Center for Specialundervisning for Voksne og coronaen
På Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) i København var der meget lidt kontakt med borgerne den første måned efter nedlukningen, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der har ansvaret for stammeundervisningen på CSV.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen den 11. juni 2020
-Da vi blev hjemsendt den 11. marts på grund af coronaen, blev borgerne kontaktet personligt telefonisk, og herved fik vi talt om baggrunden for den enkeltes udfordringer med stammen. Al øvrig undervisning gik i stå, da Microsoft Teams, det system, som man i Københavns Kommune anvender til virtuel undervisning, endnu ikke var klart. Vi måtte aflyse en stammegruppe, som vi netop havde startet og måtte også aflyse vores intensive weekendkursus for stammegruppen. Gruppen er i øvrigt begyndt igen for et par uger siden, fortæller Inge Brink Hansen og Lise Reitz, der begge arbejder med voksne, der stammer.
Da stammegruppen mødtes igen, var der ingen i gruppen, der gav udtryk for, at corona-tiden generelt havde påvirket deres stammen.
I stedet for undervisning har Inge Brink Hansen og Lise Reitz arbejdet med udvikling af informationsmateriale, bl.a. pjecer. Lise har desuden arbejdet med senfølger efter hjernerystelse, som er hendes andet fagområde, og Inge har forsket i fonasteni – stemmetræthed, og er i gang med at skrive en artikel om dette og har desuden deltaget i den internationale debat om emnet i en online stemmekonference i Philadelphia. Hun deltager i et projekt om fonasteni, hvor der er et internationalt samarbejde med forskere, som mødes til konferencer.
Om arbejdet med stammeområdet på CSV
-På CSV København har vi tilbud til voksne, der stammer, fra Københavns Kommune samt fra de kommuner, der tilkøber ydelser fra CSV bl.a. Frederiksberg og Taarnby. Undervisningen starter med en udredningssamtale, hvor vi taler om de problemer, der er, og hvilke tiltag, der er behov for. Herefter er der mulighed for: Eneundervisning og/eller halvårs Gruppe (7 x 3,5 time – hver 2. onsdag kl. 16.30-20.00) inkl. en intensiv weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Forløbet evalueres hvert halve år og kan genvisiteres ved behov. Stammegruppen kan bestå af 6-14 personer. I hvert semester er der et weekendophold, der foregår på Roskilde Vandrehjem. Efter behov og aftale tilbydes også eneundervisning, fortæller Inge Brink Hansen.
Lise Reitz udtrykker, at hun ikke er den store tilhænger af online-undervisning, men kan se, at det er en nødvendighed i visse situationer. Ved møder med kolleger synes hun, at det er bedst face mod face, men det sparer transport, og det er også væsentligt.
Både Inge Brink Hansen og Lise Reitz fortæller, at det har været ok at afholde møderne via Microsoft Teams, da der har været få deltagere, men at det også har givet anledning til frustration, når teknikken drillede.
Da vi fik lov at lukke op for fysisk fremmøde på CSV under coronaen, måtte der være max 10 deltagere og en meter mellem deltagerne, har det været nødvendigt at flytte til et andet lokale, da stammegruppen er for stor i forhold til det areal, som restriktionerne kræver. Og der skal sprittes af før og efter.
Inge Brink Hansen arbejder i løbet af ugen 12 timer med stammere. Lise Reitz arbejder cirka halvdelen af sine timer med stammeundervisning.
Samarbejde med andre taleinstitutter
Der har ikke specifikt i coronatiden været samarbejde med andre taleinstitutter, men der har tidligere været samarbejde med fx PPR i Valby. Her har vi forsøgt at lave brobygning mellem de to tilbud, så de unge (som PPR arbejder med) kan se, hvad de vil blive tilbudt, når de overgår til voksenområdet, fortæller Lise Reitz.
Som noget nyt arbejdes der med et projekt med videoportrætter af nogle voksne, der stammer, sammen med Specialcenter Roskilde, SCR Kommunikation. Portrætter, der evt. vil kunne anvendes på de forskellige kommunikationscentres hjemmesider. Det er meget nyt, og der arbejdes på at finde penge til dette arbejde, slutter Inge Brink Hansen og Lise Reitz.
Lidt om Inge Brink Hansen og Lise Reitz:
Inge Brink Hansen er Cand.mag. i musik og logopædi fra Københavns Universitet. Hun har været sanglærer på Københavns Universitet fra 1995-2013 og på Pastoralseminariet fra 1995 – 2018.
Fra 2006 har hun været ansat som logopæd på CSV (34 timer om ugen) på stemmeområdet, og fra 2008 har hun også været på stammeområdet sammen med Lise Reitz. Det er de to, der på CSV arbejder med stammen. Fra 2018 har Inge Brink Hansen arbejdet på fuld tid på CSV, men har derudover en lille privat praksis.
Lise Reitz er uddannet logopæd (talepædagog) fra Københavns Universitet og har arbejdet i Københavns kommune i 26 år som logopæd. Hun er desuden uddannet som psykoterapeut på EFT-instituttet, som er emotions-fokuseret terapi og en anerkendt evidens-baseret terapiform.
Lise giver kun uhyre lidt privat undervisning. Når folk henvender sig privat til hende, forsøger hun altid at få folk over i kommunalt regi, hvis de bor i kommunen. Der er ingen grund til at betale for privatundervisning, når hjælpen lige så godt kan ydes af CVS, hvilket jo er vederlagsfrit. På den anden side må folk jo altid gerne give udtryk for, at de gerne vil gå til undervisning hos Lise Reitz, hvis de henvender sig til CVS. Lise Reitz har tidligere undervist på SDU (Syddansk Universitet) og KUA (Københanvs Universitet Amager), men gør det ikke længere.