Andreas Fynholm fra PPR

Andreas Fynholm fra PPR i Sorø – en af de få mandlige logopæder 

10. december 2019 

Tekst og foto: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

– Jeg tror, at der er så få mænd, der uddanner sig til logopæd, fordi mænd simpelthen ikke har opdaget, at der findes et så fantastisk job, hvor der er konstante udviklingsmuligheder, og hvor man er omgivet af søde, rare, hjælpsomme og yderst kompetente kolleger. Derudover indeholder jobbet som logopæd også en frihed, som jeg ikke har oplevet som pædagog, lyder det fra Andreas Fynholm, 37 år, der blev færdiguddannet i juni i år. Han har baggrund som pædagog fra 2009 og har arbejdet indenfor både normal- og specialområdet, primært med børn i skolealderen, hvor han også har en del undervisningserfaring.

Andreas fortæller, at han altid har haft en særlig interesse for sproget. Til at begynde med var det primært skriftsproget, som han ”nørdede” meget med. Som årene er gået, har hans interesse bredt sig til sproget generelt. – I mit virke som pædagog har jeg oplevet mange børn og unge, især drenge, med diverse sproglige -og talevanskeligheder, og det var med et ønske om at gøre en forskel for dem, at jeg valgte at uddanne mig til logopæd, forklarer Andreas.

Andreas var den eneste fra PPR Sorø under ”Børn og Familier”, der deltog i kurset i Hellerup den 7. november.

– Ja, jeg var den eneste der deltog i workshoppen. Min ”stammekollega” er lige vendt tilbage fra barsel og ville også gerne have været med, men der var desværre ikke flere pladser, fortæller Andreas videre.

Kevin Fower fra Michael Palin Centre i London var taget til Danmark for at give et indlæg om indsats overfor tidlig børnestammen.

Se reportagen fra kurset og Hermann Christmanns interview med Keven Fower.

Mine forventninger blev klart indfriet

– Kevin Fower har tydeligvis styr på det, han taler om og han formidlede det på en meget inspirerende måde. Han talte og kom med mange eksempler i sin forelæsning, så man fik lyst til at lytte. Især havde jeg glæde af idéen om at fjerne fokus fra stammen og i stedet fokusere på forældrene. Kevin Fower talte om den lange dybdegående samtale med forældrene, samt brugen af sprogtests fremfor stammevurderinger. Dette er helt klart noget, jeg vil bruge i min fremtidige stammebehandling. PCI består i et mere intensivt forløb på seks uger efterfulgt af en pause, det vil jeg uden tvivl også søge at implementere i min egen praksis. I det hele taget ser jeg, at flere dele af PCI-forløbet med fordel kan overføres til den logopædiske praksis.

Kevin viste en video, hvor en logopæd talte med forældre. Samtalen i videoen var klart mere grundig og dybdegående, end den vi foretager i Sorø. Vi står ofte med nogle meget bekymrede forældre og samtalerne hos os foregår som regel, uden at børnene er til stede under mødet. Kevin Fowers begrundelse for at have børnene med under samtalen, fik helt klart mine øjne op for en uudnyttet mulighed for at vise både barnet og forældrene, at det er okay at tale om stammen, lyder det begejstret fra Andreas.

Lidt om Andreas Fynholms arbejdsopgaver i Sorø:

– Jeg har en mangeårig interesse for stammen og har søgt at dygtiggøre mig indenfor netop dette område under min uddannelse. Jeg arbejder ikke kun med stammen, men er også tilknyttet både dagpleje, vuggestue, børnehave og skoler. Den tid, jeg bruger på stammen, er meget styret af behovet for mine øvrige opgaver i kommunen. Der er ikke afsat et fast antal timer af min arbejdstid til stammen, forklarer Andreas, der også nævner, at der i Sorø er et team på to, der arbejder med stammen, og at der i alt er ansat syv logopæder, dog bliver de otte fra 1. januar 2020.

Vi kan blive kontaktet af dagpleje, vuggestue, børnehave, skole eller forældrene, fortæller Andreas Fynholm.

Andreas arbejder ikke kun med de yngste stammere, men hjælper børn og unge helt fra dagplejen til gymnasiet. I Sorø Kommune har de et stammeteam, hvor man forsøger at fordele indsatsen, så den modsvarer det enkelte barns behov. Opgaverne bliver løst hver for sig, men med løbende sparring i teamet.

Andreas fortæller også, at det er meget forskelligt, hvor ofte et barn får undervisning. Nogle får undervisning en gang om ugen, nogle en gang om måneden, men i flere tilfælde er der primært fokus på vejledning af forældre og personale omkring barnet. Det er ligeledes forskelligt, hvor meget forældrene involveres i arbejdet. Det afhænger af behovene hos forældrene og barnet.

Især med de lidt ældre børn/unge i udskolingen eller gymnasiet er forældrene kun med på sidelinjen, det kan være i form af telefonsamtale eller mailkorrespondance.

 

Andreas Fynholm var meget tilfreds med at deltage i kurset i Hellerup den 7. november. Blot var det en skam, at der ikke var plads til kollegaen, som han er i stammeteam med.                    

Et godt kursus

Et rigtig godt kursus med høj faglighed og mange konkrete, brugbare værktøjer

 

Niels Thybæk, PPR Middelfart, deltog sammen med kollega i kurset i Jelling den 6. november og fik bestemt indfriet sine forventninger.

  1. december 2019

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Niels Thybæk.

 

Kurset i år var en introduktion til Palin Parent-Child Interaction Therapy (PCI), indsats over for tidlig børnestammen, Kevin Fower fra Michael Palin Centre i London stod for forelæsningen. 

Niels Thybæk hæftede sig især ved, at det er forældrene, der skal ”gøre arbejdet” og ikke talepædagogerne, der skal komme med svarene.

– Jeg har allerede brugt Kevin Fowers formuleringer om, hvorfor nogle holder op med at stamme, mens andre fortsætter. Desuden har vi brugt hans tydelige og overskuelige gennemgang af samspilsstrategier (interaction strategies) og familiestrategier til udvikling af nyt materiale til brug med forældre til førskolebørn. Jeg har endvidere netop iværksat et PCI-inspireret forløb, hvor jeg har benyttet den nye viden, vi fik på kurset, fortæller Niels Thybæk, 38 år.

Hvor ofte er børnene og de unge i stammebehandling/undervisning?

– Det varierer fra sag til sag ud fra familiens/barnets behov. Vi tilbyder stammegrupper for skolebørn to gange årligt á to hele dage. Forældregrupper afholdes ligeledes to gange årligt, og vi har et årligt informationsmøde. Ved de yngste børn inddrager vi forældrene i høj grad, bl.a. på baggrund af Demands & Capacities og principperne fra PCI.

Det er primært børnehaven eller skolen, der henvender sig. I enkelte tilfælde henvender forældrene sig selv. I andre tilfælde er vi selv opsøgende, når vi hører/ser et barn, der stammer, i de børnehaver, vi betjener, forklarer Niels Thybæk.

– Det var inspirerende at se Kevin Fowers video, hvor han viste samtaler med forældre. Det gav mig nye perspektiver på samtalen. Bl.a. inddragelse af løsningsfokuseret korttidsterapi og brugen af pauser, som giver plads til refleksion hos forældrene, slutter en tilfreds Niels Thybæk.

Om sin baggrund for at uddanne sig til logopæd, fortæller Niels Thykjær:

– Min baggrund er en interesse for børns sprogudvikling, som jeg fik, da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper efter gymnasiet. Siden har jeg arbejdet på voksenområdet i kommunalt regi med senhjerneskadede samt på børneområdet på kommunikationscenter og i PPR. Jeg blev uddannet bachelor i logopædi i 2010 og har siden gennemført kandidatuddannelsen sideløbende med mit arbejde. Således kunne jeg først kalde mig cand.mag. i audiologopædi i juni 2018.

– Vi er to hos PPR Middelfart, der arbejder med stammen. Jeg har arbejdet på CKV i Odense, hvor jeg udelukkende arbejdede med stammen. I PPR arbejder jeg både som generalist og som specialist på stammeområdet. Jeg vil tro, at jeg bruger omkring 30% af min tid på stammeområdet, men det varierer. Vi har opdelt os således, at min kollega primært arbejder med de yngste og jeg med de ældste. Dog er vi sammen om at afholde stammegrupper for skolebørn og grupper for forældre til førskolebørn.

– Vi arbejder tæt sammen i team, men varetager selv individuelle forløb og PCI-lignende forløb og er sammen om stammegrupper og cafétilbud for unge, fortæller Niels Thybæk videre.

Hos PPR Middelfart er der ansat fem logopæder.

Camilla og Niels deltog fra PPR Middelfart i kurset i Jelling den 6. november.

Det er OK at stamme

Det er ok at stamme  

 

– Jeg er ret begejstret for den tilgang de har på Michael Palin Centre. Målet er, at børnene får flydende tale, men det er ikke forbudt at stamme. Og coachrollen over for forældrene er væsentlig, fortæller Anne Mette Henriksen, lederen af stammeområdet hos PPR i Aabenraa. På grund af delvis sygemelding havde hun ikke selv mulighed for at deltage i kurset i Jelling den 6. november, men Anne Mette fortæller, at hendes kolleger, Anne Hald og Gitte Breth, var svært begejstrede.

  1. december 2019

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Anne Mette Henriksen tv. Gitte Breth og Anne Hald, der begge deltog i kurset i Jelling den 6. november.

 

Kurset i Jelling den 6. november var en introduktion til Palin Parent-Child Interaction Therapy (PCI) indsats over for tidlig børnestammen, og Kevin Fower fra Michael Palin Centre i London stod for forelæsningen.   

Kevin Fower gav på kurset i Jelling en tydelig og overskuelig gennemgang af samspilsstrategier (interaction strategies) og familiestrategier til arbejdet med førskolebørn, der stammer. På videoer blev det vist, hvordan samtaler med forældrene har stor betydning i arbejdet med børnenes stammen.

Anne Mette Henriksen har på et tidligere kursus om PCI anvendt enkelte lignende forløb med forældre til småbørn, der stammer. Hos PPR i Aabenraa arbejder vi primært ud fra Van Riper og acceptmetoden, men også ud fra tænkningen fra Michael Palin-instituttet samt Demands and Capacities og Fluency. Vi er af den holdning, at det er godt at have en bred vifte af tilgange, for at kunne tilbyde den enkelte elev den rette intervention, forklarer Anne Mette Henriksen.

Anne Mette Henriksen fortæller om arbejdet med stammen hos PPR i Aabenraa

  • Vi er ca. 34 medarbejdere i PPR, fordelt på psykologer, talehørekonsulenter, fysioterapeuter, udviklingskonsulenter og fraværskonsulenter. Jeg er uddannet pædagog fra 2001, i 2008 blev jeg færdig med en pædagogisk diplomuddannelse, med de 6 moduler målrettet uddannelsen til Talepædagog, fra UC Syd. Senere er den så blevet udbygget med yderligere 2 moduler indenfor stammen og hørevanskeligheder.
  • Det første år var jeg barselsvikar i Haderslev, men jeg har nu arbejdet i Aabenraa i godt 10 år, hvor jeg er talehørekonsulent med speciale indenfor stammen. Samtidig med det, så stammer jeg også selv og kommer fra en familie hvor det er helt normalt at stamme, da begge mine forældre stammede, og ligeledes min datter, så jeg mener jeg har et rigtig godt udgangspunkt i at virke troværdig i min tilgang.

Jeg er den i vores PPR, der er overordnet ansvarlig for stammeområdet, selv om alle mine kolleger selv underviser de elever, der er i deres eget distrikt. Det ekstra, som jeg gør, er at sparre med mine kolleger, og at oprette stammetilbud i form af grupper for de forskellige alderstrin, indskoling, mellemtrin og udskoling. Jeg har i flere år været primus motor i et kursus for udskolingselever, hvor de var tre hele dage hos os og fik undervisning i teknikker, fik talt om svære dilemmaer, eksamensforberedelse mm. For at dette kunne lade sig gøre, holdt jeg møde med alle skoleledere samt skolechefen for at få tilladelse til at afholde dette kursus i skoletiden. 

Kurset er blevet et fast tilbud, hvis vi kan få minimum fem deltagere. Det koster ikke noget for eleverne eller skolen, da det er en del af de tilbud vi udbyder.  Vi er to talehørekonsulenter der er de gennemgående og en psykolog kommer og holder et oplæg. Kurserne begyndte i 2016 og de løber af stablen i uge 41, men bliver aflyst ved for få tilmeldte, hvilket er sket en enkelt gang. 

Alle kan henvende sig til PPR Aabenraa, det gælder eleverne selv, forældre, pædagoger og lærere. Derudover afholdes der informationsmøder to gange årligt, hvor forældre og andre interesserede kan komme. Når jeg besøger skoler og institutioner, gør min erfaring også, at jeg kan ”spotte” elever, der stammer. Vi kontakter ledelsen og lærere/pædagoger, så forældrene kan kontaktes. Det er væsentligt, at forældrene kan give udtryk for deres bekymringer, og få hjælp til den.

De yngste børn, der stammer, har jeg i observation i en længere periode, men her er det primært deres forældre samt pædagogerne, jeg vejleder for at de voksne i barnets nærmiljø kan få de bedste muligheder for at lette barnets stammen, enkelte gange har jeg holdt familiemøder, for at hele familien fik kendskab til stammen. 

Vi er to, der arbejder mere med stammen end de andre. 

Når vi har stammegrupper, er vi altid to på opgaven, men når vi har enkeltundervisning, er vi alene. 

Det er meget forskelligt, hvor ofte børnene / de unge tilbydes stammeundervisning, men gruppetilbuddene er typisk kun en gang årligt pr. aldersklasse, og det er udelukkende et ressourcespørgsmål. Den øvrige undervisning giver vi ud fra, hvad de unge/børnene selv føler, de har behov for. Jeg har både tilbudt fire perioder á 8 ganges undervisning, og meget korte “opfrisknings”- perioder. 

Er det de mindste børn, så er der altid et tæt forældresamarbejde, men jo ældre børnene er, desto mere får de selv lov til at bestemme, om forældrene skal inddrages, og i hvilket omfang. Dog holdes der altid et formøde, samt et evalueringsmøde, hvor forældre bliver orienteret. 

Til arbejdet med stammen, er der afsat ca. 2 timer pr uge i mit regnskab, hvor de andre kolleger får tid til f.eks. arbejdet med hørevanskeligheder. I perioder bruger jeg langt mere, og i andre perioder bruger jeg ikke de 2 timer. Timerne går til planlægning og afholdelse af stammegrupper og informationsaftner, hvor den ugentlige undervisning i mit eget distrikt ikke indgår i den pulje timer.

Hos PPR Aabenraa arbejder vi med elever fra 0.-10. klasse. Gymnasieelever henvises til voksenundervisning hos Tale-Høre-Syn. Det er en sårbar alder, og det er meget væsentligt, at de ikke bliver glemt, lyder det fra Anne Mette Henriksen.

Mit arbejdsområde er helt almindelige talehøre-opgaver, som forskellige former for rådgivning og taleundervisning, i dagplejer, børnehaver og på skoler. Men jeg og en kollega har de ekstra opgaver, der er indenfor stammen, hvor jeg har en god indsigt.  

Der er et godt arbejdsklima hos PPR Aabenraa, der bl.a. understreges af, at der i år var 12 ansøgere til en stilling. Det er tydeligt, at logopæder andre steder har hørt om vores arbejde og derfor også gerne vil arbejde i Aabenraa. Ja – PPR Aabenraa er et sted, hvor man gerne vil være ansat, og det er vi selvfølgelig meget glade for, fortæller Anne Mette Henriksen.

Besparelser har været hårde ved stammeområdet

Under vores samtale er det tydeligt, at det berører Anne Mette Henriksen, at der de sidste 10-12 år har været en del besparelser, som har medført, at arbejdet med stammen er blevet beskåret.

Anne Mette Henriksen finder det meget beklageligt, at Dansk Videnscenter for Stammen (DAVS) i 2011 blev fusioneret ind i Socialstyrelsen. Alle de tre faglige medarbejdere i DAVS kom med over i ViHS i Socialstyrelsen, men allerede efter et år blev de to faglige medarbejdere Tine Egebjerg og Bi Gram sammen med cirka 20 andre medarbejdere fra ViHS opsagt i en s       parerunde. Derefter var Per Fabæch Knudsen som den eneste fra DAVS tilbage. Han arbejdede herefter med et bredere arbejdsfelt i Socialstyrelsen indtil 2017, hvor han gik på efterløn.

Per Fabæch Knudsen. Foto: Erling Jensen.

 

DAVS havde siden midten af 1990’erne opbygget et solidt netværk af fagfolk fra hele landet indenfor stammeområdet. Netværket mødtes to gange om året, den ene gang som et ét-dagsmøde, den anden gang som et to-dags-seminar. Det årlige seminar blev kaldt “Stammefagligt Diskussionsforum”. Af bekymring for, hvad der skulle ske, når Per stoppede i Socialstyrelsen, blev det 2015 besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe blandt netværkets medlemmer, som kunne arbejde videre med netværket.

Anne Mette sagde straks ja, da hun blev opfordret til at være med i arbejdsgruppen, og tænkte, at hun nok blev tilgivet, og hendes chef accepterede da også, at hun brugte to arbejdsdage om året, da arbejdet jo også gav en ekstra indsigt, der kunne være til glæde for PPR Aabenraa. Ud over Anne Mette og Per var Kirsten Hauge Helligsøe og Ina Boisen fra Odense, Hannah Wibe Nielsen og Sine Erbs fra Aarhus og Ellen Lystbæk fra Skanderborg.

Da Per Fabæch Knudsen stoppede i 2017, blev der tilknyttet en ny medarbejder fra Socialstyrelsen til arbejdsgruppen. Efter et halvt år fik hun nyt job, og en nye medarbejder fra Socialstyrelsen blev tilknyttet arbejdsgruppen. Men i 2018 valgte Socialstyrelsen helt at trække sig ud af netværket, og flere af arbejdsgruppens medlemmer er på grund af organisatoriske ændringer på deres arbejdspladser også stoppet i arbejdsgruppen, sådan at det nu kun er Anne Mette, der er tilbage. Så hvad der sker med netværket fremover, står hen i det uvisse.

Det gør Anne Mette Henriksen ked af, at der ikke længere er et “Stammefagligt diskussionsforum”, hvor fagfolk fra hele landet kan mødes. For det er nødvendigt, at fagfolk får mulighed for at mødes på tværs af landet for at udveksle idéer og erfaringer, for at folk der stammer – såvel yngre som ældre samt forældre, kan få så god, faglig hjælp som mulig.

Opfølgning på Peter i TV2

“Jeg stammer stadig”

 

TV2 sender torsdag den 12. december 2019 kl. 20.35

en ny dokumentar med Peter Nielsen som er en opfølgning på den tidligere udsendelse hvor man følger Peters kamp for at opnå en mere flydende tale. 

Se udsendelsen på TV2 torsdag den 12. december kl. 20.35

den sendes også via TV2 PLAY

Traileren kan ses ved at klikke på play herunder !

 

På langeland er man venner på forhånd

På Langeland er man venner på forhånd

 

Norman, 11 år, deltog for første gang på Langelandstræffet i 2018 med sin mor, Dorthe. I år, 2019, var resten af familien, far Thomas og storesøster Amelie, også med. Norman glædede sig enormt til årets træf, for vennerne kan tilbyde noget helt særligt, som ingen andre kan. 

Redigering: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen 10-11-2019.

Normans mor, Dorthe, har svaret på følgende spørgsmål:  

Var det første gang, at I var med på Langelandstræffet?

Vores første møde med Langelandstræffet var i sommeren 2018. Om foråret havde Normans første talepædagog fra Frederiksberg Kommune inviteret til et fællesarrangement for forældre til stammebørn. Her var der bl.a. besøg af en ung stammeambassadør, der fortalte om sine erfaringer som stammer. Han nævnte bl.a., hvad det betyder for ham at være venner med andre stammere. Ikke at det er dét, de er fælles om, når de ses – men at han oplevede det som vigtigt. Efter arrangementet var det klart, at vi ikke kun skulle fokusere på at få hjælp til Normans stammen, skolegang osv. Det lyder måske besynderligt, men vi skulle jo huske Norman – og finde måder at styrke ham på, der omfattede andet end talepædagoger og andre voksne. Vi meldte os ind i Stammeforeningen og nåede lige at tilmelde os Langelandstræffet. Det første år, 2018, var det blot Norman og mor, der deltog. Vi var spændte på, hvilken slags oplevelse der ventede. Men alting gav sig selv, da vi kom frem til Emmerbølle. Der var allerede børn, der var kommet, som glædede sig til at møde dem, der mødte op. Der gik helt bogstaveligt blot få minutter, fra vi tjekkede ind, og til der stod en anden stammer og præsenterede sig med stammen. Det møde var afgørende. Norman var på, med de andre, som sig selv og som stammer. Der var ingen tvivl om, at det var helt rigtigt, at vi havde taget turen – en fredag eftermiddag inklusiv kø ud af København og uheld på Storebæltsbroen – til Langeland for at være sammen med andre familier, som vi ikke kendte i forvejen. Børnene var jo venner på forhånd – men det vidste de først, da de mødtes. 

I 2019 var vi afsted hele familien – Norman, hans søster, Amelie, mor og far. Der var også andre familier med søskende, der ikke stammede. Det var vigtigt, at alle var med, så det blev en familieoplevelse, og ikke blot noget Norman gør, fordi han stammer. Det gør det også megahyggeligt og sjovt nu bagefter, en lørdag aften at tale om turen, fordi det netop var fælles.

Der bli’r fisket efter småfisk og krabber fra badebroen på Langelandstræffet. Foto: Privat.

Hvad synes du / I om at være med på Langelandstræffet? 

Behøver jeg at sige, at Norman er vild med det træf! Her i 2019, da vi gjorde ham opmærksom på, at der igen var træf, lyste han helt op og sagde ‘det skal vi bare SÅ meget’. Og til forskel fra første år tilbagelagde vi den sidste del af turen over Turø og Langeland med en syngende Norman på bagsædet. Han havde inden træffet været i kontakt med nogle af børnene fra 2018, så han vidste, at der ville være børn han kendte.

På pladsen har vi en fælles base og opholdssted. Derudover er der gode muligheder for leg, fodbold, spil, badning m.m. Poolen er nok det største hit – i det hele taget mulighederne for at bade (ved stranden eller i poolen), løbe rundt på området og lege med de andre børn uden voksne, men med vished om at de voksne er på basen, hvor de hygger og snakker. For Norman betyder Langeland helt klart venner og frihed. Frihed og fællesskab. De voksne er da også fælles om madlavning og opvask, det er ret hyggeligt: Det er både en uforpligtende måde at lære hinanden at kende på, fordi der er en konkret opgave og sultne børn og voksne, og så giver det en god anledning til snak blandt de voksne, både om børnene og om alt muligt andet, der rør sig. Vi har det sjovt. Begge år har vi oplevet, at der under træffet vokser en lyst frem til at være mere sammen, holde flere fællesarrangementer for børnene. Men det er svært at få til at ske, når vi vender hjem igen til vidt forskellige dele af landet. Derfor er det godt med tilbagevendende traditioner, som Langelandstræffet, som børnene kan glæde sig til. Det er nogle dage på børnenes præmisser, og det får vi som forældre og familie meget ud af at være en del af. På træffet kan vi se, hvor vigtigt det er for Norman at være med, og den oplevelse og støtte vil man gerne gi’ sit barn.

I korte træk glæder Norman sig til venner, poolen, lommelygtetid, være længe oppe, og så ved han, at han kan se frem til en weekend med børnevenlig mad. Det kan vi nok takke Bettina for.

Langelandstræffet er for hele familien med børnevenlig mad. Foto: Bettina Pedersen

Har det haft positiv indflydelse på Normans stammen at deltage i træffet – og hvordan?

For Norman er det en weekend med fællesskab og venner. Det påvirker ikke hans stammen, men det er heller ikke pointen. Vi tager af sted for, at han kan få et lille frirum og lære andre at kende, der er som ham – med nogle af de samme udfordringer. Man kan ikke vide på forhånd, hvad fællesskabet med andre stammere gør for ens barn, det oplever man først som forældre, når man er på træffet. Det betyder tydeligvis noget for Norman at være sammen med andre, der lige på dét punkt kæmper med det samme. Vennerne kan byde ind med noget, som familien, talepædagoger og andre ikke kan.

Lige nogle facts om Norman:

Hvor gammel er Norman?
11 år

Hvor bor I?
På Frederiksberg

Hvor mange søskende er der?
Amelie – storesøster på 15 år.

Er Norman den eneste i familien, der stammer? Tænker også på, om der er søskende, der har stammet eller om I forældre har stammet eller bedsteforældre?
Der er ikke andre stammere i familien. 

Hvilken skole går Norman på?
Skolen på La Cours Vej.

Hvad har Norman af fritidsinteresser?
Norman er vild med boldspil. Lige p.t. er det bordtennis og badminton, der hitter.  Fodbold er også den store interesse. Han spiller de forskellige boldspil i klubben. Og så er han spejder. 

Hvornår begyndte han at stamme?
3-4 års alderen. Det blev ret slemt, med mange blokeringer i fire års alderen. Andre kunne ha’ rigtig svært ved at forstå, hvad han sagde. Hans søster husker, at hun måtte oversætte hans tale til andre børn, der ikke forstod ham. Stammen var ikke den eneste udfordring. Han havde også svært ved at formulere selv små sammenhængende korrekte sætninger. Igennem 1-1,5 år gik han og mor hos en talepædagog på PPR en gang om ugen. Hun fik løsnet Normans sprog og underviste samtidig mor i en metode, der skulle øves hjemme. Talepædagogen anbefalede en anden børnehave med færre børn, og som var mere voksenstyret på den gode måde. Da han skulle i skole anbefalede talepædagogen ligeledes en skole med et særligt indskolingstilbud til børn, der var udfordret på sprog. Han går stadig på skolen, men blev midt i 1. klasse sluset ud i en ‘normal’ klasse.

Hvordan vil I beskrive Normans stammen?
Det er blokeringer i starten af en sætning. Enten noget man ikke hører eller også er det en trækken på første stavelse, der sidder fast. Men han er en glad taler, og skolen oplever ikke, at han lader sig mærke med sin stammen. Han taler lystigt på trods af det. Vi møder også ofte voksne, der ikke synes han stammer – men det gør han jo. Han kan lykkes med ikke at stamme.

Hvornår stammer Norman mest? 
Det tænker vi ikke over. Det er der ikke noget generelt at sige om. 

Hvad laver Norman, når han er sammen med talepædagogen?
Han får ikke længere hjælp, han er ikke motiveret for hjælp og har ikke gået til talepædagog i to år. Men det kan jo være at han igen får lyst til at få hjælp. 

Hvem tog initiativ til, at Norman fik taleundervisning? Var det skolen, var det jer forældre?
Det var børnehaven, der gjorde ops på, at de mente Norman kunne ha’ en udfordring med sit sprog, før vi selv tænkte over det.  Han gik først i en skovbørnehave, hvor der var knap så meget voksenkontakt som i en traditionel børnehave. 

Hvordan er I forældre blevet involveret i undervisningen?
Tænker på om I har haft samtale med talepædagogen? Om Norman har fået hjemmeopgaver, som I forældre bliver inddraget i?
Da Norman gik i børnehave var mor med hos talepædagog om morgenen i en time en gang om ugen. Lærte metode, som vi øvede hjemme. 

Klovn og tryllekunstneren Raffus underholdt om lørdagen. Foto: Jannik Rømer

Anna fra Nyboder

Anna fra Nyboder fortæller om sit liv med stammen

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

– I de små klasser var det bl.a. ord, der startede på -sk,  som jeg havde svært ved og udtale. Min stammen var mest skjult stammen, men når der skulle laves oplæg, kunne jeg ikke skjule det. Jeg havde så mange blokeringer, fordi jeg blev så nervøs, at jeg nogen gange gik helt i stå, og jeg måtte stå et minut bare og trække vejret, for at kunne prøve igen.
Jeg kunne bestemt ikke lide at lave oplæg, men hvis man ikke prøver, så lærer man det ikke, fortæller Anna Gottlieb, 22 år.

Anna er en modig pige, som også har prøvet tandemspring i faldskærm.

– Engang, da jeg gik i 5. eller 6. klasse, skulle jeg lave et oplæg om Robinson Crusoe. Jeg var meget nervøs og gik helt i stå. Jeg så over på læreren, der markerede, at jeg blot skulle fortsætte. De andre børn sad og hviskede, og jeg kunne høre en sige: ”Hun kan ikke tale, er hun dum? Det er en oplevelse, som jeg tydeligt kan huske, men ellers havde jeg det fint med de andre i klassen. Jeg havde gode venner og stammede ikke så meget, når jeg var hjemme, fortæller Anna videre.

I 2. G fandt man ud af, at Anna var ordblind, og hun blev tilmeldt et kursus hos Hovedstadens Ordblindeskole ved Østerport. Dette kursus gjorde, at hun ikke havde problemer med at følge med i gymnasiet.

Anna med nogle af sine første planter der er hendes helt store interesse

Efter nogle år, hvor hun ikke stammede så meget, fik hun tilbagefald, og Anna syntes, at det var nødvendigt at få hjælp igen. Derfor begyndte hun i februar 2019 at gå til stammebehandling hos talepædagog Lise Reitz ved CSV i København. Hun tog selv initiativ til at kontakte CSV, men fik dog god hjælp af sin mor, der kendte til CSV gennem sit arbejde, så hun hjalp ved at oplyse om, at hun vidste man kunne få hjælp der, og opfordrede så til at ringe og høre. Jeg ringede selv, og mine forældre har ikke været inde over siden, fortæller Anna.

Hverken Annas forældre eller nogen af hendes tre yngre søskende stammer.

I begyndelsen kom Anna hos Lise Reitz en gang om ugen eller en gang hver anden uge. Senere blev det en gang om måneden. En typisk session bestod i 45 minutter med individuel undervisning, hvor der bl.a. blev trænet vejrtrækning, hvor det er væsentligt, at Anna lærer at styre sin vejrtrækning. Imellem undervisningssessionerne har Anna haft hjemmeopgaver, som bl.a. består i at bestille kaffe m.m. Anna ved, hvordan hun skal gøre, men nogle gange lykkes det ikke, fortæller hun, så derfor skal hun træne.

Anna er en smilende og glad pige.

– Lise Reitz har brugt en del tid på at give mig en forståelse for stammen. Ved at lære om, hvad stammen er, og hvad man kan gøre ved den, har jeg opnået en følelse af at have kontrol over min stammen og haft mere lyst til at arbejde med den. Ved hjælp af metoder som block release at arbejde med vejrtrækningen, at fokusere på artikulation og styrke i stemmen, er jeg nu kommet til et punkt, hvor jeg er så fortrolig med stammen, at jeg også har accepteret den. Block release er en metode til at håndtere de blokeringer man kan møde. Man træner det ved at lave en frivillig blokering på en lyd, og så øve og give slip på den, men at afspænde musklerne. På den måde øver man det til, når der kommer en ufrivillig blokering. Det er en god metode sammen med langsom tale, at holde øjenkontakt, og aktivt bruge ens vejrtrækning. Vi har også lavet en del vejrtrækningsøvelser for bedre at kunne mærke, hvornår jeg skal begynde at tale. De praktiske øvelser og den teoretiske baggrund har givet mig en god indsigt, så jeg nu har det meget bedre med min stammen, end jeg havde før, fortæller Anna videre.

Der er 32 forskellige planter på Annas kun syv kvadratmeter store værelse, så der er ikke plads til de store armbevægelser.

Vil gerne være psykomotorisk terapeut

Anna har et stort ønske om at blive psykomotorisk terapeut, der arbejder med kroppen og psyken. Hvordan kroppen og psyken arbejder sammen. Hun er i gang med sit tredje sabbatår for at kunne samle de nødvendige point til at blive optaget på uddannelsen. Den 5. januar 2020 skal hun på kursus på Odder Højskole, et kursus som hun ser meget frem til.  Anna er meget glad for naturen, strand og skov og grinede meget, da hun fortalte, at hun har 32 planter på sit kun syv kvadratmeter store værelse.  Fritiden går ellers med træning i Fitness World, gåture i naturen og hygge med venner og familie.

Gåture i naturen er en anden af Annas store interesser.