Arbejder som kirkesanger i Thorning Kirke og er forsanger i et band

Sidse Tind Ahrenfeldt, 23 år har stammet lige så længe, at hun kan huske, men det har ikke været en hindring for at klare sig.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen

Næsten hver søndag arbejder Sidse som kirkesanger og korleder i Thorning Kirke, hvor det også er hendes arbejde at læse indgangsbønnen og udgangsbønnen ved gudstjenesterne. Det har ikke haft nogen betydning, at hun stammer, da det er en del af arbejdet i kirken, at der på vegne af menigheden skal bedes. Hun har herved ikke blokeringer eller laver forlængelser, som ellers kan give hende en del udfordringer.

– Jeg har arbejdet som kirkesanger i fire år. Kommer fra en kristen familie og har altid været glad for at synge og er fortrolig med salmerne, så det har på alle måder været godt at arbejde som kirkesanger.

Sangen fylder bestemt meget i Sidses liv. Ud over arbejdet som kirkesanger er hun forsanger i et band, der bl.a. underholder ved bryllupper, sølvbryllupper etc. Ind i mellem skal hun præsentere de forskellige sange, der heller ikke giver problemer med stammen.

Sidse holder meget af at være kirkesanger i Thorning Kirke

– Faktisk har der været stor forskel på, hvor meget jeg har stammet. I nogle perioder glemte jeg som barn helt, at den var der, men specielt ved fremlæggelser på fremmed sprog, kunne der være store problemer. Jeg prøvede at udskifte talen med andre ord, der kunne give mig helt ondt i hovedet. Det har altid været nemmere på dansk, og jeg har da også planer om, at jeg skal have linjefag i dansk og musik, når jeg i år starter på lærerseminariet,

Når det er sagt, har det svinget meget igennem årene, hvor synlig min stammen har været, og tilmed hvor meget den har fyldt for mig mentalt. Når den fylder meget mentalt, medfører det desværre, at jeg kan ryge ind i en ond cirkel, hvor den så bare får lov at fylde endnu mere – fordi jeg frygter den og tænker på den, fortæller Sidse.

– Jeg har lige været inde i periode, hvor jeg har haft det skidt, og er det nok lidt stadigvæk. Aldrig før har jeg stammet så meget før i mit liv. Så jeg gætter selv på, at det mentale spiller væsentligt ind igen, fordi jeg formentlig står lidt på tærsklen til at træde ud i noget nyt og finde mig selv på ny. Jeg kunne gå en hel dag og lade være med at tale, bare fordi jeg vidste, hvor hård en kamp det ville være at forsøge. Jeg frygtede for min fremtid, mine muligheder, mit velbefindende, mine sociale kompetencer osv. Det var virkelig hårdt.

Jeg kontaktede IKH (Institut for Kommunikation og Handicap – Aarhus) for at få hjælp af en logopæd igen (jeg har snakket med logopæder flere gange gennem årene), men så kom coronaen og lukkede landet ned, og min tid måtte udskydes flere måneder. Da jeg så endelig fik en tid, blev jeg uendelig glad. For jeg var SÅ klar til at arbejde med det og få det til at fylde mindre igen, så jeg kunne træde over tærsklen, uden min stammen skulle føre an på min vej.

Allerede den første gang jeg var der, foreslog min logopæd (Hannah Wibe Nielsen), at jeg skulle snakke med en psykolog, der også er tilknyttet instituttet. Og hele den kombination – at snakke med en psykolog og med Hannah – har virkelig sat noget godt i gang hos mig. Godt nok skal jeg kæmpe for det. Arbejde hårdt og intenst. Miste fodfæstet. Og prøve igen. Men jeg er på vej.

Marts, april og maj var det bare slemt med stammen. Der har været samtaler med Hannah og psykologen hver fjortende dag. Det er mest samtaler, men jeg træner også teknikker sammen med Hannah.

Sidse kan lide at lave koncerter

Musikken hjælper

– Jeg er musiker, og har altid skrevet mange sange. Det har altid faldet mig mere end naturligt at skrive sange om de ting, som bragte større følelser i kog. Jeg har lidt en ting med at gå og skrive noter til sange, mens jeg “er i” en svær tid eller går med noget i tankerne, der fylder. Når jeg så er kommet lidt længere i min proces i det emne, dukker sangen pludselig op. Den får liv, den får et håb, som den ikke ville have fået, hvis jeg skrev den, da jeg “var i det”, og den vil mig noget godt.

Her for et par måneder siden var det som sagt virkelig slemt med min stammen. Den fyldte alt i mit hoved, og den gjorde mig deprimeret og ked af det. Jeg kunne gå en hel dag og lade være med at tale, bare fordi jeg vidste, hvor hård en kamp det ville være at forsøge. Det var virkelig hårdt – og her skrev jeg de første noter.

Og så kom sangen pludselig. Den hedder “Uden Ord”, og da jeg spillede den for Hannah, snakkede vi om, at den muligvis kunne give et eller andet til andre også. En hjælp eller forståelse – for enten andre stammere eller for pårørende. Hun opfordrede mig bl.a. til at kontakte Stammeforeningen.

Min egen mor fortalte mig, da jeg spillede den for hende, at hun blev overrasket og ramt. Fordi hun egentlig troede, hun vidste rigtig meget om, hvordan jeg havde det med min stammen, og hvordan det var at stamme. Men da hun hørte den, fik hun en helt anden fornemmelse af det, og det ramte hende. Hun sagde, at hvis hun eksempelvis havde hørt sådan en sang på et forældrekursus til stammere, ville hun forstå meget mere.

Hos mig opstod der bare et pludseligt, og måske naivt håb om at kunne hjælpe andre med sangen og derfor vil jeg gerne dele den med andre, hvis der er nogen, der kan bruge den.

Link til sang: https://www.youtube.com/watch?v=bwtgNNT9hWY

Ud over at spille klaver og synge er Sidse vild med at strikke og være sammen med andre. Hun er meget social. Hun løber også gerne og løber tre gange i ugen.

Teksten til sangen:

Uden ord

 1. Som én af livets mange nuancer

lyser den op i skiftende farver.

Sommetider kun i skyggeform,

andre gange uendelig enorm.

2. Den vil altid være lige bag mig

med på min valgte vej.

Jeg ved, jeg evner talens kunst,

og at ord kan komme hele ud af min mund.

Men når

hvert et ord er en lydløs kamp

blokerede luftveje og hjertebank

så ønskes en evig følgesvend et vist sted hen

men jeg kan kun prøve igen

3. Når den optræder i skyggeform,

er den nem at komme udenom.

Og mange gange ser du ikk’,

at den følger mig og bidrager sit.

4. Når mine ord ikke vil frem,

og tanker skriger i stilhedens larm,

og andre veje ender blindt,

ved jeg, hvad der skal til – selvom det ikke er nemt!

For når

hvert et ord er en lydløs kamp

blokerede luftveje og hjertebank

så ønskes en evig følgesvend et vist sted hen

men jeg kan kun prøve igen

Tekst og musik: Sidse Tind Ahrenfeldt, juni 2020

Sidse Tind Ahrenfeldt