Spiller håndbold, fodbold og online på computeren med venner

Mikkel synes, at det sjovt spille på computeren, men bruger også en del tid på at spille fodbold og håndbold.

Mikkel Vinther, 12 år skiftede håndboldklub for 3½ år siden. Da han mødte op til den første træning fortalte han med det samme, at han stammede. Det har han lært i stammeundervisningen, og han har erfaret, at det gør det meget nemmere, når han ikke skjuler sin stammen, men er åben og ærlig fra starten.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Mikkel der bor ved Hadsten tæt ved Langå, begyndte at stamme som treårig. Det medførte, at han kunne begyndte på stammeundervisning, der blev fulgt op med undervisning i 0. klasse samt enkelte perioder senere i skoletiden.

– Jeg deltog sidste år, da jeg gik i 5. klasse, i en gruppe på 5 personer. Da vi mødtes lærte vi bl.a., at det er en god ide at fortælle vi stammer, første gang vi møder nye mennesker. Da jeg for 3½ år siden begyndte at spille i den nye håndboldklub, fortalte jeg derfor ved den første træning, at jeg stammer. Herved blev det meget nemmere, da jeg ikke skulle bruge energi på at prøve at skjule stammen. Jeg oplevede også, at stammen ikke havde nogen betydning. De andre drenge vænnede sig jo hurtigt til, at jeg stammer, og vi brugte tiden til at blive bedre til at spille håndbold.

Mikkel går i 6. klasse, og det er en stor klasse med 28 elever. De andre elever i klassen tager hensyn til, at han stammer, da de alle er blevet “undervist” af en talepædagog. Skolen kan dog alligevel være vanskelig for Mikkel, når han skal læse højt, eller fremlægge foran klassen. Han får det gjort, men synes ikke, at det er nemt. Et af de hensyn der bliver taget er, at han får dobbelt så lang tid som de andre, til at læse højt.

Spiller meget computer i fritiden

Meget af fritiden bruger Mikkel på at spille håndbold og fodbold, men han bruger også meget tid på at spille computer. – Via Internettet kan man spille mod andre, og det synes jeg er rigtigt sjovt. Vi taler sammen via Skype, og der synes jeg ikke jeg stammer så meget. Det fedeste er nu at jeg i løbet af ugen skal af sted til træning og være sammen med andre, fortæller Mikkel videre.

Deltog i Langelandstræffet i slutningen af august

Sammen med sine forældre, Charlotte og Martin, deltog Mikkel i weekenden den 26.-28. august i Langelandstræffet for børn op til 13 år, hvor familien boede i hytter på en campingplads ved Emmerbølle Strand Camping. Det var en kæmpe oplevelse, bl.a. fordi Matias fra ”Danmark har talent” deltog sammen med sin kæreste. – Det var sjovt at se Matias underholde med sine professorterninger, og det var spændende at være sammen med ham, da han jo kunne vise os, at det ikke er noget problem at stamme, fortæller Mikkel. Mikkel var også glad for at være sammen med de andre børn som stammer, og er bestemt ikke afvisende overfor at deltage i Bornholmertræffet til næste sommer. En hel uge uden mor og far, for unge på 13-18 år.

Mikkels forældre, Charlotte og Martin stammer ikke, og for dem var det også en god oplevelse at familien kunne deltage i træffet på Langeland. Herved kunne de få en god snak med de andre forældre, og det var godt at se den udvikling, som det har givet Mikkel at være sammen med andre børn, der stammer. Stammen kan i hverdagen være et problem, men træffet på Langeland har været med til at gøre det nemmere fremover. Derfor kan Charlotte og Martin kun anbefale og opfordre andre forældre til at deltage i Stammeforeningens Langelandstræf.

Mikkel er målmand på sit fodboldhold, og er en skudstærk dreng på sit håndboldhold.

Langelandstræffet blev i år en helt speciel oplevelse

Matias Rasmussen – vinderen af TV2´ ”Danmark har talent” begejstrede nemlig ved, sammen med sin søde kæreste, at deltage i træffet hele weekenden. Lørdag aften underholdt Matias med sine professorterninger og holdt et foredrag for børn og forældre om sit liv med stammen, og han viste hermed børnene, at det ikke er noget problem, at man stammer.

Af Erling Jensen.

I weekenden den 26.-28. august var der familietræf på Langeland for børn op til 13 år, hvor familierne boede i hytter på Emmerbølle Strand Camping. Her var der fælles område, hvor der blev lavet mad, og hvor man spiste sammen. Ægteparrene Heidi & Kim Søgaard Andreassen samt Bettina & Kim Flittner, var arrangører af træffet.

– Det var bestemt noget af et scoop, at Matias deltog i træffet. Børnene havde jo i TV set, hvordan han kunne tryllebinde med sine professorterninger, og ikke mindst, at han med stor charme og overskud kunne overvinde sin største rival – at han stammer. Fortæller Heidi.

– Matias, 24 år er i gang med at uddanne sig til lærer, og for vores børn var det så livsbekræftende,at han ikke var bange for at deltage i ”Danmark har talent” konkurrencen. Han viste, at stammen kan blive en ekstra kvalitet og ikke et handicap, som ødelægger noget. Matias blev herved en rollemodel for vores børn, og træffet på Langeland blev også noget helt særligt.

        

Lørdag aften underholdt Matias først i et lokale med sine professorterninger og deltog herefter ved bålet,i fællessange og andre aktiviteter. Han holdt foredrag om sit liv med stammen og var på sin søde og charmerende måde, med til, at skabe en fin aftenhygge. Noget som børnene kunne bruge fremover i deres egen udvikling, fortæller Heidi videre, der også nævnte, at Matias slet ikke var klar over, at Stammeforeningen i Danmark eksisterede og derfor selvfølgelig fik en opfordring til at indmelde sig i foreningen, så han kan blive en del af det landsdækkende netværk.

På Langelandstræffet i år deltog 47 deltagere, heraf 22 børn, hvoraf 15 børn fra 5-13 år stammede.

Dog var der kun en enkelt pige-stammer. Heidi & Kim har sammen med Bettina & Kim, været med til at arrangere træffet, flere gange de senere år. Kim & Bettina var arrangør på Langelandstræffet sidste år alene. Året før, i 2014, var der ikke nok tilmeldte til Langelandstræffet, så de få der var tilmeldt Langelandstræffet, kom med på Thurø træffet i stedet. Lucas var med på Thurø og synes det var rigtig godt. Her blev der sejlet i optimistjoller, robåde og klatret i træer, i Svendborg Gorilla Park. Noah var i 2014 og 2015 med på Thurøtræf, som Kim Søgaard Andreassen var med til at arrangere. Heidi og Kim har børnene Noah, 13 år og Julie, 16 år, der begge stammer. De har derfor haft lyst og interesse i, at engagere sig i aktiviteterne i Stammeforeningen i Danmark.

Bettina og Kim Flittner har børnene Lucas, 10 år og storebror Marcus, 13 år, der ikke stammer. Begge ægtepar synes, at det giver meget at lave det frivillige arbejde, og ikke mindst har det stor betydning, at børnene får nogle gode oplevelser, så de kan komme videre med deres stammen.

     

Weekendens program

Fredag aften var der erfaringsudveksling. Om lørdagen blev der arrangeret en 5-kamp med sækkeløb, kartoffelløb, vandstafet, snørrebåndsspisning og parløb, hvor benene blev bundet sammen. En god gang rundbold, var også med til at skabe et godt sammenhold og weekenden fløj nærmest af sted.

Børnene kunne også hygge sig på egen hånd; ved besøg i poolen, forskellige lege og besøg hos gederne.

I løbet af weekenden deltog børnene ikke i det praktiske arbejde med fx forberedelse og tilberedning af maden, men fik lov til, at være børn. De havde hermed god tid til at lege sammen og deltage i de mange forskellige aktiviteter.

Hvordan deltager man i træffet?

Hele familien (også søskende) deltager aktivt i Langelandstræffet. Det kostede i 2016, 500 kroner ideltagergebyr pr. voksen. De deltagende forældre samt det stammende barn, skal være medlem af FSD for at kunne deltage i træffet.

I årets træf deltog både nye og gamle børn, da det er et populært træf at deltage i.

Se her hvordan Matias Rasmussen tryllebandt dommerne og tilskuerne i ”Danmark har talent” konkurrencen 2016. Jarl Friis Mikkelsen fortæller bl.a., at han også som barn stammede, og han var synlig imponeret over Matias indsats. Komikeren Peter Frødin og de øvrige dommere, Nabiha og Cecilie Lassen var også enormt begejstrede.

Det er ikke noget at sige til, at også deltagerne i Langelandstræffet var enormt begejstrede over, at Matias deltog hele weekenden. Og vi ser frem til, at Matias bliver medlem af FSD.

Herunder kan du se et galleri med billeder fra træffet på Langeland.

Fotografer: Heidi og Bettina.

Ny redaktør

Stammeforeningen Danmark har fra 1.9. lavet aftale med Erling Jensen, at han virker som redaktør for eUDTRYK, den digitale erstatning for UDTRYK, der jo ikke mere udgives i trykt form. Erling har også ansvaret for udsendelse af et nyhedsbrev, der udgives en gang i måneden eller yderligere efter behov.  Her vil der være link til relevante artikler og andet spændende nyt på foreningens hjemmeside.

Erling har også ansvaret for udvikling af en ny hjemmeside, der bliver mere visuel og vil blive en god erstatning for det trykte UDTRYK. Den nye hjemmeside er klar til at gå i æteren senest 1.1.2017, hvor Erling så også herefter fungerer som webmaster.

Hvem er Erling Jensen?

Erling er 62 år, gift med Annette, og de bor sammen med bernensennen hunden Thuja i Blæsbjerghus, der er et tidligere skovløberhus i Langesøskoven på Fyn. Han er uddannet folkeskolelærer men har gennem en årrække haft eget journalistisk firma – www.blaesbjerghus.dk

I forbindelse med dannelsen af Fynsafdelingen af Stammeforeningen i efteråret 2015 havde Erling fået oplyst af en nevø til Ole Kring Tannert, at der var planer om danne en Fynsafdeling af Stammeforeningen i Danmark. Erling var motiveret for at gøre en indsats i Stammeforeningen, og mødte derfor op til mødet. Efterfølgende meldte han sig igen ind i Stammeforeningen.

Herefter blev han kontaktet af Ole Kring Tannert, om det ikke var noget for ham at lave pressemeddelelser og andet journalistisk arbejde for foreningen, og det har så nu resulteret, at foreningen har lavet aftale for de kommende 9 måneder. Umiddelbar efter den ordinære generalforsamling i april 2017 er der så evaluering og genforhandling af samarbejdet.

Ole Kring Tannert ny formand

Efter den ekstraordinære generalforsamling den 21. august  konstituerede bestyrelsen den nye formand.

Af Erling Jensen

– Jeg har altid gerne ville inspirere og hjælpe andre. Stammen har været en meget stor del af mit liv, og derfor følte jeg, at jeg kunne være med til at gøre en forskel ved at blive aktiv i Stammeforeningen. Gennem mit arbejde og frivillige arbejde har jeg været vant til at skabe nye ideer og sammen med andre være med til at få etableret en fornyelse og udvikling. Til glæde for andre.  Jeg er udadvendt, og det er min intention altid at være  parat til at tale med medlemmerne. Selvfølgelig kan man kontakte Karen på kontoret, men jeg vil altid være åben for, at man kan ringe direkte til formanden, hvis man noget på hjerte. Det er også naturligt, at jeg møder op til fx møder, når lokopæder har møder eller konferencer. Stammeforeningen skal være så synlig som mulig. Derfor skal vi også følge med i det politiske liv. Noget tyder på, at færre børn og unge kommer i stammebehandling, jf. kommentarer fra Hermann Christmann, og at det ikke kan skyldes, at der er færre som stammer. Måske skyldes det, at der i øjeblikket spares meget, både i folkeskolen og andre uddannelsesinstitutioner, og her er det vores opgave i Stammeforeningen  at hjælpe til. At der kan komme en større bevågenhed på stammeres muligheder og behov, lyder det fra Ole Kring Tannert, der synes at det er en god ide, at Per Fabech Knudsen kontaktes vedr. en artikel, idet han muligvis kan komme med nyere information om kommunale tilbud på stammebehandling, jf. Hermann Christmann.

Ved bestyrelsesmødet efter den ekstraordinære generalforsamling den 21. august blev Ole Kring Tannert nemlig valgt som ny formand for Stammeforeningen i Danmark. Som du kan læse i referatet (link) blev det på den ekstraordinære generalforsamling besluttet, at formanden, næstformand og kasserer nu konstitueres af bestyrelsen og derfor har jeg lavet et interview med Ole for at høre lidt om ham selv, og hvilke visioner han har som ny formand.

Ole er 48 år, er gift med Line og har to drenge, Thomas på 5 år og Jeppe på 7 år. Familien bor i Dyrup tæt ved Odense. I en årrække var Ole beskæftiget i detail- og forsikringsbranchen som sælger, men har siden 2014 haft eget coach-konsulentfirma.

Ole kom først i taleundervisning, da han var 43 år. Han havde gennem årene levet med sin stammen, men syntes nu, at det var på tide, at der kom en udvikling. Derfor googlede han vedrørende stammen og fandt på Stammeforeningens hjemmeside frem til en talepædagog, der virkede som ambassadør. Hende kontaktede Ole, og inden længe kunne han komme i gang med den længe ønskede undervisning.

Ole meldte sig i sommeren 2013 ind i Stammeforeningen. Han har altid kunnet lide organisationsarbejde, bl.a. har han været formand for en svømmeklub i Odense og inden den ordinære generalforsamling i april 2015 kontaktede han formanden, at han ikke var uinteresseret at blive valgt som bestyrelsesmedlem. Og nu lidt over et år senere er han formand for foreningen.

Vi skal sammen udvikle foreningen

– I Stammeforeningen har vi en god tradition for at unge mennesker kan komme på træf. Læs blot reportagen fra Bornholmertræffet i sommer der er en tradition, som vi skal gøre meget for at bevare og udvikle, men også andre aldersgrupper har brug for vores indsats. Der skal arbejdes på, at der over landet dannes netværksgrupper, hvor både unge og ældre kan komme og få en god oplevelse og få inspiration til at komme videre med deres stammen. Derfor skal vi også have udbygget ambassadørkorpset, der kan være med til at gøre en forskel. Regionale afdelinger af Stammeforeningen kan også være til inspiration og glæde for mange. På Fyn var jeg i efteråret 2015 sammen med Emil Fredeløkke med til at få dannet en Fynsafdeling, slutter Ole Kring Tannert, foreningens nye formand, som selv vurderer, at han bliver en åben og nysgerrig formand.

 

Ungdomstræffet på Bornholm en super tradition

En uges ophold i en spejderhytte i Tejn, hvor de unge selv skulle lave maden, og hvor der blev spillet fodbold og andre boldlege, roet i kajak, surfet og klatret i træer. Det gav et vældigt sammenhold, hvor stammen ikke var noget problem.

Af Erling Jensen.

Fra den 26. juni til den 3. juli blev det til syv dage i træk, hvor 13 drenge og 3 piger fra 14-18 år havde en kanonuge i en spejderhytte tæt ved Tejn på Bornholm sammen med Bettina Pedersen og Jens Kristensen, der var ledere af træffet. Formålet med turen var at give den enkelte mere selvtillid og selvværd gennem en række forskellige aktiviteter i den bornholmske natur. Alle unge havde samme grundlag, at de stammede, og derfor var det også for en del en stor beslutning at tage med til Bornholm. Efter en uge med råhygge, god stemning og en masse gode oplevelser, hvor det blev til et tæt samvær med de andre unge, blev der flyttet grænser og skabt venskaber, og mange unge deltager da også i Bornholmertræffet flere år i træk.

– Ugen før turen ringer jeg altid til alle hjem for at fortælle om turen til Bornholm. Nærmere om ugens program, og hvordan de unge er med til at få tingene til at fungere i løbet af ugen. At de unge i grupper bl.a. har ansvaret for de daglige måltider. Og væsentligt – at ingen får mulighed for at tage hjem før tiden. Herved er både de unge og forældre på forhånd trygge ved det kommende træf, og på hovedbanegården i København tager vi også imod de unge. Herved får de unge en god og behagelig tur til Bornholm, fortæller Bettina Pedersen, der sammen med Jens Kristensen havde det overordnede ansvar.

Bornholm 2016        Bornholm 2016            

– Både Jens og jeg deltager helt frivilligt i ungdomstræffet. Vi er begge forældre, der ikke stammer. Min mand og søn stammer, og Jens har en datter, der stammer, og herved er vi blevet involveret i foreningens arbejde, fortæller Bettina Pedersen.  Jeg har i cirka 15 år været med til at arrangere Bornholmertræffet, og Jens har været med i 12 år, og det har naturligvis medført tætte relationer mellem os. Vi er et godt team. På grund af en arbejdsskade for nogle år siden kan jeg ikke deltage i de udendørs aktiviteter, men Jens er den friske og glade legeonkel, der gerne er med i fodboldspillet, og også kan gå foran, når der skal roes i kajak, surfes eller klatres i træer, fortæller Bettina.

Mange aktiviteter
Omfanget af aktiviteter, der tilbydes i løbet af ugen er på alle måder både udfordrende og meget omfattende.
Hør blot: Natløb – svævebane – highpark (der klatres i træer) – kajak – windsurfing – fodboldgolf – svømmehal – rundkirker – Hammershus – Havnebadet, hvor der kunne springes på vipper –  75 meter højt militærtårn ved Dueodde, hvor der var forskellige opgaver  – bytur i Rønne, stranden og spise på restaurant.

Sønnerne med på træffet
At Bornholmertræffet er en god aktivitet ses bl.a. ved, at både Bettina og Jens har begge en søn, der også har involveret sig i ledelsen af træffet. Bettinas søn, Martin har i flere år været med som deltager. Han er nu 23 år og er nu med i ledergruppen. Jens´ søn Michael på 21 år er også kommet med i ledergruppen. Han stammer ikke, men lige som sin far er han blevet nysgerrig efter at være med, og han synes også at det er noget så hyggeligt. At bruge en uges ferie på Bornholmertræf sammen med de unge i Stammeforeningen, gør hele ledergruppen gerne.

Bornholm 2016      Bornholm 2016 

De unge skal hjælpe til
Bornholmertræffet afvikles som nævnt i en spejderhytte i Tejn. Det er ikke et luksusophold, bl.a. overnattes der i 6-8 sengs værelser, men det tager alle unge med højt humør. Om nogen snorker eller småsnakker er en del af miljøet på værelset. Det giver social stor hygge.

Der er ikke betjening ved de daglige måltider. Der inddeles i arbejdsgrupper, så de unge som udgangspunkt en gang i ugen skal stå for hele dagens måltider, men nogen gange bliver arbejdsgruppen større, hvis nogen kommer for sent, taler i mobil eller på anden måde ”dummer” sig. Det tages dog med højt humør, og ingen af de unge bliver sure af den grund, fortæller Bettina Pedersen. Jeg har da også efter et træf oplevet, at forældre har ringet til mig og spurgt mig, hvad jeg dog har gjort ved deres barn, for nu vil de pludselig gerne hjælpe derhjemme. Både med madlavningen og andre gøremål i hjemmet. Vi kører nogle klare linjer, og vi er naturligvis glade for, at forældrene giver positivt udtryk for vores holdninger, lyder det fra Bettina Pedersen.

Ved de daglige måltider har de unge stor indflydelse. Det er madholdet, der køber ind. Ofte sker det når man er på vej hjem fra en af dagens aktiviteter, og man så handler ind i et supermarked. Her har vi også de sidste år oplevet en udvikling, fortæller Jens Kristensen. Tidligere var fantasien ikke så stor, og vi kunne flere gange i løbet af ugen opleve at skulle spise kødsovs og pasta. Nu er holdningen, at de unge har lyst til at gøre noget ekstra ud af specielt det varme måltid. Der bliver kræset og gjort stort umage, og det giver selvfølgelig nogle gode måltider, der er med til at gøre hyggen ved spisebordet endnu bedre, lyder det fra Jens Kristensen.

Bornholm 2016       Bornholm 2016

Deltaget fem gange
Jeppe Kousgaard, 18 år har deltaget fem gange i træffet på Bornholm og var også den ældste deltager i år. Jeppe, der bor i Brædstrup og går i HTX, har været meget, meget glad for at deltage i træffene på Bornholm.
– Det har aldrig været kedeligt at deltage. Fællesskabet med de andre unge og de mange sjove aktiviteter har altid været noget meget væsentligt og så er det helt fint med en uge, hvor computeren og Smartphonen ikke er det væsentlige. Bl.a. via Facebook holder jeg kontakten vedlige med de andre, og jeg har gennem årene set meget frem til det ugentlige træf på Bornholm. Også fordi at det ind imellem kan være isolerende og hårdt at stamme. På træffet er jeg sammen med unge, der har det samme problem, og så er det slet ikke så hårdt, for de andre har jo samme problem. Man  slapper man bare af og har det godt, fortæller Jeppe Kousgaard.

Økonomien
I år har det været et deltagergebyr på 700 kroner. Vi får tilskud fra Socialministeriet og søger også private fonde. I år lykkedes det ikke, men vi har tidligere modtaget op til 50.000 kroner i tilskud fra A P Møller Fonden, fortæller Bettina Pedersen, der også fortæller, at der er eksempler på, at der nogen gange må ydes en ekstra indsats for at en ung fra et hjem, hvor moderen er eneforsørger også får mulighed for at deltage. Vi vil meget gerne have, at det ikke er økonomien, der er afgørende for, om en ung stammer kommer med på Bornholmertræf, slutter Bettina Pedersen.

Meget væsentligt er Bornholmertræffet stedet, hvor unge oplever, at de ikke er bange for tale. Her er ingen, der behøver at føle sig uden for. Alle er ligeværdige, og denne gode oplevelse er en god ballast, når man kommer hjem og igen skal klare sig i skolen eller i fritidslivet.

Bornholmertræffet er en af Stammeforeningen i Danmarks solstrålehistorier. Det er en tradition, som vi kun kan håbe vil fortsætte i mange år endnu.

Fotograf: Martin Pedersen.

Herunder har du et galleri af billeder.