Kort beretning fra ISA-Verdensstammekongressen 2019 i Island

Af Hermann Christmann

Verdensstammekongressen finder sted hvert tredje år. I år fandt kongressen sted i Island i den lille by Hveragerdi, der ligger knap 50 km sydøst for hovedstaden Reykjavik. Hveragerdi er kendt som ”Jordskælvsbyen” og som ”Byen med de varme kilder”. De ca. 2.500 indbyggere oplever kun jordskælv en gang imellem, mens de varme kilder hel tiden damper op af jorden mange steder i byen. Byen har påfaldende mange gartnerier, der sikkert ikke ville være der uden kilderne.

Et køkken efter et jordskælv i 2008

Varme kilder i Hveragerdi

Varme kilder i Hveragerdi

Den Islandske stammeforening, Málbjörg, var vært, og mange aktive Málbjörg-medlemmer har i flere år gjort et stort arbejde for at arrangere kongressen. De 165 deltagere fra 30-40 lande oplevede da også en kongres, der forløb perfekt efter at være blevet åbnet af selveste den islandske præsident.

Kongressens tema var ”Embrace your stutter” – det kan nogenlunde oversættes til ”Omfavn din stammen”, logoet kan ses foroven.

Kongressens emner spændte vidt. Der var indlæg/diskussioner i kategorierne forskning; behandling; mennesker, der stammer – egne beretninger; ”Interaktiv” – dvs. diverse øvelser med f.eks. åndedrættet og stemmen; Filmforevisning.

Emnerne var stammen, løbsk tale, talecirkler, børns følelser om sig selv og stammen, børns holdninger til stammen, ophør af stammen, hjernescanning, medicinsk behandling af stammen, mindfulness, tilpasning af behandling til det enkelte menneske, LGBT og stammen, løbsk tale og stammen, inddragelse af familien, kvinder, der stammer, egne beretninger om tilværelsen med stammen, selvmåling af sin stammen og reaktioner, stammen som en eller mange funktionshindringer, accept. Vi oplevede også en stammende standupkomiker optræde.

Mange af indlæggene fandt sted samtidigt, og det var tit svært for mig at skulle vælge mellem tre eller fire spændende indlæg. Jeg havde på forhånd besluttet at skrive korte artikler om nogle af de indlæg, som jeg var med til, og bringer derfor en række små artikler fra kongressen her i FSD-NYT – artiklerne kan kendes på, at de bringes under kongressens logo ”Embrace your Stutter”.

Yderligere oplysninger:

www.iceland2019.com,

http://www.isastutter.org/what-we-do/world-congress,

En af kongresdeltagerne, Daniele Rossi fra Canada, havde til kongressen skrevet og tegnet sagaen om den stammende ræv Franky Bankyson og hans eventyr, da Franky i sit vikingeskib ankom til Island og lagde til ved Reykjavik, hvor Málbjörg opholder sig. Mere om Franky Banky og forfatteren her: www.stutteringiscool.com

På FaceBook kan man slå op på ”Iceland 2019” og bl.a. se billeder fra kongressen.

Næste verdensstammekongres (ISA) finder sted i Tel Aviv, Israel, i 2022. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt.

Næste fælles verdenskongres (ISA, IFA og ICA) finder sted i Montreal i Canada fra 22. til 25. juli 2021.

Næste Nordiske Stammeseminar finder sted i Stockholm, Sverige, fra 4. til 6. september 2020

http://www.isastutter.org/what-we-do/world-congress,

https://www.theifa.org/ifa-congresses-2/2021-joint-world-congress/650-site-announced-jwc2021

http://www.stamning.se/verksamhet/internationellt/norden/nordiska2020.html