Hvordan opleves det, at folk hjælper én, når man stammer?

På Stammeforeningens Facebook-gruppe har der været en livlig diskussion om, hvordan man kan reagere, hvis nogle prøver at hjælpe én, når man stammer.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.

Martin Frost Hansen skrev i et indlæg:
”Jeg må indrømme, at jeg for det meste er ligeglad. Det vigtigste for mig er ikke handlingen, men meningen bag handlingen. Det er ligesom med racismedebatten. Hvis man kun er ”flink ved den anden” for at få sig selv til at se bedre ud, så er det falsk høflighed. Jeg har det på samme måde med det her. Det kan jo sagtens være, at den anden bare er meget ivrig og engageret i det det, vi snakker om. Og i det tilfælde synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at skælde ud på den anden. Man må jo som stammer også have lidt situationsfornemmelse og lære at læse andre menneskers intentioner. Det er en meget nyttig evne at have, når vi har det svært ved at snakke!”

Julia Munch Madsen skrev:

”Okay – jeg følger vist ikke helt statistikken her. Synes faktisk, at det er rart, når folk er søde at hjælpe med et ord.”

Julia Munch Madsen

Jeg (Deres redaktør) kontaktede Julia, der bor i Gram og arbejder som pædagog. Hun var med på at medvirke i denne artikel. Hun foretrak dog at besvare mine spørgsmål skriftligt, da det var nemmere for hende at svare fyldestgørende på skrift, end pr. telefon, hvor hun bruger mere energi og skal koncentrere sig mere om at tale. Julia er opvokset på Falster, bor nu i Gram i Sønderjylland, er 37 år, gift og har tre børn.

(Red): Mange stammere føler det som noget negativt, hvis samtalepartneren vil hjælpe dem, når de stammer. Har du et bud på, hvorfor du ikke er generet af at få hjælp? 

(Julia): Jeg stammer ikke så voldsomt som en del andre, og folk ved langt de fleste gange, hvad det er, jeg prøver at sige, og så er det bare rart, at de faktisk tilkendegiver, at de godt ved, hvad det er, jeg ikke kan få sagt. Og så kan jeg komme videre til min pointe

Er du egentlig ikke meget enig med Martin Frost Hansen?

Ja – det er jeg, og jeg ser det også som en forskel at afbryde en, der er i gang med at sige noget mere (mega træls, på godt jysk) – eller “afbryde” en der er gået i stå og “sidder fast”. Men jeg mener også, at der kan være forskel på, hvor mange af ordene man stammer på i en sætning. At man måske stammer på mange af ordene, kan godt have betydning for, hvornår det begynder at blive træls, og særligt, hvis de hjælpsomme folk gætter forkert. Jeg kan godt forstå, hvis stammen er voldsom, eller hvis man stammer på måske hver andet ord – og folk så gætter forkert. Ja – så er det op ad bakke at komme igennem sin sætning med udefrakommende ”hjælp”, da denne ”hjælp” så skaber yderligere forvirring.

Hvor gammel var du, da du begyndte at stamme?
Jeg begyndte at stamme, før jeg begyndte i skole, husker ikke præcist hvornår.

Hvornår fik du første gang hjælp af en talepædagog – hvordan mindes du, at undervisningen var, og hvad fik du ud af den?
Da jeg kom i skole, kom jeg til en talepædagog, som var tilknyttet skolen. Det var et stort ønske for mig at få hjælp. Fortsatte dog ikke længe, da jeg ikke oplevede, at jeg blev hjulpet. Jeg husker, at jeg skulle lege med en bold, og syntes det var frustrerende, at jeg ikke skulle andet, når det nu var min tale jeg ville have hjælp til. Det var sikkert for at aflede mine tanker, at vi skulle arbejde med noget helt andet end stammen – men det førte ingen vegne, og det endte da også med, at jeg ikke ville fortsætte, og derfor stoppede jeg hos talepædagogen.

Var undervisningen individuel eller var du i en gruppe?
Undervisningen foregik individuelt (jeg tror ikke der var andre på min skole, der stammede).

Var dine forældre involveret i undervisningen – i givet fald hvordan?
Ikke så meget, de fik mig afsted til talepædagogen, fordi jeg ønskede det. De mente ellers ikke, at det var så slemt. Ja, de mente sikkert, at der var andre, som stammede værre end jeg, men mine forældre forstod nok bare ikke, at de kun så toppen af isbjerget, og de vidste ikke, hvor meget mere der stak under vandet. Det var også træls når andre børn og voksne spurgte: Stammer du? Hvorfor stammer du? Jeg vidste ikke, hvorfor jeg stammede, og ingen kunne fortælle mig det.

Hvordan var din stammen? Bestod den af løbsk tale, blokeringer – måske hårde blokeringer, brug af synonymer etc.
Jeg stammer med blokeringer, og lærte med tiden at bruge en masse synonymer, eller omformulere halve og hele sætninger for ikke at vise min stammen. Det har jeg altid været meget ”god” til, så den dag i dag er det ikke alle, der lægger mærke til, at jeg stammer. Jeg koncentrerer mig meget om at tale lidt langsommere, end der ellers falder mig naturligt, “smager på ordene” og skynder mig at finde andre måder at sige det på, når der kommer et ord, som jeg ved ikke vil lykkes mig at sige. Dog kan min stammen stadig godt forværres ved søvnmangel eller stress, men jeg synes, at jeg lever fint nok med den nu.

Har du haft svært ved højtlæsning og fremlæggelser i skolen?
Højtlæsning har jeg altid klaret meget godt. Jeg har ligget fagligt højt i dansk – selvfølgelig skriftligt. Læsning har jeg altid gjort i to tempi. Inden i mig selv kunne jeg læse rimelig hurtigt, men når jeg læser højt, sætter jeg tempoet noget ned, og når jeg læser ordene stavelse for stavelse, går det meget godt at læse flydende. Til gengæld er fremlæggelser noget jeg aldrig har brudt mig om, ligesom at skulle holde tale, eller bare sige noget foran mange mennesker.

Du arbejder som pædagog. Føler du at din stammen er et problem i dit arbejde? Har du som voksen fået hjælp til din stammen?

Mit arbejde klarer jeg fint med min stammen. Jeg arbejder med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, og mange af dem jeg har med at gøre, har kun et sparsomt eller intet verbalt sprog. Derfor plejer jeg i kommunikation med dem at bruge krop og mimik, langsom tale suppleret med Tegn til Tale. Så dem snakker jeg ganske ubesværet med. Når det er sagt har jeg jo kolleger, som jeg snakker almindeligt med, og der er jeg jo lige så meget på arbejde, som jeg er, når jeg snakker med alle andre. Det gør nok, at jeg virker lidt mere stille, da jeg ofte overvejer lidt mere, om jeg “gider”, eller måske snarere, ”orker” at sætte ord på det, der netop nu er samtaleemnet. Det er nok noget af det, der trætter mig meget i løbet af en arbejdsdag. Som voksen har jeg ikke fået hjælp til min stammen. Jeg lever med den og klarer mig med den.

Din søn stammer. Hvor gammel er han?
Jeg har en dreng på 13 år, der også stammer. Dog er det ikke så slemt længere, men han har stadig perioder, der er værre end andre.

Hvornår begyndte han at stamme?
Han begyndte meget hurtigt at stamme, efter at han begyndte at tale, så min mand og jeg søgte meget hurtigt hjælp.

Hvordan stammer han?
Han stammer med blokeringer ligesom jeg.

Får han hjælp af en talepædagog?
Da han begyndte i børnehave blev han tilknyttet en talepædagog, hvilket han bare syntes var hyggeligt. Han stoppede igen, da han skulle begynde i skole, da talepædagogen vurderede, at der ikke var behov for videre forløb.

Var du og din mand involveret i jeres søns stammebehandling?
Jeg var nok mere involveret i min drengs stammebehandling, da det klart var mig, der var mest påvirket af, at min søn også skulle bøvle med det. Det værste, som jeg endnu har oplevet, var engang vi hilste på nogle på camping en sommer. Så blev min dreng spurgt, hvad han hed. Han prøvede at svare, men det gik ikke så hurtigt for ham at sige sit navn, og inden han nåede at svare, sagde en ved siden af (som vi faktisk kendte lidt i forvejen); ”Sig nu bare hvad du hedder, du ved da godt, hvad du hedder”… meget nedværdigende. Ja, selvfølgelig vidste han, hvad han hed, og mens min dreng lige fik vejret, måtte jeg fortælle, at han lige skulle have tid til at sige det, fordi han også var stammer.

Trods uheldige episoder er han ikke mærket af, at han stammer – han er ligeglad, det går ham ikke på. Engang i skolen havde han valgt Stand Up i emneuge, og jeg var som mor ved at krybe i et musehul, da han kom hjem og fortalte det. Jeg var så bange for det nederlag, som han kunne ende med til opvisningen for hele skolen, og prøvede pænt at foreslå ham nogle andre emner. Han var dog fast besluttet på Stand Up – og på dagen blev mors mavepine i den grad gjort til skamme. Han var den, der havde allermest styr på sit manuskript og kørte bare med klatten! Der er ikke noget, der kommer til at stoppe ham pga. stammen.

Du har flere børn, hvordan er deres tale?
Vi har også to yngre piger. Den ene snakker så vældig hurtigt, så vi andre nogle gange har svært ved at følge med – flydende, og den lille ved vi endnu ikke, da hun ikke har fået verbalt sprog endnu.

Har du familie, der stammer, fx forældre, søskende? 
Hverken mine forældre eller søstre stammer. Min mor stammede dog som lille, men stoppede da hun begyndte i skole. Jeg er den første i familien der som sådan er stammer, men har i hvert fald givet det videre til mit ældste barn.

Dine fritidsinteresser?
Jeg er kristen, og jeg har altid holdt meget af sang og musik, en del af det måske også, fordi det blev et frirum for min stammen. Fik mit første kirkesangerjob som 9-årig, der turde jeg at åbne min mund for mange mennesker. Derudover var jeg som lille meget fascineret af heste, og lidt før mine teenageår begyndte jeg at passe heste for en mand, der havde en rideskole med 26 heste. Efter efterskole flyttede jeg til Jylland fra Falster, og begyndte der på en sport, som jeg aldrig før havde skænket en tanke. Ville have begyndt at gå til dans, men det eneste jeg kunne finde i området, var Taekwondo. En veninde og jeg prøvede for sjov, og jeg blev helt bidt af det og har trænet det til den dag i dag (dog med pauser, da jeg fik børn). I taekwondo kan man sagtens træne sammen, selvom man er på hvert sit niveau, og det kan jeg godt lide. Pt. går jeg til det sammen med mine to store børn, som også fik lyst at prøve det – og nu overhaler de mig nok snart i bælterne. Har tidligere trænet mere seriøst, hvor jeg var til stævner i teknik, men nu, efter at jeg har fået børn, har jeg et noget andet ambitionsniveau – lidt motion, meget hygge, så det er godt.