Per Fabæch Knudsen færdig med ”STAMMEN – et komplekst kommunikationsproblem”
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.
– Jeg har arbejdet på en bog om stammen igennem det sidste 1½ år, og den er nu blevet færdig.
Per Fabæch Knudsen holdt derfor reception fredag den 7. juni i privatboligen på Fyrrehusene i Glostrup.
En del venner og selvfølgelig Stammeforeningen var mødt op for at hilse på Per, der gennem årene har haft stor betydning for foreningen.
Per Fabæch var i en årrække leder af DAVS (Dansk Videnscenter for Stammen), og da det blev nedlagt, var han ansat i Socialministeriet, hvor han arbejdede videre med forskning og information inden for stammen.
Lidt om bogen – STAMMEN – et komplekst kommunikationsproblem.
Per Fabæch Knudsen fortæller:
Bogen handler om, hvorfor og hvordan det forholdsvist lille og ubetydelige taleproblem, som stammen i sin begyndelse oftest er, kan udvikle sig til et alvorligt kommunikationsproblem for den enkelte, der stammer. Gennem personlige erfaringer og beretninger fra voksne stammere undersøges stammens forskellige konsekvenser og den betydning, stammen kan få personlighedsmæssigt og socialt – og i forhold til skole, uddannelse og job. Stammernes erfaringer suppleres med fagkundskabens teorier og forskningsbaseret viden.
Bogen henvender sig til alle med interesse for stammen. Fagfolk og studerende kan se bogen som et supplement til den faglitteratur, der allerede findes om stammen. Voksne stammere kan måske spejle sig i beretningerne i bogen, og på den måde finde forklaring på spørgsmål, de har gået og rumsteret med. Forældre til børn, der stammer, kan få en viden om, hvad stammen kan komme til at betyde, hvis stammen får lov til at udvikle sig til et stammeproblem – og måske finde inspiration til, hvordan de kan være med til at mindske problemet.
Jeg kan allerede nu afsløre, at en læser af bogen har udtalt: “Hvis man kun vil læse én bog om stammen, så er det denne bog”. Det er måske lige i overkanten, men jeg kan bare sige, at jeg overordnet set selv er ret godt tilfreds med bogen, lød det fra Per Fabæch Knudsen.
Bjarne Dammsbo deltog i receptionen og anmelder bogen:
Per Fabæch Knudsen
STAMMEN – et komplekst kommunikationsproblem
Saxo Publish, 2019
ISBN: 978 87 4097 465 2