har ikke fået taleundervisning i tre år

 

Salih Coskun fik i halvandet år undervisning hos talepædagog Jan Tinge i Bov/Aabenraa Kommune, men da Tinge gik på pension i 2017, skete der en markant ændring i tilbuddet

Tekst og fotos: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                                         20. oktober 2020

 

– Jeg havde været meget glad for at gå til undervisning hos Jan Tinge, og syntes selv, at jeg fik meget ud af det i den tid, hvor jeg gik hos ham. Da han gik på pension, skete der imidlertid en væsentlig ændring hos Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), der blev lukket. Det genopstod som THS i Aabenraa Kommune den 1.1.2016, hvor jeg så oplevede, at man ikke længere kunne henvende sig direkte til THS for at få undervisning, men at man skulle henvende sig til sin kommune og fik kontakt til en sagsbehandler. Herefter blev der lavet en vurdering, der ikke nødvendigvis var stammefagligt begrundet af ens behov og ønsker. Måske ville man blive henvist til det lokale taleinstitut. Den mulighed benyttede jeg mig af, da jeg havde et reelt behov for undervisning. Jeg fik tilbudt et antal timer og gik til undervisning hos en nyuddannet logopæd et stykke tid, men følte ikke rigtigt, at det var lærerigt og udfordrende, da jeg savnede den viden og ekspertise, som jeg gennem mange år havde været vant til at møde hos logopæderne. Så jeg valgte undervisningen fra efter et stykke tid, og jeg har siden da ikke været motiveret til at få undervisning. Den undervisning, som man nu til dags får tilbudt, er desværre ikke tilstrækkelig til at kunne dække ens reelle behov. Man kan helt klart tale om en forringelse, som vi også ofte hører om fra forældre, Stammeforeningens medlemmer og andre, der er i forbindelse med systemet, lyder det fra Salih Coskun, 38 år.

Der deltog i 12 i infocafeen i Aarhus den 10. oktober. Salih Coskun havde fået lavet et fint arrangement, der var i gode rammer hos Frivillig Center i Sønder Alle. Der var kaffe, te, chokolade og andet sødt i pausen.

Hvordan min stammeundervisning har været

– I folkeskolen foregik undervisningen hos den tilknyttede talepædagog. Undervisningen foregik en gang om ugen og var en kombination af ene- og gruppeundervisning. Dog var gruppen meget lille, der var højst 2-3 personer.

I mine unge år på Taleinstituttet i Aarhus var det hovedsagelig gruppeundervisning, jeg gik til. Den fandt jeg meget lærerig, givende og motiverende, idet man mødte andre stammere og var sammen om en fælles ting. Det vigtigste for mig var, at jeg havde mulighed for at høre, hvordan andre arbejdede med deres stammen, og derfra kunne jeg hente inspiration. Vigtigt var også, at man ikke var alene om problemet. Gruppeundervisningen kunne jeg virkelig godt li’. Mange af de stammere som jeg mødte til gruppeundervisningen, har jeg i dag, mange år efter, stadig kontakt til.

I CHK i Bov / Aabenraa kommune hos Jan Tinge var der tale om eneundervisning. Selvom jeg et par gange gav udtryk for, at jeg savnede gruppeundervisningen ligesom i Aarhus, fik jeg alligevel meget ud af eneundervisningen. Jan var meget grundig i sit arbejde, og vi arbejdede intensivt, hvor hovedemnerne var stammekontrol efter, under og før stammeøjeblikket.

Udeladelse af medbevægelser og ændring af stammesymptomerne ned til mindste detalje.

Dernæst fokus på egen flydende tale i relation til stammen og kontrolleret flydende tale med større regelmæssighed og bedre stemmeføring. Vi fik terpet en hel del.

I FSD NYT november bliver der en artikel om Jan Tinges virke som talepædagog i Danmark i godt 45 år. Jan vil her bl.a. fortælle om, hvordan han har undervist Salih. Herunder de faglige termer vedr. undervisningen.

 

Aktiv i Lokalafdelingen i Aarhus

Salih står alene for ledelsen i Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus. Han har været formand for afdelingen siden maj 2005, da den daværende formand valgte at trække sig tilbage på grund af andre interesser, og Salih blev opfordret til at stille op og blev valgt på den følgende generalforsamling.

– Da vi ikke er nogen stor skare, vi er for tiden 9 medlemmer, er jeg den eneste person, der repræsenterer bestyrelsen. Det vil sige, at jeg varetager opgaverne som formand, sekretær og kasserer og har kontakten udadtil til Stammeforeningen, stammere, kommunen mv. Dog informerer jeg og drøfter mine ideer og forslag med de øvrige medlemmer, inden der bliver besluttet noget.

Medlemmerne mødes ca. en gang om måneden. Af og til er der længere imellem, hvis tilmeldingen til en aktivitet er begrænset. Så vidt muligt forsøger vi hver gang at få så mange som muligt med.

Udover temadage/infocaféer har vi aktiviteter, hvor vi vægter det sociale. Det kan være biografture, hygge på caféer, teaterforestillinger mv. Vi holder øjnene åbne og er som regel gode til at finde på noget interessant at lave sammen.

 

Infocaféen lørdag den 10. oktober

Jeg (red.) synes, at det var et spændende program, som Lokalafdelingen i Aarhus havde planlagt ved Infocafeen, der blev holdt lørdag den 10. oktober på Frivillig Center Aarhus.

Salih og en af deltagerne i infocaféen.

Jan Tinge, logopæd og Ph.d., holdt foredrag om ”selvværd og stammen”, og Jens Høj Jørgensen, ambassadør i Stammeforeningen, holdt et oplæg om sit liv med stammen, og hvordan han har opnået selvværd og selvtillid.

Jeg (red.) havde Jan Tinge som underviser i Kolding i årene 1983-85, og syntes, at det kunne være rigtig hyggeligt at mødes med Jan, som jeg har så mange gode minder om.

 

Salih fortæller om infocaféen

– Jeg kender Jan Tinge igennem Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), Sønderjylland, som jeg fik undervisning hos, da jeg i 2014 fik arbejde som bioanalytiker hos Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Aabenraa Sygehus. Jeg er uddannet ved Bioanalytikeruddannelsen i Aarhus. Efter at Jan Tinge gik på pension for tre år siden, har vi holdt kontakten ved lige. Da jeg planlagde infocaféen tilbage i foråret, vidste jeg derfor straks, at det var ham, jeg skulle hyre til opgaven. Især på baggrund af hans viden og mange års erfaring indenfor stammeområdet, som jeg stiftede bekendtskab med gennem min tid hos ham.

At Jan Tinge er blevet 73 år gammel er ikke noget problem. Han er stadig still going strong. Jan stammer ikke selv, men har et så godt sprogøre, at han uden problemer kan efterligne de forskellige måder, der stammes på. I dagens foredrag var det stammeres selvværd og selvtillid, der var fokus på. I FSD NYT november bliver der en artikel om Jan Tinges mange år som talepædagog i Danmark og om hans foredrag om selvværd / selvtillid. Jan Tinge kommer oprindelig fra Holland har boet i Danmark over 45 år.

Jeg havde ikke mødt Jens Høj Jørgensen før, og jeg kontaktede ham på baggrund af et kort videoklip fra udsendelsen i “Go’ Morgen Danmark”, som han deltog i. Medvirkende til valget af Jens var også den profilbeskrivelse, som er på ambassadørgruppen på Stammeforeningens hjemmeside – www.fsd.dk. Jeg har selv været ambassadør i sin tid og tænkte straks på én, der kunne fortælle om sit liv og egne erfaringer. Jens´ personlige historie lød spændende, eftersom han som et ungt menneske er nået dertil i livet, hvor stammen ikke bestemmer over ham, men hvor det tværtimod er ham, der styrer sin stammen. Samtidig kan den selvtillid og det selvværd han udviser, være til stor inspiration for mange – især for de unge. For det er vigtige parametre for en stammer, særligt med alle de udfordringer man ofte har på sin vej. Endelig valgte jeg Jens, da jeg ønskede, at der ikke udelukkende skulle være et fagligt input fra en talepædagog/logopæd, for det kunne straks udvikle sig til en form for undervisning/kursus. Der også skulle være plads til, at man fik noget med fra det virkelige liv, som alle stammere kunne nikke genkendende til. Det er vigtigt med succeshistorier, og at få at vide, at der altid er håb, fortæller Salih.

Jens Høj Jørgensen, ambassadør i Stammeforeningen holdt et spændende oplæg om sit liv med stammen. Du kan læse mere om foredraget og om Jens ved at klikke her på billedet

 

Der må gerne ske mere i Stammeforeningen

– I Aarhus Lokalafdeling har vi tit haft stor succes, når vi har afholdt temadage/infocaféer. Vi har blandt meget andet arrangeret McGuire-foredrag. Dette seneste arrangement med emnet “Selvværd og Stammen” har også haft stort fremmøde. Stammen og dens følger er noget, der altid har interesse. Efterspørgslen er der, hvilket jeg har bemærket ud fra de opslag og efterfølgende kommentar, der har været, når emner i forbindelse med stammen er blevet bragt på banen på Stammeforeningens Facebook-gruppe.

Stammeforeningen kunne f.eks. stå for at arrangere en række infocaféer/foredrag/temadage o. lign. på landsplan eller hos de forskellige lokalafdelinger. Det har foreningen i tidernes morgen gjort, og det havde den stor succes med, senest i 00’erne. Landsforeningen har i forvejen et bredt netværk af talepædagoger/logopæder og andre fagfolk, som man kan trække på, så muligheden for, at der kommer noget godt ud af det, er bestemt til stede. At man har et sådant netværk, bør resultere i gode ting. Noget som Marc Egede bl.a. på Stammeforeningens Facebookside den 20. juni 2020 har luftet tanken om. (se note)

 

Liv i lokalområderne

Ved at fordele aktiviteterne til forskellige landsdele/lokalafdelinger, vil foreningen samtidig medvirke til, at der kommer liv i lokalområderne – og ikke mindst i lokalafdelingerne. Stammeforeningen har haft en inaktiv periode, og det har smittet af på lokalafdelingerne. Hvis Stammeforeningen kunne sætte skub i tingene, vil det give en dominoeffekt. Det var netop det, der i sin tid satte skub i lokalafdelingen i Aarhus, som siden har været i god i gænge.

Nogle af deltagerne i infocaféen.

Det vigtige er, at medlemmer i aktivitetsudvalget i Stammeforeningen tager initiativet. En tovholder er vigtig at ha’, så der bliver fulgt op på de aftaler, som man indgår. Jeg er overbevist om, at lokalafdelingerne og deres kontaktpersoner vil være behjælpelige med de praktiske ting i det område, hvor aktiviteterne skal afholdes. I lokalafdelingen i Aarhus er vi altid klar til at hjælpe i tilfælde af, at der bliver afholdt et arrangement.

Jeg har hørt og læst i sidste årsberetning fra generalforsamlingen, at Stammeforeningen er udfordret økonomisk – især fra 2022, hvor tilskuddet fra DH reduceres, og at man af den grund har udvist forsigtighed mht. udgifter til aktiviteter mv. Her tænker jeg på, om det af den grund vil spolere mulige arrangementer på landsplan. Det skal lige siges, at den type arrangementer ikke nødvendigvis behøver at være kostbare, lyder det fra Salih Coskun.

 

Lidt om Salih Coskun

Salih er som nævnt 38 år, er uddannet ved Bioanalytikeruddannelsen i Aarhus og arbejder som bioanalytiker hos Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Aabenraa Sygehus. Han har boet i Aabenraa siden 2014.

Salih er født og opvokset i Aarhus og har tyrkisk baggrund. Hans far kom til Danmark i 1973 og boede i Aarhus indtil han var 28 år, hvorefter han flyttede til Haderslev, hvor han fik sit første arbejde.

Salih har stammet fra 3 års-alderen – siden han begyndte at tale.

Salihs stammen består af blokeringer, af og til bruger han synonymer og tricks. Det betyder dog ikke, at det er sådan hele tiden. Det afhænger af situationen. Han har nogle dage, hvor han stammer mere end andre. Ligesom der er dage og momenter, hvor talen flyder.

Ved infocaféen fortæller Salih, at han i dag har en af sine dårlige dage, hvor han samtidig var noget spændt forud for arrangementet. Han er ikke vant til at stå i centrum og følte, at det var som at gå til eksamen. Det er ikke første gang, Salih står på en scene, det har han har prøvet tidligere ved lignende aktiviteter i lokalafdelingen, men det er efterhånden en del år siden.

Salih fortæller, at han første gang fik taleundervisning i 1. klasse, da han var ca. 6-7 år gammel. Siden da har han gået hos forskellige talepædagoger. I ungdomstiden gik han til undervisning i grupper på Taleinstituttet i Aarhus ad flere omgange.

Da han kom ud på arbejdsmarkedet og flyttede til Sønderjylland, fik han i en årrække undervisning på Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), Sønderjylland.

Salih har også en lillebror, der stammer, og hans far har stammet i sine unge dage, men gør det ikke længere.

Salihs fritidsinteresser er bl.a. sport, hvor han løber og styrketræner, han går til musikundervisning, hvor han spiller violin, og han læser en del litteratur, især skønlitteratur, krimier og historiske romaner.

 

Note

Marcs indlæg:

Efter DAVS’ lukning er det, efter min mening, FSD’s formål at tale stammernes sag, altså være på stammernes side og kæmpe for bedre stammeundervisning i Danmark. Det betyder ikke, FSD skal fremhæve bestemte behandlingsformer, men foreningen skal snarere sikre, at undervisningen ikke nedgraderes til at bestå i rådgivning, som det skete med fonologiske vanskeligheder i mange kommuner for en del år tilbage. Det er desværre ikke nogen ubegrundet frygt. Stammeområdet er et lille, men komplekst område og talepædagogerne gør hvad de kan, ud fra de resurser de har til rådighed.

Det bliver bare så ukonkret, hvis vi kun gør det til et politisk spørgsmål, så hvordan kan FSD støtte forældre og stammere bedst muligt?

Jens H J

Stammen er ikke nogen begrænsning for Jens 

 

Som konkurrencesportsmand er Jens vant til, at der skal kæmpes for at nå et mål

Tekst og foto:  Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                    18. oktober 2020

Jens Høj Jørgensen, 24 år, virker som ambassadør i Stammeforeningen, og Lokalafdelingen i Aarhus havde i forbindelse med sin infocafé den 10. oktober aftalt med ham, at han kom forbi for at fortælle om sit liv med stammen.

Det var en god oplevelse at høre Jens ved Infocaféen i Aahus den 10. oktober. Foto: Erling Jensen.

– Jeg har altid været glad for at cykle og svømme og har også prøvet triatlon, der er en sportsgren, hvor der virkelig skal kæmpes, og man skal have en stærk vilje for at kunne gennemføre den. Det er egenskaber, som har paralleller til den undervisning, som vi får på stammekurserne, hvor det kræver en stor indsats at træne de forskellige teknikker m.m., som talepædagogen viser os.

Som barn var jeg genert og stammede en del, så det var svært fro mig at skabe nye venskaber, men nu, i mit voksne liv gør det ingen forskel, om jeg stammer eller ej, fortæller Jens.

Infocaféen i Aarhus den 10. oktober

Ved infocaféen i Aarhus oplevede tilhørerne, at Jens ikke har problemer med at stå og tale foran en gruppe mennesker. Han er udadvendt og lader sig ikke genere af, at der i hans tale kan komme mindre blokeringer og tics. Han taler blot videre. Det er tydeligt, at han har stor selvtillid og det nødvendige selvværd, og det virker positivt på tilhørerne.

Jens fortæller, at det var den tidligere formand, Ole Kring Tannert, der for fire år siden, i forbindelse med et arrangement, motiverede ham til at virke som ambassadør for Stammeforeningen. Det er frivilligt at være ambassadør, og det er ifølge Jens meget forskelligt, hvor ofte han er ude som ambassadør. Det kommer an på, hvor mange der spørger, og hvordan det passer ind i hans øvrige planer.

Jeg har hjulpet studerende på SDU, både i logopædi og i velfærdsteknologi, med projekter og viden om stammen. Jeg har været ude til forældre- og infomøder i adskillige kommuner, f.eks. Vejle, Frederiksberg, Struer og Gentofte, og jeg har været med til foreningsmøder i Aarhus og været til ungdomsmøder et par steder.

Der er ikke tæt kontakt mellem Stammeforeningens ambassadører, men jeg har samarbejdet med Dorthe Krogh, en af de andre ambassadører.

Jeg får en masse ud af at virke som ambassadør. Det er mit håb, at dem, som jeg holder foredrag for, også får noget ud af det, og at jeg på den måde kan være med til at hjælpe andre i deres hverdag. Det giver mig meget at kunne være med til at hjælpe andre i deres kamp med deres udfordringer.

De foredrag, jeg har holdt som ambassadør, har medført, at jeg er blevet bedre til at stå og tale foran mennesker. Jeg synes, at det er sjovt at holde foredrag, og jeg kan godt lide at tale foran andre mennesker, og det vil kun være godt, hvis andre stammere også kan blive motiveret til at tale med andre mennesker, lyder det fra Jens.

Om Jens Høj Jørgensen

Jens er 24 år og er opvokset i Nyborg, nu bor han i Odense. Han har været medlem af Stammeforeningen siden han var 18 år.  

Jens er enebarn. Hans far stammer lidt og hans fars ene bror stammer også. Jens har stammet lige siden han begyndte at tale, så han har aldrig prøvet andet.

Som barn havde Jens mange blokeringer og en meget hård stammen. Til tider var der også lidt tics. Han bruger stadig tics og hjælpelyde, men dog er ikke så meget som før.

Jens fortæller, at det i skolen ikke altid var sjovt med oplæsninger, men i de større klasser og på efterskolen kunne han godt lide at fremlægge. Det ligger nok i min natur at stå og tale for andre mennesker, som Jens udtrykker det. Klassen har altid haft et afslappet forhold til, at Jens stammede. Der var altid en god dialog med lærerne og de andre i klassen. Det var en god klasse, som Jens understreger.

Jens er udlært elektriker, og stammen har ikke haft indflydelse på hans valg af uddannelse.

Lige fra Jens har kunne tale, har han haft kontakt til en talepædagog. Som han siger: Jeg været inde i systemet. Han holdt op med taleundervisningen, da han var 22 år, fordi ungdomsgruppen, som han gik i, blev splittet op, så det var naturligt for ham at stoppe.

På Infocaféen i Aarhus blev det berørt, at det blev betydeligt sværere at få hjælp efter kommunalreformen i 2007, da amterne blev opløst, og stammeundervisningen overgik til kommunerne. Jens fortæller, at han boede i Nyborg, men undervisningen foregik udelukkende på Taleinstituttet i Odense, så det er hans opfattelse, at der var et godt samarbejde mellem Nyborg og Odense. Jens synes, at forældrene havde en god kontakt til Taleinstituttet.

Jens er en ivrig cykelrytter. Det er en sport, der kræver stor vilje og målbevidsthed. Egenskaber som han også kan bruge i arbejdet og udviklingen af sin stammen. Foto: Arkivbillede.