Af Hermann Christmann, bestyrelsesmedlem i Stammeforeningen i Danmark.
Historie
Stammeforeningen i Danmark (FSD) blev stiftet en kold og mørk fjortende december i 1971 hjemme i privaten hos talepædagog Herluf Schmidt Thomsen på Grønlandsvej 41 i Haderslev (Christmann, s 9). De fire stiftende stammere , der deltog (alle mænd), delte bestyrelsesposterne imellem sig, mens Herluf Schmidt Thomsen blev revisor. Foreningens første vedtægter tillod kun stammere som bestyrelsesmedlemmer, det er i øvrigt blevet ændret siden.
Helt fra begyndelsen af Stammeforeningens eksistens har der således været kontakt og samarbejde mellem stammere og talepædagoger. Dette er ikke blot et dansk fænomen. Den danske stammeforening blev hurtigt en del af det nordiske stammesamarbejde, der dengang i 1970’erne bestod mellem stammeforeningerne i Sverige, Finland og Danmark. Det årlige højdepunkt for samarbejdet var Nordisk Stammeseminar, der blev holdt på skift i landene, og hvor der dengang deltog mange talepædagoger fra de nordiske lande, da stammeseminarerne ud over det sociale element også havde et fagligt indhold af interesse for fagfolk. Mødet med voksne stammere har ofte gjort et stort indtryk på stammebehandlerne, især på dem, der arbejder med børn. At stammebehandlerne ikke nøjedes med at deltage i det faglige arrangement på stammeseminarerne, men også var aktive i stammeseminarernes sociale liv, antydes i en øjenvidneberetning (Thorup, G. og Jordan, A. P., s 34)
Nærtstående og samarbejdende parter har tit divergerende meninger og interesser og en klar indbyrdes kommunikation. Dette gælder også her. Stammeforeningen blev således i sin tid stiftet bl.a. på baggrund af artikler i medlemsbladet for Talepædagogisk Forening nr. 1 og 2, 1971 (det har desværre ikke været muligt for undertegnede at få fat i de pågældende numre af medlemsbladet), der skal have beskrevet stammere i mindre flatterende vendinger. Stammere skulle således ifølge artiklerne være ”barnlige neurotikere”, have et ”forkvaklet og frustreret følelsesliv” og ”stærkt asociale karaktertræk”, og de ”….udviser…overfladiskhed i alle deres præstationer…”. (Christmann, s 9, s 127).
Som nævnt har undertegnede ikke selv læst de pågældende artikler, men det har stammeforeningens stiftende fædre, og det fik dem åbenbart så tilpas meget op i det røde felt, at de, i klar tale til Talepædagogisk Forening, trodsede deres overfladiskhed, forkvaklede følelsesliv og neuroser og tog sig sammen til at stifte stammeforeningen, om end, som det fremgår af denne artikels første afsnit, under – må man formode – kyndig vejledning af en talepædagog.
Sådan var situationen i 1971, men man ser, dog i en meget afsvækket form, den samme diskussion blandt stammere i dag. Også hos talepædagogerne er der en diskussion om, hvor meget man skal gå ind i samarbejdet. På et tidspunkt i 1980’erne blev en talepædagog indvalgt som suppleant i bestyrelsen for FSD, hvilket blev problematiseret i talepædagog-kredse (Thorup, G. og Jordan, A. P., s 33).
Den navnkundige talepædagog Victor Bloch på Taleinstituttet i Aarhus problematiserede ikke så meget, han var fra første færd uforbeholdent begejstret for Stammeforeningen og stillede, aldeles uofficielt, sekretærfaciliteter på taleinstituttet til rådighed for foreningen. Bloch opfordrede desuden kraftigt ”sine” stammere til at melde sig ind i foreningen. Da Bloch også uddannede nye talepædagoger, blev disse mere eller mindre hjernevasket til at gøre det samme, når de kom ud at virke i faget. Det siger næsten sig selv, at Bloch var en entusiastisk deltager i såvel det faglige som det sociale liv på de nordiske stammeseminarer.
Internationalt
Også på verdensplan findes et samarbejde mellem stammere og stammebehandlere.
Der eksisterer to verdensomspændende foreninger, der udelukkende beskæftiger sig med stammen, den ene er International Fluency Association (IFA), der blev stiftet i 1989 og hvis medlemmer er stammeforskere, stammebehandlere og mennesker, der stammer. I 1995 blev International Stuttering Association (ISA) stiftet. ISA har stammeforeninger som medlemmer og er som sådan en paraplyorganisation for mennesker, der stammer. De to foreningers hjemmesideadresser er anført i kildefortegnelsen nederst i denne artikel.
ISA og IFA holder hver deres verdenskongres hvert tredje år. I 2018 afholder de to foreninger imidlertid, efter mange års drøftelser og diskussioner, en fælles verdenskongres, der finder sted i den japanske by Hiroshima i juli måned, se mere her og her. Kongressen i Hiroshima har også en tredje deltager, nemlig ICA (International Cluttering Association), den internationale forening for løbsk tale.
Især i ISA har der over årene været mange diskussioner om det betimelige i at have en fælles verdenskongres. Argumenterne i diskussionen har i høj grad lignet de argumenter, der er beskrevet i det historiske afsnit ovenfor.
Den nuværende situation i Danmark
Der findes meget få tilgængelige refleksioner over relationer mellem talepædagog og stammer. Nogle af dem finder vi hos Egebjerg & Gram (2009, side 16) og (2010, side 16), hvor der under overskriften Logopædens roller og kompetencer er anført: ”rollen som ligeværdig og respektfuld samarbejdspartner i forhold til mennesker, der stammer, og alle andre parter, der involveres i den enkelte sag”
Hvis vi løfter blikket fra behandlingen til foreningsniveauet, så har Stammeforeningen i Danmark alle dage haft interesse i at have et godt forhold til talepædagogerne og deres organisationer, da foreningen er af den opfattelse, at begge parter har fordel af samarbejdet. Stammeforeningen har f.eks. fordel af, at talepædagoger fortæller deres klienter om muligheden for at deltage i foreningens sommerlejre for børn og unge. Og det måske allerbedste er ildsjæle blandt logopæderne, der opretter nye behandlingstilbud, etablerer nye samarbejdsrelationer, er med til at stifte lokalafdelinger, og i det hele taget skaber opmærksomhed om stammen.
Logopæder har ofte givet udtryk for, at det er brugerne, altså mennesker, der stammer, og Stammeforeningen, der over for logopædernes arbejdsgivere skal gøre opmærksom på tilfælde af manglende indsats over for stammen. Det har en større effekt, end når logopæder selv gør det.
Det er logopædernes arbejdsgivere, dvs. administrative og politiske ledere, der lægger rammerne for indsatsen, de rammer, som Egebjerg & Gram (2009, side 17) beskriver:
Logopæden har brug for:
• gode fysiske rammer, herunder relevant teknisk udstyr
• et fagligt miljø med mulighed for samarbejde med andre logopæder og øvrige relevante faggrupper
• mulighed for at få praksiserfaring og supervision
• adgang til bøger, tidsskrifter og andre relevante materialer
• mulighed for deltagelse i temadage, kurser, internationale konferencer, studieture samt efter- og videreuddannelse
De gode rammer for logopædisk arbejde omfatter altså mange ting, hvor tilegnelse og udvikling af viden, erfaring, fagligt miljø, samarbejde og de fysiske forhold er vigtige elementer. Organisatoriske eller strukturelle forhold er ikke udtrykkeligt omtalt hos Egebjerg og Gram, men de spiller efter undertegnedes opfattelse også en vigtig rolle. Nogle kommuner har et system, hvor den enkelte logopæd i et distrikt tager sig af stammetilfældene i distriktet, mens andre kommuner har et system, hvor bestemte logopæder (evt. i et team) får henvist samtlige stammetilfælde i kommunen. På den måde får disse centrale logopæder større erfaring i at arbejde med stammen, end logopæderne ude i distrikterne, der sjældnere ser en stammende person. En anden åbenlys mulighed for at skabe gode rammer, er et samarbejde, hvor to eller flere kommuner går sammen om stammebehandlingen. Disse samarbejder har desværre erfaringsmæssigt været svære at holde vedlige, og de fleste har lidt en krank skæbne og er blevet opløst.
Siden 1994 har Dansk Videnscenter for Stammen (DAVS), og i nogen grad Stammeforeningen, gjort deres til at opfylde behov for viden hos fagfolk, der arbejder med stammen. I takt med den stigende decentralisering af indsatsen over for stammen, der yderligere tog et vældigt spring med kommunalreformen i 2007, er de amtslige/regionale faglige miljøer, der tidligere bistod de kommunale fagfolk, i bedste fald kraftigt reduceret, hvilket i høj grad har øget behovet for ydelser til PPR-ansatte logopæder i form af vidensformidling og netværksdannelse, som Dansk Videnscenter for Stammen leverede.
DAVS blev fra 2011 tilknyttet Servicestyrelsen/Socialstyrelsen (Knudsen, side 77-78), det medførte, at to ud af tre stammefaglige medarbejdere i 2012 blev afskediget. Herefter fortsatte Socialstyrelsens arbejde på stammeområdet på vågeblus. Dette havde til følge, at Stammeforeningen i Danmark overvejede, hvordan den bedst kunne kompensere for i det mindste en del af det arbejde, som DAVS hidtil havde udført.
Stammeforeningen i Danmark har en klar interesse i, at de gode rammer, som Egebjerg og Gram beskriver ovenfor, bliver så udbredte som muligt i alle landets kommuner. Det er blandt foreningens formål at oplyse og rådgive om stammens behandling, at støtte forskning i stammen og stammebehandling, og at sikre behandlings- og undervisningsmulighederne.
Vi har kommunalt selvstyre i Danmark. Derfor er det Stammeforeningens opfattelse, at den i opfyldelsen af sin formålsparagraf bedst kan gøre sig gældende med formidling af viden til logopæder, hvor de fleste er ansat i kommunerne. Derfor er det også naturligt med et tættere samarbejde med logopædernes organisationer, der kender deres medlemmers behov for viden.
Såvel Stammeforeningen som fthf og alf var repræsenteret i DAVS’ bestyrelse, hvor foreningerne havde et udmærket samarbejde.
Det er meget glædeligt, at Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder (FUA) fra januar 2018 også indgår i kredsen af samarbejdspartnere.
Meget glædeligt var der mange deltagere både i Jelling og her i Hellerup.
Helle Blunk Brandt taler med Hermann Christmann fra Stammeforeningen.
Sanne Vilstrup, formand for Foreningen af tale-høre-lærere i Folkeskolen.
Mette fra audiologopædisk forening.
Konkrete eksempler på samarbejdet mellem logopædforeningerne og Stammeforeningen er de to velbesøgte endagskurser i Jelling og Hellerup, der blev afholdt i november 2015 og i november 2017. Kurset i 2015 omhandlede kognitiv stammebehandling og kurset i 2017 drejede sig om det muliges kunst i en PPR. I januar 2018 har FSD og logopædernes faglige organisationer FTHF, ALF og FUA nedsat en arbejdsgruppe der har til opgave at udvikle og relancere en ny Efteruddannelse i stammen for logopæder. En efteruddannelse, hvor FSD bliver forankringsplatform efter anmodning fra professionshøjskolen VIA UC i Aarhus.
Stammeforeningen i Danmark ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med logopædernes foreninger.
Kilder:
Christmann, H. (red.) (2011) Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6
Egebjerg, T., Gram, B. (2010). Logopædisk stammebehandling af børn – anbefalinger vedrørende god praksis. Dansk Videnscenter for stammen. ISBN 978-87-90588-18-2. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/logopaedisk-stammebehandling-af-born
Egebjerg, T., Gram, B. (2009). Logopædisk stammebehandling af unge og voksne – anbefalinger vedrørende god praksis. Dansk Videnscenter for stammen. ISBN: 978-87-90588-19-9. Kan hentes her: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/logopaedisk-stammebehandling-af-unge-og-voksne
IFAs hjemmeside: https://www.theifa.org/
ISAs hjemmeside: http://www.isastutter.org/
ICAs hjemmeside: https://associations.missouristate.edu/ICA/
Knudsen, P. F. (2011). Stammeforeningen og mig. I: Christmann, H. (red), Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6
Thorup, G., Jordan, A. P. (2011). Det blev en øjenåbner. I: Christmann, H. (red), Stammeforeningen i Danmark 1971-2011. FSD Forlag. ISBN 98-90960-10-6
