Ny undersøgelse skal kortlægge diskrimination af stammere

Pressemeddelelse

Artikler og indslag i medierne har for nylig fortalt om stammere, der har klaget over ikke at kunne få topkarakterer på grund af deres stammen. Dansk Stammeforum og Stammeforeningen går nu sammen om en kortlægning af, hvor og hvor meget stammere i Danmark oplever diskrimination.

En ny undersøgelse skal skabe klarhed over, hvor meget stammere oplever at blive diskrimineret. Der findes ikke i dag ikke dansk viden på området, men det vil to foreninger, Dansk Stammeforum og Stammeforeningen, nu råde bod på.

”Vi er ikke i tvivl om, at du som stammer kan blive diskrimineret. Vi ved bare ikke hvor meget og hvorhenne,” siger Emil Bækdahl fra Stammeforeningen.

Adam Estrup fra Dansk Stammeforum peger på, at området er underbelyst. Ikke mindst fordi Socialstyrelsen overtog ansvaret for formidling om stammen efter Dansk Videncenter for Stammen blev nedlagt i 2011.

”Det er desværre ret tydeligt, at Socialstyrelsen ikke har prioriteret stammeområdet. Og som stammere er vi, populært sagt, nogle af de sidste til at stille os op på ølkassen for at protestere,” siger Adam Estrup.

”Undersøgelsen er ret kort, men vi tror, at svarene kan give os et fingerpeg om omfanget af diskrimination, som vi kan formidle til politikere og beslutningstagere,” siger Emil Bækdahl.

Han og Adam Estrup håber også på, at undersøgelsen kan inspirere til en større, måske mere videnskabelig undersøgelse, der igen kan være et skridt i retning af etablering af et nyt videnscenter.

”Der er mange interessante vinkler. Udenlandske undersøgelser peger f.eks. på ikke ubetydelige samfundsøkonomiske tab fordi stammere forhindres i at udnytte deres potentiale. Og da vi ved, at ordentlig taleundervisning ikke er voldsom dyr, så burde det samfundsmæssige regnestykke være ret simpelt,” siger Adam Estrup.

Dansk Stammeforum og Stammeforeningen arbejder begge for, at stammen og ikke mindst mulighederne for bedre taleundervisning kan få større bevågenhed.

Kontaktoplysninger

Adam Estrup, Dansk Stammeforum

Telefon: 28 74 87 10

E-mail: adam@danskstammeforum.dk

 

Emil Bækdahl, Stammeforeningen

Telefon: 29 90 31 06

E-mail: eb@fsd.dk


Det er værdsat, hvis du vil bruge to minutter af din tid på at svare på spørgeskemaet, der består af 14 spørgsmål: https://forms.gle/wRVV92sGnQwMjM1Q7.

Danmarks måske største stamme-event (aflyst)

Vi er kede af at se os nødsaget til at aflyse Danmarks måske største stamme-event den 4. november. Det gør vi, fordi vi ikke har fået det fornødne antal tilmeldinger til at kunne gennemføre arrangementet i den skala og med den hensigt, vi har planlagt efter. Arrangementet var tænkt som en markering af international stammedag, og vi tror fortsat på, at der bør været et sådan arrangement i Danmark. Derfor vil vi arbejde videre på konceptet og afsøge, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt for mennesker, der er har stammen inde på livet.


Stammeforeningen og Fri Tale fejrer international stammedag med et eksklusivt arrangement for dig, der stammer. Danmarks måske største stamme-event finder sted lørdag den 4. november på Milling Hotel Plaza i Odense, hvor dørene åbnes klokken 12:30.

Henrik Mathiasen fortæller om stammen og succes

Vi får besøg af et helt særligt hovednavn. Henrik Mathiasen (”Optimisten”) er en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, og så har han personlige erfaringer med stammen som livsvilkår. På dagen vil han fortælle om succes, optimisme og stammen. Om sit besøg til arrangementet siger Henrik:

”Jeg har selv sloges med stammen. Jeg har arbejdet meget med det, og nu får jeg muligheden for at komme med nogle optimistisk bidrag til, hvordan vi kan få succes selvom vi stammer.”

Du kan læse om Henrik og hans arbejde som foredragsholder på optimisten.dk.

En eksklusiv og stamme-venlig dag

Danmarks måske største stamme-event er eksklusivt for mennesker, der stammer. Du bliver derfor en del af et unikt selskab, hvor alle ved, hvad det vil sige at stamme. Det er fundamentet for et trygt rum, hvor der kan udveksles erfaringer og dannes netværk. Dagens program byder på foredrag og aktiviteter med mulighed for både passiv og aktiv deltagelse. Stammen kan med andre ord fylde lige så lidt eller lige så meget, som det passer dig. I løbet af dagen vil der være opvartning med kaffe og kage, og hele herligheden afsluttes med lækker aftensmad i de smukke omgivelser på Hotel Plaza. Det kalder vi en stamme-venlig dag!

Køb din billet nu

En billet til Danmarks måske største stamme-event koster 200 kr., hvis du er medlem af Stammeforeningen, og 400 kr., hvis du ikke er. Du køber din billet på NemTilmeld: https://stammeforeningen.nemtilmeld.dk/1/. Et medlemskab af foreningen koster 100 kr. i årligt kontingent. Du melder dig ind på foreningens hjemmeside. Der er et begrænset antal pladser til arrangementet, så skynd dig at sikre dig din billet.

Spørgsmål og andre henvendelser kan sendes til Ole Kring kontakt@olekring.dk eller Emil Bækdahl eb@fsd.dk.

Vi glæder os til at se dig til Danmarks måske største stamme-event.

De bedste hilsner

Holdet bag: Ole, Sathuna og Emil

Træf for teenagere, 2023

Fra onsdag den 18. til søndag den 22. oktober (skolernes efterårsferie) inviterer Stammeforeningen de 14-18-årige til træf i Lalandia, Billund. Der kommer mere information om træffet senere, men du kan allerede tilmelde dig nu. Læs mere her.

Arrangør af træffet er Bettina Pedersen, som kan kontaktes på telefonnummer ‭26 73 00 14‬.

Nordisk stammeseminar 2023

Fra fredag den 1. til søndag den 3. september løber det årlige Nordisk Stammeseminar af stablen. I 2023 afholdes arrangementet i Bergen, Norge, med Norsk interesseforening for stamming og løpsk tale (NIFS) som vært. Programmet byder på foredrag af Jane Powell, direktør for den britiske forening STAMMA samt logopæderne Hilda Sønsterud og Kirsten Howells. Derudover afholdes en række mindre workshops inden for flere forskellige emner. Du finder flere detaljer om programmet samt information om tilmelding på NIFS’ hjemmeside: https://www.stamming.no/nordic.

Samtalegruppe i Aarhus

Samtalegruppe for voksne med stammen

Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus arrangerer i samarbejde med psykolog Greta Lund en samtalegruppe for voksne med stammen. Gruppen mødes fem gange i løbet af efteråret 2023.Tilmeld dig her.

Formål og indhold

At have en stammeproblematik kan være et indgribende livsvilkår. Støtten til mennesker, der stammer, er begrænset, og behovet er ofte større end det, der kan opfyldes af offentlige tilbud. Det er alment kendt, at mødet mellem mennesker, der stammer, kan medvirke til et mere positivt syn på egen stammen hos den enkelte.

Med dette udgangspunkt tilbyder Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus mulighed for at deltage i en samtalegruppe. Formålet er at give voksne, der stammer, mulighed for at mødes i en gruppe af ligesindede. Gruppen faciliteres af psykolog Greta Lund, men der vil ikke være tale om et terapeutisk forløb. I stedet vil samtalegruppen være af mere uformel karakter.

I gruppen vil fokus være på, hvordan det er at leve med stammen. Udgangspunktet vil være emner som accept, det sociale liv, angst, selvværd og kærlighed. Det præcise indhold bliver tilpasset løbende af gruppelederen med udgangspunkt i gruppens ønsker og dynamik. Der er ikke behov for, at man som deltager forbereder sig, men det forventes, at man bestræber sig på at møde op på de aftalte mødegange.

Tid og sted

Samtalegruppen finder sted hen over efteråret 2023 på følgende tirsdage, alle gange fra klokken 17 til 19:

  • 5. september.
  • 26. september.
  • 24. oktober.
  • 14. november.
  • 5. december.

Gruppen mødes i Frivilligcenter Aarhus, Sønder Allé 33 8000, Aarhus C.

 

Tilmelding

Samtalegruppen er et gratis tilbud til Stammeforeningens medlemmer. Er du ikke allerede medlem af foreningen, kan du melde dig ind her. Tilmelding til selve gruppen sker efter først-til-mølle-princippet ved at udfylde formularen, der findes her. Tilmeldingsfrist er tirsdag den 22. august.
 
Om Gruppelederen

Greta Lund er uddannet psykolog i 1997. Hun har gennem de seneste 8 år haft kontakt til voksne med en stammeproblematik. Greta har været ansat på Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus gennem en 6-årig periode, hvor hun var tilknyttet stammeafdelingen. I dag arbejder hun som selvstændig psykolog.

Spørgsmål og andre henvendelser

Har du spørgsmål eller andre henvendelser vedrørende tilbuddet, kan du skrive til Stammeforeningens formand Emil Bækdahl på mail eb@fsd.dk.

Stammeklubben Podcast

Stammeklubben podcast

Stammeforeningen er glad for at støtte op om den nye podcast Stammeklubben. I Stammeklubben dykker værterne Christian og Alexander ned i de mange aspekter af stammen sammen med deres gæster. I de første afsnit møder vi blandt andet talepædagog Line Trier Jensen, regional direktør for McGuire-programmet Daniel Kusk og politiker Bertel Haarder. Podcasten byder således på både personlige fortællinger fra livet med stammen, men også mere grundliggende og oplysende indehold om stammen. Du kan lytte til alle afsnit af Stammeklubben på din fortrukne podcast-platform. Husk også at følg Stammeklubben på Facebook og Instagram. Du kan læse mere om Stammenklubben på podcastens hjemmeside