En af min fars yndlingsvittigheder var den om de to mænd, der går ved siden af hinanden på fortovet. Den ene har et ben, der er længere end det andet, den anden stammer. Stammeren siger: “dudududu er heldig, dududu kan babababare gågågågå med d-d-d-det ene be-be-be-ben i rendestenen!” Den anden svarer: “du er da endnu heldigere. Du kan bare holde kæft.”
Jeg grinede af min fars vittighed. Det gør jeg stadig, selvom den var lige ufølsom nok, når nu min far havde en stammende søn. Men det var trods alt rart at kunne grine af dét, som jeg allerede som helt lille følte som en vild, autonom alien indeni mig.
Jeg har stammet, siden jeg kunne tale. At sige det højt er ligesom at hoppe ud af et skab, selvom alle omkring mig ved det. Mærkeligt nok kan jeg stort set problemfrit gennemføre et arbejdsliv som skuespiller alligevel. Det vil jeg vende tilbage til.
Stammen er et kommunikationshandicap, som rammer knap 1 procent af den voksne befolkning, i alle kulturer, folkeslag og sprog. Der er mandlig overvægt, ud af fire stammere er de tre mænd. Der er på flere måder noget skjult i dette handicaps natur. Dels alle de ord, som forbliver skjult i kroppen, fordi man ikke orker anstrengelsen ved at sige dem, dels anstrengelsen ved at skjule, at problemet er der. Et fællestræk hos mange stammere er denne konstante fornemmelse af, at man på flere planer skjuler noget meget hemmeligt. En kronisk, opslidende gemmeleg, der er både meningsløs og skadelig.
Et andet hyppigt fællestræk hos stammere er, at vores handicap fylder meget mere inde i os selv, end omverdenen er klar over. En velmenende omverden vil ofte gøre problemet mindre, tale det ned, sige “du stammer jo næsten ikke” og “det skal du ikke tage dig af”. Altsammen sympatisk og formentlig en helt rigtig indfaldsvinkel. De stammere jeg kender, som jeg idoliserer, er netop dem der tænker sådan: ja, jeg stammer – og det er så dét. Tag mig som jeg er. De stammere, som tilsyneladende slet ikke lader sig mærke med deres handicap. Sådan en stammer ville jeg gerne være.
Men sådan én er jeg (stadig) ikke. Jeg arbejder på det, for jeg ved, at netop deri ligger nøglen til at stamme mindre og blødere. Jo mere jeg krampagtigt forsøger at skjule min stammen, desto hårdere og mere uforsonlig blir den. What you resist will persist. Derved blir den også et livsvilkår på et mere eksistentielt plan. Fordi hvad er det, jeg frygter, og hvorfor er jeg så sindssygt optaget af at skjule det?
Den seneste stammeforskning tyder på, at stammens årsager er relateret til dopamintilførslen i hjernen. Lige dér i hjernen, hvor sygdomme som depression og Parkinsons Syge også udspringer. Det giver mening for mig, og da jeg fik den oplysning for et par år siden, blev jeg lettet. Det var rart at høre, at stammen formentlig er biologisk bestemt og ikke et symptom på et traume eller en uerkendt konflikt. Det var ligesom en frifindelse. I mine yngre dage gik jeg hos en talepædagog, som mente, at stammen var et symptom. Jeg skulle gennem terapi erkende, hvad det var, der var sket i min barndom, der fik mig til at stamme. Dén indfaldsvinkel abonnerede jeg på i mange år, men den stoppede ikke min stammen. Derved blev terapien forbundet med et stort, dagligt nederlag, fordi hver gang jeg stammede, blev jeg mindet om, at jeg ikke var nået dybt ned i erkendelsen, og at jeg skøjtede henover problemet. Jeg straffede mig selv. Som om stammen i sig selv ikke er straf nok, jeg straffede også mig selv for at være så dum, at jeg ikke kunne finde ud af at holde op med at stamme.
Det var den følelse, der endelig lettede for et par år siden. Min stammens årsag er ikke funderet i et eller andet uerkendt. Årsagen ligger i noget biologisk i hjernen. Jeg er født med det, jeg kan ikke gøre for det – og jeg slipper aldrig af med det.
Stammen er et handicap, der rammer et vanvittigt centralt punkt i identiteten: sproget, den verbale fremtoning. Fra barnsben af former vi en stor del af vores identitet og indre styresystem ved at udtrykke os verbalt. Den muskel er i ubalance hos os stammere, og det har kæmpe konsekvenser. Vi afstår så tit gennem vores liv fra at tage ordet af frygt for at stamme – eller vi vover at tage ordet og oplever sviende nederlag, fordi vi ikke kan gennemføre vores hensigt. Min stammen ændrer sig fra dag til dag. Ofte føler jeg mig velafbalanceret og nogenlunde stammefri. Jeg er grundlæggende taknemmelig, og med min kone og mine børn, i trygge sammenhænge, er min stammen kun et lille problem. Men i perioder er jeg hårdt ramt, og så føles det som at være adskilt fra andre mennesker, fra de fleste sociale sammenhænge, med en mur af glas. Jeg færdes med mennesker, der problemfrit taler flydende sammen. Jeg indgår, tilsyneladende. Men jeg indgår ikke rigtigt. I de sammenhænge nøjes jeg med at spørge og lytte. Jeg tager ikke ordet for alvor, som jeg gerne ville. Risikoen er for stor. Det vil nok overraske de mennesker, jeg omgås, for de oplever mig sikkert som rigeligt outspoken. Som sagt: det her er min oplevelse. Når jeg i perioder stammer meget, føles dét at vove sig ud i en sætning som starten på en ekstremt farefuld rejse, der næsten kun kan ende ulykkeligt. Metaforerne står i kø: en hoppen fra klippestykke til klippestykke i en flod af lava, eller fra isflage til isflage på det ødelæggende hav. Eller en stejl opstigen af et uendeligt højt bjerg med garanti for at miste fodfæste og dratte ned. Min heroiske tagen-ordet kan pludselig blive en kamp for livet, og når jeg endelig er igennem, holder jeg udmattet kæft. Jeg bilder mig ind, at selskabet omkring mig er forlegent. Tit mærker jeg en blid uvilje mod at snakke videre med mig. Nok mest af misforstået empati.
Holte Gymnasium,1970. 4. klasse, jeg er 10 år. Dansktime. Vi har salmevers for. Jeg har øvet mig, det var sguda nemt at lære de lortevers udenad. Det er Op Al Den Ting Som Gud Har Gjort. Jeg husker det hele. Ikke mindst fru Kjær, vores klasselærer, en vrissen dame med fedtede briller og besværet åndedræt. Det blir min tur. Jeg rejser mig op. Begynder de første to ord. Op Al. Op Al. Prøver at trække vejret. Op Al d-d-d-d. Der er helt stille i klassen. Fru Kjær ved godt jeg stammer. Op Al d-d-d-d. Fru Kjær stopper mig. Gå udenfor døren, siger hun. Du kan jo ikke verset. Ud!
Jeg har læst, at ofre for sexuelle overgreb dissocierer. At man rejser ud af sin krop, fordi oplevelsen er for ubærlig. Bagefter kan man huske følelsen, men man kan ikke huske hvad der skete. Jeg har aldrig tilnærmelsesvist været udsat for noget så forfærdeligt. Men jeg tror, at fru Kjær fik mig til at dissociere på en omvendt måde. Jeg husker præcist hvad der skete, men jeg kæmper med at genkalde mig følelsen. Den lukkede jeg ned for. Jeg kan huske de få skridt fra min stol hen til døren, jeg kan huske dørhåndtaget og stilheden på gangen. Lugten af linoleumsgulvet og fornemmelsen af at stå derude. Jeg havde da stået der før, ork ja. Jeg havde stået der, fordi jeg havde kastet med en appelsin eller larmet eller smidt kærestebreve til søde Gry eller Anne-Mette. Men jeg havde sguda aldrig stået der, fordi jeg stammede. Jeg prøver at mærke, hvad jeg følte den halve time, jeg stod derude, før klokken ringede. Kan jeg dog ikke fremmane noget vrede i min erindring? Raseri? Hvorfor åbnede jeg ikke døren igen og råbte din store ko! til fru Kjær? Hvorfor var jeg ikke vred? Hvorfor er den eneste følelse jeg kan huske – skam? Som om det var min egen skyld? Hvorfor og hvordan blev min stammen tidligt forbundet med skam?? Dét er en gåde, jeg prøver at løse.
Jeg skulle have råbt til fru Kjær. Jeg skulle have skreget hende op i hovedet eller insisteret på at fremstamme alle 10 vers af Brorsons forbandede salme. Det ville have medført skandale, bortvisning og helvede på jord, men det kunne have forandret min selvagtelse og dermed min fremtid. Jeg skulle have været der for mig, for den del af mig, der er min stammen. Min besværlige ledsager. Jeg skulle have insisteret: se her, lyt her, det her – det er også mig. Og jeg kan ikke gøre for det. Men jeg gjorde det ikke. Jeg var kun 10 år. Jeg var ikke i nærheden af at gøre det. Jeg forrådte mig selv, som jeg desværre stadig gør.
Når jeg stammer idag, som 56-årig, bliver jeg 10 år igen. Eller endnu yngre. Det er et barn der taler, et barn jeg ikke har draget omsorg for. Det er et livsvilkår. Hvis jeg skal ændre det, kræver det accept og omfavnelse. Jeg ved det godt. Jeg kan tale og skrive om det i timevis. Jeg har ikke noget imod at tale om stammen – men jeg har noget imod at stamme.
Jeg har ladet det afskære mig fra utallige muligheder, oplevelser, samtaler, relationer, hver eneste dag i hele mit liv. Paradoksalt nok har jeg ikke ladet det afskære mig for mit valg af erhverv, som ellers nok er hajfyldt farvand for en stammer. Jeg gik tilfældigvis til et møde i 2.G, da mit klassetrin skulle lave skolekomedie. Min ældre bror havde medvirket tre år før, og det så sjovt ud. Vi skulle lave En Skærsommernatsdrøm, og jeg meldte mig hovedkuls på Puk, hovedrollen, den frække alf i skoven, der driller de unge elskende. Om aftenen fortalte jeg det til min mor. Min mor spurgte forsigtigt: tror du ikke du kommer til at stamme? Jeg svarede: ja, jeg stammer – men Puk stammer ikke.
Jeg forstår ikke, hvordan jeg så profetisk kunne finde på det svar. Jeg kunne jo ikke vide det. Jeg udsatte mig selv for den største fare, jeg overhovedet kunne. Men jeg var fuldkommen rolig. Jeg kunne instinktivt mærke, det var rigtigt. Og det kom til at holde stik. Jeg kunne replikkerne udenad med det samme. Jeg kunne ikke vente med at komme op på scenen. Jeg fløj, jeg trak vejret frit, jeg følte en lethed deroppe, som jeg aldrig havde følt. Og jeg kunne tale. Fuldkommen ubesværet. Jeg mærkede det øjeblikkeligt: det her er stedet for mig.
Derfor mit valg af erhverv: det var dér jeg kunne tale frit. Så enkelt er det. Det er ikke, fordi jeg går i trance og blir en anden person, når jeg udfører mit arbejde. Tværtimod, jeg føler mig tættere på mig selv, fordi jeg endelig kan træde frem uden det benspænd, jeg ellers slæber rundt på.
Stammen er et kommunikationshandicap, men det er også et socialt handicap. Jeg stammer stort set ikke, når jeg sidder hjemme og snakker med mig selv eller læser højt alene. Stort set al min stammen aktiveres, når jeg er sammen med andre. Det giver mig et håb, at størstedelen af min stammen er noget jeg “selv laver” – en spænding, eller en angst, jeg lægger ned over mig selv i mødet med andre mennesker. Den angst må det være muligt at reducere, for den er helt irrationel og fordobler problemet tifold. Det egentlige problem er påfaldende beskedent, i forhold til de kolossalt mange overbygninger, man selv laver på det. I de sidste par år har jeg jævnligt konsulteret en talepædagog, som også er psykoterapeut. Hos hende har jeg for første gang mødt forståelse for de uheldige psykiske følgevirkninger af stammen. Skam, mindreværd, isolation, angst, depression. Min vej til helbredelse – og med det mener jeg at kunne leve i en meningsfuld relation med mit handicap – går igennem at tøjle de følgevirkninger og automatreaktioner, der står så næsten beundringsværdigt parate hvert minut. Fortælle dem, at de ikke behøver være her. Derved kan jeg måske komme helt ind til selve problemet uden alle de dæmonagtige størrelser, der omgiver det. Komme helt ind og sige: dav, min ven, er du dér? Jeg skal lære at åbne døren for ham, bøje mig ned og tage ham op. Jeg tror, han ligner mig selv som lille.
Jeg ved, at han vil blive ved med at banke på og larme, indtil jeg tør at åbne for ham. At forliges med sig selv, med alt det man uforskyldt indeholder, og som man helst var foruden. Det er et projekt for livet. Og vist ikke kun for mig.
