maj 28, 2018 | Aktuelt, Voksen-stammebehandling
Som dreng og ung har Svend Aage Nielsen ikke fået megen hjælp til sin invaliderende stammen. Som ung tog hans mor ham med til en klog mand, der var kendt for at kunne hjælpe mange. Faktisk stammede han ikke efter samtalen, men da de skulle forlade klinikken, var han så uheldig at falde ned ad trappen, og så stammede han igen! Så først da han som 82 årig skulle have tjekket sine høreapparater, fik Aage tilbud om stammebehandling.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.
– Det har forandret mit liv meget, at jeg har fået hjælp til min stammen. Selvfølgelig stammede jeg ikke så meget, som da jeg var dreng, hvor jeg havde enormt svært ved at tale. Ja – i mange år havde jeg de største problemer med at gøre mig forståelig, så det ikke var sjovt at gå i skole eller at være sammen med andre mennesker. Ja – det var et værre helvede, mindes Aage.
Som voksen blev stammen mindre, men som ældre mand kunne jeg stadig ofte få blokeringer, og jeg havde sjældent øjenkontakt, da jeg nok var lidt flov over min måde at tale på. Derfor var det en særlig dag for et halvt år siden, da jeg skulle have tjekket mine høreapparater på sygehuset i Sønderborg. En hørekonsulent fra THS (tale, høre, syn) kunne jo ikke undgå at høre, at jeg stammede, og anbefalede at jeg fik en samtale med talepædagog Marc Egede.
Mit liv er forandret
– Jeg tænkte, at der kunne jo ikke ske noget ved. At samtalen markant skulle ændre min tale, havde jeg slet ikke forestillet mig, men Marc Egede har virkelig hjulpet mig. De tre første uger mødtes jeg med Marc en time i ugen, og nu et halv år efter mødes vi en gang i måneden. Vi har fået en god snak om mit lange liv, og jeg er blevet opmærksom på den store betydning, at jeg har øjenkontakt med den, som jeg taler med. Og vi træner i at tale langsomt og tydeligt. Samtalerne og de forskellige øvelser har givet mig en stor ro, og til min store glæde har det virkelig haft en god indflydelse på min tale. Nu taler jeg nemt, og det er ikke så ofte, at jeg har de store blokeringer. Som 82 årig føler jeg, at jeg har fået et nyt liv, og min veninde Marie, mine børn og venner er også overraskede over den store forandring i min tale.
På spørgsmålet om stammen har haft indflydelse på Aages valg af erhverv, svarede Aage, at hans liv har været som de fleste andre drenge, der var opvokset på landet. – Jeg fik allerede min første plads i maj som 13 årig, som jeg blev konfirmeret i september. At jeg stammede havde ikke den store indflydelse på mit arbejde, for bonden kunne jo godt fortælle mig, hvad jeg skulle lave. Og så kendte jeg jo til landsbrugsarbejdet hjemmefra. Jeg ville gerne i lære som skorstensfejer, men det var mine forældre ikke med på. Om det var fordi at arbejdet var beskidt, eller om de syntes, at arbejdet var for farligt ved, at jeg skulle balancere rundt på tagene, ved jeg ikke, men jeg kom i stedet som 17-18 årig i lære som slagter hos en lokal slagtermester i Haderslev. Jeg arbejdede jo i baglokalet og hjalp ikke til med at ekspedere, så min stammen gav ikke de alvorlige problemer.
På skift med de øvrige slagtere kørte jeg to gange i løbet af ugen på en landtur, hvor vi afleverede bestilte slagtervarer til beboerne på landet. I hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet som slagter. Efter nogle års arbejde i slagterforretningen blev jeg ansat på et eksportslagteri i Haderslev. Det var hovedsageligt akkordarbejde og var igen et arbejde, hvor det ikke havde den store indflydelse, at jeg stammede. De sidste 14 år arbejdede jeg ved Kolding Eksportslagteri. Som ældre blev jeg fri for akkordarbejdet og havde nogle gode år, da jeg skulle besøge et dyrehospital. Her kunne jeg selv bestemme tempoet. Jeg gik på efterløn, da jeg var 63 ½ år.
Har haft et godt familieliv
– Jeg blev gift med Sonja, der desværre døde for 14 år siden. Vi fik sammen fire børn, hvor Lone desværre allerede døde som 42 årig. Jytte er den ældste, og så er der John og Kim, den yngste. . De sidste fem år har jeg også haft den store glæde at have Marie, 77 år som veninde. Det var jo selvfølgelig ikke så sjovt at blive enkemand, og jeg satte en kontaktannonce i avisen, og jeg fik mange breve, hvor jeg kunne se, at Marie, som jeg havde kendt som ung, gerne ville have kontakt.
– Vi hygger os sammen på vores gamle dage. Det bliver til gode ferierejser til bl.a. Harzen og Bornholm, men først og fremmest er vi campister. Allerede først i april flytter vi ud til campingpladsen ved Gåsevig mellem Aabenraa og Hoptrup. Vi holder meget af livet på campingpladsen, og det har jo også givet et godt venskab med de andre campister. At jeg måtte melde fra til vores telefonsamtale i går, skyldtes jo også, at jeg skulle til 50 års fødselsdag på campingpladsen. Det var indehaveren af campingpladsen, der fyldte 50 år, og vi fastliggere var inviteret til et dejligt grillarrangement. De andre campister har heller ikke kunnet undgå at bemærke, at jeg nu taler helt anderledes. Jeg får at vide, at jeg virker meget mere nærværende, nu hvor jeg holder øjenkontakt, og problemerne med blokeringer er blevet meget færre, fortæller en glad Aage.
– Som 82 årig har jeg selvfølgelig ikke de samme kræfter som tidligere. Jeg får dog hjulpet på campingpladsen, hvor jeg bl.a. har arbejdet med græsslåningen. Jeg har de bestemt bedst, hvis jeg kan hjælpe til, og med stammebehandlingen kan jeg virkelig se frem til mange gode år fremover. Marie og mine børn er også bare så glade for den store forandring, der har været med min tale, lyder det afsluttende fra Sven Aage Nielsen.
Det har forandret mit liv meget, at jeg har fået hjælp til min stammen, og jeg ser frem til møderne med Marc Egede, som virkelig har hjulpet mig meget med min stammen, så jeg føler, at jeg har fået et nyt liv. Foto: Marc Egede.
Aage er ganske vist 82 år, men han vil gerne stadig hjælpe til bl.a. med græsslåningen på campingpladsen. Foto: John Nielsen.
Marie og Aage hygger sig meget på campingpladsen og synes at de har en god pensionisttilværelse. Foto: John Nielsen.
maj 28, 2018 | Aktuelt, McGuire-programmet
Niels Christmann har i fem i år deltaget i McGuire-Programmet, da det ikke mere var holdbart at prøve at skjule sin stammen. Det har medført, at Niels indtil nu har deltaget i ti kurser, hvor det sidste var i januar 2018 i Oslo for at få afpudset taleteknikken igen.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen
– Når der fx er et By Night arrangement i byen, møder jeg selvfølgelig en del mennesker, som jeg kommer i snak med. Tidligere blev der brugt en del energi på at skjule min stammen. Nu bliver energien brugt på at være åben om min stammen, og bruge de teknikker, som jeg har lært og øvet på McGuire-Programmet. Teknikken er bl.a. at holde øjenkontakt, at tale langsomt, at tænke på vejrtrækningen og bevidst stamme og herved få formuleret, hvad jeg har anlagt at sige. Tidligere brugte jeg synonymer og andre tricks for at undgå at stamme og herved få samtalen overstået, men det gør jeg ikke længere. Og det føles som en stor lettelse, ja – jeg føler en vis stolthed over, at det er lykkedes at få mere og mere styr på min tale. At det er mig som styrer min stammen og ikke omvendt. Der er ikke mere den samme berøringsangst, som da jeg forsøgte at skjule min stammen, fortæller Niels Christmann, der også understreger, at det selvfølgelig kræver en del energi at benytte McGuire taleteknikkerne. Men det er ikke et svært valg, da det føles godt i maven og giver en sikkerhed i kroppen. Ja – det er blevet sjovt at tale, hvor det tidligere ofte var en frustrerende oplevelse. Tidligere kunne jeg også have det svært overfor bestemte personer, og det er heldigvis nu også overstået, fortæller Niels Christmann med en glæde i stemmen.
Begyndte tidligt at stamme
Niels er den eneste af tre søskende, der stammer. Han var knap tre år, da han begyndte at stamme. Faderen – Hermann Christmann, tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem i Stammeforeningen, kontaktede da en talepædagog, som han i sin egen opvækst havde haft en god kontakt til, og Niels kom i gang med et træningsforløb. Fra fireårsalderen til 1.-2. klasse stammede Niels ikke.
– Efter at jeg har fået oplyst deltog jeg i et slagsmål i frikvarteret, et slagsmål, der kan være medvirkende til, at jeg begyndte at stamme igen. Det medførte, at jeg i 2.-3. klasse havde nogle stammetimer, der senere blev fulgt op med stammebehandlinger i 10 årsalderen, i 7.-8.-9. klasse og i 3. G i gymnasiet. Min stammen var hovedsagelig skjult stammen, fortæller Niels.
Blev officer i Forsvaret
Efter gymnasiet aftjente Niels værnepligten ved Forsvaret. – Efter rekruttiden blev jeg udvalgt til at begyndte på sergentskolen, og jeg nævnte da for min chef, at jeg stammede, men han vurderede, at det ikke var noget problem. Det har aldrig været noget problem for mig at stå foran soldaterne og give ordrer og beskeder. Måske skyldes det, at det har været en rolle at arbejde som sergent og senere officer. Det skyldes sikkert også, at jeg i mange situationer har været god til at skjule min stammen.
Fik arbejde hos Vestas
Da jeg var 29 år, synes jeg, at det var tiden til at prøve noget nyt. Jeg søgte væk fra Forsvaret, og fik arbejde hos Vestas. Mit første job var at være associate manager for vindmølleparker i omkring fem år (den mest dækkende betegnelse, men ikke den jobtitel jeg havde). De seneste fem år har mit arbejde bestået i håndtering af garantisager for vindmøller, IT-superbruger, procesarbejder og skriftlig kommunikation.
Min chef støttede mig
– Hos Vestas er det en del af firmaets sundhedspolitik, at vi har medarbejdersamtaler, og for fem år siden fik vi en snak om min stammen. Jeg nævnte, jeg havde overvejet at deltage i McGuire-Programmet, da jeg havde hørt meget godt om dette program og vurderede, at det kunne være en god løsning for mig. Gennem McGuire Programmet kunne jeg ved træning af de forskellige teknikker blive fri for den indre angst, som jeg altid har haft, da jeg fx på arbejde prøvede at skjule min stammen. Min chef gav udtryk for, at han havde stor respekt for min åbenhed, og han var positiv og helt støttede mine overvejelser. Hidtil havde min stammen som nævnt ikke været noget større problem på arbejdet, og jeg vil gerne indrømme, at det i starten var svært at skulle stamme med vilje og benytte McGuire teknikkerne. Der kom dog en så positiv respons fra kollegerne, at jeg følte en meget stor glæde over mit valg, lyder det fra Niels Christmann.
– Jeg er endnu ikke hundrede procent hærdet. Stadig kan det føles fristende blot at tale som tidligere. Det kræver bestemt en del energi at stamme bevidst og benytte McGuire teknikkerne, men det er min store intention at træne og øve videre de næste år, så jeg kan opnå at styre min stammen i alle situationer. Min søn, August stammer også. Han er kun fire år, og både Mette og jeg involverer os meget i hans tale. Gennem leg og gode samtaler øver vi med ham og støtter ham på bedste måde, slutter Niels Christmann.
Du kan se artiklen om August her.
apr 9, 2018 | Efteruddannelsen i stammen – samarbejdet med logopæderne 1.3.-31.5.2018
Se program for workshops her: Workshop nov. 2018
apr 9, 2018 | Aktuelt, Efteruddannelsen i stammen – samarbejdet med logopæderne 1.3.-31.5.2018
Efter at have arbejdet i 18 år som folkeskolelærer, har Line Kjær Johansen taget orlov fra skolen uden løn og er nu i gang med at uddanne sig til logopæd, hvor hun gerne vil specialisere sig i stammen.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark
– Jeg har arbejdet som folkeskolelærer i 17 år, og da jeg altid har interesseret mig for læsning og sprog, har det gennem flere år været et stort ønske at uddanne mig til logopæd. Da vi økonomisk havde mulighed for det, og børnene er blevet større, valgte jeg i sommeren 2017 at søge orlov uden løn fra skolen. Jeg er begyndt uddannelsen på VIA University College i Aarhus, hvor jeg har Helle Blunk Brandt som underviser. Jeg har netop aftalt med min skoleledelse, at min orlov fortsætter ind i næste skoleår, da jeg ikke når at blive færdig med min diplomuddannelse til sommeren 2018 og er bange for, at jeg aldrig bliver færdig, hvis jeg igen begynder på arbejdet efter kun et års orlov, fortæller Line Kjær Johansen, 45 år, der har fire børn, en dreng på 13, en pige på 11, en dreng på 9 og en pige på 5 år.
Stor egenbetaling
– Uddannelsen til logopæd koster 10.200 kr. pr. modul – et af modulerne er dog lidt billigere. I alt er prisen for de seks moduler på logopæduddannelse pt 57.500 kroner – og så skal der købes bøger oven i. Da jeg har valgt at have orlov uden løn, skal vi i to år klare os for min mands indtægt, fortæller Line Kjær Johansen.
Man kan ikke få tilskud. Mange får uddannelsen betalt af deres arbejdsplads og tager så uddannelsen et modul af gangen over flere år. Det var ikke muligt for mig, da der nærmest ingen penge er til efteruddannelse for lærere, og de der er, prioriteres naturligvis til noget, som skolen virkelig har brug for. Tidligere kunne der søges om voksenuddannelsesstøtte, hvis man læste på fuldtid. Det troede jeg faktisk, at jeg kunne få, da jeg søgte om orlov, men voksenuddannelsesstøtte er ikke længere en mulighed, hvis du i forvejen har en mellemlang videregående uddannelse. Og det skal du jo have for at studere logopædimodulerne. Så der er ikke mulighed for støtte, forklarer Line Kjær Johansen videre.
Line Kjær Johansen fortæller om logopæduddannelsen:
– Logopæduddannelsen på VIA består som nævnt af 6 moduler. Der er både obligatoriske moduler og valgfrie moduler. I teorien kan du tage uddannelsen som et fuldtidsstudie på et år, men i praksis er det meget svært at nå. Så får du meget, meget travlt. Jeg mener heller ikke, at mit udbytte vil blive det samme, hvis jeg tog uddannelsen på kun et år. Der er rigtig meget stof, og det vil slet ikke kunne nå at bundfælde sig. Derfor har jeg valgt at strække uddannelsen over to år. Jeg ønsker ikke kun et papir på, at jeg er logopæd – jeg vil gerne være en god logopæd med en god faglig ballast.
Hvert modul består af 8 undervisningsgange à 5 timer, og derefter er der opgaveskrivning med vejledning. Så når man fx. tager to moduler, er man på VIA to gange om ugen i 8 uger og derefter møder man op nogle gange til vejledning.
Vi har læringsgrupper, hvor vi besvarer opgaver, hvor resultatet fremlægges og/eller lægges ud på studienet. Da vi bor langt fra hinanden, har vi i min gruppe valgt at mødes tidligere på VIA, når vi skal have undervisning og lave arbejdet. Undervisningen begynder først kl. 10 – så det kan godt lade sig gøre.
Jobmulighederne som logopæd
Line Kjær Johansen fortæller, at i Midtjylland, hvor hun bor, er det svært at finde arbejde som logopæd, så hun må se, hvad der dukker op. Hun inddrager også modulet Skriftsproglige vanskeligheder i logopæduddannelsen, så de nye kompetencer også kan bruges i skolesammenhænge.
– I min opgave på modulet talevanskeligheder skriver jeg om stammen, og jeg har helt fra begyndelsen af uddannelsen været nysgerrig på det område. Uddannelsen på VIA er meget komprimeret, så jeg har i maj 2018 valgt at tage et ekstra dagskursus i stammebehandling på Institut for Kommunikation og Handicap i Århus. Styr på stammen – et how to do-kursus for logopæder.
Jeg kunne bestemt godt tænke mig at specialisere mig i stammen, slutter Line Kjær Johansen.
apr 4, 2018 | Aktuelt, Tidlig indsats PPR til børn
Af Ina Boisen, Jona Harpa Viggosdottir og Kirsten Hauge Helligsøe, Stammeteamet kommunikationscenter Odense.
Stammeteamet er en del af kommunikationscenter Odense, der hører ind under afdelingen for sundhed og forebyggelse i Odense kommune. Stammeteamet er Odense kommunes specialiserede indsats for børn, unge og voksne der stammer, og deres omgivelser.
Eftermiddagstilbud
Odense stammeteam afholder såkaldte åbent hus ”eftermiddage” fire gange årligt for forældre til småbørn, der stammer. Her kan forældrene komme og møde hinanden, og stammekonsulenterne formidler her deres viden om stammen, både generelt og med fokus på småbørnsstammen. Specifikt kommer vi ind på årsag, udvikling og håndteringsredskaber.
Man kan deltage i disse ”eftermiddage”, uden at barnet er indstillet til stammeteamet. ”Eftermiddagene” afholdes kontinuerligt.
Når børnehusene eller vores kolleger, der kommer i børnehusene, derfor får kendskab til forældre, der vil kunne have glæde af sådan en eftermiddag, kan de fortælle datoen for næste ”eftermiddag” og invitere forældrene.
Småbørnsforløb
Hvis barnet bliver indstillet til Odense stammeteam, bliver barnets institution og forældre bedt om på skrift at give stammekonsulenterne oplysninger til forberedelse af stammearbejdet.
Vi tager udgangspunkt i S-98 (Østergaard m.fl. 1998). Se under litteratur til sidst i artiklen.
Følgende spørgsmål er relevante:
• Hvornår og hvordan barnet startede med at stamme
• Er barnet disponibel for stammen, altså er der andre i familien, der stammer
• Hvordan trives barnet i øvrigt
• Hvordan reagerer barnet selv på stammen
• Hvordan reagerer barnets omgivelser på stammen
• Hvor stor eller lille er omgivelsernes viden om stammen
• Hvor stor eller lille er omgivelsernes bekymring om stammen
Småbørnsforløbet består af seks gange (sessioner) og strækker sig typisk over 2-3 mdr. Forældrene tager fri fra arbejde for at deltage, og det er bedst, at begge forældre er til stede. Hvis det ikke er muligt, skal det gerne være den samme forældre, der følger forløbet hver gang.
Der startes op med et fælles forældremøde med information om forløbet (uden barn), og der afsluttes med en individuel forældresamtale.
Forløbet indeholder derefter to dele:
Et gruppeforløb af to gange for flere børn og deres forældre og et individuelt forløb, ligeledes af to gange. Undervejs vil der være hjemmeopgaver.
Under et forløb er der i fællesdelen (fælles forældre- og børnedel, se mere senere i artiklen) fire forældrepar med børn og to stammekonsulenter til stede.
Erfaringen har vist os, at tidsrummene mellem kursusgangene er vigtige i forhold til hjemmeopgaver, refleksioner og stammeperioder.
I fællesdelen har forældrene mulighed for at dele oplevelser, situationer, bekymringer, ideer og erfaringer med hinanden. Dette understøttes af stammekonsulentens faglighed på området og stammekonsulentens guidning igennem dialog. Stammeforskning har vist, at det har god effekt at arbejde indirekte med forældrene i forhold til småbørnsstammen, især med forældre i grupper.
Modellen – at forløbet indeholder en fælles del og en individuel del – tilgodeser elementerne i et småbørnsforløb med fokus på den glæde, som forældre har af at dele med hinanden og det behov, som de har for at arbejde individuelt med og omkring deres barn.
Indhold og formål – forældredel
Efter forløbet skal forældrene gerne have redskaber til at tackle barnets stammen. Samtidig er det vigtigt, at de opnår viden om stammen, herunder årsagsteorier, stammeudvikling og stammeformer. Derudover skal forløbene give mulighed for at være sammen med andre i samme situation, og skabe rum for tanker og erfaringer om stammen.
Til hver forældregang er der et emne og en hjemmeopgave. Den første gang i forløbet fortæller forældrene om deres børn, om stammens opståen og udvikling. Samtidig giver de udtryk for deres forventninger til kurset på egne og barnets vegne.
Stammekonsulenterne fortæller om rammer, metode og indhold, og vi taler om, hvorledes man kan tale med sit barn om stammen, og om, at barn og forældre nu skal i stammegruppe.
Vi opfordrer til, at forældrene taler med deres barn om stammen på det niveau, barnet er på. Eksempelvis kommenterer de barnets stammen: ”Jeg kan godt se, det var var svært at sige det, men hvor er det godt, du bliver ved, og jeg vil rigtig gerne høre, hvad du har at sige”.
Vi vover den påstand, at de børn, der stammer, selv er bevidste om det. Barnet bruger måske ord og vendinger som ”munden driller”, ”ordene vil ikke ud” eller ”jeg kan ikke sig det”, ”min mave ´tar´ alle ordene”.
Det er som regel en lettelse for barnet, at stammen bliver italesat, set og anerkendt ligesom alt andet, der i perioder kan være en udfordring for barnet. Mange forældre er naturligt bange for at gøre stammen værre ved at tale om det. Men stammen kan ikke forværres ved, at man taler om det – tværtimod. Det handler om at finde en god balancegang mellem hverken at gøre stammen til et tema eller et tabu, men derimod til noget, man kan tale naturligt om og spørge til.
Et andet emne/spørgsmål, der ofte fylder i starten af et forløb, er, om man som forældre kan være skyld i, at barnet begynder at stamme. Hertil er svaret klart: NEJ, det kan man ikke. Der er ikke nogen handling, man kan foretage sig, som kan få et barn til at stamme. Barnet kan være disponibel for stammen, og nogle gange falder stammens opståen sammen med en begivenhed i barnets liv. Dette kan få omgivelserne til at tro, at denne begivenhed var årsagen til stammen.
Den manglende årsagsforklaring skaber grobund for fordomme og myter, der har været og som stadigvæk eksisterer om stammen. Ofte taler vi med forældrene om fordomme og myter, og sammenholder dem med fakta om stammen.
Emner og indhold
Over kursusgangene vil emner som stammens årsag, udvikling og stammeformer blive belyst af stammekonsulenten. Der vil altid komme emner, erfaringer og spørgsmål fra forældregruppen, vi kan bruge som udgangspunkt for samtale.
Emner udover ovennævnte kan typisk være:
• Vil det stoppe?
• Hvad med skolegang?
• Hvad med kammerater og drillerier?
• Vil det blive værre?
• Bekymringer om nu og her og tanker og bekymringer om fremtiden?
• Hvad kan jeg gøre?
• Hvad med barnets omgivelser?
Her kan stammekonsulenterne bruge den erfaring og viden, som teamet har opnået ved at have haft rigtig mange børn og familier i forløb. Vi udsteder aldrig garantier, men vi kan fortælle om vore erfaringer efter at have fulgt mange familier og børn gennem længere tid og i forskellige ”overgange” og faser. Stammen er meget individuel, men samtidig er der selvfølgelig noget, der er generelt. Vi plejer at sige, at der hverken er noget altid eller noget aldrig, når vi taler om stammen.
Hjemmeopgaver
Som nævnt er der til hver kursusgang hjemmeopgaver. Dette er iagttagelses- og opmærksomhedsopgaver, samt opgaver med at arbejde med eget taletempo og måden at kommunikere med barnet på -det kan eksempelvis handle om måden vi spørger på , kommenterer på, pauserer i kommunikationen, sætningslængden og brugen af svære / komplicerede ord.
Opmærksomhedsopgaver omhandler øjenkontakt, både egen og barnets. Nogle børn kigger væk i stammeøjeblikket, og andre ”bruger” øjenkontakten til fastholdelse. Som voksen kan man være bevidst om at invitere til øjenkontakt, når det er muligt og derved signalere tid og interesse for barnets budskab.
En opgave for forældrene kan være at iagttage, om barnets stamme- og kommunikationsmønster er afhængigt af faktorer såsom de situationer, barnet taler i, om det er forskelligt over for forskellige mennesker, og om det er forskelligt i barnets forskellige følelsesmæssige tilstande.
Taletempo, livstempo og bløde gentagelser
Bløde gentagelser bruges af talekonsulenten og anvendes af denne i samvær med børnene for at vise en blødere og nemmere måde at tale på. Vi øver bløde gentagelser i forældregruppen for at sikre, at ordene ikke siges for hårdt og hurtigt, da det så kan have en modsat og negativ effekt på stammen. Forældrene anvender dette hjemme i strukturerede sammenhænge. For eksempel ved oplæsning, spil og gåture.
Forældrene arbejder også med at nedsætte deres eget taletempo. Dette kan være rigtig svært, da vores taletempo er en meget integreret del af vores personlighed. Det demonstreres og afprøves i gruppen og øves derhjemme. Det giver også anledning til at fokusere på livstempo generelt og have fokus på forandring med en mulig positiv effekt på stammen. At være ”gode, opnåelige talemodeller” for barnet bliver man bl.a. ved at holde pauser i talestrømmen og ved ikke at bruge for lange og indviklede sætninger. Alt dette gøres med henblik på at skabe de bedste kommunikations- og håndteringsmuligheder for barnet, der stammer.
Indhold og formål – børnedel
• At møde andre børn der stammer
• At styrke selvværd og selvtillid
• At styrke lysten til kommunikation
• At modvirke, at stammen udvikler sig til en hård stammen
• At vende hård stammen til en mere blød stammen
Den fælles del af forløbet.
Til hver kursusgang er der en fælles forældre- og børnedel, hvor vi får sagt goddag og har en aktivitet sammen med brug af de bløde gentagelser. Derefter deles forældre og børn op med hver deres stammekonsulent. Børnene optages på video til gennemsyn med henblik på objektive og subjektive beskrivelser og vurderinger.
Her fokuserer vi på:
• Barnets stammen: hvad hører vi, og hvad ser vi?
• Hvordan er taletempo?
• Hvordan er øjenkontakt?
• Barnets evne og lyst til kommunikation.
• Får barnet sit budskab igennem?
• Opgiver barnet?
• Er barnet vedholdende i kommunikation?
• Er der forskel på forskellige kommunikationssituationer?
• Trækker barnet sig?
• Er barnet besværet af stammen?
• Er barnet præget af stammen?
Derudover har vi opmærksomhed på, hvordan barnet i øvrigt interagerer med os og med de andre børn. Stammekonsulenten er talemodel for børnene med anvendelse af nedsat tempo og bløde gentagelser og demonstrerer specifikke ord, som kan siges på lettere måde.
Der skabes et rum med åbenhed om stammen og samtale om stammen på børnenes niveau. Det kan blandt andet ske ved at vise en tegning, som andre børn har lavet af deres stammen. Nogle børn er opmærksomme på de andres børns stammen, og andre er det ikke. Nogle børn ”griber” den bløde måde at tale på og afprøver, andre gør det ikke. Nogle børn er lyttende og/eller deltagende ved snak om stammen og igen er andre det ikke. Men de bliver inviteret til at være i det rum, der skabes med åbenhed om stammen og med fokus på den gode talemodel.
Den individuelle del af forløbet
I den individuelle del bliver forældre og barn tilknyttet en af stammekonsulenterne i to individuelle gange med en afsluttende samtale.
Disse gange anvendes også elementer fra PCI. Det kan også være relevant at anvende skemaer med observation af stammen (kendt fra Lidcombemetoden)
Læs om Palin PCI-metoden – (artikel hvor metoden forklares).
Læs om Lidcombemetoden.
Der indgår altid speciel legetid hvor forældre som hjemmeopgave har speciel opmærksomhed på det de gerne vil arbejde med, det kan være tempo, bløde gentagelser, måden at spørge på, måden at invitere til samtale på mm. De noterer observationer og iagttagelser på et skema, der for talepædagogen danner udgangspunkt for samtale, og hvad der videre skal arbejdes med og hvordan.
Forløbet afsluttes med en forældresamtale med de enkelte forældre med henblik på evaluering af, hvor de er nu, og den videre foranstaltning. Det optimale er, når ”bekymringsbarometeret” er vendt fra høj til lav visning, og ”vidensbarometeret” er vendt fra lav til høj visning. Hele forløbet rundes af med en formiddag om stammen for de pædagoger, der er tilknyttet børnene i børnehusene.
Vi vægter at skabe ro, tillid og et trygt rum for dialog. Der skal være plads til at have de følelser, der naturligt følger af at have et barn, der stammer, og til at skulle forholde sig til det sammen med andre forældre og med fagpersonale. Det er vigtigt, at man bliver mødt der, hvor man er. Vi bestræber os på at kunne tilbyde alt det i behagelige omgivelser med varme, empati, humor og ikke mindst høj faglighed.
Litteratur
Gudrun Østergaard, Jytte Gamby, Jytte Storm, Tine Egebjerg, Per Fabæch Knudsen. S-98 Vurdering af stammen hos børn i førskolealderen. Special-pædagogisk forlag, Herning. 1998. ISBN: 87 7399 517 7
S-98 er et talepædagogisk redskab til at undersøge effekten af den stammebehandling, der bliver givet til førskolebørn, der stammer, deres forældre og pædagogiske personale.
Manualens forskellige skemaer til registrering må kopieres til brug på de institutioner, som har indkøbt materialet.
Ina Boisen, Kirsten Hilligsøe og Jona Harpa Viggosdottir, Stammeteamet kommunikationscenter Odense.
mar 12, 2018 | Aktuelt, Efteruddannelsen i stammen – samarbejdet med logopæderne 1.3.-31.5.2018
Af Hermann Christmann, bestyrelsesmedlem i Stammeforeningen i Danmark.
Historie
Stammeforeningen i Danmark (FSD) blev stiftet en kold og mørk fjortende december i 1971 hjemme i privaten hos talepædagog Herluf Schmidt Thomsen på Grønlandsvej 41 i Haderslev (Christmann, s 9). De fire stiftende stammere , der deltog (alle mænd), delte bestyrelsesposterne imellem sig, mens Herluf Schmidt Thomsen blev revisor. Foreningens første vedtægter tillod kun stammere som bestyrelsesmedlemmer, det er i øvrigt blevet ændret siden.
Helt fra begyndelsen af Stammeforeningens eksistens har der således været kontakt og samarbejde mellem stammere og talepædagoger. Dette er ikke blot et dansk fænomen. Den danske stammeforening blev hurtigt en del af det nordiske stammesamarbejde, der dengang i 1970’erne bestod mellem stammeforeningerne i Sverige, Finland og Danmark. Det årlige højdepunkt for samarbejdet var Nordisk Stammeseminar, der blev holdt på skift i landene, og hvor der dengang deltog mange talepædagoger fra de nordiske lande, da stammeseminarerne ud over det sociale element også havde et fagligt indhold af interesse for fagfolk. Mødet med voksne stammere har ofte gjort et stort indtryk på stammebehandlerne, især på dem, der arbejder med børn. At stammebehandlerne ikke nøjedes med at deltage i det faglige arrangement på stammeseminarerne, men også var aktive i stammeseminarernes sociale liv, antydes i en øjenvidneberetning (Thorup, G. og Jordan, A. P., s 34)
Nærtstående og samarbejdende parter har tit divergerende meninger og interesser og en klar indbyrdes kommunikation. Dette gælder også her. Stammeforeningen blev således i sin tid stiftet bl.a. på baggrund af artikler i medlemsbladet for Talepædagogisk Forening nr. 1 og 2, 1971 (det har desværre ikke været muligt for undertegnede at få fat i de pågældende numre af medlemsbladet), der skal have beskrevet stammere i mindre flatterende vendinger. Stammere skulle således ifølge artiklerne være ”barnlige neurotikere”, have et ”forkvaklet og frustreret følelsesliv” og ”stærkt asociale karaktertræk”, og de ”….udviser…overfladiskhed i alle deres præstationer…”. (Christmann, s 9, s 127).
Som nævnt har undertegnede ikke selv læst de pågældende artikler, men det har stammeforeningens stiftende fædre, og det fik dem åbenbart så tilpas meget op i det røde felt, at de, i klar tale til Talepædagogisk Forening, trodsede deres overfladiskhed, forkvaklede følelsesliv og neuroser og tog sig sammen til at stifte stammeforeningen, om end, som det fremgår af denne artikels første afsnit, under – må man formode – kyndig vejledning af en talepædagog.
Sådan var situationen i 1971, men man ser, dog i en meget afsvækket form, den samme diskussion blandt stammere i dag. Også hos talepædagogerne er der en diskussion om, hvor meget man skal gå ind i samarbejdet. På et tidspunkt i 1980’erne blev en talepædagog indvalgt som suppleant i bestyrelsen for FSD, hvilket blev problematiseret i talepædagog-kredse (Thorup, G. og Jordan, A. P., s 33).
Den navnkundige talepædagog Victor Bloch på Taleinstituttet i Aarhus problematiserede ikke så meget, han var fra første færd uforbeholdent begejstret for Stammeforeningen og stillede, aldeles uofficielt, sekretærfaciliteter på taleinstituttet til rådighed for foreningen. Bloch opfordrede desuden kraftigt ”sine” stammere til at melde sig ind i foreningen. Da Bloch også uddannede nye talepædagoger, blev disse mere eller mindre hjernevasket til at gøre det samme, når de kom ud at virke i faget. Det siger næsten sig selv, at Bloch var en entusiastisk deltager i såvel det faglige som det sociale liv på de nordiske stammeseminarer.
Internationalt
Også på verdensplan findes et samarbejde mellem stammere og stammebehandlere.
Der eksisterer to verdensomspændende foreninger, der udelukkende beskæftiger sig med stammen, den ene er International Fluency Association (IFA), der blev stiftet i 1989 og hvis medlemmer er stammeforskere, stammebehandlere og mennesker, der stammer. I 1995 blev International Stuttering Association (ISA) stiftet. ISA har stammeforeninger som medlemmer og er som sådan en paraplyorganisation for mennesker, der stammer. De to foreningers hjemmesideadresser er anført i kildefortegnelsen nederst i denne artikel.
ISA og IFA holder hver deres verdenskongres hvert tredje år. I 2018 afholder de to foreninger imidlertid, efter mange års drøftelser og diskussioner, en fælles verdenskongres, der finder sted i den japanske by Hiroshima i juli måned, se mere her og her. Kongressen i Hiroshima har også en tredje deltager, nemlig ICA (International Cluttering Association), den internationale forening for løbsk tale.
Især i ISA har der over årene været mange diskussioner om det betimelige i at have en fælles verdenskongres. Argumenterne i diskussionen har i høj grad lignet de argumenter, der er beskrevet i det historiske afsnit ovenfor.
Den nuværende situation i Danmark
Der findes meget få tilgængelige refleksioner over relationer mellem talepædagog og stammer. Nogle af dem finder vi hos Egebjerg & Gram (2009, side 16) og (2010, side 16), hvor der under overskriften Logopædens roller og kompetencer er anført: ”rollen som ligeværdig og respektfuld samarbejdspartner i forhold til mennesker, der stammer, og alle andre parter, der involveres i den enkelte sag”
Hvis vi løfter blikket fra behandlingen til foreningsniveauet, så har Stammeforeningen i Danmark alle dage haft interesse i at have et godt forhold til talepædagogerne og deres organisationer, da foreningen er af den opfattelse, at begge parter har fordel af samarbejdet. Stammeforeningen har f.eks. fordel af, at talepædagoger fortæller deres klienter om muligheden for at deltage i foreningens sommerlejre for børn og unge. Og det måske allerbedste er ildsjæle blandt logopæderne, der opretter nye behandlingstilbud, etablerer nye samarbejdsrelationer, er med til at stifte lokalafdelinger, og i det hele taget skaber opmærksomhed om stammen.
Logopæder har ofte givet udtryk for, at det er brugerne, altså mennesker, der stammer, og Stammeforeningen, der over for logopædernes arbejdsgivere skal gøre opmærksom på tilfælde af manglende indsats over for stammen. Det har en større effekt, end når logopæder selv gør det.
Det er logopædernes arbejdsgivere, dvs. administrative og politiske ledere, der lægger rammerne for indsatsen, de rammer, som Egebjerg & Gram (2009, side 17) beskriver:
Logopæden har brug for:
• gode fysiske rammer, herunder relevant teknisk udstyr
• et fagligt miljø med mulighed for samarbejde med andre logopæder og øvrige relevante faggrupper
• mulighed for at få praksiserfaring og supervision
• adgang til bøger, tidsskrifter og andre relevante materialer
• mulighed for deltagelse i temadage, kurser, internationale konferencer, studieture samt efter- og videreuddannelse
De gode rammer for logopædisk arbejde omfatter altså mange ting, hvor tilegnelse og udvikling af viden, erfaring, fagligt miljø, samarbejde og de fysiske forhold er vigtige elementer. Organisatoriske eller strukturelle forhold er ikke udtrykkeligt omtalt hos Egebjerg og Gram, men de spiller efter undertegnedes opfattelse også en vigtig rolle. Nogle kommuner har et system, hvor den enkelte logopæd i et distrikt tager sig af stammetilfældene i distriktet, mens andre kommuner har et system, hvor bestemte logopæder (evt. i et team) får henvist samtlige stammetilfælde i kommunen. På den måde får disse centrale logopæder større erfaring i at arbejde med stammen, end logopæderne ude i distrikterne, der sjældnere ser en stammende person. En anden åbenlys mulighed for at skabe gode rammer, er et samarbejde, hvor to eller flere kommuner går sammen om stammebehandlingen. Disse samarbejder har desværre erfaringsmæssigt været svære at holde vedlige, og de fleste har lidt en krank skæbne og er blevet opløst.
Siden 1994 har Dansk Videnscenter for Stammen (DAVS), og i nogen grad Stammeforeningen, gjort deres til at opfylde behov for viden hos fagfolk, der arbejder med stammen. I takt med den stigende decentralisering af indsatsen over for stammen, der yderligere tog et vældigt spring med kommunalreformen i 2007, er de amtslige/regionale faglige miljøer, der tidligere bistod de kommunale fagfolk, i bedste fald kraftigt reduceret, hvilket i høj grad har øget behovet for ydelser til PPR-ansatte logopæder i form af vidensformidling og netværksdannelse, som Dansk Videnscenter for Stammen leverede.
DAVS blev fra 2011 tilknyttet Servicestyrelsen/Socialstyrelsen (Knudsen, side 77-78), det medførte, at to ud af tre stammefaglige medarbejdere i 2012 blev afskediget. Herefter fortsatte Socialstyrelsens arbejde på stammeområdet på vågeblus. Dette havde til følge, at Stammeforeningen i Danmark overvejede, hvordan den bedst kunne kompensere for i det mindste en del af det arbejde, som DAVS hidtil havde udført.
Stammeforeningen i Danmark har en klar interesse i, at de gode rammer, som Egebjerg og Gram beskriver ovenfor, bliver så udbredte som muligt i alle landets kommuner. Det er blandt foreningens formål at oplyse og rådgive om stammens behandling, at støtte forskning i stammen og stammebehandling, og at sikre behandlings- og undervisningsmulighederne.
Vi har kommunalt selvstyre i Danmark. Derfor er det Stammeforeningens opfattelse, at den i opfyldelsen af sin formålsparagraf bedst kan gøre sig gældende med formidling af viden til logopæder, hvor de fleste er ansat i kommunerne. Derfor er det også naturligt med et tættere samarbejde med logopædernes organisationer, der kender deres medlemmers behov for viden.
Såvel Stammeforeningen som fthf og alf var repræsenteret i DAVS’ bestyrelse, hvor foreningerne havde et udmærket samarbejde.
Det er meget glædeligt, at Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder (FUA) fra januar 2018 også indgår i kredsen af samarbejdspartnere.
Meget glædeligt var der mange deltagere både i Jelling og her i Hellerup.
Helle Blunk Brandt taler med Hermann Christmann fra Stammeforeningen.
Sanne Vilstrup, formand for Foreningen af tale-høre-lærere i Folkeskolen.
Mette fra audiologopædisk forening.
Konkrete eksempler på samarbejdet mellem logopædforeningerne og Stammeforeningen er de to velbesøgte endagskurser i Jelling og Hellerup, der blev afholdt i november 2015 og i november 2017. Kurset i 2015 omhandlede kognitiv stammebehandling og kurset i 2017 drejede sig om det muliges kunst i en PPR. I januar 2018 har FSD og logopædernes faglige organisationer FTHF, ALF og FUA nedsat en arbejdsgruppe der har til opgave at udvikle og relancere en ny Efteruddannelse i stammen for logopæder. En efteruddannelse, hvor FSD bliver forankringsplatform efter anmodning fra professionshøjskolen VIA UC i Aarhus.
Stammeforeningen i Danmark ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med logopædernes foreninger.
Kilder:
Christmann, H. (red.) (2011) Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6
Egebjerg, T., Gram, B. (2010). Logopædisk stammebehandling af børn – anbefalinger vedrørende god praksis. Dansk Videnscenter for stammen. ISBN 978-87-90588-18-2. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/logopaedisk-stammebehandling-af-born
Egebjerg, T., Gram, B. (2009). Logopædisk stammebehandling af unge og voksne – anbefalinger vedrørende god praksis. Dansk Videnscenter for stammen. ISBN: 978-87-90588-19-9. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/logopaedisk-stammebehandling-af-unge-og-voksne
IFAs hjemmeside: https://www.theifa.org/
ISAs hjemmeside: http://www.isastutter.org/
ICAs hjemmeside: https://associations.missouristate.edu/ICA/
Knudsen, P. F. (2011). Stammeforeningen og mig. I: Christmann, H. (red), Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6
Thorup, G., Jordan, A. P. (2011). Det blev en øjenåbner. I: Christmann, H. (red), Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6