KURSUS: Styr på stammen – et how to do-kursus for logopæder, der underviser skolebørn og unge, der stammer

Kurset bygger på erfaringer, vi har samlet gennem mange års undervisning af skolebørn og unge, der stammer.

Undervisere:
Sine Erbs & Hannah Wibe Nielsen.

Indhold:
Vi tager udgangspunkt i vores publikation: “Styr på stammen”, og indholdet vil være en introduktion til og en grundig gennemgang af øvelser, der kan bruges i den del af stammeundervisningen, der handler om at give eleven erfaring af, at han kan ændre stammen og stammeadfærd.

Deltagerne får rig lejlighed til selv at blive fortrolige med teknikker og redskaber inden for de fire hovedemner: Kommunikation, Fluency Shaping-teknikker, Frivillig stammen og Stuttering Modification-teknikker.

Vi afrunder med fokus på, hvordan ændringer af stammen og stammeadfærd kan tilpasses til den enkelte elev, og hvordan de kan overføres til dagligdagen.

“Styr på stammen” kan købes på kursusdagen. Det er ikke en forudsætning for deltagelse, at man har læst eller køber publikationen.

Kurset udbydes i Aarhus og Høje Taastrup – Link, her med tilmelding nederst på siden.

Dagsprogram:
9.00-9.30: Ankomst, kaffe/te og brød
9.30-12.00: Introduktion og øvelser – Kommunikation og Fluency shaping
12.00-12.45: Frokost
12.45- 14.00: Øvelser – Frivillig stammen og Stuttering Modification
14.00-14.15: Kaffe/te og kage
14.15-15.15: Tilpasning til den enkelte stammeelev.

Pris: 1500 kr. 

Kontakt:
Spørgsmål vedr. tilmelding:
Gerd Hultberg
gerd.hultberg@rm.dk

Efteruddannelse i Stammen

De to senest udbudte forløb af Efteruddannelsen i Stammen har måttet aflyses, da der har været for få deltagere.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.

Helle Bunk Brandt, lektor og master i specialpædagogik, fagansvarlig for PD Logopædi, VIA Efter- og videreuddannelse, Campus Aarhus N. Ses her ved Workshop om ”Tidlig indsats i PPR til børn, der stammer” i Hellerup november 2017. Foto: Erling Jensen.

Efter forslag fra lederen af Efteruddannelsen i Stammen, lektor Helle Blunk Brandt, VIA i Aarhus, indvilgede Stammeforeningen i Danmark i november 2017 i at være Efteruddannelsens forankringsplatform i tæt samarbejde med de tre logopædforeninger Audiologopædisk Forening (alf), Foreningen af Tale-høre-lærere i folkeskolen (fthf) og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder (FUA).

Baggrund om Efteruddannelsen i Stammen – hvordan det hele begyndte

På en brugerkonference afholdt af det daværende Dansk Videnscenter for Stammen (DAVS) i oktober 1997 (Knudsen, 1999 s. 21), var et af temaerne uddannelse/efteruddannelse af talepædagoger. Der herskede på konferencen enighed om, at uddannelsen af talepædagoger i Danmark er alt for ringe (ifølge Audiologopædisk Forenings daværende formand var den danske talepædagog-uddannelse den dårligste i EU). Det blev derfor foreslået, at DAVS skulle tage initiativ til en oprettelse af en ”efteruddannelse for talepædagoger og psykologer, der arbejder inden for stammeområdet.”

DAVS nedsatte i 1998 en arbejdsgruppe bestående af Tine Egebjerg og Per Fabæch Knudsen fra DAVS, Hermann Christmann fra Stammeforeningen, Anne Marie Jensen fra Center for Specialundervisning i København, Birte Møller fra Taleinstituttet i Odense og Elsebeth Pedersen fra PPR i Viborg. Arbejdsgruppen kunne i efteråret 1998 præsentere skitse til Efteruddannelsen, en skitse, der blev finpudset og gjort detaljeret, så den blev udmøntet i Efteruddannelsen, der foregik i regi af Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev (DLH – nu UC-Syd). Kursusledere på det første forløb af Efteruddannelsen, der løb fra september 1999 til juni 2000, var Lillian Jacobsen fra DLH i Haderslev, Tine Egebjerg, og Eigil Laulund fra Kommunikationscenteret i Hillerød.

Formålet med efteruddannelsen var at øge deltagernes faglige forudsætninger for varetagelse af diagnosticering, behandling og vejledning af børn, unge og voksne med stammeproblemer. De første efteruddannelsesforløb bestod i alt på 128 timer fordelt på fem moduler omhandlende teori og praksis vedr. stammen hos hhv. børn, unge og voksne, samt en projektperiode, hvor praksis var i fokus og en temadag, hvor alle deltagernes projekter skulle fremlægges. Underviserne på de forskellige moduler kom bl.a. fra Danmark, Sverige, England og Holland, fortæller Per Fabæch Knudsen, tidligere leder af Dansk Videncenter for Stammen (DAVS). Som desværre ikke eksisterer mere.

Der var stor tilslutning til Efteruddannelsen. I en undersøgelse fra efteråret 2003 af kommunernes tilbud på stammeområdet (Knudsen 2004, s. 89), rapporterede 21,7 % af PPR, at de havde haft en eller flere medarbejderne på Efteruddannelsen i stammen. Med andre ord havde godt en femtedel af kommunerne benyttet sig af Efteruddannelsen i løbet af de fire år, den på det tidspunkt havde eksisteret.

Tiden der fulgte

Der fulgte nu knap ti år med mere beskeden tilslutning til Efteruddannelsen, der endog i nogle år måtte aflyses, fordi der ikke tilmeldte sig det nødvendige antal deltagere. Helle Blunk Brandt fortæller her om sin baggrund i forhold til Efterudddannelsen i stammen:

Jeg har siden 2012 været tovholder og hovedaktør som underviser på Efteruddannelsen i stammen ved UC-syd, hvor min kollega Mona Gerstrøm havde ansvaret for uddannelse, optag, annoncering mv.

Jeg har således været en aktiv del af Efteruddannelsen i stammen i 2012 og i 2014. På disse to forløb var det meget svært at få økonomien til at hænge sammen for UC-syd, fordi der kun var otte tilmeldte. Efteruddannelsen i stammen blev hos UC-syd tilrettelagt som et pædagogisk diplommodul under pd-modulet talevanskeligheder, og ved gennemført eksamen fik de studerende et uddannelsesbevis på 10 ECTS-point.

Du kan læse om ECTS-point her. (red.)

Jeg (red.) har googlet mig frem til, at en fuld diplomuddannelse kan tage 2-3 år, men man kan også nøjes med at tage enkelte fag efter behov. Diplomuddannelser er fleksible, og der kan planlægges det uddannelsesforløb, som passer til netop de ønskede behov og ønsker. Spurgte derfor Helle Brandt, om hun kunne uddybe det i relation til stammen?

Helle Brandt svarede:

Du kan som pædagog eller lærer, sygeplejerske, ergoterapeut eller lignende bygge oven på din grunduddannelse med en PD i logopædi. Denne sidestilles med Bacheloruddannelsen på KUA eller SDU (bemærk, at der er ikke tale om en ligestilling, men en sidestilling de to uddannelser imellem).

Helle Brandt fortsatte om Efteruddannelsen:

Evalueringerne fra de studerende fra 2012 og 2014 viste, at de studerende syntes, at det var svært at få tid til at skrive opgave og gå til eksamen. De fleste ville langt hellere være foruden det pres, som en eksamen lægger på dem under Efteruddannelsen. De fleste arbejder på fuldtid, mens de følger Efteruddannelsen.

I 2016 udbød UC-syd igen Efteruddannelsen i stammen, og her var det fortsat meget svært at rekruttere studerende nok. Efteruddannelsen blev opgivet dette år, og Mona Gerstrøm henvendte sig til herefter til mig for at høre, om jeg ville overtage Efteruddannelsen i stammen, så den kunne foregå i regi af VIA UC, hvilket jeg – noget betænkelig – takkede ja til.

Med ovenstående frisk i hukommelsen, forsøgte jeg i 2016 at nytænke Efteruddannelsen i stammen sammen med Per Fabæch Knudsen for at kunne udbyde stammeefteruddannelsen i VIA UC regi i begyndelsen af 2017. Efteruddannelsen i stammen blev nu udbudt som en Efteruddannelse i stammen uden eksamen. Dette for dels at imødekomme flere års evalueringer (som nævnt ovenfor), og dels fordi det særlige pd-modul i talevanskeligheder med fokus på stammen, som UC-syd udbød, ikke havde en uddannelsesmæssig lovhjemmel jf. hovedkilder fra det Nationale uddannelsesråd for pædagogisk diplomuddannelse.

Efteruddannelsen i stammen var nu nytænkt og tilrettelagt med indhold, så deltagerne både fik et 3-dages PCI-forløb, et 3-dages Lidcombe Programme-forløb, en dag med Per Alm om neurologiens betydning i forhold til stammen, indsigt i forskellige metoder, og sammenhænge mellem teori og praksis fra kolleger landet over med speciale i stammen. Der var fortællinger fra FSD’s ambassadører og filmaftener om stammen med tilhørende refleksioner/drøftelser. Alt i alt var det et kursus med over 65 timers undervisning fordelt over 8 måneder, dvs. det spændte sig over to finansår. Der tilmeldte sig imidlertid kun tre personer, og vi i VIA UC har således erkendt, at det endnu ikke er lykkedes at tiltrække deltagere nok til stammeefteruddannelsen. Uddannelsen blev således igen aflyst.

Behovet er der

To gange har Stammeforeningen i samarbejde med logopædforeningerne arrangeret endagskurser, første gang i november 2015 om kognitiv stammebehandling, anden gang i 2017 om det muliges kunst i en PPR. Kurserne blev afholdt med en dag i Jylland og en i københavnsområdet. Til hvert af de to kurser kom der i alt over 100 deltagere. Der er med andre ord et behov for mere viden om stammen.

På kurset i 2017 talte vor redaktør med bl.a. med Ellen Lystbæk og Anne Mehlsen. Ifølge Ellen Lystbæk, der er næstformand i FTHF (Foreningen af Tale-Hørelærere i folkeskolen) er der hos PPR i Skanderborg Kommune, hvor Ellen Lystbæk er ansat som tale-hørekonsulent, otte medarbejdere, hvoraf de seks er over 50 år, og de to øvrige tale-hørekonsulenter er 40 år. I Furesø Kommune fortæller Anne Mehlsen, der hos PPR er ansat som talepædagog, at de er seks konsulenter, hvoraf de fire er over 50 år.

Der vil således, i takt med, at personalet går på pension, ske en massiv personaleudskiftning over de kommende 10 til 15 år. De fagfolk, der går på pension, sidder inde med en enorm viden, der vil gå tabt, hvis kommunerne ikke sørger for, at der dels foregår en omfattende videnoverføring fra de afgående til de tiltrædende fagfolk, dels kursus- og efteruddannelsesvirksomhed for de nytiltrådte for at indføre dem i opdateret viden og praksis.

At der er så få deltagere til diplomuddannelser med speciale i stammen skyldes formentlig, at kommunerne sparer og derfor ikke støtter medarbejdernes efteruddannelse. Det medfører antagelig, at mange opgiver Efteruddannelsen i Stammen. At der også ved Efteruddannelsen i stammen kan være tale om personligt at punge ud, er Ellen Lystbæk et eksempel på. Hun betalte af egen lomme 10.000-15.000 kroner, da hun for år siden tog sin Efteruddannelse.

Refleksioner over uddannelsessystemet

Over de senere årtier er det i Danmark blevet stedse mere udbredt på mange områder at tage efter- og videreuddannelse i løbet af arbejdslivet. Denne praksis er der både fordele og ulemper ved.
Fordelene ved at tage en (efter-)uddannelse senere i livet er, at den uddannelsessøgende allerede har tilegnet sig færdigheder i praksis, som dels vil gøre tilegnelsen af teori lettere, og dels vil den pågældende lettere kunne kombinere praksis og teori, og på den måde opnå en dybere indsigt, end han eller hun ellers ville have kunnet.
Den første ulempe er, at jo senere i livet man modtager en uddannelse, des færre år har den pågældende til at kunne udøve sit erhverv og derved bidrage med et samfundsmæssigt afkast af uddannelsen, hvilket udgør et samfundsmæssigt spild. Den anden ulempe er en snigende samfundsmæssig omfordeling: Grunduddannelserne vil alt andet lige vil få tildelt færre ressourcer, og til gengæld vil de ældre uddannelsessøgendes arbejdsgivere blive pålagt en økonomisk byrde (med mindre den uddannelsessøgende betaler af egen lomme), som disse arbejdsgivere langt fra altid er indstillet på at honorere – måske fordi ingen har tildelt dem de ressourcer, som grunduddannelserne modtager færre af.

Den seneste udvikling for Efteruddannelsen i Stammen (2018)

Stammeforeningen i Danmark har på sit bestyrelsesmøde i november 2017 besluttet, at den er positiv over for Helle Brandts forslag om, at Efteruddannelsen i Stammen bliver forankret i Stammeforeningen. Bestyrelsens beslutning er dog foretaget under forudsætning af to ting, nemlig for det første, at foreningens kursussamarbejde med de tre logopædforeninger, alf, fthf og FUA, også vil omfatte Efteruddannelsen i Stammen, og for det andet, at Stammeforeningen alene varetager det administrative arbejde i forbindelse med Efteruddannelsen, såsom administration af tilmeldinger, ind- og udbetalinger, samarbejde med Efteruddannelsens tovholder og lignende. Stammeforeningen som sådan har ikke ressourcer til f.eks. at bevæge sig ind på det faglige indhold i Efteruddannelsen for Stammen.
I januar 2018 er der sket det glædelige, at de tre logopædforeninger har meddelt, at de gerne vil udvide det hidtidige samarbejde til også at omfatte Efteruddannelsen i Stammen. Intet ligger endnu fast, men der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde og præsentere form og indhold af Efteruddannelsen med intention om at udbyde Efteruddannelsen i Stammen til fagfolk fra eftersommeren 2019.

Litteratur

Knudsen, P. F. (1999). Dansk Videnscenter for Stammen – status over fem års arbejde i videnscentret. Dansk Videnscenter for Stammen.
Knudsen, P. F. (2004). Kommunernes tilbud på stammeområdet. Dansk Videnscenter for Stammen. København. Maj 2004. ISBN 87-90588-11-8

Min stammen

Alma er 17 år, bor i Værløse og arbejder på at skrive en bog, hvor hun vil fortælle om sin stammen. Det er vigtig for hende at fortælle, at stammen kan fylde lige så meget for en, der stammer meget, som for en der stammer lidt. Bogen skal også fortælle og beskrive, hvordan folks uvidenhed og forenklede billede af stammen kan påvirke en.

Af Erling Jensen redaktør Stammeforeningen i samarbejde med Alma Lykkegaard.

Alma har to søskende, en lillebror på 13 år og en storesøster på 20 år. Hun er den eneste i familien, der stammer. Hun var cirka fire år, da hun begyndte at stamme. Hun fortæller, at hun det første år gik til behandling hos en, der hed Helene, som engang imellem kom ud i børnehaven og snakkede med hende og en anden dreng, der også stammede. Herefter begyndte Alma hos Anne Mehlsen, der arbejder som talepædagog i Furesø kommune. Alma var da 5-6 år, og det blev til to ugentlige behandlinger i flere perioder. Behandlingen foregik hos kommunen i sproggruppen, hvor hun var sammen med andre børn, der stammede. De lavede forskellige lege og øvelser.

Da Alma begyndte i skole, gik hun i perioder stadig hos Anne, både i grupper og alene. Der var nogle få år i skoletiden, hvor hendes stammen forsvandt, dog kom den tilbage igen.

I 5. klasse begyndte Alma i stamme-skole sammen med en gruppe af andre børn på samme alder. Hun gik i stamme-skolen indtil 9. klasse, hvor hun skulle på efterskole. Det er den tid, som Alma bedst husker. I de perioder, hvor hendes stammen var værst, gik hun også i eneundervisning hos Anne. I dag går Alma på en produktionsskole. Hun fortæller, at hun aldrig har været megaglad for at gå i skole, men at det er sjovt for hende at gå på produktionsskolen, hvor det især er foto, der interesserer hende. Hun regner derfor også med at begynde på en fotouddannelse efter sommeren.

 

Interview med Alma
Du vil gerne skrive en bog. Hvad vil du gerne fortælle gennem bogen?

– Der mangler bøger, der ikke kun fortæller om stammen som fakta, men også fortæller om det at være stammer, og hvordan folk kan hjælpe en, der stammer. Det skal være en bog, der ikke kun er mange ord efter mange ord, men en frisk og sjov bog, der giver læseren lyst til at vide mere om stammen. Selv stammer jeg ikke altid meget ydre stammen, og når jeg stammer, er det oftest i form af blokeringer. Jeg bliver tit mødt med kommentaren ”Men du stammer jo ikke” eller også færdiggør folk mine sætninger. Bogen skal være en lille guide til, hvad man ikke må, og hvad man godt må, når man møder en, der stammer.

Bogen er til folk, der skal vide mere om stammen, det kunne være forældre, venner, lærere og andre, der omgås folk der stammer. Men den er også til folk, der stammer, så de kan finde en form for tryghed. Jeg vil fortælle, hvad stammen er, hvilke måder man kan stamme på og hvad folk tror om det at være stammer. Mange har et forenklet billede af det at stamme, og at man kun stammer, hvis man hopper på ord. I virkeligheden består stammen jo af både den ydre stammen, som andre kan høre og se, og den indre stammen med alle dens tanker og følelser, som kun en selv er klar over.

Jeg har gået til talepædagog altid, og har fra 5-6 årsalderen gået hos talepædagog Anne Mehlsen.  Jeg har rigtig meget materiale, hvor jeg selv skriver og tegner om min stammen, og materiale, som min talepædagog har skrevet. Talepædagogen er en vigtig person, da det var hos hende, jeg lærte rigtig mange ting, f.eks. hvilke metoder jeg skulle bruge, som ville hjælpe på min stammen. Jeg har både gået alene og sammen med en gruppe, så jeg har rigtigt meget at fortælle.

Det er også vigtigt at få mine forældres historie og oplevelser med i bogen. Beretninger om, hvordan de har taklet det at have et barn, der stammer, og hvordan de hjalp mig.

Jeg vil gerne snakke med andre i forskellige aldersklasser, der stammer, da det ikke kun skal handle om mig, men generelt om det at stamme. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at snakke med såvel små børn som voksne, for at høre, hvad de har at fortælle.

Det er vigtig for mig at skrive bogen, da jeg gerne vil fortælle, at stammen kan fylde lige så meget for en, der stammer meget, som for en der kun har lidt hørbar stammen. Det skal den også beskrive, hvordan folks uvidenhed og forenklede billede af stammen kan påvirke den, der stammer.

Har du nogle sparringspartnere i dit arbejde med bogen, f.eks. dine forældre / familie / veninder?

– Jeg får selvfølgelig hjælp af min forældre, både min mor, der selv har skrevet nogle kogebøger, og min far, der er tekstforfatter. De hjælper mig både med min skrivning og med min historie, da der er mange ting fra dengang jeg var lille, som jeg ikke selv kan huske, og så har de jo også et forældreperspektiv på det at have et barn, der stammer, som det jo også er vigtigt at fortælle om.

Desuden får jeg tips og hjælp af en af vores venner, som hedder Søren Anker Madsen, der er forfatter og arbejder for et forlag

Hvad lavede du hos Anne Mehlsen?

– Vi lavede for det meste øvelser eller lege, det kunne være rim, remser og sange, hvor vi stammede frivilligt, så vi kunne lære at kontrollere stammen og vejrtrækningen. I de mindre klasser lavede vi mange lege, hvor man skulle forklare ting, mens man lavede frivillig stammen, og vi snakkede meget om, hvor meget stammen betød for os.

Da jeg blev lidt ældre, læste vi mere højt for hinanden, men øvelserne fulgte stadig samme koncept: At lave frivillig stammen. Vi snakkede også mere om, hvilken slags stammen, og i hvilke situationer man stammede for tiden.

Prøv at beskrive din stammen. I hvilke situationer stammer du? Og hvordan stammer du?

– Jeg stammer meget i perioder, og de perioder kan vare fra en uge til en måned. Jeg stammer dog aldrig specielt meget, og derfor føler jeg, det er vigtigt at fortælle, at stammen stadig kan fylde i ens liv, selvom man ikke stammer meget. Generelt stammer jeg altid mere derhjemme, og jeg stammer næsten ikke, når jeg møder nye mennesker.

Når jeg stammer, blokerer jeg for det meste, og udover det hopper jeg på ordene. Jeg stammer mest, når jeg snakker hurtigt eller er en i situation, hvor jeg ikke har ordet ret længe (for eksempel, hvis man sidder i en gruppe og har en samtale, eller skal række sin hånd op og sige noget). Jeg har altid snakket meget og taler også meget hurtigt, det gør også, at jeg nemt kan mærke, om jeg er i en dårlig periode, hvor jeg blokerer meget.

Stammen har aldrig holdt mig tilbage fra at snakke med nogen eller sige min mening. Men den gjorde til gengæld, at jeg nogle gange var tilbageholdende med at række hånden op i klassen, når vi havde fremmedsprog, for sprog var jeg ikke var så god til. I de mindre klasser i folkeskolen havde jeg en aftale med min lærer om, at hvis jeg havde min hånd oppe, så skulle jeg enten tages som en af de første, eller jeg skulle slet ikke tages overhovedet. For i den situation kunne jeg nemlig sidde og tænke så meget over det, som jeg ville sige, men uden at ville stamme, at jeg blokerede helt, når jeg så endelig blev valgt.

Har du skjult stammen, hvor du anvender synonymer?

– Det sker meget sjældent, at jeg bruger synonymer, selvom jeg tror, at folk der blokerer meget gør det. Nogle gange kan jeg mærke, at jeg skal til at stamme, og hvis jeg så siger sætningen, så ville jeg blokere. Så plejer jeg at sige ”øhm” eller jeg finder et andet ord. Da jeg var lille, lavede jeg en fysisk bevægelse for at få ordet ud. Jeg kunne sparke hårdt i jorden eller hoppe for at få det ud, som jeg ville sige.

Når vi dengang sad og spiste ved middagsbordet, havde vi en talepind. Det var en ganske normal grydeske, der lå på bordet. Den tog man så, når man ville sige noget. Når en person havde skeen, måtte andre ikke sige noget. Det gjorde, at jeg havde al den tid, der var nødvendig for at fortælle.

Hvordan har din stammen haft indflydelse på dit liv?Som jeg sagde tidligere, så har stammen ind imellem været en forhindring i skolen, men den har aldrig holdt mig tilbage. Jeg har aldrig ladet stammen stoppe mig i at gøre det, jeg ville, og det kommer den heller aldrig til. Nu stammer jeg heller ikke specielt meget, så der er heller ikke så meget, den kunne stoppe mig i.

Er der nogle ting, som jeg ikke har spurgt om, som du gerne vil fortælle?

Jeg har en historie, som jeg rigtig gerne vil fortælle om. Sidste år gik jeg på efterskole i 10. klasse. Da jeg begyndte på efterskolen, fortalte min mor skolen, at jeg stammede og tilbød, at en talepædagog kunne komme ud og fortælle om stammen.

Da jeg så i slutningen af året skulle til eksamen, og skulle op i mundtligt dansk og engelsk, regnede jeg selvfølgelig med, at jeg fik ekstra tid, ligesom jeg fik i 9. klasse. Skolen havde allerede givet mig ekstra tid til skriftlig eksamen, da jeg også er ordblind.

Jeg blev derfor noget forundret, da jeg ikke fik ekstra tid til den mundtlige eksamen. Da jeg spurgte kontoret om begrundelsen, fik jeg svaret:  ”Men det har du jo ikke brug for”! Jeg blev meget forvirret og vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige.

Efter jeg havde forklaret rigtig mange gange, at måske stammede jeg ikke meget, men de skulle vide, at det gav mig en kæmpe tryghed at få ekstra tid til den mundtlige eksamen. Herved skulle jeg ikke sidde og presse mig selv og blive bekymret, hvis der kom blokeringer, som fik indflydelse på tiden til den mundtlige eksamen.

Skolen ville ikke give mig ekstra tid til den mundtlige eksamen. Min mor ringede til skolen og forklarede, at det ikke var i orden, at man siger sådan noget til en person, der stammer. At skolen siger:  ”Men du stammer jo næsten ikke”, gør man det kun værre, for det betyder, at man som stammer prøver at gemme og holde sin stammen inde, hvilket kun medvirker, at man stammer mere. Selvom jeg stammer lidt, og det nok ikke ville betyde det store for min tid til eksamen, blev jeg meget nervøs over, at skolen ikke ville give mig ekstra tid til den mundtlige eksamen.

Vi kontaktede så Anne Mehlsen, som skrev til skolen angående min stammen, og behovet for ekstra tid til den mundtlige eksamen. I brevet skrev Anne Mehlsen om min stammen, og hvilke forhindringer den har givet mig gennem tiden. Hun forklarede, at jeg skulle have ekstra tid, da det kunne give et stort pres og meget nervøsitet, hvis jeg ikke fik det, og at jeg havde haft det i 9. klasse.

Det endte med, skolelederen sagde: ”Vi ser på det til eksamen. Hvis du går over tiden, må vi se, om det er på grund af stammen”, hvilket satte en klump i min hals. For, hvad nu hvis jeg kunne mærke, at jeg ville stamme og derfor stoppede op og trak vejret, ville han så vide, at det var fordi jeg skulle til at blokere?

Jeg fortæller ikke det her for at sætte skolen og min lærere i dårligt lys, men for at vise hvor stort et problem det er, at skoler ikke har indsigt og ikke er informeret om, hvad der påvirker en elev, der stammer, slutter Alma Lykkegaard.