Stammeforeningen i Danmark (FSD)

Thomas stammer: Arbejdsgiverne vil ikke ha’ mig

mar 24, 2017 | Aktuelt, Stammen og arbejdslivet

Thomas Sørensen stammer, og det gør det svært for ham at finde job.

Når Thomas Sørensen skal til jobsamtale, oplever han, arbejdsgivere lynhurtigt tænder af på hans talehandicap.

Af Nynne H. Møller, journalist Ekstra Bladet.

For de fleste mennesker kan en jobsamtale være en smule nervepirrende. Men for 30-årige Thomas Sørensen fra Nordjylland, der er uddannet e-konceptudvikler, er jobsamtalen ekstra angstprovokerende. Han stammer nemlig og oplever derfor, at arbejdsgivere lynhurtigt tænder af på hans talehandicap under en jobsamtale.

Derfor skrev han tidligere på ugen et opslag om problematikken på Facebook, som lige nu er blevet delt over 1.700 gange og har fået over 1.000 likes. Mange folk, der også stammer, har skrevet, at de fuldt ud kan genkende Thomas Sørensens situation.

Formålet med opslaget har ifølge Thomas Sørensen været at sætte mere fokus på stammere:

– Jeg ville ønske, at der på arbejdsmarkedet blev skabt fokus på jobsamtaler, når en stammer er inde og ’sælge’ sig selv til et jobinterview. Man kunne måske fokusere mere på en skriftlig jobsamtale eller holde kurser for virksomheder i samarbejde med taleinstitutter, hvor de fik oplysninger om stammen, skriver han til Ekstra Bladet.

Læs hele artiklen på Ekstra Bladets hjemmeside.

Ekspert: Sådan hjælper vi stammere i Odense

mar 22, 2017 | Aktuelt, Stammen og politik

Ina Boisen, stammekonsulent i Odense Kommune. Hun holder her et foredrag om, hvordan mindfulness kan hjælpe folk med taleproblemer.

Odense kommune tilbyder gratis stammebehandling til både børn, unge og voksne

Tekst og foto: Emil Hermann, journalist Lokalavisen Odense.

Børn, unge og voksne i Odense har mulighed for at få gratis hjælp i kommunen, hvis de lider af taleproblemer.
Behandlingerne foregår i kommunikationscenter Odense, der har faste lokaler på Falen på Vesterbro. Huset rummer blandt andet et kompetent stammeteam, der har mange års erfaring med vejledning, undervisning og samtaler.
Ina Boisen er stammekonsulent og har beskæftiget sig med emnet i omkring 11 år. Hun fortæller, at talelidelsen opstår, når dit barn er omkring tre til fem år.
“Det er faktisk meget normalt, at fire til fem procent stammer i den aldersgruppe, men langt de fleste slipper helt af med det igen, når de bliver 10 til 12 år. Hvis det ikke sker, så er der stor sansynlighed for, at dit barn lider af stammen resten af livet i en eller anden form,” fortæller Ina Boisen. 
Hvert år har stammeteamet tilknyttet omkring 90 skoleelever fra kommunens folkeskoler, der modtager forskellige former for behandling.
Individuelle samtaler, kurser med andre stammere og undervisning i taleteknikker er blandt andet på programmet.

“Vores behandlinger kan variere meget, da der ikke er en bruttotype på en stammer. Men noget, der er gældende for både børn, unge og voksne, det er deres tankegang, som kan blive en stor forhindring for dem. Derfor arbejder med vi med den enkeltes selvværd og giver dem redskaber til at løsne op,” påpeger Ina Boisen.

Drømme kan opfyldes
Emil Fredeløkke fortalte i artiklen ovenfor, at han arbejdet hårdt med sig selv for at blive klar til at tale i telefon med fremmede, så han kan varetage sit job i Nordfyns Kommune.
Ina Boisen oplyser, at de fleste stammere – ligesom Emil Fredeløkke – får deres drømme opfyldt, hvis de ikke lader sig styre af talelidelsen.
“Vi ser både skuespillere, politikere og journalister, der har taget kampen op og har fået ønskejobbet,” siger Ina Boisen.

Se artiklen i Lokalavisen Odense.

Det er ikke muligt at skjule sin stammen

mar 6, 2017 | Aktuelt, Stammen og arbejdslivet

I alt for mange år gjorde jeg alt for at skjule min stammen. Det lykkedes ofte, men især ved højtlæsning eller når jeg skulle præsentere mig, kunne jeg falde ned i et dyb og føle skammen og afmagten. I selskaber og ved møder kunne jeg være noget tavs, da jeg opgav at sige ord, der var svære for mig.

Af Erling Jensen.

Jeg blev færdig med læreruddannelsen i 1981, og var i en periode med stor arbejdsløshed, så heldig at blive ansat som fast vikar på Taulov Centralskole. Vi var tre lærere, der blev ansat som vikarer, og vi delte et fast skema, så hver havde 9-11 faste timer og i øvrigt vikar- eller støttetimer i løbet af ugen.

Jeg havde ellers linjefag i historie og samfundsfag, men viceskoledirektøren, som var formand for Fredericia KFUM, mente, at jeg var godt rustet til at klare et skema med 9 ugentlige idrætstimer på alle niveauer. Han kendte mig fra forskellige møder, som jeg deltog i, som formand for Fredericia Atletikklub. At jeg ind i mellem stammede, blev overhovedet ikke berørt eller omtalt ved jobsamtalen, sikkert fordi jeg i en sådan situation talte næsten flydende, da jeg dels var god til at bruge synonymer, dels sjældent stammede i ”eksamenssituationer”.

Lige fra mine første skoleår var mit store problem højtlæsning, for her kunne jeg ikke anvende synonymer. Da  jeg var godt ti år, fik jeg en henvisning til en talepædagog, hvor jeg skulle læse højt og liggende på en briks lave forskellige åndedrætsøvelser, mens talepædagogen holdt mig på maven. Det hjalp ikke noget, og det var den eneste taleundervisning, som jeg havde i folkeskolen og gymnasiet.

Som ny lærer var det især oplæsning af orddiktater og diktater, der gav mig ondt i maven. At jeg dengang stort set aldrig læste op i klasserne,kan føles underligt i dag, da jeg jo underviste meget i historie og samtidsorientering. I dag er det helt naturligt som lærer at læse for børnene eller på anden måde at komme med et mundtligt oplæg, eller snakke med børnene.

De første år som lærer havde jeg det bedst, når jeg uden manuskript kunne fortælle løs. For når først talen var i gang, gik det stort set altid udmærket, men hele tiden sad der alligevel en lille djævel, som prøvede at afsløre læreren. Den lille djævel gjorde også, at min tale og adfærd ikke var helt afslappet. Jeg turde jo ikke tale frit fra leveren, men skulle hele tiden gøre to ting samtidigt: at tale og tænke fremad for at kunne være parat med synonymer, når det var nødvendigt.

At bruge synonymer var som oftest tilstrækkeligt, når jeg underviste. Måske fordi jeg i undervisningen havde en rolle at udfylde, mens jeg ved andre lejligheder, fx ved lærermøder og samvær med atletikkammerater, var noget tavs, da jeg simpelthen opgav at tale, fordi jeg med garanti ville stamme. Ja måske mere ydmygende – sidde helt fast og stamme højt og tydeligt, måske med irriterende grimasser. Den indre angst føltes enormt frustrerende og i perioder meget invaliderende. Jeg var overbevist om, at andre ville opfatte mig som en idiot og helt håbløs, hvis jeg stammede. Så hellere holde min mund!

 Vi bor i Blæsbjerghus – et tidligere skovløberhus i Langesøskoven, 15 km vest for Odense.

Søgte kontakt til taleinstituttet i Kolding
Efter to år som lærer kunne jeg godt se, at det var uholdbart, og søgte derfor kontakt med Taleinstituttet i Kolding, hvor jeg boede. Jeg fik et møde med talepædagog Jan Tinge, og her 34 år senere kan jeg stadig mærke det sug i maven, når jeg tænker på, hvad jeg nu blev udsat for – acceptbehandlingen. Jeg troede jo, at jeg skulle have hjælp til at tale flydende i alle situationer, og så fortalte Jan Tinge, at jeg skulle acceptere, at jeg stammede. Ja – han præsenterede øvelser, hvor jeg med vilje og uden synonymer og andre tricks skulle stamme. Vi deltog 2-3 i en terapigruppe, og efter nogle øvelser, hvor vi fik sat fokus på vores personlige stammen, blev vi sendt i byen. Nu skulle der stammes! Jeg glemmer ikke, da jeg skulle gå ind i en bagerforretning og bede den unge og kønne bagerjomfru om to hindbærsnitter. Jeg, der altid havde haft svært ved at sige ord, der begyndte med h eller t, måtte nu ikke mere blot vise to fingre og pege på kagen, men oven i købet med vilje sige ”to hindbærsnitter”, mens jeg skulle stamme – og gerne højt og tydeligt. For pokker hvor var det svært. Og så en tur forbi banegården og spørge om prisen på en billet til Taulov eller Skanderborg, da ord, der begynder på ”s”, også var vanskelige for mig. Disse ord, bildte jeg mig ind, var næsten umulige at sige. Jeg var helt sikkert lige ved at dø, for nu skulle jeg jo gøre alt det, som jeg tidligere på alle måder havde undgået!

Acceptbehandlingen var bare en hård nyser
Som maratonløber kendte jeg ikke til at give op, så trods sug i maven og andet ubehag knoklede jeg nu med acceptbehandlingen. Jan Tinge præsenterede os for et stammehierarki, hvor vi skulle sætte oplevelser og hændelser ind i et sværhedshierarki, hvor jeg placerede de nemme situationer nederst og de sværere oplevelser længere op ad stigen, jo højere op des sværere. Det hjalp at have min kære fars generelle visdomsord i tankerne:  ”Sønnike – kravl op ad stigen, bliver det for besværligt så gå et trin ned, indtil du har kræfterne til at forsøge igen”. Eller – ”sønnike, spring ud i det, du kan ikke dø af det”! Min far havde også som ung stammet, men jeg mindes kun, at han stammede, når han omtalte sin gode kammerat Ludvig, så lød det Lud lud lud-vig.
Min far sang i mange år i kor, virkede som tillidsmand på sølvvarefabrikken og var en glimrende festtaler, der uden manuskript med sjove bemærkninger kunne sætte liv i en fest.

Jeg har tre søskende, hvor en storesøster og lillebror også har stammet.

En af de helt store opgaver var at stamme med vilje, når jeg var sammen med min samlever, Kis. Hun kunne ikke forstå, at jeg nu stammede så meget, så hellere tale som jeg plejede, mente hun. Det fik vi en god snak om, og hun fik forståelse for acceptbehandlingen.

Sikkert på foranledning af Jan Tinge blev jeg kontaktet af Ugebladet Femina, og medvirkede i en artikel, som blev kommenteret af flere kolleger på Taulov Centralskole, hvor jeg også var begyndt, da jeg præsenterede mig i nye klasser, at fortælle, at jeg ind imellem stammede. Det lettede en del på trykket, og det blev også herved meget nemmere at højtlæse. Det gav nogle succesoplevelser, og jeg fik modet til at komme videre.

Det er gået op og ned
Når jeg nu som 63-årig tænker tilbage, kan jeg kun sige, at det med stammen er gået op og ned. I gode stunder har min tale været flydende og ubesværet, og så glemte jeg alt om at stamme frivilligt, som Jan Tinge havde lært mig. Hvorfor gøre det, for nu stammede jeg jo ikke mere. Og så kom chokket, når stammen kom tilbage som en forhammer. Det føltes bare irriterende, og det gjaldt om at finde kræfterne til at komme i gang igen.

I dag har jeg ikke de store problemer med at tale. Måske har årene og de grå hår gjort, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg kan stadig opleve situationer, hvor stammen spiller mig et puds. Fx hvis jeg skal ringe til et kontor og bede eller spørge om noget bestemt. Det føles ikke som et trick, hvis jeg venter med en svær opringning til næste dag. Opgaverne bliver løst, og jeg er nok blevet rimelig god til at lytte til mig selv. Daglige ture med hunden, en god cykeltur eller svømmetur gør, at jeg sjældent føler mig alvorligt stresset. Et godt ægteskab med Annette, som jeg snart har været gift med i 18 år, er også medvirkende til, at jeg sjældent har dårlige oplevelser på grund af stammen.

Bernensennenhunden Thuja er altid parat til en tur i skoven.  

Alsidigt arbejdsliv
Som nævnt er jeg uddannet lærer, men jeg har også arbejdet med andre ting, hovedsageligt kommunikationsarbejde. Journalistikken har været og er stadigvæk en væsentlig del af mit liv. Jeg har haft vikariater hos Fynske Medier, og til august 2017 er det 20 år siden, at jeg blev ansat som redaktør hos Hjemkundskabslærerforeningen, den nuværende Foreningen for Madkundskab. I dag er det en blanding af redaktionelt arbejde, herunder webredigering og udarbejdelsen af et månedligt nyhedsbrev samt en del telefonsalg, idet jeg også har ansvaret for samarbejdet med brancheforeninger og forlag. 

Da jeg var yngre, for 25-30 år siden, kunne det være vanskeligt at præsentere sig i telefonen, men i dag føles det helt naturligt og afslappende, og herved er det også begrænset, hvor meget stammen driller. Dog kan djævelen igen dukke op, og jeg kan føle ubehaget. Her prøver jeg at undgå at skjule stammen, og i stedet tænke på vejrtrækningen og ikke mindst, at folk jo godt ved, at jeg undertiden kan stamme. Og at ingen forventer, at man taler flydende, men at det er indholdet i samtalen, der er væsentlig.

Fra 1999 blev jeg tilknyttet som PR- og marketingchef hos Eventyrløbet i Odense. Arbejdet, der blev løst sideløbende med arbejde som lærer, udviklede sig, så jeg i 2002 blev opfordret af løbslederen til at søge orlov fra folkeskolen og koncentrere mig om udviklingen af Eventyrløbet og de øvrige motionsløb, som Eventyrløbet arrangerede. Samtidig med det havde jeg kommunikationsfirmaet Blæsbjerghus, der havde ansvaret for forskellige blade og hjemmesider. Gennem arbejdet hos Eventyrløbet var der mange sponsorforhandlinger, men da det var ligesom at gå til eksamen, havde jeg sjældent problemer med at tale. Når styregruppen skulle informeres kunne der dog opstå problemer, så jeg stammede en del. Jeg havde nogle spændende år hos Eventyrløbet, og det var en oplevelse at være med til at udvikle løbet til at blive Danmarks største motionsløb.

Fra 2015 arbejder jeg dog atter som folkeskolelærer. Med udgangen af 2014 valgte jeg at holde som PR-marketingchef hos Eventyrløbet, og da jeg ikke følte mig parat til en pensionisttilværelse, tog jeg kontakt til den lokale skole i Morud, Havrehedskolen. Og det heldige var, at skolen netop stod og manglede en lærer, der kunne tage en 8. klasse til historie, samfundsfag og kristendom. Samtidig også et meget spændende valghold i journalistik på overbygningen, fagligt den helt rigtige udfordring for mig.

Det har på mange måder været en god løsning at arbejde med undervisning igen. Samværet med børn og unge er noget særligt, og nu føles det helt naturligt at læse historier for børnene. Jeg kan stadig stamme, men kommer jeg til at snuble over ordene, får jeg hurtigt fortalt børnene, at jeg ind i mellem stammer og åbenheden gør, at jeg ikke føler psykisk ubehag, når stammen driller. Børnene har heldigvis aldrig haft negative kommentarer.

Kommer der ikke problemer med helbredet, vil jeg gerne fortsætte som lærervikar i nogle år endnu. Jeg er bestemt ikke klar til at være pensionist.

Livet i øvrigt
Annette og jeg har ingen børn, så det har givet noget særligt, at vi for godt fire måneder siden blev reserveforældre / bedsteforældre til Anette og hendes dejlige dreng William på 5 år. Det har givet et nyt stort indhold i livet. Ved den første samtale med Anette valgte jeg at fortælle, at jeg fra september sidste år var blevet ansat som redaktør i Stammeforeningen i Danmark. Anette havde slet ikke bemærket, at jeg kunne have problemer med stammen, men min åbenhed er ikke et trick, det er derimod et middel for ikke at havne i den gamle vane med at prøve at skjule stammen.

Gennem årene er en stor del af min fritid gået med frivilligt Lionsarbejde. Jeg har været medlem i otte år og i starten kunne klubmøderne være lidt svære, da jeg ikke kunne undgå at prøve at skjule stammen. Jeg har tidligere været præsident, er stadig i bestyrelsen og virker som PR-mand. Det månedlige klubmøde ville jeg nødig undvære.

Et lille råd
Efter at jeg er begyndt at arbejde som redaktør i Stammeforeningen, har jeg oplevet, at der er virkelig mange forskellige måder at stamme på. Nogle har en tydelig stammen, mens andre som jeg har prøvet at skjule taleproblemet ved bl.a. at bruge synonymer. Det vurderes, at der er cirka 50.000 mennesker i Danmark, der stammer, og jeg kan kun anbefale at blive medlem af Stammeforeningen, hvor man gennem de lokale og landsdækkende aktiviteter kan få et socialt netværk, der ikke kan overvurderes.

 

Megen tid gik med at skjule min stammen

jan 13, 2017 | Aktuelt, Børn og unge og stammen, FSD-Nyt

Efter at have fået professionel hjælp af en logopæd og en psykolog snyder jeg mig ikke for de gode dage.

Af Magnus Førby Trendel.

Jeg bor i Refsvinde på Fyn og er 19 år gammel. Heldigvis har jeg ldrig stammet ved oplæsning, mit problem ved stammen er, at det kun kommer i sociale sammenhænge, hvor jeg ikke føler mig tilpas eller ikke kan forberede, hvad jeg vil sige på forhånd.

Det var først, da jeg kom i 9.-10. klasse, at stammen blev et socialt problem. Hvis du spørger mig den dag i dag, vil jeg ikke kunne svare på, hvordan min stammen var tidligere. Det er simpelthen ikke noget, jeg kan huske. Jeg husker kun, at jeg var utrolig ked af, at jeg havde et taleproblem. Det var psykisk hårdt, men jeg var dog en glad dreng på trods af dette. Blot hindrede det mig i at agere over for mennesker. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Da jeg i 10. klasse var på introtur med klassen, for at ryste klassen mere sammen, skulle alle have en personlig samtale med klasselæreren om vedkommendes udvikling både fagligt, men også personligt. Her brød jeg sammen, da vi begyndte at snakke om, hvordan jeg egentligt havde det. Det var bare for meget – bægeret var flydt over.

Stammen skulle skjules

Jeg gjorde altså alt for at skjule min stammen, med mange omformuleringer og fylde-ud ord. Som ”altså”, ”og”, ”i bund og grund” osv. Jeg skulle bare ikke stamme foran nogen. Det blev nærmest en daglig konkurrence ikke at stamme. Stammede jeg, have jeg tabt, og stammede jeg ikke, havde jeg vundet!

Efter mødet med logopæden tænkte vi, at det ville være godt for mig at komme med på et tredages stammekursus, for at møde andre jævnaldrende med samme problemer og lære, at alt nok skulle gå. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte mig utilpas, når de andre stammede, og når jeg skulle snakke, brugte jeg mine vante kneb for ikke at lyde ligesom de andre. Det var frygteligt. Da dette stammekursus foregik i skoletiden, syntes min logopæd, at det kunne være en god ide at formulere en besked, som mine klassekammerater kunne læse og få at vide, hvor jeg var henne. Hvad jeg lavede, og hvad det var jeg var ked af. Klassekammeraterne kunne herved få oplyst, at jeg stammede og hvor stort et problem det var for mig. Jeg var lidt skeptisk over for ideen, men gik med til det alligevel, og vi sendte mailen ud. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg synes, det var ubehageligt, da jeg kom i skole igen. Der var nemlig kun en som kommenterede det, og sagde at det havde hun aldrig tænkt over før.

Og det er lige præcis, hvad der er mit store problem. At folk ikke ved jeg stammer, da jeg har   været så god til at skjule det. Og nu skal det ikke være nogen hemmelighed mere. Stammen skal være synlig, og det er bare svært, men virkelig nødvendigt, hvis man skal have det bedre med sig selv.

Sluttede hos logopæden

Kort efter sluttede jeg med at gå hos logopæden. Jeg fortalte logopæden, mine forældre og faktisk også mig selv, at jeg havde fået det bedre. Hvilke ikke var sandt – langt fra!

Fra slutningen af tiende klasse til midt 2. G, gjorde jeg alt for skjule min stammen, da jeg stadig havde den samme ide om, at det nok skulle gå over med tiden.

Jeg døjede med stammen hver dag. Skjulte den, så ingen kunne høre den. Heller med mine forældre eller venner talte jeg om stammen. Min indre angst blev ikke delt med nogen. Som jeg gjorde før i tiden, gik jeg og slog mig selv i hovedet hver dag for at få det til at forsvinde.

Jeg gav mig selv et klap på skulderen, hvis dagen havde været god. Altså hvis der ikke havde været megen stammen, og jeg hadede mig selv når jeg stammede meget!

På trods af at jeg ihærdigt prøvede at skjule stammen, kunne det ikke undgås, at den dukkede op. Jeg trænede i fitness i en årrække, og jeg hadede, når nogen sagde noget til mig, uden at jeg var forberedt på det. Samtidig følte jeg mig utilpas, når centret var fyldt til randen med mennesker. Jeg kunne ikke døje den støj og den atmosfære, der var der. Jeg synes i hvert fald selv, at min stammen blev 10 gange sværere, når jeg tog derned, men jeg sagde altid til mig selv: ”I dag bliver en god dag og jeg kommer ikke til at stamme”.  Og da jeg brugte mere tid på at undgå at stamme end reelt fysisk at træne, valgte jeg at stoppe. Det var bare for hårdt!

I skolen var det også hårdt. Jeg kunne umuligt være forberedt på alle mundtlige udfordringer i skolen, og selv om jeg prøvede at skjule stammen, kom den til udtryk flere gange. Stadig husker jeg, hvor ondt det gjorde, da jeg ikke kunne sige ordet ”skal”, og det bare blev til en lang blokering: ”skkaaaaal”. Der kom et par enkelte grin, og det var sådan set det.

De som grinte eller så skævt til, tænkte formentligt ikke over hændelsen efterfølgende, men det skal jeg love for, at jeg gjorde. Min dag var ødelagt efter en sådan episode, og da jeg ikke havde nogen til at snakke med om det, gik mine frustrationer ud over mit psykiske velbefindende.

Jeg hadede i denne periode mig selv. Det hindrede mig i så mange ting i skolen og i fritiden, hvor jeg følte, at det var svært at få nye venner. Og det var svært at udtrykke sig mundtligt og generelt set bebrejdede jeg min stammen for alt, hvad der gik galt.

Kort før nytår 2015 fik jeg det sværere, da det var blevet meget svært for mig at styre mine følelser omkring stammen. Nogle dage kunne jeg være fuldstændig fraværende af bare frustrationer, nogle dage græd jeg meget og andre dage var jeg voldsomt sur. Det er også okay at have det sådan. Problemet var bare, at jeg ikke delte det med nogen – det var simpelthen for svært.

Begyndte igen hos logopæden

I begyndelsen af januar 2016 var jeg nødt til at gøre noget ved det, og jeg henvendte mig igen til rehabiliteringscenteret i Odense. Jeg begyndte at gå regelmæssigt til logopæd. De første gange var jeg meget ked af det, og lukkede ligesom af for problemet, ligesom jeg gjorde, da jeg halvandet år før havde gået til logopæd. Jeg følte det stadig ubehageligt, når jeg her fik at vide, at jeg stammede, og det var meget ubehageligt at få beskrevet netop, hvordan jeg stammede. Og det var stadig ubehageligt at møde andre som stammede. Jeg hørte slet ikke efter, da min logopæd sagde til mig, at hvis jeg begyndte at acceptere min stammen, skulle det nok gå. Jeg skulle begynde at tænke på positive ting i hverdagen.

Jeg begyndte også at fortælle mine forældre og mine tætte venner mere om, hvordan jeg havde det. Ikke meget, men jeg kunne mærke, at det hjalp. At nogen lyttede til en og spurgte hvordan jeg havde det, om det så var logopæd, forældre eller venner, var virkelig rart.

Jeg gennemgik stadig mange af de ubehagelige situationer, men nu havde jeg dog en mulighed for at give slip på dem ved at tale om dem.

Selv om jeg begyndte at mærke fremskridt i, hvordan jeg fortalte om stammen, var jeg stadig ikke glad for at gøre det. Da jeg i en periode virkelig syntes, at min stammen tog til, blev det hele bare for meget for mig. Mine negative tanker om mig selv tog overhånd, og jeg fik af lægen konstateret en begyndende depression, hvilket jeg igen bebrejdede min stammen for. Jeg begyndte hos en psykolog, samtidig med at jeg gik hos en logopæd og fik herved professionel hjælp. De hjalp mig til at finde ud af, hvilken type menneske jeg er, hvad jeg synes er ubehageligt men generelt gør det mig glad. Langsomt er jeg begyndt at mærke en forandring. Jeg synes selv jeg, at jeg er begyndt at se lysere på min hverdag, og det gør mig glad.

At jeg fik hjælp til at se mit problem i øjnende, har også gjort, at jeg fik en frihed. For første gang føler jeg, at jeg stammer, men ja, det skal sgu nok gå alt sammen.

Hvis blot man lader sin stammen blive til en del af sig selv, tager de positive sider af den, så skal alt nok gå. Stammen er stadig noget der fylder en stor del af min hverdag, både negativt, men også positivt.

Det er okay at have en dårlig dag uanset om det skyldes stammen eller ej, men man må ikke snyde sig selv for at have gode dage.

 

Lasse Snede Froberg har mod på livet

dec 20, 2016 | Aktuelt, FSD-Nyt, Stammen og arbejdslivet

Der skal meget mod til at stille sig op på et bord og holde en tale. Det vil også være svært for mange normaltalende, men Lasse Snede Froberg gjorde det i Malmø, og det virkede stærkt, fordi han også stammede.

McGuire programmet er et internationalt program. Derfor har Lasse også ud over at være på kursus i Malmø været på kursus i Oslo, og til februar 2017 skal han på et genopfriskningskursus i Aarhus.

Der deltager omkring 8-20 nye kursister, og der er 70-80 gamle kursister, der er på genopfriskningskursus og som også ind imellem er med til at give de nye kursister i programmet nyttige råd.

At leve sit liv som stammer

Lasse Snede Froberg voksede op med en svær stammen, der gav ham mange problemer. Efter at Lasse deltog i McGuire programmet, første gang for nogle år siden, er hans selvtillid stivet af, så han nu er velfungerende med mod på livet.

Derfor har han også planer om at begynde på pædagogstudiet til februar 2018.

Mået er at kunne hjælpe 14-18 årige, der lige som han selv har været ude i problemer med stoffer, hærværk og anden kriminalitet.

Lasse Snede Froberg, 27 år, bor i Nordborg på Als og deltager i McGuire programmet. Programmet blev grundlagt i 1994 af Dave McGuire, som selv voksede op med en svær stammen. Alle instruktører og coaches i programmet er rehabiliterende stammere, dvs. de har lært at have kontrol over deres stammen, hvor det tidligere var stammen, der havde kontrol over dem. Efter en opvækst, hvor ”sprogspasseren” blev mobbet massivt i skolen, havde Lasse nogle år, hvor han, på grund af en forkert vennekreds, ved fester tog speed eller røg fede. Et par gange i løbet af måneden kunne Lasse også, for at aflede tankerne, lave lidt hærværk – på biler og postkasser.

Nu lever Lasse sammen med Janni. Sammen har de Liam på halvandet år. Lasse er også bonusfar til Rebecca på 9 år. Både Lasse og Janni læser HF, og Lasse har nu så meget styr på sin stammen, at han har et mål om at begynde på pædagogstudiet i februar 2018. Han vil med sin uddannelse og sine mange erfaringer hjælpe 14-18 årige, der har problemer med stoffer og kriminalitet, med at få den rigtige støtte til at blive velfungerende danskere. (Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark)

Lasse fortæller:

Jeg er den eneste i familien, der stammer. Lige fra jeg var helt lille har jeg stammet, og det har ikke været nemt. Min folkeskoletid var ikke just lutter lagkage. Som så mange andre har jeg været offer  for mobning. Det var ikke bare drillerier – men nærmest systematisk mobning hele tiden i skolen, i fritiden, samt digital mobning.

Mit liv har dog ændret sig drastisk siden folkeskoletiden. Jeg er nu nået rigtig langt i mit liv, men kampen for at blive den, jeg er nu, har ikke været let. Jeg er blevet kastet for løverne i form af psykologer og deslige. Men det fravalgte jeg, fordi jeg ikke følte, at det hjalp mig. Mobningen i  skolen førte til, at jeg blev virkelig indelukket, pjækkede næsten dagligt og løj over for min familie og sagde, at jeg havde været i skole. Og hvis jeg blev kørt i skole, så var det kun to dage om ugen,  hvor jeg faktisk gik ind til timen. De andre dage smuttede jeg væk og skjulte mig.

Kammeratskabet med Mike betyder alt for Lasse.

Selvfølgelig var det ikke sådan hele tiden. Nogle dage gik jeg til time, fordi jeg håbede, at denne dag ville gå som smurt og jeg ville komme glad hjem. Men det viste sig hurtigt, at de forhåbninger kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. For det er sgu da en rigtig god start på dagen og ugen at komme i skole – og inden timen er begyndt, har forskellige personer kaldt mig sprogspasser mindst fem gange.

Jeg har været udsat for overfald, blå mærker, spark, kvælertag, trusler, overvågning, dødstrusler på SMS og på telefonsvareren på min mobiltelefon, ja, jeg kunne blive ved.

Jeg skiftede skole efter 7. klasse – starten af 8, hvor jeg håbede på en ny og frisk start. Men selv om jeg havde taget 7. klasse, skulle jeg tage 7. klasse om, så jeg var et år længere fremme end mine nye klassekammerater. Mobningen forfulgte mig, fordi mine nye klassekammerater gik i den samme ungdomsklub, som mine tidligere klassekammerater. Ja – der gik ikke en uge, før snakken gik om ham den dumme sprogspasser, der brugte en evighed på at læse et par linjer op fra en bog, ham der altid tudbrølende rendte ud ad døren. Ham der altid pjækkede.

På en eller anden måde fik mine tidligere forfølgere overtalt mine nye klassekammerater til at følge op på deres “HUNT” på mig, så den nye friske start på en ny skole var dødsdømt, dog på nær  undervisningen. Det endte med bare at blive det samme om igen. Og når man så havde fri og havde syv kilometer hjem, tager man jo bussen, som man plejer. Det passede altid med, at der i bussen sad nogle fra min gamle klasse, så mobningen forsatte i bussen, også selv om jeg flyttede

mig. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg aldrig mere ville tage bussen, uanset vejret. Så jeg gik altid hjem. Nogle dage havde min far tidligt fri, så han kunne hente mig eller køre mig i møde.

Var ved at have nok af det hele

Da jeg gik i 8. klasse, var jeg ved at have nok af det hele. Jeg havde aldrig fred og ro i mit hoved og var konstant ked af det og blev hurtigt sur. På den tid begyndte jeg at gøre skade på mig selv, for det måtte jo være rigtigt, hvad de andre sagde, at jeg bare var den der dumme sprogspasser, der intet andet kunne end at være til grin.

En dag havde jeg fundet ud af, hvor nøglen til våbenskabet lå. Jeg var alene hjemme og tog haglgeværet ud af skabet og satte to patroner i geværet. Afsikrede geværet og lagde fingrene på de to aftrækkere, men jeg standsede og kiggede over på min nyfødte nieces billede, der stod på klaveret. Jeg kunne ikke tage hendes onkel væk fra hende, alle mulige tanker kom op i hovedet på mig – om hvor meget min familie ville savne mig. Jeg følte mig alene, fordi mine venner den gang ikke var på min egen alder. Når jeg havde en kæreste og herved fik venner, havde jeg stadig få venner i skolen, men næsten ingen som jeg sås med privat.

Min familie var det, der betød allermest for mig.

Jeg afbrød min “mission” med haglgeværet og gik ind og tog min fars pakke med smøger, der lå på

køkkenbordet. Pakkede en taske med lidt mad og drikkelse, og så gik jeg om i den lokale skov og tilbragte flere timer ude i skoven for at samle tankerne.

At gå på jagt betyder meget for Lasse.

Begyndte at sniffe og ryge fede

Nogle år efter, i tiende klasse, fandt jeg den bedste ven man kan ønske sig, og det er han stadig.

Min bedste ven Mike. Jeg blev stadig mobbet, men nu var mobningen digital, fordi mine tidligere mobbere var flyttet fra skolen efter 9. klasse, så jeg begyndte at kunne nyde skolelivet igen.

Mobningen var der stadig væk, men jeg begyndte at være ligeglad og lod det bare passere. Jeg var stadigvæk ikke så stærk psykisk, og for at være mere social og komme ud blandt andre, tog jeg til fester osv.

Når man jo så var til festerne, og de tidligere “HUNTERS” også var der, så ville man ikke vise, at man var svag. Derfor begyndte jeg ved fester at sniffe og ryge fede, fordi jeg jo gerne ville have  respekt og vise, at selv om de havde haft mig totalt kørt i sænk, så kunne jeg være lige så “sej” som dem. Set i bakspejlet var det jo totalt idiotisk. Jeg begyndte også at gå med på dumme ideer, og blev mere ligeglad med tingene. Jeg pjækkede dagligt og var en rod, lavede hærværk på biler, smadrede postkasser og andet!

Kort sagt var jeg en idiot, men da jeg startede på ungdomsuddannelsen, tog jeg mig selv i nakken, smed mit gamle jeg ud og startede på en frisk igen. Jeg fik en kanon vennekreds. Selv om jeg fik en del alkohol indenbords i weekenderne til fester med videre, så blev det kun ved alkoholen. Jeg holdt op med at tage stoffer og koncentrerede mig om at blive mere voksen og tage mere ansvar for mig selv og andre.

Nu mange år efter

Naturen har nu stor betydning for mig. Jeg går på jagt og jeg fisker. Min families opbakning, at være far for mine børn, min bedste ven, samt alle mine andre venners opbakning, betyder alt. Det har hjulpet mig igennem min svære tid. Og i dag… Jamen jeg stammer stadig, men gennem Mcguire Programmet, hvor mine bedsteforældre betalte det første kursus, har jeg lært at få kontrol over min stammen, så det ikke længere er stammen, der har kontrol over mig. Jeg er glad af sind og er åben over for, hvem jeg er. Jeg er ikke bange for at tage telefonen og ringe til fremmede, heller ikke hvis det er i andre lande. Jeg kan klare mig selv nu.

Jeg er en glad og positiv person, der hellere end gerne vil hjælpe andre og gøre noget for andre, før jeg tænker på mig selv.

Jeg elsker at snakke med folk, og er ikke bange for at vise, hvem jeg er.

Forsat god dag.

Lasse Snede Froberg.

 

Geværet holdes tæt ind til kroppen og i stilheden er der tæt kontakt til naturen.

Lasse sammen med Janni og børnene, Rebecca og Liam.

McGuire programmet

Blev grundlagt i 1994 af Dave McGuire, der selv voksede op med en svær stammen. Alle instruktører og coaches i programmet er rehabiliterende stammere, dvs. de har lært at have kontrol over deres stammen, hvor det tidligere var stammen, der havde kontrol over dem. Der tilbydes nu kurser i flere lande. Uden for Skandinavien har man kurser i Holland, England, Irland, USA, Sydafrika og Australien.

Programmet er ingen helbredelses- eller mirakelkur. Programmet tilbyder en teknik, hvor stammere ikke kun arbejder med talen, men arbejder med forståelsen af stammen, fysisk og ikke mindst psykisk. Der arbejdes med selv-accept, assertiveness og non-avoidanceteknikker.

Man får værktøjer til at arbejde med frygten for stammen. Deltagerne i kurset ser på det som en sport “the sport of speaking”. For at blive god til noget, er man nødt til at træne og have et mål. Målet er veltalenhed, at blive veltalende personer, at have det sjovt når man taler.

Det at overvinde stammen og arbejde med en “bagage” af negative oplevelser, er hårdt arbejde. Derfor kræver det motivation – at man bestemmer sig for at ville det!

Et McGuire kursus starter typisk torsdag morgen kl. 8.00 og slutter søndag kl. 14.00.

Kurserne er ekstremt intensive, og der arbejdes fra tidlig morgen til sen aften i sessioner á 50 min, og med 10 min pause. Som ny deltager (ny student), vil man over de 4 dage få udfordringer og komme til at bryde grænser, man aldrig troede var muligt. Men man skal ikke gøre det, før man er klar til det og man bliver ikke bedt om at gøre noget, som instruktørerne og de erfarne deltagere (gamle studenter) ikke har gjort eller selv ville gøre.

Næsten alle forlader kurset med en kontrolleret flydende tale, men for at opretholde den, er man selvfølgelig nødt til at fortsat bruge teknikken og træne. Man får tildelt en personlig vejleder, som står til rådighed på telefon, med vejledning og support efter kurset. Det anbefales at komme på opfølgningskursus for at være med til at hjælpe nye deltagere og for at perfektionere sin egen tale.

Et McGuire kursus koster 12.000 kroner + kost og logi. Kursusafgiften betales i frokostpausen om fredagen, så man har mulighed for at se, om det er noget for en.

De efterfølgende opfriskningskurser koster 400 kroner og foregår over en weekend. Der er typisk to opfriskningskurser om året.

McGuire lægger vægt på, at kurserne ikke er behandling/undervisning af stammen, da kurserne varetages af tidligere kursusdeltagere, der ikke nødvendigvis er uddannede logopæder/talepædagoger.

Inkluderet i Kursusafgiften er:

Personlig vejleder

Livslang support

Bogen Beyond stammering (på dansk)

Adgang til støttegrupper i dit område

Telefonsupport

On-line support

Livslangt medlemskab

Youtubes videoer:

Bedste venner.

Hvad er jagt – eksamensprojekt

My Own little Family

Er en ildsjæl og aldrig bange for nye udfordringer

dec 5, 2016 | Aktuelt, FSD-Nyt, Stammen og arbejdslivet

Ole Hartung, 48 år bor i Morud på Fyn, er gift med Dorthe og er far til Frederik, Mathias og Sebastian. Både Dorthe og Ole er bankuddannet, men Ole arbejder i dag hos et leasingselskab. Ole stammer mere eller mindre hver dag, men har aldrig ladet sig hæmme af det. Han giver sig nemlig gerne udfordringer. Både når der skal holdes taler, eller når han på anden måde involverer sig i forskellige projekter, som bl.a. Morud Idrætsforening har haft glæde af.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

Ole Hartung er i Morud kendt som ildsjælen, som gerne er med til at tage initiativ, til forskellige projekter, der kan give en god indtægt til idrætsforeningen. I år var han en af initiativtagerne til: ”Den store Klassefest”, hvor der samledes 500 tidligere elever på Havrehedskolen. Dette medførte et frugtbart samarbejde med skolens ledelse, lærere og de større elever, som hjalp med mange af de praktiske opgaver. Bl.a. aftenens fest, hvor der skulle serveres, og baren skulle passes. ”Den store Klassefest” gav også et overskud til Morud Idrætsforening, på 90.000 kroner, en forening som Ole har været hovedformand for. Han virker nu som sekretær i Langesøhallens bestyrelse. Det lokale idrætscenter, hvor han det sidste år har været med til at skabe en større udvidelse, vil i 2017 blive udvidet med både et inden- og udendørs fittnesscenter. Ligesom der bliver et helt nyt cafeteria.

I 2017 er han også, endnu engang, leder af byens Cykelsponsorløb, der sidste gang gav et overskud på 538.000 kroner, hvilket gav midler til et lysanlæg på det nye kunstgræsanlæg, der blev etableret ved Langesøhallen. Ole Hartung har det bedst, hvis han føler, at han er med til at gøre en forskel. Han er et meget aktivt menneske, der gerne virker som fodbolddommer og også gerne tager en tur på racercyklen. Hans tre drenge, Frederik, Mathias og Sebastian dyrker også alle forskelligt sport, og ved indgangen til deres bolig, er det tydeligt, at hele familien ikke er bange for at tage en tur på cyklen.

Er sønderjyde

Ole Hartung er fra Jels i Sønderjylland. Han har fra helt lille stammet, der dog ikke hæmmede ham meget, for Ole var i skolen god til fodbold og andet sport, og havde derfor ikke svært ved at klare sig blandt kammeraterne.

– Selvfølgelig kunne det være irriterende, hvis jeg sad fast i ordene eller nogen gang havde svært ved at tale, men det gjorde ikke, at jeg følte mig udenfor. Det gik da også udmærket i skolen, og efter folkeskolen valgte jeg bankuddannelsen, hvor jeg også mødte Dorthe. Jeg havde lyst til nye udfordringer og vi flyttede i 2001 til København. Den gang var der ikke noget, der hed Netbank, og vi holdt meget af den daglige kundekontakt, hvor kunderne selvfølgelig ikke kunne undgå at høre, at jeg ind imellem stammede. Selvfølgelig kunne det nogen gange føles lidt irriterende, men det gav ikke noget dårligt forhold til kunderne. Ingen tvivl om, at det var væsentligt, at kunderne kunne få en god rådgivning, og at vi fik en tæt kontakt til mange kunder. Da vi besluttede at flytte til Fyn, varmede det meget, at mange af kunderne kom forbi banken med afskedsgaver og pæne ord med på vejen, fortæller Ole Hartung.

Flyttede til Fyn

– Vi flyttede til Morud i 1997, hvor vi byggede hus i Tokkerodparken, som vi stadig bor i. Her har vi fået vores tre drenge, og fået opbygget et godt netværk. Vi er begge meget interesseret i at være synlige og gøre en indsats i det lokale foreningsliv, og Dorthe har de sidste år involveret sig i skolebestyrelsen på Havrehedskolen.

I årene 2001 – 05 var jeg med i kommunalbestyrelsen i Søndersø. Det blev nogle spændende år, men jeg har nu valgt kun at bruge kræfterne i det lokale foreningsarbejde. Der skal også være tid til at virke som fodbolddommer, og jeg holder meget af at få cyklet med kammerater.

Mit råd til andre der stammer er; at man ikke skal holde sig tilbage, men gerne engagere sig på forskellig vis. Det giver et tæt forhold til andre mennesker, der herved heller ikke tænker nærmere over, at man stammer, slutter Ole Hartung.

Familien Hartung. Fra venstre: Ole, Mathias, Frederik (bagerst), Sebastian og Dorthe.

Ole Hartung holder meget af en god tur på racercyklen.

Som løbsleder er det en selvfølge, at Ole Hartung er speaker og konferencier ved Cykelsponsorløbet. Foto: Erling Jensen, Blæsbjerghus.

Ole Hartung er nok løbsleder, men deltager som en selvfølge også i Cykelsponsorløbet. Foto: Erling Jensen, Blæsbjerghus.