Mads stammer – nu har han valgt et job, hvor talen er vigtig

Niels Juul

At have et job, hvor man skal tale meget og holde oplæg, lyder måske ikke som noget for en person, der stammer. Men det kan det være alligevel.

Forestil dig, at du sidder til en jobsamtale og stammer. Du stammer ikke fordi, du er nervøs, men fordi du ikke kan tale uden at stamme af og til. Og så siger en fra ansættelsesudvalget; ”jeg kan høre du stammer,” og spørger om det vil forhindre dig i at varetage nogle opgaver i det job, du søger – at holde oplæg for eksempel.

Selvom mange nok ville tænke, at svaret til det spørgsmål ville være ja – i hvert fald delvist – så var det et nej i Mads Clausens tilfælde. Han valgte at få et job, hvor det at tale er vigtigt, selvom han altid har stammet.

Mads Clausen

Stammen fylder

Mads Clausen stammer, og selvom han har stammet siden barndommen, kan han stadig blive irriteret over det, og det gælder også, når stammen kommer med på arbejdet.

”Der er nogle dage, hvor den fylder rigtig meget, hvor jeg kan blive frustreret på mig selv,” fortæller han. ”Jeg har stadig tanker om det at stamme, og hvad andre tænker om mig, hvis jeg kommer til det.” Heldigvis kan han bruge de teknikker, han har lært hos talepædagoger gennem tiden, når de negative tanker driller. Teknikkerne hjælper ham med at se, at folk ikke nødvendigvis tænker de samme negative tanker om stammen, som han selv gør fra tid til anden. Og den læring er god for Mads at tage med sig, for det at snakke med mennesker, er en vigtig del af hans arbejde.

Det er vigtigt at tale på jobbet

Mads er brobygger i Aalborg kommune. Han arbejder med at forebygge ensomhed hos ældre borgere ved at formidle kontakt til frivillige foreninger og aktivitetscentre. En almindelig arbejdsdag består blandt andet i at foretage borgerbesøg hos ældre mennesker, som føler sig ensomme og som gerne vil til en eller anden form for aktivitet. Af og til holder han også oplæg for forskellige samarbejdspartnere.

I det hele taget er det at være i kontakt med folk og tale med dem vigtigt i det job, Mads bestrider. For selvom en del af kommunikationen kan foregå via mail, så kan han ikke undgå at skulle ringe eller tale ansigt til ansigt med folk, forklarer Mads.

”Vi skal både ringe til borgere og aftale besøg, og så skal vi ud til borgeren og have nogle samtaler om, hvad borgeren har problemer med i forhold til deres ensomhedsproblematik. Så vi snakker rigtig meget. Det er en stor del af jobbet,” fortæller han.

Positiv respons på det at stamme

Det skete en dag for Mads at en af de borgere, han var på besøg hos, spurgte ind til hans stammen.

”Jeg var på et besøg, hvor en borger spurgte, om hun måtte spørge mig om noget privat. Hun kunne godt høre, at jeg stammede lidt, og så spurgte hun til, hvad der kunne hjælpe i forhold til, at man ikke skulle stamme så meget, for hun kendte nemlig en, der også stammede.”

Mads fandt spørgsmålet meget behageligt og et emne, der var helt i orden at spørge ind til, for det gav ham en mulighed for at være åben omkring sin stammen. Og netop det at være åben omkring sin stammen erfarer Mads i længden giver positive oplevelser på jobbet.

”Jeg kan godt holde oplæg foran en stor forsamling og have det godt med det. For jeg oplever, at de får den information, de skal have, og det gør mig glad, for det er et bevis på, at man godt kan løse den slags opgaver som stammer.”

Selvom stammen fra tid til anden kan drille på jobbet, stopper den ikke Mads i at beskæftige sig med det, han interesserer sig for.

Erklæring om retten til at stamme underskrevet af 73 organisationer verden over

Den 20. oktober 2022

Der skal gøres op med forestillingen om, at stammen er noget, der kan og skal behandles. I stedet bør det accepteres, at nogle mennesker stammer, når de taler. Det erklærer Stammeforeningen i Danmark sammen med 72 andre organisationer fra 35 lande i anledning af international stammedag den 22. oktober.

“Det er ikke rimeligt at forvente eller forlange, at vi taler flydende. Vi stammer. Det er sådan, vi taler.”

Så enkelt kan det formuleres. Disse ord er kernen af budskabet i Erklæringen om retten til at stamme, som er underskrevet af stammeforeninger og -interesseorganisationer over hele verden.

1% af den voksne befolkning lever med stammen og de fysiske og mentale udfordringer, den giver anledning til. Det kan være hæmmende i mange forskellige sammenhænge, både på jobbet, i skolen eller i det sociale liv. Ovenikøbet oplever vi sjældent stammen fremstillet i mainstreammedier uden at fokus er på, hvordan man kan mindske, behandle eller “overvinde” den. Det medvirker først og fremmest til et tabu og en fortælling om, at stammen er forkert, men også til en forestilling om, at det er muligt at overkomme sin stammen, hvis man arbejder hårdt nok. Sådan forholder det sig ikke. Man kan vælge at søge støtte til at arbejde med stammen, men det er ingen garanti for at minimere stammen, og så bør mindre stammen ikke være et mål i sig selv. I stedet er målet at kunne at acceptere, at man stammer. Det er på tide, at resten af samfundet lader sig inspirere af netop acceptbehandling.

Vi lever i en tid, hvor mangfoldighed og inklusion står højt på dagsordenen. Det skal selvfølgelig også gælde mennesker, der stammer. Stammen må ikke være afgørende for, hvilke muligheder man har på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet eller i mødet med andre dele af samfundet, og det må ikke forventes, at man stræber efter at eliminere stammen. Mange mennesker vil have stammen med sig hele livet, og det skal der være plads til.

Følgende er en dansk oversættelse af erklæringen. Den originale engelske version, Declaration of the Right to Stutter, kan findes på Stamilys hjemmeside sammen med en liste over de organisationer, der har tilsluttet sig projektet.

Vi, de undertegnede, erklærer, at mennesker, der stammer, bør accepteres med deres stammen. Vi kan vælge at søge hjælp til at tale flydende eller stamme mindre, eller vi kan lade være. Det er vores ret. Det er ikke rimeligt at forvente eller forlange, at vi taler flydende. Vi stammer. Det er sådan, vi taler.

 

I denne mangfoldighedens tid finder tilpasning sjældent vej til dem, der stammer, hvad end det er på jobbet, under uddannelse eller i mødet med andre aspekter af samfundet. Tværtimod er forventningen, at vi stræber efter at “overvinde” vores stammen og tale anderledes. Som individer kan vi ønske og endda forsøge at gøre netop det, men som samfundsgruppe afviser vi forestillingen om, at vi blot holder op med at stamme.

 

Ingen organisation kan hævde at værdsætte lighed eller mangfoldighed, hvis ikke stammen er tilladt og anerkendt. Vi opfordrer alle organisationer og institutioner til at arbejde med mennesker, der stammer, for at sikre, at alle behandles med den respekt, ethvert menneske fortjener, og at der gøres plads til os.

 

Det er vores ret at tale, som vi gør.

Stammeforeningen i Danmark

Email: kmt@fsd.dk

Telefon: 30 49 26 96

Cecilie har gjort stammen til charmen

Af Emil Bækdahl

Cecilie Meldgaard Hansen er 24 år gammel, bor i Kongens Lyngby og studerer til dagligt på DTU, hvor hun læser geofysisk og rumteknologi. Gennem det sidste års tid, har Cecilie stillet sig offentligt frem og fortalt om, hvordan det kan være at stamme. I november 2021 var hun hovedperson i et afsnit af podcastserien Spejlet, som udgives af radiokanalen 24Syv. Podcasten sætter fokus på unge mennesker i forskellige livssituationer, og hvert afsnit studerer en ny person nøje. Derudover var hun i foråret 2022 med i Go’ morgen Danmark på TV 2, hvor hun sammen med Lukas Rischel Preston og Stammeforeningens formand Bettina Pedersen talte om det tabu, der ofte omgiver stammen. I begge tilfælde udviste Cecilie en inspirerende åbenhed, og jeg husker tydeligt, at hun talte om, hvordan hun har gjort stammen til sin charme. Stammen er unægteligt en del af ejerens identitet, men ligefrem bevidst at bruge den som en del af sin personlighed og forbinde den med en bestemt egenskab, gjorde mig nysgerrig: Hvordan kan stamme påvirke identiteten, og hvilke karaktertræk kan den være med til at fremhæve? Det og meget andet har jeg talt med Cecilie om.

Opmærksomhed fra begyndelsen

Selvom de fleste mennesker, der stammer, har haft udfordringerne med talen med sig gennem hele livet, kan der være forskel på, hvornår den enkelte første gange opfatter stammen som et reelt problem. Nogle har været tynget af det hele livet; nogle husker ikke at have været generet af stammen i barndommen, men først i teenageårene; nogle har aldrig opfattet det som et problem. For Cecilie står det dog rimelig klart, hvordan stammen har været til stede gennem hele livet. Hun har nemlig haft en særlig mulighed for at lægge mærke til det.

“Jeg har en enægget tvillingesøster, så jeg har let kunne fornemme, hvis jeg var anderledes end hende.”

Søsteren stammer ikke, så Cecilie har fra en tidlig alder kunne se og høre, at der er forskel på deres måde at tale på. Det har gjort, at hun har været bevidst om sin stammen fra barnsben, og hun husker, at det gav udfordringer allerede i løbet af de første skoleår.

“I de små klasser var jeg meget usikker og turde ikke sige så meget,” fortæller Cecilie og forklarer, at hun allerede på det tidspunkt havde problemer med dårligt selvværd. Selvom hun ikke oplevede decideret mobning, husker hun stadig specifikke oplevelser fra den tid, og hun fremhæver én, der har sat sig særligt fast. Cecilie gik i fjerede klasse og havde næsten lige skiftet skole.

“Der var to piger i min klasse, som en dag kom hen til mig og lod om de stammede. De sagde, at jeg havde smittet dem,” fortæller Cecilie og tilføjer efter en lille pause, at “der var nogle ret lede piger i den klasse.”

På trods af ubehagelige enkeltsituationer har Cecilie en følelse af, at der generelt har været forståelse for hendes situation blandt personalet på de skoler, hun har gået på. Blandt andet har hun kunne tale med klasselærere om stammen og de udfordringer, den giver. Desværre havde Cecilie ikke lignende gode oplevelser med de talepædagoger, der underviste hende gennem skoletiden. Hun fortæller, at hun brugte meget energi på at skjule sin stammen, da hun var yngre, og derfor oplevede, at hendes udfordringer ikke blevet taget alvorligt.

“Jeg var med i en stammegruppe på et tidspunkt, hvor de andre deltagere stammede væsentligt mere, end jeg gjorde. Jeg følte, at mine udfordringer blev skubbet til siden, og at de andre deltagere fik opmærksomheden.”

Cecilie modtog talepædagogisk bistand af flere omgang, men uden at føle at det gjorde en forskel. Hun fortæller, at hun er overbevist om, at hun har været uheldig, og at hun ikke generelt er kritisk overfor den hjælp, en talepædagog kan give. Det forholder sig også ledes, at der generelt er enighed om, at en tidlig logopædisk indsats hos børn er det, der kan gøre den største forskel.

Åbenhed, selvindsigt og ironi

På et senere tidspunkt i Cecilies skolegang blev hun bekendt med hypnoseterapi i forbindelse med stammen. Her er det første og fremmest vigtigt at understrege, at der ikke findes dokumentation for, at hypnose skulle have nogen positiv effekt på stammen. Det er dog også velkendt, at det er individuelt, hvilken behandlingsform der giver en følelse af forbedring. Nogle mennesker kan f.eks. berette om, at hypnose har bidraget positivt til arbejdet med stammen, mens andre kan opleve det modsatte. For Cecilie var det netop en positiv oplevelse.

“På det tidspunkt var jeg meget stille og havde dårligt selvværd, så jeg var jeg rigtig desperat. Allerede efter anden gang hos hypnotisøren kunne jeg virkelig mærke en forskel. Ikke nødvendigvis med hensyn til stammen, men jeg var blevet mere bevidst om mig selv og accepterede mig selv mere.”

Cecilie oplevede altså ikke, at hypnoseterapien gjorde, at hun stammede mindre – faktisk siger hun, at hun stammer mere i dag, end hun gjorde tidligere i sit liv – men i stedet at hun blev mere opmærksom på, hvordan stammen opførte sig og påvirkede hende i forskellige situationer. Efter forløbet blev hun mere udadvendt og talte mere; for at bruge hendes egne ord var hun blevet “mere ligeglad” med stammen. Den udvikling betød, at Cecilie gik gennem teenageårene – en periode som mange med stammen kan synes er særlig hård – med en åben attitude til stammen. Hun har sågar brugt stammen aktivt i sin måde at omgås andre mennesker.

“Jeg er meget åben omkring min stammen, og nogle gange kan jeg mærke, at det gør folk lidt ukomfortable. Men det vil jeg egentlig gerne have, fordi jeg føler, at det er med til at nedbryde det tabu, der kan være omkring stammen. Det åbner også op for en masse spørgsmål, som folk måske ellers ville være bange for at stille. Det synes jeg, er virkelig fedt.”

Åbenhed er en af de ting, man ved er forbundet med større livsglæde hos mennesker, der stammer, og det er tydeligt, at det fylder meget hos Cecilie. Sammen med hendes åbenhed kommer også en passende mængde selvironi. Hun fortæller, at hun nogle gange vælger at kommentere på sin stammen i situationer, hvor den er særlig hård eller f.eks. giver anledning til medbevægelser. Hun tør at lave sjov med sig selv, og det bidrager til en mere afslappet atmosfære. Cecilie fremhæver den kvalitet som noget, hun selv finder beundringsværdigt hos andre.

“Hvis jeg møder et andet menneske, der har et handicap eller en anden udfordring og som er cool med det, så har vedkommende virkelig min respekt.”

At være sin egen bedste talepædagog

Cecilie fortæller, at mødet med andre mennesker, der stammer, også har gjort en stor forskel i arbejdet med at acceptere og leve med stammen. At indgå i et fællesskab, der giver en følelse af ikke at stå alene med sine udfordringer, er altafgørende for mange. Fællesskabet giver en følelse af forståelse, fremmer åbenheden, er med til at normalisere stammen, og så giver det mulighed for at høre, hvordan stammen påvirker andre mennesker. Stammen er en individuel størrelse, og den præger folks liv forskelligt. At høre andre menneskers historie kan derfor sætte perspektiv på stammen og bidrage til en bedre forståelse af egne udfordringer. Cecilie fremhæver Stammeforeningens sommertræf – som hun både har deltaget i og siden været med til at planlægge – som et særligt fællesskab, der har givet hende meget.

Udover fællesskabets positive effekt på Cecilies syn på stammen, arbejder hun også selv med den fysiske dimension af stammen.

“De fleste ting jeg gør, for at kontrollere min stammen, er selvlærte,” fortæller hun og siger, at meget af hendes fokus ligger på vejrtrækning, og at hun den seneste tid har arbejdet på artikulation og udtale.

“Jeg forsøger at udtale alle stavelser i ordene ordentligt, huske at trække vejret og tale langsomt. Det er det, der virker for mig.”

Cecilie lægger vægt på, at det har været vigtigt for hende at acceptere et grundlæggende vilkår, nemlig at stammen er der, og at den ikke kommer til at gå væk. Ligesom med alle andre udfordringer i livet er erkendelse et vigtigt første skridt i retning af forbedring. Hvis man ovenikøbet accepterer, at stammen er en del af én selv og derfor føler ejerskab over den, kan det oplevelse af, at man rent faktisk er i stand til at påvirke den i en positiv retning. Cecilie siger selv, meget rammende, at “stammen er ikke noget, der skal fjernes; det er noget, der skal arbejdes med. Hvis man kæmper for at fjerne stammen, kæmper man forgæves.”

Stammen er væk! Hvem er du nu?

Det kan være svært at vurdere, hvordan stammen direkte har påvirket livets store beslutninger. Mange husker sikkert kortere episoder, hvor stammen har taget styringen, f.eks. hvis man lod telefonen ringe ud i stedet for at tage den, hvis man undlod at deltage i et socialt arrangement, man ellers havde set frem til, eller hvis man endte med at bestille noget andet fra menukortet, end man ønskede. De store beslutninger – hvad end de angår uddannelse, job, omgangskreds eller noget fjerde – er derimod ofte mere komplekse og strækker sig over længere tid. Derfor kan der være flere faktorer i spil, og stammen kan ikke nødvendigvis sættes på som primært årsag til et valg. Alligevel kan man lave et tankeeksperiment og forestille sig, hvor man ville have været i livet, hvis stammen ikke havde været der. Så jeg spørger, hvad forskellen mellem Cecilie, jeg i øjeblikket taler med, og Cecilie i et parallelt univers uden stammen er.

“Hvis jeg ikke havde haft min stammen, ville jeg ikke vide lige så meget om mig selv, som jeg gør i dag. Jeg har lært rigtig meget af min stammen; både om mig selv og om andre. Jeg tror også, at jeg har en anden tilgang til at udvælge mine venner. Det er virkelig vigtigt for mig at kunne mærke, at de mennesker, jeg omgås, ikke er dømmende eller skynder på mig. Jeg er meget nænsom med, hvem jeg lukker helt ind, selvom jeg er meget åben.”

En anden væsentlig ting, som stammen har givet Cecilie, er lysten til at bevise noget over for sig selv. Hun siger, at hun har truffet nogle udfordrende valg gennem tiden, som hun sikkert ikke ville have overvejet, hvis stammen ikke var der. F.eks. var hun som 16-årig på udveksling i Canada i et år, hun har arbejdet som tjener gennem flere år, og så er hun ambassadør for Stammenforeningen.

Cecilie fortæller, at hendes år som udvekslingsstuderende gav hende mulighed for at være sig selv at skulle forholde sig til de forventninger, hun var vant til i Danmark. Selvom hun havde troet, at det ville være svært f.eks. at møde andre mennesker og få venner, gik det lettere end frygtet.

“Efter få uger havde jeg allerede fået nogle venner. Det gav mig et kæmpe selvtillidsboost, og det var på en måde en stor åbenbaring for mig. Folk er jo søde nok, hvis man er sød ved dem.”

Den oplevelse gav hende endnu mere lyst til at åbne op, møde nye mennesker og generelt tale mere. Jeg spørger Cecilie, om lysten til at tale med andre mennesker, som hun i høj grad fører ud i livet, er noget, hun aktivt har valgt at gøre – om hun på en måde har tvunget sig selv til at gøre – eller om det er kommet naturligt.

“Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være.”

Cecilie er et tydeligt eksempel på, hvordan åbenhed og accept kan være fundamentale egenskaber i et liv med stammen. Hun accepterer, at stammen sætter sine præg på personligheden, og så omfavner hun det, gør det til en fordel og et karaktertræk, hun ønsker at vise frem.

“Jeg vil ikke være foruden min stamme. Det kan være hårdt, men jeg synes, det har lært mig meget, og det er helt klart hele værd. Stammen har gjort mig stærkere.”

Litteratur

• Boyle, M. P., Milewski, K. M., & Beita-Ell, C. (2018). Disclosure of stuttering and quality of life in people who stutter. Journal of fluency disorders, 58, 1-10.
• Franken, M. C. J., Koenraads, S. P., Holtmaat, C. E., & van der Schroeff, M. P. (2018). Recovery from stuttering in preschool-age children: 9 year outcomes in a clinical population. Journal of Fluency Disorders, 58, 35-46.s
• Brignell, A., Krahe, M., Downes, M., Kefalianos, E., Reilly, S., & Morgan, A. (2021). Interventions for children and adolescents who stutter: A systematic review, meta-analysis, and evidence map. Journal of Fluency Disorders, 70, 105843.