Det er svært at løsrive sig fra monsteret

Det er svært at løsrive sig fra monsteret – min stammen 

Gruppesamtale på Messenger med 18-årig HF-studerende, der ønsker at være anonym.

 

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                  25. februar 2021

 

For første gang har jeg (Deres redaktør) prøvet at deltage i en gruppesamtale på Messenger. Samtalepartnerne var en ung mand på 18 år, der stammer, logopæd Marc Egede, og mig selv, som havde fået lov at deltage i en behandlingssession. Den unge mand ønsker at være anonym, derfor bliver han kaldt ”Søren” i artiklen. Søren er ikke hans rigtige navn, men redaktionen kender hans identitet. På grund af anonymiteten er det begrænset, hvor mange illustrationer, der er til denne artikel. 

Fra 6-7-års alderen frem til han var 17 år, har Søren deltaget i et årligt intensivt kursus på en uge . Nogle af årene takkede Søren dog nej, da han ikke syntes, at det hjalp noget.

Nu som 18-årig, hvor han er begyndt på HF-uddannelsen i august 2020, er han dog blevet motiveret til at gøre noget ved sin stammen.

Søren havde kontaktet Marc Egede og lavet en aftale med Marc om fem timers privatundervisning online over en periode på et par måneder.

Samtalen varede godt halvanden time, hvor Marc Egede specielt arbejdede med de forskellige teknikker, som den unge mand skal lære, så han kan styre og få kontrol med sin tale. På mange måder var samtalen meget interessant, da den som nævnt foregik virtuelt, men alligevel føltes det, som om vi tre sad i samme lokale, og vi havde en tæt og fortrolig indbyrdes kontakt.

Som så mange andre stammere synes Søren, at det er svært at anvende teknik i pressede situationer. På den måde kan der dukke en masse usikkerheder op, som for eksempel, om andre folk lytter med på en samtale. Det gør det vanskeligt for Søren at holde fokus. Søren forsøger som regel at udelukke, hvor mange personer, der lytter med, og i stedet fokusere på, at samtalepartneren er hans lærer, der kommer med respons, og som bedømmer det faglige standpunkt. 

Marc Egede – Logopæd

En date

Søren fortalte, at han for godt en uge siden var på en date. De gik tur med afstand, og for første gang nogen sinde kunne han tale flydende i længere tid ad gangen. Det var en stor oplevelse. Hermed sagde Søren også, at han har et ønske om at være fri for sin stammen – at tale flydende, som Marc bemærkede.

Søren har ind i mellem tale, hvor der er en del blokeringer, og han har han fået at vide af Marc Egede, der selv stammer, at Marcs undervisning handler om at styrke personligheden og, gennem teknik og accept, at kunne tale mere flydende.  Søren skal lære forskellige teknikker, som han skal træne så meget, at han også vil kunne bruge dem i stressede og anstrengende situationer. 

Erling (redaktør):

Jeg deltog selv fra 1983-1985 i et undervisningsforløb hos talepædagog Jan Tinge i Kolding, hvor målet for træningen var, at jeg skulle lære at acceptere min stammen for derved at kunne slappe mere af, så talen ikke blev afbrudt af blokeringer. Gennem øvelserne skulle man blive så hærdet, at man ved hjælp af teknikker kunne gennemføre en samtale uden problemer. 

Søren skal også arbejde med sin stammen, for når angsten er der, kan man ikke kontrollere sin tale. Som Marc Egede sagde under samtalen, kan man godt lære at styre sin tale. Jeg er meget enig med Marc Egede i, at som stammer kan man føle sig helt alene, og når vores virtuelle gruppesamtale var så positiv, som den var, skyldes det nok, at vi tre var stammebrødre, som talte i øjenhøjde. Vi havde en fælles udfordring, og derfor var samtalen så interessant, at selv om vi talte sammen i halvanden time, føltes samtalen som kort.

Erling Jensen – Redaktør

 

Erling (redaktør):

Jeg nævnte i samtalen, at det er væsentligt, at man ikke er bange for ikke at kunne klare sig. Hvis man har modet til at vise kammerater og andre, at man stammer, bliver det hele meget lettere. Noget lignende gælder også på andre områder, f.eks. ordblindhed, hvor jeg fremførte det synspunkt, at mennesker, der er ordblinde, skaber respekt om sig, hvis de ikke er bange for at sende indlæg, fx til et foreningsblad. Redaktøren af bladet er glad for indlægget, som for alle indlæg, og retter gerne de eventuelle sproglige fejl. Den ordblinde bliver ved en stædig indsats bedre og bedre til at skrive, og det samme gælder folk, der stammer. Jo mere man taler, jo oftere man vover pelsen og blot springer ud i det, jo nemmere bliver det. Det giver en psykisk ballast, som er uvurderlig. Som min nu afdøde far altid sagde:  Sønnike, spring ud i det. Du kan ikke død af det. Det samme gælder for Søren. Jo mere åben han er om sin stammen og jo mere han træner med teknikkerne, som Marc Egede har vist ham, jo lettere bliver det.

Søren vil gerne efter HF-studiet gå i gang med en uddannelse til civilingeniør eller diplomingeniør. Under vores Messenger samtale fik jeg indtryk af en ung mand, der er velbegavet og har modet til at komme videre, men som nok ikke været parat til at gøre noget ved sin stammen før nu.

Erling (redaktør):

Det er mit ønske og håb, at Søren siger til sig selv: Selvfølgelig kan jeg lære at få kontrol over min stammen. Jeg vil lægge vægt på at træne teknikkerne, og Marc Egede har ret i, at der skal trænes. Søren har fritidsinteresser. Han går til styrketræning og har spillet basketball. Det er sportsaktiviteter, hvor man får mange positive kontakter, og det kan utvivlsomt have en god indflydelse på Sørens udvikling.

Søren fortalte, at han, efter at han er begyndt at bruge teknik og er blevet mere afklaret med sin stammen, har fået et bedre og mere åbent og mere tæt forhold til sine kammerater.

Erling (redaktør):

Hver eneste dag bliver man mindet om, at man stammer. Jeg er 67 år og har ikke mere de store problemer med min stammen, da jeg har valgt at bekende kulør, når jeg er sammen med nye mennesker. I går havde min kone og jeg fx besøg af et nabopar, som vi ikke tidligere har talt så meget med. Nabokonen vidste, at min kone laver en del håndarbejde, vævning, strikning etc. og hendes mand ringede derfor, om de måtte kigge forbi. Under vores samtale kom vi ind på, at jeg var begyndt at gå til engelsk på aftenskole, og nabokonen spurgte så, om jeg ikke i skolen havde haft lyst til sprogundervisning. Jeg svarede, at det havde jeg ikke, og der var sikkert en sammenhæng med, at jeg som ung stammede meget og derfor puttede mig i timerne og bestemt ikke kunne lide at læse højt. Det fik vi en lille snak om. Herved havde jeg afsløret, at stammen har været en stor del af mit liv. 

Jeg fortæller om denne oplevelse, da jeg tror, at Søren vil komme videre ved også at være åben og beslutte sig til at være modig, og træne teknikkerne, så der kommer stadig færre situationer, hvor kraftige blokeringer gør det hele så træls.

Marc Egede slutter vores virtuelle samtale med at sige, at man skal rose sig selv, når man er modig og bruger teknik. Flydende tale er motivation og gevinst for ihærdig indsats. Målet er frihed til at være sig selv, uanset om man stammer eller ej.

Salih2020

Salih har ikke fået taleundervisning i tre år

 

Salih Coskun fik i halvandet år undervisning hos talepædagog Jan Tinge i Bov/Aabenraa Kommune, men da Tinge gik på pension i 2017, skete der en markant ændring i tilbuddet

Tekst og fotos: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                                         20. oktober 2020

 

– Jeg havde været meget glad for at gå til undervisning hos Jan Tinge, og syntes selv, at jeg fik meget ud af det i den tid, hvor jeg gik hos ham. Da han gik på pension, skete der imidlertid en væsentlig ændring hos Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), der blev lukket. Det genopstod som THS i Aabenraa Kommune den 1.1.2016, hvor jeg så oplevede, at man ikke længere kunne henvende sig direkte til THS for at få undervisning, men at man skulle henvende sig til sin kommune og fik kontakt til en sagsbehandler. Herefter blev der lavet en vurdering, der ikke nødvendigvis var stammefagligt begrundet af ens behov og ønsker. Måske ville man blive henvist til det lokale taleinstitut. Den mulighed benyttede jeg mig af, da jeg havde et reelt behov for undervisning. Jeg fik tilbudt et antal timer og gik til undervisning hos en nyuddannet logopæd et stykke tid, men følte ikke rigtigt, at det var lærerigt og udfordrende, da jeg savnede den viden og ekspertise, som jeg gennem mange år havde været vant til at møde hos logopæderne. Så jeg valgte undervisningen fra efter et stykke tid, og jeg har siden da ikke været motiveret til at få undervisning. Den undervisning, som man nu til dags får tilbudt, er desværre ikke tilstrækkelig til at kunne dække ens reelle behov. Man kan helt klart tale om en forringelse, som vi også ofte hører om fra forældre, Stammeforeningens medlemmer og andre, der er i forbindelse med systemet, lyder det fra Salih Coskun, 38 år.

Der deltog i 12 i infocafeen i Aarhus den 10. oktober. Salih Coskun havde fået lavet et fint arrangement, der var i gode rammer hos Frivillig Center i Sønder Alle. Der var kaffe, te, chokolade og andet sødt i pausen.

Hvordan min stammeundervisning har været

– I folkeskolen foregik undervisningen hos den tilknyttede talepædagog. Undervisningen foregik en gang om ugen og var en kombination af ene- og gruppeundervisning. Dog var gruppen meget lille, der var højst 2-3 personer.

I mine unge år på Taleinstituttet i Aarhus var det hovedsagelig gruppeundervisning, jeg gik til. Den fandt jeg meget lærerig, givende og motiverende, idet man mødte andre stammere og var sammen om en fælles ting. Det vigtigste for mig var, at jeg havde mulighed for at høre, hvordan andre arbejdede med deres stammen, og derfra kunne jeg hente inspiration. Vigtigt var også, at man ikke var alene om problemet. Gruppeundervisningen kunne jeg virkelig godt li’. Mange af de stammere som jeg mødte til gruppeundervisningen, har jeg i dag, mange år efter, stadig kontakt til.

I CHK i Bov / Aabenraa kommune hos Jan Tinge var der tale om eneundervisning. Selvom jeg et par gange gav udtryk for, at jeg savnede gruppeundervisningen ligesom i Aarhus, fik jeg alligevel meget ud af eneundervisningen. Jan var meget grundig i sit arbejde, og vi arbejdede intensivt, hvor hovedemnerne var stammekontrol efter, under og før stammeøjeblikket.

Udeladelse af medbevægelser og ændring af stammesymptomerne ned til mindste detalje.

Dernæst fokus på egen flydende tale i relation til stammen og kontrolleret flydende tale med større regelmæssighed og bedre stemmeføring. Vi fik terpet en hel del.

I FSD NYT november bliver der en artikel om Jan Tinges virke som talepædagog i Danmark i godt 45 år. Jan vil her bl.a. fortælle om, hvordan han har undervist Salih. Herunder de faglige termer vedr. undervisningen.

 

Aktiv i Lokalafdelingen i Aarhus

Salih står alene for ledelsen i Stammeforeningens lokalafdeling i Aarhus. Han har været formand for afdelingen siden maj 2005, da den daværende formand valgte at trække sig tilbage på grund af andre interesser, og Salih blev opfordret til at stille op og blev valgt på den følgende generalforsamling.

– Da vi ikke er nogen stor skare, vi er for tiden 9 medlemmer, er jeg den eneste person, der repræsenterer bestyrelsen. Det vil sige, at jeg varetager opgaverne som formand, sekretær og kasserer og har kontakten udadtil til Stammeforeningen, stammere, kommunen mv. Dog informerer jeg og drøfter mine ideer og forslag med de øvrige medlemmer, inden der bliver besluttet noget.

Medlemmerne mødes ca. en gang om måneden. Af og til er der længere imellem, hvis tilmeldingen til en aktivitet er begrænset. Så vidt muligt forsøger vi hver gang at få så mange som muligt med.

Udover temadage/infocaféer har vi aktiviteter, hvor vi vægter det sociale. Det kan være biografture, hygge på caféer, teaterforestillinger mv. Vi holder øjnene åbne og er som regel gode til at finde på noget interessant at lave sammen.

 

Infocaféen lørdag den 10. oktober

Jeg (red.) synes, at det var et spændende program, som Lokalafdelingen i Aarhus havde planlagt ved Infocafeen, der blev holdt lørdag den 10. oktober på Frivillig Center Aarhus.

Salih og en af deltagerne i infocaféen.

Jan Tinge, logopæd og Ph.d., holdt foredrag om ”selvværd og stammen”, og Jens Høj Jørgensen, ambassadør i Stammeforeningen, holdt et oplæg om sit liv med stammen, og hvordan han har opnået selvværd og selvtillid.

Jeg (red.) havde Jan Tinge som underviser i Kolding i årene 1983-85, og syntes, at det kunne være rigtig hyggeligt at mødes med Jan, som jeg har så mange gode minder om.

 

Salih fortæller om infocaféen

– Jeg kender Jan Tinge igennem Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), Sønderjylland, som jeg fik undervisning hos, da jeg i 2014 fik arbejde som bioanalytiker hos Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Aabenraa Sygehus. Jeg er uddannet ved Bioanalytikeruddannelsen i Aarhus. Efter at Jan Tinge gik på pension for tre år siden, har vi holdt kontakten ved lige. Da jeg planlagde infocaféen tilbage i foråret, vidste jeg derfor straks, at det var ham, jeg skulle hyre til opgaven. Især på baggrund af hans viden og mange års erfaring indenfor stammeområdet, som jeg stiftede bekendtskab med gennem min tid hos ham.

At Jan Tinge er blevet 73 år gammel er ikke noget problem. Han er stadig still going strong. Jan stammer ikke selv, men har et så godt sprogøre, at han uden problemer kan efterligne de forskellige måder, der stammes på. I dagens foredrag var det stammeres selvværd og selvtillid, der var fokus på. I FSD NYT november bliver der en artikel om Jan Tinges mange år som talepædagog i Danmark og om hans foredrag om selvværd / selvtillid. Jan Tinge kommer oprindelig fra Holland har boet i Danmark over 45 år.

Jeg havde ikke mødt Jens Høj Jørgensen før, og jeg kontaktede ham på baggrund af et kort videoklip fra udsendelsen i “Go’ Morgen Danmark”, som han deltog i. Medvirkende til valget af Jens var også den profilbeskrivelse, som er på ambassadørgruppen på Stammeforeningens hjemmeside – www.fsd.dk. Jeg har selv været ambassadør i sin tid og tænkte straks på én, der kunne fortælle om sit liv og egne erfaringer. Jens´ personlige historie lød spændende, eftersom han som et ungt menneske er nået dertil i livet, hvor stammen ikke bestemmer over ham, men hvor det tværtimod er ham, der styrer sin stammen. Samtidig kan den selvtillid og det selvværd han udviser, være til stor inspiration for mange – især for de unge. For det er vigtige parametre for en stammer, særligt med alle de udfordringer man ofte har på sin vej. Endelig valgte jeg Jens, da jeg ønskede, at der ikke udelukkende skulle være et fagligt input fra en talepædagog/logopæd, for det kunne straks udvikle sig til en form for undervisning/kursus. Der også skulle være plads til, at man fik noget med fra det virkelige liv, som alle stammere kunne nikke genkendende til. Det er vigtigt med succeshistorier, og at få at vide, at der altid er håb, fortæller Salih.

Jens Høj Jørgensen, ambassadør i Stammeforeningen holdt et spændende oplæg om sit liv med stammen. Du kan læse mere om foredraget og om Jens ved at klikke her på billedet

 

Der må gerne ske mere i Stammeforeningen

– I Aarhus Lokalafdeling har vi tit haft stor succes, når vi har afholdt temadage/infocaféer. Vi har blandt meget andet arrangeret McGuire-foredrag. Dette seneste arrangement med emnet “Selvværd og Stammen” har også haft stort fremmøde. Stammen og dens følger er noget, der altid har interesse. Efterspørgslen er der, hvilket jeg har bemærket ud fra de opslag og efterfølgende kommentar, der har været, når emner i forbindelse med stammen er blevet bragt på banen på Stammeforeningens Facebook-gruppe.

Stammeforeningen kunne f.eks. stå for at arrangere en række infocaféer/foredrag/temadage o. lign. på landsplan eller hos de forskellige lokalafdelinger. Det har foreningen i tidernes morgen gjort, og det havde den stor succes med, senest i 00’erne. Landsforeningen har i forvejen et bredt netværk af talepædagoger/logopæder og andre fagfolk, som man kan trække på, så muligheden for, at der kommer noget godt ud af det, er bestemt til stede. At man har et sådant netværk, bør resultere i gode ting. Noget som Marc Egede bl.a. på Stammeforeningens Facebookside den 20. juni 2020 har luftet tanken om. (se note)

 

Liv i lokalområderne

Ved at fordele aktiviteterne til forskellige landsdele/lokalafdelinger, vil foreningen samtidig medvirke til, at der kommer liv i lokalområderne – og ikke mindst i lokalafdelingerne. Stammeforeningen har haft en inaktiv periode, og det har smittet af på lokalafdelingerne. Hvis Stammeforeningen kunne sætte skub i tingene, vil det give en dominoeffekt. Det var netop det, der i sin tid satte skub i lokalafdelingen i Aarhus, som siden har været i god i gænge.

Nogle af deltagerne i infocaféen.

Det vigtige er, at medlemmer i aktivitetsudvalget i Stammeforeningen tager initiativet. En tovholder er vigtig at ha’, så der bliver fulgt op på de aftaler, som man indgår. Jeg er overbevist om, at lokalafdelingerne og deres kontaktpersoner vil være behjælpelige med de praktiske ting i det område, hvor aktiviteterne skal afholdes. I lokalafdelingen i Aarhus er vi altid klar til at hjælpe i tilfælde af, at der bliver afholdt et arrangement.

Jeg har hørt og læst i sidste årsberetning fra generalforsamlingen, at Stammeforeningen er udfordret økonomisk – især fra 2022, hvor tilskuddet fra DH reduceres, og at man af den grund har udvist forsigtighed mht. udgifter til aktiviteter mv. Her tænker jeg på, om det af den grund vil spolere mulige arrangementer på landsplan. Det skal lige siges, at den type arrangementer ikke nødvendigvis behøver at være kostbare, lyder det fra Salih Coskun.

 

Lidt om Salih Coskun

Salih er som nævnt 38 år, er uddannet ved Bioanalytikeruddannelsen i Aarhus og arbejder som bioanalytiker hos Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Aabenraa Sygehus. Han har boet i Aabenraa siden 2014.

Salih er født og opvokset i Aarhus og har tyrkisk baggrund. Hans far kom til Danmark i 1973 og boede i Aarhus indtil han var 28 år, hvorefter han flyttede til Haderslev, hvor han fik sit første arbejde.

Salih har stammet fra 3 års-alderen – siden han begyndte at tale.

Salihs stammen består af blokeringer, af og til bruger han synonymer og tricks. Det betyder dog ikke, at det er sådan hele tiden. Det afhænger af situationen. Han har nogle dage, hvor han stammer mere end andre. Ligesom der er dage og momenter, hvor talen flyder.

Ved infocaféen fortæller Salih, at han i dag har en af sine dårlige dage, hvor han samtidig var noget spændt forud for arrangementet. Han er ikke vant til at stå i centrum og følte, at det var som at gå til eksamen. Det er ikke første gang, Salih står på en scene, det har han har prøvet tidligere ved lignende aktiviteter i lokalafdelingen, men det er efterhånden en del år siden.

Salih fortæller, at han første gang fik taleundervisning i 1. klasse, da han var ca. 6-7 år gammel. Siden da har han gået hos forskellige talepædagoger. I ungdomstiden gik han til undervisning i grupper på Taleinstituttet i Aarhus ad flere omgange.

Da han kom ud på arbejdsmarkedet og flyttede til Sønderjylland, fik han i en årrække undervisning på Center for Hjælpemidler og Kommunikation (CHK), Sønderjylland.

Salih har også en lillebror, der stammer, og hans far har stammet i sine unge dage, men gør det ikke længere.

Salihs fritidsinteresser er bl.a. sport, hvor han løber og styrketræner, han går til musikundervisning, hvor han spiller violin, og han læser en del litteratur, især skønlitteratur, krimier og historiske romaner.

 

Note

Marcs indlæg:

Efter DAVS’ lukning er det, efter min mening, FSD’s formål at tale stammernes sag, altså være på stammernes side og kæmpe for bedre stammeundervisning i Danmark. Det betyder ikke, FSD skal fremhæve bestemte behandlingsformer, men foreningen skal snarere sikre, at undervisningen ikke nedgraderes til at bestå i rådgivning, som det skete med fonologiske vanskeligheder i mange kommuner for en del år tilbage. Det er desværre ikke nogen ubegrundet frygt. Stammeområdet er et lille, men komplekst område og talepædagogerne gør hvad de kan, ud fra de resurser de har til rådighed.

Det bliver bare så ukonkret, hvis vi kun gør det til et politisk spørgsmål, så hvordan kan FSD støtte forældre og stammere bedst muligt?

Jens H J

Stammen er ikke nogen begrænsning for Jens 

 

Som konkurrencesportsmand er Jens vant til, at der skal kæmpes for at nå et mål

Tekst og foto:  Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.                                    18. oktober 2020

Jens Høj Jørgensen, 24 år, virker som ambassadør i Stammeforeningen, og Lokalafdelingen i Aarhus havde i forbindelse med sin infocafé den 10. oktober aftalt med ham, at han kom forbi for at fortælle om sit liv med stammen.

Det var en god oplevelse at høre Jens ved Infocaféen i Aahus den 10. oktober. Foto: Erling Jensen.

– Jeg har altid været glad for at cykle og svømme og har også prøvet triatlon, der er en sportsgren, hvor der virkelig skal kæmpes, og man skal have en stærk vilje for at kunne gennemføre den. Det er egenskaber, som har paralleller til den undervisning, som vi får på stammekurserne, hvor det kræver en stor indsats at træne de forskellige teknikker m.m., som talepædagogen viser os.

Som barn var jeg genert og stammede en del, så det var svært fro mig at skabe nye venskaber, men nu, i mit voksne liv gør det ingen forskel, om jeg stammer eller ej, fortæller Jens.

Infocaféen i Aarhus den 10. oktober

Ved infocaféen i Aarhus oplevede tilhørerne, at Jens ikke har problemer med at stå og tale foran en gruppe mennesker. Han er udadvendt og lader sig ikke genere af, at der i hans tale kan komme mindre blokeringer og tics. Han taler blot videre. Det er tydeligt, at han har stor selvtillid og det nødvendige selvværd, og det virker positivt på tilhørerne.

Jens fortæller, at det var den tidligere formand, Ole Kring Tannert, der for fire år siden, i forbindelse med et arrangement, motiverede ham til at virke som ambassadør for Stammeforeningen. Det er frivilligt at være ambassadør, og det er ifølge Jens meget forskelligt, hvor ofte han er ude som ambassadør. Det kommer an på, hvor mange der spørger, og hvordan det passer ind i hans øvrige planer.

Jeg har hjulpet studerende på SDU, både i logopædi og i velfærdsteknologi, med projekter og viden om stammen. Jeg har været ude til forældre- og infomøder i adskillige kommuner, f.eks. Vejle, Frederiksberg, Struer og Gentofte, og jeg har været med til foreningsmøder i Aarhus og været til ungdomsmøder et par steder.

Der er ikke tæt kontakt mellem Stammeforeningens ambassadører, men jeg har samarbejdet med Dorthe Krogh, en af de andre ambassadører.

Jeg får en masse ud af at virke som ambassadør. Det er mit håb, at dem, som jeg holder foredrag for, også får noget ud af det, og at jeg på den måde kan være med til at hjælpe andre i deres hverdag. Det giver mig meget at kunne være med til at hjælpe andre i deres kamp med deres udfordringer.

De foredrag, jeg har holdt som ambassadør, har medført, at jeg er blevet bedre til at stå og tale foran mennesker. Jeg synes, at det er sjovt at holde foredrag, og jeg kan godt lide at tale foran andre mennesker, og det vil kun være godt, hvis andre stammere også kan blive motiveret til at tale med andre mennesker, lyder det fra Jens.

Om Jens Høj Jørgensen

Jens er 24 år og er opvokset i Nyborg, nu bor han i Odense. Han har været medlem af Stammeforeningen siden han var 18 år.  

Jens er enebarn. Hans far stammer lidt og hans fars ene bror stammer også. Jens har stammet lige siden han begyndte at tale, så han har aldrig prøvet andet.

Som barn havde Jens mange blokeringer og en meget hård stammen. Til tider var der også lidt tics. Han bruger stadig tics og hjælpelyde, men dog er ikke så meget som før.

Jens fortæller, at det i skolen ikke altid var sjovt med oplæsninger, men i de større klasser og på efterskolen kunne han godt lide at fremlægge. Det ligger nok i min natur at stå og tale for andre mennesker, som Jens udtrykker det. Klassen har altid haft et afslappet forhold til, at Jens stammede. Der var altid en god dialog med lærerne og de andre i klassen. Det var en god klasse, som Jens understreger.

Jens er udlært elektriker, og stammen har ikke haft indflydelse på hans valg af uddannelse.

Lige fra Jens har kunne tale, har han haft kontakt til en talepædagog. Som han siger: Jeg været inde i systemet. Han holdt op med taleundervisningen, da han var 22 år, fordi ungdomsgruppen, som han gik i, blev splittet op, så det var naturligt for ham at stoppe.

På Infocaféen i Aarhus blev det berørt, at det blev betydeligt sværere at få hjælp efter kommunalreformen i 2007, da amterne blev opløst, og stammeundervisningen overgik til kommunerne. Jens fortæller, at han boede i Nyborg, men undervisningen foregik udelukkende på Taleinstituttet i Odense, så det er hans opfattelse, at der var et godt samarbejde mellem Nyborg og Odense. Jens synes, at forældrene havde en god kontakt til Taleinstituttet.

Jens er en ivrig cykelrytter. Det er en sport, der kræver stor vilje og målbevidsthed. Egenskaber som han også kan bruge i arbejdet og udviklingen af sin stammen. Foto: Arkivbillede.

Marc Egede

Man skal passe på med at falde tilbage til det gamle 

 

Ved at anvende den virtuelle undervisning, kan man hjælpe flere. Den er mere fleksibel og lige så effektiv som normal undervisning, men det kan være en udfordring, at vænne sig til den virtuelle undervisning.   

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark. den 11. juni 2020. 

Marc Egede

 

Som så mange andre har Marc Egede oplevet at skulle arbejde hjemmefra på grund af coronaen, og der har ikke været den sædvanlige kontakt til de borgere, som han hjælper, bl.a. med stammen. Marc Egede arbejder som logopæd ved Tale-Høre-Syn ved Center for Specialundervisning og Kommunikation i Haderslev, hvor han og kollegerne har været nødt til at anvende virtuelle virkemidler i undervisningen. I næsten tre måneder har Centeret været lukket ned, og det har derfor været nødvendigt at anvende virtuelle virkemidler, som f.eks Microsoft Teams, der er den virtuelle platform, der anvendes ved Tale-Høre-Syn ved Center for Specialundervisning og Kommunikation i Haderslev og i Aabenraa, Sønderborg og Tønder.

Flere borgere har været noget usikre overfor den virtuelle kommunikation, men da der ikke har været noget alternativ, og alt tydede på, at nedlukningen på grund af coronaen ville tage flere uger, har mange alligevel indvilget i at deltage i online-undervisning.

-Så snart teknologien har virket og folk er blevet fortrolige med online-undervisning, så har der kun været positive tilbagemeldinger fra borgere. De har været dejligt fleksibelt, for folk har kunnet modtage online-undervisningen på deres arbejdsplads, i eget hjem eller et helt tredje sted, efter eget valg. Samarbejdet med pårørende og kollegaerne fra PPR og andre taleinstitutter om borgerne, har også været lettere og mere smidigt, hvilket har gjort indsatsen mere målrettet og effektiv. Marc har gennemgående oplevet tilfredse borgere med kortere undervisningsforløb, fordi tiden er brugt mere smidigt, effektivt og målrettet end tidligere.

Mange argumenterer imod den virtuelle undervisning, fordi man ikke får al mimikken med, og det kan være svært at etablere social kontakt. Marc har dog ikke oplevet det som noget problem, folk har kun været positive, fordi de har fået den hjælp, de havde brug for, sparet transport og samtidig undgået at blive smittet med corona.

I fremtiden vil Marc bruge virtuel undervisning i lige så høj grad som traditionel undervisning, fordi han ser mange nye muligheder i virtuel undervisning, som vil komme borgerne til gode.

-Personalemøderne på Centeret har også foregået online, hvor den enkelte deltager sidder hjemme ved computeren eller iPaden. Det har ofte været en effektiv og tidsbesparende måde at kommunikere sammen på, da der har været fokus på den faglige dagsorden og ikke så meget andet. Flere på hans arbejdsplads argumenterer imod at afholde online-møder, fordi man går glip af det sociale element. En løsning i fremtiden kunne være en kombination, hvor nogle møder holdes online og andre fysisk. Marc håber, at alle på Centeret vil vedligeholde eller udvikle de digitale færdigheder, som de har opnået under nedlukningen, og at de ikke falder tilbage til de gamle rutiner. Mange virksomheder har brugt virtuelle møder i mange år, og det gør, at medarbejderne finder det naturligt og let at samarbejde online med andre kollegaer i hele verden. Det er ikke utænkeligt, at det bliver den mest almindelig mødeform i fremtiden, siger Marc Egede.

– I Sønderjylland har vi et samarbejde mellem Kommunikationscentrene i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. De fire kommuner har en aftale om at hjælpe hinanden ved sager, de ikke selv kan løse. Det har været billigere for kommunerne under nedlukningen, fordi online-undervisning ofte har sparet lange transporttider. Online-undervisningen har ingen kommunegrænser, så Marc ser muligheder for besparelser og bedre hjælp til borgerne, hvis kommunerne vil udvikle samarbejdet om online-undervisning.

Det er dog meget vigtigt, at der fremover bliver en god blanding mellem virtuelle møder og fysiske møder i Centrene. Det vil give det bedste resultat, at der også fremover er fokus på de sociale aktiviteter, der kan give den nødvendige energi, så virtuelle møder med stor faglig fokus kan blive vellykkede og tilfredsstillende, understreger Marc Egede.           

Også i fremtiden skal vi være gode til at hjælpe folk, der har behov for hjælp, og her mener Marc, at online-undervisning med fordel kan indgå i hans undervisningstilbud, da det vist sig at være et godt redskab til fx til at få styr på sin stammen. I løbet af coronatiden har Marc udviklet nogle online-undervisningsprogrammer til folk med stammen, og det arbejde vil fortsætte, da han oplever at kunne hjælpe folk på en lettere og mere effektivt måde, end hidtil.

Også ved kommunikationen mellem medarbejderne på de fire kommunikationscentre kan Marc Egede se en fordel i, at der fremover også afholdes virtuelle møder. Som før nævnt er det nemmere at holde fokus på den faglige dagsorden ved et virtuelt møde, og man kan lettere finde tid i kalenderen, da man sparer transporttiden. Han håber derfor på, at der bliver plads til flere faglige møder mellem kommunikationscentrene, og at dette vil kunne løfte det faglige niveau til gavn for borgerne.

Vi har været tvunget til at tænke anderledes under corona-nedlukningen, og det kan anvendes til noget positivt, hvor vi nemmere kan samarbejde, og samarbejdet er blevet mere effektivt, og det samme gælder undervisningen. Derfor skal vi sørge for ikke at falde tilbage til de gamle mønstre fra før corona-nedlukningen, slutter Marc Egede.