Selvom man stammer, behøver det ikke at begrænse tilværelsen

Man kan lære sig en måde, at leve med sin stammen på. Mange gør det og går gennem livet uden at have fået en brugbar taleundervisning. Jeg var en af dem! Først i en alder af 64 år fik jeg en effektiv taleundervisning.

Med udgangspunkt i en McGuire-inspireret undervisning fik jeg hjælp hos Marc Egede, logopæd i Haderslev.

Mit talehandicap har dog ikke afholdt mig fra at udfordre tilværelsen!

Af Mette E. Boesen

Mette Elise er uddannet arkitekt og tegner stadig projekter

Jeg er 67 år gammel og har altid stammet. Mit liv har været styret af en god portion selvtillid og en stor nysgerrighed/interesse for alt muligt!

Jeg havde en dejlig opvækst på en gård i en lille landsby. I landsbyskolen var jeg ikke generet af min stammen og jeg havde fx altid roller i Julens nisseforestillinger!

Kun derhjemme stammede jeg en del. Ingen andre i familien stammede. Men jeg var nummer tre i en søskendeflok, og når vi havde oplevet noget, ville jeg gerne fortælle om det derhjemme, men det var ikke nemt at hamle op med de ældre søskendes ordforråd og talegaver. Herved blev jeg opmærksom og usikker på min tale.

I 7. klasse på en større skole blev min stammen et problem, og jeg kom til talepædagog. Undervisningen varede ikke længe og nyttede ikke noget. Selvtillid og frimodighed hjalp mig gennem skolegangen.

Efter skolen arbejdede en veninde og jeg på Brdr. Gram, Vojens. Hun ville i Flyvevåbnet. Det kunne jeg jo også prøve. Vi gik til optagelsesprøve, og jeg fik ansættelse på Flyvertaktisk Kommando i Karup, hvor jeg blev uddannet til fjernskriveroperatør. Dette indebar en del skrivearbejde samt rundsending af meldinger indenrigs og til andre NATO lande. Så det var ikke så farligt for en stammer! Det var en spændende periode, hvor den Den Kolde Krig var ret nærværende. Udover skrivebordsarbejde var der også militær træning.

Når man ikke havde vagt, kunne man tage på udflugt med et herligt transportfly, en DC-3’er, enten til Flyvestation Værløse (København) eller til Flyvestation Skrydstrup, hjem og besøge forældrene.

Efter halvandet år blev arbejdet lidt trivielt. Jeg fik lyst til en jordomrejse. Men jeg kunne da lige prøve at søge hyre ved nogle rederier, for at høre, om de manglede en stewardesse (i gamle dage kaldet kahytsjomfru!).

Imens havde jeg fået nyt arbejde i Baltica Forsikring i København. Det varede ikke længe inden et af rederierne kontaktede mig vedr. påmønstring af et skib i Yokohama, Japan. Min storesøster, der læste i København, tog med ud til samtale på rederiet. Bagefter sagde hun: “Hvis ikke du tager jobbet, så gør jeg”! Ups, det kunne jo ikke gå, så jeg takkede ja til at påmønstre skibet. Det var lige inden Julen 1971, og jeg var 19 år.

Sammen med en maskinassistent rejste vi den lange tur op over Nordpolen til Japan.

Jeg tilbragte seks meget spændende og anderledes måneder til søs. Vi sejlede rundt i Asien og til Canada, USA og Europa. Det blev til tre ture over Stillehavet (tre ture over datolinien, magisk!). Det var ikke et containerskib, så vi havde god tid, når vi lå i en havn.

Arbejdet krævede ikke de store talegaver! Det bestod i renligholdelse af officersmesse, gange og kamre samt at dække bord og stille maden ind.

Hjemme i Danmark, sommeren 1972. Hvad nu? Jeg tog kontakt til en studievejleder. Han mente, at jeg skulle have en studentereksamen. Ok. Han ringede så til Høng Studenter- og HF- kursus. Jo, der var en ledig plads på Mat.- fys. linien. Den 8/8 – 1972  tog jeg toget til Høng medbringende min rygsæk samt en ølkasse med ting og sager – så havde jeg da et møbel at sidde på!

To gode år. Jeg har nok været udfordret med min stammen, men jeg har ingen ubehagelige erindringer derom. Student i 1974. Fejret med et 5 ugers ophold i Sissimiut i Grønland med min grønlandske studiekammerat.

Søen trak igen. Jeg fik hyre på passagerskibet M.S. England, DFDS, der sejlede Esbjerg – New Castle, Esbjerg – Færøerne. A rbejde i cafeteriet. Min veninde kom i Informationen, hvilket indebar at hun også skulle tale over højtaleren – jeg var lidt misundelig over hendes tjans! Et sabbatår var i gang. Det førte bl.a. til arbejde på et hotel i Skotland og senere på langfart igen, Europa – Afrika – Europa.

Som barn/ung byggede jeg en del med træ. Havde min far ikke det, som jeg skulle bruge, hentede jeg det nede på det lokale savværk. Af større bygningsværker blev det til en bro over åen, en hønsegård (det skulle have været til guldfasaner!) og en festhytte ved åen, som min søster og jeg byggede.

Det var derfor oplagt at søge ind på Arkitektskolen, da jeg skulle vælge uddannelse. Så jeg valgte uddannelse efter ønske, og ikke ud fra at jeg stammede.

Jeg startede på Arkitektskolen i Aarhus i 1975.

Fem spændende år + et halvt år til afgangsopgaven.

Når jeg fremlagde projekter, var jeg så optaget af det, at jeg “glemte” at stamme! 

Modet til at stille sig op og tale som stammer, ser man fx hos præster og skuespillere. Grunden er vist, at man har forberedt sig godt på talen, og det giver ro på. Endvidere er man selv i centrum (!) og kan styre talens gang. Denne erfaring fulgte mig senere hen.

Ved fremlæggelsen af mit afgangsprojekt tog min taleglæde næsten overhånd, for rektor, som var en af censorerne, bemærkede at det var jo en hel forelæsning!

Sommerferierne i studietiden gik med tegnestuejob, job på englandsbådene og endnu en langfart til USA og Sydamerika.

Efter seks år i Aarhus skulle jeg lige væk fra byen et par år. Jeg fik job på en tegnestue i Haderslev. Det ene år tog det andet, og jeg er her stadig!

Sammen med min ven købte vi hus her i byen. Det blev til 13 – 14 års arbejde på tegnestuer i Haderslev og Christiansfeld samt et spændende år på Haderslev Museum. Her skulle en stor gammel gård måles op og tegnes. Endvidere arbejdede vi med udstillingen “Landet med de store gårde” og en udstilling i anledning af Haderslevs 700 års jubilæum, 1992. Bl.a. tegnede jeg en byport, der blev opført, hvor en oprindelig port havde stået.

I 1994 blev jeg Merkonom i markedsføring fra Handelsskolen. Det startede med et år i virksomhedsøkonomi – hvis jeg nu ville have egen tegnestue!? Det blev ikke til noget, men jeg fortsatte med de andre fag, for at afslutte studierne med et eksamensbevis.

I 1999 blev jeg arbejdsløs, og ny uddannelse lokkede! Jeg blev optaget på Haderslev Seminarium. Spændende at lære nyt og bruge kreativiteten på andre måder. Vi skulle vælge fire liniefag. Jeg valgte matematik, musik, sløjd og billedkunst.

Dette var en uddannelse, hvor der skulle tales! Men engagementet i at få proppet viden i hovedet på børnene vægtede højere end mit talehandicap, så det gik egentlig helt godt. Når jeg fik en ny klasse, fortalte jeg dem, at jeg stammede – jamen, de skulle nok hjælpe mig, sagde de søde børn.

Jeg var først på en lille kommunal skole, som desværre lukkede. Jeg fortsatte på en stor skole og gik på efterløn i 2012.

Livet efter arbejdslivet er ganske udmærket. Ud over de kedelige pligter, der følger med at være husejer, så fornøjer jeg mig med klaverspil og tegne, konstruere og bygge. Det bliver også til rejser rundt om, især med Interrail rundt i Europa. Ofte alene, det giver stor frihed og man kommer nemmere i snak med mange spændende mennesker.

Mette Elise er glad for at spille klaver.

Lidt stammehistorik:

Som nævnt har jeg altid stammet. Ingen i familien stammer, heller ikke mine to børn. 

Det har nok været de højere magter, der har ment, at det kunne dæmpe min snakkelyst!

Med hensyn til stammeundervisning, så fik jeg som nævnt lidt taleundervisning i folkeskolen. Lidt senere kom jeg med i en stammegruppe i Haderslev. Der var flest voksne (drenge/mænd), og de stammede meget mere end mig. Det hjalp mig heller ikke. Så gik der mange år! Jeg troede, at det var ret omsonst, at få noget hjælp. I 1998 prøvede jeg igen. Det var eneundervisning gennem amtet, men det hjalp heller ikke rigtig noget.

Så jeg opgav helt at prøve at få behandling. På nettet fandt jeg heller ikke noget brugbart.

Men en dag var der en lille notits i Ugeavisen om stammebehandling på THS i Haderslev.

Det gik noget tid inden jeg kontaktede stedet – for det nyttede nok alligevel ikke noget!

Men YES, det gjorde det. Jeg kom i talebehandling hos Marc Egede, og efter få uger fik jeg en helt anden lethed ved at tale. Det var i efteråret 2016.

Marc Egede

Målet er at opnå flydende tale!!

Behandlingen går ud på at trække vejret dybt, inden man begynder at tale.

Det giver afspænding og ro på.

Stopper ivrighed, så man ikke tumler afsted i en talestrøm.

Man “glemmer” frygten for det ord, man vil sige.

Man skal forsøge at sige tre ord ad gangen og så trække vejret igen.

Man skal modstå tidspres fra andre, og sætte sig selv i centrum.

Taleformen bliver lettere, man bruger færre anstrengelser på at tale.

Talen bliver mere flydende.

Alt i alt en god cirkel!

Der er således meget at holde styr på, når en stammer skal tale! Det kræver meget træning. Ovennævnte ting skulle gerne blive noget, man gør automatisk. Derfor retter talepædagogen hele tiden ens tale.

Vi skal øve: holde øjenkontakt, langsom tale, ikke lede efter andre ord, tage sig tid, styring af vejrtrækningen og man skal vise den man er.

Der øves også andet, fx træner vi ord, der starter med hårde konsonanter. Fortælle historier ud fra nogle billeder. Se og diskutere stammere vist på YouTube. Oplæsning. Osv.

Ingen stammer ens, så træningen er individuel over for den enkelte.

Efter halvandet år, syntes jeg, at det gik godt nok og stoppede med undervisningen. Men for nylig syntes jeg, at det begyndte at gå ned ad bakke, så jeg kontaktede THS og får nu atter taleundervisning hos Marc. Det er en stor hjælp at få genopfrisket teknikkerne!                           

Jeg har sagt ja til livet og de udfordringer der måtte komme – og hvis det blev for kedeligt har jeg selv søgt udfordringer!

Mette E. Boesen, Haderslev. d.15/9 – 2019.