I mørket fandt jeg ind til drømmen
En lille lys historie fra et tidspunkt i mit liv, hvor stammen var en stor hindring.
Af Nicolas Kruse Dziegiel 11. marts 2021
Et af mine foredrag, her på billedet fra Bindernæs Efterskole (200 efterskoleelever)
– Da jeg gik i 9. klasse, var problemerne med min stammen så store, at jeg ved præsentationer ikke kunne sige noget. Min hals låste sig helt fast, og jeg stod helt stum og kunne ikke sige noget overhovedet. Min mor tilmeldte mig hos en hypnotisør, og efter tre behandlinger var der sket et mirakel. Da jeg efter behandlingen kom ud i bilen til min far, kunne jeg tale frit med ham, og min far begyndte at græde. Der var på det nærmeste sket et mirakel, for tidligere stammede jeg, når jeg var usikker.
Som teenager blev jeg ramt af fire år med store taleproblemer
Jeg havde ingen taleproblemer de fire første år i skolen, men i 5. klasse begyndte jeg at stamme – en rigtig HÅRD stammen, hvor jeg sad helt fast i sætningen. Værst var det at skulle præsentere mig selv for nye lærere, nye elever m.v. – og jeg valgte at stikke af, når jeg vidste, at der var risiko for at møde nye, eller jeg gemte mig under et bord derhjemme.
I 8. klasse blev jeg sat på et stammekursus, som jeg ikke kan huske, om det var i kommunalt eller amtsligt/regionalt regi. Vi skulle efter kurset skulle fortælle vores forventningsfulde forældre, hvad vi havde lært i de 8 uger, som kurset varede. MEN jeg stod bare der og kunne ikke sige noget som helst – helt låst – husker det som var det i går.
Jeg oplevede en del mobning i skolen, og nogle af de andre ville ikke være sammen med mig, fordi jeg var ham den mærkelige, der stammede. Men behandlingerne hos hypnotisøren ændrede alt for mig. 70 procent af min stammen forsvandt, og et helt nyt liv begyndte. Jeg fandt hurtigt ud af, at stammen hang sammen med min usikkerhed og lave selvværd.
Fik hjerneskade som helt lille
Da jeg var tre måneder gammel, vurderede lægen, at jeg havde fået hjernebetændelse tre forskellige steder. Lægen sendte mig med ambulance i isolation på sygehuset i Holbæk, da han formodede, at jeg havde fået hjernehindebetændelse, der er det samme som meningitis. Her lå jeg i tre uger med kramper, uden at nogen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Så blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor man ret hurtigt fandt ud af, at jeg havde hjernehindebetændelse. Min mor og far var meget bekymrede, men da de jo skulle passe deres arbejde, sad min søde farmor ofte ved min seng.
Flere scanninger viste, at jeg havde taget skade fire steder i hjernen, og at man ikke vidste, hvordan min udvikling ville blive. Det næste halve år røg jeg ind og ud af sygehuse, da jeg konstant blev syg. Det var hårdt for hele familien.
Da jeg var et år, gik mine forældre fra hinanden, de lavede en fem-to-ordning, hvor jeg boede fem dage hos min mor og to dage hos min far.
Lægerne var ved at gøre en ende på mit liv…
Fra jeg var 3 til jeg var 13 år, havde jeg ugentlige epilepsianfald, og det medførte at jeg ikke havde en vennekreds, som børn i den alder normalt har.
Fra jeg var tre år, begyndte jeg at få kramper om natten og læger sagde, at jeg som følge af hjerneskaderne havde udviklet epilepsi. Jeg blev igen indlagt, og lægerne fyldte mig med medicin, som gjorde, at jeg fik det værre og værre. Min mor græd, da hun var bange for, at jeg blev totalt hjerneskadet. MEN heldigvis tog hun sagen i egen hånd, og opsøgte en kinesiolog, og her fik hun at vide, at jeg ikke havde epilepsi, men at mit mineralstofskifte var ødelagt af hjerneskaden.
Derfor kunne jeg ikke optage nok næringsstoffer og mit system havde underskud af mineraler, hvilket giver krampe. Jeg fik tonsvis af kosttilskud (noget fløjet hjem fra USA), og jeg fik det hurtigt bedre. Men det var en kamp for min mor med lægerne og min far, som slet ikke troede på sådan noget hokuspokus. Men hun var vedholdende, og efter et år var jeg helt ude af den giftige epilepsimedicin og begyndte at trives bedre. Følgerne af mine hjerneskader var heldigvis langt mindre, end man havde forventet.
Dumpede til eksamen i 9. klasse
Jeg startede på efterskole i 9. klasse og var spændt på, hvordan det ville gå. Det var første gang efter, at jeg begyndte at stamme, at jeg skulle ud at socialisere med nye mennesker. Der kom ikke mange ord ud af mig, og det var kun få, som jeg virkelig følte mig tryg ved at tale med. På grund af min ”on/off-skolegang” de første mange år af mit liv, dumpede jeg til eksamen i 9. klasse med et gennemsnit på 5,0 efter den gamle skala, hvor 6 var bestået. Desværre kom stammen stadig til udtryk ved præsentationsrunder og eksamener, stort set alle steder, hvor jeg skulle være i fokus og tale foran eller med mennesker. Det låste i halsen, og jeg prøvede modløst at tvinge ord ud af munden.
Jeg tror, at problemerne med epilepsien kan have haft indflydelse på min stammen, men at jeg i 5. klasse begyndte at stamme, kan skyldes, at jeg havde en del skoleskift. I 0.-5. klasse gik jeg i en klasse i Solrød. Herefter frem til 7. klasse i Knabstrup, som ligger uden for Holbæk. I 8. klasse gik jeg på en skole i Mørkøv og i 9. klasse var jeg på efterskole.
Barndomsbilleder
Fra taleproblemer til en topplacering i landsdækkende talekonkurrence…
Jeg startede på handelsskolen, stadig vældigt usikker på mig selv – og som mange andre teenagere udviklede jeg massiv akne i hele ansigtet, hvilket knækkede mig fuldstændigt! Nu turde jeg da slet ikke snakke med folk eller præsentere mig, og hele tiden hørte jeg stemmer, der sagde: “ Du ikke god nok, du er pissegrim, ingen gider at snakke med dig…“
Alligevel var der en anden stemme som sagde: “Gør det vildeste du kan, for at overvinde den stammen og det dårlige selvværd…”
Derfor besluttede jeg mig for at søge elevplads i en butik, fordi jeg her her ville blive nødt til at snakke med kunderne – og jeg ville ikke kunne komme udenom. Blev ansat i Holbæk Cykelcenter som salgsassistent-elev i butikken. Med lidt indkøring gik det supergodt, jeg elskede at sælge til kunder og hjælpe dem med at finde det, som passede til dem. Jeg var den bedst sælgende i butikken begge de år, jeg var elev. En stor succesoplevelse! Det var dog ikke nok til at fortsætte, min chef sagde, at jeg havde godt af at komme ud og prøve noget nyt.
Det var en tid, hvor der skete en masse for mig, og jeg begyndte at få mere selvtillid. Meldte mig ind i et lokalt erhvervsnetværk i Holbæk, som havde en talekonkurrence, der hed “Den Gyldne Mikrofon”. Her skulle man holde en tale på fem minutter foran dommere og publikum.
Det var nok det mest grænseoverskridende, som jeg kunne forestille mig, men det tændte en glød! Hvis jeg – den hårdt stammende dreng, som ikke turde kigge nogen i øjnene – kan hive mig selv op til at stå på en scene og levere en tale for forretningsfolk, så var jeg nået i mål med mit arbejde for at kaste stammen ad helvede til.
Jeg stillede op og endte med at komme i landsfinalen, som blev afholdt i Tivoli. Her måtte jeg stille mig tilfreds med at blive nummer 3 sammenlagt.
Helt fra den dag jeg tilmeldte mig, var det mit mål at vinde – men hele min transformation var sejr nok. Stemmen der kom fra mit indre, udsprang fra mit hjerte og var starten på en lysere og mere selvtillidsfuld tid.
Det har været mit livs vigtigste lektie! Hvis du skal tage EN TING med fra denne artikel, så er det, at vejen til det fantastiske liv går igennem hjertet.
DU har min fulde støtte hen til en lysere og sjovere tilværelse – Gå efter drømmene.
Mig & ørn
Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv
Hele min opvækst har handlet om skyggearbejde, der for mig handler om at transformere den indre modstand, som vi alle oplever til at se skyggen som en gave i stedet for en udfordring.
I dag bor jeg på Samsø i et hjertevarmt Fællesskab, hvor vi laver bevidstheds-/skyggearbejde hver dag. Vi øver os på at blive mere bevidste medskabere af vores eget liv. For at kunne hjælpe flest mulige sjæle i denne Corona-æra, har jeg været med til at etablere et online Fællesskab ved navn “ Heartland Fællesskabet ”. Det vil glæde mig at hilse på dig derinde og vise dig alternative metoder til at håndtere Stammen.
Nicolas-besøger-Odsherred-Efterskole
Links til de forskellige You Tubes:
Præsentation af Nicolas Kruse Dziegiel som 23-årig i 2013.
Fra finalen ved DGM 2013 (Den Gyldne Mikrofon) om personlig succes. Jeg var da 23 år og fortalte bl.a., hvordan jeg som 8-årig stammede så meget, at ingen kunne forstå mig.
Taleproblemer fik mig ud af mørket
Foredrag, som jeg indtil videre har holdt på 14 efterskoler.
Se også min hjemmeside: https://nicolasdziegiel.dk/
Via de forskellige YouTubes viser jeg, hvad det vildeste er, og hvad jeg gør, for at min stammen kan holde op.
Min indre stemme siger: Stil dig op for et publikum og sig, hvad du har på hjerte. Stemmen inspirerer mig virkelig. Der er skabt en drøm, som har haft stor betydning for mig. Alle kan blive stammefri.
Min livsfilosofi er:
Det er ved at bringe skyggerne frem i lyset, at vi ændrer vores liv.
Boks.
Connect mere med mig:
Mød mig inden i Online Fællesskabet Heartland, meld dig ind her
Hent min Gratis Lydfil: 3 Energiøvelser til at stå stærkere i dit lys
Følg med på mine sociale medier:
Billede er fra et MTB-cykelløb i Hvalsø, hvor vi kørte en 6 timers maraton på en 7 km rute.
