Efter at have fået professionel hjælp af en logopæd og en psykolog snyder jeg mig ikke for de gode dage.

Af Magnus Førby Trendel.

Jeg bor i Refsvinde på Fyn og er 19 år gammel. Heldigvis har jeg ldrig stammet ved oplæsning, mit problem ved stammen er, at det kun kommer i sociale sammenhænge, hvor jeg ikke føler mig tilpas eller ikke kan forberede, hvad jeg vil sige på forhånd.

Det var først, da jeg kom i 9.-10. klasse, at stammen blev et socialt problem. Hvis du spørger mig den dag i dag, vil jeg ikke kunne svare på, hvordan min stammen var tidligere. Det er simpelthen ikke noget, jeg kan huske. Jeg husker kun, at jeg var utrolig ked af, at jeg havde et taleproblem. Det var psykisk hårdt, men jeg var dog en glad dreng på trods af dette. Blot hindrede det mig i at agere over for mennesker. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Da jeg i 10. klasse var på introtur med klassen, for at ryste klassen mere sammen, skulle alle have en personlig samtale med klasselæreren om vedkommendes udvikling både fagligt, men også personligt. Her brød jeg sammen, da vi begyndte at snakke om, hvordan jeg egentligt havde det. Det var bare for meget – bægeret var flydt over.

Stammen skulle skjules

Jeg gjorde altså alt for at skjule min stammen, med mange omformuleringer og fylde-ud ord. Som ”altså”, ”og”, ”i bund og grund” osv. Jeg skulle bare ikke stamme foran nogen. Det blev nærmest en daglig konkurrence ikke at stamme. Stammede jeg, have jeg tabt, og stammede jeg ikke, havde jeg vundet!

Efter mødet med logopæden tænkte vi, at det ville være godt for mig at komme med på et tredages stammekursus, for at møde andre jævnaldrende med samme problemer og lære, at alt nok skulle gå. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte mig utilpas, når de andre stammede, og når jeg skulle snakke, brugte jeg mine vante kneb for ikke at lyde ligesom de andre. Det var frygteligt. Da dette stammekursus foregik i skoletiden, syntes min logopæd, at det kunne være en god ide at formulere en besked, som mine klassekammerater kunne læse og få at vide, hvor jeg var henne. Hvad jeg lavede, og hvad det var jeg var ked af. Klassekammeraterne kunne herved få oplyst, at jeg stammede og hvor stort et problem det var for mig. Jeg var lidt skeptisk over for ideen, men gik med til det alligevel, og vi sendte mailen ud. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg synes, det var ubehageligt, da jeg kom i skole igen. Der var nemlig kun en som kommenterede det, og sagde at det havde hun aldrig tænkt over før.

Og det er lige præcis, hvad der er mit store problem. At folk ikke ved jeg stammer, da jeg har   været så god til at skjule det. Og nu skal det ikke være nogen hemmelighed mere. Stammen skal være synlig, og det er bare svært, men virkelig nødvendigt, hvis man skal have det bedre med sig selv.

Sluttede hos logopæden

Kort efter sluttede jeg med at gå hos logopæden. Jeg fortalte logopæden, mine forældre og faktisk også mig selv, at jeg havde fået det bedre. Hvilke ikke var sandt – langt fra!

Fra slutningen af tiende klasse til midt 2. G, gjorde jeg alt for skjule min stammen, da jeg stadig havde den samme ide om, at det nok skulle gå over med tiden.

Jeg døjede med stammen hver dag. Skjulte den, så ingen kunne høre den. Heller med mine forældre eller venner talte jeg om stammen. Min indre angst blev ikke delt med nogen. Som jeg gjorde før i tiden, gik jeg og slog mig selv i hovedet hver dag for at få det til at forsvinde.

Jeg gav mig selv et klap på skulderen, hvis dagen havde været god. Altså hvis der ikke havde været megen stammen, og jeg hadede mig selv når jeg stammede meget!

På trods af at jeg ihærdigt prøvede at skjule stammen, kunne det ikke undgås, at den dukkede op. Jeg trænede i fitness i en årrække, og jeg hadede, når nogen sagde noget til mig, uden at jeg var forberedt på det. Samtidig følte jeg mig utilpas, når centret var fyldt til randen med mennesker. Jeg kunne ikke døje den støj og den atmosfære, der var der. Jeg synes i hvert fald selv, at min stammen blev 10 gange sværere, når jeg tog derned, men jeg sagde altid til mig selv: ”I dag bliver en god dag og jeg kommer ikke til at stamme”.  Og da jeg brugte mere tid på at undgå at stamme end reelt fysisk at træne, valgte jeg at stoppe. Det var bare for hårdt!

I skolen var det også hårdt. Jeg kunne umuligt være forberedt på alle mundtlige udfordringer i skolen, og selv om jeg prøvede at skjule stammen, kom den til udtryk flere gange. Stadig husker jeg, hvor ondt det gjorde, da jeg ikke kunne sige ordet ”skal”, og det bare blev til en lang blokering: ”skkaaaaal”. Der kom et par enkelte grin, og det var sådan set det.

De som grinte eller så skævt til, tænkte formentligt ikke over hændelsen efterfølgende, men det skal jeg love for, at jeg gjorde. Min dag var ødelagt efter en sådan episode, og da jeg ikke havde nogen til at snakke med om det, gik mine frustrationer ud over mit psykiske velbefindende.

Jeg hadede i denne periode mig selv. Det hindrede mig i så mange ting i skolen og i fritiden, hvor jeg følte, at det var svært at få nye venner. Og det var svært at udtrykke sig mundtligt og generelt set bebrejdede jeg min stammen for alt, hvad der gik galt.

Kort før nytår 2015 fik jeg det sværere, da det var blevet meget svært for mig at styre mine følelser omkring stammen. Nogle dage kunne jeg være fuldstændig fraværende af bare frustrationer, nogle dage græd jeg meget og andre dage var jeg voldsomt sur. Det er også okay at have det sådan. Problemet var bare, at jeg ikke delte det med nogen – det var simpelthen for svært.

Begyndte igen hos logopæden

I begyndelsen af januar 2016 var jeg nødt til at gøre noget ved det, og jeg henvendte mig igen til rehabiliteringscenteret i Odense. Jeg begyndte at gå regelmæssigt til logopæd. De første gange var jeg meget ked af det, og lukkede ligesom af for problemet, ligesom jeg gjorde, da jeg halvandet år før havde gået til logopæd. Jeg følte det stadig ubehageligt, når jeg her fik at vide, at jeg stammede, og det var meget ubehageligt at få beskrevet netop, hvordan jeg stammede. Og det var stadig ubehageligt at møde andre som stammede. Jeg hørte slet ikke efter, da min logopæd sagde til mig, at hvis jeg begyndte at acceptere min stammen, skulle det nok gå. Jeg skulle begynde at tænke på positive ting i hverdagen.

Jeg begyndte også at fortælle mine forældre og mine tætte venner mere om, hvordan jeg havde det. Ikke meget, men jeg kunne mærke, at det hjalp. At nogen lyttede til en og spurgte hvordan jeg havde det, om det så var logopæd, forældre eller venner, var virkelig rart.

Jeg gennemgik stadig mange af de ubehagelige situationer, men nu havde jeg dog en mulighed for at give slip på dem ved at tale om dem.

Selv om jeg begyndte at mærke fremskridt i, hvordan jeg fortalte om stammen, var jeg stadig ikke glad for at gøre det. Da jeg i en periode virkelig syntes, at min stammen tog til, blev det hele bare for meget for mig. Mine negative tanker om mig selv tog overhånd, og jeg fik af lægen konstateret en begyndende depression, hvilket jeg igen bebrejdede min stammen for. Jeg begyndte hos en psykolog, samtidig med at jeg gik hos en logopæd og fik herved professionel hjælp. De hjalp mig til at finde ud af, hvilken type menneske jeg er, hvad jeg synes er ubehageligt men generelt gør det mig glad. Langsomt er jeg begyndt at mærke en forandring. Jeg synes selv jeg, at jeg er begyndt at se lysere på min hverdag, og det gør mig glad.

At jeg fik hjælp til at se mit problem i øjnende, har også gjort, at jeg fik en frihed. For første gang føler jeg, at jeg stammer, men ja, det skal sgu nok gå alt sammen.

Hvis blot man lader sin stammen blive til en del af sig selv, tager de positive sider af den, så skal alt nok gå. Stammen er stadig noget der fylder en stor del af min hverdag, både negativt, men også positivt.

Det er okay at have en dårlig dag uanset om det skyldes stammen eller ej, men man må ikke snyde sig selv for at have gode dage.

En glad Emil med blomster og studenterhuen på, lige efter dimensionen.

Af Emil Bækkedahl.

I skrivende stund sidder jeg i min lejlighed i Aalborg. Jeg er i år begyndt at læse datalogi på Aalborg Universitet, og det har været lidt af en omvæltning, at flytte hjemmefra og starte på et nyt studie, med en masse nye mennesker. Jeg burde egentlig gøre klar til min eksamen i morgen, men i min mundtlige forberedelse tænkte jeg pludselig tilbage på mit liv. Jeg har godt nok ikke levet så meget af det endnu — jeg er jo kun 19 år gammel — men da jeg nu er på vej ud af en af de sværeste tider som stammer, teenageårene, vil jeg tillade mig at reflektere lidt.

Stammer fra begyndelsen

Jeg har stammet lige så længe jeg kan huske, og jeg er ikke den første af slagsen i min familie. Både min bror, mor og bedstefar har stammet regelmæssigt tidligere i deres liv, så det har været et emne, vi har været meget åbne om og gode til at takle. Jeg begyndte først at se min stammen som et reelt problem i sjette-syvende klasse. På min daværende skole begyndte vi, på dette klassetrin, at arbejde individuelt og projektorienteret, hvilket naturligvis også betød mundtlig fremlæggelse foran hele klassetrinnet. Min debut med dette var, hvis jeg selv skulle sige det, ganske god. Med en masse roser og gode ord fra lærere og elever. Jeg var tilfreds. Dette skulle dog vise sig at være et dårligt eksempel på, hvad der skulle ske fremover.

Ikke mange måneder senere stod jeg i samme situation, og følte mig klar. Jeg er nemlig så heldig, at jeg ikke bliver for nervøs, inden jeg skal præstere, og det var jeg heller ikke denne gang. Jeg har altid gjort meget for at kende mit stof ud og ind, så her har jeg sjældent noget at være nervøs for. Det blev min tur, og jeg stillede mig op foran tavlen, kiggede ud over mine skolekammerater, klassekammerater, bedste venner og lærere. Jeg begynder at tale. Jeg stammede selvfølgelig — det gjorde jeg også sidst. Men så sker det: Sætninger som “det går godt nok ikke særlig godt det her, Emil”, “du stammer meget lige nu”, “lyder det dumt?” og lignende dukker op i mit hoved. Jeg kom nu til en stammers mareridt: oplæsning. Her kan der som bekendt ikke snydes, og det skulle vise sig at være her, det gik fuldstændig galt for mig. Jeg stammede, som jeg aldrig har gjort før — eller sådan føltes det i hvert fald — og til sidst kunne jeg ikke holde til mere. Det gjorde ondt både fysisk og psykisk, og jeg brød sammen. Tudbrølede med hovedet i hænderne foran hele klassetrinnet, og der blev ikke sagt et ord blandt publikum — ikke ét. Jeg fik forvildet mig ud af lokalet, uden at kunne få styr på min reaktion, efterfulgt af min klasselærer. Jeg var total færdig, og selv den dag i dag kan jeg sige, at det var den værste dag i mit liv. Min klasselærer placerede mig på en bænk og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne mærke, at hun var lige så forvirret og overrasket som jeg. Vi snakkede lidt, men hun fik til sidst ringet hjem, og jeg blev kort efter hentet.

Dette var blot begyndelsen på de år, der skulle blive de sværeste i mit liv, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste stammer, der har haft en lignende oplevelse. Hændelserne gentog sig gang på gang de næste par år. Hvert forsøg på at gennemføre en fremlæggelse mislykkedes. Men hvorfor begyndte dette at ske? Inden jeg gik op foran tavlen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle bukke under på den måde. Om man stammer eller ej, så tænker man som 13-14-årig dreng enormt meget over, hvordan man fremstår over for andre mennesker. De overfladiske signaler man sender ud skal gerne være så gode som muligt, og man vil gerne fremstå som den smarte og den seje, der er god til at præstere. Jeg følte mig i hvert fald hverken smart eller sej, når jeg stod der – tværtimod følte jeg mig næsten til grin, selvom jeg ved, at jeg selv hører min stammen væsentlig mere end andre. Lytteren er jo som bekendt mest af alt ligeglad. Det er dog nogle tanker, der er svære at få styr på, når hormonerne suser rundt i kroppen i den tidlige teenagealder.

Taleundervisning

Talepædagog er et sted vi næsten alle sammen har været som stammer. Første gang jeg gik til talepædagog var i anden-tredje klasse, og jeg har siden da været der af flere gange – både i form af én-til-én-undervisning, men også i stamme grupper. Sidstnævnte er ikke noget, jeg i dag ser det store faglige udbytte af, men pointen med en sådan gruppe er naturligvis at opdage, at man ikke er den eneste, der stammer, og det har en særlig stor betydning, når man er mindre. Når jeg derimod sad alene sammen med en talepædagog, var der mere fokus på teknikker og det at lade sig selv stamme, uden at skjule det. Her følte jeg en væsentlig fremgang, men lige meget hjalp det, når jeg stod i fremlæggelsessituationen igen. Jeg kan forestille mig, at det er noget, de fleste stammere kan nikke genkendende til.

Vigtigheden af en interesse

Jeg har spillet musik i mange år, og i niende klasse begyndte jeg på en efterskole med fokus på netop dette. Det var fantastisk, at få lov til at omgive sig med mennesker, der delte den samme interesse. Musikken — uanset om jeg har lyttet eller spillet — har altid fyldt meget hos mig og fungerer som et sted, jeg søger hen, hvis jeg har en dårlig dag. Jeg tror på, at det er super vigtigt at have sådan et sted: En interesse, der først og fremmest bringer en glæde, men også en interesse man kan have helt for sig selv. En anden side er, at musikken har fungeret som et kommunikationsmiddel, der har været med til at skabe mit sociale netværk. På efterskolen bliver man tætte med nogle mennesker, men selv de kammerater, jeg i dag har allermest kontakt med, har jeg aldrig talt med omkring min stammen. Det skal ikke forstås som en dårlig ting, da det lige netop er på grund af vores fælles interesse, at jeg, såvel som de andre, ikke har set det som en nødvendighed. De lange aftener i øvelokalet og studiet, hvor man forbindes med andre mennesker uden at snakke har givet mig et enormt socialt boost.

Men det var selvfølgelig ikke helt let at starte på en ny skole. Særligt med de oplevelser jeg havde med i bagagen, var jeg nærmest bange for at møde alle de nye mennesker. Derfor gik jeg til psykolog nogle gange op til skolestart. Her oplevede jeg en helt anderledes tilgang til at arbejde med stammen en jeg havde oplevet hos talepædagogen i min skoletid. Her var ingen teknikker og frivillig stammen, men i stedet fokus på det sociale aspekt og ikke mindst selvsikkerhed, som er et begreb jeg vil vende tilbage til senere.

Noget andet, der skete for mig på efterskolen, var, at jeg fik en kæreste, og det var da om noget, det sidste jeg havde regnet med skulle ske for mig! Mit værste mareridt var at tale med en af modsatte køn, hvis jeg ovenikøbet skulle forsøge at gøre et særligt godt indtryk. Men kærlighed kommer, når man mindst venter det, og meget få ting virker som en barriere, når man er forelsket. Magen til støtte og ikke mindst interesse har jeg aldrig oplevet før. Det gav mig en meget større selvtillid, at have fundet en kæreste, der ydermere virkelig hjalp mig, bakkede mig op og interesserede sig for min stammen. Det satte virkelig spark i min personlige udvikling med min stammen.

Jeg er i hele min skoletid – fra folkeskolen, og op gennem gymnasiet – blevet modtaget af lærere, der har kunne se fuldstændig gennem min stammen. Det gjaldt også efterskolen, hvor jeg for første gang skulle opleve at gå til en rigtig eksamen, men det blev alligevel en hård omgang, og jeg brød sammen under både mundtlig dansk og engelsk. Jeg bestod dog og endda med ganske fine karaktere. Jeg har dog altid haft det sådan, at jeg bedømmer min præstation ud fra, hvordan jeg selv føler den var. Derfor har en god karakter aldrig kunne gøre mig tilfreds, og jeg følte også et kæmpe nederlag af eksamenerne på trods af de gode resultater.

Musik betyder meget for Emil.

Det bevidste fravalg

Næste trin i mit liv var en gymnasial uddannelse. For mit vedkommende betød dette HTX, hvilket først og fremmest, baserede sig på min interesse i naturvidenskab og projektarbejde. På den anden side lå der også et aktivt fravalg af den traditionelle studentereksamen, der indeholder mange mundtlige fag, og derved også alt for meget mundtlig aktivitet. Det jeg mener er; at det er okay at have svage sider. Vi bliver som stammere ofte forsøgt overbevist om, at man ikke skal lade sin stammen styre sine valg, og det er jeg naturligvis enig i. Selvfølgelig skal man lære at acceptere sin stammen, men ligesom nogle ikke er stærke til matematik eller sport, så bliver man som stammer nødt til at acceptere, at det mundtlige ikke er ens stærke side, og at det er okay. Det skal selvfølgelig være på en rationel måde, der ikke holder dig fra at tage telefonen eller spørge om hjælp, hvis man har brug for det. Erkendelsen af stammen som en svag side af mig, har virkelig været med til at sætte gang i min udvikling.

Min største frygt på HTX var eksamenerne. At skulle sidde foran to fuldvoksne mennesker og forklare det, de har forsøgt at lære en, var forfærdeligt. Særligt fordi jeg har styr på mit stof, og gerne vil vise hvad jeg kan. Ligeså snart jeg forstillede mig en eksamen, blev jeg mindet om mine tidligere oplevelser. Den første eksamen, jeg skulle til, var mundtlig engelsk, og det betragtede jeg som mit værste mareridt. Da eksamensplanen blev offentliggjort, brød jeg næsten sammen. Mundtlig engelsk var for mig, som stammer, den værst tænkelige eksamen. Jeg har svært nok ved at tale mit eget sprog, så yderligere at bruge energi på at tale et andet var skrækkeligt. Men dagen kom jo, og jeg trådte ind i lokalet, hilste på eksaminator samt censor, og så gik det ellers bare i gang. Fra første sekund gik det amok. Jeg blokerede gentagende gange i hver sætning — hårde blokeringer, der ikke kan gøres noget ved. Det var værre end nogensinde, men så sker der noget, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg blev ved. I stedet for at bukke under, lod jeg mig selv stamme og fik sagt hvert eneste ord, jeg havde planlagt. Ingen svinkeærinder, synonymer, og hvad jeg ellers tidligere har kunnet finde på. Jeg var ligeglad med, hvor meget jeg stammede. Undervejs spurgte jeg, om jeg måtte have lov til at stå op. Det måtte jeg selvfølgelig, og eksaminator og censor rejste sig sammen med mig, og der blev hurtig skabt en mere afslappet stemning i lokalet. Min stammen blev ikke nødvendigvis mindre, men da jeg ikke længere forsøgte at skjule noget, følte jeg også at de andre i lokalet respekterede og forstod min situation bedre.

På gymnasiet begyndte jeg også for alvor at benytte at inddrage nogle af de ting havde lært. Jeg føler mig nu god til situationer hvor jeg føler at stammen bliver besværlig – navnlig fremlæggelser og eksamener. Jeg er stor tilhænger af de konkrete, systematiske og logiske opbygninger samt figurer – så det at kunne få lov til at forklare sit stof, mens man peger på en graf eller tegner en sammenhæng på tavlen, blev noget, jeg hyppigt gjorde. Til sidst var det intet problem for mig at gå op til tavlen og forklare et matematisk bevis eller regne en fysikopgave, fordi jeg havde tavlen og tuschen at støtte mig til. Som en tilføjelse kan jeg sige til dem, der har det på samme måde som mig: Det er også tilladt til eksamen. Jeg endte med at stå foran tavlen og tegne og fortælle til mange eksamener.

Tre år senere bestod jeg HTX med et snit, jeg er mere end tilfreds med, taget mine forventninger i betragtning, og nu sidder jeg så her. Flyttet langt hjemmefra, hvor der ikke er nogen kære mor. Jeg tager alle de telefonopkald, der byder sig; siger mere end ”hej” til ekspedienten i Fakta; og indleder samtaler med mennesker, jeg aldrig har mødt før.

Selvsikkerhed – min vej ud af problemerne

For mig har selvsikkerhed været det største værktøj, til at komme gennem de hårde tider og ud på den anden side, som et andet menneske. Det omhandler ikke kun at acceptere sin stammen. Som bekendt er selvsikkerhed noget, stammen slår særligt hårdt ned på, når vi kommer ud for ubehagelige situationer, eller hvis vi lader stammen forhindre os i en opgave. En ting, jeg har fundet ud af fungerer perfekt, på mit forhold til min stammen, er følgende: Gør dit bedste, og få så meget som muligt ud af alt det, der ikke involverer din stammen. Lav dine lektier, gør mest muligt ud af dine afleveringer, dyrk en hobby, sæt mål, søg ny viden og generelt gør de ting, der gør dig glad. Hermed kan man opbygge en selvsikkerhed. Man får det automatisk bedre med sig selv, hvis man ved, at man er god til noget. Det samme gælder fremskridt: Hvis du dyrker en hobby eller et håndværk, hvor du bliver bedre og bedre, resulterer det i mere selvtillid. Det er så vigtigt at holde sig selv tilfreds. Stammen kan slå så hårdt ned på din selvtilfredshed, at det kan være svært at se igennem, men hvis du får gode resultater i de andre ting du foretager dig, holder du din selvtillid i vejret — meget vigtigt!

Mikkel synes, at det sjovt spille på computeren, men bruger også en del tid på at spille fodbold og håndbold.

Mikkel Vinther, 12 år skiftede håndboldklub for 3½ år siden. Da han mødte op til den første træning fortalte han med det samme, at han stammede. Det har han lært i stammeundervisningen, og han har erfaret, at det gør det meget nemmere, når han ikke skjuler sin stammen, men er åben og ærlig fra starten.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Mikkel der bor ved Hadsten tæt ved Langå, begyndte at stamme som treårig. Det medførte, at han kunne begyndte på stammeundervisning, der blev fulgt op med undervisning i 0. klasse samt enkelte perioder senere i skoletiden.

– Jeg deltog sidste år, da jeg gik i 5. klasse, i en gruppe på 5 personer. Da vi mødtes lærte vi bl.a., at det er en god ide at fortælle vi stammer, første gang vi møder nye mennesker. Da jeg for 3½ år siden begyndte at spille i den nye håndboldklub, fortalte jeg derfor ved den første træning, at jeg stammer. Herved blev det meget nemmere, da jeg ikke skulle bruge energi på at prøve at skjule stammen. Jeg oplevede også, at stammen ikke havde nogen betydning. De andre drenge vænnede sig jo hurtigt til, at jeg stammer, og vi brugte tiden til at blive bedre til at spille håndbold.

Mikkel går i 6. klasse, og det er en stor klasse med 28 elever. De andre elever i klassen tager hensyn til, at han stammer, da de alle er blevet “undervist” af en talepædagog. Skolen kan dog alligevel være vanskelig for Mikkel, når han skal læse højt, eller fremlægge foran klassen. Han får det gjort, men synes ikke, at det er nemt. Et af de hensyn der bliver taget er, at han får dobbelt så lang tid som de andre, til at læse højt.

Spiller meget computer i fritiden

Meget af fritiden bruger Mikkel på at spille håndbold og fodbold, men han bruger også meget tid på at spille computer. – Via Internettet kan man spille mod andre, og det synes jeg er rigtigt sjovt. Vi taler sammen via Skype, og der synes jeg ikke jeg stammer så meget. Det fedeste er nu at jeg i løbet af ugen skal af sted til træning og være sammen med andre, fortæller Mikkel videre.

Deltog i Langelandstræffet i slutningen af august

Sammen med sine forældre, Charlotte og Martin, deltog Mikkel i weekenden den 26.-28. august i Langelandstræffet for børn op til 13 år, hvor familien boede i hytter på en campingplads ved Emmerbølle Strand Camping. Det var en kæmpe oplevelse, bl.a. fordi Matias fra ”Danmark har talent” deltog sammen med sin kæreste. – Det var sjovt at se Matias underholde med sine professorterninger, og det var spændende at være sammen med ham, da han jo kunne vise os, at det ikke er noget problem at stamme, fortæller Mikkel. Mikkel var også glad for at være sammen med de andre børn som stammer, og er bestemt ikke afvisende overfor at deltage i Bornholmertræffet til næste sommer. En hel uge uden mor og far, for unge på 13-18 år.

Mikkels forældre, Charlotte og Martin stammer ikke, og for dem var det også en god oplevelse at familien kunne deltage i træffet på Langeland. Herved kunne de få en god snak med de andre forældre, og det var godt at se den udvikling, som det har givet Mikkel at være sammen med andre børn, der stammer. Stammen kan i hverdagen være et problem, men træffet på Langeland har været med til at gøre det nemmere fremover. Derfor kan Charlotte og Martin kun anbefale og opfordre andre forældre til at deltage i Stammeforeningens Langelandstræf.

Mikkel er målmand på sit fodboldhold, og er en skudstærk dreng på sit håndboldhold.