Stammeforeningen i Danmark (FSD)

Cecilie har gjort stammen til charmen

okt 18, 2022 | Aktuelt, Artikler på Forsiden

Cecilie har gjort stammen til charmen

Af Emil Bækdahl

Cecilie Meldgaard Hansen er 24 år gammel, bor i Kongens Lyngby og studerer til dagligt på DTU, hvor hun læser geofysisk og rumteknologi. Gennem det sidste års tid, har Cecilie stillet sig offentligt frem og fortalt om, hvordan det kan være at stamme. I november 2021 var hun hovedperson i et afsnit af podcastserien Spejlet, som udgives af radiokanalen 24Syv. Podcasten sætter fokus på unge mennesker i forskellige livssituationer, og hvert afsnit studerer en ny person nøje. Derudover var hun i foråret 2022 med i Go’ morgen Danmark på TV 2, hvor hun sammen med Lukas Rischel Preston og Stammeforeningens formand Bettina Pedersen talte om det tabu, der ofte omgiver stammen. I begge tilfælde udviste Cecilie en inspirerende åbenhed, og jeg husker tydeligt, at hun talte om, hvordan hun har gjort stammen til sin charme. Stammen er unægteligt en del af ejerens identitet, men ligefrem bevidst at bruge den som en del af sin personlighed og forbinde den med en bestemt egenskab, gjorde mig nysgerrig: Hvordan kan stamme påvirke identiteten, og hvilke karaktertræk kan den være med til at fremhæve? Det og meget andet har jeg talt med Cecilie om.

Opmærksomhed fra begyndelsen

Selvom de fleste mennesker, der stammer, har haft udfordringerne med talen med sig gennem hele livet, kan der være forskel på, hvornår den enkelte første gange opfatter stammen som et reelt problem. Nogle har været tynget af det hele livet; nogle husker ikke at have været generet af stammen i barndommen, men først i teenageårene; nogle har aldrig opfattet det som et problem. For Cecilie står det dog rimelig klart, hvordan stammen har været til stede gennem hele livet. Hun har nemlig haft en særlig mulighed for at lægge mærke til det.

“Jeg har en enægget tvillingesøster, så jeg har let kunne fornemme, hvis jeg var anderledes end hende.”

Søsteren stammer ikke, så Cecilie har fra en tidlig alder kunne se og høre, at der er forskel på deres måde at tale på. Det har gjort, at hun har været bevidst om sin stammen fra barnsben, og hun husker, at det gav udfordringer allerede i løbet af de første skoleår.

“I de små klasser var jeg meget usikker og turde ikke sige så meget,” fortæller Cecilie og forklarer, at hun allerede på det tidspunkt havde problemer med dårligt selvværd. Selvom hun ikke oplevede decideret mobning, husker hun stadig specifikke oplevelser fra den tid, og hun fremhæver én, der har sat sig særligt fast. Cecilie gik i fjerede klasse og havde næsten lige skiftet skole.

“Der var to piger i min klasse, som en dag kom hen til mig og lod om de stammede. De sagde, at jeg havde smittet dem,” fortæller Cecilie og tilføjer efter en lille pause, at “der var nogle ret lede piger i den klasse.”

På trods af ubehagelige enkeltsituationer har Cecilie en følelse af, at der generelt har været forståelse for hendes situation blandt personalet på de skoler, hun har gået på. Blandt andet har hun kunne tale med klasselærere om stammen og de udfordringer, den giver. Desværre havde Cecilie ikke lignende gode oplevelser med de talepædagoger, der underviste hende gennem skoletiden. Hun fortæller, at hun brugte meget energi på at skjule sin stammen, da hun var yngre, og derfor oplevede, at hendes udfordringer ikke blevet taget alvorligt.

“Jeg var med i en stammegruppe på et tidspunkt, hvor de andre deltagere stammede væsentligt mere, end jeg gjorde. Jeg følte, at mine udfordringer blev skubbet til siden, og at de andre deltagere fik opmærksomheden.”

Cecilie modtog talepædagogisk bistand af flere omgang, men uden at føle at det gjorde en forskel. Hun fortæller, at hun er overbevist om, at hun har været uheldig, og at hun ikke generelt er kritisk overfor den hjælp, en talepædagog kan give. Det forholder sig også ledes, at der generelt er enighed om, at en tidlig logopædisk indsats hos børn er det, der kan gøre den største forskel.

Åbenhed, selvindsigt og ironi

På et senere tidspunkt i Cecilies skolegang blev hun bekendt med hypnoseterapi i forbindelse med stammen. Her er det første og fremmest vigtigt at understrege, at der ikke findes dokumentation for, at hypnose skulle have nogen positiv effekt på stammen. Det er dog også velkendt, at det er individuelt, hvilken behandlingsform der giver en følelse af forbedring. Nogle mennesker kan f.eks. berette om, at hypnose har bidraget positivt til arbejdet med stammen, mens andre kan opleve det modsatte. For Cecilie var det netop en positiv oplevelse.

“På det tidspunkt var jeg meget stille og havde dårligt selvværd, så jeg var jeg rigtig desperat. Allerede efter anden gang hos hypnotisøren kunne jeg virkelig mærke en forskel. Ikke nødvendigvis med hensyn til stammen, men jeg var blevet mere bevidst om mig selv og accepterede mig selv mere.”

Cecilie oplevede altså ikke, at hypnoseterapien gjorde, at hun stammede mindre – faktisk siger hun, at hun stammer mere i dag, end hun gjorde tidligere i sit liv – men i stedet at hun blev mere opmærksom på, hvordan stammen opførte sig og påvirkede hende i forskellige situationer. Efter forløbet blev hun mere udadvendt og talte mere; for at bruge hendes egne ord var hun blevet “mere ligeglad” med stammen. Den udvikling betød, at Cecilie gik gennem teenageårene – en periode som mange med stammen kan synes er særlig hård – med en åben attitude til stammen. Hun har sågar brugt stammen aktivt i sin måde at omgås andre mennesker.

“Jeg er meget åben omkring min stammen, og nogle gange kan jeg mærke, at det gør folk lidt ukomfortable. Men det vil jeg egentlig gerne have, fordi jeg føler, at det er med til at nedbryde det tabu, der kan være omkring stammen. Det åbner også op for en masse spørgsmål, som folk måske ellers ville være bange for at stille. Det synes jeg, er virkelig fedt.”

Åbenhed er en af de ting, man ved er forbundet med større livsglæde hos mennesker, der stammer, og det er tydeligt, at det fylder meget hos Cecilie. Sammen med hendes åbenhed kommer også en passende mængde selvironi. Hun fortæller, at hun nogle gange vælger at kommentere på sin stammen i situationer, hvor den er særlig hård eller f.eks. giver anledning til medbevægelser. Hun tør at lave sjov med sig selv, og det bidrager til en mere afslappet atmosfære. Cecilie fremhæver den kvalitet som noget, hun selv finder beundringsværdigt hos andre.

“Hvis jeg møder et andet menneske, der har et handicap eller en anden udfordring og som er cool med det, så har vedkommende virkelig min respekt.”

At være sin egen bedste talepædagog

Cecilie fortæller, at mødet med andre mennesker, der stammer, også har gjort en stor forskel i arbejdet med at acceptere og leve med stammen. At indgå i et fællesskab, der giver en følelse af ikke at stå alene med sine udfordringer, er altafgørende for mange. Fællesskabet giver en følelse af forståelse, fremmer åbenheden, er med til at normalisere stammen, og så giver det mulighed for at høre, hvordan stammen påvirker andre mennesker. Stammen er en individuel størrelse, og den præger folks liv forskelligt. At høre andre menneskers historie kan derfor sætte perspektiv på stammen og bidrage til en bedre forståelse af egne udfordringer. Cecilie fremhæver Stammeforeningens sommertræf – som hun både har deltaget i og siden været med til at planlægge – som et særligt fællesskab, der har givet hende meget.

Udover fællesskabets positive effekt på Cecilies syn på stammen, arbejder hun også selv med den fysiske dimension af stammen.

“De fleste ting jeg gør, for at kontrollere min stammen, er selvlærte,” fortæller hun og siger, at meget af hendes fokus ligger på vejrtrækning, og at hun den seneste tid har arbejdet på artikulation og udtale.

“Jeg forsøger at udtale alle stavelser i ordene ordentligt, huske at trække vejret og tale langsomt. Det er det, der virker for mig.”

Cecilie lægger vægt på, at det har været vigtigt for hende at acceptere et grundlæggende vilkår, nemlig at stammen er der, og at den ikke kommer til at gå væk. Ligesom med alle andre udfordringer i livet er erkendelse et vigtigt første skridt i retning af forbedring. Hvis man ovenikøbet accepterer, at stammen er en del af én selv og derfor føler ejerskab over den, kan det oplevelse af, at man rent faktisk er i stand til at påvirke den i en positiv retning. Cecilie siger selv, meget rammende, at “stammen er ikke noget, der skal fjernes; det er noget, der skal arbejdes med. Hvis man kæmper for at fjerne stammen, kæmper man forgæves.”

Stammen er væk! Hvem er du nu?

Det kan være svært at vurdere, hvordan stammen direkte har påvirket livets store beslutninger. Mange husker sikkert kortere episoder, hvor stammen har taget styringen, f.eks. hvis man lod telefonen ringe ud i stedet for at tage den, hvis man undlod at deltage i et socialt arrangement, man ellers havde set frem til, eller hvis man endte med at bestille noget andet fra menukortet, end man ønskede. De store beslutninger – hvad end de angår uddannelse, job, omgangskreds eller noget fjerde – er derimod ofte mere komplekse og strækker sig over længere tid. Derfor kan der være flere faktorer i spil, og stammen kan ikke nødvendigvis sættes på som primært årsag til et valg. Alligevel kan man lave et tankeeksperiment og forestille sig, hvor man ville have været i livet, hvis stammen ikke havde været der. Så jeg spørger, hvad forskellen mellem Cecilie, jeg i øjeblikket taler med, og Cecilie i et parallelt univers uden stammen er.

“Hvis jeg ikke havde haft min stammen, ville jeg ikke vide lige så meget om mig selv, som jeg gør i dag. Jeg har lært rigtig meget af min stammen; både om mig selv og om andre. Jeg tror også, at jeg har en anden tilgang til at udvælge mine venner. Det er virkelig vigtigt for mig at kunne mærke, at de mennesker, jeg omgås, ikke er dømmende eller skynder på mig. Jeg er meget nænsom med, hvem jeg lukker helt ind, selvom jeg er meget åben.”

En anden væsentlig ting, som stammen har givet Cecilie, er lysten til at bevise noget over for sig selv. Hun siger, at hun har truffet nogle udfordrende valg gennem tiden, som hun sikkert ikke ville have overvejet, hvis stammen ikke var der. F.eks. var hun som 16-årig på udveksling i Canada i et år, hun har arbejdet som tjener gennem flere år, og så er hun ambassadør for Stammenforeningen.

Cecilie fortæller, at hendes år som udvekslingsstuderende gav hende mulighed for at være sig selv at skulle forholde sig til de forventninger, hun var vant til i Danmark. Selvom hun havde troet, at det ville være svært f.eks. at møde andre mennesker og få venner, gik det lettere end frygtet.

“Efter få uger havde jeg allerede fået nogle venner. Det gav mig et kæmpe selvtillidsboost, og det var på en måde en stor åbenbaring for mig. Folk er jo søde nok, hvis man er sød ved dem.”

Den oplevelse gav hende endnu mere lyst til at åbne op, møde nye mennesker og generelt tale mere. Jeg spørger Cecilie, om lysten til at tale med andre mennesker, som hun i høj grad fører ud i livet, er noget, hun aktivt har valgt at gøre – om hun på en måde har tvunget sig selv til at gøre – eller om det er kommet naturligt.

“Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være.”

Cecilie er et tydeligt eksempel på, hvordan åbenhed og accept kan være fundamentale egenskaber i et liv med stammen. Hun accepterer, at stammen sætter sine præg på personligheden, og så omfavner hun det, gør det til en fordel og et karaktertræk, hun ønsker at vise frem.

“Jeg vil ikke være foruden min stamme. Det kan være hårdt, men jeg synes, det har lært mig meget, og det er helt klart hele værd. Stammen har gjort mig stærkere.”

 

Litteratur

  • Boyle, M. P., Milewski, K. M., & Beita-Ell, C. (2018). Disclosure of stuttering and quality of life in people who stutter. Journal of fluency disorders, 58, 1-10.
  • Franken, M. C. J., Koenraads, S. P., Holtmaat, C. E., & van der Schroeff, M. P. (2018). Recovery from stuttering in preschool-age children: 9 year outcomes in a clinical population. Journal of Fluency Disorders, 58, 35-46.s
  • Brignell, A., Krahe, M., Downes, M., Kefalianos, E., Reilly, S., & Morgan, A. (2021). Interventions for children and adolescents who stutter: A systematic review, meta-analysis, and evidence map. Journal of Fluency Disorders, 70, 105843.

Solsikke snoren gratis

okt 3, 2022 | Aktuelt

Solsikke snoren Udleveres nu Gratis

En gul solsikke på en grøn baggrund hænger i en snor om halsen og fortæller, at personen, der bærer den kan have behov for ekstra forståelse, hvis det kniber med fx at læse navnet på en vare, huske koden til betalingskortet eller har brug for ekstra afstand eller tid ved kassen.

Solsikkesnoren giver personer med usynlige handicaps og diagnoser mulighed for, på en diskret måde, at signalere et behov for særlige hensyn og ekstra hjælp.

Læs mere om hvor og hvordan du får en solsikke snor gratis her >>>>

Thomas fik problemer med talen, da sclerosen ramte

jun 20, 2022 | Aktuelt

Thomas fik problemer med talen, da sclerosen ramte 

 

 : Af Emil Bækdahl – 

Thomas oplevede pludselig at få stammen ind på livet efter et scleroseattak i sommeren 2019. Tidligere havde han ikke noget forhold til stammen, men skulle fra den ene dag til den anden forholde sig til de udfordringer talelidelsen giver; et forhold, der er anderledes end hvis stammen havde været med gennem hele livet. Efter denne store omvæltning modtog Thomas logopædisk bistand, der har ledt ham til et sted, hvor han i dag føler at have mere styr på talen.

I efteråret 2021 tikker en interessant e-mail ind i Stammeforeningens indbakke. Afsender er logopæd Nadya Miller, som har en klient, Thomas, der er begyndt at stamme efter et scleroseattak. Hun spørger, om foreningen mon er bekendt med lignende tilfælde eller kender til en eventuel sammenhæng mellem sclerose og stammen. Det viser sig, at Thomas’ historie er ganske unik, og at hverken Stammeforeningen eller Scleroseforeningen kunne gøre Nadya meget klogere. Men netop af den grund, må det være vigtigt at fortælle Thomas’ historie, og da jeg spørger, om de vil fortælle mere om den spændende historie, er de heldigvis begge interesseret.

Der er flere ting, jeg gerne vil tale med Thomas og Nadya om. Hvordan er det at kunne huske en tid før og efter stammen, hvordan påvirker den pludselige ændring i talen, og hvordan tilgår man som fagperson en klient med en sådan historie? Det vil jeg forsøge at få styr på i denne artikel, men først og fremmest skal vi have Thomas’ historie på plads.

 

Ordene forsvinder

Thomas Geil Nielsen er 25 år og bor i Nordjylland sammen med sin kæreste. Til daglig arbejder han som elektriker, hvor han har meget kundekontakt, og som personlig træner i et fitnesscenter. Tidligere i sit liv har Thomas har ikke haft noget forhold til stammen, og der er ingen i hans familie eller omgangskreds, der er udfordret af talehandicappet. Derfor undrede det ham meget, da han i sommeren 2019 begyndte at opleve problemer med at tale. I begyndelsen skete det i korte perioder, der umiddelbart virkede tilfældige.

”Jeg gik til frisøren, som jeg regelmæssigt gør, hvor jeg prøvede jeg at føre den sædvanlige smalltalk. Jeg kunne sagtens følge med i, hvad frisøren sagde, men når jeg skulle svare, sad ordene lidt fast. Når de endelig kom ud, stammede jeg en smule. Det var meget mærkeligt.”

Thomas nævner, at han i bagklogskabens lys selvfølgelig ser denne første oplevelse som et tydeligt tegn på, hvad der var under opsejling. På daværende tidspunkt lod han sig dog ikke slå ud, og da han senere på dagen kom hjem, var episoden allerede glemt. Thomas gjorde sig ikke flere tanker om det, der var sket, indtil udfordringerne med talen kom tilbage nogle dage senere. Denne gang i fitnesscenteret; et sted han kender godt, og hvor han ofte taler med andre mennesker.

”Da jeg er færdig med min træning, kommer en person hen til mig for at snakke. Her oplevede jeg pludseligt, at jeg slet ikke kunne sige noget. Jeg prøvede, at få ordene ud, men der skete ingenting,” fortæller Thomas og lægger vægt på, at der på dette tidspunkt ikke nødvendigvis kun var tale om stammen, men først og fremmest problemer med at finde ord.

”Det var som om, alle ordene pludselig var væk. Helt væk! Både tanker og ord var bare erstattet af et tomrum. Jeg kunne ikke engang tænke mig til, hvad der var galt, fordi ordene, jeg skulle bruge til at forklare, var forsvundet.”

Thomas beskriver dette tidspunkt i forløbet som forvirrende. For selvom det skulle vise sig, at ordene ikke ville komme ordentligt tilbage inden for det følgende døgns tid, så fortsatte han sin dag og fik udført de gøremål, han ellers havde planlagt; f.eks. et smut forbi byggemarkedet på vej hjem fra fitnesscentret.

”Jeg kunne åbenbart godt huske, at jeg skulle købe nogle plastiksække med hjem,” fortæller han og beskriver videre, at det igen gik ”helt galt” med at tale, da han henvendte sig til personalet i butikken.

”Jeg kunne knap nok fortælle, hvem jeg var, men på én eller anden måde fik jeg overbevist ekspedienten om, at det altså var plastiksække, jeg var ude efter. Jeg følte mig som en tosse, og der gik lang tid, før jeg kom i butikken igen.”

Thomas beskriver den tilstand, han var i, som ”tåget”, og at det var ganske få ord og korte sætninger, han til nøds kunne formulere. Den efterfølgende dag oplevede han ikke nogen forbedring, og han fortæller, hvordan hans kæreste flere gange forsøgte at starte en samtale over morgenmaden. Thomas oplevede, at han på ingen måde kunne deltage, og der bliver derfor hurtigt taget kontakt til hospitalet i Aalborg. Her blev han indlagt til undersøgelse på neurologisk ambulatorium, og undervejs i forløbet fortalte en overlæge Thomas, at vedkommende aldrig havde hørt om, at sclerose kunne lede til ordfindingsbesvær eller stammen. Da Thomas samme dag kom gennem MR-scanneren, viste det sig, at der naturligvis var tale om en undtagelse. Efter et par opfølgende undersøgelser får Thomas konstateret attakvis multipel sclerose. Sygdommen havde ramt talecentret i hjernen.

 

Stammen flytter ind

Straks efter at diagnosen var stillet, begyndte Thomas på medicinsk behandling med binyrebarkhormon. Han kunne kort efter mærke, at det virkede, da tankerne begyndte at komme tilbage, og ordene kom ud; denne gang med stammen.

”Jeg begyndte for første gang at kunne genleve og forholde mig følelsesmæssigt til det, der var sket. Jeg havde mange tudeture på sofaen og var meget usikker på fremtiden. Kom jeg i job igen, kunne jeg gennemføre en uddannelse, og hvordan ville mit liv generelt blive påvirket?”

I perioden, hvor Thomas var sygemeldt fra arbejdet, fandt han hurtigt ud af, at den tvivl og håbløshed, som ramte ham, kun blev værre, når han gik hjemme. Han havde behov for at flytte sin opmærksomhed og fandt derfor hurtigt tilbage til fitnesscenteret. Efter et par uger kom han også tilbage på jobbet.

”Jeg husker tydeligt, at jeg sagde til mig selv, at det ikke nyttede noget at lave ingenting. Det har fulgt mig hele vejen igennem forløbet. Jeg har brug for at holde mig i gang.”

Selvom det var godt for Thomas at komme uden for husets fire vægge, kunne han selvfølgelig ikke undgå at forholde sig til det nye karaktertræk i form af stammen, som var opstået. I de fleste tilfælde er stammen en indgroet del af ejerens identitet, og de fleste voksne mennesker med stammen kan nok ikke huske en tid uden talelidelsen i bagagen. Måske kan tanken om et liv uden stammen endda virke overvældende eller uvirkelig. Men hos Thomas kom stammen ind fra højre, og det havde, som han selv fortæller, først og fremmest en stor indvirkning på hans eget liv. Jeg er dog også nysgerrig på, hvordan Thomas’ omverden har reageret på forløbet og hans stammen.

”Min nærmeste familie har taget fint imod det, og jeg får den tid, jeg skal bruge, til at tale. Men det har været lidt sværere for nogle af mine kammerater og kollegaer,” siger Thomas og fortæller, hvordan han enkelte gange har oplevet, at der er blevet lavet lidt sjov med stammen. Han understreger dog, at langt de fleste er meget forstående og giver ham den tid, han skal bruge.

Selvom besværet med at finde ordene gradvist forsvandt, blev stammen ved med at sætte sit tydelige præg på Thomas’ tale. Gennem kommunen blev hans henvist til en talepædagog, hvor han i første omgang havde fokus på åndedræt, mindfulness og fokus på de forskellige muskler og systemer, der er forbundet med talen. Thomas oplevede dog ikke, at stammen blev mindsket gennem arbejdet, hvilket var et stort ønske på daværende tidspunkt, da han følte sig meget begrænset af stammen.

”Jeg syntes, min stammen hæmmende mig meget. Jeg trak mig fra det sociale liv, opgav at færdiggøre mine sætninger, og det gjorde mig mere og mere frustreret,” siger Thomas og fortsætter med at fortælle, at den hjælp, han fik med udgangspunkt i sin sclerose, heller ikke gjorde noget for stammen. Her blev han i stedet rådet til at tage kontakt til en talepædagog igen. I begyndelsen af 2021, halvandet år efter sit første forløb, begynder Thomas på Center for Kommunikation og Undervisning i Vesthimmerlands Kommune hos logopæd Nadya Miller.

 

Arbejdet med stammen

Da Thomas i anden omgang modtager logopædisk bistand, føler han, at arbejdet med stammen begynder at have positiv effekt.

”Jeg oplevede en helt anden tilgang, og jeg har fået en masse værktøjer, som jeg føler gør en forskel, og som jeg kan bruge i virkeligheden. Noget af det, der virker allerbedst for mig, er at sænke taletempoet. Selvom jeg skal koncentrere mig mere om at tale, betyder det meget at jeg tænker over, at jeg skal tale langsomt og tydeligt. Det er noget af det, jeg synes, jeg kan gå tilbage til, når jeg begynder at stamme.”

Når jeg taler med Thomas, er det tydeligt, at han virkelig har taget det til sig. Han har et disciplineret forhold til taletempoet, og når der opstår det mindste tegn på, at stammen begynder at tage styringen, sænker Thomas tempoet, og ordene kommer mere flydende ud. Det er uden tvivl noget, der virker for ham.

I Thomas’ virke som personlig træner har han også lagt mærke til en anden ting, der hjælper ham med at tale: kropssproget. At bruge kroppen som en integreret del af talen hjælper med at få ordene ud, og det har fyldt meget i den måde, Thomas og Nadya har arbejdet. Jeg spørger Nadya, om hun kan fortælle lidt om tilgangen.

”Vi har arbejdet med udgangspunkt i at få begge hjernehalvdele i spil. Vi har lavet rim og remser, sunget, rappet, lavet dramatisk oplæsning og på andre måder fået kroppen i gang med gestik og mimik.”

Thomas smiler lidt og tilføjer, at ”det er meget langt væk fra det, jeg plejer at lave”. Nadya nikker bekræftende, men peger også på, at netop dét er en af grundene til, at Thomas er kommet så langt i arbejdet med stammen. Han har turdet kaste sig ud på ukendt terræn. For det er bestemt ikke nemt at turde stole så meget på sin stemme, når man er udfordret af stammen.

Jeg spørger ind til, om arbejdet med Thomas har været anderledes sammenlignet med klienter, der har stammet hele livet. Selvom man måske ikke kan skelne mellem den fysiske og hørbare stammen, må det psykiske udgangspunkt være anderledes. Så hvordan kan man mon tilgå et tilfælde som Thomas som fagperson?

”Der ligger noget mere i dét at skulle overvinde sig selv, hvis man fra barnsben har haft stammen som følgesvend. Det er anderledes hos Thomas, fordi stammen kommer ind som et slags traume, og at han ovenikøbet skulle forholde sig til sclerosediagnosen,” siger Nadya og uddyber, at Thomas i begyndelsen af forløbet følte sig skræmt, fordi den nye og drastisk anderledes virkelighed kom fra den ene dag til den anden, og at tankerne om, hvordan det hele skulle ende, fyldte meget.

”At være skræmt på den måde lægger sig ikke op at den måde, man forholder sig til stammen, hvis man er født med den. Her er stammen iboende, og det er hele identiteten, der skal arbejdes med over længere tid,” forklarer Nadya og henviser til, at Thomas har levet med stammen i et par år, og at han på den relativt korte tid har opnået meget store fremskridt; fremskridt som givetvis ville tage længere tid for en person, der har levet med stammen hele livet. Nadya fortæller, at hun derfor tager et følelsesmæssigt anderledes afsæt i arbejdet med en person som Thomas i forhold til, hvad hun ville gøre med en person, der har stammet hele livet. Selvom det naturligvis er en betydelig forskel, så er det som udgangspunkt også den eneste.

”Selve behandlingen af stammen gør jeg fuldstændig på samme måde, som hvis Thomas havde stammet hele livet,” fortæller Nadya og beskriver hvordan bl.a. taletempo, -tydelighed, kropssprog og sprogmelodi fylder meget i hendes arbejde.

Thomas’ historie er unik. Han har i modsætning til de fleste andre mennesker med stammen oplevet et liv før og efter stammen. Sammen med en sclerosediagnose gav det begrænsninger og en pludselig usikkerhed i livet. Den pludselige opståen har dog også givet Thomas et særligt udgangspunkt for at arbejde med stammen. Det er tydeligt, at han har arbejdet seriøst med den, taget den til sig, formet den og gjort den til sin egen. Det bekræfter først og fremmest, at det er muligt at få mere kontrol over talen, hvis man aktivt arbejdet med den, men også at hvis man har levet med stammen hele livet, så er arbejdet med stammen mere grundlæggende, og det er helt naturligt, at det kan være svært.

 

Et forbehold

Slutteligt vil jeg knytte et lille forbehold til denne historie. Som jeg nævnte indledningsvis, er Stammeforeningen ikke bekendt med andre tilfælde, hvor stammen er opstået som følge af et scleroseattak. I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel henvendte jeg mig til Scleroseforeningen, hvor jeg kom i kontakt med en neurolog i foreningens rådgivning. Jeg spørger ind til emnet og får følgende svar.

”Stammen er ikke beskrevet som et MS-relateret (multipel sclerose, red.) fænomen, og jeg har heller ikke selv erfaring med, at det skulle være hyppigt blandt mennesker med MS.”

Med den tilbagemelding er det selvfølgelig ikke muligt at sige, at dét, Thomas oplevede efter sit scleroseattak, var stammen, og at den var opstået som direkte følge af sclerosen. Dog er det centrale for historien, at Thomas havde talemæssige og psykiske udfordringer, som lignede stammen til forveksling, at disse blev behandlet, som var det stammen, og ikke mindst at Thomas oplevede at få mere styr på talen gennem denne behandling.

Skulle der sidde en læser, der har kendskab til andre tilfælde, hvor stammen er opstået efter et scleroseattak, hører jeg gerne fra dig.