Center for Specialundervisning for Voksne og coronaen 

På Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) i København var der meget lidt kontakt med borgerne den første måned efter nedlukningen, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der har ansvaret for stammeundervisningen på CSV. 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen den 11. juni 2020 

Inge Brink Hansen

-Da vi blev hjemsendt den 11. marts på grund af coronaen, blev borgerne kontaktet personligt telefonisk, og herved fik vi talt om baggrunden for den enkeltes udfordringer med stammen. Al øvrig undervisning gik i stå, da Microsoft Teams, det system, som man i Københavns Kommune anvender til virtuel undervisning, endnu ikke var klart. Vi måtte aflyse en stammegruppe, som vi netop havde startet og måtte også aflyse vores intensive weekendkursus for stammegruppen. Gruppen er i øvrigt begyndt igen for et par uger siden, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der begge arbejder med voksne, der stammer.

Da stammegruppen mødtes igen, var der ingen i gruppen, der gav udtryk for, at corona-tiden generelt havde påvirket deres stammen.

I stedet for undervisning har Inge Brink Hansen og Lise Reitz arbejdet med udvikling af informationsmateriale, bl.a. pjecer. Lise har desuden arbejdet med senfølger efter hjernerystelse, som er hendes andet fagområde, og Inge har forsket i fonasteni – stemmetræthed, og er i gang med at skrive en artikel om dette og har desuden deltaget i den internationale debat om emnet i en online stemmekonference i Philadelphia. Hun deltager i et projekt om fonasteni, hvor der er et internationalt samarbejde med forskere, som mødes til konferencer. 

Om arbejdet med stammeområdet på CSV

-På CSV København har vi tilbud til voksne, der stammer, fra Københavns Kommune samt fra de kommuner, der tilkøber ydelser fra CSV bl.a. Frederiksberg og Taarnby. Undervisningen starter med en udredningssamtale, hvor vi taler om de problemer, der er, og hvilke tiltag, der er behov for. Herefter er der mulighed for:  Eneundervisning og/eller halvårs Gruppe (7 x 3,5 time – hver 2. onsdag kl. 16.30-20.00) inkl. en intensiv weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Forløbet evalueres hvert halve år og kan genvisiteres ved behov. Stammegruppen kan bestå af 6-14 personer. I hvert semester er der et weekendophold, der foregår på Roskilde Vandrehjem. Efter behov og aftale tilbydes også eneundervisning, fortæller Inge Brink Hansen.

Lise Reitz udtrykker, at hun ikke er den store tilhænger af online-undervisning, men kan se, at det er en nødvendighed i visse situationer. Ved møder med kolleger synes hun, at det er bedst face mod face, men det sparer transport, og det er også væsentligt.  

Både Inge Brink Hansen og Lise Reitz fortæller, at det har været ok at afholde møderne via Microsoft Teams, da der har været få deltagere, men at det også har givet anledning til frustration, når teknikken drillede.

Da vi fik lov at lukke op for fysisk fremmøde på CSV under coronaen, måtte der være max 10 deltagere og en meter mellem deltagerne, har det været nødvendigt at flytte til et andet lokale, da stammegruppen er for stor i forhold til det areal, som restriktionerne kræver. Og der skal sprittes af før og efter.

Inge Brink Hansen arbejder i løbet af ugen 12 timer med stammere. Lise Reitz arbejder cirka halvdelen af sine timer med stammeundervisning.

Samarbejde med andre taleinstitutter

Der har ikke specifikt i coronatiden været samarbejde med andre taleinstitutter, men der har tidligere været samarbejde med fx PPR i Valby. Her har vi forsøgt at lave brobygning mellem de to tilbud, så de unge (som PPR arbejder med) kan se, hvad de vil blive tilbudt, når de overgår til voksenområdet, fortæller Lise Reitz.

Som noget nyt arbejdes der med et projekt med videoportrætter af nogle voksne, der stammer, sammen med Specialcenter Roskilde, SCR Kommunikation. Portrætter, der evt. vil kunne anvendes på de forskellige kommunikationscentres hjemmesider. Det er meget nyt, og der arbejdes på at finde penge til dette arbejde, slutter Inge Brink Hansen og Lise Reitz.

Lidt om Inge Brink Hansen og Lise Reitz:

Inge Brink Hansen er Cand.mag. i musik og logopædi fra Københavns Universitet. Hun har været sanglærer på Københavns Universitet fra 1995-2013 og på Pastoralseminariet fra 1995 – 2018. 

Fra 2006 har hun været ansat som logopæd på CSV (34 timer om ugen) på stemmeområdet, og fra 2008 har hun også været på stammeområdet sammen med Lise Reitz. Det er de to, der på CSV arbejder med stammen. Fra 2018 har Inge Brink Hansen arbejdet på fuld tid på CSV, men har derudover en lille privat praksis.

Lise Reitz er uddannet logopæd (talepædagog) fra Københavns Universitet og har arbejdet i Københavns kommune i 26 år som logopæd.  Hun er desuden uddannet som psykoterapeut på EFT-instituttet, som er emotions-fokuseret terapi og en anerkendt evidens-baseret terapiform.

Lise giver kun uhyre lidt privat undervisning. Når folk henvender sig privat til hende, forsøger hun altid at få folk over i kommunalt regi, hvis de bor i kommunen. Der er ingen grund til at betale for privatundervisning, når hjælpen lige så godt kan ydes af CVS, hvilket jo er vederlagsfrit. På den anden side må folk jo altid gerne give udtryk for, at de gerne vil gå til undervisning hos Lise Reitz, hvis de henvender sig til CVS. Lise Reitz har tidligere undervist på SDU (Syddansk Universitet) og KUA (Københanvs Universitet Amager), men gør det ikke længere.

Fokus på den tidlige indsats for småbørn med stammen 

Palin Child Interaction Therapy (PCI) introduceredes i november 2019 på et kursus i Jelling. Her deltog logopæder/tale-høre-konsulenter fra hele landet, for at høre om den tidlige indsats for småbørn med stammen. 

10. januar 2020 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen. 

Charlotte Husman Hansen og Ida Jern Worsøe fra CLT (Center for Læring og Trivsel i Nordfyns Kommune) deltog i kurset i Jelling den 6. november 2019, hvor Kevin Fower fra Michael Palin Centre i London holdt forelæsning om Palin Child Interaction Therapy (PCI) – indsats over for tidlig børnestammen.

Charlotte Husman Hansen og Ida Jern Worsøe har svaret på spørgsmålene.

Hvad har I især haft glæde af ved Kevins forelæsning?

Et spændende kursus med mange gode perspektiver ind i den stammebehandling der kan anvendes i forhold til de helt små børn der stammer – og ikke mindst vigtigheden af at få inddraget deres forældre og nære omsorgspersoner. Kevin Fower kom med mange gode eksempler i sin forelæsning, som understøttede forståelsen af metoden. Han brugte især nogle gode understøttende illustrationer, som han tegnede, samt videoklip fra praksis.

Hvad har I især kunnet tage med hjem og bruge i stammebehandlingen?

 Vi har virkelig fået øjnene op for, at mere inddragelse af forældre kan være enormt gavnligt på den lange bane for de her børn. Vi anvender også forældreinddragelse i vores praksis i dag, men det var interessant at se omfanget af forældrenes involvering i PCI-metoden. Det kan dog være en udfordring at få forældre, pædagoger, lærere og ikke mindst logopæder til at afse den tid, som PCI-metoden lægger op til.

Kevin viste en video, hvor en logopæd talte med forældre. Kunne I sidde og nikke genkendende til denne samtale, eller hvordan foregår det hos jer i Nordfyns Kommune?

 Vi har ikke tilsvarende terapi-samtaler med forældre, men den primære indsats på småbørnsområdet i dag er indirekte. Dvs. at vi arbejder med barnets nære omsorgspersoner, for at sikre barnets positive udvikling. Når børnene går i skole, tilbydes de at deltage i kommunens stammegruppeforløb. Herudover laver vi oplæg til forældre, lærere, pædagoger mv., med information om stammen og vejledning om, hvordan man kan støtte barnet, som stammer. Vi bruger en del energi på at få formidlet en masse viden om stammen, til familie og personale på skolerne, så vi forhåbentlig kan komme nogle af de misforståelser til livs, der stadig findes derude, og dermed gøre dagligdagen lettere for barnet.  

Ved nye sager mødes vi med forældre og dagtilbudspersonale, og vejleder dem om stammen, taler om forældrenes bekymringer, prognoser for stammen mv. Herunder sikring af den gode kommunikation mellem barn og voksen, så stammen ikke får lov at blive et kommunikationsproblem i hjemmet og daginstitutionen. Der laves opfølgninger på disse møder ved behov. Selvfølgelig følger vi lovgivningen (Folkeskoleloven/dagtilbudsloven) ved at lave opfølgning to gange årligt for børn i dagtilbud – i forhold til forældrenes bekymring og barnets stammeudvikling. Desuden kikker vi til – og inspireres vi af socialstyrelsens retningslinjer for stammen.

 Om Stammeundervisningen i Nordfyns Kommune

Har I speciale i stammebehandling? Herunder: Arbejder I udelukkende med stammen? Hvor stor en del af jeres tid arbejder I med stammen?

Vi dækker som ansatte i den kommunale PPR (i Nordfyns Kommune kaldet Center for Læring og Trivsel), hele sprog, tale og høre-området for børn i alderen 0-18 år. Vi har begge haft en særlig interesse for stammeområdet altid, og vi har begge specialiseret os i netop denne talevanskelighed gennem uddannelse, praktikker og videreuddannelse. Ida skrev bl.a. sit speciale i foråret 2018, omhandlende ”evalueringspraksis af stammegrupper for skolebørn”, og Charlotte skrev under uddannelse opgave om ”stammen – og barnets sociale kompetence”.  

I Nordfyns Kommune er der fire fastansatte tale-hørekonsulenter/logopæder samt en åremålsansat. Heraf arbejder Ida og jeg med kommunens stammegrupper for skoleelever. Stammegrupperne tilbydes børn der stammer fra 0.-10. klasse. Småbørnsområdet er delt ind i distrikter i kommunen, og her varetager distriktslogopæden vejledning og rådgivning til barnets nære omsorgspersoner.   

Hvordan fungerer stammebehandlingen i Otterup?  Arbejder I alene, eller løser du og Ida opgaverne sammen?

 Ida og jeg arbejder sammen i stammegrupperne. Ude i distrikterne arbejder alle fem logopæder alene med vejledningsopgaver på småbørnsområdet.

 I stammegrupperne inddeles børnene efter alder. De tilbydes, som mange andre steder, forløb ca. hver 8.-12. måned. Enkelte store elever laver vi individuelt forløb med – enten fordi vi ikke har alderssvarende børn, eller fordi de har særlige behov.

Desuden tilbydes oplæg i dagtilbud og klasser efter behov.

 Hvordan inddrager I forældrene i behandlingen/undervisningen?

Småbørn:
Forældrene er de bærende kræfter i den tidlige indsats for småbørnene, da der her udelukkende arbejdes indirekte med barnet. Der gives vejledning og rådgivning til forældre og nære omsorgspersoner individuelt efter behov.  

 Skolebørn:
Der tilbydes gruppeforløb med tilhørende informationsaftener, klasseoplæg ved behov, gruppeforløb og forældre/skole samtaler. Her arbejder vi både med direkte og indirekte intervention – en integreret tilgang, hvor vi både arbejder direkte med barnet, men fortsat også med omgivelserne omkring barnet. Det vil sige, at forældrene inddrages løbende i tæt dialog i forbindelse med stammegrupperne, fx i form af oplæg for forældre, bedsteforældre, pæd. personale, og samtaler efter endt gruppeforløb.   

 Hvordan bliver børnene/de unge henvist til behandling/undervisning hos jer? Er det børnehaven, skolen, forældrene, der kontakter jer?

 Det kan være alle tre (børnehave, skole, forældre). Desuden henviser vores kolleger fra andre distrikter til vores gruppeforløb.

Charlotte har baggrund som folkeskolelærer med flere års erfaring indenfor specialpædagogik og specialklassen. Hun blev færdig med uddannelsen i 2006. Ida er uddannet cand. Mag. i audiologopædi SDU og blev færdig i sommeren 2018.

Charlotte Husman Hansen og Ida Jern Worsøe.  Foto: Erling Jensen.

Stem på Sanne Weisbjerg Vilstrup 

Er du lærer, speciallærer, logopæd eller audiologopæd og dermed medlem af Danmarks Lærerforening anbefaler bestyrelsen i Stammeforeningen, at du ved valget til DLF´s Hovedstyrelse fra torsdag den 21. november til tirsdag den 3. december kl 16:00 stemmer med alle 18 stemmer på Sanne Weisbjerg Vilstrup. Formand for Logopædisk Forum, tidligere FTHF – Foreningen af Tale-høre-lærere i Folkeskolen.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Susanne Weisbjerg Vilstrup, i daglig tale Sanne, vil arbejde for, at alle foreningens medlemsgrupper er repræsenteret i Danmarks Lærerforenings Hovedstyrelse. Derfor er hun kandidat til Hovedstyrelsen, hvor hun vil gøre sit til, at der bliver skabt større sammenhængskraft i foreningen. 

Sanne Vilstrup.

Sanne udtaler:

Jeg er overbevist om, at jeg som ressourcefuld samarbejdspartner med gejst, hjerte og et skærpet blik, vil kunne gøre en forskel både for Folkeskolen og de medlemmer, der arbejder der, og for medlemmer, som varetager andre funktioner uden for Folkeskolen, fordi Danmarks Lærerforening er for alle medlemmer! Hvem er de mindre medlemsgrupper? Flere medlemmer af de mindre grupper i DLF, har stadig en oplevelse af, at det er svært at blive hørt i tilstrækkelig grad i DLF. De små grupper har meget forskellige vilkår, og det har været vanskeligt at få tilstrækkelig opmærksomhed i forhold til netop deres specifikke opmærksomhedspunkter i kredsene og i hovedforeningen. De mindre medlemsgruppers løn og ansættelsesvilkår forhandles i den lokale kreds, hvilket kræver, at kredsen er helt klar over deres vilkår og udfordringer. Det er ikke altid tilfældet. 

Der bør være langt større fokus på for eksempel psykologer og skolekonsulenter i PPR, specialskolelærere, undervisere på STU, SOSU, UU-vejledere, AKT-vejledere og PB’ere i ernæring og sundhed, konsulenter m.fl. i den kommende periode i Hovedstyrelsen. For mig er en plads i Danmarks Lærerforenings Hovedstyrelse, en mulighed for at være med til at påvirke foreningens politik og sikre en udvikling af Folkeskolen, undervisningen, specialundervisningen, inklusionsindsatsen, PPR´s rolle og opgaveløsning, så supporten opleves hjælpsom for lærerne. Jeg vil have et langt større fokus på de øvrige grupper uden for Folkeskolen som f.eks. konsulentgrupper, KUI og STU, SOSU-undervisere m.fl. end der hidtil har været. Vi i de små medlemsgrupper, kan ikke leve med de mange fordomsfulde og virkelighedsfjerne angreb, der konstant rettes mod vores arbejdsområder, hvilket udelukkende sker, fordi der ikke er megen tæft for hvorledes solid udvikling sikres.                 

Det er væsentligt, at vi i fremtiden har en fagforening, der er gearet til at varetage interesser og udfordringer for alle foreningens medlemmer. Fx kommunernes børne- og ungestrategier ønsker, at vi som ansatte, ud over at varetage den primære kerneopgave, skal kunne navigere i opgaver omkring elevernes deltagelse i læringsfælleskaber, der kalde på kontinuerlige forandrings set up. Dette foranlediger en øget opgaveportefølje, der skaber et yderligere pres på medlemmerne, som fører til stress og sygemeldinger. Dette skyldes blandt andet, at vold og trusler er blevet en alt for stor del af hverdagen i Folkeskolen og på specialskolerne, i gruppetilbuddene og på ungdomsuddannelsestilbuddene. 

Som lærere og øvrige ansatte i og uden for Folkeskolen, skal vi i fællesskab arbejde for, at vores opgaver kommer til at hænge langt bedre sammen.  Vi har en meget vigtig opgave i at understøtte alle børn og unges læring, udvikling og trivsel i fællesskaber.  En vigtig ramme for det er Folkeskolen, herunder specialskoler og gruppeordninger såvel som øvrige uddannelsestilbud.  PPR´s opgaver ind i skolen, almen såvel som specialskoler og gruppeordninger, er mangeartede, uanset om det handler om sparring, vejledningsforløb, undervisning, udredninger eller opfølgning på udredninger. Opgaverne er komplekse og med mange forskellige samarbejdspartnere i skolen, og de skal løses i samarbejde med skolen og skolens personale.

Dette skaber et krydspres, da en af PPR’s basale opgaver er at være med til at kvalificere undervisningen i almenområdet i forhold til læringsfælleskaber, ved at være tilstede i klasserne og at have fokus på konteksten fremfor individet.

Arbejdspresset har nået et niveau, der ikke er acceptabelt, og det er nødvendigt at vi forholder os til, hvordan vi løfter inklusionsopgaven på en langt mere kvalificerende og respektfuld måde. Ingen kolleger skal, uanset om man er ansat i Folkeskolen eller er i andre funktioner, opleve ikke at lykkes med deres kerneopgaver. 

Sanne skriver om sig selv:

Jeg er logopæd og har de seneste 10 år været ansat i PPR i Ballerup, hvor jeg også er tillidsrepræsentant. Jeg er kredsstyrelsesmedlem i Ballerup Lærerforening, hvor jeg er vedholdende i at sætte specialskoler og de mindre medlemsgrupper og deres vilkår på dagsordenen. Jeg er valgt som kongresdelegeret suppleant med plads på kongressen, hvor inklusion, den specialpædagogiske dagsorden og de mindre medlemsgruppers vilkår har min særlige opmærksomhed.  Jeg er formand for Logopædisk Forum (tidligere FTHF – Foreningen af Tale-høre-lærere i Folkeskolen). Som formand for Logopædisk Forum, er jeg med i Samrådet for de Specialpædagogiske Foreninger, hvor Pædagogisk Psykologisk Forening, Læsekonsulenternes Landsforening og Danmarks Specialpædagogiske Forening er repræsenteret. Samrådets opdrag er at få specialpædagogikken og inklusionen på dagsordenen i DLF, samt sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for foreningernes medlemsgrupper. Samrådet bakker op om mit kandidatur. 

Jeg har været ansat som børnehaveklasseleder på Rødovre Skole for elever med sprog- og talevanskeligheder, på specialskolen Skovmoseskolen i Rødovre, i SUKA (Handicap- og specialundervisning i Storkøbenhavn) og på forsorgshjem, hvor målgrupper var voksne med misbrug og hjemløsheds problematikker. 

Børn, unge og voksne i udsatte positioner har altid været omdrejningspunktet for mit professionelle virke og det er herfra min ild udspringer. Jeg vil gøre mit for at sikre, at den skolepolitiske- og specialpædagogiske dagsorden prioriteres højt, ligesom unge-og voksenuddannelsesområdet og at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for alle medlemmer i DLF.

Selvom man stammer, behøver det ikke at begrænse tilværelsen

Man kan lære sig en måde, at leve med sin stammen på. Mange gør det og går gennem livet uden at have fået en brugbar taleundervisning. Jeg var en af dem! Først i en alder af 64 år fik jeg en effektiv taleundervisning.

Med udgangspunkt i en McGuire-inspireret undervisning fik jeg hjælp hos Marc Egede, logopæd i Haderslev.

Mit talehandicap har dog ikke afholdt mig fra at udfordre tilværelsen!

Af Mette E. Boesen

Mette Elise er uddannet arkitekt og tegner stadig projekter

Jeg er 67 år gammel og har altid stammet. Mit liv har været styret af en god portion selvtillid og en stor nysgerrighed/interesse for alt muligt!

Jeg havde en dejlig opvækst på en gård i en lille landsby. I landsbyskolen var jeg ikke generet af min stammen og jeg havde fx altid roller i Julens nisseforestillinger!

Kun derhjemme stammede jeg en del. Ingen andre i familien stammede. Men jeg var nummer tre i en søskendeflok, og når vi havde oplevet noget, ville jeg gerne fortælle om det derhjemme, men det var ikke nemt at hamle op med de ældre søskendes ordforråd og talegaver. Herved blev jeg opmærksom og usikker på min tale.

I 7. klasse på en større skole blev min stammen et problem, og jeg kom til talepædagog. Undervisningen varede ikke længe og nyttede ikke noget. Selvtillid og frimodighed hjalp mig gennem skolegangen.

Efter skolen arbejdede en veninde og jeg på Brdr. Gram, Vojens. Hun ville i Flyvevåbnet. Det kunne jeg jo også prøve. Vi gik til optagelsesprøve, og jeg fik ansættelse på Flyvertaktisk Kommando i Karup, hvor jeg blev uddannet til fjernskriveroperatør. Dette indebar en del skrivearbejde samt rundsending af meldinger indenrigs og til andre NATO lande. Så det var ikke så farligt for en stammer! Det var en spændende periode, hvor den Den Kolde Krig var ret nærværende. Udover skrivebordsarbejde var der også militær træning.

Når man ikke havde vagt, kunne man tage på udflugt med et herligt transportfly, en DC-3’er, enten til Flyvestation Værløse (København) eller til Flyvestation Skrydstrup, hjem og besøge forældrene.

Efter halvandet år blev arbejdet lidt trivielt. Jeg fik lyst til en jordomrejse. Men jeg kunne da lige prøve at søge hyre ved nogle rederier, for at høre, om de manglede en stewardesse (i gamle dage kaldet kahytsjomfru!).

Imens havde jeg fået nyt arbejde i Baltica Forsikring i København. Det varede ikke længe inden et af rederierne kontaktede mig vedr. påmønstring af et skib i Yokohama, Japan. Min storesøster, der læste i København, tog med ud til samtale på rederiet. Bagefter sagde hun: “Hvis ikke du tager jobbet, så gør jeg”! Ups, det kunne jo ikke gå, så jeg takkede ja til at påmønstre skibet. Det var lige inden Julen 1971, og jeg var 19 år.

Sammen med en maskinassistent rejste vi den lange tur op over Nordpolen til Japan.

Jeg tilbragte seks meget spændende og anderledes måneder til søs. Vi sejlede rundt i Asien og til Canada, USA og Europa. Det blev til tre ture over Stillehavet (tre ture over datolinien, magisk!). Det var ikke et containerskib, så vi havde god tid, når vi lå i en havn.

Arbejdet krævede ikke de store talegaver! Det bestod i renligholdelse af officersmesse, gange og kamre samt at dække bord og stille maden ind.

Hjemme i Danmark, sommeren 1972. Hvad nu? Jeg tog kontakt til en studievejleder. Han mente, at jeg skulle have en studentereksamen. Ok. Han ringede så til Høng Studenter- og HF- kursus. Jo, der var en ledig plads på Mat.- fys. linien. Den 8/8 – 1972  tog jeg toget til Høng medbringende min rygsæk samt en ølkasse med ting og sager – så havde jeg da et møbel at sidde på!

To gode år. Jeg har nok været udfordret med min stammen, men jeg har ingen ubehagelige erindringer derom. Student i 1974. Fejret med et 5 ugers ophold i Sissimiut i Grønland med min grønlandske studiekammerat.

Søen trak igen. Jeg fik hyre på passagerskibet M.S. England, DFDS, der sejlede Esbjerg – New Castle, Esbjerg – Færøerne. A rbejde i cafeteriet. Min veninde kom i Informationen, hvilket indebar at hun også skulle tale over højtaleren – jeg var lidt misundelig over hendes tjans! Et sabbatår var i gang. Det førte bl.a. til arbejde på et hotel i Skotland og senere på langfart igen, Europa – Afrika – Europa.

Som barn/ung byggede jeg en del med træ. Havde min far ikke det, som jeg skulle bruge, hentede jeg det nede på det lokale savværk. Af større bygningsværker blev det til en bro over åen, en hønsegård (det skulle have været til guldfasaner!) og en festhytte ved åen, som min søster og jeg byggede.

Det var derfor oplagt at søge ind på Arkitektskolen, da jeg skulle vælge uddannelse. Så jeg valgte uddannelse efter ønske, og ikke ud fra at jeg stammede.

Jeg startede på Arkitektskolen i Aarhus i 1975.

Fem spændende år + et halvt år til afgangsopgaven.

Når jeg fremlagde projekter, var jeg så optaget af det, at jeg “glemte” at stamme! 

Modet til at stille sig op og tale som stammer, ser man fx hos præster og skuespillere. Grunden er vist, at man har forberedt sig godt på talen, og det giver ro på. Endvidere er man selv i centrum (!) og kan styre talens gang. Denne erfaring fulgte mig senere hen.

Ved fremlæggelsen af mit afgangsprojekt tog min taleglæde næsten overhånd, for rektor, som var en af censorerne, bemærkede at det var jo en hel forelæsning!

Sommerferierne i studietiden gik med tegnestuejob, job på englandsbådene og endnu en langfart til USA og Sydamerika.

Efter seks år i Aarhus skulle jeg lige væk fra byen et par år. Jeg fik job på en tegnestue i Haderslev. Det ene år tog det andet, og jeg er her stadig!

Sammen med min ven købte vi hus her i byen. Det blev til 13 – 14 års arbejde på tegnestuer i Haderslev og Christiansfeld samt et spændende år på Haderslev Museum. Her skulle en stor gammel gård måles op og tegnes. Endvidere arbejdede vi med udstillingen “Landet med de store gårde” og en udstilling i anledning af Haderslevs 700 års jubilæum, 1992. Bl.a. tegnede jeg en byport, der blev opført, hvor en oprindelig port havde stået.

I 1994 blev jeg Merkonom i markedsføring fra Handelsskolen. Det startede med et år i virksomhedsøkonomi – hvis jeg nu ville have egen tegnestue!? Det blev ikke til noget, men jeg fortsatte med de andre fag, for at afslutte studierne med et eksamensbevis.

I 1999 blev jeg arbejdsløs, og ny uddannelse lokkede! Jeg blev optaget på Haderslev Seminarium. Spændende at lære nyt og bruge kreativiteten på andre måder. Vi skulle vælge fire liniefag. Jeg valgte matematik, musik, sløjd og billedkunst.

Dette var en uddannelse, hvor der skulle tales! Men engagementet i at få proppet viden i hovedet på børnene vægtede højere end mit talehandicap, så det gik egentlig helt godt. Når jeg fik en ny klasse, fortalte jeg dem, at jeg stammede – jamen, de skulle nok hjælpe mig, sagde de søde børn.

Jeg var først på en lille kommunal skole, som desværre lukkede. Jeg fortsatte på en stor skole og gik på efterløn i 2012.

Livet efter arbejdslivet er ganske udmærket. Ud over de kedelige pligter, der følger med at være husejer, så fornøjer jeg mig med klaverspil og tegne, konstruere og bygge. Det bliver også til rejser rundt om, især med Interrail rundt i Europa. Ofte alene, det giver stor frihed og man kommer nemmere i snak med mange spændende mennesker.

Mette Elise er glad for at spille klaver.

Lidt stammehistorik:

Som nævnt har jeg altid stammet. Ingen i familien stammer, heller ikke mine to børn. 

Det har nok været de højere magter, der har ment, at det kunne dæmpe min snakkelyst!

Med hensyn til stammeundervisning, så fik jeg som nævnt lidt taleundervisning i folkeskolen. Lidt senere kom jeg med i en stammegruppe i Haderslev. Der var flest voksne (drenge/mænd), og de stammede meget mere end mig. Det hjalp mig heller ikke. Så gik der mange år! Jeg troede, at det var ret omsonst, at få noget hjælp. I 1998 prøvede jeg igen. Det var eneundervisning gennem amtet, men det hjalp heller ikke rigtig noget.

Så jeg opgav helt at prøve at få behandling. På nettet fandt jeg heller ikke noget brugbart.

Men en dag var der en lille notits i Ugeavisen om stammebehandling på THS i Haderslev.

Det gik noget tid inden jeg kontaktede stedet – for det nyttede nok alligevel ikke noget!

Men YES, det gjorde det. Jeg kom i talebehandling hos Marc Egede, og efter få uger fik jeg en helt anden lethed ved at tale. Det var i efteråret 2016.

Marc Egede

Målet er at opnå flydende tale!!

Behandlingen går ud på at trække vejret dybt, inden man begynder at tale.

Det giver afspænding og ro på.

Stopper ivrighed, så man ikke tumler afsted i en talestrøm.

Man “glemmer” frygten for det ord, man vil sige.

Man skal forsøge at sige tre ord ad gangen og så trække vejret igen.

Man skal modstå tidspres fra andre, og sætte sig selv i centrum.

Taleformen bliver lettere, man bruger færre anstrengelser på at tale.

Talen bliver mere flydende.

Alt i alt en god cirkel!

Der er således meget at holde styr på, når en stammer skal tale! Det kræver meget træning. Ovennævnte ting skulle gerne blive noget, man gør automatisk. Derfor retter talepædagogen hele tiden ens tale.

Vi skal øve: holde øjenkontakt, langsom tale, ikke lede efter andre ord, tage sig tid, styring af vejrtrækningen og man skal vise den man er.

Der øves også andet, fx træner vi ord, der starter med hårde konsonanter. Fortælle historier ud fra nogle billeder. Se og diskutere stammere vist på YouTube. Oplæsning. Osv.

Ingen stammer ens, så træningen er individuel over for den enkelte.

Efter halvandet år, syntes jeg, at det gik godt nok og stoppede med undervisningen. Men for nylig syntes jeg, at det begyndte at gå ned ad bakke, så jeg kontaktede THS og får nu atter taleundervisning hos Marc. Det er en stor hjælp at få genopfrisket teknikkerne!                           

Jeg har sagt ja til livet og de udfordringer der måtte komme – og hvis det blev for kedeligt har jeg selv søgt udfordringer!

Mette E. Boesen, Haderslev. d.15/9 – 2019.

The Stamma Campaign i Storbritannien

Af Hermann Christmann

Jane Powel er direktør i BSA, den britiske stammeforening. Hun fortalte i sit indlæg om en kampagne, som foreningen gennemfører med to formål: For det første at støtte flere af de mennesker i Storbritannien, der stammer, for det andet at uddanne offentligheden om stammen, hvilket der er et stort behov for.

Kampagnen skal fortælle, at stammen er en alvorlig ting, der skal tages alvorligt. I 2018 foretog BSA en undersøgelse med YouGov, der viste, at befolkningens viden om stammen er meget lille, og som regel er denne viden fejlagtig. Bl.a. mener 49% af befolkningen, at stammere er nervøst anlagte, og 33% mener, at stammere har indlæringsproblemer eller er udviklingshæmmede. 

Kampagnen er lavet i samarbejde med et kommunikationsbureau, den begynder i juli 2019 og løber over flere år. Kampagnen består i at annoncere på skærme ved busstoppesteder og i indkøbscentre over hele Storbritannien. Annoncerne indeholder fakta om stammen, der gerne skulle erstatte befolkningens fejlagtige viden om stammen. Personlige historier indgår også i annoncekampagnen.

BSA har ”fornyet” det britisk engelske ord for stammen, nemlig ”stammer”, der i nogle forbindelser, bl.a. på hjemmesiden, er ændret til ”stamma”. Kampagnen er bygget op på grundlag af denne fornyelse af ordet.

Et eksempel på kampagnen på en skærm på en banegård. Nogle af bogstaverne i ordene ”I STAMMER” (Jeg stammer) er strakt ud og giver derved plads til et budskab. Her er budskabet ”Please Don’t Finish My Sentences” (da: Du skal ikke gøre mine sætninger færdige) flettet ind i nogle af bogstaverne i ordet ”STAMMER”. Kilde: www.stamma.org

I løbet af kampagneperioden bliver der lavet undersøgelser for at konstatere, om annonceringen har effekt på befolkningens viden om stammen, kampagnen vil følge op på:

Befolkningens

• opmærksomhed på BSA/STAMMA
• viden om stammens årsager
• opmærksomhed på passende adfærd i forbindelse med stammen
• antal af supportere og nye medlemmer
• brug af hjemmesiden, hotline og – senere – webchat
• donationer, fundraising og engagement

Samtidig har BSA en telefonrådgivning, som man kan ringe til for at tale om et problem med stammen. Senere vil der blive mulighed for webchat.

Mere på https://stamma.org/ og https://stamma.org/news-features/our-new-stamma-campaign

Cluttering: A life-changing discovery

(Løbsk tale, en opdagelse, der ændrede mit liv)

Af Hermann Christmann

Rutger Wilhelm fra Holland, 43 år, og logopæd Manon Spruit, fortalte at Rutger levede over 25 år som ”stammer” fordi en logopæd i sin tid mente, at Rutger stammede. Stammebehandling virkede imidlertid ikke på Rutgers ”stammen”. For nogle år siden fandt en anden logopæd imidlertid ud af, at Rutger slet ikke stammede, men i stedet havde løbsk tale. Denne opdagelse gjorde, at Rutgers liv tog en afgørende vending, fordi han nu kunne få behandling for sin løbske tale. Manon gennemgik hovedprincipperne i løbsk tale, og hvordan man kan skelne mellem løbsk tale og stammen.

Senere på kongressen havde Manon og Rutger en session, hvor de afspillede en række lydklip, hvor tilhørerne skulle afgøre, om der var tale om stammen, løbsk tale, en blanding af stammen og løbsk tale, eller om det bare handlede om normal (men dog meget hurtig) tale. Det var ikke altid let.

Manon og Rutger. PowerPoint-projektoren var placeret, så foredragsholderne kom i søgelyset uden nødvendigvis at ville det

Rutger er ved at lave en hjemmeside, der gerne skulle gå i luften om ikke alt for lang tid: www.toofastforwords.org

Endnu er hjemmesiden ikke kommet i luften. Søgesvar (20. juli 2019), når man søger efter den på Google: “https://toofastforwords.com/ Oops, not ready yet. We’re building on this one :)”