Af Hermann Christmann, tidligere formand, bestyrelsesmedlem i Stammeforeningen, medredaktør og forfatter til flere bøger om stammen.

I de sidste 40-50 år har der i internationale fagkredse inden for stammeområdet være konsensus om, at der bør gribes ind med direkte indsats så tidligt som muligt, når et lille barn er begyndt at stamme, ofte så tidligt som 2-3-årsalderen. (Starkweather m.fl. 1990) siderne vii-x, og side 7-9, (Bloodstein & Bernstein Ratner 2008) side 364-370. Den centrale begrundelse er, at jo tidligere der gribes ind med en direkte indsats, desto mere effektiv er indsatsen, og dermed reduceres barnets lidelser. Ifølge den amerikanske nobelprisvinder i økonomi, James Heckman, er der desuden en større samfundsmæssig økonomisk gevinst ved at gennemføre en tidlig indsats, end der er ved at gennemføre en indsats, når barnet er blevet ældre (Brandt 2017).

Viden om det vigtige i tidlig indsats kom til Danmark omkring 1990 og fik i løbet af kort tid stor udbredelse i Danmark og de andre nordiske lande. En af de første publikationer på dansk om emnet (Christmann & Knudsen, 1991) bringer bl.a. en oversigt over fagfolks begrundelser for at iværksætte en tidlig indsats (pp. 41-48). I det kvarte århundrede, der er gået, siden bogen udkom, har fagfolk yderligere bestyrket og befæstet begrundelserne for en tidlig indsats over for stammen.

Det er således ikke længere et spørgsmål, om der skal sættes ind med direkte stammebehandling/-undervisning så tidligt som muligt, men hvordan, hvornår og på hvilket grundlag det skal gøres, se f.eks. Egebjerg & Gram (2010), og Bloodstein & Bernstein Ratner (2008) siderne 364-370.

I gennemsnit begynder stammen, når det lille barn er 33 måneder. Størstedelen af de børn, der begynder at stamme, holder efter nogen tid af sig selv op med at stamme. Man kan ikke med sikkerhed på forhånd sige, hvilke børn, der fortsætter med at stamme og hvilke der ophører spontant. Yairi og kolleger (2005) side 348-359 og (2015) side 102-105 har imidlertid forsket meget i emnet og fundet frem til et antal faktorer, der hænger sammen med, om et barn ophører eller fortsætter med at stamme, se også Bloodstein & Bernstein Ratner (2008) side 89:
Varigheden af stammen er en vigtig faktor: Jo længere tid barnet har stammet, desto større risiko er der for, at barnet vil fortsatte med at stamme. Hvis barnet således har stammet mellem et halvt og et helt år, er det en indikator for at iværksætte en indsats.
Køn er også en væsentlig faktor, idet drenge har større risiko end piger for at fortsætte med at stamme.
Arvelighed er dog den stærkeste faktor: Såfremt en forælder (fortsat) stammer, er der meget stor risiko for, at også barnet vil fortsætte med at stamme.

Hvis f.eks. en lille dreng stammer, og han har stammet mellem et halvt og et helt år, og en af hans forældre stammer, er der med andre ord meget stærke indikationer for at iværksætte en logopædisk indsats i form af direkte stammeundervisning/-behandling.

Lovgivningsmæssigt tager indsatsen udgangspunkt i lovgivning og bekendtgørelser i forbindelse med Folkeskoleloven, Lov om social service, Dagtilbudsloven og Sundhedsloven (Brandt 2017).

Hvad den logopædiske indsats skal bestå i, afhænger af udredningen af barnet (Egebjerg & Gram, 2010), (Knudsen, 2017), (Knudsen, 2014), (Knudsen & Christmann, 2010), (Bloodstein & Bernstein Ratner, 2008). Disse referencer samt Brandt (2017) omtaler de for tiden mest anvendte indsatsmetoder for stammen hos børn i førskolealderen: Demands & Capacities (direkte indsats for børn fra 2 til ca. 6 år), Parent Child Interaction Therapy (PCI) (kombinerer indirekte og direkte indsats for børn op til 7 år) og Lidcombe (direkte indsats for børn fra ca. 2 til ca. 6 år).

Kilder:
Bloodstein, O., Bernstein Ratner, N. (2008). A Handbook on Stuttering. Sixth Edition. Thomson Delmar Learning. ISBN-13: 978-1-4180-4203-5

Brandt, H. B. (2017). Det muliges kunst. Workshop for logopæder: Tidlig indsats i PPR til børn, der stammer. Forelæsning, Jelling, den 8. november og Hellerup den 9. november 2017. VIA University College, Campus Nord, Aarhus

Christmann, H., Knudsen, P.F. (1991). Forebyggelse af stammen. Herning: Special-pædagogisk forlag. ISBN 87 7399 199 6

Egebjerg, T., Gram, B. (2010). Logopædisk stammebehandling af børn – anbefalinger vedrørende god praksis. Socialstyrelsen/Dansk Videnscenter for Stammen. ISBN: 978-87-90588-18-2. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/logopaedisk-stammebehandling-af-born

Knudsen, P.F. (2014). Mennesker, der stammer. Indsatser for målgruppen. Digital ISBN: 978-87-93277-14-4. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/mennesker-der-stammer-2013-indsatser-for-malgruppen

Knudsen, P.F. (2017). Mit barn stammer – hvad gør jeg. 1. udg., 2. oplag. Socialstyrelsen. ISBN 978-87-93052-26-0. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/mit-barn-stammer

Knudsen, P.F., Christmann, H. (2010). Når det lille barn stammer. Herning: Special-pædagogisk forlag. ISBN 978 87 7607 616 0

Starkweather, C.W., Gottwald, S.R., Halfond, M.M. (1990). Stuttering Prevention: a clinical manual. Englewood Cliffs, New Jersey: Prentice Hall. ISBN 0-13-858994-1

Yairi, E., Ambrose, N. G. (2005). Early Childhood Stuttering. For Clinicians by Clinicians. Austin, Texas: Pro-Ed. ISBN 0-89079-985-7

Yairi, E., Seery, C. H. (2015). Stuttering, Foundations and Clinical applications. Essex: Pearson Education Limited. ISBN 13: 978-1-292-06797-1