Sidse Tind Ahrenfeldt

Arbejder som kirkesanger i Thorning Kirke og er forsanger i et band

 

Sidse Tind Ahrenfeldt, 23 år har stammet lige så længe, at hun kan huske, men det har ikke været en hindring for at klare sig.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Næsten hver søndag arbejder Sidse som kirkesanger og korleder i Thorning Kirke, hvor det også er hendes arbejde at læse indgangsbønnen og udgangsbønnen ved gudstjenesterne. Det har ikke haft nogen betydning, at hun stammer, da det er en del af arbejdet i kirken, at der på vegne af menigheden skal bedes. Hun har herved ikke blokeringer eller laver forlængelser, som ellers kan give hende en del udfordringer.

– Jeg har arbejdet som kirkesanger i fire år. Kommer fra en kristen familie og har altid været glad for at synge og er fortrolig med salmerne, så det har på alle måder været godt at arbejde som kirkesanger.

Sangen fylder bestemt meget i Sidses liv. Ud over arbejdet som kirkesanger er hun forsanger i et band, der bl.a. underholder ved bryllupper, sølvbryllupper etc. Ind i mellem skal hun præsentere de forskellige sange, der heller ikke giver problemer med stammen.

Sidse holder meget af at være kirkesanger i Thorning Kirke

– Faktisk har der været stor forskel på, hvor meget jeg har stammet. I nogle perioder glemte jeg som barn helt, at den var der, men specielt ved fremlæggelser på fremmed sprog, kunne der være store problemer. Jeg prøvede at udskifte talen med andre ord, der kunne give mig helt ondt i hovedet. Det har altid været nemmere på dansk, og jeg har da også planer om, at jeg skal have linjefag i dansk og musik, når jeg i år starter på lærerseminariet,

Når det er sagt, har det svinget meget igennem årene, hvor synlig min stammen har været, og tilmed hvor meget den har fyldt for mig mentalt. Når den fylder meget mentalt, medfører det desværre, at jeg kan ryge ind i en ond cirkel, hvor den så bare får lov at fylde endnu mere – fordi jeg frygter den og tænker på den, fortæller Sidse.

– Jeg har lige været inde i periode, hvor jeg har haft det skidt, og er det nok lidt stadigvæk. Aldrig før har jeg stammet så meget før i mit liv. Så jeg gætter selv på, at det mentale spiller væsentligt ind igen, fordi jeg formentlig står lidt på tærsklen til at træde ud i noget nyt og finde mig selv på ny. Jeg kunne gå en hel dag og lade være med at tale, bare fordi jeg vidste, hvor hård en kamp det ville være at forsøge. Jeg frygtede for min fremtid, mine muligheder, mit velbefindende, mine sociale kompetencer osv. Det var virkelig hårdt.

Jeg kontaktede IKH (Institut for Kommunikation og Handicap – Aarhus) for at få hjælp af en logopæd igen (jeg har snakket med logopæder flere gange gennem årene), men så kom coronaen og lukkede landet ned, og min tid måtte udskydes flere måneder. Da jeg så endelig fik en tid, blev jeg uendelig glad. For jeg var SÅ klar til at arbejde med det og få det til at fylde mindre igen, så jeg kunne træde over tærsklen, uden min stammen skulle føre an på min vej.

Allerede den første gang jeg var der, foreslog min logopæd (Hannah Wibe Nielsen), at jeg skulle snakke med en psykolog, der også er tilknyttet instituttet. Og hele den kombination – at snakke med en psykolog og med Hannah – har virkelig sat noget godt i gang hos mig. Godt nok skal jeg kæmpe for det. Arbejde hårdt og intenst. Miste fodfæstet. Og prøve igen. Men jeg er på vej.

Marts, april og maj var det bare slemt med stammen. Der har været samtaler med Hannah og psykologen hver fjortende dag. Det er mest samtaler, men jeg træner også teknikker sammen med Hannah.

Sidse kan lide at lave koncerter

Musikken hjælper

– Jeg er musiker, og har altid skrevet mange sange. Det har altid faldet mig mere end naturligt at skrive sange om de ting, som bragte større følelser i kog. Jeg har lidt en ting med at gå og skrive noter til sange, mens jeg “er i” en svær tid eller går med noget i tankerne, der fylder. Når jeg så er kommet lidt længere i min proces i det emne, dukker sangen pludselig op. Den får liv, den får et håb, som den ikke ville have fået, hvis jeg skrev den, da jeg “var i det”, og den vil mig noget godt.

Her for et par måneder siden var det som sagt virkelig slemt med min stammen. Den fyldte alt i mit hoved, og den gjorde mig deprimeret og ked af det. Jeg kunne gå en hel dag og lade være med at tale, bare fordi jeg vidste, hvor hård en kamp det ville være at forsøge. Det var virkelig hårdt – og her skrev jeg de første noter.

Og så kom sangen pludselig. Den hedder “Uden Ord”, og da jeg spillede den for Hannah, snakkede vi om, at den muligvis kunne give et eller andet til andre også. En hjælp eller forståelse – for enten andre stammere eller for pårørende. Hun opfordrede mig bl.a. til at kontakte Stammeforeningen.

Min egen mor fortalte mig, da jeg spillede den for hende, at hun blev overrasket og ramt. Fordi hun egentlig troede, hun vidste rigtig meget om, hvordan jeg havde det med min stammen, og hvordan det var at stamme. Men da hun hørte den, fik hun en helt anden fornemmelse af det, og det ramte hende. Hun sagde, at hvis hun eksempelvis havde hørt sådan en sang på et forældrekursus til stammere, ville hun forstå meget mere.

Hos mig opstod der bare et pludseligt, og måske naivt håb om at kunne hjælpe andre med sangen og derfor vil jeg gerne dele den med andre, hvis der er nogen, der kan bruge den.

Link til sang: https://www.youtube.com/watch?v=bwtgNNT9hWY

Ud over at spille klaver og synge er Sidse vild med at strikke og være sammen med andre. Hun er meget social. Hun løber også gerne og løber tre gange i ugen.

 

Teksten til sangen:

Uden ord

 1. Som én af livets mange nuancer

lyser den op i skiftende farver.

Sommetider kun i skyggeform,

andre gange uendelig enorm.

 

2. Den vil altid være lige bag mig

med på min valgte vej.

Jeg ved, jeg evner talens kunst,

og at ord kan komme hele ud af min mund.

 

Men når

hvert et ord er en lydløs kamp

blokerede luftveje og hjertebank

så ønskes en evig følgesvend et vist sted hen

men jeg kan kun prøve igen

 

3. Når den optræder i skyggeform,

er den nem at komme udenom.

Og mange gange ser du ikk’,

at den følger mig og bidrager sit.

 

4. Når mine ord ikke vil frem,

og tanker skriger i stilhedens larm,

og andre veje ender blindt,

ved jeg, hvad der skal til – selvom det ikke er nemt!

 

For når

hvert et ord er en lydløs kamp

blokerede luftveje og hjertebank

så ønskes en evig følgesvend et vist sted hen

men jeg kan kun prøve igen

Tekst og musik: Sidse Tind Ahrenfeldt, juni 2020

Sidse Tind Ahrenfeldt

Generalforsamlingen 2020

Bettina Pedersen ny formand for Stammeforeningen

 

Efter at have været næstformand i en årrække og leder af foreningens Træf er Bettina Pedersen ny formand. 

Tekst og fotos: redaktør Erling Jensen.                                                                 16. august 2020 

Helt usædvanligt, og for første gang i Stammeforeningens historie, blev den ordinære generalforsamling afholdt i august måned, og ikke i april eller maj, som vedtægterne foreskriver. Generalforsamlingen skulle have været afholdt sidst i april, men lukningen af landet som følge af corona-pandemien tvang bestyrelsen til at udskyde generalforsamlingen indtil det igen blev tilladt at afholde større forsamlinger. 

Hidtil har det været et krav, at formanden for Stammeforeningen skal være stammer. Denne bestemmelse blev enstemmigt fjernet fra vedtægterne på generalforsamlingen den 15. august 2020 i Aalborg. Dermed er vejen banet for, at man kan blive formand uanset om man stammer eller ej.

Hermann Christmann

Den mangeårige store ildsjæl og store arbejdskraft, Hermann Christmann, syntes, at det var på tide at holde som formand, men det betyder ikke, at han nu holder helt op med arbejdet i Stammeforeningen. Sammen med Torben Møller Jensen og Per Knudsen har han ansvaret for foreningens efteruddannelse af talepædagoger og logopæder. En meget vellykket aktivitet som Stammeforeningen gennem nogle år har arrangeret sammen med Logopædisk Forum, Audiologopædisk forening og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder.  

Stig Holstein Bach

På generalforsamlingen blev Jens Kristensen genvalgt til bestyrelsen. Stig Holstein Bach, 30 år, blev nyvalgt. Han har i fem år været med til at arrangere Ungdomstræffet Kr. himmelfartsdag og er fra i år også med til at arrangere Bornholmertræffet. Martin Olsen var opstillet til bestyrelsen, men har af arbejdsmæssige årsager måtte opgive sit kandidatur. Da der således kun var opstillet to bestyrelseskandidater, kom bestyrelsen til at mangle et medlem, og derfor indtræder suppleanten, Erling Jensen, som i øvrigt også er foreningens redaktør, i bestyrelsen.

Logopæd Marc Egede fra Haderslev var dirigent ved generalforsamlingen.

Deltagerne i generalforsamlingen

De 10 deltagere udgjorde sandt at sige ikke nogen stor deltagerskare ved generalforsamlingen. Coronaen har sin store andel i det talmæssigt lave fremmøde.

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede den nyvalgte bestyrelse sig med Bettina Pedersen som formand. Bettina har i over 20 år været meget engageret i Stammeforeningen. Både hendes mand Thim og en af hendes sønner, Martin, stammer, og Bettina valgte derfor for over 20 år siden at engagere sig i arbejdet i Stammeforeningen. Med stor energi har hun i 19 år været leder af Bornholmertræffet. Læs også her om årets Bornholmertræf, der er Stammeforeningens store event.

Den nyvalgte Formand, Bettina Pedersen.

Bornholm2020

Bornholmertræffet havde i år 18 deltagere. Det blev en meget vellykket uge med en masse gode oplevelser

 

Josephine Strægaard, 16 år, og Emil Nielsen, 14 år var blandt deltagerne. Samværet med de andre deltagere har givet mange gode venner. Det blev en uge med bl.a. kørsel i Gokart og en tur i en svævebane, og både Josephine og Emil deltager gerne næste år.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen                                   16. august 2020

– Træffet foregik fra 28. juni til den 5. juli. Min mor og papfar kørte mig fra Kværndrup på Fyn til Københavns Banegård. Herfra kørte vi med bus til Ystad og fik en masse snak undervejs, inden vi kom til ”Klippen”, der er en stor spejderhytte ved Tejn på Bornholm. Jeg havde glædet mig meget til træffet, for det er simpelthen blevet årets gode sommerferie med samværet med de andre unge og de mange forskellige aktiviteter. Jeg er specielt begejstret for at køre gokart, hvor vi på langsiden kommer op på en fart på godt 70 km i timen. Det er virkelig sejt, fortæller Josephine.

Man kan virkelig få fart på langsiden af gocartbanen.

Formålet med træffet er at give den enkelte mere selvtillid og selvværd gennem en række forskellige aktiviteter i den Bornholmske natur, fortæller Bettina Pedersen. Hun har i en årrække været næstformand og blev på det konstituerede bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen den 15. august valgt som ny formand.  I 19 år har Bornholmertræffet været en stor del af hendes liv. Hun bor på Bornholm sammen med sin mand Thim, der som webmaster for Stammeforeningens hjemmeside også er meget involveret i foreningen. Bettina stammer ikke, men da både Thim og sønnen Martin stammer, var det naturligt for Bettina i sin tid at involvere sig i Stammeforeningen.

Jens Kristensen, der er bestyrelsesmedlem, har været medarrangør i 15 år. Sebastian Ladegaard, også bestyrelsesmedlem, er 27 år. Han har været med til at arrangere træf i fire år, og var deltager alle fem år, fra han var fra 14 til 18 år gammel.

Bettinas søn Martin har været med i ledergruppen i tre år, og Jens´ søn Michael i fem år. I år er Stig Holstein Bach, 30 år og fra Odder, også med i ledergruppen. Han har været med til at arrangere Ungdomstræffene Kr. himmelfartsdag i fem år. Han blev på generalforsamlingen den 15. august nyvalgt til bestyrelsen og vil gerne involvere sig mere i Stammeforeningens arbejde.

Michael overrækker præmier til vinderne af minigolf dysten 1. Jens 2. Mathias 3. Bettina og Stig

Det glæder Bettina og Jens, at der er kommet flere unge med i ledergruppen. -Vi synes, at det er sjovt at arrangere træffene, men de unge er med til at forny programmet, og det er godt, at Bornholmertræffet ikke kun er afhængigt af os ældre, lyder det fra Bettina og Jens.

På træffet delte Josephine værelse med Kathrine, som deltog for andet år, og Emma, som var med for fjerde gang. De 15 drenge boede i tre værelser med fem i hvert. Bl.a.  boede den fjortenårige Emil Nielsen sammen med Henning, Jeppe, Mathias og Tobias. Emil deltog for første gang og fortæller, at det har været en virkelig god oplevelse, og han vil også gerne deltage i træffet næste år, hvis det passer sammen med familiens øvrige ferieplaner.

Josephine, Alexander, Alexander, Sebastian og Alfred der bygger “tømmerflåde”

 

En uge med sjove oplevelser

– På forhånd ved de unge ikke, hvad der sker i løbet af ugen. Men vi informerer dog altid aftenen før, hvad der sker den næste dag, fortæller Bettina Pedersen. Der var dog en enkelt undtagelse, for en nat blev de unge vækket klokken halv et. Man skulle på natløb. Det var et løb, hvor vi deltog i hold og skulle løse forskellige opgaver undervejs, fortæller Emil.

De unge på Bornholmertræffet kan se tilbage på en uge med både Teambuilding-aktiviteter og ture i den bornholmske natur.

Ud over kørsel i gokart prøvede de unge også at køre med en svævebane på hele 290 meter. Aktiviteterne skal hvert år komme som en overraskelse for deltagerne, så vi oplyser ikke mere, men både Josephine og Emil siger, at det hele var enormt sjovt.  Dog skal fortælles, at Josephine, ligesom Emil synes, at kørslen i gokart var det sjoveste. Vi var nok 5-6 stykker samtidig på Gokartbanen, og jeg blev vist nummer 5, lød det fra Emil. Josephine supplerer med, at det var 2 x 12 minutters kørsel pr. hold.

– Vi var inddelt i madhold og skulle bl.a. selv købe ind til dagens middag. Bettina fortalte os i klare vendinger, hvis vores indkøb var for dyre, fortæller Josephine.

De fleste fra årets træf samlet til en tur i båden Thor fra Gudhjem

Josephine bor i Middelfart. Hun fylder 17 år til september og begynder i gymnasiet på den samfundsfaglige linje. Da vi talte sammen i telefonen, havde hun ingen hørbare problemer sin stammen. Hun fortæller, at hun også kan have løbsk tale, når hun er sammen med mange mennesker. Stammen kan også drille ved højtlæsning og fremlæggelser. Hun blev først opmærksom på sin stammen, da hun gik i 1. klasse og lærerne gjorde opmærksom på, at hun stammede. Hun var ikke selv berørt af stammen. Josephine er den eneste i familien, der stammer.
Josephine har tidligere danset meget, men har på grund af børnegigt måtte holde op med det. I stedet går hun til fitness, som er godt, da hun er hypermobil.
Josephine kan rigtig godt lide at være sammen med venner og familie.

Martin bevarer det kølige overblik af en del af holdet.

Emil begynder i 8. klasse efter sommerferien. Han er trilling. Hans to søskende, der hedder Laura og Tobias, har aldrig stammet. Emil mener, at han har stammet lige fra han begyndte at tale. Ved vores telefonsamtale stammede han en del, men var tydeligt ikke hæmmet af den. Han fik sagt, hvad der skulle siges.

Emil er i det hele taget ikke bange for at klare ting på egen hånd. Da han skulle på Bornholmertræffet blev han kørt fra Frederikshavn til Aalborg, hvor han tog Flexbus til København, hvor han sammen med de andre deltagere i træffet skulle køre videre i bus til Ystad.

Lige som sin far er Emil glad for at spille tennis. Han har spillet i 5-6 år og er også blevet tennistræner. Han har fornøjelsen af at træne en gruppe unge fra 6-7 år til 13 år. På spørgsmålet om det var et problem for ham at virke som træner, når han stammer, svarede han, at det var det ikke. Han er ikke nervøs for at tale og får sagt det, der skal siges.

Emil på Tennisbanen Foto: Michael Madsen – Lokalavisen Frederikshavn.

Emil har gået til taleundervisning fra han gik i børnehaveklassen med nogle pauser ind i mellem. Coronaen gjorde, at han begyndte at stamme betydeligt mere, og derfor begyndte han på stammeundervisning hos en talepædagog. På grund af smittefaren ved coroanen, var en del af undervisningen virtuel via skype, hvad Emil ikke syntes var noget problem. Det var talepædagogen, der opfordrede Emil til at tage med på Bornholmertræffet.

Både Josephine og Emil synes, at det har været meget positivt at deltage i Bornholmertræffet. At være sammen med andre unge, der har samme taleproblem, har været følt behageligt. Ja – det har været godt at være sammen med andre, der stammer, lyder det samstemmende.

Hvor Josephine har jævnligt kontakt via Facebook og Intragram til en del af de andre unge, der deltager i Bornholmertræffet, har Emil kontakt via Snapchat.

Både Josephine og Emil ser frem til næste års træf.

Alle deltagerne fra årets træf samlet på Havnen i Gudhjem