Stammeforeningen i Danmark (FSD)

Megen tid gik med at skjule min stammen

jan 13, 2017 | Aktuelt, Børn og unge og stammen, FSD-Nyt

Efter at have fået professionel hjælp af en logopæd og en psykolog snyder jeg mig ikke for de gode dage.

Af Magnus Førby Trendel.

Jeg bor i Refsvinde på Fyn og er 19 år gammel. Heldigvis har jeg ldrig stammet ved oplæsning, mit problem ved stammen er, at det kun kommer i sociale sammenhænge, hvor jeg ikke føler mig tilpas eller ikke kan forberede, hvad jeg vil sige på forhånd.

Det var først, da jeg kom i 9.-10. klasse, at stammen blev et socialt problem. Hvis du spørger mig den dag i dag, vil jeg ikke kunne svare på, hvordan min stammen var tidligere. Det er simpelthen ikke noget, jeg kan huske. Jeg husker kun, at jeg var utrolig ked af, at jeg havde et taleproblem. Det var psykisk hårdt, men jeg var dog en glad dreng på trods af dette. Blot hindrede det mig i at agere over for mennesker. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Da jeg i 10. klasse var på introtur med klassen, for at ryste klassen mere sammen, skulle alle have en personlig samtale med klasselæreren om vedkommendes udvikling både fagligt, men også personligt. Her brød jeg sammen, da vi begyndte at snakke om, hvordan jeg egentligt havde det. Det var bare for meget – bægeret var flydt over.

Stammen skulle skjules

Jeg gjorde altså alt for at skjule min stammen, med mange omformuleringer og fylde-ud ord. Som ”altså”, ”og”, ”i bund og grund” osv. Jeg skulle bare ikke stamme foran nogen. Det blev nærmest en daglig konkurrence ikke at stamme. Stammede jeg, have jeg tabt, og stammede jeg ikke, havde jeg vundet!

Efter mødet med logopæden tænkte vi, at det ville være godt for mig at komme med på et tredages stammekursus, for at møde andre jævnaldrende med samme problemer og lære, at alt nok skulle gå. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte mig utilpas, når de andre stammede, og når jeg skulle snakke, brugte jeg mine vante kneb for ikke at lyde ligesom de andre. Det var frygteligt. Da dette stammekursus foregik i skoletiden, syntes min logopæd, at det kunne være en god ide at formulere en besked, som mine klassekammerater kunne læse og få at vide, hvor jeg var henne. Hvad jeg lavede, og hvad det var jeg var ked af. Klassekammeraterne kunne herved få oplyst, at jeg stammede og hvor stort et problem det var for mig. Jeg var lidt skeptisk over for ideen, men gik med til det alligevel, og vi sendte mailen ud. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg synes, det var ubehageligt, da jeg kom i skole igen. Der var nemlig kun en som kommenterede det, og sagde at det havde hun aldrig tænkt over før.

Og det er lige præcis, hvad der er mit store problem. At folk ikke ved jeg stammer, da jeg har   været så god til at skjule det. Og nu skal det ikke være nogen hemmelighed mere. Stammen skal være synlig, og det er bare svært, men virkelig nødvendigt, hvis man skal have det bedre med sig selv.

Sluttede hos logopæden

Kort efter sluttede jeg med at gå hos logopæden. Jeg fortalte logopæden, mine forældre og faktisk også mig selv, at jeg havde fået det bedre. Hvilke ikke var sandt – langt fra!

Fra slutningen af tiende klasse til midt 2. G, gjorde jeg alt for skjule min stammen, da jeg stadig havde den samme ide om, at det nok skulle gå over med tiden.

Jeg døjede med stammen hver dag. Skjulte den, så ingen kunne høre den. Heller med mine forældre eller venner talte jeg om stammen. Min indre angst blev ikke delt med nogen. Som jeg gjorde før i tiden, gik jeg og slog mig selv i hovedet hver dag for at få det til at forsvinde.

Jeg gav mig selv et klap på skulderen, hvis dagen havde været god. Altså hvis der ikke havde været megen stammen, og jeg hadede mig selv når jeg stammede meget!

På trods af at jeg ihærdigt prøvede at skjule stammen, kunne det ikke undgås, at den dukkede op. Jeg trænede i fitness i en årrække, og jeg hadede, når nogen sagde noget til mig, uden at jeg var forberedt på det. Samtidig følte jeg mig utilpas, når centret var fyldt til randen med mennesker. Jeg kunne ikke døje den støj og den atmosfære, der var der. Jeg synes i hvert fald selv, at min stammen blev 10 gange sværere, når jeg tog derned, men jeg sagde altid til mig selv: ”I dag bliver en god dag og jeg kommer ikke til at stamme”.  Og da jeg brugte mere tid på at undgå at stamme end reelt fysisk at træne, valgte jeg at stoppe. Det var bare for hårdt!

I skolen var det også hårdt. Jeg kunne umuligt være forberedt på alle mundtlige udfordringer i skolen, og selv om jeg prøvede at skjule stammen, kom den til udtryk flere gange. Stadig husker jeg, hvor ondt det gjorde, da jeg ikke kunne sige ordet ”skal”, og det bare blev til en lang blokering: ”skkaaaaal”. Der kom et par enkelte grin, og det var sådan set det.

De som grinte eller så skævt til, tænkte formentligt ikke over hændelsen efterfølgende, men det skal jeg love for, at jeg gjorde. Min dag var ødelagt efter en sådan episode, og da jeg ikke havde nogen til at snakke med om det, gik mine frustrationer ud over mit psykiske velbefindende.

Jeg hadede i denne periode mig selv. Det hindrede mig i så mange ting i skolen og i fritiden, hvor jeg følte, at det var svært at få nye venner. Og det var svært at udtrykke sig mundtligt og generelt set bebrejdede jeg min stammen for alt, hvad der gik galt.

Kort før nytår 2015 fik jeg det sværere, da det var blevet meget svært for mig at styre mine følelser omkring stammen. Nogle dage kunne jeg være fuldstændig fraværende af bare frustrationer, nogle dage græd jeg meget og andre dage var jeg voldsomt sur. Det er også okay at have det sådan. Problemet var bare, at jeg ikke delte det med nogen – det var simpelthen for svært.

Begyndte igen hos logopæden

I begyndelsen af januar 2016 var jeg nødt til at gøre noget ved det, og jeg henvendte mig igen til rehabiliteringscenteret i Odense. Jeg begyndte at gå regelmæssigt til logopæd. De første gange var jeg meget ked af det, og lukkede ligesom af for problemet, ligesom jeg gjorde, da jeg halvandet år før havde gået til logopæd. Jeg følte det stadig ubehageligt, når jeg her fik at vide, at jeg stammede, og det var meget ubehageligt at få beskrevet netop, hvordan jeg stammede. Og det var stadig ubehageligt at møde andre som stammede. Jeg hørte slet ikke efter, da min logopæd sagde til mig, at hvis jeg begyndte at acceptere min stammen, skulle det nok gå. Jeg skulle begynde at tænke på positive ting i hverdagen.

Jeg begyndte også at fortælle mine forældre og mine tætte venner mere om, hvordan jeg havde det. Ikke meget, men jeg kunne mærke, at det hjalp. At nogen lyttede til en og spurgte hvordan jeg havde det, om det så var logopæd, forældre eller venner, var virkelig rart.

Jeg gennemgik stadig mange af de ubehagelige situationer, men nu havde jeg dog en mulighed for at give slip på dem ved at tale om dem.

Selv om jeg begyndte at mærke fremskridt i, hvordan jeg fortalte om stammen, var jeg stadig ikke glad for at gøre det. Da jeg i en periode virkelig syntes, at min stammen tog til, blev det hele bare for meget for mig. Mine negative tanker om mig selv tog overhånd, og jeg fik af lægen konstateret en begyndende depression, hvilket jeg igen bebrejdede min stammen for. Jeg begyndte hos en psykolog, samtidig med at jeg gik hos en logopæd og fik herved professionel hjælp. De hjalp mig til at finde ud af, hvilken type menneske jeg er, hvad jeg synes er ubehageligt men generelt gør det mig glad. Langsomt er jeg begyndt at mærke en forandring. Jeg synes selv jeg, at jeg er begyndt at se lysere på min hverdag, og det gør mig glad.

At jeg fik hjælp til at se mit problem i øjnende, har også gjort, at jeg fik en frihed. For første gang føler jeg, at jeg stammer, men ja, det skal sgu nok gå alt sammen.

Hvis blot man lader sin stammen blive til en del af sig selv, tager de positive sider af den, så skal alt nok gå. Stammen er stadig noget der fylder en stor del af min hverdag, både negativt, men også positivt.

Det er okay at have en dårlig dag uanset om det skyldes stammen eller ej, men man må ikke snyde sig selv for at have gode dage.

 

Lasse Snede Froberg har mod på livet

dec 20, 2016 | Aktuelt, FSD-Nyt, Stammen og arbejdslivet

Der skal meget mod til at stille sig op på et bord og holde en tale. Det vil også være svært for mange normaltalende, men Lasse Snede Froberg gjorde det i Malmø, og det virkede stærkt, fordi han også stammede.

McGuire programmet er et internationalt program. Derfor har Lasse også ud over at være på kursus i Malmø været på kursus i Oslo, og til februar 2017 skal han på et genopfriskningskursus i Aarhus.

Der deltager omkring 8-20 nye kursister, og der er 70-80 gamle kursister, der er på genopfriskningskursus og som også ind imellem er med til at give de nye kursister i programmet nyttige råd.

At leve sit liv som stammer

Lasse Snede Froberg voksede op med en svær stammen, der gav ham mange problemer. Efter at Lasse deltog i McGuire programmet, første gang for nogle år siden, er hans selvtillid stivet af, så han nu er velfungerende med mod på livet.

Derfor har han også planer om at begynde på pædagogstudiet til februar 2018.

Mået er at kunne hjælpe 14-18 årige, der lige som han selv har været ude i problemer med stoffer, hærværk og anden kriminalitet.

Lasse Snede Froberg, 27 år, bor i Nordborg på Als og deltager i McGuire programmet. Programmet blev grundlagt i 1994 af Dave McGuire, som selv voksede op med en svær stammen. Alle instruktører og coaches i programmet er rehabiliterende stammere, dvs. de har lært at have kontrol over deres stammen, hvor det tidligere var stammen, der havde kontrol over dem. Efter en opvækst, hvor ”sprogspasseren” blev mobbet massivt i skolen, havde Lasse nogle år, hvor han, på grund af en forkert vennekreds, ved fester tog speed eller røg fede. Et par gange i løbet af måneden kunne Lasse også, for at aflede tankerne, lave lidt hærværk – på biler og postkasser.

Nu lever Lasse sammen med Janni. Sammen har de Liam på halvandet år. Lasse er også bonusfar til Rebecca på 9 år. Både Lasse og Janni læser HF, og Lasse har nu så meget styr på sin stammen, at han har et mål om at begynde på pædagogstudiet i februar 2018. Han vil med sin uddannelse og sine mange erfaringer hjælpe 14-18 årige, der har problemer med stoffer og kriminalitet, med at få den rigtige støtte til at blive velfungerende danskere. (Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark)

Lasse fortæller:

Jeg er den eneste i familien, der stammer. Lige fra jeg var helt lille har jeg stammet, og det har ikke været nemt. Min folkeskoletid var ikke just lutter lagkage. Som så mange andre har jeg været offer  for mobning. Det var ikke bare drillerier – men nærmest systematisk mobning hele tiden i skolen, i fritiden, samt digital mobning.

Mit liv har dog ændret sig drastisk siden folkeskoletiden. Jeg er nu nået rigtig langt i mit liv, men kampen for at blive den, jeg er nu, har ikke været let. Jeg er blevet kastet for løverne i form af psykologer og deslige. Men det fravalgte jeg, fordi jeg ikke følte, at det hjalp mig. Mobningen i  skolen førte til, at jeg blev virkelig indelukket, pjækkede næsten dagligt og løj over for min familie og sagde, at jeg havde været i skole. Og hvis jeg blev kørt i skole, så var det kun to dage om ugen,  hvor jeg faktisk gik ind til timen. De andre dage smuttede jeg væk og skjulte mig.

Kammeratskabet med Mike betyder alt for Lasse.

Selvfølgelig var det ikke sådan hele tiden. Nogle dage gik jeg til time, fordi jeg håbede, at denne dag ville gå som smurt og jeg ville komme glad hjem. Men det viste sig hurtigt, at de forhåbninger kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. For det er sgu da en rigtig god start på dagen og ugen at komme i skole – og inden timen er begyndt, har forskellige personer kaldt mig sprogspasser mindst fem gange.

Jeg har været udsat for overfald, blå mærker, spark, kvælertag, trusler, overvågning, dødstrusler på SMS og på telefonsvareren på min mobiltelefon, ja, jeg kunne blive ved.

Jeg skiftede skole efter 7. klasse – starten af 8, hvor jeg håbede på en ny og frisk start. Men selv om jeg havde taget 7. klasse, skulle jeg tage 7. klasse om, så jeg var et år længere fremme end mine nye klassekammerater. Mobningen forfulgte mig, fordi mine nye klassekammerater gik i den samme ungdomsklub, som mine tidligere klassekammerater. Ja – der gik ikke en uge, før snakken gik om ham den dumme sprogspasser, der brugte en evighed på at læse et par linjer op fra en bog, ham der altid tudbrølende rendte ud ad døren. Ham der altid pjækkede.

På en eller anden måde fik mine tidligere forfølgere overtalt mine nye klassekammerater til at følge op på deres “HUNT” på mig, så den nye friske start på en ny skole var dødsdømt, dog på nær  undervisningen. Det endte med bare at blive det samme om igen. Og når man så havde fri og havde syv kilometer hjem, tager man jo bussen, som man plejer. Det passede altid med, at der i bussen sad nogle fra min gamle klasse, så mobningen forsatte i bussen, også selv om jeg flyttede

mig. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg aldrig mere ville tage bussen, uanset vejret. Så jeg gik altid hjem. Nogle dage havde min far tidligt fri, så han kunne hente mig eller køre mig i møde.

Var ved at have nok af det hele

Da jeg gik i 8. klasse, var jeg ved at have nok af det hele. Jeg havde aldrig fred og ro i mit hoved og var konstant ked af det og blev hurtigt sur. På den tid begyndte jeg at gøre skade på mig selv, for det måtte jo være rigtigt, hvad de andre sagde, at jeg bare var den der dumme sprogspasser, der intet andet kunne end at være til grin.

En dag havde jeg fundet ud af, hvor nøglen til våbenskabet lå. Jeg var alene hjemme og tog haglgeværet ud af skabet og satte to patroner i geværet. Afsikrede geværet og lagde fingrene på de to aftrækkere, men jeg standsede og kiggede over på min nyfødte nieces billede, der stod på klaveret. Jeg kunne ikke tage hendes onkel væk fra hende, alle mulige tanker kom op i hovedet på mig – om hvor meget min familie ville savne mig. Jeg følte mig alene, fordi mine venner den gang ikke var på min egen alder. Når jeg havde en kæreste og herved fik venner, havde jeg stadig få venner i skolen, men næsten ingen som jeg sås med privat.

Min familie var det, der betød allermest for mig.

Jeg afbrød min “mission” med haglgeværet og gik ind og tog min fars pakke med smøger, der lå på

køkkenbordet. Pakkede en taske med lidt mad og drikkelse, og så gik jeg om i den lokale skov og tilbragte flere timer ude i skoven for at samle tankerne.

At gå på jagt betyder meget for Lasse.

Begyndte at sniffe og ryge fede

Nogle år efter, i tiende klasse, fandt jeg den bedste ven man kan ønske sig, og det er han stadig.

Min bedste ven Mike. Jeg blev stadig mobbet, men nu var mobningen digital, fordi mine tidligere mobbere var flyttet fra skolen efter 9. klasse, så jeg begyndte at kunne nyde skolelivet igen.

Mobningen var der stadig væk, men jeg begyndte at være ligeglad og lod det bare passere. Jeg var stadigvæk ikke så stærk psykisk, og for at være mere social og komme ud blandt andre, tog jeg til fester osv.

Når man jo så var til festerne, og de tidligere “HUNTERS” også var der, så ville man ikke vise, at man var svag. Derfor begyndte jeg ved fester at sniffe og ryge fede, fordi jeg jo gerne ville have  respekt og vise, at selv om de havde haft mig totalt kørt i sænk, så kunne jeg være lige så “sej” som dem. Set i bakspejlet var det jo totalt idiotisk. Jeg begyndte også at gå med på dumme ideer, og blev mere ligeglad med tingene. Jeg pjækkede dagligt og var en rod, lavede hærværk på biler, smadrede postkasser og andet!

Kort sagt var jeg en idiot, men da jeg startede på ungdomsuddannelsen, tog jeg mig selv i nakken, smed mit gamle jeg ud og startede på en frisk igen. Jeg fik en kanon vennekreds. Selv om jeg fik en del alkohol indenbords i weekenderne til fester med videre, så blev det kun ved alkoholen. Jeg holdt op med at tage stoffer og koncentrerede mig om at blive mere voksen og tage mere ansvar for mig selv og andre.

Nu mange år efter

Naturen har nu stor betydning for mig. Jeg går på jagt og jeg fisker. Min families opbakning, at være far for mine børn, min bedste ven, samt alle mine andre venners opbakning, betyder alt. Det har hjulpet mig igennem min svære tid. Og i dag… Jamen jeg stammer stadig, men gennem Mcguire Programmet, hvor mine bedsteforældre betalte det første kursus, har jeg lært at få kontrol over min stammen, så det ikke længere er stammen, der har kontrol over mig. Jeg er glad af sind og er åben over for, hvem jeg er. Jeg er ikke bange for at tage telefonen og ringe til fremmede, heller ikke hvis det er i andre lande. Jeg kan klare mig selv nu.

Jeg er en glad og positiv person, der hellere end gerne vil hjælpe andre og gøre noget for andre, før jeg tænker på mig selv.

Jeg elsker at snakke med folk, og er ikke bange for at vise, hvem jeg er.

Forsat god dag.

Lasse Snede Froberg.

 

Geværet holdes tæt ind til kroppen og i stilheden er der tæt kontakt til naturen.

Lasse sammen med Janni og børnene, Rebecca og Liam.

McGuire programmet

Blev grundlagt i 1994 af Dave McGuire, der selv voksede op med en svær stammen. Alle instruktører og coaches i programmet er rehabiliterende stammere, dvs. de har lært at have kontrol over deres stammen, hvor det tidligere var stammen, der havde kontrol over dem. Der tilbydes nu kurser i flere lande. Uden for Skandinavien har man kurser i Holland, England, Irland, USA, Sydafrika og Australien.

Programmet er ingen helbredelses- eller mirakelkur. Programmet tilbyder en teknik, hvor stammere ikke kun arbejder med talen, men arbejder med forståelsen af stammen, fysisk og ikke mindst psykisk. Der arbejdes med selv-accept, assertiveness og non-avoidanceteknikker.

Man får værktøjer til at arbejde med frygten for stammen. Deltagerne i kurset ser på det som en sport “the sport of speaking”. For at blive god til noget, er man nødt til at træne og have et mål. Målet er veltalenhed, at blive veltalende personer, at have det sjovt når man taler.

Det at overvinde stammen og arbejde med en “bagage” af negative oplevelser, er hårdt arbejde. Derfor kræver det motivation – at man bestemmer sig for at ville det!

Et McGuire kursus starter typisk torsdag morgen kl. 8.00 og slutter søndag kl. 14.00.

Kurserne er ekstremt intensive, og der arbejdes fra tidlig morgen til sen aften i sessioner á 50 min, og med 10 min pause. Som ny deltager (ny student), vil man over de 4 dage få udfordringer og komme til at bryde grænser, man aldrig troede var muligt. Men man skal ikke gøre det, før man er klar til det og man bliver ikke bedt om at gøre noget, som instruktørerne og de erfarne deltagere (gamle studenter) ikke har gjort eller selv ville gøre.

Næsten alle forlader kurset med en kontrolleret flydende tale, men for at opretholde den, er man selvfølgelig nødt til at fortsat bruge teknikken og træne. Man får tildelt en personlig vejleder, som står til rådighed på telefon, med vejledning og support efter kurset. Det anbefales at komme på opfølgningskursus for at være med til at hjælpe nye deltagere og for at perfektionere sin egen tale.

Et McGuire kursus koster 12.000 kroner + kost og logi. Kursusafgiften betales i frokostpausen om fredagen, så man har mulighed for at se, om det er noget for en.

De efterfølgende opfriskningskurser koster 400 kroner og foregår over en weekend. Der er typisk to opfriskningskurser om året.

McGuire lægger vægt på, at kurserne ikke er behandling/undervisning af stammen, da kurserne varetages af tidligere kursusdeltagere, der ikke nødvendigvis er uddannede logopæder/talepædagoger.

Inkluderet i Kursusafgiften er:

Personlig vejleder

Livslang support

Bogen Beyond stammering (på dansk)

Adgang til støttegrupper i dit område

Telefonsupport

On-line support

Livslangt medlemskab

Youtubes videoer:

Bedste venner.

Hvad er jagt – eksamensprojekt

My Own little Family

Er en ildsjæl og aldrig bange for nye udfordringer

dec 5, 2016 | Aktuelt, FSD-Nyt, Stammen og arbejdslivet

Ole Hartung, 48 år bor i Morud på Fyn, er gift med Dorthe og er far til Frederik, Mathias og Sebastian. Både Dorthe og Ole er bankuddannet, men Ole arbejder i dag hos et leasingselskab. Ole stammer mere eller mindre hver dag, men har aldrig ladet sig hæmme af det. Han giver sig nemlig gerne udfordringer. Både når der skal holdes taler, eller når han på anden måde involverer sig i forskellige projekter, som bl.a. Morud Idrætsforening har haft glæde af.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

Ole Hartung er i Morud kendt som ildsjælen, som gerne er med til at tage initiativ, til forskellige projekter, der kan give en god indtægt til idrætsforeningen. I år var han en af initiativtagerne til: ”Den store Klassefest”, hvor der samledes 500 tidligere elever på Havrehedskolen. Dette medførte et frugtbart samarbejde med skolens ledelse, lærere og de større elever, som hjalp med mange af de praktiske opgaver. Bl.a. aftenens fest, hvor der skulle serveres, og baren skulle passes. ”Den store Klassefest” gav også et overskud til Morud Idrætsforening, på 90.000 kroner, en forening som Ole har været hovedformand for. Han virker nu som sekretær i Langesøhallens bestyrelse. Det lokale idrætscenter, hvor han det sidste år har været med til at skabe en større udvidelse, vil i 2017 blive udvidet med både et inden- og udendørs fittnesscenter. Ligesom der bliver et helt nyt cafeteria.

I 2017 er han også, endnu engang, leder af byens Cykelsponsorløb, der sidste gang gav et overskud på 538.000 kroner, hvilket gav midler til et lysanlæg på det nye kunstgræsanlæg, der blev etableret ved Langesøhallen. Ole Hartung har det bedst, hvis han føler, at han er med til at gøre en forskel. Han er et meget aktivt menneske, der gerne virker som fodbolddommer og også gerne tager en tur på racercyklen. Hans tre drenge, Frederik, Mathias og Sebastian dyrker også alle forskelligt sport, og ved indgangen til deres bolig, er det tydeligt, at hele familien ikke er bange for at tage en tur på cyklen.

Er sønderjyde

Ole Hartung er fra Jels i Sønderjylland. Han har fra helt lille stammet, der dog ikke hæmmede ham meget, for Ole var i skolen god til fodbold og andet sport, og havde derfor ikke svært ved at klare sig blandt kammeraterne.

– Selvfølgelig kunne det være irriterende, hvis jeg sad fast i ordene eller nogen gang havde svært ved at tale, men det gjorde ikke, at jeg følte mig udenfor. Det gik da også udmærket i skolen, og efter folkeskolen valgte jeg bankuddannelsen, hvor jeg også mødte Dorthe. Jeg havde lyst til nye udfordringer og vi flyttede i 2001 til København. Den gang var der ikke noget, der hed Netbank, og vi holdt meget af den daglige kundekontakt, hvor kunderne selvfølgelig ikke kunne undgå at høre, at jeg ind imellem stammede. Selvfølgelig kunne det nogen gange føles lidt irriterende, men det gav ikke noget dårligt forhold til kunderne. Ingen tvivl om, at det var væsentligt, at kunderne kunne få en god rådgivning, og at vi fik en tæt kontakt til mange kunder. Da vi besluttede at flytte til Fyn, varmede det meget, at mange af kunderne kom forbi banken med afskedsgaver og pæne ord med på vejen, fortæller Ole Hartung.

Flyttede til Fyn

– Vi flyttede til Morud i 1997, hvor vi byggede hus i Tokkerodparken, som vi stadig bor i. Her har vi fået vores tre drenge, og fået opbygget et godt netværk. Vi er begge meget interesseret i at være synlige og gøre en indsats i det lokale foreningsliv, og Dorthe har de sidste år involveret sig i skolebestyrelsen på Havrehedskolen.

I årene 2001 – 05 var jeg med i kommunalbestyrelsen i Søndersø. Det blev nogle spændende år, men jeg har nu valgt kun at bruge kræfterne i det lokale foreningsarbejde. Der skal også være tid til at virke som fodbolddommer, og jeg holder meget af at få cyklet med kammerater.

Mit råd til andre der stammer er; at man ikke skal holde sig tilbage, men gerne engagere sig på forskellig vis. Det giver et tæt forhold til andre mennesker, der herved heller ikke tænker nærmere over, at man stammer, slutter Ole Hartung.

Familien Hartung. Fra venstre: Ole, Mathias, Frederik (bagerst), Sebastian og Dorthe.

Ole Hartung holder meget af en god tur på racercyklen.

Som løbsleder er det en selvfølge, at Ole Hartung er speaker og konferencier ved Cykelsponsorløbet. Foto: Erling Jensen, Blæsbjerghus.

Ole Hartung er nok løbsleder, men deltager som en selvfølge også i Cykelsponsorløbet. Foto: Erling Jensen, Blæsbjerghus.

Michelle blev smidt ud af frisøruddannelsen

dec 2, 2016 | Aktuelt, FSD-Nyt, Stammen og arbejdslivet

Midtvejs i frisøruddannelsen lykkedes det ikke for Michelle Kristensen at skaffe sig en praktikplads. Hun blev smidt ud af uddannelsen, da det medførte ekstra udgifter for skolen, når praktikken skulle foregå på skolen, der desværre også vurderede, at Michelles stammen var et problem!

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

– Naturligvis blev jeg meget ked af, at skolen var indstillet på at smide mig ud af uddannelsen. Jeg var jo glad for det kommende frisørarbejde, og det var jo ikke kun mig, der syntes, at det kan være svært at finde en praktikplads. En medstuderende blev også smidt ud, og hun havde desværre ikke overskuddet eller muligheden for at gøre noget ved det, så hun kom ikke i gang igen med uddannelsen, fortæller Michelle, der i dag er 25 år. Hun kan nu glæde sig over at være ansat i den landsdækkende frisørkæde ”Frisør hos Peter”, der bl.a. har en salon i Horsens.

At Michelle Kristensen blev genoptaget på AARHUS TECH skyldes, at hendes forældre, Conni og Jens Kristensen ikke gav op, men fik et møde med skolen. – Vi fik en samtale med studievejlederen, og noget overraskende fik vi på skrift, at skolen vurderede, at det var et problem, at Michelle stammer, fortæller Jens Kristensen, der nu blev meget motiveret for at gøre noget ved det. Jens Kristensen kontaktede Hermann Christmann, der var formand for Stammeforeningen i Danmark og er kendt for at være inde i alle paragraffer vedrørende stammen. I løbet af nogle dage modtog AARHUS TECH et brev, hvor Hermann Christmann dokumenterede, at skolen ikke midtvejs i uddannelsen kunne annullere aftalen og slet ikke fordi, at Michelle stammede. AARHUS TECH vidste jo, da Michelle søgte ind på uddannelsen, at hun stammede, og derfor ville det være kontraktbrud, at smide Michelle ud af uddannelsen. Resultatet blev, at Michelle kunne fortsætte sin uddannelse, og hun kunne afslutte sin uddannelse som frisør.

Stammede fra det første ord

Hverken Jens eller Conni stammer. De var derfor opmærksomme, da Michelle stammede allerede, som helt lille – ja hun stammede, da hun skulle sige de første ord. Det var derfor naturligt, at der allerede i vuggestuen, og senere i børnehaven, kom stammeundervisning i gang. Dette blev naturligvis forsat i folkeskolen.

– Der er ikke nogen af vore andre børn, der stammer, og vi har altid været meget motiverede for, at kunne give Michelle den bedst mulige hjælp. Derfor tog vi også kontakt til Stammeforeningen, hvor jeg hurtigt kom med i gruppen, der arrangerede Thurøtræffene for børn op til 13 år. De sidste mange år, har jeg sammen med Bettina Pedersen, haft ansvaret for Bornholmertræffet, for unge i alderen 14-18 år. Det har også været naturligt, at være med i bestyrelsesarbejdet. Både min kone og jeg synes, at det er væsentligt, at vi bakker op om de forskellige aktiviteter, som Stammeforeningen står for. At stamme kan være et problem, men når man først har lært et menneske at kende, der stammer, er det jo ikke noget problem. Man tænker så ikke over stammen, men får et naturligt og godt forhold til det pågældende menneske, lyder det fra Jens Kristensen.

Michelle holder meget at at lave hårpleje .

Ikke noget problem at stamme

Michelle stammer selvfølgelig flere gange i løbet af en arbejdsdag. Både når hun taler med kunderne, og når hun tager imod bestillinger i telefonen. Men hun synes ikke, at det er noget problem. – Mine faste kunder kender mig jo og giver udtryk for, at de efterhånden slet ikke tænker på, at jeg stammer. Væsentligt er jo også, at kunderne synes, at jeg er en dygtig frisør, der er god til at klippe og lave hårpleje. Så er stammen noget sekundært, og jeg er altid glad for at være på arbejde, hvor jeg ikke stammer så meget, som når jeg er hjemme sammen min kæreste, Anders eller min familie. Jeg tror det skyldes, at jeg slapper af, da jeg ikke behøver at skjule min stammen, fortæller Michelle.

Da Michelle blev færdig med frisøruddannelsen som 21 årig, prøvede hun i nogle år at arbejde som pædagogmedhjælper. Et arbejde som hun holdt af, men hun havde mere lyst til at arbejde som frisør igen, og er meget glad over, at være ansat hos: ”Frisør hos Peter”. – Min chef holder til på Sjælland, og han har fuld tillid til, at vi to frisører kan arbejde sammen og være med til at udvikle salonen til en af de attraktive frisørsaloner i Horsens, lyder det fra Michelle Kristensen.

Råd til børn og unge der stammer:

Tro på jer selv og hold jer ikke tilbage. Deltag i stammeundervisning i skolen og søg kontakt til Stammeforeningen og deltag i de forskellige træf. Jeg har selv kun gode erfaringer og minder om turene til Thurø, der var for børn indtil 13 år, og Bornholmertræffet for 14-18 årige unge har altid været årets sommerferie. En uge som jeg har set frem til. For det gode samvær med de andre unge, og naturligvis også, at min far, min bror Michael og jeg har været med til at arrangere de forskellige træf, lyder rådene fra Michelle.

Forældrene kan også få mange gode oplevelser ved at melde sig ind i Stammeforeningen og deltage i træf og her få nogle gode oplevelser, lyder det fra Jens Kristensen, der som 46 årig stadig spiller fodbold og humpede noget rundt, da vi talte sammen. Træningen aftenen før havde givet nogle knubs, men ikke mere end, at han snart er klar igen.

Det er helt i orden ikke at være god til det hele

dec 1, 2016 | Aktuelt, Børn og unge og stammen, FSD-Nyt

En glad Emil med blomster og studenterhuen på, lige efter dimensionen.

Af Emil Bækkedahl.

I skrivende stund sidder jeg i min lejlighed i Aalborg. Jeg er i år begyndt at læse datalogi på Aalborg Universitet, og det har været lidt af en omvæltning, at flytte hjemmefra og starte på et nyt studie, med en masse nye mennesker. Jeg burde egentlig gøre klar til min eksamen i morgen, men i min mundtlige forberedelse tænkte jeg pludselig tilbage på mit liv. Jeg har godt nok ikke levet så meget af det endnu — jeg er jo kun 19 år gammel — men da jeg nu er på vej ud af en af de sværeste tider som stammer, teenageårene, vil jeg tillade mig at reflektere lidt.

Stammer fra begyndelsen

Jeg har stammet lige så længe jeg kan huske, og jeg er ikke den første af slagsen i min familie. Både min bror, mor og bedstefar har stammet regelmæssigt tidligere i deres liv, så det har været et emne, vi har været meget åbne om og gode til at takle. Jeg begyndte først at se min stammen som et reelt problem i sjette-syvende klasse. På min daværende skole begyndte vi, på dette klassetrin, at arbejde individuelt og projektorienteret, hvilket naturligvis også betød mundtlig fremlæggelse foran hele klassetrinnet. Min debut med dette var, hvis jeg selv skulle sige det, ganske god. Med en masse roser og gode ord fra lærere og elever. Jeg var tilfreds. Dette skulle dog vise sig at være et dårligt eksempel på, hvad der skulle ske fremover.

Ikke mange måneder senere stod jeg i samme situation, og følte mig klar. Jeg er nemlig så heldig, at jeg ikke bliver for nervøs, inden jeg skal præstere, og det var jeg heller ikke denne gang. Jeg har altid gjort meget for at kende mit stof ud og ind, så her har jeg sjældent noget at være nervøs for. Det blev min tur, og jeg stillede mig op foran tavlen, kiggede ud over mine skolekammerater, klassekammerater, bedste venner og lærere. Jeg begynder at tale. Jeg stammede selvfølgelig — det gjorde jeg også sidst. Men så sker det: Sætninger som “det går godt nok ikke særlig godt det her, Emil”, “du stammer meget lige nu”, “lyder det dumt?” og lignende dukker op i mit hoved. Jeg kom nu til en stammers mareridt: oplæsning. Her kan der som bekendt ikke snydes, og det skulle vise sig at være her, det gik fuldstændig galt for mig. Jeg stammede, som jeg aldrig har gjort før — eller sådan føltes det i hvert fald — og til sidst kunne jeg ikke holde til mere. Det gjorde ondt både fysisk og psykisk, og jeg brød sammen. Tudbrølede med hovedet i hænderne foran hele klassetrinnet, og der blev ikke sagt et ord blandt publikum — ikke ét. Jeg fik forvildet mig ud af lokalet, uden at kunne få styr på min reaktion, efterfulgt af min klasselærer. Jeg var total færdig, og selv den dag i dag kan jeg sige, at det var den værste dag i mit liv. Min klasselærer placerede mig på en bænk og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne mærke, at hun var lige så forvirret og overrasket som jeg. Vi snakkede lidt, men hun fik til sidst ringet hjem, og jeg blev kort efter hentet.

Dette var blot begyndelsen på de år, der skulle blive de sværeste i mit liv, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste stammer, der har haft en lignende oplevelse. Hændelserne gentog sig gang på gang de næste par år. Hvert forsøg på at gennemføre en fremlæggelse mislykkedes. Men hvorfor begyndte dette at ske? Inden jeg gik op foran tavlen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle bukke under på den måde. Om man stammer eller ej, så tænker man som 13-14-årig dreng enormt meget over, hvordan man fremstår over for andre mennesker. De overfladiske signaler man sender ud skal gerne være så gode som muligt, og man vil gerne fremstå som den smarte og den seje, der er god til at præstere. Jeg følte mig i hvert fald hverken smart eller sej, når jeg stod der – tværtimod følte jeg mig næsten til grin, selvom jeg ved, at jeg selv hører min stammen væsentlig mere end andre. Lytteren er jo som bekendt mest af alt ligeglad. Det er dog nogle tanker, der er svære at få styr på, når hormonerne suser rundt i kroppen i den tidlige teenagealder.

Taleundervisning

Talepædagog er et sted vi næsten alle sammen har været som stammer. Første gang jeg gik til talepædagog var i anden-tredje klasse, og jeg har siden da været der af flere gange – både i form af én-til-én-undervisning, men også i stamme grupper. Sidstnævnte er ikke noget, jeg i dag ser det store faglige udbytte af, men pointen med en sådan gruppe er naturligvis at opdage, at man ikke er den eneste, der stammer, og det har en særlig stor betydning, når man er mindre. Når jeg derimod sad alene sammen med en talepædagog, var der mere fokus på teknikker og det at lade sig selv stamme, uden at skjule det. Her følte jeg en væsentlig fremgang, men lige meget hjalp det, når jeg stod i fremlæggelsessituationen igen. Jeg kan forestille mig, at det er noget, de fleste stammere kan nikke genkendende til.

Vigtigheden af en interesse

Jeg har spillet musik i mange år, og i niende klasse begyndte jeg på en efterskole med fokus på netop dette. Det var fantastisk, at få lov til at omgive sig med mennesker, der delte den samme interesse. Musikken — uanset om jeg har lyttet eller spillet — har altid fyldt meget hos mig og fungerer som et sted, jeg søger hen, hvis jeg har en dårlig dag. Jeg tror på, at det er super vigtigt at have sådan et sted: En interesse, der først og fremmest bringer en glæde, men også en interesse man kan have helt for sig selv. En anden side er, at musikken har fungeret som et kommunikationsmiddel, der har været med til at skabe mit sociale netværk. På efterskolen bliver man tætte med nogle mennesker, men selv de kammerater, jeg i dag har allermest kontakt med, har jeg aldrig talt med omkring min stammen. Det skal ikke forstås som en dårlig ting, da det lige netop er på grund af vores fælles interesse, at jeg, såvel som de andre, ikke har set det som en nødvendighed. De lange aftener i øvelokalet og studiet, hvor man forbindes med andre mennesker uden at snakke har givet mig et enormt socialt boost.

Men det var selvfølgelig ikke helt let at starte på en ny skole. Særligt med de oplevelser jeg havde med i bagagen, var jeg nærmest bange for at møde alle de nye mennesker. Derfor gik jeg til psykolog nogle gange op til skolestart. Her oplevede jeg en helt anderledes tilgang til at arbejde med stammen en jeg havde oplevet hos talepædagogen i min skoletid. Her var ingen teknikker og frivillig stammen, men i stedet fokus på det sociale aspekt og ikke mindst selvsikkerhed, som er et begreb jeg vil vende tilbage til senere.

Noget andet, der skete for mig på efterskolen, var, at jeg fik en kæreste, og det var da om noget, det sidste jeg havde regnet med skulle ske for mig! Mit værste mareridt var at tale med en af modsatte køn, hvis jeg ovenikøbet skulle forsøge at gøre et særligt godt indtryk. Men kærlighed kommer, når man mindst venter det, og meget få ting virker som en barriere, når man er forelsket. Magen til støtte og ikke mindst interesse har jeg aldrig oplevet før. Det gav mig en meget større selvtillid, at have fundet en kæreste, der ydermere virkelig hjalp mig, bakkede mig op og interesserede sig for min stammen. Det satte virkelig spark i min personlige udvikling med min stammen.

Jeg er i hele min skoletid – fra folkeskolen, og op gennem gymnasiet – blevet modtaget af lærere, der har kunne se fuldstændig gennem min stammen. Det gjaldt også efterskolen, hvor jeg for første gang skulle opleve at gå til en rigtig eksamen, men det blev alligevel en hård omgang, og jeg brød sammen under både mundtlig dansk og engelsk. Jeg bestod dog og endda med ganske fine karaktere. Jeg har dog altid haft det sådan, at jeg bedømmer min præstation ud fra, hvordan jeg selv føler den var. Derfor har en god karakter aldrig kunne gøre mig tilfreds, og jeg følte også et kæmpe nederlag af eksamenerne på trods af de gode resultater.

Musik betyder meget for Emil.

Det bevidste fravalg

Næste trin i mit liv var en gymnasial uddannelse. For mit vedkommende betød dette HTX, hvilket først og fremmest, baserede sig på min interesse i naturvidenskab og projektarbejde. På den anden side lå der også et aktivt fravalg af den traditionelle studentereksamen, der indeholder mange mundtlige fag, og derved også alt for meget mundtlig aktivitet. Det jeg mener er; at det er okay at have svage sider. Vi bliver som stammere ofte forsøgt overbevist om, at man ikke skal lade sin stammen styre sine valg, og det er jeg naturligvis enig i. Selvfølgelig skal man lære at acceptere sin stammen, men ligesom nogle ikke er stærke til matematik eller sport, så bliver man som stammer nødt til at acceptere, at det mundtlige ikke er ens stærke side, og at det er okay. Det skal selvfølgelig være på en rationel måde, der ikke holder dig fra at tage telefonen eller spørge om hjælp, hvis man har brug for det. Erkendelsen af stammen som en svag side af mig, har virkelig været med til at sætte gang i min udvikling.

Min største frygt på HTX var eksamenerne. At skulle sidde foran to fuldvoksne mennesker og forklare det, de har forsøgt at lære en, var forfærdeligt. Særligt fordi jeg har styr på mit stof, og gerne vil vise hvad jeg kan. Ligeså snart jeg forstillede mig en eksamen, blev jeg mindet om mine tidligere oplevelser. Den første eksamen, jeg skulle til, var mundtlig engelsk, og det betragtede jeg som mit værste mareridt. Da eksamensplanen blev offentliggjort, brød jeg næsten sammen. Mundtlig engelsk var for mig, som stammer, den værst tænkelige eksamen. Jeg har svært nok ved at tale mit eget sprog, så yderligere at bruge energi på at tale et andet var skrækkeligt. Men dagen kom jo, og jeg trådte ind i lokalet, hilste på eksaminator samt censor, og så gik det ellers bare i gang. Fra første sekund gik det amok. Jeg blokerede gentagende gange i hver sætning — hårde blokeringer, der ikke kan gøres noget ved. Det var værre end nogensinde, men så sker der noget, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg blev ved. I stedet for at bukke under, lod jeg mig selv stamme og fik sagt hvert eneste ord, jeg havde planlagt. Ingen svinkeærinder, synonymer, og hvad jeg ellers tidligere har kunnet finde på. Jeg var ligeglad med, hvor meget jeg stammede. Undervejs spurgte jeg, om jeg måtte have lov til at stå op. Det måtte jeg selvfølgelig, og eksaminator og censor rejste sig sammen med mig, og der blev hurtig skabt en mere afslappet stemning i lokalet. Min stammen blev ikke nødvendigvis mindre, men da jeg ikke længere forsøgte at skjule noget, følte jeg også at de andre i lokalet respekterede og forstod min situation bedre.

På gymnasiet begyndte jeg også for alvor at benytte at inddrage nogle af de ting havde lært. Jeg føler mig nu god til situationer hvor jeg føler at stammen bliver besværlig – navnlig fremlæggelser og eksamener. Jeg er stor tilhænger af de konkrete, systematiske og logiske opbygninger samt figurer – så det at kunne få lov til at forklare sit stof, mens man peger på en graf eller tegner en sammenhæng på tavlen, blev noget, jeg hyppigt gjorde. Til sidst var det intet problem for mig at gå op til tavlen og forklare et matematisk bevis eller regne en fysikopgave, fordi jeg havde tavlen og tuschen at støtte mig til. Som en tilføjelse kan jeg sige til dem, der har det på samme måde som mig: Det er også tilladt til eksamen. Jeg endte med at stå foran tavlen og tegne og fortælle til mange eksamener.

Tre år senere bestod jeg HTX med et snit, jeg er mere end tilfreds med, taget mine forventninger i betragtning, og nu sidder jeg så her. Flyttet langt hjemmefra, hvor der ikke er nogen kære mor. Jeg tager alle de telefonopkald, der byder sig; siger mere end ”hej” til ekspedienten i Fakta; og indleder samtaler med mennesker, jeg aldrig har mødt før.

Selvsikkerhed – min vej ud af problemerne

For mig har selvsikkerhed været det største værktøj, til at komme gennem de hårde tider og ud på den anden side, som et andet menneske. Det omhandler ikke kun at acceptere sin stammen. Som bekendt er selvsikkerhed noget, stammen slår særligt hårdt ned på, når vi kommer ud for ubehagelige situationer, eller hvis vi lader stammen forhindre os i en opgave. En ting, jeg har fundet ud af fungerer perfekt, på mit forhold til min stammen, er følgende: Gør dit bedste, og få så meget som muligt ud af alt det, der ikke involverer din stammen. Lav dine lektier, gør mest muligt ud af dine afleveringer, dyrk en hobby, sæt mål, søg ny viden og generelt gør de ting, der gør dig glad. Hermed kan man opbygge en selvsikkerhed. Man får det automatisk bedre med sig selv, hvis man ved, at man er god til noget. Det samme gælder fremskridt: Hvis du dyrker en hobby eller et håndværk, hvor du bliver bedre og bedre, resulterer det i mere selvtillid. Det er så vigtigt at holde sig selv tilfreds. Stammen kan slå så hårdt ned på din selvtilfredshed, at det kan være svært at se igennem, men hvis du får gode resultater i de andre ting du foretager dig, holder du din selvtillid i vejret — meget vigtigt!