Peter Nielsen medspeaker ved traktortræk
At Peter Nielsen er parat til at tage mod udfordringer, understregede han den 5. juli ved at være medspeaker ved et traktortræk ved Karby på Sydmors. Han skulle ved arrangementet fortælle de 3.500 tilskuere om de forskellige traktorer, herunder hvor langt et træk, de kunne lave. Hvis man kendte Peter for et år siden, lyder det næsten som en umulighed, men ikke desto mindre er det den rene, skære sandhed.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.
Peter syntes, at det kunne være sjovt at være medspeaker. Tidligere var det en opgave, som han slet ikke ville kunne klare, da han ofte sad helt fast i ordene med kraftige blokeringer, som vi kunne se det i udsendelsen, der blev bragt på TV2 sidst i februar 2019. På Stammeforeningens hjemmeside har man fra juni 2019 kunnet læse om Peters liv med stammen, efter at artiklen blev bragt i FSD-NYT i maj. Vi har kunnet fortælle om Peters liv med stammen, så alle har kunnet følge med i de store forandringer, som Peter har oplevet. Peter stammer stadig, men sjældent med de store blokeringer, som han tidligere havde, og han har nu så megen selvtillid, at han ikke er bange for at give sig selv nye udfordringer.
– Jeg har i flere år deltaget i traktortrækket i Karby, så folk kender mig, og mange har også set udsendelsen om stammen på TV2. Jeg oplevede det som meget positivt, at jeg optrådte som medspeaker ved traktortrækket. Selvfølgelig var jeg noget spændt i kroppen, inden jeg skulle op på speakerpodiet, men jeg har lært at tage situationerne stille og roligt, og jeg er indstillet på at tage udfordringerne op. Jeg havde troen på, at det nok skulle lykkes, og det var ikke generende for mig, at folk ved traktortrækket kunne høre, at jeg stammede, fortæller Peter Nielsen, og understreger, at det er vejen frem ikke at holde sig tilbage. Man bliver kun stærkere af at prøve at overskride sine grænser, lyder det i en bestemt tone fra Peter.
– Efter at jeg er kommet i gang med McGuire-træningen, hvor vi træner vejrtrækning og bl.a. laver telefonopkald, hvor vi skal stamme frivilligt, er der mange ting, som er forandret for mig. Tidligere måtte jeg opgive at bruge telefonen. Jeg kunne nemlig blokere så meget, at folk lagde røret på, fordi de troede, at det var telefonfis, fordi telefonen var tavs, da jeg ikke sagde noget i flere minutter. Det ville bl.a. være et problem, hvis der var behov for at ringe 112. Det er netop en del af McGuire-træningen, at vi som nævnt laver frivillig stammen i telefonen, så vi bliver hærdede. Herved spænder man ikke så meget, og den mindskede spænding giver færre blokeringer, fortæller Peter.
Peter har netop været på ferie i Norge sammen med sine forældre og hans mors lillebror, Esben og dennes kone. Familiesammenholdet sætter Peter stor pris på. Til september vil han til opfølgning på et McGuire-kursus i Oslo. Det er det femte McGuire-kursus, som Peter deltager i, et kursus, der løber over fire dage, hvor hans forældre deltager i weekenden. Peter et fast besluttet på at fortsætte med McGuire-Programmet. Mellem kurserne træner han i ugens løb McGuire-teknikker et par gange. Det er vigtigt, at der ikke er uger, hvor man springer træningen over, understreger Peter.