Billeder fra Bornholmerlejren 2020
Billeder fra Bornholmerlejren 2020
Deltagere på årets lejr ved Hammershus
Se flere billeder taget af træf-koordinatoren Bettina Pedersen her >>>>>>
eller
Marc Egede
Man skal passe på med at falde tilbage til det gamle
Ved at anvende den virtuelle undervisning, kan man hjælpe flere. Den er mere fleksibel og lige så effektiv som normal undervisning, men det kan være en udfordring, at vænne sig til den virtuelle undervisning.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark. den 11. juni 2020.
Marc Egede
Som så mange andre har Marc Egede oplevet at skulle arbejde hjemmefra på grund af coronaen, og der har ikke været den sædvanlige kontakt til de borgere, som han hjælper, bl.a. med stammen. Marc Egede arbejder som logopæd ved Tale-Høre-Syn ved Center for Specialundervisning og Kommunikation i Haderslev, hvor han og kollegerne har været nødt til at anvende virtuelle virkemidler i undervisningen. I næsten tre måneder har Centeret været lukket ned, og det har derfor været nødvendigt at anvende virtuelle virkemidler, som f.eks Microsoft Teams, der er den virtuelle platform, der anvendes ved Tale-Høre-Syn ved Center for Specialundervisning og Kommunikation i Haderslev og i Aabenraa, Sønderborg og Tønder.
Flere borgere har været noget usikre overfor den virtuelle kommunikation, men da der ikke har været noget alternativ, og alt tydede på, at nedlukningen på grund af coronaen ville tage flere uger, har mange alligevel indvilget i at deltage i online-undervisning.
-Så snart teknologien har virket og folk er blevet fortrolige med online-undervisning, så har der kun været positive tilbagemeldinger fra borgere. De har været dejligt fleksibelt, for folk har kunnet modtage online-undervisningen på deres arbejdsplads, i eget hjem eller et helt tredje sted, efter eget valg. Samarbejdet med pårørende og kollegaerne fra PPR og andre taleinstitutter om borgerne, har også været lettere og mere smidigt, hvilket har gjort indsatsen mere målrettet og effektiv. Marc har gennemgående oplevet tilfredse borgere med kortere undervisningsforløb, fordi tiden er brugt mere smidigt, effektivt og målrettet end tidligere.
Mange argumenterer imod den virtuelle undervisning, fordi man ikke får al mimikken med, og det kan være svært at etablere social kontakt. Marc har dog ikke oplevet det som noget problem, folk har kun været positive, fordi de har fået den hjælp, de havde brug for, sparet transport og samtidig undgået at blive smittet med corona.
I fremtiden vil Marc bruge virtuel undervisning i lige så høj grad som traditionel undervisning, fordi han ser mange nye muligheder i virtuel undervisning, som vil komme borgerne til gode.
-Personalemøderne på Centeret har også foregået online, hvor den enkelte deltager sidder hjemme ved computeren eller iPaden. Det har ofte været en effektiv og tidsbesparende måde at kommunikere sammen på, da der har været fokus på den faglige dagsorden og ikke så meget andet. Flere på hans arbejdsplads argumenterer imod at afholde online-møder, fordi man går glip af det sociale element. En løsning i fremtiden kunne være en kombination, hvor nogle møder holdes online og andre fysisk. Marc håber, at alle på Centeret vil vedligeholde eller udvikle de digitale færdigheder, som de har opnået under nedlukningen, og at de ikke falder tilbage til de gamle rutiner. Mange virksomheder har brugt virtuelle møder i mange år, og det gør, at medarbejderne finder det naturligt og let at samarbejde online med andre kollegaer i hele verden. Det er ikke utænkeligt, at det bliver den mest almindelig mødeform i fremtiden, siger Marc Egede.
– I Sønderjylland har vi et samarbejde mellem Kommunikationscentrene i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. De fire kommuner har en aftale om at hjælpe hinanden ved sager, de ikke selv kan løse. Det har været billigere for kommunerne under nedlukningen, fordi online-undervisning ofte har sparet lange transporttider. Online-undervisningen har ingen kommunegrænser, så Marc ser muligheder for besparelser og bedre hjælp til borgerne, hvis kommunerne vil udvikle samarbejdet om online-undervisning.
Det er dog meget vigtigt, at der fremover bliver en god blanding mellem virtuelle møder og fysiske møder i Centrene. Det vil give det bedste resultat, at der også fremover er fokus på de sociale aktiviteter, der kan give den nødvendige energi, så virtuelle møder med stor faglig fokus kan blive vellykkede og tilfredsstillende, understreger Marc Egede.
Også i fremtiden skal vi være gode til at hjælpe folk, der har behov for hjælp, og her mener Marc, at online-undervisning med fordel kan indgå i hans undervisningstilbud, da det vist sig at være et godt redskab til fx til at få styr på sin stammen. I løbet af coronatiden har Marc udviklet nogle online-undervisningsprogrammer til folk med stammen, og det arbejde vil fortsætte, da han oplever at kunne hjælpe folk på en lettere og mere effektivt måde, end hidtil.
Også ved kommunikationen mellem medarbejderne på de fire kommunikationscentre kan Marc Egede se en fordel i, at der fremover også afholdes virtuelle møder. Som før nævnt er det nemmere at holde fokus på den faglige dagsorden ved et virtuelt møde, og man kan lettere finde tid i kalenderen, da man sparer transporttiden. Han håber derfor på, at der bliver plads til flere faglige møder mellem kommunikationscentrene, og at dette vil kunne løfte det faglige niveau til gavn for borgerne.
Vi har været tvunget til at tænke anderledes under corona-nedlukningen, og det kan anvendes til noget positivt, hvor vi nemmere kan samarbejde, og samarbejdet er blevet mere effektivt, og det samme gælder undervisningen. Derfor skal vi sørge for ikke at falde tilbage til de gamle mønstre fra før corona-nedlukningen, slutter Marc Egede.
CSV
Center for Specialundervisning for Voksne og coronaen
På Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) i København var der meget lidt kontakt med borgerne den første måned efter nedlukningen, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der har ansvaret for stammeundervisningen på CSV.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen den 11. juni 2020
Inge Brink Hansen
-Da vi blev hjemsendt den 11. marts på grund af coronaen, blev borgerne kontaktet personligt telefonisk, og herved fik vi talt om baggrunden for den enkeltes udfordringer med stammen. Al øvrig undervisning gik i stå, da Microsoft Teams, det system, som man i Københavns Kommune anvender til virtuel undervisning, endnu ikke var klart. Vi måtte aflyse en stammegruppe, som vi netop havde startet og måtte også aflyse vores intensive weekendkursus for stammegruppen. Gruppen er i øvrigt begyndt igen for et par uger siden, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der begge arbejder med voksne, der stammer.
Da stammegruppen mødtes igen, var der ingen i gruppen, der gav udtryk for, at corona-tiden generelt havde påvirket deres stammen.
I stedet for undervisning har Inge Brink Hansen og Lise Reitz arbejdet med udvikling af informationsmateriale, bl.a. pjecer. Lise har desuden arbejdet med senfølger efter hjernerystelse, som er hendes andet fagområde, og Inge har forsket i fonasteni – stemmetræthed, og er i gang med at skrive en artikel om dette og har desuden deltaget i den internationale debat om emnet i en online stemmekonference i Philadelphia. Hun deltager i et projekt om fonasteni, hvor der er et internationalt samarbejde med forskere, som mødes til konferencer.
Om arbejdet med stammeområdet på CSV
-På CSV København har vi tilbud til voksne, der stammer, fra Københavns Kommune samt fra de kommuner, der tilkøber ydelser fra CSV bl.a. Frederiksberg og Taarnby. Undervisningen starter med en udredningssamtale, hvor vi taler om de problemer, der er, og hvilke tiltag, der er behov for. Herefter er der mulighed for: Eneundervisning og/eller halvårs Gruppe (7 x 3,5 time – hver 2. onsdag kl. 16.30-20.00) inkl. en intensiv weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Forløbet evalueres hvert halve år og kan genvisiteres ved behov. Stammegruppen kan bestå af 6-14 personer. I hvert semester er der et weekendophold, der foregår på Roskilde Vandrehjem. Efter behov og aftale tilbydes også eneundervisning, fortæller Inge Brink Hansen.
Lise Reitz udtrykker, at hun ikke er den store tilhænger af online-undervisning, men kan se, at det er en nødvendighed i visse situationer. Ved møder med kolleger synes hun, at det er bedst face mod face, men det sparer transport, og det er også væsentligt.
Både Inge Brink Hansen og Lise Reitz fortæller, at det har været ok at afholde møderne via Microsoft Teams, da der har været få deltagere, men at det også har givet anledning til frustration, når teknikken drillede.
Da vi fik lov at lukke op for fysisk fremmøde på CSV under coronaen, måtte der være max 10 deltagere og en meter mellem deltagerne, har det været nødvendigt at flytte til et andet lokale, da stammegruppen er for stor i forhold til det areal, som restriktionerne kræver. Og der skal sprittes af før og efter.
Inge Brink Hansen arbejder i løbet af ugen 12 timer med stammere. Lise Reitz arbejder cirka halvdelen af sine timer med stammeundervisning.
Samarbejde med andre taleinstitutter
Der har ikke specifikt i coronatiden været samarbejde med andre taleinstitutter, men der har tidligere været samarbejde med fx PPR i Valby. Her har vi forsøgt at lave brobygning mellem de to tilbud, så de unge (som PPR arbejder med) kan se, hvad de vil blive tilbudt, når de overgår til voksenområdet, fortæller Lise Reitz.
Som noget nyt arbejdes der med et projekt med videoportrætter af nogle voksne, der stammer, sammen med Specialcenter Roskilde, SCR Kommunikation. Portrætter, der evt. vil kunne anvendes på de forskellige kommunikationscentres hjemmesider. Det er meget nyt, og der arbejdes på at finde penge til dette arbejde, slutter Inge Brink Hansen og Lise Reitz.
Lidt om Inge Brink Hansen og Lise Reitz:
Inge Brink Hansen er Cand.mag. i musik og logopædi fra Københavns Universitet. Hun har været sanglærer på Københavns Universitet fra 1995-2013 og på Pastoralseminariet fra 1995 – 2018.
Fra 2006 har hun været ansat som logopæd på CSV (34 timer om ugen) på stemmeområdet, og fra 2008 har hun også været på stammeområdet sammen med Lise Reitz. Det er de to, der på CSV arbejder med stammen. Fra 2018 har Inge Brink Hansen arbejdet på fuld tid på CSV, men har derudover en lille privat praksis.
Lise Reitz er uddannet logopæd (talepædagog) fra Københavns Universitet og har arbejdet i Københavns kommune i 26 år som logopæd. Hun er desuden uddannet som psykoterapeut på EFT-instituttet, som er emotions-fokuseret terapi og en anerkendt evidens-baseret terapiform.
Lise giver kun uhyre lidt privat undervisning. Når folk henvender sig privat til hende, forsøger hun altid at få folk over i kommunalt regi, hvis de bor i kommunen. Der er ingen grund til at betale for privatundervisning, når hjælpen lige så godt kan ydes af CVS, hvilket jo er vederlagsfrit. På den anden side må folk jo altid gerne give udtryk for, at de gerne vil gå til undervisning hos Lise Reitz, hvis de henvender sig til CVS. Lise Reitz har tidligere undervist på SDU (Syddansk Universitet) og KUA (Københanvs Universitet Amager), men gør det ikke længere.
Susanne Hansen
Tale-hørekonsulent i PPR i Frederikshavn undrer sig
Det er væsentligt for mig at understrege, at jeg ikke er ekspert på stammeområdet, men en tale-hørekonsulent ansat i PPR-regi – en generalist, der skal vide meget om mange forskellige ting på tale- og sprogområdet, bl.a. stammen. Jeg håber derfor, I tager det som en positiv udfordring, at der sidder en tale-hørekonsulent i Frederikshavn Kommune og undrer sig, og derfor vil byde ind med jeres tanker.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen – den 5. maj 2020
I disse coronatider har Susanne Hansen, tale-hørekonsulent i Frederikshavn haft følgende indlæg på Stammeforeningens Facebookside:
Jeg er hjemmearbejdende tale-hørekonsulent i Frederikshavn kommune. Jeg har den sidste uge modtaget flere opkald og mails fra bekymrede forældre og pædagoger, der beskriver meget voldsomme stammeudviklinger hos børn, der normalt kun stammer ganske let.
Jeg kom til at tænke på, om I har kendskab til, at det er et generelt fænomen?
Indtil videre tænker jeg hele corona-situationen som et gevaldigt pres for os alle, og eventuelt også hos det barn der i forvejen stammer. Kan det eventuelt sidestilles med andre store pres, som vi ved kan aktivere stammen yderligere? Jeg tænker her på, at jeg ofte har oplevet, at børns stammen trigges af skolestart, familieforøgelse, flytning og lignende.
Jeg har vejledt som normalt ift. dette, men tænker I noget andet?
Der har på Facebook været følgende kommentarer til Susanne Hansens indlæg:
Stig Laursen:
Årsagen kan meget vel være, at disse ”let-stammende” børn indtil nu er lykkes med at skjule for deres forældre, hvor meget de i virkeligheden stammer. Når de så skal lave hjemme-skole viser det sig.
Alle det stammende barns strategier og tricks for at gemme sig smuldrer jo også af de ændrede omgangsformer i institutionerne og skolen. Foreningens svar til de bekymrede må vel være, at det er ”vi” ude af stand til at hjælpe med – man skal presse på i skolen / kommunen for at få professionel hjælp.
Maibritt Nielsen:
Vores søn er også mere udfordret end normalt. Det eskalerer ofte, når han er i tvivl om, hvad der skal ske, og man må sige, der er meget uvished i denne tid. Han har haft virtuelle samtaler og træning med talepædagogen.
Marc Egede:
Jeg forstår det ikke. Som nævnt så forværres stammen af mange forskellige årsager. Corona og ny struktur er nok ikke hele forklaringen. I børnehaver og skoler deles børnene op i mindre grupper, hvilket er godt for stammen. Hvad tænker du Allan Toft Pedersen?
Allan Toft Pedersen:
Den er svær Marc. Tager man McGuire-brillerne på ligger der måske noget i, at man ikke får sin tale/teknik vedligeholdt, og deraf får nogle dårlige oplevelser og kommer i turbulens.
Andre tanker: Jeg har ofte tænkt, at nogle personer, der stammer, stammer mere i forbindelse med skift. Fx skoleskift, skilsmisse i familien mv. Måske kan denne situation sammenlignes med en sådan situation? Tankevækkende er det i hvert fald, at der sandsynligvis er flere, der oplever forøgede udfordringer i denne tid. Trods som du skriver, at der også burde være fordele ved det.
Se nærmere på Stammeforeningens Facebookside.
Hermann Christmann, formand for Stammeforeningen, har direkte svaret Susanne Hansen følgende:
Hej Susanne.
Tak for din mail med spørgsmålet, om coronasituationen kan udløse en forværring af stammen hos børn.
Jeg har ikke det endegyldige svar, men det kunne godt tænkes, at en situation med hjemmegående forældre og børn, som skaber ekstra stress i mange familier, kan trigge en forværring af stammen. Der eksisterer jo netop et ekstra pres for mange i disse måneder.
Det passer også med en model som Demands and Capacities (en model, der siger, at når kravene – generelle krav, ikke alene talemæssige krav – til det lille barn overstiger barnets talemæssige evner, begynder barnet at stamme. Når barnets talemæssige evner (igen) svarer til, eller overstiger, kravene, holder barnet op med at stamme. Modellen skulle gælde indtil barnet når en såkaldt ”kritisk alder”, som er 5-7 år).
Ligeledes passer det med de familieorienterede behandlingsformer, som Michael Palin Centre i London har udviklet (og som meget groft siger: familiedynamikken kan fremme en hensigtsmæssig taleudvikling, eller familiedynamikken kan fremme en uhensigtsmæssig taleudvikling – det er rimeligt at antage, at når familiedynamikken er under pres, så vil der være større sandsynlighed for en uhensigtsmæssig taleudvikling).
I afsnittene ovenfor skrev jeg om stammens udvikling, altså når stammen allerede er opstået. Det er muligt, men man ved det dog ikke, at stammen kan opstå/blive udløst som følge af begivenheder, som barnet opfatter som store. Du nævner ting som skolestart, familieforøgelse, flytning. Jeg har hørt logopæder fortælle om, at det i nogle tilfælde er deres erfaring, men så vidt jeg ved, er der ikke forsket i området.
Nogle forskere har også spekuleret på, hvorfor stammen opstår, når børn i gennemsnit er 33 måneder gamle. Her har nogle forskere formodet, at det måske kan hænge sammen med, at børn i netop den alder gennemgår en rivende sprogudvikling, der stiller store krav til dem.
Du spørger også om vejledning. Nu ved jeg ikke, hvordan du normalt vejleder, så det kan være, at mit svar er helt ved siden af: Hvis du taler i telefon med forældrene, så er der nogle ting, der er ekstra vigtige i denne tid: Lyt ekstra meget til forældrene og deres bekymringer. Fortæl om de gode taleregler, som tale efter tur og ikke afbryde hinanden. Der er flere konflikter end normalt i de små hjem. Så, hvis det er muligt, kan forældrene dagligt tage børnene hver for sig i enrum, hvor forælder og barn har deres helt egen hyggestund. Hvis nu alle børnene, ikke alene det stammende barn, hver for sig får et kvarter eller en halv time med en forælder, kan det sikkert mindske eventuel jalousi hos de søskende, der ikke stammer.
Jeg håber, at du kan bruge svaret. Du må meget gerne skrive igen.
Mange hilsener
Hermann
Susanne har svaret Hermann:
Når jeg læser din mail, kan jeg se vi tænker meget ens, og jeg vil gerne medvirke til, at der kommer omtale om min henvendelse på foreningens hjemmeside / Facebookside.
Jeg (din redaktør) har den 21. april sendt Susanne følgende spørgsmål, som hun hurtigt svarede på
Hvor længe har du efterhånden arbejdet hjemmefra?
Allerførst vil jeg præsentere mig selv: Jeg hedder Susanne Hansen og er ansat som tale-hørekonsulent ved Center for Familie – Distrikt Ø i Frederikshavn.
Jeg har arbejdet hjemme siden torsdag den 12. marts – det føles efterhånden som laaaaaaang tid, men det har egentlig fungeret godt for mig. Jeg har varetaget de opgaver, jeg kan, telefonisk hjemmefra, på Skype eller på mail. Derudover har jeg fordybet mig i forskellige faglige emner, og lavet en enkeltmandsstudiegruppe, hvilket den almindelige hverdag ikke altid tillader. Da det har været vigtigt for mig at kunne se sammenhængen mellem den litteratur, jeg har læst, og min hverdagspraksis, har jeg haft kontakt til flere af de forskellige forfattere. De har heldigvis alle sammen været yderst hjælpsomme med at udveksle erfaringer med mig.
Hvordan holder I forbindelse med hinanden? Er det via Skype, Zoom eller på anden vis? Har I daglige møder fx via Skype? Du kan jo ikke mødes fysisk med de unge og deres forældre, som du skal hjælpe. Hjælper du udelukkende via mails, telefon, Skype?
Internt med kolleger og børnehaver/skoler anvender vi Skype for Business eller Microsoft Teams både som telefonopkald og som videomøder. Vi holder videomøde i vores faggruppe hver tirsdag morgen i denne tid, for dem der har mulighed for det. Det er rigtigt rart – tror vi alle fortsat har behov for at føle, at vi hører til et sted. Derudover får vi også en weekendhilsen fra vores PPR-leder hver fredag, hvilket også er med til at fodre sammenhængskraften, og det giver overblik over, hvad der sker i PPR for de forskellige medarbejdere.
Med forældre anvendes mail eller telefonopkald eller en almindelig Skypeforbindelse/Facetime.
Der er flere PPR-medarbejdere, der pt. udfører andet arbejde end de vanlige opgaver. På den måde sendes medarbejdere ud i meget forskelligartede opgaver lige fra vask af legetøj, pædagogmedhjælperfunktioner, oplæring i spisefunktioner, plejeopgaver; samt psykologer, der varetager opgaven med at yde samtale til lærere, pædagoger, der måtte have behov for det, fordi corona-situationen fylder meget i de pågældende faggruppers arbejdsliv.
I næste uge skal jeg selv være vikar i en børnehave nogle timer dagligt.
Hvordan hjælper du de unge, som har voldsomme stammeudviklinger?
Der tages udgangspunkt i det enkelte individ, og hvad der fylder for vedkommende. Der tages ikke afsæt i en enkelt teoretisk retning, men vælges blandt flere, så indsatsen tilrettes den enkelte bedst muligt.
Praktisk betyder det ofte:
Deltagelse i vores Stammecafe.
Kontinuerlig rådgivning og vejledning til elever, forældre og skole omkring fx:
- vejrtrækning
- afspændingsøvelser
- stress og kommunikationspres
- fluency
- blød start og igangsættelse af sætninger
- identitet som stammer, at være god nok – dette punkt fylder oftest rigtigt meget
- eventuel henvisning til eksterne specialiserede samarbejdsparter.
Hensigten er, at den unge med tiden bliver ekspert i sin egen stammen.
Hvor længe har du arbejdet som tale-hørekonsulent?
Jeg blev ansat som pædagog i PPR i tidligere Sæby kommune i april 2004, der blev til Frederikshavn kommune ved kommunalreformen i 2007. Sideløbende med mit virke der, tog jeg en pædagogisk diplomuddannelse i Aalborg, og dimitterede i januar 2009. I 2012 tog jeg et ekstra fag på VIA i Aarhus.
Jeg har siden januar 2009 fungeret som tale-hørekonsulent i Frederikshavn kommune. Vi er ca. 33 ansatte i PPR som helhed, heraf er vi syv tale-hørekonsulenter. PPR er inddelt i distrikter, og jeg har siden 2007 været tilknyttet børnehaver og en skole i Frederikshavn midtby.
Er stammen dit speciale?
I og med at vi er distriktsopdelt, er stammen ”kun” en del af mine samlede distriktsopgaver, der fx også omfatter fonologiundervisning, generel vejledning og rådgivning til forældre og pædagogisk personale, stemmeproblemer, hørevanskeligheder, cafe-grupper, sproglige undersøgelser og vurderinger, henvisning til eksterne samarbejdspartnere mv.
Når det er sagt, så har jeg under min diplomuddannelse fordybet mig i stammeproblematikker, og skrev ligeledes afgangsprojekt om stammen. Efterfølgende delte jeg mit speciale, mine tanker/ideer mv med min faggruppe. Det var på den måde, at vores årlige tilbagevendende stamme-cafe for unge opstod.
Hvilke aldersgrupper arbejder du med?
Jeg betjener aldersgruppen 0-18 år i distriktet. Samlet set bruger jeg mere af min tid med de 3-6-årige i børnehaverne end med de 6-18-årige på skoleområdet, men jeg betjener pt. også kun én skole og hele 6 børnehaver.
Susanne Hansen
Kære medlemmer af Stammeforeningen, jeres redaktør efterlyser jeres oplevelser:
Har I også i disse coronatider særlige oplevelser med jeres stammen, positive såvel som negative, som I gerne vil dele med de andre medlemmer, så kontakt mig gerne.
Erling Jensen – redaktør Stammeforeningen – 2164 7869 – ej@blaesbjerghus.dk
Blev mobbet i skolen
Blev mobbet i skolen – både af læreren og eleverne
Bo Østlund, 63 år havde det svært i skolen. Han stammede meget med blokeringer og tics, og det blev ikke nemmere, da en lærer i de små klasser på Veflinge Skole konsekvent kaldte ham ’Bo – med de himmelvendte øjne’. For måtte lærerne mobbe, måtte kammeraterne også – og da Bo også altid var den sidste, der blev valgt til rundbold og heller ikke i gymnastik kunne komme over bukken, var det ikke nemt …
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen. 18.marts 2020
Samtale med Bo Østlund, journalist og forfatter, der fortæller om sin skolegang, uddannelse til journalist og arbejde som forfatter. Og kommer ind på, hvordan han gennem livet har arbejdet med de forskellige dæmoner, der som spøgelser har drillet ham gennem livet.
Nej – det var ikke nemt i skolen. Dengang måtte læreren godt slå, så når man som jeg havde et talehandicap, kunne det være meget svært. Heldigvis fik vi fra 5. klasse en ny lærer, Arne Jensen, som kom til at betyde enormt meget for mig.
I et år med blomsterbørn, postnumre, A-skat og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band og grønt lys for farve-tv i Danmark stod den kæmpestore, rødskæggede mand pludselig i skolegården med sit lidt komiske, flagrende og lige så røde hentehår iført fløjlsbukser, islandsk sweater og udtrådte sko, og da vi startede i 5. klasse efter sommerferien i august 1967, blev lærer Jensen vores klasselærer.
Den 28-årige Jensen var alt det, resten af lærerkredsen ikke var. Venlig og forstående. Med faglig kunnen, stor entusiasme og personligt overskud. Men frem for alt en lærer, der aldrig havde brug for at tage fysisk afstraffelse i anvendelse. En lærer, hvor man bare kunne slappe af og tage fra. Han skrev også selv vores biologibøger på gamle spritstencils, inden han stolt delte dem ud til os. Jensen havde et stærkt kritisk blik for de roller, vi var blevet tildelt, og han gav os muligheder for at ændre på dem. Selv om han bestemt også havde sine foretrukne i klassen, stod han for fornyelsen. Han talte med og ikke til eleverne, og frem for alt var han manden, der opfandt humoren på Veflinge Skole på Nordfyn. En skole hvor det inden Jensens ansættelse kun var skoleinspektør Abildtrup, der ikke slog.
Vi havde Jensen til dansk, biologi og fysik, og i dansktimerne spillede han Leif Panduros og Bent Schærfs genialiteter fra søndagssatiren ”Holdningsløse Tidende” på radioens P3, som han havde optaget fra radioen.
”Oooh vandringsmand. Ryf!”. Eller: ”Do you like your grandmother?” “Yes – I have eaten her!”. Og så grinte Jensen. Og så grinte vi. Og vi fik også selv lov til at lave radiospil på skolens gamle spolebåndoptager.
Og selv om Jensen somme tider var på grænsen af god stil, var han også provokatøren i dette fastlåste system af vrede voksne med deres rigide regler. Som dengang en lærer sendte Lisbeth hjem for at skifte tøj, fordi hun var mødt op i skolen i korte bukser. Og korte bukser til piger var per definition uanstændigt. Og ulovligt.
I den efterfølgende time gjorde Jensen nar af sin kollegas beslutning, for superkorte kjoler var mode, og Jensen målte med stor omhu kjolelængder på pigerne for at sammenligne med længden på shorts.
Jensen tog mig – uden at han selv vidste det – i hånden og førte mig ud af mit sorte rum. Han gav mig, og mange andre i klassen, glæden ved ordene, sproget, fortællingerne. Inspirerede os. Gav os selvtillid.
Og vi var tre af klassens drenge, der endte som journalister. Flere andre endte som lærere.
Arne Jensen og min far var gode venner. Begge var i kommunalbestyrelsen i Søndersø Kommune. Som en af Veflinges købmænd var min far medlem af Det Konservative Folkeparti og Jensen var socialdemokrat. Senere som voksen begyndte jeg i øvrigt at opsøge Jensen, og vi tog sammen ind til Odense og så fodboldkampe.
Efter 7. klasse skulle vi flytte til Havrehedskolen i Morud, og på grund af den voldsomme stammen, blev jeg ikke i første omgang vurderet til at være egnet til at komme i realen. Jeg fik jo gode karakterer i de skriftlige fag, men dårlige i de mundtlige, men lærer Jensen hjalp mig med ekstraundervisning, og jeg kunne begynde i realklassen. Her havde jeg den store glæde at få Niels Himmelstrup til dansk. Han læste for os og gav os glæden ved at skrive, og han har, sammen med Arne Jensen, været stærkt medvirkende til, at ikke bare jeg men hele tre fra vores klasse senere er blevet journalister.
Jeg har nok været seks-syv år gammel, da jeg begyndte at stamme. Der var ikke andre i familien, der stammede. Jeg var efternøleren – jeg har en storebror og storesøster, der er henholdsvis 11 og 10 år ældre og en anden søster, der er fem år ældre. Om det var mine forældre eller skolen, der tog initiativ, kan jeg ikke huske, men pludselig kom der er talepædagog på besøg hos mig i vores hjem. Ved hjælp af et puslespil fik vi en snak om forskellige ord. Det hjalp mig dog ikke noget. Når jeg mindes tilbage, har jeg selv måtte slås med min stammen, og på bedste måde fået gjort noget ved de forskellige dæmoner, som har drillet mig.
Jeg havde især problemer med ord, der begynder med hv – hvem, hvordan, hvorfor etc. For at klare mig måtte jeg lave mit eget sprog.
Det lykkedes at få realeksamen på Havrehedskolen, men da jeg ikke var egnet til at komme i gymnasiet, begyndte jeg i Odense på Handelskolen. Min far var jo købmand , og mine tre større søskende var også gået handelsvejen, men jeg stoppede før tiden. Det var bare ikke noget for mig. Som tidligere nævnt var jeg gennem den gode undervisning, som jeg havde fået af Arne Jensen og Niels Himmelstrup, blevet meget glad for at arbejde med ord. Jeg havde også lavet skole- og spejderblade, og når jeg var rundt som avisbud, læste jeg som en selvfølge dagens avis. Så selv om jeg stammede, søgte jeg som bare 18-årig ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og blev til min store glæde optaget på studiet. Det gik rigtig godt med studiet, og jeg blev som kun 22-årig færdiguddannet som journalist. Danmarks yngste.
Under journalistuddannelsen var der ikke nogen problemer med mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var oppe i tyverne. For at få gjort noget ved dæmonerne, spillede jeg også lidt teater, og da det jo var en rolle, der skulle spilles, var der ikke nogen problemer med stammen. Jeg har nok klaret mig meget ved at lave mit eget sprog, hvor jeg blev god til at lave andre ord. Det krævede en del koncentration, og det har sikkert været en grund til, at jeg privat stammede mere, for her kunne jeg ikke skjule mig bag en rolle. Jeg har også altid stammet mere, hvis jeg var træt, stresset eller syg. Så havde jeg ikke det fornødne overskud til at styre min tale, og så blev der stammet mere.
I mit arbejde som journalist har jeg altid fravalgt at arbejde med radio- og tv-journalistik. Det var faktisk noget af det, som jeg havde allermest lyst til at beskæftige mig med, men jeg har været usikker på, om jeg pludselig ville begynde at stamme igen. Det er heller ikke mig, som ved selskaber rejser mig og holder taler. Derfor var det også på mange måder grænseoverskridende, da jeg til min datters konfirmation holdt en tale. Det gik faktisk udmærket, men jeg var helt ærligt lidt usikker på, om jeg kunne klare det uden at stamme.
Ved udarbejdelsen af de forskellige bøger har der været mange samtaler med snesevis af forskellige, der skulle interviewes. Og jeg har interviewet flere tusind personer i mit liv, uden at min stammen har generet mig. Den forsvandt nemlig, da jeg var i 20’erne, og jeg kan tale med personer i flere timer uden problemer. Men som du kan høre, er der altså stadig nogle få dæmoner, som jeg ikke har fået gjort noget ved. Og om jeg får det gjort, ved jeg ikke. Jeg har jo også nu en alder, hvor jeg ikke har de store intentioner om at gøre mere ved det. Jeg er på alle måder tilfreds med mit liv, og jeg har ikke følt mig som stammer i 40 år, slutter Bo Østlund vores samtale.
Om Bo Østlund
Bo Østlund blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979 som bare 22-årig og kom derefter først til Fyns Tidende, og da avisen lukkede samme år videre til Fyens Stiftstidende, hvor han frem til 2000 lavede bl.a. features, klummer og sport, ligesom han var egnsredaktør for lokalredaktionen i Assens. Han sluttede som leder af krimi- og reportageredaktionen. I 1999 gik han freelance, senere fulgte ansættelser som redaktør hos Danske Malermestre, Ekstra Bladet og Billed-Bladet, og Bo Østlund har som freelancer skrevet for stort set samtlige danske landsdækkende dagblade og magasiner.
Han helligede fra 2007 til 2014 sit forfatterskab på fuld tid fra en ødegård i Mjäryd i skovene uden for Strömsnäsbruk i Småland i Sverige. I dag bor han i Andrup ved Esbjerg. Østlund har primært skrevet biografier om kendte danskere, men også historiske bøger bl.a. om udvandring til Amerika og om angrebet på Pearl Harbor, samt i 2009 sin egen erindringsbog ‘Strawberry Fields Forever’ på Politikens Forlag om en opvækst i 1960’erne og starten af 1970’erne i en lille nordfynsk landsby.
Siden har Bo Østlund udgivet de store samtalebøger ’Modne Mænd’ (2016) og ’Modne Kvinder’ (2017) – hvor han interviewede 24 kendte danskere om livets største spørgsmål – og i 2018 udgav han bøgerne ‘Jeg var engang’ og Kim Larsen-mindebogen ‘This my life’. I 2019 udgav han – igen på sit eget forlag heatherhill – bogen ‘1969 – året hvor alt blev forandret’, og han har netop sammen med sin kæreste, Henriette Wittrup, udgivet en bog om Dronning Margrethe. I bogen ’Margrethe – en magisk rejse gennem dronningens liv’ inviteres læserne med på en fantastisk tur gennem dronningens utrolige 80-årige liv. Lige fra dronning Margrethes fødsel efter besættelsen i Danmark i 1940 til de allernyeste billeder fra 2020. Bogen indeholder billeder fra samtlige 80 leveår, og forfatterparret har gennemgået 120.000 billeder, hvoraf 260 er kommet med i bogen.
Bo Østlund, journalist og forfatter. – Fotograf Peter Nørby
