Min stammen kan komme ud af den blå luft 

Der kan være blokeringer, men jeg taler meget flydende i dag.

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.            20-7-2021

– Ofte taler jeg helt flydende, men min stammen kan komme ud af den blå luft, og derfor fortæller jeg også ved forældremøder, at jeg undertiden stammer, fortæller Jan Vinther, 52, der er uddannet pædagog og leder i en vuggestue og børnehave i Skælskør.

Det kan være i pressede situationer og konfliktsituationer, at ord kan sætte sig fast, og der kan være blokeringer. Det giver et godt forhold både til kollegerne og forældrene, at jeg er åben om min stammen, og jeg har også fået mod og lyst til at holde foredrag om mit liv med stammen.

Jeg har fra februar sidste år på CSUi Slagelse haft undervisning hos Helle Hardis, og i forbindelse med denne undervisning spurgteHelle Hardis, om to logopædistuderende fra Københavns Universitet kunne overværeundervisningen. Det synes synes jeg var en god ide, og jeg svarede de to logopædistuderende, at jeg gerne ville holde et oplæg for hele deres hold. De spurgte deres underviser, Bjarne Dammsbo, som svarede tilbage, at det var da helt i orden. Det var i december 2020, og det blev en god oplevelse for mig, og jeg er motiveret for at udvikle foredragene, så der kan gives tilbud i flere andre sammenhænge, fortæller Jan Vinther videre.

Jan er 52 år og er leder af en vuggestue-børnehave.

– Da jeg gik i skole, kunne jeg ikke rejse mig op og sige, at jeg hedder Jan Vinther, og det var utænkeligt, at jeg fortalte, at jeg stammede. I stedet prøvede jeg at undgå at stamme, men det kunne medføre, at jeg undertiden havde flere sætninger samtidig i hovedet. Og for at undgå at stamme minimerede jeg brugen af fremmedord, hvilket gav et fattigt sprog. Brugen af tricks kunne hjælpe første gang, men gav senere problemer. Resultatet var, at jeg blev den stille, tavse dreng, der var sød og smilende. Stammen hæmmede mig jo, så jeg stod i baggrunden og fik ikke sagt det, jeg gerne ville.

Skolen var ikke sjov og højtlæsning var et mareridt

– I skolen var det ikke sjovt at læse højt. Mindes en engelsk time, hvor en pige med fin engelsk accent læste engelske digte, og læreren pegede på mig, at jeg skulle fortsætte, og så hakkede jeg simpelthen digtet i stykker. Ja – det gav følelsen, at det hele blev slået i stykker, og i baggrunden i klassen sad der klassekammerater, som grinede af mig. Jeg følte mig så alene i verden, og havde det slet ikke sjovt.

Jeg var nok 4-5 år, da jeg begyndte jeg at stamme. På en togtur med min mor blev jeg opmærksom på det. En dame spurgte: Hvad hedder du? Og så sad jeg bare fast, og jeg kunne fornemme, at der var noget, som ikke var rigtigt.

Mine forældre fik mig på en privatskole, hvor der var en gammel struktur med mange lektier og overhøringer. Jeg blev bestemt ikke skoleminded. Gik i 3. klasse, da jeg begyndte at stamme en del. Først på nogle få ord. Ved forældresamtaler sagde læreren, at jeg ikke stammede, men det var jo fordi, at jeg aldrig rakte hånden op og bare var den lille tavse dreng, og det er tankevækkende, at lærerne ikke oplevede, at jeg stammede. Min stammen var en pinlighed, for der var noget, som ikke var rigtigt.

Lærerne hjalp ikke med min stammen, og jeg blev ikke regnet for noget. Jeg havde det svært med en kollektiv forklaring, fx når man i matematik skulle lære brøkregning. Jeg rakte jo ikke hånden op for at få hjælp til at forstå brøkerne.

Jeg måtte være dum – mindre begavet. Mine forældre sagde: Du skal tage dig sammen Jan!  Lidt tankevækkende, for min lillesøster stammer også, og min mor har lidt løbsk talen.

Da jeg var 17 år, begyndte jeg at få undervisning på Hellerup Taleinstitut, hvor der blev trænet med følelserne omkring stammen.

Da jeg kom ud af skolen, begyndte jeg at læse EFG Handel og kontor og fik en kontorelevplads hos DSB.

Opholdet på højskole ændrede meget

– Da jeg blev 21 årig, kom jeg på højskole. Seks måneder på Danebod højskole på Als, der nu er lukket. Det blev en rigtig god oplevelse, for her mødte jeg en del andre unge, som havde den samme interesse for kunst og musik. Her var et fællesskab med andre unge, som også følte sig udenfor.

Vi hørte en masse punkmusik, og vi kom i gang med kunstmaleriet. En hel ny verden, hvor jeg bare havde det godt.

Jan interesserer sig meget for kunst og musik.

Jeg flyttede til København og kom på Kunstskole. Senere kom jeg på Det Fynske Kunstakademi i Odense, men droppede ud efter lidt et år. Tonen var meget hård, og jeg ville ikke nedgøres igen.

Jeg havde jo oplevet på højskolen, at flere sagde, at jeg var god til at lave billeder. Ja, flere sagde: Det er nogle fede malerier, at du laver. Og jeg turde nu godt sige noget. Det føltes utrolig godt og var en anden oplevelse. Den første rejse til noget andet.

Jeg havde nu følelsen, at jeg ikke var så ringe endda.

Jeg er født og opvokset i Albertslund og har boet i København i alt 25 år, men flyttede i 2012 til Skælskør, da jeg mødte en kvinde, som jeg blev gift med.

I dag er jeg uddannet pædagog og er meget glad for arbejdet i institutionen, hvor der er vuggestue og børnehave. Jeg er leder af institutionen; . Et et arbejde som jeg er meget glad for.

Jeg er i dag single, og som 52 årig har jeg et godt liv. Har og et godt netværk. Er stadig kunstmaler, og holder foredrag om billedkunst og musik, fx David Bowie, Kraftverk og Sort Sol m.fl. Kombinationen af kunst og musik giver mig en stor inspiration.

At holde foredrag skal ikke være en overskudsforretning. Foredragene er med i en ny og spændende udvikling, og det er væsentligt, at jeg kan fortælle om noget, som jeg også selv har haft det svært med. Og så bliver der også lyttet.

Min lille private fortælling har kunne hjælpe andre. Været en øjenåbner, og det er meget bevægende.

Min fritid i dag er stadig kunst og musik, og jeg køber gerne vinylplader og læser om musik, slutter Jan Vinther.