Ina Boisen, stammekonsulent i Odense Kommune. Hun holder her et foredrag om, hvordan mindfulness kan hjælpe folk med taleproblemer.
Odense kommune tilbyder gratis stammebehandling til både børn, unge og voksne
Tekst og foto: Emil Hermann, journalist Lokalavisen Odense.
Børn, unge og voksne i Odense har mulighed for at få gratis hjælp i kommunen, hvis de lider af taleproblemer.
Behandlingerne foregår i kommunikationscenter Odense, der har faste lokaler på Falen på Vesterbro. Huset rummer blandt andet et kompetent stammeteam, der har mange års erfaring med vejledning, undervisning og samtaler.
Ina Boisen er stammekonsulent og har beskæftiget sig med emnet i omkring 11 år. Hun fortæller, at talelidelsen opstår, når dit barn er omkring tre til fem år.
“Det er faktisk meget normalt, at fire til fem procent stammer i den aldersgruppe, men langt de fleste slipper helt af med det igen, når de bliver 10 til 12 år. Hvis det ikke sker, så er der stor sansynlighed for, at dit barn lider af stammen resten af livet i en eller anden form,” fortæller Ina Boisen.
Hvert år har stammeteamet tilknyttet omkring 90 skoleelever fra kommunens folkeskoler, der modtager forskellige former for behandling.
Individuelle samtaler, kurser med andre stammere og undervisning i taleteknikker er blandt andet på programmet.
“Vores behandlinger kan variere meget, da der ikke er en bruttotype på en stammer. Men noget, der er gældende for både børn, unge og voksne, det er deres tankegang, som kan blive en stor forhindring for dem. Derfor arbejder med vi med den enkeltes selvværd og giver dem redskaber til at løsne op,” påpeger Ina Boisen.
Drømme kan opfyldes
Emil Fredeløkke fortalte i artiklen ovenfor, at han arbejdet hårdt med sig selv for at blive klar til at tale i telefon med fremmede, så han kan varetage sit job i Nordfyns Kommune.
Ina Boisen oplyser, at de fleste stammere – ligesom Emil Fredeløkke – får deres drømme opfyldt, hvis de ikke lader sig styre af talelidelsen.
“Vi ser både skuespillere, politikere og journalister, der har taget kampen op og har fået ønskejobbet,” siger Ina Boisen.
Se artiklen i Lokalavisen Odense.