Stammeforeningen i Danmark (FSD)

Prøvede at glemme stammen

aug 29, 2017 | Aktuelt, FSD-Nyt, McGuire-programmet

Inden Christian Rasmussen, 15 år i februar begyndte på McGuire-programmet prøvede han at glemme det, hvis han stammede meget.

Af Erling Jensen, ansvarshavende redaktør.
– Jeg har stammet fra 8 års alderen og stammede hele tiden, også når jeg var sammen med kammeraterne, men jeg prøvede hele tiden at skjule det for mig selv. Herved havde jeg en tro på, at det ville blive nemmere næste gang, at jeg skulle tale, fortæller Christian Rasmussen. Han er 15 år og skal i august begynde i 9. klasse på Vangeboskolen i Søllerød i nærheden af Holte.

– Tre gange har jeg deltaget i weekendtræffene på Langeland. Samværet på træffene har betydet meget. Det har socialt været nogle gode oplevelser, men det har ikke haft den store indflydelse på omfanget af min stammen. Tidligere behandling hos logopæder har heller ikke givet et større resultat, så da min mor talte med logopæden Gitte Lassen Dam, der selv er stammer og havde gode erfaringer med McGuire-programmet (The McGuire Programme), besluttede vi at prøve dette program, fortæller Christian videre.

For Christian Rasmussen har det været en stor oplevelse at deltage i McGuire kurserne. Han deltog i februar i et kursus i Aarhus. Alle McGuire-kurser varer fire dage. Fra torsdag-søndag, og hans mor, Kenja Winnie Rasmussen var tilstede de 4 dage. Reglen er nemlig, at kursister under 18 år kun kan få lov til at deltage i et McGuire-kurset, hvis en af forældrene er til stede alle fire dage.

– Jeg skulle jo have fri fra skolen torsdag og fredag. Mine venner havde fået at vide, at jeg skulle på McGuire-kursus, men jeg ved ikke om klasselæreren orienterede klassen om, hvorfor jeg ikke var i skole. Da jeg var færdig med kurset skulle jeg i erhvervspraktik, hvor jeg var i en virksomhed, hvor der blev udviklet nyt inden for IT – fx spil.  Her fortalte jeg om mine oplevelser, så det var først en uge senere, at jeg kunne fortælle klassen om mine oplevelser. Som en af øvelserne / opgaverne havde vi fået at vide på McGuire-kurset, at vi skulle fortælle klassekammeraterne om oplevelserne på kurset. Selv om jeg altid har stammet hele tiden, var det noget grænseoverskridende at fortælle om kurset, også fordi jeg skulle anvende de teknikker, som jeg havde lært på kurset. Det føltes som en lettelse, da denne opgave var vel overstået.

Har deltaget i flere McGuire-kurser

– Det første kursus var som tidligere nævnt i februar i Aarhus. McGuire-kurset er et meget intensivt kursus. Vi træner og øver fra tidlig til sent på dagen, fx blev vi vækket allerede kl. 5.30 og havde flere telefonopgaver, hvor vi skulle ringe til hinanden på hotellet. Den første dag skulle vi præsentere os selv, det blev optaget på video.

På hjemmesiden kan du se nærmere om, hvordan et McGuire-kursus er opbygget. Du kan se programmet her.

På tredjedagen blev kursisterne sendt i byen for at løse en masse opgaver.
Christian fortæller:

– Vi blev delt op parvis, men da jeg er under 18 år skulle jeg have to voksne med, der kunne hjælpe og støtte. Opgaven i byturen var, at vi skulle lave min. 100 kontakter, det kunne være besøg i forretninger, på banegården, spørge folk på gaden om forskellige ting osv. Ærligt talt var det noget svært, og det kunne nogen gange føles noget pinligt, MEN vi skulle jo klare opgaven,  og ved at vi alle sammen var sendt af sted, tænkte jeg slet ikke på at opgive, fortæller Christian, der også nævner opgaven, hvor man et sted i byen på en synlig måde skulle fortælle om sig selv.

– Efter kurset i februar i Aarhus har jeg deltaget i et kursus i Malmø i juni og i januar 2018 skal jeg deltage i et kursus i Oslo. Disse kurser er også 4-dages kurser. Det giver en god kontinuitet, og vi har jo hele tiden i baghovedet, at vi skal træne og holde teknikkerne ved lige. Her hjælper det meget, at vi hver har en personlig coach, som vi kan kontakte, når der er behov for det. Min coach hedder også Christian, og det føles godt, at jeg fx inden 9. klasse afgangsprøverne kan kontakte ham og så få opfrisket taleteknikkerne. Det giver en god tryghed, at vi har denne mulighed. Med McGuire-programmet har jeg fået troen på fremtiden og synes, at jeg har fundet vejen frem, lyder det fra Christian Rasmussen, der gerne anbefaler andre at prøve et McGuire-kursus.

Han siger også, McGuire teknikkerne er ikke en helbredelse i forhold til stammen. Det er tekniker, som kan hjælpe en person der stammer til at kontrollere sin stammen og blive veltalende, samt mere fri i sin tale.

Christian Rasmussen er den eneste i familien, der stammer. Han har en lillebror, William på13 år, der lige som forældrene aldrig har stammet.

McGuire-programmet – et privat kursus

Ifølge Daniel Kusk, den skandinaviske leder, har McGuire-kurset følgende økonomiske model:

Alle førstegangskursister betaler i den Skandinaviske region en kursusafgift på 12000 kr. Heraf betales 1.000 kr. i depositum ca. 2 måneder inden kursusstart. De resterende 11.000 kr. skal betales senest på kursets anden dag, fx med VISA-kort betaling. Her har hver enkelt ny kursist fået et grundlag for, at gøre op med sig selv, om teknikkerne og tilgangen, hvorom man arbejder med sin stammen i McGuire Programmet, er noget for vedkommende. På et møde mellem kursisten, instruktøren på kurset og den skandinaviske regionaldirektør, aftales det om kursisten vil fortsætte eller ej. Ønsker kursisten ikke at fortsætte på kurset, eller vurderer instruktøren og regionaldirektøren, at kursisten ikke er klar til at gennemføre kurset, så forlader kursisten kurset efter dette møde. Er kursusafgiften allerede betalt, fx via bankoverførsel inden kurset, så returneres de 11.000 kr.  selvfølgelig.

Kursusafgiften inkluderer et livslangt medlemskab af McGuire Programmet, Dave McGuires bog: “Beyond stuttering – Getting good at the sport of speaking”, et bælte, sin egen primære træner/coach, og livslang support.

Når man én gang har gennemført et McGuire-kursus har man adgang til alle de fremtidige kurser, der er verden over, så længe man lever.

Opfriskningskurser i Skandinavien og resten af verden koster ca. 500 kr. pr. kursus.

Eksempel på udviklingen i McGuire-programmet

Daniel Kusk, den skandinaviske leder af McGuire-programmet har givet tilladelse til, at vi kan bringe videoer i udviklingen af hans stammen. Alle kursister på et McGuire-kursus skal som nævnt i artiklen lave en præsentation, og du kan her se, hvor store problemer, at Daniel Kusk havde, da han skulle præsentere sig.

“Talen på kassen” (Er optaget kun 2 dage efter ovenstående interview).

En anden optagelse med Daniel Kusk er optaget i Aarhus september 2015

 

 

Pia Danesol har 10 års jubilæum med McGuire-programmet, og det skal fejres

aug 29, 2017 | Aktuelt, FSD-Nyt, McGuire-programmet

McGuire-programmet, suppleret med hjælpemidlet SpeechEasy, har betydet meget for Pia Danesol.

Af Pia Danesol og Erling Jensen, ansvarshavende redaktør.

– Når børnene spørger til min alder, fortæller jeg dem, at jeg er stammer, og at jeg for mindre end 10 år siden har været på et kursus, hvor jeg lærte at tale. Så børnene kan forstå, hvor glad jeg er for, at jeg nu kan tale, og at jeg tæller hvert eneste år og hver eneste dag efter dette kursus. Indtil min forrige fødselsdag holdt jeg det som en hemmelighed, hvor gammel jeg var. Jeg ville ikke have, at de skulle sige: ”Nå! Er du så gammel! ”. Nu er jeg ikke ked af at sige, at jeg er en frisk årgang 1951, der meget gerne vil arbejde til jeg er mindst 75 år.

Arbejder i en SFO
Pia Danesol bor i Aarhus og arbejder i en SFO, hvor det især er i det kreative værksted, at hun lægger megen tid og kræfter.

– Jeg er glad og lykkelig for mit arbejde. Når jeg spørger, svarer halvdelen af børnene, at de ved, hvad det betyder at stamme. Den anden halvdel siger, at de ikke ved, hvad stammen er.

– I Kreativværkstedet er børnene og jeg fordybede i vores kreative aktiviteter, så her har jeg slet ingen ufrivillig stammen. Ligeså i Madkundskab, hvor jeg bager med en gruppe børn, hvor vi også er dybt optagede af bageprocessen. I løbet af en almindelig skoledag har jeg stort set ingen ufrivillig stammen. På gangene, i børnenes kantine og i det store fællesrum tager jeg nogle kontakter med brug af frivilligt valgt taleteknik, når jeg passerer børnene.

– I klasselokalet, hvor jeg har timer sammen med børn, er det indtil videre gået godt, idet jeg har været på forkant med mit frivillige valg og brug af taleteknik, fortæller Pia Danesol, der dog også fortæller, at hun ind i mellem kan blive ramt af skamfølelse.

– Denne følelse af skam kan opstå pludseligt, også selv om jeg er nok så meget hyggeligt fordybet i en kreativ aktivitet sammen med børnene. Når jeg ser, at en forældre, som jeg måske ikke kender så godt, er på vej ind i lokalet, kan jeg fyldes med en følelse af skam og stille mig selv spørgsmålet: ”hvad laver jeg dog i dette kreative lokale sammen med børnene?”. Jeg har en følelse af at kunne risikere at blive afsløret som stammer af en forældre, som jeg måske ikke kender så godt. I denne situation er jeg nødt til at tage problemet i opløbet, idet jeg efter at have erkendt, hvordan jeg har det følelsesmæssigt med situationen, henvender mig til forælderen, der er på vej ind i lokalet. Jeg fortæller forælderen, at jeg er stammer, og hvad jeg gør ved mit problem. Derefter fortæller jeg om min skamfølelse, og at jeg til tider kan blive helt forundret over, hvor godt det alligevel går med mit arbejde i SFO´en. Hermed har jeg som regel klaret problemet med at føle skam, og jeg har derpå et mere naturligt og afslappet forhold til forældre, som jeg til at begynde med måske ikke kendte så godt.

28. september 2007 er en mærkedag

Mit store ønske om at forbedre min tale i telefon førte mig i første omgang i 2005 til Taleinstituttet i Aarhus og siden da i 2007 videre til McGuire-programmet for stammere.

28. september 2007 deltog jeg for første gang i McGuire-programmet for stammere. Det var kort tid før, at jeg påbegyndte et uddannelsesforløb i forbindelse med, at jeg afventede en hofteoperation. Det har været fantastisk for mig at opleve, hvor godt jeg har kunnet bruge McGuire-programmet i forbindelse med uddannelsen i et helt nyt miljø med nye mennesker, og de mange nye muligheder, som åbnede sig for mig.

Jeg har stammet lige fra barnsben. Jeg er tosproget og begyndte at stamme som 2-årig samtidig med, at jeg sammen med mine forældre flyttede til USA, hvor vi boede i 5 år, før vi rejste tilbage til Danmark.

Jeg har modtaget såvel klassisk stammebehandling som acceptbehandling ved Taleinstituttet i Aarhus. I 1980 fik jeg mulighed for at rejse til USA til et stammebehandlingskursus i 5 uger med daglig undervisning ud fra MIDVAS-modellen (Se faktaboks) ved professor Paul Czuchna, Western Michigan University. Herefter var jeg selvhjulpen i 25 år, indtil der kom ”ridser i lakken”.

Har overvundet de tyngende problemer

Sammen med McGuire-programmet har brugen af hjælpemidlet SpeechEasy betydet meget for min tale.

I faktaboksen er beskrevet, hvordan SpeechEasy fungerer.

Jeg har med McGuire-programmet og SpeechEasy vundet over de tyngende problemer, som jeg har oplevet med min stammen – specielt problemer med at tale i telefon med fremmede.

Jo – McGuire programmet følger jeg med stor glæde og har gode stabile resultater og succes, hvor det for stammere jo er så eftertragtet, at behandlingen lykkes og håbet bliver indfriet. Jo – jeg skal fejre den 28. september, hvor jeg har 10 års jubilæum med McGuire-programmet. Et eventyr begyndte – der indtil videre har åbnet mange døre til dét liv, som jeg har længtes efter.

Stammen – et familieproblem

Endvidere vil jeg nævne, at mit talehandicap med stammen er et familiebunden talehandicap fra mødrene side. Min morbror og min mormors søster stammede meget, min mor og min mormor stammede lidt, og deres stammen hørte op i løbet af deres opvækst.

Der er noget helt specielt ved at kæmpe for sine forældre, når de bliver gamle og svækkede, og i dette procesforløb opleve, at man selv bliver stærkere og stærkere, og man taler bedre og bedre i ens kontakt til offentlige myndigheder.

Idet min mor nu er gået bort, og boet efter hende snart er afsluttet, da glæder jeg mig til i det kommende efterår 2017 at realisere flere af mine drømme, som jeg havde i 2011 for mit liv, som en meget aktiv person, der er stammer, hvor jeg vandt hjælpemiddel-sagen i Ankestyrelsen. Bl.a. har jeg mange drømme om udfyldning af min rolle på arbejdsmarkedet. Jeg har fortsat mange revancher at tage hjem, hvor hjælpen i form af McGuire-programmet og SpeechEasy, giver mig en stor tro på, at det skal nok lykkes.

Mine klagesager og min stammen

Min brug af McGuire-programmet har jeg fra og med 2011 suppleret med et specialhjælpemiddel for stammere, der hedder SpeechEasy, hvormed min tale påvirkes af, at jeg hører forsinket gengivelse af min egen stemme. Inden jeg kunne få SpeechEasy trådløst til låns, måtte jeg igennem en langvarig klagesag i Ankestyrelsen, som jeg vandt. Onsdag, den 28. juli 2011, var en stor dag for mig, da kunne jeg omsider placere SpeechEasy-hjælpemidlet bag mit øre, et hjælpemiddel, som jeg siden da har brugt dagligt.

Forløbet af klagesagen

Klagesagen i Ankestyrelsen gik på, at Aarhus Kommune / Magistratsafdelingen Sundhed og Omsorg / Visitationen ikke ville følge anbefalingen i Taleinstituttet i Aarhus´ rapport omhandlende min brug af SpeechEasy-hjælpemidlet på baggrund af mit lån og afprøvning af SpeechEasy i 2 måneder.

Anbefalingen, kort fortalt:

Klagesagen i Ankestyrelsen gik på, at Aarhus Kommune / Magistratsafdelingen Sundhed og Omsorg / Visitationen ikke ville følge taleinstituttets anbefaling, hvor taleinstituttets logopæd skrev: 1. ”PD´s vurdering er, at brug af SpeechEasy har haft en markant påvirkning af hendes stammen og kommunikation. Uden SpeechEasy vurderer PD stammen og stammeproblemet som moderat og med SpeechEasy som let eller stort set uden stammen.” 2. ”Jeg konkluderer, at PD´s stammen og kommunikation er forbedret i afprøvningsperioden. Jeg vurderer at brugen af SpeechEasy i dagligdagen har gavnet hendes talesproglige evner og kommu-nikative muligheder.” (De 2 udvalgte citater ovenfor er taget fra Pia Danesols skrivelse dat. d. 12.08.10 tilsendt rådmand Dorthe Laustsen, Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, Aarhus Rådhus.)

Som afslag på min anmodning om lån af specialhjælpemidlet stod der bl.a. i det skriftlige afslag:
”Vi har endvidere lagt vægt på, at du er i stand til at kommunikere i én til én situation om end med besvær, og at du er i stand til at tale i telefon, om end med besvær.”

Jeg blev meget vred og gik kort tid efter modtagelse af det 2. skriftlige afslag med samme nedslående og nedsættende tekst til den daværende rådmand Dorthe Laustsen, der i 2010 var rådmand for Sundhed og Omsorg. Midlertidigt fulgte daværende rådmand Dorthe Laustsen min anmodning om, at klagesagen blev tilbagetrukket og afklaret lokalt, men senere i forløbet sendte Dorthe Laustsen alligevel nævnte klagesag frem til Ankestyrelsen vel vidende, at min sag blev forsinket yderligere 12 måneder, før jeg fik mit specialhjælpemiddel til låns.
Lidt senere igen henvendte jeg mig til daværende borgmester Nicolai Wammen, Aarhus Kommune. Jeg klagede over, at jeg ikke fik hjælp til at få aftalt lån af nævnte specialhjælpemiddel, men i stedet skulle igennem en langvarig klagesag. Nicolai Wammen skrev et pænt svar – og har i øvrigt altid hilst på og været venlig mod mig, når jeg mødte ham i Aarhus. Hans mor var i øvrigt logopæd, og jeg kunne mærke, at han havde en særlig venlig og forstående imødekommenhed overfor mig.

Da jeg fik afslaget på lån af SpeechEasy-hjælpemidlet – det var april 2010 – reagerede jeg samme dag ved at finde en alternativ løsning over Internettet, og hernæst kontaktede jeg samme dag FONA, hvor en engageret medarbejder ved navn Christian straks påtog sig opgaven at samle en lydforsinkelsesmaskine ud fra eksisterende komponenter suppleret med download af et DAF-program over Internettet, hvormed brugerens tale bliver forsinket.

Resultatet blev en model med ledninger. En masse at tænke på og mange systemnumre, der skulle passe sammen. Min radioforhandler Christian havde en prototype, der fungerede, færdig på 8 dage. Ved hjælp af prototypen, som radioforhandler Christian havde lavet, tegnede jeg i den følgende tid ansættelseskontrakt først med ét vikarbureau, lidt senere med et andet vikarbureau og efterfølgende, blev der indgået en aftale med et tredje vikarkontor.

Det var lidt besværligt med ledningerne, så jeg skulle sidde helt i ro, når jeg afventede vikararbejde. Jeg afventede telefonopkald vedr. vikararbejde fra kl. 8:00 – kl. 9:00.

I starten havde jeg lidt vikararbejde, der med tiden blev til mere og mere. Efterhånden kom jeg op på stort set at have vikararbejde alle hverdage og masser af nye steder. Jeg var faktisk meget glad og stolt over, hvor mange nye mennesker – børn, ansatte og forældre – som jeg dagligt havde et personligt overskud til at møde.

Jeg udviklede mig til at blive A-kassens ”højdespringer” – dvs. medlemmet, der oftest søgte ledigt arbejde. Kom op på at søge 5 gange så meget ledigt arbejde, som jeg iht. A-kasse-loven skulle søge.

April 2011 vandt jeg klagesagen i Ankestyrelsen. En meget sober og nuanceret afgørelse til min fordel og skrevet på en måde, så jeg kan bruge afgørelsen i flere sammenhænge.

28. juli 2011 kunne jeg som nævnt sætte det lånte SpeechEasy-hjælpemidlet bag mit øre. Uden ledninger osv.

Jeg glædede mig meget til min fremtid og havde store forventninger til mine kommende erobringer på arbejdsmarkedet.

Desværre var min far blevet alvorligt syg d. 1. juli 2011, det viste sig at være cancer. Og min mor var udtalt dement (passet af min far). Ni dage før min far gik bort fik han en terminalerklæring, hvor jeg deltog i mødet.

Jeg fik med to syge forældre i mange år ikke dét liv på arbejdsmarkedet, som jeg havde drømt om og ønsket.

Min positive oplevelser med McGuire-programmet og SpeechEasy-hjælpemidlet

Mit positive budskab er, at jeg i kraft af McGuire-programmet og SpeechEasy-hjælpemidlet har været personligt stærkt stillet, som datter til en alvorligt dement mor, i forhold til mødet med de mange myndigheder, efter at min far – familiens autoritet – gik bort en dag i september 2011. Det var ikke småting, som jeg blev stillet overfor, men til tider store og meget krævende personlige problemer.

Jeg har virkelig kæmpet hårdt til gavn for min demente mor og vundet store sejre – bl.a. vigtigt for- og undersøgelses-arbejde med brug af telefon:

2016 / marts:
Stor sejr vundet i Styrelsen for Patientsikkerhed. Dette angående aktindsigt i min demente mors sundhedsjournal ved kommunen.

2017 / juli:
Stor sejr vundet i Vestre Landsret. Resultatet blev halvering af salær til bobestyrer med 50.000 kr.

Livet efter min far blev alvorlig syg og gik bort, og livet sammen med min demente mor, har været meget hårdt. Jeg har været stillet overfor store, næsten ikke-løselige opgaver, der kan give et menneske alvorlige knubs. Opgaverne er dog blevet løst, og sejrene er med til at kunne se fremad.

Jeg er glad og lykkelig for, at jeg, som stammer, i kraft af McGuire-programmet og SpeechEasy-hjælpemidlet kan klare mig i forhold til barske og kolde myndigheder, der ikke forstår mennesker og deres personlige situation.

Sommeren 2017 er gået med det praktiske

Jeg bor i en opgang, der i juni 2015 blev udsat for en alvorlig loftbrand, hvor nabolejligheden totaludbrændte og der skete vandskade, bl.a. i min lejlighed. Med McGuire og SpeechEasy som løsning på mit problem med stammen har medført så megen stabilitet, at de nævnte problemer er blevet løst uden et eneste tilbagefald ifm. talen. Også da min mor gik bort ½ år senere og som følge heraf tømning af min mors plejebolig, bobehandling, osv. Det har trods alt været muligt at finde og fremme glæden i hverdagen.

På trods af de mange besværligheder er det gået fint med at holde fokus på min taleteknik og min brug af McGuire-programmet.

 


Billeder:

 

Pia Danesol er god til at fastholde sin kurs. Hun giver ikke op, hvis der er noget, som hun føler er uretfærdigt, eller er nødvendigt at gøre noget ved. Denne egenskab var drivkraften, da hun fik afslaget for hjælp til benyttelsen af SpeechEasy og vandt klagesagen i Ankestyrelsen. Lige som hun, som nævnt i artiklen, har vundet andre sager.  

Pia er et kreativt menneske, som børnene i SFO´en har stor glæde af. 

 

 

 

 

Pia sammenligner sit liv med det stærke og solide fyr i Nørre Lyngvig. For at klare sig er det nødvendigt, at man kan stå helt alene og sætte alle kræfter ind for at nå målet. Nørre Lyngvig Fyr er et fint eksempel på vigtigheden af at have en stærk basis, evnen til at centrere ens energier og kræfter til at gå hele vejen frem til målet. Den indvendige trappe i Nørre Lyngvig Fyr er på 157 trin, og hvis man siger, at en uge er svarende til ét trin, og man bestemmer sig for, hvad ugens handlinger helt præcist består i, da kan man over 3 år opnå store resultater og i overført forstand komme helt op i fyrtårnets krone og nyde udsigten og resultaterne af et krævende procesforløb. Dette benævner Pia som ”den stærke eners sejr”, som hun symbolsk betragtet ser som Nørre Lyngvig Fyr. Pia har i flere omgange stået helt alene for at opnå sine mål. Hun fortæller at fyrtårne er konstrueret til at modstå modvind, storm og orkan. På samme vis har Pia i flere tilfælde kunnet stå for modgang og klaret sig flot igennem vanskelige tider og i længden opnået gode og stabile resultater. Pia har altid billedet af Nørre Lyngvig Fyr for sit indre øje.

Anvendte Fotos: Erling Jensen

 

Kronik fra Politiken: “EN BESVÆRLIG LEDSAGER” skrevet af Henrik Prip

aug 13, 2017 | Aktuelt

En af min fars yndlingsvittigheder var den om de to mænd, der går ved siden af hinanden på fortovet. Den ene har et ben, der er længere end det andet, den anden stammer. Stammeren siger: “dudududu er heldig, dududu kan babababare gågågågå med d-d-d-det ene be-be-be-ben i rendestenen!” Den anden svarer: “du er da endnu heldigere. Du kan bare holde kæft.”

Jeg grinede af min fars vittighed. Det gør jeg stadig, selvom den var lige ufølsom nok, når nu min far havde en stammende søn. Men det var trods alt rart at kunne grine af dét, som jeg allerede som helt lille følte som en vild, autonom alien indeni mig.

Jeg har stammet, siden jeg kunne tale. At sige det højt er ligesom at hoppe ud af et skab, selvom alle omkring mig ved det. Mærkeligt nok kan jeg stort set problemfrit gennemføre et arbejdsliv som skuespiller alligevel. Det vil jeg vende tilbage til.

Stammen er et kommunikationshandicap, som rammer knap 1 procent af den voksne befolkning, i alle kulturer, folkeslag og sprog. Der er mandlig overvægt, ud af fire stammere er de tre mænd. Der er på flere måder noget skjult i dette handicaps natur. Dels alle de ord, som forbliver skjult i kroppen, fordi man ikke orker anstrengelsen ved at sige dem, dels anstrengelsen ved at skjule, at problemet er der. Et fællestræk hos mange stammere er denne konstante fornemmelse af, at man på flere planer skjuler noget meget hemmeligt. En kronisk, opslidende gemmeleg, der er både meningsløs og skadelig.

Et andet hyppigt fællestræk hos stammere er, at vores handicap fylder meget mere inde i os selv, end omverdenen er klar over. En velmenende omverden vil ofte gøre problemet mindre, tale det ned, sige “du stammer jo næsten ikke” og “det skal du ikke tage dig af”. Altsammen sympatisk og formentlig en helt rigtig indfaldsvinkel. De stammere jeg kender, som jeg idoliserer, er netop dem der tænker sådan: ja, jeg stammer – og det er så dét. Tag mig som jeg er. De stammere, som tilsyneladende slet ikke lader sig mærke med deres handicap. Sådan en stammer ville jeg gerne være.

Men sådan én er jeg (stadig) ikke. Jeg arbejder på det, for jeg ved, at netop deri ligger nøglen til at stamme mindre og blødere. Jo mere jeg krampagtigt forsøger at skjule min stammen, desto hårdere og mere uforsonlig blir den. What you resist will persist. Derved blir den også et livsvilkår på et mere eksistentielt plan. Fordi hvad er det, jeg frygter, og hvorfor er jeg så sindssygt optaget af at skjule det?

Den seneste stammeforskning tyder på, at stammens årsager er relateret til dopamintilførslen i hjernen. Lige dér i hjernen, hvor sygdomme som depression og Parkinsons Syge også udspringer. Det giver mening for mig, og da jeg fik den oplysning for et par år siden, blev jeg lettet. Det var rart at høre, at stammen formentlig er biologisk bestemt og ikke et symptom på et traume eller en uerkendt konflikt. Det var ligesom en frifindelse. I mine yngre dage gik jeg hos en talepædagog, som mente, at stammen var et symptom. Jeg skulle gennem terapi erkende, hvad det var, der var sket i min barndom, der fik mig til at stamme. Dén indfaldsvinkel abonnerede jeg på i mange år, men den stoppede ikke min stammen. Derved blev terapien forbundet med et stort, dagligt nederlag, fordi hver gang jeg stammede, blev jeg mindet om, at jeg ikke var nået dybt ned i erkendelsen, og at jeg skøjtede henover problemet. Jeg straffede mig selv. Som om stammen i sig selv ikke er straf nok, jeg straffede også mig selv for at være så dum, at jeg ikke kunne finde ud af at holde op med at stamme.

Det var den følelse, der endelig lettede for et par år siden. Min stammens årsag er ikke funderet i et eller andet uerkendt. Årsagen ligger i noget biologisk i hjernen. Jeg er født med det, jeg kan ikke gøre for det – og jeg slipper aldrig af med det.

Stammen er et handicap, der rammer et vanvittigt centralt punkt i identiteten: sproget, den verbale fremtoning. Fra barnsben af former vi en stor del af vores identitet og indre styresystem ved at udtrykke os verbalt. Den muskel er i ubalance hos os stammere, og det har kæmpe konsekvenser. Vi afstår så tit gennem vores liv fra at tage ordet af frygt for at stamme – eller vi vover at tage ordet og oplever sviende nederlag, fordi vi ikke kan gennemføre vores hensigt. Min stammen ændrer sig fra dag til dag. Ofte føler jeg mig velafbalanceret og nogenlunde stammefri. Jeg er grundlæggende taknemmelig, og med min kone og mine børn, i trygge sammenhænge, er min stammen kun et lille problem. Men i perioder er jeg hårdt ramt, og så føles det som at være adskilt fra andre mennesker, fra de fleste sociale sammenhænge, med en mur af glas. Jeg færdes med mennesker, der problemfrit taler flydende sammen. Jeg indgår, tilsyneladende. Men jeg indgår ikke rigtigt. I de sammenhænge nøjes jeg med at spørge og lytte. Jeg tager ikke ordet for alvor, som jeg gerne ville. Risikoen er for stor. Det vil nok overraske de mennesker, jeg omgås, for de oplever mig sikkert som rigeligt outspoken. Som sagt: det her er min oplevelse. Når jeg i perioder stammer meget, føles dét at vove sig ud i en sætning som starten på en ekstremt farefuld rejse, der næsten kun kan ende ulykkeligt.  Metaforerne står i kø: en hoppen fra klippestykke til klippestykke i en flod af lava, eller fra isflage til isflage på det ødelæggende hav. Eller en stejl opstigen af et uendeligt højt bjerg med garanti for at miste fodfæste og dratte ned. Min heroiske tagen-ordet kan pludselig blive en kamp for livet, og når jeg endelig er igennem, holder jeg udmattet kæft. Jeg bilder mig ind, at selskabet omkring mig er forlegent. Tit mærker jeg en blid uvilje mod at snakke videre med mig. Nok mest af misforstået empati.

Holte Gymnasium,1970. 4. klasse, jeg er 10 år. Dansktime. Vi har salmevers for. Jeg har øvet mig, det var sguda nemt at lære de lortevers udenad. Det er Op Al Den Ting Som Gud Har Gjort. Jeg husker det hele. Ikke mindst fru Kjær, vores klasselærer, en vrissen dame med fedtede briller og besværet åndedræt. Det blir min tur. Jeg rejser mig op. Begynder de første to ord. Op Al. Op Al. Prøver at trække vejret. Op Al d-d-d-d. Der er helt stille i klassen. Fru Kjær ved godt jeg stammer. Op Al d-d-d-d. Fru Kjær stopper mig. Gå udenfor døren, siger hun. Du kan jo ikke verset. Ud!

Jeg har læst, at ofre for sexuelle overgreb dissocierer. At man rejser ud af sin krop, fordi oplevelsen er for ubærlig. Bagefter kan man huske følelsen, men man kan ikke huske hvad der skete. Jeg har aldrig tilnærmelsesvist været udsat for noget så forfærdeligt. Men jeg tror, at fru Kjær fik mig til at dissociere på en omvendt måde. Jeg husker præcist hvad der skete, men jeg kæmper med at genkalde mig følelsen. Den lukkede jeg ned for. Jeg kan huske de få skridt fra min stol hen til døren, jeg kan huske dørhåndtaget og stilheden på gangen. Lugten af linoleumsgulvet og fornemmelsen af at stå derude. Jeg havde da stået der før, ork ja. Jeg havde stået der, fordi jeg havde kastet med en appelsin eller larmet eller smidt kærestebreve til søde Gry eller Anne-Mette. Men jeg havde sguda aldrig stået der, fordi jeg stammede. Jeg prøver at mærke, hvad jeg følte den halve time, jeg stod derude, før klokken ringede. Kan jeg dog ikke fremmane noget vrede i min erindring? Raseri? Hvorfor åbnede jeg ikke døren igen og råbte din store ko! til fru Kjær? Hvorfor var jeg ikke vred? Hvorfor er den eneste følelse jeg kan huske – skam? Som om det var min egen skyld? Hvorfor og hvordan blev min stammen tidligt forbundet med skam?? Dét er en gåde, jeg prøver at løse.

Jeg skulle have råbt til fru Kjær. Jeg skulle have skreget hende op i hovedet eller insisteret på at fremstamme alle 10 vers af Brorsons forbandede salme. Det ville have medført skandale, bortvisning og helvede på jord, men det kunne have forandret min selvagtelse og dermed min fremtid. Jeg skulle have været der for mig, for den del af mig, der er min stammen. Min besværlige ledsager. Jeg skulle have insisteret: se her, lyt her, det her – det er også mig. Og jeg kan ikke gøre for det. Men jeg gjorde det ikke. Jeg var kun 10 år. Jeg var ikke i nærheden af at gøre det. Jeg forrådte mig selv, som jeg desværre stadig gør.

Når jeg stammer idag, som 56-årig, bliver jeg 10 år igen. Eller endnu yngre. Det er et barn der taler, et barn jeg ikke har draget omsorg for. Det er et livsvilkår. Hvis jeg skal ændre det, kræver det accept og omfavnelse. Jeg ved det godt. Jeg kan tale og skrive om det i timevis. Jeg har ikke noget imod at tale om stammen – men jeg har noget imod at stamme.

Jeg har ladet det afskære mig fra utallige muligheder, oplevelser, samtaler, relationer, hver eneste dag i hele mit liv. Paradoksalt nok har jeg ikke ladet det afskære mig for mit valg af erhverv, som ellers nok er hajfyldt farvand for en stammer. Jeg gik tilfældigvis til et møde i 2.G, da mit klassetrin skulle lave skolekomedie. Min ældre bror havde medvirket tre år før, og det så sjovt ud. Vi skulle lave En Skærsommernatsdrøm, og jeg meldte mig hovedkuls på Puk, hovedrollen, den frække alf i skoven, der driller de unge elskende. Om aftenen fortalte jeg det til min mor. Min mor spurgte forsigtigt: tror du ikke du kommer til at stamme? Jeg svarede: ja, jeg stammer – men Puk stammer ikke.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg så profetisk kunne finde på det svar. Jeg kunne jo ikke vide det. Jeg udsatte mig selv for den største fare, jeg overhovedet kunne. Men jeg var fuldkommen rolig. Jeg kunne instinktivt mærke, det var rigtigt. Og det kom til at holde stik. Jeg kunne replikkerne udenad med det samme. Jeg kunne ikke vente med at komme op på scenen. Jeg fløj, jeg trak vejret frit, jeg følte en lethed deroppe, som jeg aldrig havde følt. Og jeg kunne tale. Fuldkommen ubesværet. Jeg mærkede det øjeblikkeligt: det her er stedet for mig.

Derfor mit valg af erhverv: det var dér jeg kunne tale frit. Så enkelt er det. Det er ikke, fordi jeg går i trance og blir en anden person, når jeg udfører mit arbejde. Tværtimod, jeg føler mig tættere på mig selv, fordi jeg endelig kan træde frem uden det benspænd, jeg ellers slæber rundt på.

Stammen er et kommunikationshandicap, men det er også et socialt handicap. Jeg stammer stort set ikke, når jeg sidder hjemme og snakker med mig selv eller læser højt alene. Stort set al min stammen aktiveres, når jeg er sammen med andre. Det giver mig et håb, at størstedelen af min stammen er noget jeg “selv laver” – en spænding, eller en angst, jeg lægger ned over mig selv i mødet med andre mennesker. Den angst må det være muligt at reducere, for den er helt irrationel og fordobler problemet tifold. Det egentlige problem er påfaldende beskedent, i forhold til de kolossalt mange overbygninger, man selv laver på det. I de sidste par år har jeg jævnligt konsulteret en talepædagog, som også er psykoterapeut. Hos hende har jeg for første gang mødt forståelse for de uheldige psykiske følgevirkninger af stammen. Skam, mindreværd, isolation, angst, depression. Min vej til helbredelse – og med det mener jeg at kunne leve i en meningsfuld relation med mit handicap – går igennem at tøjle de følgevirkninger og automatreaktioner, der står så næsten beundringsværdigt parate hvert minut. Fortælle dem, at de ikke behøver være her. Derved kan jeg måske komme helt ind til selve problemet uden alle de dæmonagtige størrelser, der omgiver det. Komme helt ind og sige: dav, min ven, er du dér? Jeg skal lære at åbne døren for ham, bøje mig ned og tage ham op. Jeg tror, han ligner mig selv som lille.

Jeg ved, at han vil blive ved med at banke på og larme, indtil jeg tør at åbne for ham. At forliges med sig selv, med alt det man uforskyldt indeholder, og som man helst var foruden. Det er et projekt for livet. Og vist ikke kun for mig.

 

Medarrangør ved Bornholmertræffet

jul 9, 2017 | Aktuelt

Sebastian Ladegaard, 24 år og medlem af bestyrelsen, var i år for første gang medarrangør ved Bornholmertræffet.

Af Erling Jensen og Hermann Christmann, redaktørteam Stammeforeningen.

Sebastian har svaret på følgende spørgsmål:

Du er i år medarrangør af Bornholmertræffet. Hvad får dig til at bruge en uge af din sommerferie på træffet?

Jeg har selv været deltager på bornholmertræffet og husker det som nogle af de bedste ferier, jeg nogensinde har været afsted på. Den oplevelse vil jeg meget gerne give til andre unge stammere.

Hvor mange gange har du været deltager på Bornholmertræffet? 

Jeg har været deltager i alt fem gange. Det er det maksimale, at man får lov til, når man er med som 14 – 18-årig.

Hvordan blev du opmærksom på Bornholmertræffet?

Det gjorde jeg, fordi min mor fortalte mig om det. Jeg er ret sikker på, at min mor læste om træffet i det trykte blad, som stammeforeningen udsendte dengang.

Hvad oplever du er det gode ved træffet?

Bornholmertræffet er gennemtænkt fra ende til anden, og alle deltagere får en god oplevelse. Bettina Pedersen og Jens Kristensen har været arrangører af træffet gennem mange år, og det har været en stor fornøjelse at få lov til at hjælpe.

Sebastian har været medlem af Stammeforeningen i mange år. Han var kun 8 år, da han deltog i Thurøtræffet. Han fortæller, at han har en indre stemme, der stammer, og derfor ved han allerede, inden han åbner munden, om det bliver svært eller ej.

– Jeg begyndte til stammebehandling kort tid efter, at jeg begyndte at stamme. Jeg blev hentet af en minibus og kørt til gruppe-undervisning sammen med nogle andre unge fra Ballerup kommune, som stammer. Behandlingen gjorde ikke min stammen bedre på nogen måde, men den hjalp mig til at forstå, hvad den er, og hvad den ligesom gik ud på. Jeg blev undervist i forskellige typer af stammen, og i slutningen af forløbet kastede underviserne mig på gaden i Ballerup Centeret  hvor jeg med vilje skulle stamme på forskellige måder over for forskellige mennesker. Det var meget grænseoverskridende, fortæller Sebastian.

Sebastian Ladegaard er i gang med uddannelsen til folkeskolelærer. Han mangler kun at gøre sin bachelor færdig, og han ser frem til at komme i gang med undervisningen.

Sebastian i midten en af dagene, hvor der skulle padles i kajak.

 

 

Her billeder af bornholmertræffet 2017