Blev mobbet i skolen – både af læreren og eleverne 

Bo Østlund, 63 år havde det svært i skolen. Han stammede meget med blokeringer og tics, og det blev ikke nemmere, da en lærer i de små  klasser på Veflinge Skole konsekvent kaldte ham ’Bo – med de himmelvendte øjne’. For måtte lærerne mobbe, måtte kammeraterne også – og da Bo også altid var den sidste, der blev valgt til rundbold og heller ikke i gymnastik kunne komme over bukken, var det ikke nemt …

Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen. 18.marts 2020

Samtale med Bo Østlund, journalist og forfatter, der fortæller om sin skolegang, uddannelse til journalist og arbejde som forfatter. Og kommer ind på, hvordan han gennem livet har arbejdet med de forskellige dæmoner, der som spøgelser har drillet ham gennem livet.

Nej – det var ikke nemt i skolen. Dengang måtte læreren godt slå, så når man som jeg havde et talehandicap, kunne det være meget svært. Heldigvis fik vi fra 5. klasse en ny lærer, Arne Jensen, som kom til at betyde enormt meget for mig.

I et år med blomsterbørn, postnumre, A-skat og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band og grønt lys for farve-tv i Danmark stod den kæmpestore, rødskæggede mand pludselig i skolegården med sit lidt komiske, flagrende og lige så røde hentehår iført fløjlsbukser, islandsk sweater og udtrådte sko, og da vi startede i 5. klasse efter sommerferien i august 1967, blev lærer Jensen vores klasselærer.

Den 28-årige Jensen var alt det, resten af lærerkredsen ikke var. Venlig og forstående. Med faglig kunnen, stor entusiasme og personligt overskud. Men frem for alt en lærer, der aldrig havde brug for at tage fysisk afstraffelse i anvendelse. En lærer, hvor man bare kunne slappe af og tage fra. Han skrev også selv vores biologibøger på gamle spritstencils, inden han stolt delte dem ud til os. Jensen havde et stærkt kritisk blik for de roller, vi var blevet tildelt, og han gav os muligheder for at ændre på dem. Selv om han bestemt også havde sine foretrukne i klassen, stod han for fornyelsen. Han talte med og ikke til eleverne, og frem for alt var han manden, der opfandt humoren på Veflinge Skole på Nordfyn. En skole hvor det inden Jensens ansættelse kun var skoleinspektør Abildtrup, der ikke slog.

Vi havde Jensen til dansk, biologi og fysik, og i dansktimerne spillede han Leif Panduros og Bent Schærfs genialiteter fra søndagssatiren ”Holdningsløse Tidende” på radioens P3, som han havde optaget fra radioen.

”Oooh vandringsmand. Ryf!”. Eller: ”Do you like your grandmother?”  “Yes – I have eaten her!”. Og så grinte Jensen. Og så grinte vi. Og vi fik også selv lov til at lave radiospil på skolens gamle spolebåndoptager.

Og selv om Jensen somme tider var på grænsen af god stil, var han også provokatøren i dette fastlåste system af vrede voksne med deres rigide regler. Som dengang en lærer sendte Lisbeth hjem for at skifte tøj, fordi hun var mødt op i skolen i korte bukser. Og korte bukser til piger var per definition uanstændigt. Og ulovligt.

I den efterfølgende time gjorde Jensen nar af sin kollegas beslutning, for superkorte kjoler var mode, og Jensen målte med stor omhu kjolelængder på pigerne for at sammenligne med længden på shorts.

Jensen tog mig – uden at han selv vidste det – i hånden og førte mig ud af mit sorte rum. Han gav mig, og mange andre i klassen, glæden ved ordene, sproget, fortællingerne. Inspirerede os. Gav os selvtillid.

Og vi var tre af klassens drenge, der endte som journalister. Flere andre endte som lærere.

Arne Jensen og min far var gode venner. Begge var i kommunalbestyrelsen i Søndersø Kommune. Som en af Veflinges købmænd var min far medlem af Det Konservative Folkeparti og Jensen var socialdemokrat. Senere som voksen begyndte jeg i øvrigt at opsøge Jensen, og vi tog sammen ind til Odense og så fodboldkampe.

Efter 7. klasse skulle vi flytte til Havrehedskolen i Morud, og på grund af den voldsomme stammen, blev jeg ikke i første omgang vurderet til at være egnet til at komme i realen. Jeg fik jo gode karakterer i de skriftlige fag, men dårlige i de mundtlige, men lærer Jensen hjalp mig med ekstraundervisning, og jeg kunne begynde i realklassen. Her havde jeg den store glæde at få Niels Himmelstrup til dansk. Han læste for os og gav os glæden ved at skrive, og han har, sammen med Arne Jensen, været stærkt medvirkende til, at ikke bare jeg men hele tre fra vores klasse senere er blevet journalister.

Jeg har nok været seks-syv år gammel, da jeg begyndte at stamme. Der var ikke andre i familien, der stammede. Jeg var efternøleren – jeg har en storebror og storesøster, der er  henholdsvis 11 og 10 år ældre og en anden søster, der er fem år ældre. Om det var mine forældre eller skolen, der tog initiativ, kan jeg ikke huske, men pludselig kom der er talepædagog på besøg hos mig i vores hjem. Ved hjælp af et puslespil fik vi en snak om forskellige ord. Det hjalp mig dog ikke noget. Når jeg mindes tilbage, har jeg selv måtte slås med min stammen, og på bedste måde fået gjort noget ved de forskellige dæmoner, som har drillet mig.

Jeg havde især problemer med ord, der begynder med hv – hvem, hvordan, hvorfor etc. For at klare mig måtte jeg lave mit eget sprog.

Det lykkedes at få realeksamen på Havrehedskolen, men da jeg ikke var egnet til at komme i gymnasiet, begyndte jeg i Odense på Handelskolen. Min far var jo købmand , og mine tre større søskende var også gået handelsvejen, men jeg stoppede før tiden. Det var bare ikke noget for mig. Som tidligere nævnt var jeg gennem den gode undervisning, som jeg havde fået af Arne Jensen og Niels Himmelstrup, blevet meget glad for at arbejde med ord. Jeg havde også lavet skole- og spejderblade, og når jeg var rundt som avisbud, læste jeg som en selvfølge dagens avis. Så selv om jeg stammede, søgte jeg som bare 18-årig ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og blev til min store glæde optaget på studiet. Det gik rigtig godt med studiet, og jeg blev som kun 22-årig færdiguddannet som journalist. Danmarks yngste.

Under journalistuddannelsen var der ikke nogen problemer med mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var oppe i tyverne. For at få gjort noget ved dæmonerne, spillede jeg også lidt teater, og da det jo var en rolle, der skulle spilles, var der ikke nogen problemer med stammen. Jeg har nok klaret mig meget ved at lave mit eget sprog, hvor jeg blev god til at lave andre ord. Det krævede en del koncentration, og det har sikkert været en grund til, at jeg privat stammede mere, for her kunne jeg ikke skjule mig bag en rolle. Jeg har også altid stammet mere, hvis jeg var træt, stresset eller syg. Så havde jeg ikke det fornødne overskud til at styre min tale, og så blev der stammet mere.

I mit arbejde som journalist har jeg altid fravalgt at arbejde med radio- og tv-journalistik. Det var faktisk noget af det, som jeg havde allermest lyst til at beskæftige mig med, men jeg har været usikker på, om jeg pludselig ville begynde at stamme igen. Det er heller ikke mig, som ved selskaber rejser mig og holder taler. Derfor var det også på mange måder grænseoverskridende, da jeg til min datters konfirmation holdt en tale. Det gik faktisk udmærket, men jeg var helt ærligt lidt usikker på, om jeg kunne klare det uden at stamme.

Ved udarbejdelsen af de forskellige bøger har der været mange samtaler med snesevis af forskellige, der skulle interviewes. Og jeg har interviewet flere tusind personer i mit liv, uden at min stammen har generet mig. Den forsvandt nemlig, da jeg var i 20’erne, og jeg kan tale med personer i flere timer uden problemer. Men som du kan høre, er der altså stadig nogle få dæmoner, som jeg ikke har fået gjort noget ved. Og om jeg får det gjort, ved jeg ikke. Jeg har jo også nu en alder, hvor jeg ikke har de store intentioner om at gøre mere ved det. Jeg er på alle måder tilfreds med mit liv, og jeg har ikke følt mig som stammer i 40 år, slutter Bo Østlund vores samtale.

Om Bo Østlund

Bo Østlund blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979 som bare 22-årig og kom derefter først til Fyns Tidende, og da avisen lukkede samme år videre til Fyens Stiftstidende, hvor han frem til 2000 lavede bl.a. features, klummer og sport, ligesom han var egnsredaktør for lokalredaktionen i Assens. Han sluttede som leder af krimi- og reportageredaktionen. I 1999 gik han freelance, senere fulgte ansættelser som redaktør hos Danske Malermestre, Ekstra Bladet og Billed-Bladet, og Bo Østlund har som freelancer skrevet for stort set samtlige danske landsdækkende dagblade og magasiner.

Han helligede fra 2007 til 2014 sit forfatterskab på fuld tid fra en ødegård i Mjäryd i skovene uden for Strömsnäsbruk i Småland i Sverige. I dag bor han i Andrup ved Esbjerg. Østlund har primært skrevet biografier om kendte danskere, men også historiske bøger bl.a. om udvandring til Amerika og om angrebet på Pearl Harbor, samt i 2009 sin egen erindringsbog ‘Strawberry Fields Forever’ på Politikens Forlag om en opvækst i 1960’erne og starten af 1970’erne i en lille nordfynsk landsby.

Siden har Bo Østlund udgivet de store samtalebøger ’Modne Mænd’ (2016) og ’Modne Kvinder’ (2017) – hvor han interviewede 24 kendte danskere om livets største spørgsmål – og i 2018 udgav han bøgerne ‘Jeg var engang’ og Kim Larsen-mindebogen ‘This my life’. I 2019 udgav han – igen på sit eget forlag heatherhill – bogen ‘1969 – året hvor alt blev forandret’, og han har netop sammen med sin kæreste, Henriette Wittrup, udgivet en bog om Dronning Margrethe. I bogen ’Margrethe – en magisk rejse gennem dronningens liv’ inviteres læserne med på en fantastisk tur gennem dronningens utrolige 80-årige liv. Lige fra dronning Margrethes fødsel efter besættelsen i Danmark i 1940 til de allernyeste billeder fra 2020. Bogen indeholder billeder fra samtlige 80 leveår, og forfatterparret har gennemgået 120.000 billeder, hvoraf 260 er kommet med i bogen.

Bo Østlund, journalist og forfatter. – Fotograf Peter Nørby