sep 6, 2017 | Aktuelt, McGuire-programmet
Af redaktør Erling Jensen – kilde Internettet nærlæst af Daniel Kusk.
Målgruppen for McGuire-programmet er i princippet alle personer over 15 år. Kurset, og det efterfølgende arbejde med at udvikle og vedligeholde sin tale, er dog så intensivt, at det primært er for personer, som har et virkeligt stort ønske om at forbedre deres tale. Ofte har personer, der tilmelder sig McGuire-programmet, forsøgt sig med andre behandlingsformer uden at opnå det ønskede resultat.
Succes med McGuire-programmet:
4 punkter er vigtige for at få succes i McGuire-programmet:
1 – Instruktører og coaches er selv stammere: Kursusdeltagerne bliver undervist eller guidet af personer, som selv er stammere og har gennemført mindst ét McGuire-kursus. Det kan være med til at give håb for nye kursister at blive instrueret og coachet af mennesker, som har haft samme taleudfordringer, som de selv har.
2 – Intensivitet: Kurserne varer fire dage, og en kursusdag kan strække sig over 16 timer. Dette er medvirkende til, at kursisterne får nedbrudt tidligere talemønstre, og opbygger et nyt og mere holdbart talemønster.
3 – Teknikken: Styringen af vejrtrækningen i forbindelse med talen er den mest synlige del af McGuire. Kombinationen af vejrtrækningen og andre fysiske og psykiske værktøjer i arbejdet med stammen, er ting der skal trænes igen og igen for at få succes med McGuire.
4 – Support: Er man helbredt efter 4 dage på et McGuire-kursus? Nej det er man bestemt ikke. Derfor får alle en primær coach, som skal støtte og vejlede, når personen er kommet hjem fra kurset. Der er også opbygget et supportsystem i McGuire, som man får adgang til, efter at man har gennemført et kursus. Supportsystemet består bl.a. af internt uddannede coaches, som man kan sparre med verden over. Derudover er der støttegrupper, hvor personer mødes og hjælper hinanden. Sidst, men ikke mindst, kan man tage på så mange opfriskningskurser man vil, når man har gennemført et kursus.
Mål med McGuire Programmet:
Overordnet mål:
Veltalenhed (Eloquence på engelsk).
Fysisk mål:
At tale kraftfuldt fra thorax (brystkassen) ved træning af den kostale del af diafragma (mellemgulv. Red.).
Psykiske mål:
At forstå stammens dynamik.
At modvirke tendensen til at holde tilbage og bruge undgåelsesmekanismer.
At håndtere frygten ved at koncentrere sig og bruge ikke-undgåelsesteknikker (non avoidanceteknikker).
At acceptere sig selv som en person der arbejder med sin tale.
At udvikle en assertiv holdning til at angribe frygtede situationer, dvs. at kunne og turde udtrykke sine følelser, meninger og behov klart, utvetydigt og ærligt med respekt for sig selv og samtalepartneren.
At forstå processen med tilbagefald og hvordan man modvirker den.
Følelsesmæssigt mål:
Når du har behandlet frygten, er målet at give slip og have det sjovt med at tale.
Åndeligt (mentalt) mål:
Selvaktualisering. At kunne udtrykke sig som den person man ønsker at være.
Omkostninger ved McGuire Programmet:
McGuire-programmet – et privat kursus
Daniel Kusk, den skandinaviske regionaldirektør, fortæller om McGuire-kursets økonomi:
Alle førstegangskursister betaler i den skandinaviske region en kursusafgift på 12.000 kr. Heraf betales 1.000 kr. i depositum ca. 2 måneder inden kursusstart. De resterende 11.000 kr. skal betales senest på kursets anden dag, fx med VISA-kort betaling. Her har hver enkelt ny kursist fået et grundlag for at gøre op med sig selv, om teknikkerne og tilgangen til at arbejde med sin stammen i McGuire-programmet er noget for ham eller hende. På et møde mellem kursisten, instruktøren på kurset og den skandinaviske regionaldirektør aftales det, om kursisten vil fortsætte eller ej. Ønsker kursisten ikke at fortsætte på kurset, eller vurderer instruktøren og regionaldirektøren, at kursisten ikke er klar til at gennemføre kurset, så forlader kursisten kurset efter dette møde. Er kursusafgiften allerede betalt, fx via bankoverførsel inden kurset, refunderes de 11.000 kr.
Kursusafgiften inkluderer et livslangt medlemskab af McGuire-programmet, Dave McGuires bog: “Beyond stuttering” – Getting good at the sport of speaking”, et bælte, sin egen primære træner/coach, og livslang support.
Når man én gang har gennemført et McGuire-kursus har man adgang til alle de fremtidige opfriskningskurser, der gennemføres verden over.
Opfriskningskurser i Skandinavien og resten af verden koster ca. 500 kr. pr. kursus.
Logi:
Logi er ikke inkluderet i kursusafgiften. Når man deltager på sit første kursus, er der krav om, at man skal bo på samme hotel, som kurset foregår på. Dette begrundes bl.a. med, at der skal brydes nogle vaner. Hvis en ny kursist har klaret sig godt på kursets første dag, og tager hjem til venner eller familie om aftenen, så vil der være en stor sandsynlighed for, at vedkommende ikke er ”stærk nok” i teknikken endnu, og dermed ville få tilbagefald.
Typisk ligger prisen på de hoteller, som benyttes, på omkring 500 kr. for et dobbeltværelse pr. person pr. nat, når man deler værelse med en anden kursist, som tidligere har deltaget på et McGuire kursus. Prisen for et enkeltværelse er ca. 1.000 kr.
Kost:
Morgenmad er normalt inkluderet i hotelprisen. Alle andre måltider køber man selv.
Opfølgningskurser / opfriskningskurser:
Alle nye kursister rådes til hurtigst muligt at tilmelde sig et nyt kursus. Man kan nemlig umuligt nå at få det hele med på sit første kursus, fordi alt er så nyt og intensivt.
Derudover vil alle opleve en vis form for turbulens, dvs. udfordringer med at få teknikkerne og tilgangen til at fungere i hverdagen. I disse situationer er det vigtigt at opsøge support, som bl.a. kan være at deltage i et kursus igen.
Kursusopbygning
Generelt:
For at deltage på et McGuire kursus, skal man være 15 år eller derover.
Vi ønsker ikke at afsløre for meget af programmet for et kursus på forhånd. Vores erfaring er nemlig, at mange nye kursister da vil fokusere på/frygte de kommende dages udfordringer, i stedet for at koncentrere sig om den aktuelle undervisning.
Et McGuire-kursus i Skandinavien varer 4 dage, fra torsdag kl. 08:00 til søndag kl. 14:00.
Der arbejdes meget intensivt – op til 16 timer enkelte dage. Mange af tingene bliver trænet mange gange.
Dag 1:
– Alle McGuire-kurser verden over starter med, at alle nye kursister bliver interviewet, så man har dokumentation for, hvordan ens stammen var før kursusstart.
– Klarlægning af hvilke virkemidler stammen har imod os:
Fysiske virkemidler: Frysning / fastholdelse (af diafragma), kamp og forkrampning i diafragma (mellemgulvet. Red.), stemmebånd og artikulatorer, som leder til tricks og undgåelser.
Psykiske virkemidler: Frygt, panik, skam, skyld og følelse af isolation.
– Klarlægning af, hvilke virkemidler man har imod stammen, som danner grundlag for hele kurset:
Fysiske virkemidler: Kostal vejrtrækning, Hit and Hold, Block release, dyb og luftig stemme. Alt sammen for at modvirke frysning, kamp og forvrængning (i diafragma, stemmebånd og artikulatorer), og for at modvirke trang til at bruge tricks og undgåelser.
Psykiske virkemidler: Frivillig stammen, afsløringer, overkill, livslang support.
– Træning af kostal vejrtrækning, og de andre fysiske virkemidler.
Gennemgang af tjeklisten, som danner grundlag for McGuire-metoden:
Modstå tidspres – tal når man er klar, i stedet for at tale når man tror andre forventer det.
Frigiv restluft – lungerne skal tømmes, så man er klar til at tage en fuld kostal vejrtrækning.
Centrer og klargør – klargør for sig selv, hvad formålet med samtalen er.
Formulering – vi danner et manuskript for, hvad vi vil sige, fokuserer 100 % på de ord vi vil sige, og hører dem for os selv, inden vi rent faktisk siger det.
Øjenkontakt – mange, der stammer, kigger væk når de skal tale, her øves der i at etablere og fastholde øjenkontakt.
Hurtig og fuldt kostal indånding.
Vær afslappet i bryst og skuldre mm., ellers kan det fjerne fokus fra talen.
Perfekt tidspunkt (timing) – det tidspunkt man skal begynde at tale på.
Bestemt (”assertiv”) førstelyd – man skal angribe den første lyd i det første ord i den sætning man vil sige, for at “kickstarte” sætningen.
Dyb og luftig stemme – for at fjerne fokus fra stemmelæberne og artikulatorerne.
Bevæg dig fremad, hold ikke tilbage (i sætningen) – vi skal holde diafragma i bevægelse, når vi taler.
Artikuler – sig ordene med den rette udtale og artikulation.
Frigiv restluft – når sætningen er sagt, skal det resterende luft i lungerne ud, så man er klar til en ny kostal indånding, og til at starte forfra på tjeklisten.
Disse ting trænes mange gange, og dagen afsluttes med, at de nye kursister holder deres første lille tale foran gruppen med den nye teknik.
Dag 2:
– Opsummering fra dag 1.
– Intro til frivillig stammen:
– Hit and Hold.
– Block release.
– Overdreven brug af teknik.
– Intro til hvordan man overkiller / arbejder med et frygtet ord.
– Nye kursister går ud i byen med en kursist, der har været på kursus før. Den erfarne kursist demonstrerer over for den nye, hvordan man arbejder med teknikken i hverdagen, og viser hvordan man kontakter 100 mennesker.
Dag 3:
– Træning af telefonopkald til de andre kursister.
– Træne højtlæsning.
– Træne frivillig stammen som en del af selvaccept.
Harrisons (John red,) workshop (forfatter, stammer selv og har skrevet bogen, How to conquer you fear of public speaking ). Se litteraturlisten sidst I artiklen. John Harrison oplister bl.a. disse råd, som kan være til gavn når man skal holde tale:
Claming your space – påberåb din plads.
Adding music to your voice – tilføjelse af musik til din stemme.
Live with pauses – lev med pauser.
Eye contact – øjenkontakt.
Use your body – brug din krop.
Speaking up – tal med en kraftfuld stemme.
Show emotions – vis følelser.
Den nye kursist går ud i byen med en kursist, der har været på kursus før. Den nye kursist demonstrerer over for den erfarne kursist, hvordan han eller hun arbejder med teknikken i hverdagen, og viser hvordan man kontakter fremmede mennesker.
Kursisterne holder en lille offentlig tale et centralt sted i den by, hvor kurset foregår.
For at lære nye kursister at tage ansvar for sin egen coaching, får de bl.a. også til opgave at undervise hinanden.
Dag 4:
Træning af telefonopkald til de andre kursister.
Råd og vejledning til hvordan man vender tilbage til sin hverdag.
Opsætning af mål.
Hvordan man opfylder / når sine mål.
Selvaktualisering – hvordan man viser omverdenen den person, man i virkeligheden er (ens sande identitet).
Hvordan man modvirker at falde tilbage til sit gamle talemønster.
Forklaring af de processer man skal igennem for at opnå veltalenhed.
Information om support og støttegrupper.
De nye kursister holder afskedstale på kursusstedet.
Efter Kurset:
Når en person har gennemført et McGuire-kursus, kræves der en stor indsats for at få resultaterne fra kurset overført til ens hverdag. Især i den første periode efter kurset skal man være forberedt på at bruge en del tid på at træne hver dag.
Observatør på et McGuire-kursus:
Som pårørende:
Erfaringen er, at det er rigtig godt at tage sine pårørende med på et kursus. Det behøver ikke nødvendigvis at være kursistens første kursus, man som pårørende deltager i. Pårørende får et indblik i, hvad man som kursist arbejder med i sin hverdag, og får dermed også bedre forudsætninger for at kunne hjælpe og støtte i det videre forløb.
Kursister under 18 år kan kun deltage, hvis en forælder/værge er til stede under kurset.
Som Logopæd, talepædagog, eller andet:
Alle, der har interesse i stammen er meget velkomne til at deltage på et skandinavisk McGuire kursus som observatør (fluen på væggen). Det er gratis.
Som observatør er man velkommen til at gå til og fra kurset, som man selv ønsker.
Gennem tiden har efterhånden rigtigt mange logopæder og talepædagoger deltaget i et McGuire-kursus i Skandinavien som observatører.
Se mere på McGuires hjemmeside. Litteratur:
Til alle dem der kan læse engelsk, anbefaler vi at købe den nyeste McGuire-bog, som hedder ”Beyond Stuttering”. Bogen er fra 2014 og er statter den tidligere ”Beyond Stammering” fra 2002. Den danske udgave ”Vind over din stammen” anbefaler vi KUN til dem, der ikke kan læse engelsk, da bogen desværre ikke er helt opdateret.
McGuire, D. Vind over din stammen. Birmar. Kolding. 2006. Bogen kan købes i Stammeforeningens Boghandel: https://stammeforeningen.dk/boghandel/
Harrison, J.C. How to Conquer Your Fears of Speaking Before People (dansk titel: Hvordan du overvinder din frygt for at tale til en forsamling). John C. Harrison og FSD Forlag. 2005.
I anledning af, at FSD afholdt kursus med John Harrison i København i 2005, blev John Harrisons bog suppleret med et ultrakort dansk resume af forfatterens centrale model, ”The Stuttering Hexagon”, på dansk: ”Stamme-sekskanten”, og udgivet i fællesskab af John Harrison og FSD Forlag. Der blev trykt og solgt et mindre antal papireksemplarer, og bogen blev desuden solgt som CD og som pdf-fil. Du kan få yderligere oplysninger ved at skrive til FSD Forlag ved Hermann Christmann, hc@nordfiber.dk
aug 29, 2017 | Aktuelt, FSD-Nyt, McGuire-programmet
Inden Christian Rasmussen, 15 år i februar begyndte på McGuire-programmet prøvede han at glemme det, hvis han stammede meget.
Af Erling Jensen, ansvarshavende redaktør.
– Jeg har stammet fra 8 års alderen og stammede hele tiden, også når jeg var sammen med kammeraterne, men jeg prøvede hele tiden at skjule det for mig selv. Herved havde jeg en tro på, at det ville blive nemmere næste gang, at jeg skulle tale, fortæller Christian Rasmussen. Han er 15 år og skal i august begynde i 9. klasse på Vangeboskolen i Søllerød i nærheden af Holte.
– Tre gange har jeg deltaget i weekendtræffene på Langeland. Samværet på træffene har betydet meget. Det har socialt været nogle gode oplevelser, men det har ikke haft den store indflydelse på omfanget af min stammen. Tidligere behandling hos logopæder har heller ikke givet et større resultat, så da min mor talte med logopæden Gitte Lassen Dam, der selv er stammer og havde gode erfaringer med McGuire-programmet (The McGuire Programme), besluttede vi at prøve dette program, fortæller Christian videre.
For Christian Rasmussen har det været en stor oplevelse at deltage i McGuire kurserne. Han deltog i februar i et kursus i Aarhus. Alle McGuire-kurser varer fire dage. Fra torsdag-søndag, og hans mor, Kenja Winnie Rasmussen var tilstede de 4 dage. Reglen er nemlig, at kursister under 18 år kun kan få lov til at deltage i et McGuire-kurset, hvis en af forældrene er til stede alle fire dage.
– Jeg skulle jo have fri fra skolen torsdag og fredag. Mine venner havde fået at vide, at jeg skulle på McGuire-kursus, men jeg ved ikke om klasselæreren orienterede klassen om, hvorfor jeg ikke var i skole. Da jeg var færdig med kurset skulle jeg i erhvervspraktik, hvor jeg var i en virksomhed, hvor der blev udviklet nyt inden for IT – fx spil. Her fortalte jeg om mine oplevelser, så det var først en uge senere, at jeg kunne fortælle klassen om mine oplevelser. Som en af øvelserne / opgaverne havde vi fået at vide på McGuire-kurset, at vi skulle fortælle klassekammeraterne om oplevelserne på kurset. Selv om jeg altid har stammet hele tiden, var det noget grænseoverskridende at fortælle om kurset, også fordi jeg skulle anvende de teknikker, som jeg havde lært på kurset. Det føltes som en lettelse, da denne opgave var vel overstået.
Har deltaget i flere McGuire-kurser
– Det første kursus var som tidligere nævnt i februar i Aarhus. McGuire-kurset er et meget intensivt kursus. Vi træner og øver fra tidlig til sent på dagen, fx blev vi vækket allerede kl. 5.30 og havde flere telefonopgaver, hvor vi skulle ringe til hinanden på hotellet. Den første dag skulle vi præsentere os selv, det blev optaget på video.
På hjemmesiden kan du se nærmere om, hvordan et McGuire-kursus er opbygget. Du kan se programmet her.
På tredjedagen blev kursisterne sendt i byen for at løse en masse opgaver.
Christian fortæller:
– Vi blev delt op parvis, men da jeg er under 18 år skulle jeg have to voksne med, der kunne hjælpe og støtte. Opgaven i byturen var, at vi skulle lave min. 100 kontakter, det kunne være besøg i forretninger, på banegården, spørge folk på gaden om forskellige ting osv. Ærligt talt var det noget svært, og det kunne nogen gange føles noget pinligt, MEN vi skulle jo klare opgaven, og ved at vi alle sammen var sendt af sted, tænkte jeg slet ikke på at opgive, fortæller Christian, der også nævner opgaven, hvor man et sted i byen på en synlig måde skulle fortælle om sig selv.
– Efter kurset i februar i Aarhus har jeg deltaget i et kursus i Malmø i juni og i januar 2018 skal jeg deltage i et kursus i Oslo. Disse kurser er også 4-dages kurser. Det giver en god kontinuitet, og vi har jo hele tiden i baghovedet, at vi skal træne og holde teknikkerne ved lige. Her hjælper det meget, at vi hver har en personlig coach, som vi kan kontakte, når der er behov for det. Min coach hedder også Christian, og det føles godt, at jeg fx inden 9. klasse afgangsprøverne kan kontakte ham og så få opfrisket taleteknikkerne. Det giver en god tryghed, at vi har denne mulighed. Med McGuire-programmet har jeg fået troen på fremtiden og synes, at jeg har fundet vejen frem, lyder det fra Christian Rasmussen, der gerne anbefaler andre at prøve et McGuire-kursus.
Han siger også, McGuire teknikkerne er ikke en helbredelse i forhold til stammen. Det er tekniker, som kan hjælpe en person der stammer til at kontrollere sin stammen og blive veltalende, samt mere fri i sin tale.
Christian Rasmussen er den eneste i familien, der stammer. Han har en lillebror, William på13 år, der lige som forældrene aldrig har stammet.
McGuire-programmet – et privat kursus
Ifølge Daniel Kusk, den skandinaviske leder, har McGuire-kurset følgende økonomiske model:
Alle førstegangskursister betaler i den Skandinaviske region en kursusafgift på 12000 kr. Heraf betales 1.000 kr. i depositum ca. 2 måneder inden kursusstart. De resterende 11.000 kr. skal betales senest på kursets anden dag, fx med VISA-kort betaling. Her har hver enkelt ny kursist fået et grundlag for, at gøre op med sig selv, om teknikkerne og tilgangen, hvorom man arbejder med sin stammen i McGuire Programmet, er noget for vedkommende. På et møde mellem kursisten, instruktøren på kurset og den skandinaviske regionaldirektør, aftales det om kursisten vil fortsætte eller ej. Ønsker kursisten ikke at fortsætte på kurset, eller vurderer instruktøren og regionaldirektøren, at kursisten ikke er klar til at gennemføre kurset, så forlader kursisten kurset efter dette møde. Er kursusafgiften allerede betalt, fx via bankoverførsel inden kurset, så returneres de 11.000 kr. selvfølgelig.
Kursusafgiften inkluderer et livslangt medlemskab af McGuire Programmet, Dave McGuires bog: “Beyond stuttering – Getting good at the sport of speaking”, et bælte, sin egen primære træner/coach, og livslang support.
Når man én gang har gennemført et McGuire-kursus har man adgang til alle de fremtidige kurser, der er verden over, så længe man lever.
Opfriskningskurser i Skandinavien og resten af verden koster ca. 500 kr. pr. kursus.
Eksempel på udviklingen i McGuire-programmet
Daniel Kusk, den skandinaviske leder af McGuire-programmet har givet tilladelse til, at vi kan bringe videoer i udviklingen af hans stammen. Alle kursister på et McGuire-kursus skal som nævnt i artiklen lave en præsentation, og du kan her se, hvor store problemer, at Daniel Kusk havde, da han skulle præsentere sig.
“Talen på kassen” (Er optaget kun 2 dage efter ovenstående interview).
En anden optagelse med Daniel Kusk er optaget i Aarhus september 2015
aug 13, 2017 | Aktuelt
En af min fars yndlingsvittigheder var den om de to mænd, der går ved siden af hinanden på fortovet. Den ene har et ben, der er længere end det andet, den anden stammer. Stammeren siger: “dudududu er heldig, dududu kan babababare gågågågå med d-d-d-det ene be-be-be-ben i rendestenen!” Den anden svarer: “du er da endnu heldigere. Du kan bare holde kæft.”
Jeg grinede af min fars vittighed. Det gør jeg stadig, selvom den var lige ufølsom nok, når nu min far havde en stammende søn. Men det var trods alt rart at kunne grine af dét, som jeg allerede som helt lille følte som en vild, autonom alien indeni mig.
Jeg har stammet, siden jeg kunne tale. At sige det højt er ligesom at hoppe ud af et skab, selvom alle omkring mig ved det. Mærkeligt nok kan jeg stort set problemfrit gennemføre et arbejdsliv som skuespiller alligevel. Det vil jeg vende tilbage til.
Stammen er et kommunikationshandicap, som rammer knap 1 procent af den voksne befolkning, i alle kulturer, folkeslag og sprog. Der er mandlig overvægt, ud af fire stammere er de tre mænd. Der er på flere måder noget skjult i dette handicaps natur. Dels alle de ord, som forbliver skjult i kroppen, fordi man ikke orker anstrengelsen ved at sige dem, dels anstrengelsen ved at skjule, at problemet er der. Et fællestræk hos mange stammere er denne konstante fornemmelse af, at man på flere planer skjuler noget meget hemmeligt. En kronisk, opslidende gemmeleg, der er både meningsløs og skadelig.
Et andet hyppigt fællestræk hos stammere er, at vores handicap fylder meget mere inde i os selv, end omverdenen er klar over. En velmenende omverden vil ofte gøre problemet mindre, tale det ned, sige “du stammer jo næsten ikke” og “det skal du ikke tage dig af”. Altsammen sympatisk og formentlig en helt rigtig indfaldsvinkel. De stammere jeg kender, som jeg idoliserer, er netop dem der tænker sådan: ja, jeg stammer – og det er så dét. Tag mig som jeg er. De stammere, som tilsyneladende slet ikke lader sig mærke med deres handicap. Sådan en stammer ville jeg gerne være.
Men sådan én er jeg (stadig) ikke. Jeg arbejder på det, for jeg ved, at netop deri ligger nøglen til at stamme mindre og blødere. Jo mere jeg krampagtigt forsøger at skjule min stammen, desto hårdere og mere uforsonlig blir den. What you resist will persist. Derved blir den også et livsvilkår på et mere eksistentielt plan. Fordi hvad er det, jeg frygter, og hvorfor er jeg så sindssygt optaget af at skjule det?
Den seneste stammeforskning tyder på, at stammens årsager er relateret til dopamintilførslen i hjernen. Lige dér i hjernen, hvor sygdomme som depression og Parkinsons Syge også udspringer. Det giver mening for mig, og da jeg fik den oplysning for et par år siden, blev jeg lettet. Det var rart at høre, at stammen formentlig er biologisk bestemt og ikke et symptom på et traume eller en uerkendt konflikt. Det var ligesom en frifindelse. I mine yngre dage gik jeg hos en talepædagog, som mente, at stammen var et symptom. Jeg skulle gennem terapi erkende, hvad det var, der var sket i min barndom, der fik mig til at stamme. Dén indfaldsvinkel abonnerede jeg på i mange år, men den stoppede ikke min stammen. Derved blev terapien forbundet med et stort, dagligt nederlag, fordi hver gang jeg stammede, blev jeg mindet om, at jeg ikke var nået dybt ned i erkendelsen, og at jeg skøjtede henover problemet. Jeg straffede mig selv. Som om stammen i sig selv ikke er straf nok, jeg straffede også mig selv for at være så dum, at jeg ikke kunne finde ud af at holde op med at stamme.
Det var den følelse, der endelig lettede for et par år siden. Min stammens årsag er ikke funderet i et eller andet uerkendt. Årsagen ligger i noget biologisk i hjernen. Jeg er født med det, jeg kan ikke gøre for det – og jeg slipper aldrig af med det.
Stammen er et handicap, der rammer et vanvittigt centralt punkt i identiteten: sproget, den verbale fremtoning. Fra barnsben af former vi en stor del af vores identitet og indre styresystem ved at udtrykke os verbalt. Den muskel er i ubalance hos os stammere, og det har kæmpe konsekvenser. Vi afstår så tit gennem vores liv fra at tage ordet af frygt for at stamme – eller vi vover at tage ordet og oplever sviende nederlag, fordi vi ikke kan gennemføre vores hensigt. Min stammen ændrer sig fra dag til dag. Ofte føler jeg mig velafbalanceret og nogenlunde stammefri. Jeg er grundlæggende taknemmelig, og med min kone og mine børn, i trygge sammenhænge, er min stammen kun et lille problem. Men i perioder er jeg hårdt ramt, og så føles det som at være adskilt fra andre mennesker, fra de fleste sociale sammenhænge, med en mur af glas. Jeg færdes med mennesker, der problemfrit taler flydende sammen. Jeg indgår, tilsyneladende. Men jeg indgår ikke rigtigt. I de sammenhænge nøjes jeg med at spørge og lytte. Jeg tager ikke ordet for alvor, som jeg gerne ville. Risikoen er for stor. Det vil nok overraske de mennesker, jeg omgås, for de oplever mig sikkert som rigeligt outspoken. Som sagt: det her er min oplevelse. Når jeg i perioder stammer meget, føles dét at vove sig ud i en sætning som starten på en ekstremt farefuld rejse, der næsten kun kan ende ulykkeligt. Metaforerne står i kø: en hoppen fra klippestykke til klippestykke i en flod af lava, eller fra isflage til isflage på det ødelæggende hav. Eller en stejl opstigen af et uendeligt højt bjerg med garanti for at miste fodfæste og dratte ned. Min heroiske tagen-ordet kan pludselig blive en kamp for livet, og når jeg endelig er igennem, holder jeg udmattet kæft. Jeg bilder mig ind, at selskabet omkring mig er forlegent. Tit mærker jeg en blid uvilje mod at snakke videre med mig. Nok mest af misforstået empati.
Holte Gymnasium,1970. 4. klasse, jeg er 10 år. Dansktime. Vi har salmevers for. Jeg har øvet mig, det var sguda nemt at lære de lortevers udenad. Det er Op Al Den Ting Som Gud Har Gjort. Jeg husker det hele. Ikke mindst fru Kjær, vores klasselærer, en vrissen dame med fedtede briller og besværet åndedræt. Det blir min tur. Jeg rejser mig op. Begynder de første to ord. Op Al. Op Al. Prøver at trække vejret. Op Al d-d-d-d. Der er helt stille i klassen. Fru Kjær ved godt jeg stammer. Op Al d-d-d-d. Fru Kjær stopper mig. Gå udenfor døren, siger hun. Du kan jo ikke verset. Ud!
Jeg har læst, at ofre for sexuelle overgreb dissocierer. At man rejser ud af sin krop, fordi oplevelsen er for ubærlig. Bagefter kan man huske følelsen, men man kan ikke huske hvad der skete. Jeg har aldrig tilnærmelsesvist været udsat for noget så forfærdeligt. Men jeg tror, at fru Kjær fik mig til at dissociere på en omvendt måde. Jeg husker præcist hvad der skete, men jeg kæmper med at genkalde mig følelsen. Den lukkede jeg ned for. Jeg kan huske de få skridt fra min stol hen til døren, jeg kan huske dørhåndtaget og stilheden på gangen. Lugten af linoleumsgulvet og fornemmelsen af at stå derude. Jeg havde da stået der før, ork ja. Jeg havde stået der, fordi jeg havde kastet med en appelsin eller larmet eller smidt kærestebreve til søde Gry eller Anne-Mette. Men jeg havde sguda aldrig stået der, fordi jeg stammede. Jeg prøver at mærke, hvad jeg følte den halve time, jeg stod derude, før klokken ringede. Kan jeg dog ikke fremmane noget vrede i min erindring? Raseri? Hvorfor åbnede jeg ikke døren igen og råbte din store ko! til fru Kjær? Hvorfor var jeg ikke vred? Hvorfor er den eneste følelse jeg kan huske – skam? Som om det var min egen skyld? Hvorfor og hvordan blev min stammen tidligt forbundet med skam?? Dét er en gåde, jeg prøver at løse.
Jeg skulle have råbt til fru Kjær. Jeg skulle have skreget hende op i hovedet eller insisteret på at fremstamme alle 10 vers af Brorsons forbandede salme. Det ville have medført skandale, bortvisning og helvede på jord, men det kunne have forandret min selvagtelse og dermed min fremtid. Jeg skulle have været der for mig, for den del af mig, der er min stammen. Min besværlige ledsager. Jeg skulle have insisteret: se her, lyt her, det her – det er også mig. Og jeg kan ikke gøre for det. Men jeg gjorde det ikke. Jeg var kun 10 år. Jeg var ikke i nærheden af at gøre det. Jeg forrådte mig selv, som jeg desværre stadig gør.
Når jeg stammer idag, som 56-årig, bliver jeg 10 år igen. Eller endnu yngre. Det er et barn der taler, et barn jeg ikke har draget omsorg for. Det er et livsvilkår. Hvis jeg skal ændre det, kræver det accept og omfavnelse. Jeg ved det godt. Jeg kan tale og skrive om det i timevis. Jeg har ikke noget imod at tale om stammen – men jeg har noget imod at stamme.
Jeg har ladet det afskære mig fra utallige muligheder, oplevelser, samtaler, relationer, hver eneste dag i hele mit liv. Paradoksalt nok har jeg ikke ladet det afskære mig for mit valg af erhverv, som ellers nok er hajfyldt farvand for en stammer. Jeg gik tilfældigvis til et møde i 2.G, da mit klassetrin skulle lave skolekomedie. Min ældre bror havde medvirket tre år før, og det så sjovt ud. Vi skulle lave En Skærsommernatsdrøm, og jeg meldte mig hovedkuls på Puk, hovedrollen, den frække alf i skoven, der driller de unge elskende. Om aftenen fortalte jeg det til min mor. Min mor spurgte forsigtigt: tror du ikke du kommer til at stamme? Jeg svarede: ja, jeg stammer – men Puk stammer ikke.
Jeg forstår ikke, hvordan jeg så profetisk kunne finde på det svar. Jeg kunne jo ikke vide det. Jeg udsatte mig selv for den største fare, jeg overhovedet kunne. Men jeg var fuldkommen rolig. Jeg kunne instinktivt mærke, det var rigtigt. Og det kom til at holde stik. Jeg kunne replikkerne udenad med det samme. Jeg kunne ikke vente med at komme op på scenen. Jeg fløj, jeg trak vejret frit, jeg følte en lethed deroppe, som jeg aldrig havde følt. Og jeg kunne tale. Fuldkommen ubesværet. Jeg mærkede det øjeblikkeligt: det her er stedet for mig.
Derfor mit valg af erhverv: det var dér jeg kunne tale frit. Så enkelt er det. Det er ikke, fordi jeg går i trance og blir en anden person, når jeg udfører mit arbejde. Tværtimod, jeg føler mig tættere på mig selv, fordi jeg endelig kan træde frem uden det benspænd, jeg ellers slæber rundt på.
Stammen er et kommunikationshandicap, men det er også et socialt handicap. Jeg stammer stort set ikke, når jeg sidder hjemme og snakker med mig selv eller læser højt alene. Stort set al min stammen aktiveres, når jeg er sammen med andre. Det giver mig et håb, at størstedelen af min stammen er noget jeg “selv laver” – en spænding, eller en angst, jeg lægger ned over mig selv i mødet med andre mennesker. Den angst må det være muligt at reducere, for den er helt irrationel og fordobler problemet tifold. Det egentlige problem er påfaldende beskedent, i forhold til de kolossalt mange overbygninger, man selv laver på det. I de sidste par år har jeg jævnligt konsulteret en talepædagog, som også er psykoterapeut. Hos hende har jeg for første gang mødt forståelse for de uheldige psykiske følgevirkninger af stammen. Skam, mindreværd, isolation, angst, depression. Min vej til helbredelse – og med det mener jeg at kunne leve i en meningsfuld relation med mit handicap – går igennem at tøjle de følgevirkninger og automatreaktioner, der står så næsten beundringsværdigt parate hvert minut. Fortælle dem, at de ikke behøver være her. Derved kan jeg måske komme helt ind til selve problemet uden alle de dæmonagtige størrelser, der omgiver det. Komme helt ind og sige: dav, min ven, er du dér? Jeg skal lære at åbne døren for ham, bøje mig ned og tage ham op. Jeg tror, han ligner mig selv som lille.
Jeg ved, at han vil blive ved med at banke på og larme, indtil jeg tør at åbne for ham. At forliges med sig selv, med alt det man uforskyldt indeholder, og som man helst var foruden. Det er et projekt for livet. Og vist ikke kun for mig.
Pia er et kreativt menneske, som børnene i SFO´en har stor glæde af. 
