Victor Bloch var et forbillede for mig

Victor Bloch var en øjenåbner for mig. En kapacitet. Han var en ener og en meget speciel mand. Han havde været i Canada og introducerede acceptbehandlingen i Danmark.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Torben Møller Jensen, 68 år, var 25 år, da han begyndte i stammebehandling hos Victor Bloch på Taleinstituttet i Aarhus.

 

– Det var en øjenåbner og det var med til at ændre min tilværelse. Victor Bloch blev mit forbillede og ændrede fuldstændigt mit liv. Dengang havde jeg boet i Aarhus i seks år efter at være flyttet dertil fra Vejle, og jeg havde fået en uddannelse som regnskabsassistent. Efter uddannelsen blev det til 3-4 års forefaldende arbejde. Fjumreår, som nogle kalder det. Det var år jeg lærte meget af.

 

Lige fra jeg begyndte i skolen havde stammen været en meget væsentlig del af mit liv. Som voksen var stammen ikke blevet mindre, og det var nødvendigt at komme i stammebehandling.
Victor Bloch benyttede Non-avoidance-behandlingen / acceptbehandlingen og gennem individuelle øvelser og gruppebehandling lærte jeg, at det var nødvendigt at erkende og at acceptere min stammen, og jeg fik lært, at jeg ikke skulle være bange for at fortælle, at jeg stammede, bl.a. når jeg begyndte på et nyt arbejde, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Sammen med Hermann Christmann har Torben Møller Jensen været med til at arrangere Workshoppene for talepædagoger / logopæder. Billedet er fra workshoppen i Jelling den 7. november 2018. Foto: Erling Jensen.

 

Hvem var Victor Bloch?

Victor Bloch var en meget karismatisk person, og du kan få et godt indtryk af hans person og hans arbejde ved at læse talepædagog Dorte Hansens artikel: ”Og skuespillerne stammede… Træk af dansk stammebehandlings historie gennem 30 år”. Se artiklen her.  Artiklen indgår i Kirsten Brix (red). “Forening og fag i 75 år”. Audiologopædisk Forenings Forlag, Odense. Udgivet 5. marts 1998. ISBN 87-88417-21-2.

 

Dorte Hansen skriver bl.a.:
Han blev kaldt for ”Stammehøvdingen”. Det var et rammende udtryk på flere måder. Victor var stammernes fortaler, samt en mand med en sjælden oratorisk begavelse. Det gjorde det vanskeligt for selv den dygtigste at diskutere med ham. Victor yndede at sidde sammen med gode talepædagogkolleger, gerne på Audiologopædisk Forenings årlige efteruddannelseskursus, der løber over nogle dage i marts eller april, og som i umindelige tider har været afholdt på Hotel Nyborg Strand. Der fik Victor et fast tilholdssted i kursusdagene. Så kom og gik folk, efterhånden som han havde fået diskuteret med dem. Det var ikke blot Non-avoidance – contra accent – eller anden form for maskeringsbehandling, der var diskussionsemnerne. Han var et utroligt vidende og belæst menneske. Kunst, litteratur og logopædi var hans yndlingsbeskæftigelser.

 

Hos Victor Bloch var det Non-avoidance-behandlingen, eller acceptbehandlingen, der var det væsentlige i stammebehandlingen. Victor Bloch havde i Danmark introduceret behandlingen i 1958, da han kom hjem fra et års ophold i Toronto i Canada.  Han var da ansat som talelærer ved Statens Institut for Talelidende i Aarhus, og hans nye ideer gav stort genlyd i Danmark vest for Storebælt, og med tiden i resten af Norden. I mange år var der i den danske stammebehandlingsverden en meget markant grænse ned gennem Storebælt. Vest for Storebælt, på Taleinstituttet i Aarhus, udbød man Non-avoidance-stammebehandling, mens man øst for Storebælt, på Taleinstituttet i Hellerup, var fortsat med at udbyde den såkaldt ”klassiske” stammebehandling, bl.a. accentmetoden. Der var intet samarbejde mellem Øst og Vest.

 

Tegningen har Torben Møller Jensen i mange år haft hængende hjemme. Det ses tydeligt, at Victor Bloch var en meget karismatisk person.

 

Torbens baggrund

– Stammebehandlingen hos Victor Bloch var medvirkende til, at jeg blev motiveret til at få en ny uddannelse. I 1977 begyndte jeg derfor at læse HF og begyndte i 1979 at læse til folkeskolelærer på Marselisborg Seminarium med linjefag i historie og dansk. Væsentligt for min udvikling var, at jeg på 3. årgang begyndte som løs vikar på Taleinstituttet, hvor jeg underviste børn med læse-og stavevanskeligheder.

 

I 1983 blev jeg færdiguddannet som lærer, og tog derpå til USA på studieophold i 3 måneder på Western Michigan University. Her var der store kendte stammebehandlere eller ”Stammehøvdinge” tilknyttet, og jeg arbejdede med min egen stammen og fik læst en del faglitteratur om stammen.

 

Da jeg kom hjem fra opholdet i USA, blev jeg ikke ansat som lærer i folkeskolen, men begyndte igen at arbejde på Taleinstituttet i Aarhus. Først i et årsvikariat, og senere som timelærer, samtidigt med, at jeg tog uddannelsen til talepædagog. Arbejdet på Taleinstituttet medførte, at jeg blev ansat som tjenestemand. Alle årene har jeg været ansat det samme sted, i begyndelsen arbejdede jeg med børn, der havde læse- og stavevanskeligheder, senere jeg har specielt arbejdet med unge og voksne, der stammer. Jeg har altid været åben om min stammen og har fortalt lærere og elever om min stammen. Åbenhed om stammen var, som jeg tidligere har nævnt, en af grundstenene i Victor Blochs arbejde med acceptbehandlingen.

 

Når jeg tænker tilbage på de mange år som talepædagog, er det, der især står frem, gruppeundervisningen af voksne, og ugekurserne, hvor jeg underviste forældre og børn. Da amterne eksisterede, var der økonomi til, at kommunerne kunne tilbyde stammende børn og deres forældre at bo på Taleinstituttets bo-afdeling (eller på et nærliggende vandrehjem) og gennem en uge få et intensivt stammebehandlingsforløb.

 

Da amterne blev opløst, skulle kommunerne selv finansiere en sådan god stammebehandling, og botilbuddet er jo så blevet offer for besparelser og rationaliseringer.

Jeg holdt op med at arbejde i 2010 og gik på efterløn og senere pension.

Oplevelsen at arbejde sammen med Victor Bloch, opnåede jeg ikke. Han døde i 1979 som 67-årig, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Medlemskabet i Stammeforeningen

Stammeforeningen blev dannet i 1971. De første år havde Victor Bloch en militærnægter tilknyttet som løste en del sekretariatsarbejde for foreningen.  (se artikel af Hermann Christmann. red.)
Jeg blev medlem af Stammeforeningen omkring 1976, hvor jeg også var aktiv i lokalafdelingen i Aarhus. Mindes at der var en god energi i afdelingen. Bl.a. var vi i slutningen af 70´erne en gruppe på ti medlemmer, der på strøget i Aahus lavede happenings for at skabe interesse om stammen. Der skulle selvfølgelig en del mod til at stille sig op på strøget og vise, at man stammede, men det var en god oplevelse. Folk var nysgerrige efter at høre om vores stammen, og det var tydeligt, at man ikke kendte meget til stammeres vilkår.
Vi lavede også en teatergruppe, der lavede stammeteater. Et rollespil der blev vist på andre taleinstitutter og seminarier. Også her fik vi en god respons. Rollespillene var med til at sætte fokus på stammen og hjælpe til, at der blev skabt indsigt og forståelse om stammen.

 

I slutningen af 70´erne var jeg med i bestyrelsen 2-3 år, men jeg har gennem årene indsats deltaget i forskellige udvalg, bl.a. sammen med Hermann Christmann. Aktuelt har vi i nogle år haft et samarbejde vedrørende workshoppene for logopæder, hvor jeg i 2018 var med i Jelling til workshoppen der. Samarbejdet med Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder har været en stor succes, og det er tydeligt, at der hos talepædagogerne og logopæderne er et stort behov for kurser og efteruddannelse. Stammeforeningen har her fået en god status, der uden tvivl vil have en positiv virkning for foreningen.

 

Gennem godt tolv år – fra 2003-2015 – har jeg, også sammen med Hermann, været med i et projekt vedrørende stammen i Nepal. Med hjælp fra ulandsmidler fra DH (Danske Handicaporganisationer) gav vi anstød til, at en gruppe meget energiske stammende mennesker i Nepal kunne stifte en stammeforening (NSA). I årene, der er gået, har vi besøgt Nepal ca. en gang om året. Henriette Riskær, psykolog – var med den sidste halvdel.

 

Det har været meget speciel og positiv oplevelse. Vi har mødt medlemmer fulde af energi og handlekraft i den nepalesiske stammeforening, og de har gjort et godt og stort arbejde. Sammen har vi hjulpet med til, at stammen er blevet anerkendt som et handicap i Nepal og vi har været med til at få skabt et nepalesisk stamme-ambassadørkorps efter FSD’s forbillede.

 

Vi følger stadig stammeforeningen i Nepal gennem Facebook, og vi mailer stadig sammen. De sidste tre år har det dog været som privatpersoner. Det har været et projekt, som har været svært at slippe – det har været lige som et lille barn, som vi har været med til at opdrage. Min datter har også været med i Nepal, og hun synes også, at det har været en meget stor oplevelse.

Jeg ville nødigt have været projektet i Nepal foruden. Det har bestemt givet os meget arbejde, men der er også kommet meget tilbage, da jeg kun kan have følelsen af, at jeg har været med til at gøre noget godt for andre mennesker der stammer.

 

 

Fra en stammeworkshop i Nepal.

Torben Møller Jensen foran den nepalesiske stammeforenings kontor. Billederne er fra en artikel i Stammeforeningens 40 års jubilæums bog.

 

De senere år har jeg været kritisk revisor i revisor i Stammeforeningen. Ligesom jeg har været dirigent for nogle generalforsamlinger.

 

Du fortæller, at Stammeforeningen i dag har 590 medlemmer, efter i flere år kun at have haft cirka 400 medlemmer. Jeg kan huske, at foreningen på et tidspunkt havde omkring 800 medlemmer, og jeg kan kun håbe, at vi igen når samme medlemstal, for der er brug for foreningen.

 

Jeg må indrømme, at jeg var ked af, at det blev nødvendigt at holde med det trykte blad, men jeg har vænnet mig til, at artikler og øvrige oplysninger nu kun kan læses på hjemmesiden. Tidligere kom UDTRYK jo også kun fire gange om året, mens der nu er løbende nyheder på hjemmesiden. Det giver en udmærket kommunikation. Og det er en god ide at udsende et månedligt nyhedsbrev, og at artiklerne i første omgang kun kan læses af medlemmerne. Det kan motivere interesserede til at melde sig ind i foreningen, slutter Torben Møller Jensen.

Stor succes med workshoppene om intervention over for unge i udskolingen, der stammer

110 kursister deltog ved workshoppene i Jelling og Taastrup den 7.- 8. november.

Tekst og fotos: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Samarbejdet mellem Stammeforeningen Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder er blevet en stor succes. Samarbejdet mellem alf og fthf begyndte i 2015, og i 2018 blev FUA også inviteret med i samarbejdet, fortæller Hermann Christmann, der sammen med Torben Møller Jensen fra Stammeforeningen har været med i planlægningen.

Billede: Hermann Christmann

 

Hermann Christmann har været med til at arrangere Workshoppene, sammen med Torben Møller Jensen.

Lederen af workshoppen var Bjarne Dammsbo, der er tale-høre-konsulent i Faaborg-Midtfyn kommune. Han underviser desuden på UCC og er ekstern lektor på audiologopædiuddannelserne på KU og SDU, hvor han underviser i stammebehandling ift. børn, unge og voksne. Bjarne Dammsbo har tidligere arbejdet i PPR Indre By/Østerbro og på Center for Stammeundervisning (CFS), begge i København.

Billede: Bjarne Dammsbo

 

Bjarne Dammsbo fortalte i 2015 i UDTRYK (Stammeforeningens daværende trykte blad), at han ikke var blevet audiologopæd, hvis han ikke havde stammet. Han valgte uddannelsen dels for sit eget behov for at intellektualisering af det område, der havde pint ham som teenager. En frustration over dette fremmedlegeme, der altid havde overtaget hans tale, når det var allermindst velkomment. Dette kviksand der slugte ham mere og mere, og som han forsøgte at kæmpe sig ud af. Han ville slippe ud af den smerte og det ubehag, der gennem årene havde være uløseligt sammen med kommunikativt krævende situationer.

– Mit eget liv med stammen, og med mennesker, der stammer, har overbevist mig om, at man først er rigtig faret vild i det logopædiske stammearbejde, når man tror, man grundlæggende har fundet den rigtige vej, fortalte Bjarne Dammsbo Nissen til UDTRYK i 2015.

At det alligevel er lykkedes Bjarne Dammsbo at finde den rigtige vej, var workshoppene et godt bevis på. I forbindelse med workshoppene fik jeg (red.) en god snak med flere af kursisterne, og i det følgende får du deres kommentarer:

 

Jette Eriksen, der i 14 år har arbejdet som talepædagog i Aalborg udtalte bl.a.:

– Jeg er ret ny i stammeafdelingen, og for mig var det utrolig givende og høre en fagmand beskrive, hvordan det er at være stammer. Det med folks skæve smil, og det ikke som sådan kun var folks mere direkte kommentarer, som gjorde ondt, gav mig en ny forståelse. Hans oplæg var flot struktureret og en fin fordeling mellem praktiske ideer og teori. Så var han jo også både morsom og en god formidler.

Så godt at være opdateret på den nyeste forskning, og det satte tanker i gang i forhold til småbørn. Mange tanker om hvornår de skal gives teknikker.

– Hvis jeg får lov, deltager jeg gerne næste år, lød det fra Jette Eriksen, som for 14 år siden blev  uddannet talepædagog efter en grunduddannelse som socialpædagog.

 

Mette Halle, kollega til Jette Eriksen, fortalte følgende:

– Jeg vil mere kalde workshoppen for et foredrag, men det var rigtig godt og informativt. Der var mange bud på praktiske foranstaltninger i forhold til blandt andet gruppeforløb, der var meget brugbare. Men det er løsninger tiltag, der skal prøves af og inkorporeres i det daglige arbejde. Jeg arbejder lige nu primært med unge/voksne stammere og har derfor en lidt anderledes tilgang til interventionen. Det var rigtig godt og igen inspirerende med de indspark af interventionsmuligheder/ideer, som Bjarne Damsbo havde med. Det var også inspirerende at høre hans egen historie, og hvorledes han har coopet med sin stammen, lød det fra Mette Halle, som er logopæd og har været ansat ved taleinstituttet i Aalborg fra 2014.

Mette Halle ser frem til, hvilket emne der er ved workshoppen i november. Hun er på forhånd positiv for at deltage.

Mette Halle og Jette Eriksen er ikke ansat i PPR Aalborg men derimod på taleinstituttet i Aalborg.

 

Billede: Mette Halle og Jette Eriksen fra  Aalborg.

 

Nina Kold Kristensen, der i 5½ år har arbejdet som tale-høre-konsulent i København og Lyngby Taarbæk. Hun har baggrund som folkeskolelærer. Hun fortæller om sine oplevelser om workshoppen:

Det var en meget udbytterig workshop med relevante temaer.

Min kollega og jeg har taget mange ting i brug i vores intervention. Vi finder det vigtigt at inddrage den unge i diskussionen af interventionen. Fx kan det godt være, at man som logopæd synes, det er vigtigt at komme ud i elevens klasse og holde oplæg om stammen mv, men det er ikke sikkert, at den unge selv synes, at det er en super fed idé. Og i hvert fald skal det tales igennem på forhånd, hvad der skal siges. Så vi tænker meget på at møde den unge ligeværdigt -med lydhørhed og respekt for den unges egen erfaring og mening.

Vi har været meget tilfredse med workshoppen, men det var ærgerligt, vi ikke nåede at dykke mere ned i stammemodificerende teknikker. Min kollega og jeg havde et ønske om at fylde vores konkrete stammeværktøjskasse helt op. Den er heldigvis blevet fyldt mere op. Fx gav det god mening med ”frygthierarkiet” – det har vi allerede taget i anvendelse. Men vi nåede ikke alle de andre spændende slides, lød det fra Nina Kold Kristensen, som gerne kommer igen. Bjarne er en meget levende foredragsholder, som hviler i sig selv, har humor og ikke mindst har en høj faglig viden, slutter Nina Kold Kristensen, som gerne vil kaldes logopæd, men i kommunen er de tale-høre-konsulenter.

Hos PPR i Lyngby-Taarbæk er de 9 tale-høre-konsulenter.

Sara Gryholdt Rasmussen, der i 10 år arbejdet som audiologopæd i Frederiksberg, fortæller om sine oplevelser med workshoppen:

Jeg var meget begejstret for workshoppen. En god blanding af teori og praksis.  Det var rart at kunne dykke ned i emnet stammen en hel dag, og oplægget blev præsenteret på spændende og kyndig vis af Bjarne. Der var også flere konkrete aktiviteter/øvelser som jeg vil prøve af i min undervisning.

Det var inspirerende og meningsfuldt at sætte egen praksis op mod den beskrevne praksis på workshoppen og at  kunne justere med nye gode ideer og vinkler på teori på praksis, lød det fra Sara, der fortæller at de er 14 ansat i Frederiksberg og på spørgsmålet om hun er motiveret for at deltage næste gang var svaret helt klar:  Ja da.

 

Pia Køppen, der i 19 år har arbejdet som talepædagog i Frederiksberg.

Det var en meget god workshop. Kunne godt lide, at Bjarne netop præciserede, at det var vigtigt at arbejde over et bredt felt, vigtigt både at arbejde med den følelsesmæssige udfordring og samtidig også inddrage det direkte arbejde med den unges stammen.

Jeg har været tilfreds med workshoppen, og det var godt, at Bjarne omtalte alle metoder og til- gange til at arbejde med den unges stammen

Ja, jeg er motiveret for at deltage næste gang, der er workshop, fortæller Pia Køppen, som har arbejdet som talepædagog i 19 år med en fortid som pædagog. Hun arvede nogle penge og havde herved muligheden for at komme i gang med efteruddannelsen.

 

Billede: Pia Køppen, Frederiksberg

 

Bent Larsen, tale-hørelærer i Køge fortæller:

Tak for en god workshop/foredrag. Mange ting var kendte, men en god lejlighed til at få repeteret/diskuteret. Bjarne havde jo mange slides og ikke alt blev gennemgået. Han kom imidlertid vidt omkring og var en god, engageret formidler. Det var en fin kombination af teori og hans erfaringer fra praksis. Det giver mig anledning til at se vores tilbud i Køge efter i sømmene sammen med en kollega.

Jeg er helt klart motiveret for at deltage i kommende arrangementer af lignende karakter.

Bent Larsen har arbejdet som tale-hørelærer, den officielle titel ved PPR i Køge på fuld tid siden 2012, og var ansat i kombinationsstilling (Folkeskolelærer/PPR) inden da,  mens han var under uddannelse på UCC. Bent har en efteruddannelse i stammen med Helle Blunk Brandt som fagansvarlig og har arbejdet som lærer på skolebehandlingshjem i 6 år og efterfølgende folkeskolelærer i 15 år, inden han blev fuldtidsansat i PPR.

Bent fortæller, at de hos PPR Køge er ni Tale-hørelærere (syv med lærerbaggrund, en med pædagogbaggrund og en audiologopæd).

 

Billede: Bent Larsen, fra Køge

 

Pia Hansen og Susanne Bill, talepædagoger  i Holbæk:
Du kan høre og se om Pia og Susannes oplevelser og indtryk på denne video.

Se videoer fra workshop i Jelling og Taastrup, her

 

Også workshops i november

Stammeforeningen, Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder fortsætter det gode samarbejde, og der bliver workshop igen til november. Du hører nærmere.

 

Du kan se Bjarne Dammsbos slides her; Bjarne Dammsbos slides

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udviklingshæmmede stammere får ofte ikke den nødvendige behandling

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

– I min tid som tidligere socialpædagog og nu talepædagog har jeg mødt mange kognitivt handicappede personer, som stammer, og kun meget få af dem havde fået stammebehandling. Jeg mener, det generelt er et undervurderet og overset problem, og måske er det sådan, fordi stammen står i skyggen af alle de andre vanskeligheder personen slås med. Uanset funktionsniveau er det en stor glæde at opleve talefrihed, og når det sker, begynder folks øjne at blive levende igen. Det er en af grundene til, at jeg synes emnet skal op til debat og at jeg  ønsker mere fokus på, hvordan vi hjælper  de pågældende, lyder det fra  talepædagog Marc Egede, der er ansat hos THS (Tale – Høre – SYN) i Haderslev.

Marc Egede hjælper bl.a. brødrene Daniel, 17 år og Martin, 21 år, som bor i en lille by, Øsby, 10 km øst for Haderslev. Brødrene har stammet fra helt lille og på grund af en kromosomvariant har de lige efter børnehaveklassen gået i specialskole. Talepædagoger har prøvet at hjælpe drengene, men det gav ikke de store resultater. Faderen Allan Lykke Nielsen har altid deltaget i drengenes stammebehandling i forløbet hos Marc Egede. Han har hos en tidligere talepdædagog oplevet, at talepædagogen vurderede, at det ikke var så væsentligt, at drengene fik hjælp, med den begrundelse at de var udviklingshæmmede.

 

Vigtige aspekter i undervisningen

– Jeg vil kort nævne nogle af ting, som jeg mener er vigtige aspekter i arbejdet med kognitivt handicappede personer i undervisningen. Det første er undgåelsesadfærden som ødelægger deres selvtillid, fordi  deres  rådighedsrum bliver indskrænket i en sådan grad, at de ikke kan udtrykke det, de har på hjerte. Stammebehandlingen er selvtillidsskabende, når borgeren får større kontrol over undgåelsesadfærden. Et andet aspekt er manglende kontrol over vejrtrækningen. Hvis man kan kontrollere vejrtrækningen, kan man kontrollere stammen, da lyde er lavet af luft, og stammen forsøger at blokere luften. Det er min erfaring, at man relativt hurtigt kan nå rigtig langt med borgeren, hvis man kan få styr på disse to områder. Hos de mange kognitivt handicappede personer kommer man relativt hurtigt igennem det første punkt, fordi motivationen og talelysten tit er større end frygten for at fejle, fortæller Marc Egede, som synes at alle uanset funktionsniveau kan have glæde af stammebehandling. Marc Egede oplever, at det handler om at skabe motivation, være tålmodig og have et tæt samarbejde med omgivelserne for at skabe udvikling. Når der er motivation hos borgeren, så er der næsten altid også fokus og det er den primære forudsætning for ændre adfærd og gennemføre undervisningen.

 

Daniel og Martin har en sjælden kromosomvariant

”Børn med en ubalanceret translokation kan have  kan have indlæringsvanskeligheder, forsinket udvikling og helbredsproblemer. Sværhedsgraden af disse handicaps afhænger af hvilke dele af kromosomerne, der er involveret i ubalancen. Hos både Daniel og Martin har denne translokation bl.a. fået  indflydelse på den sproglige udvikling. Det har selvfølgelig givet forældrene, Kirsten og Allan Lykke Nielsen nogle udfordringer, men da Allan på sit arbejde har mulighed for fleksible arbejdstider, deltager han i drengenes stammeundervisning. Det har været væsentligt at kunne støtte drengene og ikke mindst at forstå, hvad der kan stimulere den sproglige indlæring.

– I drengenes opvækst synes vi, at det kunne virke svært, da der var begrænset fremskridt, og specielt Martin har haft store problemer med sin stammen, så han stammede på næsten hvert et ord, der skulle siges. At også nogle talepædagoger kunne virke opgivende og give udtryk for, at undervisningen ikke var så væsentlig, fordi drengene generelt var udviklingshæmmede, gjorde det ikke situationen bedre. For to år siden fik vi dog anbefalet at kontakte Marc Egede, som flere havde oplevet at have gode resultater med sin undervisning, fortæller Allan Lykke Nielsen.

Allan Lykke Nielsen fortsætter. Du spørger om, hvordan forløbet er hos Marc Egede, og det kan svares med få ord: Professionel, menneskeligt og helfavnende. Dvs. at det er hele mennesket, der er i fokus. Lige fra kropsholdning, selvtillid og vejtræknings- og talekontrol. Vi har af Marc fået nogle værktøjer, så vi derhjemme kan arbejde videre med  vejrtrækningen, selvtilliden som ikke skal helt ned i sumpen, ingen tricks og fokus på den, som man taler med.

 

Daniel og Martins nuværende uddannelsesforløb

Daniel er lige startet i STU forløb, der vil sige Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Martin arbejder i dag på Damgården, hvor der arbejdes med træ og andre opgaver, som ligger på den enkeltes funktionsniveau. Han fik som 18-årig bevilget pension og er glad for, at han kan komme på Damgården, hvor der er 30 unge og 21 i slutningen af 50´erne. Der bliver kløvet brænde, skåret brædder, arbejdet med havebrug herunder græsslåning, som Martin godt kan lide at arbejde med. Det er væsentligt, at Martin får brugt sin krop, og det betyder også meget for ham at være sammen med andre, der stammer. Der er en god atmosfære på Damgården, og Martin oplever ikke, at der er nogen, der bliver mobbet.

I mange år stammede Martin på næsten hvert ord og havde derfor store kommunikationsproblemer, men efter at han er kommet hos Marc Egede, er talen blevet mere flydende, og han tager nu også på indkøb hos købmanden, og det har selvfølgelig stor betydning for ham. Faderen, Allan Lykke Nielsen, deltager som nævnt i undervisningen og får herved et godt indblik i, hvad der skal trænes med derhjemme.

Daniel er glad for sport, især floor-hockey, hvor han har været med til at vinde DM i sin række. Ud over de fysiske aktiviteter på Damgården er Martin glad for bl.a. svømning.

 

”Et rart sted at være”

Allan Lykke Nielsen har været med til at oprette værestedet ”Et rart sted at være”, der er et samlingssted for mennesker med handicap, deres pårørende og andre med interesse for mennesker med fysiske og psykiske handicaps.

Huset har indbydende og hyggelige lokaler. Der er bl.a. et caféområde, hvor der fredag formiddag arrangeres fælles morgenbuffet. Derudover et stort fællesområde med sofagrupper, hvor man kan hygge sig med kreativt arbejde, spil, læsning eller få en snak med andre brugere. I huset er der  flere mødelokaler, som kan lejes billigt af handicaprelaterede foreninger eller privatpersoner. Huset har også en stor hal, som kan rumme op til 150 mennesker.

Godt kammeratskab og hensyntagen til hinandens udfordringer vægtes højt.
Stedet drives primært af frivillige.

Du kan her se målene for:  ”Et rart sted at være”, her

 

”Ungdomsklubben VenneStedet i Haderslev”

Allan Lykke Nielsen fortæller:

– Klubben startede oprindeligt som en ide hos min kone Kirsten. En aften fik hun den storslåede idé, at der naturligvis skulle etableres en ungdomsklub til vores søn Martin. Der var på daværende tidspunkt ikke et sådan tilbud i Haderslev.
Klubben blev startet for godt og vel otte år siden, og har fra første dag været en succes.
Klubbens formål var, og er stadig at skabe en så brugerstyret ungdomsklub som muligt. En klub hvor alle er inkluderet og ingen ekskluderet (ingen over, ingen under, vi er alle lige). Alle, uanset funktionsniveau, som har og kan bruge og bibringe fællesskabet noget kan være med. Har man brug for personlig pleje eller medicinering, skal man have sin egen ledsager med.

Nogle år senere fik jeg idéen til en ”tilbygning” til Ungdomsklubben VenneStedet. Vores søn ville jo dage blive voksen på et tidspunkt. Derfor etablerede vi i samarbejde med en stor gruppe af frivillige det næste skud på stammen, VoksenStedet.

Idet vi havde fået etableret Et rart sted at være, var faciliteterne nu så store og gode, at vi kunne samle begge klubber i ét tilbud. Klubben hedder i dag VenneStedet i Haderslev.

Du kan se nærmere om ”Ungdomsklubben VenneStedet i Haderslev”.

 

Vores drenge har også behov for stammeundervisning

– At vores drenge har særlige behov betyder jo ikke, at de ikke har behov for stammeundervisning. Vi er meget enige med Marc Egede i, at uanset funktionsniveau er det en stor glæde at opleve talefrihed.  Vi har jo oplevet, hvordan Daniel og Martins øjne er begyndt at skinne igen, efter at de har fået en mere sammenhængende tale. Min kone og jeg er meget glade for, at vores drenge har fået denne mulighed hos Marc Egede, lyder det fra Allan Lykke Nielsen, som også sammen med sine kone, Kirsten håber, at denne artikel  kan skabe debat om indsatsen over for stammen hos udviklingshæmmede.

 

 

Daniel

 

Martin

Martin

 

Familien Lykke

 

Marc Egede

 

 

Artikel fra FSD-nyt august 2018 offentliggjort for alle, del 2/2: “De unge stammere skal ikke svigtes efter folkeskolen”

At voksenstammebehandlingen for tre år siden blev flyttet fra Aabenraa og blev en del af THS har medført et frugtbart samarbejde mellem THS og tale-høre-sprogkonsulenterne i Haderslev Kommune.

Af  Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

 

Efter at Haderslev Kommune for tre år siden har hjemtaget stammeområdet for voksne fra Aabenraa, og der er nye folk på stammeområdet, er der kommet et nyt og tættere samarbejde. Der har nok altid været en mere eller mindre udefineret samarbejdsaftale mellem THS og tale-høre-sprogkonsulenterne (tidligere PPR), som er udarbejdet af vores forgængere. Det nye samarbejde lægger op til en mere glidende overgang mellem børne- og voksenområdet, og til at vi har lov til at trække på hinandens ekspertise i komplicerede sager. Det gør, at vi får en større indsigt i hinandens faglighed og den unges historie, hvilket er en stor gavn for både fagfolk og borgere, fortæller talepædagog Marc Egede.

Tidligere var fremgangsmåden i Haderslev, at unge med stammen, som forlod PPR, fik en flyer/ visitkort af talepædagogen med oplysninger om talepædagogen på voksenområdet.  Det har vist sig ikke at være den bedste fremgangsmåde, da de fleste unge med stammen ikke selv tager kontakt til voksenområdet, også selvom de stadig har behov for stammeundervisning. Det kan skyldes, at mennesker med stammen har svært ved at tage kontakt til fremmede, de ikke kan overskue det, de har for travlt på ungdomsuddannelsen, de har mistet troen på, at det kan betale sig at søge hjælp  ­– eller noget helt femte.

I Haderslev kommune er der udarbejdet en Haderslevreform, som skal skabe nye og fleksible rammer for børn og unges udvikling og uddannelse, hvor kvalitet, nærhed og inddragelse er i højsædet, og hvor indsatsen er præget af helhed, sammenhæng og tværfagligt samarbejde. I praksis betyder det, at tale-høre-sprogkonsulenterne i Rådgivende Teams, er velkomne til at kontakte THS, hvis de har brug for sparring omkring komplicerede sager. Det er i alles interesse, at instanserne samarbejder i en sådan grad, at det styrker den fælles indsats og de unge i højere grad oplever en rød tråd i indsatsen fra barn til voksen. Det er en fordel for THS på langt sigt, at stammeproblemet bliver taget i opløbet, så det ikke vokser sig for stort og invaliderende med for megen undgåelsesadfærd og social angst.

 

Hvordan begyndte samarbejdet?

Det nye samarbejde mellem tale-høre-sprogkonsulenterne og THS i Haderslev startede med, at talehørekonsulent Laila Steenberg Olsen tog kontakt til THS for at få vurderet en dreng i 7. klasse som havde hård stammen og var psykisk hårdt ramt. Kemien mellem Laila og Marc var fra starten god, og de fik udvekslet erfaringer, behandlingsstrategier og lagt en plan for deres fremtidige samarbejde.

Her har man kunnet konstatere, at stammebehandling med teknik fra voksenområdet kan være effektiv at bruge på børneområdet, da drengen relativt hurtigt og let har opnået en høj grad af talekontrol og fået et større smil på læberne. Marc har tilsvarende erfaring fra PPR i Kolding Kommune, hvor han tidligere var ansat. Marc mener, at stammebehandlingen med god grund kan skifte til at være mere målrettet på stammeadfærden og stammesymptomet, når barnet når +12-13 års-alderen, da de begynder at blive teenagere og i højere grad forsøger at undgå at skille sig ud fra jævnaldrende. Der er her stor risiko for, at den unges stammen forværres med tricks og undgåelse, hvis talepædagogen ikke præsenterer et godt alternativ.

I småbørnsalderen er der fokus på, hvad de nære omsorgspersoner kan gøre for at støtte barnet i kommunikationen og øge stabiliteten på barnets stillads. Der bliver snakket om løsningsfokuseret indsatser, en læring om at det er barnet, der skal begynde at opleve, at de er medbestemmende på handleplanen, så barnet lærer at mestre de udfordringer, de er i, inspireret af Per Alm. Der er i Haderslev Kommune fokus på Haderslevreformen med en inklusionspolitik, der medfører fokus på forskellighed dvs. : “Forskellighed, mangfoldighed og kompleksitet er en berigelse og bidrager til udvikling”.

Inklusionsdefinitionen er: Jeg KAN noget – Jeg VIL noget – Fordi jeg DELTAGER I FÆLLESSKABER.

Laila Steenberg Olsen og Marc Egede fik talt nærmere om, hvordan overgangen mellem tale-høre-sprogkonsulenterne og THS skulle fungere fremadrettet. Der blev som nævnt aftalt, at Tale-Høre-Sprogkonsulenterne må kontakte THS omkring overdragelse af unge med stammen til THS i det sidste halve år, før de forlader folkeskolen og sammen forberede de unge til ungdomsuddannelsen og voksenområdet for stammebehandling. Det gør, at de får kontakt til talepædagogen på voksenområdet, mens de stadig har overskud og er motiverede; primært fordi de som tidligere nævnt meget gerne vil have styr på deres stammen, inden de starter på ungdomsuddannelsen, hvilket er et godt udgangspunkt for et samarbejde.

– “Den væsentlige ting er, at vi nu kender hinanden og det ikke længere er to forskellige verdener de unge bevæger sig i. Det, at fagfolk nu kan sparre omkring komplicerede sager, er med til at opkvalificere og styrke den enkeltes faglighed og dermed styrke hele stammeområdet i Haderslev Kommune,” lyder det fra Laila Steenberg Olsen og Marc Egede.

Samarbejde med Stammeforeningen

Tale-høre-sprogkonsulenterne og THS bakker begge op om den nye lokalforening for mennesker med stammen i Haderslev og omegn, som Stammeforeningen fik dannet i foråret. I lokalforeningen kan børn, unge og voksne mødes omkring forskellige foredrag og sociale aktiviteter. Ved næste møde i lokalforeningen vil Laila Steenberg Olsen holde et oplæg om indsatsen på børneområdet i Haderslev Kommune.

På landsplan, hvor der afholdes stammeforum på blandt andet Kastbjergaard, har balancen og snitfladerne imellem Socialstyrelsen, taleinstitutterne og PPR samt Stammeforeningen flere gange været drøftet. Det er vigtige snitflader, som vi fortsat må drøfte og pleje til fordel for stammerne. Samarbejdet er med til at opretholde en god sammenhængskraft på hele stammeområdet.

Laila Steenberg Olsen

 

 

 

 

 

 

Artikel fra FSD-nyt august 2018 offentliggjort for alle, del 1/2: “Det er så vigtigt med den rette hjælp”

Ikke i puberteten at kunne sige tre sammenhængende ord gav bl.a. Lone Grønborg spiseforstyrrelser, som hun først fik styr på, da hun var i slutningen af 30´erne. Viljen var dog stor og bl.a. markedsundersøgelser via telefoninterview har stivet selvtilliden af, så Lone Grønborg nu som 48-årig gerne vil fortælle sin historie.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

I 1. klasse oplevede Lone Grønborg, at talepædagogen ved taleundervisningen slog på trommer, men det hjalp ikke. Da hun gik i 8. klasse og kom hjem med en karakterbog med 5 i mundtlige fag og 11 i skriftlige fag, tog hendes mor affære og fik hende sendt til taleinstituttet i Hillerød. Her kom Lone i en gruppe med andre, der stammede og lærte at acceptere sit handicap.

Lone Grønborg er i dag 48 år og har på mange måder fået et godt liv. Hun er uddannet  farmakonom og merkonom i markedsføring og læser nu til farmaceut på Københavns Universitet. Der har dog også været en periode, fra 16-års-alderen til slutningen af 30´erne, hvor hun havde store problemer med spiseforstyrrelser, som Lone er sikker på skyldtes manglende selvtillid, hvor problemerne med stammen var den væsentlige årsag. Stammen har sat sig sine spor i Lones liv. “Selvtillid har jeg jo aldrig haft meget af, for hvor skulle jeg få den fra. Mit handicap er jo kun blevet anerkendt sporadisk”, lyder det fra Lone.

“Min mor beskrev, at jeg allerede stammede, da jeg begyndte at tale. Jeg blev erklæret måske egnet til folkeskolen fra børnehaven, fordi jeg sagde jo ikke ret meget, men jeg kunne jo ikke! At jeg så i 1. klasse fik hjælp af en talepædagog, der mente, at den rette hjælp var, at hun slog på tromme, kan jeg kun undre mig over”, lyder det fra Lone Grønborg.

I puberteten var hendes stammen særlig vanskelig. Ja – stammen var et helvede, for Lone kunne ikke sige sit eget navn og kunne ikke sige tre sammenhængende ord. Lone fortæller: ”Jeg hedder jo Lone, og L har altid været svært for mig, og jeg overvejede da også navneforandring til Trine, for det kunne jeg sige, og så turde jeg måske tage telefonen igen. Dengang kunne man jo ikke se, hvem der ringede, så jeg var lidt forberedt, inden at telefonen blev taget.

Det var også i puberteten, i 8. klasse, at jeg kom hjem med karakterbogen, hvor min mor blev gal på mine vegne over, at jeg havde 5 i de mundtlige fag, men 11 i de skriftlige fag. Min mor  tog affære og fik mig tilmeldt en stammegruppe på taleinstituttet i Hillerød, hvor vi lærte at acceptere vores stammen, lærte visse teknikker som fx at trække vokaler ud før en svær konsonant, og lærte at gå offentligt og stamme med vilje. Det var svært, men lærerigt. Jeg synes, at det er virkelig foruroligende, at taleinstituttet i Hillerød pga. besparelser er blevet lukket.

– Jeg klarede folkeskolen, med et måske egnet til gymnasiet, hvor jeg ikke fik hjælp til min stammen, men min lærer forstod mig, og anerkendte mit problem. Og jeg fik da en studentereksamen med et gennemsnit på 9,5, så jeg fik da vist, at jeg ikke var helt uegnet – ja var ikke helt dum. Pludselig var der nogen, der forstod mig! Jeg fik aldrig topkarakterer i årskarakter i mundtlige fag, men det gjorde jeg til eksamen. Som tiden er gået, og jeg er blevet ældre, er jeg bedre og bedre til at gå til eksamen uden stesolid. Jeg er heldig, fordi jeg altid har fået god hjælp og støtte af min mor, der selv som barn stammede”, fortsætter Lone.

 

Job som telefoninterviewer

“På et tidspunkt da jeg var omkring 30 år, tog jeg et job, som telefoninterviewer, for at bevise overfor mig selv, at min stammen ikke skulle stå i vejen for mig mere. Og jeg var rigtig god til det.

Jeg lavede interviews med markedsundersøgelser og har været ude for situationer, hvor jeg kom til at stamme, men jeg sagde det, som det var. En af gangene, hvor jeg stammede, havde jeg tilfældigvis en talepædagog i røret, og hun var imponeret over det job, jeg havde. Jeg har lært en ting; ikke at skjule mit handicap, og det kan betale sig. Folk bliver interesseret og har respekt for det, når man forklarer det stille og roligt, men jeg ved godt, at det kræver overskud. Jeg er nået langt siden 8. klasse, fordi telefonen var min værste fjende, da min stammen var på sit højeste. Men jeg har fået den rette hjælp og forståelse fra min mor.

 

Stammer stadigvæk

– Og ja – jeg stammer stadig, når jeg er nede psykisk eller om foråret. Det lyder mærkeligt, men min stammen er årstidsbestemt. Og det ved jeg også, at min mors var. Men med de teknikker jeg har lært, er det blevet nemmere og nemmere, bare man husker at tænke over det.  Det kan dog undertiden være svært at styre sin stammen, men det er min erfaring, at det bedst kan betale sig at være ærlig og på den måde er det lykkedes at få hevet nogle interviews i land på den konto, selvom jeg ikke holder af medlidenhed. Jeg var provisionslønnet, så jeg fik kun løn for interviews og ikke alle, der afslog.

Som 48-årig er stammen ikke mere noget problem, men jeg vil altid  have svært ved at tale overfor mange mennesker på én gang. Én gang stammer altid stammer.

Min mor stammer, og min mors morfar stammede. Jeg har ingen børn, men har en søster, der ikke stammer”, lyder det som afslutning fra Lone Grønborg.

 

Billeder.

 

Fra 16 års alderen til slutningen af 30´erne havde Lone spiseforstyrrelser, som hun mener skyldes problemerne med stammen.

 

Lone ses her th. som student. Det blev et flot gennemsnit på 9,5. At hun kun blev vurderet som måske egnet til at komme i gymnasiet, havde vist sig at være ubegrundet. Ja – jeg var ikke så dum endda, lyder det fra Lone.

 

 

Lone er nu 48 år og kan se tilbage på et liv med en del problemer på grund af stammen, men med god vilje er det lykkedes at få et godt liv.

Artikel fra FSD-nyt juli 2018 offentliggjort for alle, del 3/3: “Alfred kan sidde fast i ordene”

Alfred Lauesen blev konfirmeret i slutningen af april, og det blev en stor fest, hvor familien var samlet. Alfred skulle ved festen rejse sig og sige tak for de mange gaver, og de mange hilsener, han havde fået på dagen. Og det gjorde ham på forhånd lidt nervøs.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark

 

– Jeg ved jo, at jeg kan sidde fast i ordene, så der kan gå lidt tid, inden jeg får sagt, hvad jeg har tænkt mig. Derfor gjorde det mig lidt nervøs, at jeg skulle rejse mig ved konfirmationen og sige tak for de mange gaver og hilsener, som jeg havde fået på dagen. Det gik dog udmærket, familien ved jo, at jeg stammer, og bagefter havde jeg det godt med, at jeg klarede det.

Alfred går i 7. klasse på Mølleskolen i Ry. Det er en stor skole med syv 7. klasser, da der efter 6. klasse kommer elever fra tre omegnsskoler. Sammenlægningen gør, at der dannes nye klasser, og det er naturligvis for alle børnene en udfordring at lære de nye kammerater at kende.

– Det var en god ting, at Ellen Lystbæk, min talepædagog, i begyndelsen af 7. klasse besøgte os og fortalte om, hvordan man på den bedste måde kan hjælpe os, der stammer, for der er nu også en dreng mere i klassen, der stammer. Ellen gav os et godt indblik i, hvordan de skal forholde sig til vores tale. Hvis vi fx sidder fast i nogle af ordene, skal vi ikke have nogen hjælp, men have den fornødne ro og tid, da vi ellers kan blive pressede, fortæller Alfred.

 

Begyndte at stamme som 4-5 årig

Det var i samråd med pædagogerne i børnehaven, at der blev taget kontakt til PPR, så Alfred kunne få hjælp til sin tale. Sammen med andre børn i byen blev Alfred tilbudt at deltage i en uges stammeskole. Alfred mindes, at han blev hentet af en taxa, og så var der ellers stammeskole fra mandag-torsdag fra kl. 8-14.

I børnehaveklassen og 1. klasse fik Alfred hjælp af en nu pensioneret talepædagog, men fra 3. klasse har han fået hjælp af talepædagog Ellen Lystbæk.
I de mindre klasser mødtes Alfred med Ellen Lystbæk en gang  i måneden, men nu er det hver tredje måned. – Vi snakker, om hvad der fx sker i mit liv. At jeg netop skulle konfirmeres, hvordan det  går i skolen, og om der er noget, som irriterer mig osv. Vi træner også teknikker, og hvordan jeg på en god måde kan få en glidende tale, fortæller Alfred. Mødet med Ellen Lystbæk foregår i hjemmet og varer cirka 45 minutter. Herved har Alfreds forældre, Lene og Jens Lauesen, over en kop kaffe også mulighed for at få en snak med Ellen Lystbæk og få “lektier” for.
-Ellen giver os nogle tip til, hvordan vi på den bedste måde kan hjælpe Alfred, og det er vi meget glade for. Vi er helt med på, at vi i det daglige har de bedste muligheder for at hjælpe Alfred, fortæller Lene og Jens Lauesen, der også fortæller, at Alfred er meget glad for samtalerne med Ellen Lystbæk. – Jeg synes, at vores samtaler giver mig en ro og tro på, at jeg nok skal komme videre med min stammen, så det kan udvikle sig til en mere flydende tale, lyder det fra Alfred.

Ud over at en onkel har stammet lidt en gang imellem, er Alfred den eneste i familien, der stammer. Hverken broderen, søsteren eller forældrene stammer.
Alfred er en frisk 14-årig dreng, som bruger meget tid på at spille fodbold. Han spiller højre midtbane og er god til at løbe. Ja, faderen Jens grinede, da jeg spurgte Alfred, om han nemt kunne løbe fra sin far. At Alfred klarer sig godt på fodboldbanen giver ham naturligvis en god kontakt  til kammeraterne, hvor talen med stammen ikke er noget problem.

Alfred Lauesen konfirmand

 

Alfred er vild med at spille fodbold og kammeraterne jublede da han scorede hattrick

 

Under en ferie til Harzen kunne Alfred ikke stå for denne restaurant

Webmaster

Kornelius Marketing