Victor Bloch var en øjenåbner for mig. En kapacitet. Han var en ener og en meget speciel mand. Han havde været i Canada og introducerede acceptbehandlingen i Danmark.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Torben Møller Jensen, 68 år, var 25 år, da han begyndte i stammebehandling hos Victor Bloch på Taleinstituttet i Aarhus.

 

– Det var en øjenåbner og det var med til at ændre min tilværelse. Victor Bloch blev mit forbillede og ændrede fuldstændigt mit liv. Dengang havde jeg boet i Aarhus i seks år efter at være flyttet dertil fra Vejle, og jeg havde fået en uddannelse som regnskabsassistent. Efter uddannelsen blev det til 3-4 års forefaldende arbejde. Fjumreår, som nogle kalder det. Det var år jeg lærte meget af.

 

Lige fra jeg begyndte i skolen havde stammen været en meget væsentlig del af mit liv. Som voksen var stammen ikke blevet mindre, og det var nødvendigt at komme i stammebehandling.
Victor Bloch benyttede Non-avoidance-behandlingen / acceptbehandlingen og gennem individuelle øvelser og gruppebehandling lærte jeg, at det var nødvendigt at erkende og at acceptere min stammen, og jeg fik lært, at jeg ikke skulle være bange for at fortælle, at jeg stammede, bl.a. når jeg begyndte på et nyt arbejde, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Sammen med Hermann Christmann har Torben Møller Jensen været med til at arrangere Workshoppene for talepædagoger / logopæder. Billedet er fra workshoppen i Jelling den 7. november 2018. Foto: Erling Jensen.

 

Hvem var Victor Bloch?

Victor Bloch var en meget karismatisk person, og du kan få et godt indtryk af hans person og hans arbejde ved at læse talepædagog Dorte Hansens artikel: ”Og skuespillerne stammede… Træk af dansk stammebehandlings historie gennem 30 år”. Se artiklen her.  Artiklen indgår i Kirsten Brix (red). “Forening og fag i 75 år”. Audiologopædisk Forenings Forlag, Odense. Udgivet 5. marts 1998. ISBN 87-88417-21-2.

 

Dorte Hansen skriver bl.a.:
Han blev kaldt for ”Stammehøvdingen”. Det var et rammende udtryk på flere måder. Victor var stammernes fortaler, samt en mand med en sjælden oratorisk begavelse. Det gjorde det vanskeligt for selv den dygtigste at diskutere med ham. Victor yndede at sidde sammen med gode talepædagogkolleger, gerne på Audiologopædisk Forenings årlige efteruddannelseskursus, der løber over nogle dage i marts eller april, og som i umindelige tider har været afholdt på Hotel Nyborg Strand. Der fik Victor et fast tilholdssted i kursusdagene. Så kom og gik folk, efterhånden som han havde fået diskuteret med dem. Det var ikke blot Non-avoidance – contra accent – eller anden form for maskeringsbehandling, der var diskussionsemnerne. Han var et utroligt vidende og belæst menneske. Kunst, litteratur og logopædi var hans yndlingsbeskæftigelser.

 

Hos Victor Bloch var det Non-avoidance-behandlingen, eller acceptbehandlingen, der var det væsentlige i stammebehandlingen. Victor Bloch havde i Danmark introduceret behandlingen i 1958, da han kom hjem fra et års ophold i Toronto i Canada.  Han var da ansat som talelærer ved Statens Institut for Talelidende i Aarhus, og hans nye ideer gav stort genlyd i Danmark vest for Storebælt, og med tiden i resten af Norden. I mange år var der i den danske stammebehandlingsverden en meget markant grænse ned gennem Storebælt. Vest for Storebælt, på Taleinstituttet i Aarhus, udbød man Non-avoidance-stammebehandling, mens man øst for Storebælt, på Taleinstituttet i Hellerup, var fortsat med at udbyde den såkaldt ”klassiske” stammebehandling, bl.a. accentmetoden. Der var intet samarbejde mellem Øst og Vest.

 

Tegningen har Torben Møller Jensen i mange år haft hængende hjemme. Det ses tydeligt, at Victor Bloch var en meget karismatisk person.

 

Torbens baggrund

– Stammebehandlingen hos Victor Bloch var medvirkende til, at jeg blev motiveret til at få en ny uddannelse. I 1977 begyndte jeg derfor at læse HF og begyndte i 1979 at læse til folkeskolelærer på Marselisborg Seminarium med linjefag i historie og dansk. Væsentligt for min udvikling var, at jeg på 3. årgang begyndte som løs vikar på Taleinstituttet, hvor jeg underviste børn med læse-og stavevanskeligheder.

 

I 1983 blev jeg færdiguddannet som lærer, og tog derpå til USA på studieophold i 3 måneder på Western Michigan University. Her var der store kendte stammebehandlere eller ”Stammehøvdinge” tilknyttet, og jeg arbejdede med min egen stammen og fik læst en del faglitteratur om stammen.

 

Da jeg kom hjem fra opholdet i USA, blev jeg ikke ansat som lærer i folkeskolen, men begyndte igen at arbejde på Taleinstituttet i Aarhus. Først i et årsvikariat, og senere som timelærer, samtidigt med, at jeg tog uddannelsen til talepædagog. Arbejdet på Taleinstituttet medførte, at jeg blev ansat som tjenestemand. Alle årene har jeg været ansat det samme sted, i begyndelsen arbejdede jeg med børn, der havde læse- og stavevanskeligheder, senere jeg har specielt arbejdet med unge og voksne, der stammer. Jeg har altid været åben om min stammen og har fortalt lærere og elever om min stammen. Åbenhed om stammen var, som jeg tidligere har nævnt, en af grundstenene i Victor Blochs arbejde med acceptbehandlingen.

 

Når jeg tænker tilbage på de mange år som talepædagog, er det, der især står frem, gruppeundervisningen af voksne, og ugekurserne, hvor jeg underviste forældre og børn. Da amterne eksisterede, var der økonomi til, at kommunerne kunne tilbyde stammende børn og deres forældre at bo på Taleinstituttets bo-afdeling (eller på et nærliggende vandrehjem) og gennem en uge få et intensivt stammebehandlingsforløb.

 

Da amterne blev opløst, skulle kommunerne selv finansiere en sådan god stammebehandling, og botilbuddet er jo så blevet offer for besparelser og rationaliseringer.

Jeg holdt op med at arbejde i 2010 og gik på efterløn og senere pension.

Oplevelsen at arbejde sammen med Victor Bloch, opnåede jeg ikke. Han døde i 1979 som 67-årig, fortæller Torben Møller Jensen.

 

Medlemskabet i Stammeforeningen

Stammeforeningen blev dannet i 1971. De første år havde Victor Bloch en militærnægter tilknyttet som løste en del sekretariatsarbejde for foreningen.  (se artikel af Hermann Christmann. red.)
Jeg blev medlem af Stammeforeningen omkring 1976, hvor jeg også var aktiv i lokalafdelingen i Aarhus. Mindes at der var en god energi i afdelingen. Bl.a. var vi i slutningen af 70´erne en gruppe på ti medlemmer, der på strøget i Aahus lavede happenings for at skabe interesse om stammen. Der skulle selvfølgelig en del mod til at stille sig op på strøget og vise, at man stammede, men det var en god oplevelse. Folk var nysgerrige efter at høre om vores stammen, og det var tydeligt, at man ikke kendte meget til stammeres vilkår.
Vi lavede også en teatergruppe, der lavede stammeteater. Et rollespil der blev vist på andre taleinstitutter og seminarier. Også her fik vi en god respons. Rollespillene var med til at sætte fokus på stammen og hjælpe til, at der blev skabt indsigt og forståelse om stammen.

 

I slutningen af 70´erne var jeg med i bestyrelsen 2-3 år, men jeg har gennem årene indsats deltaget i forskellige udvalg, bl.a. sammen med Hermann Christmann. Aktuelt har vi i nogle år haft et samarbejde vedrørende workshoppene for logopæder, hvor jeg i 2018 var med i Jelling til workshoppen der. Samarbejdet med Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder har været en stor succes, og det er tydeligt, at der hos talepædagogerne og logopæderne er et stort behov for kurser og efteruddannelse. Stammeforeningen har her fået en god status, der uden tvivl vil have en positiv virkning for foreningen.

 

Gennem godt tolv år – fra 2003-2015 – har jeg, også sammen med Hermann, været med i et projekt vedrørende stammen i Nepal. Med hjælp fra ulandsmidler fra DH (Danske Handicaporganisationer) gav vi anstød til, at en gruppe meget energiske stammende mennesker i Nepal kunne stifte en stammeforening (NSA). I årene, der er gået, har vi besøgt Nepal ca. en gang om året. Henriette Riskær, psykolog – var med den sidste halvdel.

 

Det har været meget speciel og positiv oplevelse. Vi har mødt medlemmer fulde af energi og handlekraft i den nepalesiske stammeforening, og de har gjort et godt og stort arbejde. Sammen har vi hjulpet med til, at stammen er blevet anerkendt som et handicap i Nepal og vi har været med til at få skabt et nepalesisk stamme-ambassadørkorps efter FSD’s forbillede.

 

Vi følger stadig stammeforeningen i Nepal gennem Facebook, og vi mailer stadig sammen. De sidste tre år har det dog været som privatpersoner. Det har været et projekt, som har været svært at slippe – det har været lige som et lille barn, som vi har været med til at opdrage. Min datter har også været med i Nepal, og hun synes også, at det har været en meget stor oplevelse.

Jeg ville nødigt have været projektet i Nepal foruden. Det har bestemt givet os meget arbejde, men der er også kommet meget tilbage, da jeg kun kan have følelsen af, at jeg har været med til at gøre noget godt for andre mennesker der stammer.

 

 

Fra en stammeworkshop i Nepal.

Torben Møller Jensen foran den nepalesiske stammeforenings kontor. Billederne er fra en artikel i Stammeforeningens 40 års jubilæums bog.

 

De senere år har jeg været kritisk revisor i revisor i Stammeforeningen. Ligesom jeg har været dirigent for nogle generalforsamlinger.

 

Du fortæller, at Stammeforeningen i dag har 590 medlemmer, efter i flere år kun at have haft cirka 400 medlemmer. Jeg kan huske, at foreningen på et tidspunkt havde omkring 800 medlemmer, og jeg kan kun håbe, at vi igen når samme medlemstal, for der er brug for foreningen.

 

Jeg må indrømme, at jeg var ked af, at det blev nødvendigt at holde med det trykte blad, men jeg har vænnet mig til, at artikler og øvrige oplysninger nu kun kan læses på hjemmesiden. Tidligere kom UDTRYK jo også kun fire gange om året, mens der nu er løbende nyheder på hjemmesiden. Det giver en udmærket kommunikation. Og det er en god ide at udsende et månedligt nyhedsbrev, og at artiklerne i første omgang kun kan læses af medlemmerne. Det kan motivere interesserede til at melde sig ind i foreningen, slutter Torben Møller Jensen.

Webmaster

Kornelius Marketing