Åbent brev til foreningen vedr. udbredelsen af Solsikkesnoren i Danmark

 

Kære Karen og Stammeforeningen i Danmark

Måske har du allerede sidste år hørt om Solsikkesnoren i Danmark? Solsikkesnoren kan bæres af personer med usynlige handicap, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere i fx lufthavne, at der kan være behov for ekstra tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp under besøget.

Efter Solsikkesnoren med succes blev rullet ud i Københavns Lufthavn i 2020, ruller den nu videre ud i Danmark. Videnscenter om handicap er i samarbejde med Stine Ringvig Marsal, som i sit arbejde i Københavns Lufthavn fik Solsikkesnoren til Danmark, nu i gang med at udbrede kendskabet til snoren til hele landet. Samarbejdet sker i dialog med Hidden Disabilities-organisationen fra Storbritannien, som står bag Solsikkesnoren.

I dag offentliggør LEGO House i Billund, at personer med usynlige handicap, der besøger huset kan få Solsikkesnoren udleveret gratis. Samtidigt bliver ansatte i LEGO House trænet i at tage imod mennesker med særlige behov for ekstra tid og forståelse.

Efter planen skal langt flere virksomheder og institutioner kan registrere sig og få adgang til træningsvideoer, som medarbejderne kan se, så de har bedre forudsætninger for at sikre en god oplevelse for personer med usynlige handicap og diagnoser. Derfor åbner der også i disse dage et dansk website, hvor virksomheder, der ønsker at indføre snoren kan registrere sig og få adgang til træningsvideoer til sine medarbejdere. Det danske website er pt. under opbygning og kan findes her: https://hiddendisabilitiesstore.com/dk/

Fortæl jeres medlemmer om Solsikkesnoren
Vi håber, at I vil være med til at fortælle som Solsikkesnoren til Jeres medlemmer. De vil kunne hente en snor hos de virksomheder der deltager i ordningen.

Som handicap- eller patientorganisation vil man også kunne registrere sig på websitet. Det giver mulighed for at købe større mængder Solsikkesnore, der kan påtrykkes eget logo og sælges til ens medlemmer. Det er udelukkende handicap- og patientorganisationer, der har lov at videresælge Solsikkesnoren.

Der er også mulighed, at I som forening kan få et særligt solsikkekort, som kan hænge i Solsikkesnoren og passer særligt til jeres medlemmer. Bag på kortet kan personen, der bærer snoren og kortet desuden udfylde navn, adresse, kontaktperson og særlige instrukser. Hvis I har interesse for dette er I velkomne til at kontakte Stine Ringvig Marsal, som er Regional Director for Hidden Disabilities Sunflower organisationen på mail: stine@hiddendisabilitiesstore.com

Mange hilsner

Morten

Morten Hauge Larsen
Kommunikationskonsulent