Stammeforeningen i Danmark (FSD)

I mørket fandt jeg ind til drømmen

mar 14, 2021 | Aktuelt, Artikler udgivet i 2020

I mørket fandt jeg ind til drømmen 

En lille lys historie fra et tidspunkt i mit liv, hvor stammen var en stor hindring.

Af Nicolas Kruse Dziegiel                                                                                                                 11. marts 2021

Et af mine foredrag, her på billedet fra Bindernæs Efterskole (200 efterskoleelever)

 

– Da jeg gik i 9. klasse, var problemerne med min stammen så store, at jeg ved præsentationer ikke kunne sige noget. Min hals låste sig helt fast, og jeg stod helt stum og kunne ikke sige noget overhovedet. Min mor tilmeldte mig hos en hypnotisør, og efter tre behandlinger var der sket et mirakel. Da jeg efter behandlingen kom ud i bilen til min far, kunne jeg tale frit med ham, og min far begyndte at græde. Der var på det nærmeste sket et mirakel, for tidligere stammede jeg, når jeg var usikker.

Som teenager blev jeg ramt af fire år med store taleproblemer

Jeg havde ingen taleproblemer de fire første år i skolen, men i 5. klasse begyndte jeg at stamme – en rigtig HÅRD stammen, hvor jeg sad helt fast i sætningen. Værst var det at skulle præsentere mig selv for nye lærere, nye elever m.v. – og jeg valgte at stikke af, når jeg vidste, at der var risiko for at møde nye, eller jeg gemte mig under et bord derhjemme.

I 8. klasse blev jeg sat på et stammekursus, som jeg ikke kan huske, om det var i kommunalt eller amtsligt/regionalt regi. Vi skulle efter kurset skulle fortælle vores forventningsfulde forældre, hvad vi havde lært i de 8 uger, som kurset varede. MEN jeg stod bare der og kunne ikke sige noget som helst – helt låst – husker det som var det i går.

Jeg oplevede en del mobning i skolen, og nogle af de andre ville ikke være sammen med mig, fordi jeg var ham den mærkelige, der stammede. Men behandlingerne hos hypnotisøren ændrede alt for mig. 70 procent af min stammen forsvandt, og et helt nyt liv begyndte. Jeg fandt hurtigt ud af, at stammen hang sammen med min usikkerhed og lave selvværd.

Fik hjerneskade som helt lille

Da jeg var tre måneder gammel, vurderede lægen, at jeg havde fået hjernebetændelse tre forskellige steder. Lægen sendte mig med ambulance i isolation på sygehuset i Holbæk, da han formodede, at jeg havde fået hjernehindebetændelse, der er det samme som meningitis. Her lå jeg i tre uger med kramper, uden at nogen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Så blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor man ret hurtigt fandt ud af, at jeg havde hjernehindebetændelse. Min mor og far var meget bekymrede, men da de jo skulle passe deres arbejde, sad min søde farmor ofte ved min seng.

Flere scanninger viste, at jeg havde taget skade fire steder i hjernen, og at man ikke vidste, hvordan min udvikling ville blive. Det næste halve år røg jeg ind og ud af sygehuse, da jeg konstant blev syg. Det var hårdt for hele familien.

Da jeg var et år, gik mine forældre fra hinanden, de lavede en fem-to-ordning, hvor jeg boede fem dage hos min mor og to dage hos min far.


Lægerne var ved at gøre en ende på mit liv…

Fra jeg var 3 til jeg var 13 år, havde jeg ugentlige epilepsianfald, og det medførte at jeg ikke havde en vennekreds, som børn i den alder normalt har.

Fra jeg var tre år, begyndte jeg at få kramper om natten og læger sagde, at jeg som følge af hjerneskaderne havde udviklet epilepsi. Jeg blev igen indlagt, og lægerne fyldte mig med medicin, som gjorde, at jeg fik det værre og værre. Min mor græd, da hun var bange for, at jeg blev totalt hjerneskadet. MEN heldigvis tog hun sagen i egen hånd, og opsøgte en kinesiolog, og her fik hun at vide, at jeg ikke havde epilepsi, men at mit mineralstofskifte var ødelagt af hjerneskaden.

Derfor kunne jeg ikke optage nok næringsstoffer og mit system havde underskud af mineraler, hvilket giver krampe. Jeg fik tonsvis af kosttilskud (noget fløjet hjem fra USA), og jeg fik det hurtigt bedre. Men det var en kamp for min mor med lægerne og min far, som slet ikke troede på sådan noget hokuspokus. Men hun var vedholdende, og efter et år var jeg helt ude af den giftige epilepsimedicin og begyndte at trives bedre. Følgerne af mine hjerneskader var heldigvis langt mindre, end man havde forventet.

Dumpede til eksamen i 9. klasse

Jeg startede på efterskole i 9. klasse og var spændt på, hvordan det ville gå. Det var første gang efter, at jeg begyndte at stamme, at jeg skulle ud at socialisere med nye mennesker. Der kom ikke mange ord ud af mig, og det var kun få, som jeg virkelig følte mig tryg ved at tale med. På grund af min ”on/off-skolegang” de første mange år af mit liv, dumpede jeg til eksamen i 9. klasse med et gennemsnit på 5,0 efter den gamle skala, hvor 6 var bestået. Desværre kom stammen stadig til udtryk ved præsentationsrunder og eksamener, stort set alle steder, hvor jeg skulle være i fokus og tale foran eller med mennesker. Det låste i halsen, og jeg prøvede modløst at tvinge ord ud af munden.

Jeg tror, at problemerne med epilepsien kan have haft indflydelse på min stammen, men at jeg i 5. klasse begyndte at stamme, kan skyldes, at jeg havde en del skoleskift. I 0.-5. klasse gik jeg i en klasse i Solrød. Herefter frem til 7. klasse i Knabstrup, som ligger uden for Holbæk. I 8. klasse gik jeg på en skole i Mørkøv og i 9. klasse var jeg på efterskole.

Barndomsbilleder

 

Fra taleproblemer til en topplacering i landsdækkende talekonkurrence…

Jeg startede på handelsskolen, stadig vældigt usikker på mig selv – og som mange andre teenagere udviklede jeg massiv akne i hele ansigtet, hvilket knækkede mig fuldstændigt! Nu turde jeg da slet ikke snakke med folk eller præsentere mig, og hele tiden hørte jeg stemmer, der sagde: “ Du ikke god nok, du er pissegrim, ingen gider at snakke med dig…“

Alligevel var der en anden stemme som sagde: “Gør det vildeste du kan, for at overvinde den stammen og det dårlige selvværd…”

Derfor besluttede jeg mig for at søge elevplads i en butik, fordi jeg her her ville blive nødt til at snakke med kunderne – og jeg ville ikke kunne komme udenom. Blev ansat i Holbæk Cykelcenter som salgsassistent-elev i butikken. Med lidt indkøring gik det supergodt, jeg elskede at sælge til kunder og hjælpe dem med at finde det, som passede til dem. Jeg var den bedst sælgende i butikken begge de år, jeg var elev. En stor succesoplevelse! Det var dog ikke nok til at fortsætte, min chef sagde, at jeg havde godt af at komme ud og prøve noget nyt.

Det var en tid, hvor der skete en masse for mig, og jeg begyndte at få mere selvtillid. Meldte mig ind i et lokalt erhvervsnetværk i Holbæk, som havde en talekonkurrence, der hed “Den Gyldne Mikrofon”. Her skulle man holde en tale på fem minutter foran dommere og publikum.

Det var nok det mest grænseoverskridende, som jeg kunne forestille mig, men det tændte en glød! Hvis jeg – den hårdt stammende dreng, som ikke turde kigge nogen i øjnene – kan hive mig selv op til at stå på en scene og levere en tale for forretningsfolk, så var jeg nået i mål med mit arbejde for at kaste stammen ad helvede til.

Jeg stillede op og endte med at komme i landsfinalen, som blev afholdt i Tivoli. Her måtte jeg stille mig tilfreds med at blive nummer 3 sammenlagt.

Helt fra den dag jeg tilmeldte mig, var det mit mål at vinde – men hele min transformation var sejr nok. Stemmen der kom fra mit indre, udsprang fra mit hjerte og var starten på en lysere og mere selvtillidsfuld tid.

Det har været mit livs vigtigste lektie! Hvis du skal tage EN TING med fra denne artikel, så er det, at vejen til det fantastiske liv går igennem hjertet.

DU har min fulde støtte hen til en lysere og sjovere tilværelse – Gå efter drømmene.

Mig & ørn

 

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv

Hele min opvækst har handlet om skyggearbejde, der for mig handler om at transformere den indre modstand, som vi alle oplever til at se skyggen som en gave i stedet for en udfordring.

I dag bor jeg på Samsø i et hjertevarmt Fællesskab, hvor vi laver bevidstheds-/skyggearbejde hver dag. Vi øver os på at blive mere bevidste medskabere af vores eget liv. For at kunne hjælpe flest mulige sjæle i denne Corona-æra, har jeg været med til at etablere et online Fællesskab ved navn “ Heartland Fællesskabet ”. Det vil glæde mig at hilse på dig derinde og vise dig alternative metoder til at håndtere Stammen.

Nicolas-besøger-Odsherred-Efterskole

 

Links til de forskellige You Tubes:

Præsentation af Nicolas Kruse Dziegiel som 23-årig i 2013.

DGM-finalist 2013

Fra finalen ved DGM 2013 (Den Gyldne Mikrofon) om personlig succes. Jeg var da 23 år og fortalte bl.a., hvordan jeg som 8-årig stammede så meget, at ingen kunne forstå mig.

Taleproblemer fik mig ud af mørket

Foredrag, som jeg indtil videre har holdt på 14 efterskoler.

Se også min hjemmeside:  https://nicolasdziegiel.dk/

 

Via de forskellige YouTubes viser jeg, hvad det vildeste er, og hvad jeg gør, for at min stammen kan holde op.
Min indre stemme siger:  Stil dig op for et publikum og sig, hvad du har på hjerte. Stemmen inspirerer mig virkelig. Der er skabt en drøm, som har haft stor betydning for mig. Alle kan blive stammefri.

 

Min livsfilosofi er:

Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv.

 

Boks.

Connect mere med mig:

Mød mig inden i Online Fællesskabet Heartland, meld dig ind her

Hent min Gratis Lydfil: 3 Energiøvelser til at stå stærkere i dit lys

 

Følg med på mine sociale medier:

Min Facebook

Min Youtube Kanal

Billede er fra et MTB-cykelløb i Hvalsø, hvor vi kørte en 6 timers maraton på en 7 km rute.

Jimmi Hansen

mar 5, 2021 | Aktuelt, Artikler udgivet i 2020

At være autist og stammer

Af Jimmi Hansen                                                                                                   18. januar 2021

Jimmi Hansen er både autist og stammer

 

Jeg hedder Jimmi, er 37 år (årgang 1983), bor i min andelsbolig i Svendborg og er single. Jeg arbejder i et fleksjob som indkøber i en større virksomhed på Sydfyn, hvor mit hensyn er, at jeg arbejder på nedsat tid. Fleksjob er et tilbud til en person, som pga. nedsat arbejdsevne ikke kan magte et 37 timers job. En fleksjobber kan få forskellige hensyn opfyldt. Se definition på fleksjob.

Jeg blev godkendt til fleksjob i juli 2008, og det skyldes primært, at jeg har gennemgået tre personlige kriser; to i 2001 og én i 2007. Senere i artiklen kommer jeg ind på de tre kriser. At jeg har stammet i perioder af mit liv har kun haft lille betydning for at blive godkendt til fleksjob. Udover at stamme er jeg autist herunder asperger. Den officielle betegnelse hedder ”Aspergers Syndrom”, som dog med implementeringen af ICD-11 i Danmark fra og med 2022 afskaffes. Herefter bliver man diagnosticeret som autist i en bestemt grad i forhold til ens intellektuelle og kommunikative funktionsniveau. Info om ICD-11

Asperger er en integreret del af min personlighed og hjerne med medfølgende stærke og svage sider, som jeg ikke ville være foruden, fordi jeg så ikke længere ville være mig. Anderledes har jeg det med min stammen, som jeg nogle gange godt ville have undværet. Men omvendt har det, at jeg stammer, også gjort mig til den, jeg er.

Autister er ofte hele deres liv på overarbejde i samfundet, som er designet til flertallet. Derfor er autister overrepræsenteret ved tillægsdiagnoser (komorbiditet). Autister kan ofte være bagud med det sociale, men omvendt virke gammelkloge som børn. At være anderledes tænkende og sansende gør autister mere stresssårbare.

Jeg er aktivt medlem af Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne, som også har et europæisk samarbejde på foreningsniveau. Sammenlignet med resten af verdenen ved jeg godt, at Danmark er et godt land at være autist og stammer i. I Afrika er der flere, der tror, at autister er besatte af dæmoner, og i Asien er det skamfuldt at være autist, hvor der er stor risiko for at blive udstødt af familien. I Frankrig har det også været slemt, hvor autisme er blevet sygeliggjort. I Danmark er muligheden for fleksjob eller førtidspension helt unik og en stor hjælp. Men man har stadig lov til at drømme om et samfund, som giver endnu mere plads til mangfoldigheden.

 

Min barndom og unge år

Da jeg var spæd, havde jeg kolik og græd meget. For sjov har jeg tænkt, at jeg måske derfor opbrugte min kvote og senere ikke var det mest snakkesalige barn. Som autistbørn nu ofte gør, legede jeg mest alene og var i min egen verden. Da jeg gik i børnehaveklassen i Folkeskolen, mente pædagogerne, at jeg skulle gå året om, fordi jeg ikke var så stærk socialt og holdt mig for mig selv. Det kunne mine forældre nu ikke forstå. De mente, at jeg da var et kvikt barn, så derfor endte jeg med at skifte skole til Privatskolen Nakskov og skulle alligevel ikke gå året om. I de første år på skolen havde jeg især én god ven, der havde nogle brødre, mens jeg var enebarn. Senere begyndte min tætte ven at lege mere med de andre børn, og på den måde blev jeg en outsider.

Når de voksne blev trætte af at spille Matador, fortsatte jeg på egen hånd og både tabte og vandt. Med katten som bank.

 

De andre begyndte at mobbe mig omkring 6. klasse. Det var også her, at jeg begyndte at stamme med blokeringer. Det var måske en ekstra tilskyndelse for mig til at læse lektier og være godt forberedt til timerne. Hvis jeg minimerede min usikkerhed, så stammede jeg også mindre. Jeg blev mere og mere til klassens stræber og tog hævn på mine mobbere ved at være fagligt bedre end dem. Det kunne meget vel være, de havde magten i frikvartererne, men i timerne var det mig, der førte an på trods af, at jeg indimellem stammede. Jeg husker især en episode engang i 8. klasse, hvor en lærer satte en af mine klassekammerater på plads, fordi han efterabede min stammen. Det var en dejlig følelse.

Jeg blev ikke kun mobbet, pga. at jeg stammede, men også fordi jeg var klassens tykke dreng, der havde briller og var en stræbertype, der tit sad forrest i klassen. Jeg stammede, skilte mig ud som asperger og kunne ikke altid følge med, hvad de andre havde gang i.

Efter 9. klasse håbede jeg på en frisk start på Højere Handelsskole (HH), men sådan skulle det ikke gå.

 

HH uddannelsen på Nakskov Uddannelsescenter

Mobningen fortsatte desværre på HH (Nakskov Uddannelsescenter), og af de 3.-års-studerende fik jeg kaldenavnet ”Smiley”. De vidste bare ikke, at det anstrengte smil var et forsvar for at overleve. Lige meget hvad mobberne kunne finde på, kunne de ikke kyse mig. Alligevel kunne jeg ikke holde til det, og mobningen på HH ændrede karakter til psykisk terror.

I november 2000 på 2. HH skulle vi på studietur til Beijing. Jeg var dengang 17 år. Da vi ankom til hotellet, var jeg en af de få som tog et visitkort med hotellets adresse af interesse. Senere gik vi i samlet flok rundt for at danne os et indtryk af kulturen. Vi delte os så op i mindre grupper og fik at vide af underviseren, at vi skulle følges ad. Ved nogle markedsboder ventede jeg pænt på min gruppe, men da jeg selv undersøgte en bod, var jeg pludselig alene i denne kæmpeby. Det lykkedes mig heldigvis at finde tilbage til hotellet på egen hånd takket være visitkortet. Først fik jeg fat en cykeltaxa, men manden kunne kun tale kinesisk. Ved et tilfælde kom der så en engelsktalende politimand gående, som kunne hjælpe mig i min nødsituation. Cykeltaxamanden kørte mig igennem et slumkvarter, men pludselig var der lys forude, og jeg kunne se hotellet. Jeg blev så glad, så jeg gav ham en bonus for turen. Da jeg siger hej til mine klassekammerater, kunne jeg se, de havde travlt med druk og var ligeglade med, hvor jeg var henne.

I dag ved jeg, at mobningen og følelsen af at være anderledes end mine jævnaldrende var årsagerne til min første indlæggelse med en reaktiv psykose (akut psykose). Denne psykose fik jeg i forbindelse med min morfars katolske begravelse i Polen i februar 2001. Jeg blev overtaget af min underbevidsthed og blev hurtigtalende og vrøvlede løs. Senere i 2001 fik jeg et tilbagefald, da jeg startede på 2. HH efter sommerferien. Samtidig havde jeg fået diagnosen Aspergers Syndrom, som jeg i starten ikke ville kendes ved. Jeg syntes heller ikke selv, at jeg ville kunne indhente det faglige, selvom mine undervisere havde en anden holdning.

Normalt tager HH uddannelsen 3 år, men jeg brugte 5 år på at gennemføre uddannelsen og tog 2. år af HH på halvtid. Jeg skiftede klasse tre gange. Men jeg fik til slut hue på med et snit på 10 efter den gamle karakterskala.

At jeg skiftede klasse tre gange gav ekstra sociale udfordringer. Jeg mindes bl.a., at når jeg skulle spise i kantinen og gerne ville sidde sammen med de andre fra klassen, kunne de løfte sig i flok og sætte sig igen nogle stole længere væk for at udstille mig.

Undervejs kæmpede jeg igen mere og mere med de irriterende blokeringer. Jeg kunne finde på at bruge synonymer for at undgå at stamme, men ved oplæsning i f.eks. faget tysk kunne jeg ikke snige mig udenom, selvom tysk var et af mine yndlingsfag.

Til sidst var jeg så ked af mine stammeproblemer, at min far tog affære og fik fat i Specialskolen for voksne i Nykøbing Falster. Her begyndte jeg til individuel stammeundervisning hos logopæd Anita Lihme i slutningen af 2003. Endelig fik jeg professionel hjælp.

Jeg havde bl.a. en angst for at ringe op. Derfor fik jeg en opgave med at ringe op til Fona (dansk elektronikkæde). Jeg arbejdede med at tale langsommere og holde pauser f.eks. ved oplæsning og improviseret tale. Frivillig stammen stiftede jeg også bekendtskab med, men det gav slet ikke mening for mig. Jeg havde præstationsangst for de mundtlige eksaminer på 3. HH, men eksaminerne gik over al forventning. Jeg overvejede at læse Cand.negot på universitetet eller SPRØK på handelshøjskolen, men min nye psykiater i Maribo gav mig det gode råd, at jeg måske skulle skrue ambitionen lidt ned.

 

Flytning til Fyn i 2004

I 2004 flyttede jeg til Svendborg og kom i gang med markedsføringsøkonomuddannelsen (Kort videregående uddannelse). En uddannelse som jeg gennemførte på normeret tid september 2004 til juni 2006, dvs. 2 år.

Da jeg læste til markedsføringsøkonom på Fyn, var der heldigvis ingen, der mobbede. Jeg havde lidt blokeringer ved de mundtlige eksaminer, men ellers gik mine eksaminer godt. Ved praktikken på 4. semester i en blækspruttefunktion i en lille virksomhed vidste jeg, at jeg havde fået nok af at sidde på skolebænken.

På markedsføringsøkonomuddannelsen fik jeg et legat fra Industri og Handelskammeret (I dag Fynsk Erhverv) for at være iblandt de tre bedste af min årgang.

 

Jeg gik ledig et lille stykke tid, og blev derefter ansat som indkøbsassistent i en større virksomhed i Svendborg (alm. 37-timers job) i november 2006. Jeg skjulte til jobsamtalen, at jeg var asperger, men det gav bagslag senere, da jeg blev fritstillet efter prøveperioden i starten af 2007, og det gav en stor nederlagsfølelse.

Fra slutningen af 2006 var jeg blevet medicinfri igen og tabte på kort tid 8-10 kg., men havde dog nogle beroligende piller, jeg kunne tage ved behov. Min mormor dør i april 2007, og jeg kom ikke med til hendes begravelse i Polen. Jeg var ked af, at jeg ikke kom med til begravelsen. Jeg gik fast til en psykolog i 2007, men da han havde sommerferie, gik det helt galt. Jeg begyndte at isolere mig selv mere og mere. Min bostøtte (§85, SEL*) kunne ikke ændre på det uundgåelige. I august 2007 bliver jeg så indlagt med en ny psykose på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg og var indlagt 1 ½ måned.

Jeg var i 2007 blevet medlem af Aspergerforeningen og talte en del med en fra bestyrelsen, men heller ikke det hjalp nok. Som ledig deltog jeg i et 5 ugers selvvalgt kursus i at lave billedbehandling og hjemmesider, som trak mig lidt op. Det var i den forbindelse, jeg købte mit domæne www.zmiley.dk.

Da jeg ramte kulkælderen fuldstændig ved 3. psykose, fik jeg endelig den hjælp, jeg havde brug for. Jeg begynder på et brobygningsbeløb til arbejdsmarkedet på Toldbodhus Skole. Gennem dette forløb ender jeg med at komme i arbejdsprøvning hos Svendborg Brakes i april 2008. I januar 2008 flytter jeg i lejlighed med min daværende kæreste. I september 2008 bliver jeg fastansat i fleksjob hos Svendborg Brakes som logistikassistent. Så pludselig lysner det hele. Jeg begynder også at blive engageret i foreningsarbejdet i Aspergerforeningen, hvor jeg i starten melder mig som revisor. Senere bliver jeg tovholder for træfpunkt Fyn for Aspergerforeningen i oktober 2009. Jeg ville gerne hjælpe andre autister og manglede selv sådan et tilbud på Lolland førhen. Min stammen fyldte meget lidt i denne periode.

Et par år senere begynder jeg at opleve blokeringer i mit job som indkøber hos Svendborg Brakes. Derfor starter jeg op på stammebehandling i Odense i 2011. Det bliver hos Henrik Sørensen og Tine Jensen på Center for Rehabilitering og Specialrådgivning. I starten er det kun eneundervisning, men senere takker jeg ja til tilbuddet om at starte op i en voksen-stammegruppe, hvilket jeg vil anbefale andre stammere at gøre til enhver tid, da det er godt at mødes med nogle ligestillede, som man kan spejle sig med og udveksle livserfaringer.

Henrik fortæller mig bl.a., at det, at jeg har en høj stemme, faktisk er en fordel som stammer, da man nemmere kan forstås på trods af, at man stammer. Jeg stammer gerne på vokaler, når stemmelæberne spænder, og i dag ved jeg, at forlængelser er den bedste stammeteknik for mig. Vi prøver alt muligt forskelligt af såsom videooptagelse af os, mindfulness, prøvelser på Rosengårdscentret i Odense og erfaringsudvekslinger. Det er vigtigt for mig, at hvis folk gætter mine ord, så gentager jeg altid de ord, de gættede. Det handler om at tage tyren ved hornene og ikke holde sig tilbage.

Desværre begynder Odense kommune fra 2014 og senere Svendborg kommune at hjemtage deres borgere fra de regionale tilbud, hvilket gør, at det bliver sværere at samle et tilstrækkeligt antal deltagere til voksen-stammegrupper. I det tomrum er det så, at Lokalafdeling Fyn og Trekantsområdet for Stammeforeningen opstår senere i 2015, hvor jeg er med fra begyndelsen. Senere har jeg haft en smule genopfriskning hos en logopæd hos Svendborg Kommune, men jeg synes i dag, at jeg ved nok om det at stamme. Jeg har også på et tidspunkt prøvet hypnose for mine stammeproblemer, men det gav mig ikke det store.

 

Afrunding

 Mit liv har bestemt ikke været så ligetil at leve, men jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville have været henne, hvis ikke jeg undervejs havde fået hjælp. Især mine teenageår var ofte et helvede. Jeg udfører i dag fortsat frivilligt arbejde i Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne. Jeg var kortvarigt også med i bestyrelsen, og jeg hjælper stadig bestyrelsen med større projekter som konferencer og på det seneste som redaktør på: www.aspergerforeningen.dk. Ved mit 10-års jubilæum hos Svendborg Brakes i september 2018 fik jeg et teleskop i gave, så jeg nu kunne praktisere astronomien, som for nogle år siden blev en ny, særlig interesse for mig. Jeg var medlem de sidste år af Amatørastronomisk Selskab Fyn, inden denne forening desværre gik i opløsning pga. for få medlemmer. Alle disse fællesskaber har været vigtige for mig. Det kan godt være, jeg som autist bruger mere energi på at være social, men omvendt kan jeg heller ikke undvære det sociale. Ligesom man som stammer også kan bruge mere energi på at kommunikere.

De to online-møder via Zoom arrangeret i november og december 2020 af Ole Kring Tannert, lokalformand, har også inspireret mig til selv at sætte online møder op for træfpunkt Fyn som tovholder, når vi nu i disse tider ikke kan mødes i real life. Forhåbentligt bliver 2021 et fantastisk år.

Godt nytår!

 

FAKTA

– Definition af fleksjob:
https://star.dk/indsatser-og-ordninger/indsatser-ved-sygdom-nedslidning-mv/fleksjob/
– Info om ICD-11:
https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/rammer-og-retningslinjer/om-klassifikationer/sks-klassifikationer/icd_11
– Aspergers syndrom har i ICD-10 nr. F84.5 (nuværende diagnosemanuel):
https://icd.who.int/browse10/2016/en#/F84.5
– Link om Serviceloven §85: https://danskelove.dk/serviceloven/85

– Link til Svendborg Brakes ApS: https://svendborg-brakes.com


Om Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne:

– Om: https://www.aspergerforeningen.dk/om-foreningen
– Kendte autister (Som jeg for nylig fik opdateret som redaktør):
https://www.aspergerforeningen.dk/artikler/352/kendte-personer-med-asperger
– Seks gode artikler om det at være sendiagnosticeret: https://aspergerforeningen.dk/tag/sendiagnosticeret

Andre grupper og foreninger

– Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne har en samarbejdsaftale med Landsforeningen Autisme, som er endnu større: https://www.autismeforening.dk/om-os/
– Autisme Ungdom: https://autismeungdom.dk/
– NAUK: Netværksgrupper for voksne, autistiske kvinder: https://www.facebook.com/groups/www.nauk.dk
– European Council of Autistic People: https://eucap.eu/
(Som vores forening samarbejder med på foreningsniveau)

 

 

 

Stammearbejde for lærere og skoleelever i Rwanda

feb 3, 2021 | Aktuelt, Artikler udgivet i 2020

Stammearbejde for lærere og skoleelever i Rwanda 

af Hermann Christmann    3. februar 2021

Arkivbillede fra 2019

Jeg er Stammeforeningens tidligere formand, og har modtaget en mail fra Diedonne i Rwanda. For et par år siden skrev FSD-NYT om Dieudonne og hans store arbejde for børn, der stammer, i Rwanda. I sin nye mail skriver Dieudonne om to ting:

For det første har han lavet en video om arbejdet i Rwanda for skolebørn, der stammer, videoen kan ses på linket: https://youtu.be/DYkucBOulm0

For det andet samler Dieudonne penge ind, så han kan finansiere arbejdet med at fremstille og uddele pjecer til lærere, så lærerne kan få viden om stammen. Når lærerne ved mere om stammen, er der håb om, at de kan blive mindre brutale over for skoleelever, der stammer.

Linket til indsamlingen er: http://fnd.us/21Tdda?ref=sh_67xMYa

Jeg har både har set videoen (det første link) og doneret et beløb (det andet link) – begge dele fungerer upåklageligt. Videoen er i øvrigt meget rørende.

Arkivbillede fra 2019

 

Her er Dieudonnes mail

(på engelsk – han skriver stort set det samme, som jeg har skrevet på dansk):

I contact you today about the following two points:

  1. To share with you my short video that I just finished
  2. To ask you a favor; I would like to ask you to help me boost my fundraising. By inspiring your friends and colleagues to join you in supporting us.

 

About the first point:

I just finished making a short video. This is an amateur video (I edited it myself) and the video is 6 minute long. 

The purpose of this short video is to shed a light on the challenges facing school-aged children who stutter from disadvantaged backgrounds and to give some insights about our efforts for positive change.

We hope that through this short video people will understand this initiative well and will be able to get involved and support it.

Please watch this video, the link is at the end of this email. note that the voice in the video is not my voice, it is the voice-over.

 

About the second point:

Actually, we are raising funds to support our initiative, which aims to end the bullying and victimization of young children who stutter in school.

Fundraising is underway but is now stuck and I need your help to boost it. By inspiring your friends and colleagues to join you in supporting us.

Our recent goal is to equip 30 new rural primary schools with our translated educational materials on stuttering. To meet this goal, I need to raise three thousand dollars.

The good news is that I have already raised over 50% of this goal. there is only one thousand five hundred dollars left to raise. I must close this fundraiser by the first week of February at the latest.

Please see our fundraising page, the link is at the end of this email.

The links:

Here is the link to my short video: https://youtu.be/DYkucBOulm0

Here is the link to our fundraising page: http://fnd.us/21Tdda?ref=sh_67xMYa

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Arkivbillede fra 2019

Link til den oprindelige artikel fra 2019 >>>

Hanne Høgh Larsen

dec 22, 2020 | Artikler udgivet i 2020

Mine ti år i folkeskolen var ét langt mareridt

– Jeg stammede hele tiden, så jeg havde det meget svært i skolen. Blev mobbet og ydmyget. Der var et par stykker, som førte an, og de andre fulgte efter. De grinede ad mig, og jeg oplevede ikke, at lærerne gjorde noget ved det.
Mine forældre sagde altid, at jeg blot skulle ignorere de andres drillerier, så ville de holde op. Det var sikkert sagt i den bedste mening, men det hjalp mig slet ikke, tværtimod fik jeg det blot endnu sværere.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen                                   21. december 2020

 

Hanne Høgh Larsen, billede fra 1990

Hanne Høgh Larsen, 53 år til januar 2021, er opvokset i Billund og bor i dag med sin mand, Frank, i Ryomgård på Djursland. Hendes liv har været præget af dårlige oplevelser som barn og social angst som voksen, men i dag har hun efterhånden fået det bedre og bedre, bl.a. fordi hun har fået nogle gode fritidsinteresser.

– Jeg har på eget initiativ taget kontakt til Søren Lynge, der er en dygtig instruktør, som underviser i mental træning. Hos ham har jeg taget et online-kursus som jeg selv betaler. Linket til Søren Lynges hjemmeside er www.lyngemetoden.dk , hvor du kan se og høre mere om Søren Lynges træning, som jeg er rigtig glad for, og som har givet mig meget. Jeg har fulgt kurset to gange, da jeg efter første forløb gerne ville havde noget mere træning.

Jeg deltager i et frivillig netværk på Herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning. Netværket hjælper med at levendegøre museets historie. Jeg plejer at stille op to gange om året, nemlig en weekend om sommeren – hvor jeg hjælper med salg af kaffe og kage i det gamle køkken – og en weekend i december, hvor jeg er stuepige i museets juleudstilling “Jul som i 1918”. Det er et frivilligt arbejde, der giver mig et godt selvværd, da jeg føler mig respekteret, selv om jeg ind i mellem stammer.

Stuepige på Gl. Estrup. Billedet er fra 2019.

I IFM Fitness i Ryomgård kørte jeg spinning 3 – 4 gange om ugen, men så gjorde corona, at fitnesscentret lukkede. Derfor begyndte jeg i stedet at cykle på landevejen 3-4 gange om ugen – dog afhængigt af vejret. Om sommeren cykler jeg mere på landevejen, end jeg er til spinning, jeg cykler et par gange om ugen sammen med 4-5 andre. Spinningstræning sker på hold – udover motionstræning har holdtræning en kæmpestor betydning for mig, da begge er med til at hjælpe mig ud af min sociale angst.

Køkkenpige på Gl. Estrup. Billedet er fra 2018.

 

Spejder og amatørteater

Jeg blev medlem af KFUK Spejderne i 1977 og var medlem indtil 1989, da jeg kom med i KFUM Spejderkorps, hvor der er både piger og drenge. Jeg har altid været lidt af en drengepige, og jeg ville hellere være med til pioner- og bålaktiviteter sammen med drengene i stedet for at klippe-klistre i pigekorpset. Da DDS-Spejderne lå tættere på hvor jeg boede, valgte jeg så i 1998 at blive spejder her, og her var der også mange sjove spejderaktiviteter.  Jeg havde fornøjelsen af at være spejderleder i perioden 1988-2003. Herefter havde jeg nogle år, hvor jeg hjalp ved arrangementer som Spejder for en dag, julemarkeder og loppemarkeder. De forskellige lederarbejder gav mig god selvtillid og selvværd. Børnene var godt klar over, at jeg stammede, men det betød ikke noget, da de syntes, at vores aktiviteter var sjove og gav dem nogle gode oplevelser – men jeg var dog ikke den, der læste højt for dem.

Det var en dejlig tid at være spejder. Billedet er fra 1989.

Jeg var også med i en amatørteatergruppe, hvor vi arbejdede med revyer. Min mor sagde ellers, at det kunne jeg da ikke, når jeg stammede så meget, men det gik alligevel, og jeg arbejdede ikke kun bag scenen, men havde også forskellige roller.

 

Årene i folkeskolen

– Jeg kan huske, at min mor engang i børnehaveklassen spurgte, hvordan det gik med min stammen, så jeg må allerede havde stammet inden da. Synes dog at jeg først blev bevidst om min stammen i 3. klasse. Jeg stammede hele tiden, havde blokeringer, benyttede andre ord og lavede stavelsesgentagelser. Havde det meget svært med højtlæsning, og når jeg skulle fremlægge eller sige noget bestemt. Nogle gange lod jeg være med at række hånden op, selv om jeg kendte svaret, så derfor fik jeg ikke ret høje karakterer.

Jeg læste mine lektier, men brugte ikke mere tid på dem end højst nødvendigt. Mine forældre sagde ellers, at jeg skulle gøre noget mere ved lektierne, men det kunne jeg slet ikke se ideen i.

Da jeg gik i 3.-4. klasse begyndte jeg at få timer hos en talepædagog, der var tilknyttet skolen. Og det blev fulgt op i 5. klasse. Taleundervisningen foregik en gang ugen, nemlig fra kl. 8 til 9 på en dag hvor klassen først skulle møde kl. 9. Undervisningen foregik i et lokale, der lå i stueplan, og hvor der var vinduer ud til skolegården, så de klassekammerater, der var mødt i god tid og legede i skolegården, kunne se mig læse højt. Jeg følte virkelig, at jeg blev kigget på, og der var da også flere fra klassen, der kommenterede, at jeg fik undervisning hos talepædagogen. Det syntes jeg ikke var sjovt.
Talepædagogen var en mand, og jeg skulle ikke lave andet end at læse højt. Det var ret så ensformigt, og jeg kunne, som jeg allerede har fortalt dig, ikke lide at læse højt! Jeg begyndte da også at pjække fra taleundervisningen, selv om mine forældre sagde, at jeg skulle møde op, men de accepterede dog, at jeg holdt op. De kunne også godt se, at jeg ikke fik noget ud af taleundervisningen, og at jeg var meget ked af den.

Da jeg var færdig med 9. klasse, kom jeg et år på efterskole, og det kunne jeg godt lide. Vi havde nogle gode lærere, og endelig oplevede jeg ikke at blive mobbet. Det var rigtig dejligt.

 

Uddannelse m.m.

Mens jeg gik på efterskolen havde en lærer og jeg talt om, at det ville være en god ide, at jeg begyndte igen med stammeundervisning, da min stammen stadig var slem, mens jeg var på efterskolen, selv om jeg husker efterskoleopholdet for noget positivt. Den pågældende lærer fik lov af mig til at kontakte mine forældre. Det var min mor læreren talte med. Selv om jeg lidt var med i beslutningen, var det alligevel en beslutning som blev trukket ned over hovedet på mig – jeg var 17 år, altså under 18 år og umyndig.

– Da jeg derfor begyndte jeg på Handelsskolen i Grindsted på EFG-basisår – handel og kontor, skulle jeg en gang i ugen skulle være med i stammeundervisning på Taleinstituttet i Esbjerg, og det var ærligt talt meget bøvlet. Jeg boede i Billund og skulle allerede stå op kl. 6, da jeg skulle med bussen til Grindsted kl. ti minutter over syv. Der var undervisning på Handelsskolen til kl. 15, og herefter skulle jeg med bus til Esbjerg, turen tog en time hver vej. Jeg var først hjemme i Billund igen ved 20-tiden, og så ventede lektierne. Så det var en frygtelig anstrengende dag og forbedrede ikke min motivation for stammeundervisningen.

Vi var et hold på tre, der deltog i stammeundervisningen i Esbjerg. En over 18 år, mand – nøjagtig alder kender jeg ikke, men han kørte bil, en dreng på 16 år og mig på 17 år. Den kvindelige talepædagog var ærlig talt træls, og jeg syntes, at hun var provokerede. Ja – hun var modbydelig, og jeg oplevede hendes attitude som negativ – ”her kommer jeg” og ”jeg ved bedst”, og at hun ikke så mennesket bag det, at jeg / vi stammede. Flere gange blev jeg spurgt om, hvorfor en af de to andre stammede på en bestemt måde, og når jeg svarede, at det vidste jeg ikke, sagde hun, mens hun kiggede meget vredt og bestemt på mig. Jo – det ved du godt. Jeg husker også, at hun var efter drengen på 16 år, hvilken han også selv fortalte en dag, da undervisningen var færdig, og vi stod snakkede udenfor.
Jeg følte mig provokeret og svarede ígen, og så blev talepædagogen sur. Selvfølgelig ringede talepædagogen til min mor og sagde, at jeg havde været fræk og uforskammet. Hvad talepædagogen konkret har sagt til min mor, ved jeg ikke. Min mor fortalte dengang, at hun havde sagt, at jeg havde svaret igen. Jeg bad på det tidspunkt om at blive fritaget for undervisningen. Min mor sagde “Det er dit liv det gælder”, og jeg svarede “Ja og lad mig leve det som jeg vil.” Jeg ville simpelthen ikke, det hang mig ud af halsen.

Jeg blev færdig med Handelsskolen som 18-årig og var derpå i et år ung pige i huset, hvor moderens far også stammede, så familien var ikke bekymret over, at jeg stammede.  Det var en god familie, hvor der var tre børn på halvandet, fem og otte år.

Herefter gjorde jeg rent på en folkeskole, og i seks år gjorde jeg rent i Billund Lufthavn. Gode år – men jeg behøvede jo heller ikke at sige så meget.

Jeg tog en uddannelse som delikatesseassistent. Et arbejde som jeg var glad for, blot ikke når jeg skulle ekspedere, for så drillede min stammen for meget. Jeg ville hellere være i køkkenet og lave smørrebrød, varm mad m.m. Arbejdet med at ekspedere i delikatessen medførte, at jeg fik social angst, som jeg har arbejdet en del med gennem årene. Her i 2020 har jeg dog haft den gode oplevelse, at jeg er blevet ansat som køkkenmedhjælper i køkkenet hos Hotel Marina i Grenaa. Et arbejde som jeg er virkelig glad for. På grund af årstiden er jeg lige nu på dagpenge, da der ikke er tilstrækkelig med aktiviteter på hotellet, men chefen har lovet mig, at jeg kan blive ansat igen den 7. januar, og det ser jeg meget frem til. At arbejde i et køkken er bare lige mig.

Fra køkkenet på Hotel Marina i efteråret 2020.

Jeg mødte min mand, Frank, i 1993. Hvor jeg har et heftigt temperament, er Frank tålmodigheden selv, så han er god at snakke med, når der er noget, der skal vendes. Jo – Frank er mig en god støtte.

 

Har deltaget i virtuelle møder

Jeg blev medlem af Stammeforeningen for 30 år siden, men det er først nu, jeg har overskuddet og kræfterne til at engagere mig i foreningens aktiviteter. Jeg deltager i aktiviteterne i Lokalafdelingen i Aarhus, og for nylig opfordrede Ole Kring Tannert, formanden for Lokalafdelingen Fyn/Trekantområdet, mig til at medvirke i et virtuelt møde. På grund af coronaen var det nemlig ikke muligt at afholde et fysisk lokalafdelingsmøde i Odense, men da fik Ole den gode ide, at Bettina, formanden for Stammeforeningen – hun bor på Bornholm – og jeg også kunne deltage. På forhånd var jeg lidt spændt på, hvordan det ville være at deltage i Zoom-mødet, men nu har vi prøvet det to gange, og det har været to rigtig gode oplevelser. Hvert møde har varet to timer, og vi har været syv deltagere. Vi har talt om mange forskellige ting, både om hvordan vi har det med vores stammen i denne coronatid og om meget andet forskelligt, alt sammen på en hyggelig måde, selv om møderne har været digitale.

Zoom er et godt program til et virtuelt møde. Foto: Erling Jensen.

Vi har aftalt, at vi i 2021 holder flere virtuelle møder. Det har været medvirkende til, at jeg har fået lyst til at engagere mig mere i Stammeforeningen, lyder det afsluttende fra Hanne Høgh Larsen.

Jan Tinge

nov 26, 2020 | Artikler udgivet i 2020

Gerhard Jan Tinge – 73 år, og stadig aktiv som talepædagog

 

Jan Tinge har i over fyrre år arbejdet som talepædagog i Danmark. Han fortæller i denne artikel, hvordan han har arbejdet med stammeundervisning og forklarer de metoder og teknikker, som han har anvendt i sin undervisning.  Han gik på pension for tre år siden, men har stadig en del opgaver.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen                                  24. november 2020

I seneste FSD NYT blev det fortalt, at Jan Tinge ved infocafeen i Aarhus den 10. oktober holdt et medlevende foredrag om selvtillid/selvværd for stammere. Han viste, at han stadig er still going strong, og at han har et så godt sprogøre, at han uden problemer kunne efterligne de forskellige måder, der stammes på. Vi (Jan Tinge og Deres redaktør) aftalte at lave et interviewportræt til dette nummer af FSD NYT om hans karriere gennem over 40 år. Et portræt, hvor der også skal være fokus på stammebehandlingen i Danmark, som Jan har haft indflydelse på.

Jan Tinge

 – Officielt blev jeg pensionist for tre år siden, men jeg har fortsat en del konsulentopgaver for forskellige taleinstitutter og (musik-)højskoler i samarbejde med sangpædagoger. Og jeg er fortsat meget interesseret i diagnostik og behandling af motoriske stemme-talevanskeligheder (herunder uvilkårlige og ufrivillige muskulære trækninger (dystoni) og andre hyperkinetiske bevægeforstyrrelser, bl.a. stammesymptomer, tics, tremorer, uvilkårlig bøvsen). Også løbsk tale, som jo også en vigtig motorisk element, har min store opmærksomhed. Der kommer henvendelser privat, dog er jeg betænkelig ved at binde mig til længerevarende forløb, fortæller Jan Tinge.

Jan Tinge er født i Holland – i Hornhuizen, en lille landsby tæt på Groningen. Han er audiologopæd med speciale i stemmebehandling samt stammen og løbsk tale; stammeterapi (Utrecht Universitet); sangstemmerehabilitering (Rostock Universitet). Desuden har han studeret klassisk sang og sangpædagogik, og han har taget en Ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

I Holland beskæftigede han sig i nogle år med børnelogopædi og klinisk voksenlogopædi på et universitetssygehus samt tale-stemmeundervisning på logopædiske uddannelser og post doc.-foredrag og workshops.

 Den nordiske kultur har altid interesseret Jan Tinge meget, og med baggrund i et studium af skandinaviske sprog på Groningen Universitet, flyttede han til Danmark i foråret 1977.

 

Karrieren som talepædagog i Danmark

– På taleinstituttet i Vejle blev jeg først vikar, senere årsvikar og fastansat timelærer. Flytningen til taleinstituttet i Aabenraa (1986), gjorde det muligt at få en tjenestemandsstilling. Sideløbende blev jeg ansat som ekstern lektor ved Danmarks Lærerhøjskole med undervisningsopgaver over hele landet og ved Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Senere blev jeg afdelingsleder på Center for Hjælpemidler og Kommunikation i Sønderjylland,

Desuden har jeg gennem årene haft en omfattende foredrags- og kursusvirksomhed i de andre skandinaviske lande, Europa og USA, fortæller Jan.

Jan Tinge fortæller videre, at han betragter fænomenet ”stammen” som en talemotorisk funktionsforstyrrelse af primært neurologisk karakter. Denne forstyrrelse optræder vanemæssigt, i forbindelse med emotionelle belastninger eller i relation til specifikke opgaver.

Stammen kan opdeles i tre niveauer: Den oprindelige kernestammen, forværring af symptomerne og udvikling af stammeadfærd med stammefrygt, taleangst, undgåelser, brug af synonymer og indlæring af medbevægelser, forklarer Jan.

 I sin undervisning af personer, der stammer, har Jan altid taget sit udgangspunkt i en grundig symptomanalyse og -beskrivelse, fundet ud af klientens individuelle ønsker og behov, og lavet en funktionsvurdering for at bedømme stammens frekvens og sværhedsgrad. Et andet aspekt har været at vurdere, om der er andre afbrydelser i talestrømmen, som man f.eks. også ser hos ikke-stammere, løbsk talende, dystonipatienter eller mennesker med andre neurologiske talemotoriske forstyrrelser. Også dem, som man kalder for normale afbrydelser i talen, forklarer Jan videre.

 

Direkte konfrontation med og analyse af egen stammen.

– Jeg opdeler og kategoriserer hele stammemønstret i stammeøjeblikket (hvornår det sker), i kernestammen (selve forstyrrelsen i bevægesekvensen og ledsagende medbevægelser), stammeadfærd (uhensigtsmæssige kompensationer og indlærte medbevægelser).

Min direkte undervisning bygger primært på en erkendelse af, at stammen og stammeproblemet skal frem i lyset. (Stammen er tilladt, hvilket bl.a. bygger på viden fra grundprincipper i Individualpsykologien)

Jan forklarer, at angsten for at komme til at stamme kan ligge så dybt, at personen kun siger det hun/han kan sige, og kun vil kommunikere med andre, når ”der ingen fare er på færde”. Til tider er der ingen erindring om den oprindelige stammen, og den er meget svær at finde frem. Her arbejdes der med desensibilisering (hærdning), et begreb man kender fra adfærdsterapien, og som Van Riper har inkorporeret i sine behandlingsforslag, kendt som ”Non-avoidance”. Det drejer sig om en gradvis opbygning af hærdningsgraden overfor andres og egen stammen. Vigtigt er at opbygge et hærdningshierarki, og i sit hærdningsarbejde gør Jan brug af principper for systematisk desensibilisering, kombineret med dybdeafspænding og visualeringsteknik, som kort fortalt går ud på at koble afspænding sammen med en visuel forestilling om en frygtudløsende situation. Dette har en god overførselsværdi til . Det kognitive arbejde med ændring af negative tanker, forventninger og følelser indledes. Der gøres brug af assertionstræning, som styrker en persons selvværd ved hjælp af positive ændringer i tillidsfuld kommunikation med omverden, hvor man står på sin ret og siger sin mening. Transaktionsanalyse er brugbar til at se nærmere på samspillet med samtalepartneren og hvilken ”rolle” man spiller overfor hinanden.

 

 Fra ændring til udeladelse

 Ifølge Jan kan uhensigtsmæssig og belastende stammen og stammeadfærd, både af kognitiv, emotionel og motorisk karakter ændres. I tidernes morgen opstod der i Centraleuropa et hav af teknikker og øvelser, der havde til formål at eliminere stammen og som havde fokus på flydende tale. Mange af disse ”metoder” bliver af og til genoplivet. Disse såkaldte klassiske metoder indeholder alle et forsøg på at omprogrammere talemønstret hos stammere – med mere eller mindre succesfulde resultater. Da indlæringsteorierne og dermed adfærdsterapien opstod, viste det sig, at principperne herfra var anvendelige i stammeterapien. Her var Van Riper en af de mange amerikanske frontløbere. Kombinationen af desensibilisering og approximation (gradvis ændring af motorisk adfærd) blev i Danmark kendt under navnet Acceptmetoden (især udbredt i Vestdanmark), hvorimod Accentmetoden, der egentlig er en stemmebehandlingsmetode, havde de fleste tilhængere øst for Storebælt, fortæller Jan og forklarer lidt om stammekontrol:

 Selvom man nyprogammerer et helt talemønster, vil det gamle mønster, som er dannet og forstærket gennem mange år, fortsat være til stede og opmagasineret med tilhørende tanker og følelser. Ofte er det gamle mønster et lukket land og… adgang forbudt. Men så snart man slipper kontrollen, vil de spontane gamle mønstre dukke op igen. Derfor er det vigtigt, at man i stammebehandlingen også nedbryder og ændrer de gamle oprindelige motoriske mønstre helt ned i mindste detalje (ifølge min S.R.T- metodik, som står for systematisk reduktion af talespændingen. Et navn som en af mine tidligere elever under udarbejdelsen af metoden har foreslået. Der henvises til titler i litteraturlisten). Gennem fuld opmærksomhed (mindfulness) lærer en stammer at stoppe op, analysere sin stammen og stammeadfærd, som derved ændres og elimineres.  Dernæst rettes blikket mod selve kernestammen og indstillingen af taleapparatet, produktionen af lyd, afviklingen af lyd samt forbindelsen til næste motoriske enhed (IPAF).

Det nye mønster skal tidsmæssigt først realiseres efter stammeøjeblikket, altså som korrektion, dernæst midt i stammesymptomet og slutteligt før stammen optræder (forberedelse).

 

Disse tidsmæssige forskydninger kalder Van Riper:

1. Cancellation (betyder egentlig aflysning. Men man kan ikke aflyse noget, som allerede er realiseret, og i praksis skifter man ikke noget ud, når det er forbi. Denne fase bruges kun i træningsøjemed).

2.Pull-out (oversættes med ”udtrækning”, men det betyder ikke, at ordene eller stavelserne trækkes ud eller forlænges. I adfærdsterapeutisk terminologi betyder det her, at man i stammeøjeblikket lader den nye stammeform komme i forlængelse af det gamle mønster, altså en bevægesekvens, der ligger så tæt op af den gamle som muligt (ifølge S.R.T- princippet).

3.Preparatory set er forberedelsesfasen. Når man går til værks med fuld opmærksomhed opbygger man efterhånden en god fornemmelse for, hvornår og hvordan stammeøjeblikket vil optræde. Det giver mulighed for at forberede sig og vælge en stammeform, der passer i ens talemønster og måske er en del af det i forvejen. Hertil hører også en kognitiv forberedelse.

 

Kontrol egen flydende tale       

Jan fortæller, at næste skridt i terapien er at analysere en stammers egen flydende tale. Fordelingen mellem egen flydende tale og stammen kan være meget forskellig og afhængig af situationer, opgaver, stressniveau mm. Den ikke-stammende tale kendetegnes primært ved at der lægges forbindelser (flow) mellem motoriske enheder, men den har ofte store afvigelser i tempo, regelmæssighed, spænding og tryk. Når disse størrelser i den såkaldte flydende tale ændres gradvist før stammeøjeblikket optræder, vil stammesymptomet automatisk ændre sig og til tider helt forsvinde. Denne fase kaldes modificeret flydende tale.

 

 Programmering af flydende tale

 Kontrolleret flydende tale er derimod et nyt indlært motorisk mønster, som ingen relation har til en stammers helt eget talemønster og kan mobiliseres uafhængig deraf. Man kan jo også lære at gå, løbe eller skrive på en anden måde, hvis det er nødvendigt, men det kræver indlæring af det motoriske mønster, planlægning, mobilisering og sensomotorisk kontrol.

 Flydende tale er en jævn strøm af stemme-og talemotoriske bevægelser. Da en stammers egen normale flydende tale fortsat er en del af hele hans/hendes talemønster, vil der altid være en stor chance for, at han uvilkårligt bliver ved med at skifte mellem stammen og flydende tale, men indenfor sit eget fortrolige mønster. Disse to størrelser afløser hinanden og ligger normalt udenfor stammerens kontrol. Stammen defineres også som værende ufrivillig. Stammen kan dog bringes under kontrol, og det kan den flydende tale også.

Man kan lære, hvordan man kan stamme bedst muligt, og man kan lære, hvordan man bedst kan tale flydende, understreger Jan.

Hvis man ser bort fra stammerens helt eget kontrollerede og korrigerede talemønster, er det muligt at omprogrammere dette mønster til et nyt program, en helt ny model. Det er dog yderst sjældent, at man bruger denne mulighed som udgangspunkt for stammebehandling.

Erfarne stammeterapeuter ved, hvor problematisk dette er, og hvilke hurdler man støder på.

En grund er, at træning i flydende tale i mange år (siden indførelsen af acceptmetoden i Danmark) ikke har været velset eller accepteret i Danmark og derfor ikke blev praktiseret på de lokale taleinstitutter. Der var ganske få toneangivende professionelle med andre holdninger, som førte an. En anden grund er, at talepædagogerne i deres uddannelser ikke stiftede bekendtskab med den mulighed og ikke blev uddannet i det.

Endvidere har man set forbavsende umiddelbar (men ikke vedvarende) god effekt af enkelte taktiske tiltag, som det at ta-le-i-sta-vel-ser eller tale med bittesmå sten i munden. Andre har opdaget, at en stammer ikke stammer, når han synger eller messer, et fænomen som har været kendt siden tidernes morgen. Aktuelt ser man træningsprogrammer dukke op, der beskæftiger sig i kursusform med stringent indlæring af flydende tale uanset stammens sværhedsgrad. Det er dermed en drastisk ændring af stammerens ”fortrolige” adfærd, som han derfor må sige farvel til, hvor besværlig den end måtte være, men det store publikum er imponeret.

Den hollandske metode og mine tilpasninger arbejder med principper, der bunder i fysiske yogaøvelser, progressiv afspænding, dybdeafspænding, Alexanderteknik, samt et naturligt åndedrætsforløb, naturlig prosodi og stemmeføring. Endvidere systematisk indlæring af teknik, som bruges i gradvist tiltagende belastninger; en gradvis tilnærmelse af det endelige mål – anvendelse at stammekontrol og/eller taleteknik i ekstreme situationer, forklarer Jan.

 

 Mødet med klienten og det frie valg

 Til syvende og sidst må det stå eleven/klienten frit for at vælge mellem sin egen stammen, modificeret og kontrolleret stammen eller nyprogrammeret flydende tale.

Vi må betænke, at der efter hærdningsprocessen overfor selve stammen og situationer/personer, igen skal indledes en ny proces vedr. brug af de tidligere skitserede ”teknikker”. Endvidere er det vigtigt at få stabiliseret samspillet mellem taleteknik og træning i frygtudløsende situationer. Stammeren må også påtage sig et ansvar for en forbedret kommunikation med sin samtalepartner.

En proces som den beskrevne er af langvarig karakter. Vi ser alt for ofte klienter, der ”lige er i nød”, og Jan kommer med nogle eksempler fra sin praksis:

En gymnasieelev, der melder sig i april, fordi han skal til mundtlig eksamen i maj.

En velanset scenekunstner kan pga. blokeringer ikke sige det påkrævede vigtige ord.

En præst, som lige i det vigtige øjeblik ikke kan sige navnet på den afdøde eller dåbsbarnet.

En kommende ægtemand, der har store vanskeligheder med at øve sig på det vigtige ”ja”.

I disse tilfælde må man i samråd med klienten træffe den bedste mulige strategi – en udfordring for både klient og terapeut. I nogle tilfælde kan (en del af) løsningen være, at terapeuten fungerer som ”bisidder”.

En anden problemstilling er, at vi næsten aldrig kan færdiggøre den nødvendige og planlagte undervisning for en given person, der stammer.  Vi ser, at klienten ikke tager opgaven seriøst nok og ikke investerer tid og energi nok i opgaven, eller har det godt med sin stammen. Muligvis flytter han til et andet område pga. uddannelse eller job. Omvendt ser vi også klienter, der melder sig efter at have gennemgået mange års stammeundervisning – hos mange forskellige talepædagoger. Andre fortæller om adskillige former for alternativ behandling som akupunktur, zoneterapi, afspændingsmassage, åndedrætsgymnastik, yoga, fysioterapi, medicinsk behandling, astmabehandling, psykoterapi, sangundervisning, sprogundervisning, retorikundervisning, hypnose og meget mere.

 

 Jan Tinge, hvordan adskiller din undervisning sig fra andre talepædagogers undervisning i Danmark – og i givet fald hvordan?

 – Svært at svare på. Jeg har i de mange år undervist mange logopædstuderende, og mange har haft praktikperioder hos mig, hvorefter de skrev glimrende opgaver/specialer/synopser om min metode.

Jeg tror, at min styrke ligger i den logopædiske symptomudredning og diagnostik, som danner baggrund for en mere systematisk og individuel og ikke-metodisk orienteret undervisning. Endvidere er brugen af S.R.T- principperne forskellig fra andre modificeringsteknikker.

 

Har du skrevet artikler og bøger? Om stammen?

– Jeg har publiceret en del artikler, kompendier og småbøger, dog hovedsageligt om emnet ”Stemmen”. Desuden er der frigivet en lang række PowerPoint shows i forbindelse med undervisning, kurser, workshops, lød svaret som afslutning på vores lange samtale.  Se en del af Jan Tinges publikationer til sidst i artiklen.

 

Personligt – en spændende samtale

Det har været særlig spændende for mig (Deres redaktør) at tale med Jan Tinge, fordi jeg havde ham som underviser i 1983-85 i Kolding. Jeg var blevet færdig som folkeskolelærer i 1981 og efter to års undervisning kunne jeg godt se, at det var nødvendigt at få hjælp, da jeg især ved højtlæsning havde væsentlige problemer. Jeg troede, at jeg skulle lære at tale flydende, men blev klogere. Det var især acceptmetoden, som jeg blev ”udsat” for. Jeg mindes stadig, at vi i grupper på 2-3 stammere blev sendt i byen og skulle stamme med vilje, når vi skulle handle, og vi skulle spørge andre mennesker om et eller andet undervejs.

De to års undervisning hos Jan Tinge har givet mig stor respekt for hans kompetencer og viden som talepædagog, og jeg er glad for, at han har været med på at give dette interview og derved give alle interesserede indsigt i, hvordan han i over 40 år har hjulpet mange stammere.

 

 Jan Tinge har bl.a. udgivet:

Tinge, G.J. Fonopatologisk adfærd. Dansk Audiologopædi, 4, 1983.

Tinge, G.J. Noget om stammen og Del Ferro på Nyborg Strand. Dansk Audiologopædi ,2, 1984.

Tinge, G.J. Løbsk Tale. Dansk Audiologopædi, 4, 1984.

Tinge, G.J. Stemmen – personlighedens instrument. Special-pædagogisk Forlag, Herning, 1986.

Tinge, G.J. Stammen – en symptomanalyse og -behandling. Special-pædagogisk Forlag, Herning, 1991.

Tinge, G.J. Laryngale hyperæstesier af funktionel og ikke-funktionel karakter. Dansk Audiologopædi, oktober 2000.

Tinge, G.J.  Dysphonia spastica. CHK, Aabenraa, september 2001.

Tinge, G.J. Casestudy – en videnskabelig metode? CHK, Aabenraa, 2003.

Tinge, G.J. Talekontrol og/eller Stammekontrol. Dansk Audiologopædi, 2, 2004.

Tinge, G.J. Løbsk tale – kliniske symptomer og behandlingsformer. Proceedings 1. Nordiske konference om stammen og løbsk tale, DAVS, maj 2008

Tinge, G.J. S.R.T.- metodik – kliniske overvejelser og erfaringer. Proceedings 1. Nordiske konference om stammen og løbsk tale”, DAVS, maj 2008

Tinge, G.J. Talemotoriske hypo- og hyperkinesier. Specialpædagogik, 2, marts 2011

Fyn 5 års jubilæum

nov 23, 2020 | Artikler udgivet i 2020

5-års jubilæum for Fyn-Trekantområdet

Stammeforeningens lokalafdeling for Fyn-Trekantområdet kunne torsdag den 19. november fejre 5-års jubilæum. I disse coronatider blev det til et virtuelt jubilæum, der blev holdt via Zoom, og som blev meget vellykket. 

Tekst og fotos: Redaktør Erling Jensen, Stammeforeningen             22. november 2020 

Dannebrog

– Jeg er meget taknemmelig. Tænk at det kunne lykkes at afholde et virtuelt møde for stammere – med fejring af vores lokalafdeling. Deltagerne fandt indholdet interessant, gav hinanden gode råd ud fra egne erfaringer, og deltagerne synes, at vi skal gøre det igen. Forestil dig hvad det kan betyde for stammere med et fællesskab i hele landet. Jeg er helt høj af de gode indtryk – skønt at være med til at gøre en forskel.

Jo – Ole Kring Tannert var meget, meget glad over det vellykkede jubilæum. Og at det var nødvendigt at holde jubilæet virtuelt, havde den positive indflydelse, at Bettina Pedersen, Stammeforeningens formand, der bor på Bornholm, også kunne deltage. Og det samme kunne Hanne Høgh Larsen, der bor i Ryomgård på Djursland. Ole Kring Tannert havde via Facebook i samråd med de øvrige medlemmer i Lokalafdelingen åbnet for, at andre interesserede kunne deltage i jubilæumsarrangementet.

Ole Kring Tannert

– Først og fremmest tillykke til Lokalafdelingen Fyn/Trekantområdet med 5-års jubilæet. Det var hyggeligt at være med i aften på Zoom og udveksle nogle stammeoplevelser. Der var en god stemning, og tiden gik hurtigt. Tak Ole – for at arrangere det, lød det fra Jimmy Hansen i en kommentar på Facebook. Jimmy deltog i det virtuelle jubilæum sammen med Ole Kring Tannert, Emil Fredeløkke, Erling Jensen, Susanne Helth, Bettina Pedersen og Hanne Høgh Larsen.

Emil Fredeløkke

For fem år siden tog Ole Kring Tannert og Emil Fredeløkke initiativ til lokalafdelingen. Der har været et begrænset antal aktiviteter de seneste år, men den vellykkede virtuelle komsammen har skabt fornyet interesse for lokalafdelingen. For mig (Deres redaktør) føltes det godt, at man kunne sidde og fortælle andre stammere, hvordan man har det. Om sine oplevelser med stammen osv.

Personligt var jeg (Deres redaktør) noget skeptisk inden det virtuelle møde. Ville der i det hele taget være basis for at tale sammen i to timer, men jeg indrømmer meget gerne, at jeg tog fejl. Mødet var hyggeligt og tiden gik hurtigt, og jeg havde en god følelse i maven efter det virtuelle samvær.

Susanne Helth

Coronaen har på mange måder medført nye samværsformer. At være sammen virtuelt var jo helt utænkeligt før pandemien brød ud, men jubilæet viste, at virtuelt samvær kan lade sig gøre, så det bliver en positiv oplevelse. Når der kommer styr på coronaen, og vi igen kan mødes fysisk, kan vi atter mødes til fx en god gang bowling, og det kan også være spændende at mødes til et godt foredrag, hvor der også er mulighed for at få lidt til halsen og ganen. Jeg glæder mig allerede.

Zoom er et godt program til et virtuelt møde