I alt for mange år gjorde jeg alt for at skjule min stammen. Det lykkedes ofte, men især ved højtlæsning eller når jeg skulle præsentere mig, kunne jeg falde ned i et dyb og føle skammen og afmagten. I selskaber og ved møder kunne jeg være noget tavs, da jeg opgav at sige ord, der var svære for mig.
Af Erling Jensen.
Jeg blev færdig med læreruddannelsen i 1981, og var i en periode med stor arbejdsløshed, så heldig at blive ansat som fast vikar på Taulov Centralskole. Vi var tre lærere, der blev ansat som vikarer, og vi delte et fast skema, så hver havde 9-11 faste timer og i øvrigt vikar- eller støttetimer i løbet af ugen.
Jeg havde ellers linjefag i historie og samfundsfag, men viceskoledirektøren, som var formand for Fredericia KFUM, mente, at jeg var godt rustet til at klare et skema med 9 ugentlige idrætstimer på alle niveauer. Han kendte mig fra forskellige møder, som jeg deltog i, som formand for Fredericia Atletikklub. At jeg ind i mellem stammede, blev overhovedet ikke berørt eller omtalt ved jobsamtalen, sikkert fordi jeg i en sådan situation talte næsten flydende, da jeg dels var god til at bruge synonymer, dels sjældent stammede i ”eksamenssituationer”.
Lige fra mine første skoleår var mit store problem højtlæsning, for her kunne jeg ikke anvende synonymer. Da jeg var godt ti år, fik jeg en henvisning til en talepædagog, hvor jeg skulle læse højt og liggende på en briks lave forskellige åndedrætsøvelser, mens talepædagogen holdt mig på maven. Det hjalp ikke noget, og det var den eneste taleundervisning, som jeg havde i folkeskolen og gymnasiet.
Som ny lærer var det især oplæsning af orddiktater og diktater, der gav mig ondt i maven. At jeg dengang stort set aldrig læste op i klasserne,kan føles underligt i dag, da jeg jo underviste meget i historie og samtidsorientering. I dag er det helt naturligt som lærer at læse for børnene eller på anden måde at komme med et mundtligt oplæg, eller snakke med børnene.
De første år som lærer havde jeg det bedst, når jeg uden manuskript kunne fortælle løs. For når først talen var i gang, gik det stort set altid udmærket, men hele tiden sad der alligevel en lille djævel, som prøvede at afsløre læreren. Den lille djævel gjorde også, at min tale og adfærd ikke var helt afslappet. Jeg turde jo ikke tale frit fra leveren, men skulle hele tiden gøre to ting samtidigt: at tale og tænke fremad for at kunne være parat med synonymer, når det var nødvendigt.
At bruge synonymer var som oftest tilstrækkeligt, når jeg underviste. Måske fordi jeg i undervisningen havde en rolle at udfylde, mens jeg ved andre lejligheder, fx ved lærermøder og samvær med atletikkammerater, var noget tavs, da jeg simpelthen opgav at tale, fordi jeg med garanti ville stamme. Ja måske mere ydmygende – sidde helt fast og stamme højt og tydeligt, måske med irriterende grimasser. Den indre angst føltes enormt frustrerende og i perioder meget invaliderende. Jeg var overbevist om, at andre ville opfatte mig som en idiot og helt håbløs, hvis jeg stammede. Så hellere holde min mund!
Vi bor i Blæsbjerghus – et tidligere skovløberhus i Langesøskoven, 15 km vest for Odense.
Søgte kontakt til taleinstituttet i Kolding
Efter to år som lærer kunne jeg godt se, at det var uholdbart, og søgte derfor kontakt med Taleinstituttet i Kolding, hvor jeg boede. Jeg fik et møde med talepædagog Jan Tinge, og her 34 år senere kan jeg stadig mærke det sug i maven, når jeg tænker på, hvad jeg nu blev udsat for – acceptbehandlingen. Jeg troede jo, at jeg skulle have hjælp til at tale flydende i alle situationer, og så fortalte Jan Tinge, at jeg skulle acceptere, at jeg stammede. Ja – han præsenterede øvelser, hvor jeg med vilje og uden synonymer og andre tricks skulle stamme. Vi deltog 2-3 i en terapigruppe, og efter nogle øvelser, hvor vi fik sat fokus på vores personlige stammen, blev vi sendt i byen. Nu skulle der stammes! Jeg glemmer ikke, da jeg skulle gå ind i en bagerforretning og bede den unge og kønne bagerjomfru om to hindbærsnitter. Jeg, der altid havde haft svært ved at sige ord, der begyndte med h eller t, måtte nu ikke mere blot vise to fingre og pege på kagen, men oven i købet med vilje sige ”to hindbærsnitter”, mens jeg skulle stamme – og gerne højt og tydeligt. For pokker hvor var det svært. Og så en tur forbi banegården og spørge om prisen på en billet til Taulov eller Skanderborg, da ord, der begynder på ”s”, også var vanskelige for mig. Disse ord, bildte jeg mig ind, var næsten umulige at sige. Jeg var helt sikkert lige ved at dø, for nu skulle jeg jo gøre alt det, som jeg tidligere på alle måder havde undgået!
Acceptbehandlingen var bare en hård nyser
Som maratonløber kendte jeg ikke til at give op, så trods sug i maven og andet ubehag knoklede jeg nu med acceptbehandlingen. Jan Tinge præsenterede os for et stammehierarki, hvor vi skulle sætte oplevelser og hændelser ind i et sværhedshierarki, hvor jeg placerede de nemme situationer nederst og de sværere oplevelser længere op ad stigen, jo højere op des sværere. Det hjalp at have min kære fars generelle visdomsord i tankerne: ”Sønnike – kravl op ad stigen, bliver det for besværligt så gå et trin ned, indtil du har kræfterne til at forsøge igen”. Eller – ”sønnike, spring ud i det, du kan ikke dø af det”! Min far havde også som ung stammet, men jeg mindes kun, at han stammede, når han omtalte sin gode kammerat Ludvig, så lød det Lud lud lud-vig.
Min far sang i mange år i kor, virkede som tillidsmand på sølvvarefabrikken og var en glimrende festtaler, der uden manuskript med sjove bemærkninger kunne sætte liv i en fest.
Jeg har tre søskende, hvor en storesøster og lillebror også har stammet.
En af de helt store opgaver var at stamme med vilje, når jeg var sammen med min samlever, Kis. Hun kunne ikke forstå, at jeg nu stammede så meget, så hellere tale som jeg plejede, mente hun. Det fik vi en god snak om, og hun fik forståelse for acceptbehandlingen.
Sikkert på foranledning af Jan Tinge blev jeg kontaktet af Ugebladet Femina, og medvirkede i en artikel, som blev kommenteret af flere kolleger på Taulov Centralskole, hvor jeg også var begyndt, da jeg præsenterede mig i nye klasser, at fortælle, at jeg ind imellem stammede. Det lettede en del på trykket, og det blev også herved meget nemmere at højtlæse. Det gav nogle succesoplevelser, og jeg fik modet til at komme videre.
Det er gået op og ned
Når jeg nu som 63-årig tænker tilbage, kan jeg kun sige, at det med stammen er gået op og ned. I gode stunder har min tale været flydende og ubesværet, og så glemte jeg alt om at stamme frivilligt, som Jan Tinge havde lært mig. Hvorfor gøre det, for nu stammede jeg jo ikke mere. Og så kom chokket, når stammen kom tilbage som en forhammer. Det føltes bare irriterende, og det gjaldt om at finde kræfterne til at komme i gang igen.
I dag har jeg ikke de store problemer med at tale. Måske har årene og de grå hår gjort, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg kan stadig opleve situationer, hvor stammen spiller mig et puds. Fx hvis jeg skal ringe til et kontor og bede eller spørge om noget bestemt. Det føles ikke som et trick, hvis jeg venter med en svær opringning til næste dag. Opgaverne bliver løst, og jeg er nok blevet rimelig god til at lytte til mig selv. Daglige ture med hunden, en god cykeltur eller svømmetur gør, at jeg sjældent føler mig alvorligt stresset. Et godt ægteskab med Annette, som jeg snart har været gift med i 18 år, er også medvirkende til, at jeg sjældent har dårlige oplevelser på grund af stammen.
Bernensennenhunden Thuja er altid parat til en tur i skoven.
Alsidigt arbejdsliv
Som nævnt er jeg uddannet lærer, men jeg har også arbejdet med andre ting, hovedsageligt kommunikationsarbejde. Journalistikken har været og er stadigvæk en væsentlig del af mit liv. Jeg har haft vikariater hos Fynske Medier, og til august 2017 er det 20 år siden, at jeg blev ansat som redaktør hos Hjemkundskabslærerforeningen, den nuværende Foreningen for Madkundskab. I dag er det en blanding af redaktionelt arbejde, herunder webredigering og udarbejdelsen af et månedligt nyhedsbrev samt en del telefonsalg, idet jeg også har ansvaret for samarbejdet med brancheforeninger og forlag.
Da jeg var yngre, for 25-30 år siden, kunne det være vanskeligt at præsentere sig i telefonen, men i dag føles det helt naturligt og afslappende, og herved er det også begrænset, hvor meget stammen driller. Dog kan djævelen igen dukke op, og jeg kan føle ubehaget. Her prøver jeg at undgå at skjule stammen, og i stedet tænke på vejrtrækningen og ikke mindst, at folk jo godt ved, at jeg undertiden kan stamme. Og at ingen forventer, at man taler flydende, men at det er indholdet i samtalen, der er væsentlig.
Fra 1999 blev jeg tilknyttet som PR- og marketingchef hos Eventyrløbet i Odense. Arbejdet, der blev løst sideløbende med arbejde som lærer, udviklede sig, så jeg i 2002 blev opfordret af løbslederen til at søge orlov fra folkeskolen og koncentrere mig om udviklingen af Eventyrløbet og de øvrige motionsløb, som Eventyrløbet arrangerede. Samtidig med det havde jeg kommunikationsfirmaet Blæsbjerghus, der havde ansvaret for forskellige blade og hjemmesider. Gennem arbejdet hos Eventyrløbet var der mange sponsorforhandlinger, men da det var ligesom at gå til eksamen, havde jeg sjældent problemer med at tale. Når styregruppen skulle informeres kunne der dog opstå problemer, så jeg stammede en del. Jeg havde nogle spændende år hos Eventyrløbet, og det var en oplevelse at være med til at udvikle løbet til at blive Danmarks største motionsløb.
Fra 2015 arbejder jeg dog atter som folkeskolelærer. Med udgangen af 2014 valgte jeg at holde som PR-marketingchef hos Eventyrløbet, og da jeg ikke følte mig parat til en pensionisttilværelse, tog jeg kontakt til den lokale skole i Morud, Havrehedskolen. Og det heldige var, at skolen netop stod og manglede en lærer, der kunne tage en 8. klasse til historie, samfundsfag og kristendom. Samtidig også et meget spændende valghold i journalistik på overbygningen, fagligt den helt rigtige udfordring for mig.
Det har på mange måder været en god løsning at arbejde med undervisning igen. Samværet med børn og unge er noget særligt, og nu føles det helt naturligt at læse historier for børnene. Jeg kan stadig stamme, men kommer jeg til at snuble over ordene, får jeg hurtigt fortalt børnene, at jeg ind i mellem stammer og åbenheden gør, at jeg ikke føler psykisk ubehag, når stammen driller. Børnene har heldigvis aldrig haft negative kommentarer.
Kommer der ikke problemer med helbredet, vil jeg gerne fortsætte som lærervikar i nogle år endnu. Jeg er bestemt ikke klar til at være pensionist.
Livet i øvrigt
Annette og jeg har ingen børn, så det har givet noget særligt, at vi for godt fire måneder siden blev reserveforældre / bedsteforældre til Anette og hendes dejlige dreng William på 5 år. Det har givet et nyt stort indhold i livet. Ved den første samtale med Anette valgte jeg at fortælle, at jeg fra september sidste år var blevet ansat som redaktør i Stammeforeningen i Danmark. Anette havde slet ikke bemærket, at jeg kunne have problemer med stammen, men min åbenhed er ikke et trick, det er derimod et middel for ikke at havne i den gamle vane med at prøve at skjule stammen.
Gennem årene er en stor del af min fritid gået med frivilligt Lionsarbejde. Jeg har været medlem i otte år og i starten kunne klubmøderne være lidt svære, da jeg ikke kunne undgå at prøve at skjule stammen. Jeg har tidligere været præsident, er stadig i bestyrelsen og virker som PR-mand. Det månedlige klubmøde ville jeg nødig undvære.
Et lille råd
Efter at jeg er begyndt at arbejde som redaktør i Stammeforeningen, har jeg oplevet, at der er virkelig mange forskellige måder at stamme på. Nogle har en tydelig stammen, mens andre som jeg har prøvet at skjule taleproblemet ved bl.a. at bruge synonymer. Det vurderes, at der er cirka 50.000 mennesker i Danmark, der stammer, og jeg kan kun anbefale at blive medlem af Stammeforeningen, hvor man gennem de lokale og landsdækkende aktiviteter kan få et socialt netværk, der ikke kan overvurderes.
